Opfyldelsen af Flere Frigivende Profetier

 1, 2. Hvilke andre profetiske udtalelser viser, at Herrens folk efter de 1335 dage skal gå ind til endnu flere profetiers opfyldelse?

SELV OM den ovennævnte del af Daniels profeti nu er virkelighed, har vi dog ikke dermed nået enden, for Jehova og hans konge har besluttet at udfri alle sit folks børn. Hvert eneste af Guds børn vil blive ført til den elskede stad, og nogle af dem, der allerede er blevet bragt tilbage, er nu parat til at tage Rigets gerning op. For at vi derfor kan lære Guds fremadskridende hensigter efter de 1335 dage at kende, forbinder vi Daniels profeti med Johannes’ syn i Åbenbaringen og lægger mærke til, at det fører os udover den tid, som Daniel omtaler. Med dette i tanke henviser vi til Daniels syn af engelen, der svævede over vandet. (Dan. 12:5-7) Det er den samme engel, der viste sig i det syn, som står nævnt i Daniel 10:5-7: „Jeg løftede øjnene og skuede, og se, der var en mand, som var iført linnede klæder og havde et bælte af fint ofirguld om hofterne. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne var som ildsluer, hans arme og ben som blankt kobber og hans røst som en larmende hob. Jeg, Daniel, var den eneste, der så synet; de mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig.“ Denne engel identificeres for os som Herren Jesus Kristus i sin herlighed ved hans riges komme: „Og midt imellem lysestagerne en, som lignede en menneskesøn, klædt i fodsid kjortel og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne, og hans øjne som flammende ild; og hans fødder lignede skinnende malm, når den gløder i ovnen; og hans røst var som mange vandes brusen; . . . Og da jeg så ham, faldt jeg som død ned for hans fødder; og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og dødsrigets nøgler.“ — Åb. 1:13-15, 17, 18.

² I Daniel 10:13 ser vi, at den store fyrste Mikael (Kristus) kommer et af de himmelske sendebud til hjælp, hvilket yderligere bekræfter den kendsgerning, at Kristus Jesus profetisk omtales som den, der svæver over de store vande (skarer). „Og jeg, Daniel, skuede, og se, der stod to andre hver på sin side af floden.“ (Dan. 12:5) Her tales der om mange vande eller en flod (en stor skare) med en engel ved den ene grænse og en anden engel ved den anden grænse, for de står på hver sin flodbred. Dette omfatter øjensynlig alle folkeskarer, og der spørges så: „Hvor længe varer det, før disse sælsomme ting er til ende?“ Den herlige konge Kristus Jesus løfter sin højre hånd, hvilket er naturligt ved aflæggelsen af en ed, som da „Abram svarede Sodomas konge: Til Jehova, Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, løfter jeg min hånd“. (1 Mos. 14:22; se også 5 Mos. 32:40) Vender vi os til Åbenbaringen 10:5-7, NW, siges der således: „Og den engel, som jeg så stå på havet og på jorden, hævede sin højre hånd mod himmelen og svor ved ham, som lever i evighedernes evigheder . . .! Det skal ikke længere udsættes, men i de dage, da den syvende engel lader sin røst lyde og skal til at blæse i basunen, er Guds hellige hemmelighed i overensstemmelse med de gode nyheder, som han forkyndte for sine trælle profeterne, i sandhed blevet fuldbyrdet.“ Her har vi en højtidelig erklæring om, at der ikke skulle ventes længere. Guds hellige hemmelighed er fuldbyrdet. Denne profeti om fuldbyrdelsen af Guds hellige hemmelighed får sin opfyldelse efter 1926, efter de 1335 dage, i velsignelsens tid.

Guds hellige hemmelighed

 3. Hvilke spørgsmål er blevet klargjort for Herrens tjenere alene siden år 1926?

³ Gør vi os klart, at det kun er omkring fem og tyve år siden, at Jehovas herlige og hellige navn kom frem i lyset og blev åbenbaret for Guds folk som et navn, der skulle forkyndes overalt på jorden? Ved vi også, at før 1926 blev navnet kun sjældent brugt selv i Guds folks forsamlinger og aldrig i forbindelse med forkyndergerningen? At verdensmennesker havde vanskeligt ved at forstå, hvad der mentes med betegnelsen „Jehovas vidner“, der først blev offentlig antaget i 1931? At der blandt Herrens folk herskede mange vanskelige spørgsmål, som f. eks.: Hvorfor sker der så mange forbrydelser og ulykker? Hvad er årsagen til forfølgelsen af Guds børn? Nu da Riget var kommet, hvorfor var der så krige, og hvilken stilling indtog denne verdens herskere? Lagde Gud mærke til disse ting? Hvornår ville han gribe ind?

 4. Hvilke spørgsmål stiller de, der er uden for Herrens organisation, stadig, og hvilket ansvar pålægger det hans tjenere?

⁴ Nu forvirrer disse spørgsmål ikke længere Jehovas børn. „Alle dine børn bliver oplært af Jehova, og stor bliver børnenes fred.“ (Es. 54:13) De, der er uden for Jehovas organisation, står imidlertid spørgende over for disse ting og behøver oplysning derom. Det er kun dem inden for organisationen, der ved besked, og de må derfor videregive kundskaben til dem, der er uden for, og som spørger: Hvem er Gud? Er han ansvarlig for alle disse frygtelige ulykker? Bemyndiger han falske religiøse ledere til at tale for sig? Indsætter han onde diktatorer? Har han en organisation? Har han kun eet folk eller flere hundrede forskellige organisationer? Er han en djævel, et uhyre eller en krigsgud? Hvorfor har det onde fremgang? Er Gud retfærdig, ren og hellig? Hvorfor får Djævelen lov at stå Gud imod? De, der er udenfor, stiller spørgsmål på spørgsmål om Gud. Fyldes Guds trofaste folks hjerter ikke til stadighed af lykke over at kende sandheden? thi for dem er „Guds hellige hemmelighed . . . blevet fuldbyrdet“. De lever i velsignelsens tid.

 5, 6. Hvordan kan det siges med sandhed i dag, at „det skal ikke længere udsættes“?

⁵ Den dag er ikke langt borte, den skal ikke længere udsættes, da Jehova rejser sig for at straffe jordens onde nationer og således skabe sig et navn, der vil blive husket til evig tid. For fem og tredive århundreder siden tilintetgjorde han ægypterne i Det Røde Hav, og for mere end fire tusinde år siden fremkaldte han Vandfloden og omstyrtede en verden. Hans navn er stadig knyttet til disse underfulde gerninger, men efter Harmagedon skal det huskes til evig tid. De ydmyge trofastes udfrielse er meget nær, og denne oplysning forkyndes for dem som gode nyheder. Nu „er Guds hellige hemmelighed i overensstemmelse med de gode nyheder, som han forkyndte for sine trælle profeterne, i sandhed blevet fuldbyrdet.“ — Åb. 10:7, NW.

⁶ Alle Jehovas vidner og deres medarbejdere forstår, at vi nu lever i en storslået og herlig tid, idet tiden er inde til virkeliggørelsen af alle synerne. Den vil ikke længere blive udsat. Dette er i sandhed dagen, som Jehova har gjort, tiden, da hans vidunderlige løfter skal virkeliggøres. Lad os som Jehovas vidner gå helt og fuldt ind for den og midt iblandt jordens beboere tage vort standpunkt som de, der hører til Jehovas stad og til det nye tingenes system, som de, der ved, at Riget er oprettet i himmelen, og at Jehova regerer. Lad os leve i denne kundskab, og være som de forstandige, der fører tusinder til retfærdighed, ja, til den nye verden.

 7. Hvilke kendsgerninger angående dom og udfrielse ville jordens folk gøre vel i omhyggeligt at mærke sig?

⁷ Det er i denne begivenhedsrige tid, det vil sige, efter at de 1260 dage udløb i 1918, at den syvende engel blæser i sin basun, og disse undere kan finde sted. „Og den syvende engel blæste i sin basun; da lød der i himmelen høje røster, som sagde: Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder. Og de fire og tyve ældste, som sidder for Guds åsyn på deres troner, kastede sig ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde: Vi takker dig, Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges. Og Guds tempel i himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel, og der kom lyn og bulder og tordenskrald og jordskælv og store hagl.“ (Åb. 11:15-19) Står det ikke meget klart for Guds børn, hvorledes de mange vande, det vil sige folkeslagene, nationerne og tungemålene, nu er underlagt Kristus Jesus? Jo hurtigere mennesker bliver klar over dette, desto bedre vil det være for dem. Dette er dommens tid. Det er udfrielsens tid. Nogle kender nok til sandheden til at stå den imod, fordi den medfører et ansvar, men eftersom Jehova ikke tilbyder noget andet, er det en meget uklog handlemåde. Hvor skulle man ellers gå hen, nu da Kristus Jesus har fået magten overdraget, og Jehova kundgør sin vilje gennem den tro tjener, og denne vilje er livets ord?

 8. Hvilket adskillelsesværk finder der derfor sted nu?

⁸ Skarer af retsindige mennesker vender sig til den nye verden og dens retfærdige konge og opnår fred og lykke allerede nu midt i den gamle, onde verden. Men de „gudløse handler gudløst“, og deres had til den Højestes børn vokser. De ved, at de ikke har nogen del i Rigets åbenbarelser, velsignelser og privilegier, og de ser, at Jehova har ladet disse undere indtræffe i vor midte, inden for Jehovas vidners organisation. De store, vidunderlige og årgamle profetier er blevet opfyldt på os. Jehovas ord og vor tids kendsgerninger, der er en opfyldelse af det, identificerer derfor med umiskendelig sikkerhed Jehovas vidner. De er hans elskede ejendom. De gudløse ved dette og ser sig selv kastet udenfor, og derfor jamrer de og skærer tænder af raseri.

 9. Hvilken underlig gerning bliver større år for år, og hvilke nøgterne spørgsmål skulle derfor de, som ikke følger den vise handlemåde, stille sig selv?

⁹ Jehovas bemærkelsesværdige, underlige gerning med at gøre sin trofaste tjener kendt standser ikke, men træder tydeligere frem år for år. Gennem de vidunderlige ting, som Jehova gør for os, opfyldes synerne og profetierne. „Da fyldtes vor mund med latter, vor tunge med frydesang; da hed det blandt folkene: Jehova har gjort store ting imod dem!“ (Sl. 126:2) Ingen andre af alle verdens organisationer er blevet udvalgt. Jehovas vidner er blevet varsler og tegn i landet. „Bind vidnesbyrdet til og sæt segl for læren i mine disciples sind! Jeg bier på Jehova, han, som dølger sit åsyn for Jakobs hus, til ham står mit håb. Se, jeg og de børn, Jehova gav mig, er varsler og tegn i Israel fra Hærskarers Jehova, som bor på Zions bjerg.“ (Es. 8:16-18) De, der foregiver at elske Gud og påstår at gøre hans vilje, men ikke tjener eller tilbeder ham sammen med dem, der ved, at den nye verden er nær, ville gøre klogt i hurtigst muligt at overveje deres stilling. De kunne blot stille sig selv eet eller to ligefremme spørgsmål: „Er jeg mig bevidst, om Jehova finder behag i det arbejde, jeg udfører? Forventer jeg hans dom som et resultat af den tjeneste, der udføres, og kan jeg ud fra hans hellige ord bevise, at mine gerninger er i overensstemmelse dermed? Eller udfører jeg mit arbejde af selviske grunde? Er det til min egen eller Jehovas ære? Lærer jeg stadig mere om Guds rige og dets oprettelse? Kan jeg forstå profetiernes opfyldelse?“ Dersom man endnu befinder sig i det mystiske Babylon, bør man overveje de sandheder, der forelægges en, og skynde sig at forlade den dømte organisation. „Og jeg hørte en anden røst sige fra himmelen: Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — Åb. 18:4.

10. Hvilke af Herrens tjeneres erfaringer, især siden 1933, viser, at Djævelens angreb mod dem er blevet skærpet?

¹⁰ Dette onde tingenes system, der skal forsvinde, vil rette gentagne angreb mod Herrens folk, men vil aldrig kunne ødelægge eller adsprede dem. Satan ved, at Jehovas vidner er Guds folk og de eneste på jorden, der står op for at prise Jehova og forkynde om Herren Jesu rige, og han vil rejse hele verden mod dette folk for at tilintetgøre dem, men han vil ikke kunne fuldføre denne djævelske plan, for „det hellige folks adspreders magt“ er brudt. (Dan. 12:7, Ro, margen) Modstanden og forfølgelserne er taget til og blevet meget voldsommere end fra 1914 til 1918. De blev skærpet fra 1933, indtil den anden verdenskrig brød ud og gav Zions fjender en lejlighed til at falde over os og angribe os. Det var et frygteligt angreb, for alle grene af organisationen blev belejret, men Guds organisation tog stødet, vaklede kun et øjeblik under verdens pres, men Zions grundvold stod fast. Satan, de fjendtlige horders leder, satte med magt nogle af vennerne i fængsel og koncentrationslejre, lod nogle dræbe og bragte savn og mange mentale såvel som fysiske lidelser over tusinder andre. Men med hvilket resultat?

Vidnesbyrd om friheden

11-13. Hvad blev resultaterne af dette djævelske angreb, og hvorledes bevidnedes det i 1942 af The Watchtower?

¹¹ Det „stadige offer“ blev visselig ikke taget bort denne gang, for hver dag, ja, hver time, bragtes der lovprisningsofre, og nogle af de trofaste ærede endog Jehova med deres livs blod. Guds folk blev styrket med deres „tilmålte brød“, idet Herren midt under den frygtelige, ødelæggende anden verdenskrig dækkede et rigt bord med Rigets sandheder. I løbet af denne periode offentliggjorde Vagttaarnet så vidunderlige, styrkende og opmuntrende artikler som „Sejr over Forfølgelsen“ (1. januar 1943), „Den nye Verdens Forkæmper“ (i seks dele i numrene fra 1. december 1943 til 15. februar 1944, inklusive), „Mika“ (i femten dele fra 1. oktober 1942 til 15. maj 1943, inklusive), „En profetisk Sang, der maner til Virksomhed“ (1. juni 1943) og mange flere. Zion blev ikke alene ernæret med „hvedens fedme“, men nød også konventernes fællesskab. Jehovas folk var urokkelige, de var sikre, de stod faste, som det fremgår af den resolution, der blev vedtaget ved konventet i Cleveland:

„. . . AT vi er imod alle totalitære styreformer og deres indskrænkning af tilbedelsen af Jehova Gud gennem Jesus Kristus. Vi skylder ikke nogen fremmed magt, religiøs eller politisk, troskab, men vort hoved og leder er den af Gud udvalgte og udsete, kongen Kristus Jesus, hvis eksempel vi vil følge i tilbedelsen og tjenesten for Gud. Lige meget hvad Herren måtte tillade at komme, så vil vi fortsætte med at tilbede Jehova Gud og modstå alle dæmoniske indgreb i tilbedelsen og tjenesten for ham og kæmpe videre som en ubrydelig enhed, indtil han giver sejr gennem sin teokratiske regering ved Kristus Jesus.

Dateret lørdag den 19. september 1942.“

¹² Af interesse er også de breve, der kom fra landskontorer og kredse ude i verden, som f. eks. det fra London, der blev citeret i The Watchtower for 1. oktober 1942:

„Vi takker Herren for de stadige opmuntrende sandheder, der skænkes os så rigeligt gennem Vagttaarnet. Vi vil bevise vor tro til Teokratiet ved vore gerninger. Vi nægter at bryde vore pagtsløfter. „Ødelæggelsens vederstyggelighed“ kan aldrig fratage os den glæde, det er at prise Jehovas navn. Der venter os uden tvivl mange mørke dage i fremtiden. Retsindige mennesker vil se hen til Jehovas vidner efter trøst. Vi kan ikke svigte dem. Vi vil stræbe efter at være flittige og efterkomme Herrens opfordring: „Vogt mine får.“ Vi erklærer, at det er vor faste beslutning at bruge enhver mulig lejlighed til at udføre dette arbejde NU. Vi vil være ulastelige.

Som en tæt bebygget stad ser vi med fuld tillid til Herren de truende assyrere trænge ind i Jehovas land. Sejren vil være at finde hos Teokratiet, den hellige stad. Lige meget, hvad der måtte komme, så vil vi være rede og villige til at udholde enhver forsmædelse og forfølgelse, som Herren måtte tillade for sit navns ophøjelse.“

¹³ I 1943, 1944 og 1945 bragte Jehovas folk således stadig deres lovprisningsoffer. Denne gang kunne Satan ikke borttage det stadige offer, som han havde gjort i 1918. Herren var i vor midte, og selv om alle nationerne kæmpede ved vore porte og prøvede at bryde Zions børns ustraffelighed, forblev disse trofaste.

14, 15. Hvordan har Guds tjeneres tilstand, mod al forventning, været siden den anden verdenskrig?

¹⁴ Hvad har der nu fundet sted siden den anden verdenskrig? Vi har fået større velsignelser og større lys over Guds ord, og kundskaben er vokset. De retfærdige, der levede gennem de strenge tider med forfølgelser, lidelser, forbud og andre former for modstand, var som solen, der skinner gennem skyer. Nu trænger sandhedens budskab i al sin glans og med stor kraft ud til alle afsides steder, for intet sted synes skjult for sandhedens lys. Det var naturligt at vente, at Jehovas vidner efter alle deres genvordigheder og erfaringer i fængsler ville være udmattede og trætte og i en sådan tilstand, at de ikke kunne fortsætte med Guds gerning i efterkrigstiden.

¹⁵ Tænk på det store internationale stævne i New York i 1950! Var de vidner, der fandtes der, sådan? Tværtimod! De var fulde af energi og brændende nidkærhed for sandheden og ivrige efter at bruge enhver mulighed for tjeneste. Der var ingen af dem, som var utilfredse, misfornøjede, eller som knurrede. Nej, for disse tusinder havde fred og var opfyldt af glæde, og selve deres ansigter og samtaler udstrålede lykke, og det til trods for, at de havde været så hårdt trængt af Satan. Satan står ikke som sejrherre; hans magt er brudt, og alt, hvad han kan gøre, er at samle stumperne af hedningenationerne og holde sammen på dem, så godt han formår, indtil Jehovas stærke arm fuldstændig tilintetgør dem.

16. Hvilke særlige profetiske udtalelser får nu en storslået betydning for Herrens folk?

¹⁶ Hvor passende og betydningsfulde for disse vidner er ikke salmistens ord: „Da Jehova hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; . . . Jehova har gjort store ting imod os, og vi blev glade. . . . De, som sår med gråd, skal høste med frydesang; de går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.“ „Havde Jehova ej været med os — så sige Israel — havde Jehova ej været med os, da mennesker rejste sig mod os . . . Lovet være Jehova, som ej gav os hen, deres tænder til rov! . . . Vor hjælp er Jehovas navn, himmelens og jordens skaber.“ „De, der stoler på Jehova, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. Jerusalem ligger hegnet af bjerge; og Jehova hegner sit folk fra nu og til evig tid: Han lader ej gudløsheds herskerstav tynge retfærdiges lod, at retfærdige ikke skal udrække hånden til uret.“ „Vågn op, vågn op, ifør dig din styrke, Zion, tag dit højtidsskrud på, Jerusalem, hellige by! Thi uomskårne, urene folk skal ej mer komme ind.“ — Sl. 126:1, 3, 5, 6; 124:1-6, 8; 125:1-3 og Es. 52:1.

Skarer af fanger nu hjemme

17. Hvorledes viste stævnet i New York i 1950, hvilken velsignet tilstand Herrens folk nu er gået ind til?

¹⁷ Fangerne hjemme! Tusinder og atter tusinder, der alle er kommet tilbage! Hvem havde i 1919 drømt om, at Jehova ville lade alle disse samles i hans stad? Hvilken vækst! I taknemmelighed herover forsamledes hans folk i 1950 i New York for at fejre „Teokratiets vækst“. Og hvilken fest var det ikke! Menneskene der i verdens største og betydeligste by blev vidne til, at den højeste Guds hellige og deres trofaste medarbejdere i skøn forening solede sig i lyset fra Jehovas kærlighed og omsorg. Disse Guds børn, som denne verden havde forsøgt at ødelægge og rydde af vejen, var undsluppet fængslerne, koncentrationslejrene og forfølgelsens ild, og vandrede nu omkring i fred og ro med Guds velsignelse hvilende over sig. „Se min tjener [Kristus Jesus], ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min ånd, han skal udbrede ret til folkene.“ „Fra Zion udgår åbenbaring, . . . Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, . . . Folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Es. 42:1; 2:3, 4.

18. Hvordan kan vi forstå, at der ligger mageløse privilegier foran Herrens tjenere i de dage, der kommer?

¹⁸ „For lidt for dig som min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til hedningers lys, at min frelse må nå til jordens ende.“ (Es. 49:6) „Således skal han rense mange nationer; konger bliver stumme over ham: for hvad der ikke var sagt dem, ser de; og hvad de ikke havde hørt, forstår de.“ (Es. 52:15, AS) Ja, Guds tjener Kristus Jesus indtager nu en meget begunstiget stilling og ophøjes af sine trofaste efterfølgere som nationernes lærer. Læg mærke til Esajas 52:13, AS: „Se, min tjener skal handle klogt, han stiger, løftes og ophøjes såre.“ Der er endnu et stort arbejde, som Guds tjenere under Kristus må udføre, et arbejde blandt nationerne, som der aldrig er set mage til. Før dette arbejde er fuldført, vil de have ført mange flere mennesker ind i Zion, ja, muligvis millioner! Zions dag er her. Zions konge arbejder gennem sin synlige organisation, sin „tro og kloge træl“ (Matt. 24:45-47 NW), og alle hans befalinger vil komme derigennem.

19. Hvilke vigtige sandheder skulle de, som nu læser og forstår betydningen af Daniels „dage“, flittigt studere og tilegne sig?

¹⁹ Udfrielsens dag er her. Efter at vi har betragtet nogle af Daniels profetier og har forstået betydningen af de 1260, 1290 og 1335 dage, så bør vi ikke lade „hånt om de ringe begyndelsers dag“. Men når vi kender disse ting, skulle vi kunne indse, at den organisation, der kan frembære beviser på, at profetierne opfyldes på og gennem den, må være Jehovas folk. Gud sørger for, at hans ord sker fyldest, og åbenbarer sine hellige hemmeligheder for hvem han vil. Indse derfor meningen med disse opfyldte syner, erkend deres betydning og forstå, at vi lever på fremgangens dag, og at velsignelsens dag er her. Guds tjener åbenbares for nationerne af hans vidner på jorden, og de må anerkende denne tjener, før Gud skænker dem sin gunst. Man kan ikke opnå kundskab om sandheden på nogen anden måde. „Bind vidnesbyrdet til og sæt segl for læren i mine disciples sind“, siger Jehovas store tjener. (Es. 8:16) Lad os ikke ringeagte det redskab, som Gud bruger, men først tænke på det vigtige budskab, den teokratiske organisation bringer os, og de beviser, der fremføres.

20. Hvad må Zions børn nu gøre som en erkendelse af den storslåede tid, vi lever i?