„Jeg giver jer ansvaret“

Jehova Gud overdrog mennesket det hverv at udøve herredømme over jorden og at vogte den. Desuden gav han det ansvaret for alt hvad der lever på jorden. Hvor godt har mennesket forvaltet hvad det har fået betroet?

FOLK betragter med ærefrygt stjernehimmelen over deres hoved. En mørk aften synes himmelen overstrøet med stjerner; men de få tusind man ser er kun en brøkdel af de billioner der findes i universet. Disse myriader af stjerner bevæger sig præcist i deres baner, bundet af de bevægelseslove som Skaberen har sat i kraft. „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Universet er så umådelig stort og kompliceret at mennesker næppe kan fatte det. — 1 Mos. 1:1.

Sammenlignet med himmelen er jorden som et fnug. Men for os er den umådelig stor, og den er fuld af levende skabninger. En teskefuld muldjord indeholder måske 5.000.000.000 levende organismer, og hvem har fantasi til at forestille sig hvad havet rummer af levende skabninger? „Hvor mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt! Der er havet, stort og vidt, der vrimler det uden tal af dyr, både små og store.“ — Sl. 104:24, 25.

Det kunne godt give problemer at så mange skabninger skulle leve sammen. Der måtte opretholdes en balance så alle fik tilstrækkeligt med lys, luft, vand, føde, plads til at røre sig på og hvad der ellers skulle til for at leve. Vi kalder det „naturens balance“, og hvis der opstår en uregelmæssighed vil systemet selv genoprette balancen. Sådan har Jehova indrettet det, for jorden tilhører ham. „[Jehovas] er jorden og dens fylde, jorderig og de, som bor derpå.“ — Sl. 24:1.

Jehova har overdraget jorden i menneskets varetægt: „Himlen er [Jehovas] himmel, men jorden gav han til menneskens børn.“ (Sl. 115:16) Det ansvar vi fik, blev tydeligt klargjort for det første menneskepar. Vi læser: „Han skabte dem som mand og kvinde, velsignede dem og sagde: ’Få mange børn, så jeres afkom kommer til at leve overalt på jorden og får herredømme over den. Jeg giver jer ansvaret for fiskene, fuglene og alle de vilde dyr.’“ Mennesket skulle værne om jorden: „Derpå tog Gud [Jehova] Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den.“ — 1 Mos. 1:27, 28, Good News Bible; 2:15.

Det er vigtigt at vi mennesker røgter dette ansvar for at passe på jorden. Vi er skabt i Guds billede, det vil sige med nogle af Guds egenskaber, nemlig retfærdighed, kærlighed, visdom og magt. Ved hjælp af disse egenskaber skulle vi være i stand til at varetage opgaven med at tage os af jorden samt plante- og dyrelivet på den. Hvis vi derimod misbruger eller slet ikke bruger disse egenskaber, kan vi bringe „naturens balance“ i uorden. Hvis vi bruger vor magt uretfærdigt, ukærligt eller uklogt, ødelægges de selvregulerende processer i jordens miljø.

Retningslinjer for behandling af dyrene

Skabt så vi ligner Gud skulle vi vise dyrene en omsorg i lighed med den som Gud viser dem. Utallige skriftsteder i Bibelen tjener som vejledning for hvordan man skal behandle dyr. Folk er tilbøjelige til at gå til yderligheder, og deres holdning over for dyr er ingen undtagelse. Nogle er sentimentale, andre er grusomme og fuldstændig ufølsomme over for dyr. Dyrene arbejder på mange forskellige måder for mennesket. De tjener også til frembringelse af fødevarer — mælk, smør, æg, ost og kød. Desuden får vi beklædning fra dyrene, og vi bruger ikke alene ulden men også skindet — skønt det er grusomt at fange pelsdyr ved hjælp af stålsakse. — 1 Mos. 3:21.

Imidlertid bør man vise respekt for livets hellighed når man benytter dyrene. Dræber man dem blot for sportens skyld viser det en følelseskold ligegyldighed over for livet. Selv jægeren der kun dræbte for fødens skyld havde pligt til at vise respekt for livet: „Han [skal] lade blodet løbe ud og dække det med jord. Thi om alt køds sjæl [liv] gælder det, at dets blod er dets sjæl.“ Af hensyn til livets hellighed lagde Gud følgende begrænsning på mennesket: „I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod.“ — 3 Mos. 17:13, 14.

Hvis man må spise dyrene for at opretholde livet, synes det rimeligt at mene at man også må bruge dem til lægevidenskabelige forsøg for at redde menneskeliv. Dette retfærdiggør imidlertid ikke ubegrænsede og ofte værdiløse gentagne forsøg hvor dyrene lider voldsomt. Mange forskere stiller spørgsmål om det etisk rigtige i smertevoldende forsøg. Jeremy J. Stone, der er direktør for Sammenslutningen af amerikanske Videnskabsmænd i Washington, har sagt: „Dyrenes liv og lidelse har sandelig også noget at sige.“ Den engelske fysiolog dr. D. H. Smyth er enig heri og siger: „Man kan betale viden for dyrt.“ I sin bog Alternatives to Animal Experiments viser dr. Smyth at man kan forske på mange andre måder end ved pinefulde dyreforsøg. Prisen for viden behøver ikke at være en grusomhed som den der vises i hosstående diagram.

Vilde dyr udryddes

Ve dyrene i menneskets varetægt. Udryddelsen af en fugleart har affødt et ordsprog: „Så død som en dronte.“ Mange andre arter er også uddøde. Flokke af vandreduer formørkede engang himmelen over Nordamerika. Naturforskeren James John Audubon anslog engang at han så en flok på en milliard af disse fugle. Et træk var flere dage om at passere. Verdens sidste vandredue døde i 1914. Engang var prærierne sorte af bisonokser. Omkring århundredskiftet var 50.000.000 blevet dræbt til ingen verdens nytte; dermed var de naturligt forekommende vilde hjorde næsten udryddet. I dag er mange vilde dyrearter i fare. Materialisme, egoisme, krybskytteri, grådighed, forurening, ødelæggelse af levesteder, en Nimrod-agtig forfængelig jagt efter trofæer — er hovedårsagerne til den ødelæggende fremfærd mod de vilde dyr.

Listen over truede arter tæller hundredtusinder. Man anslår at der nu uddør en art om dagen, og at det ved slutningen af 80erne bliver én hver time. På bare to år i 70erne faldt elefantbestanden i Kenya fra 40.000 til 20.000 og zebrabestanden fra 15.000 til 1500, og på Nakurusøen, hvor der førhen flokkedes millioner af lyserøde flamingoer, er der nu kun lidt af „verdens flotteste optrin af fugle“ tilbage. Millioner af flamingoer er døde eller fortrængt på grund af industriens forurening af søen. Der drives nu rovdrift på Amazonlandets tropiske regnskove, og hvis det fortsætter vil hundredtusinder af plante- og dyrearter forsvinde før år 2000. Listen over dem der er gået tabt bliver længere og længere, og det skyldes udelukkende at mennesket har forsømt at vogte jorden med dens plante- og dyreliv.

Forgæves forsøg på at give Gud skylden

Ved tanken om denne katastrofe er der røster som råber: „Det er Guds skyld!“ Et sådant råb har lydt fra den berømte historiker Arnold J. Toynbee, der har sagt at Gud, da han gav mennesket ansvaret for jorden, samtidig valgte at „lade Adam og Eva gøre med den, hvad de behagede“. Men det er ikke rigtigt. Gud lod dem kun vogte jorden, bevare den og tage sig af den. Men de to første mennesker adlød ikke denne befaling eller de andre befalinger fra Gud, og det samme kan siges om deres efterkommere. De har bragt uorden i „naturens balance“, de har forurenet miljøet, og de ødelægger jorden så den bliver ubeboelig. Som Bibelen siger: „Nogle mennesker ødelægger sig selv ved deres dumme handlinger, og så skyder de skylden på Herren.“ Deres tåbelige ødelæggelseshandlinger vil ikke få lov til at fortsætte, for Jehova siger: „Tiden er inde til at ødelægge dem der ødelægger jorden!“ — Ordsp. 19:3, GNB; Åb. 11:18, GNB.

„Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.“ (Ordsp. 12:10, 1871-oversættelsen) De gudløse bliver fjernet, de retfærdige består: „Retsindige skal bo i landet, . . . men gudløse ryddes af landet.“ Jorden vil bestå for evigt, den vil være beboet for evigt, og den vil for evigt blive vogtet af mænd og kvinder der atter kommer til at ligne Gud og som udøver herredømme over dyrene på en ret og kærlig måde. — Ordsp. 2:21, 22; Præd. 1:4; Es. 45:18.

Til den tid vil der være tilstande som dem der beskrives hos Esajas: „Ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“ — Es. 11:6-9.

Da vil menneskene leve op til den tillid Jehova for mange år siden viste dem da han sagde: „Jeg giver jer ansvaret.“

[Ramme på side 6]

GUDS OMSORG FOR DYRENE

GUD TÆNKER PÅ DEM:

’Dog falder ikke én spurv til jorden uden jeres Faders viden.’ — Matt. 10:29.

HAN KRÆVER AT VI TAGER HENSYN TIL DEM:

’Seks dages arbejde, på den syvende hvile, for at dine okser og æsler kan få hvile.’ — 2 Mos. 23:12.

„Du må ikke binde munden til på en okse, når den tærsker.“ — 5 Mos. 25:4.

„Du må ikke pløje med en okse og et æsel sammen.“ — 5 Mos. 22:10.

„Når du ser din uvens æsel segne under sin byrde, . . . skal [du] hjælpe ham med at læsse byrden af.“ — 2 Mos. 23:5.

’Hvem af jer vil ikke på sabbatsdagen, hvis hans tyr falder i en brønd, straks trække den op?’ — Luk. 14:5.

HAN SØRGER FOR ARTERNES BESTÅEN:

„Når du på din vej træffer på en fuglerede . . . må du ikke tage moderen sammen med ungerne.“ — 5 Mos. 22:6.

HAN SØRGER FOR FØDE:

„Hvad der gror af sig selv, medens landet holder sabbat, skal tjene eder til føde, dig selv . . . og de vilde dyr i dit land.“ — 3 Mos. 25:6, 7.

„Du åbner din hånd, og de mættes med godt.“ — Sl. 104:28.

„Se nøje på himmelens fugle, . . . jeres himmelske Fader [giver] dem føde.“ — Matt. 6:26.

HAN GIVER DEM DEN VISDOM DE BEHØVER FOR AT BESTÅ:

’De er visere end vismænd: de samler føde om sommeren.’ — Ordsp. 30:24, 25.

HAN FORLANGER AT VI VISER DEM DEN RETTE RESPEKT:

„Du må ikke koge et kid i dets moders mælk.“ — 2 Mos. 23:19.

[Ramme på side 7]

MENNESKETS GRUSOMHED MOD DYR

I SPORTENS NAVN:

Bjørnehidsning. Praktiseret i England fra 11. til 19. århundrede. En lænket bjørn som man havde fjernet tænderne på, blev angrebet af fire mastiffhunde.

Tyrehidsning. En tøjret tyr angribes af hunde som er oplært til at bide sig fast i tyrens næse og blive hængende. Hundene angriber uophørligt efter tur indtil tyren bryder sammen.

Tyrefægtning. Tre mænd jager små spyd i tyrens nakke, siden støder to mænd på hesteryg deres lanser i den tykke nakkemuskel, så dyret svækkes og sænker hovedet, og til sidst kommer matadoren og dræber dyret med sin kårde.

Rævejagt. Hunde og ryttere forfølger og dræber en opskræmt ræv. Under oplæringen af hundene er det ræveunger der dræbes.

Hanekamp. Haner udstyret med stålsporer på op til syv-otte centimeter kæmper — og dør som oftest — i denne „sport“.

Hundekamp. Unge hunde får lov til at dræbe kattekillinger, derpå katte og små hunde, indtil deres blodtørst er vakt. De bruges til ulovlige hundekampe. Oversmurte med blod, med øjnene revet ud og ørerne bidt af, stavrer de rundt på stumperne af deres brækkede, sønderrevne ben, mens de kæmper videre for at tilfredsstille deres herre, som hævder at elske dem. Hvert år dør tusinder af disse hunde som følge af kampene.

I VIDENSKABENS NAVN:

• Aber og kaniner tvinges til at ryge indtil de dør af lungekræft.

• Dyr får elektriske chok indtil de ligger hjælpeløse.

• Kaniner bindes fast og får bure med tsetsefluer anbragt på ørerne. Andre får smurt øjenmakeup og hårfarve i øjnene indtil der opstår sår.

• Aber sultes, tvinges til at løbe rundt i en trædemølle og udsættes for stråler. Gennemsnitstid til døden indtræffer: 37 timer.

• Katte blindes, kastreres, får lugtesansen ødelagt, nerverne i kønsorganerne skåret over, og testes derefter for seksuelle reaktioner.

• Dyr får stemmebåndene ødelagt så de ikke kan skrige.

• Alene i De forenede Stater dræbes 64.000.000 dyr om året under sådanne lægevidenskabelige forsøg.