Bibelens indre harmoni — et bevis på dens guddommelige oprindelse

„Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner, således som der står skrevet: ’For at du må kendes retfærdig, når du taler, og vinde, når man går i rette med dig.’“ — Rom. 3:4.

 1. Hvor nærer mange kun ringe respekt for den kristne religion og Bibelen?

Adskillige mennesker i mange lande kender kun lidt eller slet intet til Bibelen. Dette skyldes ofte at de ikke er opvokset i den kristne tro og at de således ikke har haft nogen grund til at læse den. De hører til en anden religion, der har sine egne hellige skrifter, som de har lært at anerkende som sande. Hvad de ved om og hvordan de bedømmer den kristne religion og dens hellige skrifter, Bibelen, er derfor afhængigt af hvad de har set og hvad de ved om den opførsel som kristne folk, det være sig nationer eller samfundsgrupper der bekender sig til kristendommen, lægger for dagen. Når de ser hvor splittet og krigerisk kristenheden er, hvilken moral og hvilke forretningsprincipper den følger, kan man ikke undre sig over at de kun har ringe respekt for den kristne religion og ikke har særlig høje tanker om dens bog, Bibelen. Men er det den eneste eller stærkeste hån Bibelen udsættes for?

 2. På hvilken måde føler mange i kristenheden sig hævet over andre, og er dette berettiget?

² Mange medlemmer af kirkesamfundene i kristenheden vil modstræbende indrømme at kristenheden har gjort et dårligt indtryk ved sin handlemåde. Hovedrystende beklager de den uvidenhed som præger de mennesker der intet kender til Bibelen, og de føler at det er en stor fordel at leve i et kristent samfund. „Naturligvis tror vi på Gud,“ siger de, „og vi tror på og respekterer Bibelen som Guds ord.“ Disse menneskers oprigtighed betvivler vi ikke, men det forekommer os at det vil være så sin plads at stille et eller to spørgsmål vedrørende deres virkelige mening om Bibelen.

 3. (a) Hvordan ser de fleste mennesker på Bibelen, og hvad er årsagen hertil? (b) Hvad er svagheden ved dette synspunkt?

³ Tror disse mennesker uforbeholdent at Gud er den egentlige ansvarlige for og ophavsmanden til alt det som står skrevet i de seksogtres bøger Bibelens kanon består af, lige fra Første Mosebog til Åbenbaringens bog? Få er de som kan gå så langt, eller tilnærmelsesvis så langt. De allerfleste følger med strømmen og skelner mellem det de kalder Det gamle Testamente og Det nye Testamente, og det er sidstnævnte de bygger deres tro på, mens de har ringe brug for og liden tillid til førstnævnte, når der ses bort fra dets historiske og litterære interesse. Mange gik som børn i søndagsskole og hørte der Bibelens historie om Adam og Eva og om gamle tiders hændelser og mirakler. Hvad skete der så da de blev voksne? Som voksne følger de stadig strømmen. I tankerne stiller de Bibelens beretninger i samme kategori som barndommens eventyrhistorier og tror ikke på deres sandhed. Men kan de så sige at de tror på det de kalder Det nye Testamente når dettes mange citater fra De hebraiske Skrifter altid tages for absolut sande og autoritative, og når Jesus, Guds søn, med eftertryk sagde om disse skrifter (den eneste del af Bibelen som da fandtes): „Dit ord er sandhed“? — Joh. 17:17.

 4. Hvordan ser mange mennesker på Bibelens inspiration?

⁴ Hermed er vi kommet ind på det vigtige spørgsmål om Bibelens inspiration. De fleste mennesker i kristenheden anser Bibelen for at være en god bog, bøgernes Bog hvad religion angår, der af hensyn til sin alder bør omfattes med den største ærbødighed. Og de siger ofte at den er inspireret. Men i hvilken forstand? Kun i den forstand som digtere og musikere siges at være inspireret. De forestiller sig at en bibelskribent, som for eksempel Esajas eller David, var en digterisk begavelse der var fuldstændig opslugt af en storladen digterisk idé og som i kraft af sine skabende overgik sig selv og inspireredes til at fremstille et monumentalt og udødeligt mesterværk.

 5. Hvilken modsætning er der mellem det syn Bibelen selv anlægger på sin inspiration og den opfattelse der i almindelighed hersker om Bibelens nedskrivere og deres arbejder?

⁵ Dette betyder i realiteten at mange betragter Bibelen som en samling enkeltbøger der er skrevet af fromme, religiøse mænd, og ikke som et enkelt, samlet værk der er skrevet under ledelse af én forfatter der har inspireret skribenterne ved sin hellige ånd eller usynlige virkekraft, nemlig Gud. Det er dette sidste syn Bibelen selv anlægger, idet den siger at „hvert skrift er indblæst af Gud“ og at „aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud“. (2 Tim. 3:16, fodnoten; 2 Pet. 1:21) Men kun de færreste i kristenheden vil erklære sig enige med Bibelen i dette. De forstiller sig Det gamle Testamentes forfattere som mænd der famlede efter Gud og, føjer de hastigt til, vi er nået meget langt siden da. Nej, de siger ikke med rene ord at vi er nået meget langt siden Jesu og apostlenes tid, men det er faktisk hvad deres indstilling til og behandling af Bibelen siger. I hvert fald betragter de den ikke som en tidssvarende vejleder der kan klare de problemer mennesker står overfor i vore dage, men snarere som en bog der indeholder lektioner i moral og et væld af rammende citater man kan øse af.

 6. På hvilken måde fører mange falsk flag, og hvorledes illustreres dette?

⁶ Selv om de sandsynligvis ejer en bibel og åbent taler om at den er Guds ord, modsiger de sig selv og fører falsk flag når de kalder sig Bibelens venner. Det har vi et udmærket eksempel på i det citat vi her skal bringe fra en katolsk bog.a Under overskriften „Hvordan katolikker ser på Bibelen“ læser vi: „Katolikker . . . nærer den største agtelse og ærbødighed for Bibelen som Guds inspirerede ord og anser den for at være en skat af enestående værdi.“ Kunne man tænke sig et bedre udtryk for tillid til Bibelen? Men bi lidt! Den næste sætning lyder: „Men de [katolikkerne] tror ikke at det har været meningen at Bibelen nogen sinde skulle være den eneste, fyldestgørende trosnorm, dels fordi den ikke giver en tilstrækkelig udtømmende fremstilling af Kristi lære, dels fordi den ikke altid udtaler sig klart om lærepunkter, hvorfor den har en autoritativ udlægning nødig.“ Efter at vor tillid således er blevet undermineret får vi at vide at det er den katolske kirke Gud har bemyndiget til at bevare Kristi fuldstændige lære igennem alle tider. Med andre ord er det ikke Guds ords røst men den katolske kirkes røst der har den fulde og endelige autoritet og som vi skal lytte til.

 7. Hvad gør mange i kristenheden sig skyldige i, og hvad har det ført til?

⁷ Vi har opholdt os ret længe ved selve indledningen til vor drøftelse for at vore læsere kan blive klar over hvor de mange mennesker står der taler om Bibelen som Guds ord men i virkeligheden slet ikke tror på eller accepterer den som sådan, og derved skader og latterliggør Bibelen langt mere end kristenhedens fjendske mennesker og svorne ateister gør. Denne underminering af troen på Bibelen er i sandhed en af de vigtigste årsager til den ligegyldighed som Jehovas vidner så ofte møder når de søger at vække folks interesse for menneskehedens eneste håb, Bibelens budskab om Guds rige, der alene kan løse de alvorlige problemer vi i dag står overfor. Denne ligegyldighed skyldes at mennesker ikke har nogen tillid til det eneste grundlag for den kristne tro, Guds sande og retfærdige ord, Bibelen.

 8. Hvilke vægtige vidnesbyrd har vi om at Gud er Bibelens forfatter?

⁸ Vi har derfor i sinde at undersøge en vidnesbyrdskæde som giver et vægtigt bevis for at Bibelen er inspireret af Gud og at han er dens eneste virkelige forfatter. Et af vidnesbyrdene er den vidunderlige måde hvorpå flere hundrede af Bibelens profetier er blevet opfyldt og stadig opfyldes for vore øjne i disse „strenge tider“. (2 Tim. 3:1) Under studiet af disse profetier er det bemærkelsesværdigt at iagttage at Jehova har forudset og forudsagt så mange ting, ikke alene vedrørende sit eget folk, de mennesker der er i harmoni med ham, men også om de mennesker der ikke er i harmoni med ham. Blandt andet har Gud forudsagt verdensrigernes march, deres opkomst og fald.b Dette vidnesbyrd forstærkes af den omstændighed at Jehova ikke har gennemtvunget opfyldelsen af disse profetier ved at gribe ind i menneskers, end ikke sine fjenders, frie vilje. Føj hertil yderligere den nøjagtighed hvormed disse profetier er blevet opfyldt til den fastsatte tid.

 9. Hvilken anden form for vidnesbyrd vil vi betragte? Hvilket spørgsmål vil det medvirke til at afklare?

⁹ Disse vidnesbyrd kunne man kalde objektive; det vil sige ydre beviser for Bibelens pålidelighed. De har gang på gang været genstand for drøftelse i dette blads spalter, og vil utvivlsomt stadig blive taget op til behandling, om Jehova vil. I den drøftelse vi beskæftiger os med her, har vi imidlertid til hensigt at undersøge nogle subjektive vidnesbyrd, det vil sige vidnesbyrd Bibelen selv indeholder. Det store spørgsmål er: Er det muligt at Bibelen virkelig ikke er andet end en samling dokumenter skrevet af mennesker under det man sædvanligvis forstår ved inspiration? Er denne teori holdbar? Kan den tåle en nærmere undersøgelse? Eller vil den, når vi fører den ud i sin logiske konsekvens, vise sig at være ganske uholdbar? Med andre ord, kan det bevises at der er en indre harmoni hele Bibelen igennem, en harmoni og en fælles idé der ikke kan have sin oprindelse hos mennesker, hvor fromme de end har været?

10. (a) Hvilke vigtige faktorer gør sig gældende vedrørende nedskrivningen af Bibelen? (b) Kan man med rette anklage bibelskribenterne for hemmeligt at have stået i ledtog med hinanden?

¹⁰ Inden vi begynder at se på den første vidnesbyrdskæde, vil vi gerne pege på tre faktorer der har betydning i denne forbindelse. For det første er der tidsfaktoren. Moses, den første af Bibelens skribenter, begyndte at skrive senest i år 1513 f. Kr. Johannes, den sidste bibelskribent, fuldstændiggjorde Bibelens kanon omkring år 98 e. Kr. Nedskrivningen af Bibelen tog således henved 1600 år. Hav dette i tanke. For det andet var der mere end femogtredive mænd, alle hebræere, som blev anvendt til at nedskrive de seksogtres bøger Bibelen indeholder. For det tredje er skrifterne, især i de profetiske dele, affattet i et stærkt billedsprog og i symbolsk tale, som end ikke nedskriverne selv forstod. Daniel udtalte for eksempel ved en lejlighed: „Jeg hørte det, men fattede det ikke.“ Daniel spurgte sig nu for, men fik at vide: „For ordene er der sat lukke og segl til endens tid.“ Hvad kan vi slutte ud fra disse tre faktorer, at det tog 1600 år for over femogtredive mænd at fuldføre Bibelen, der er skrevet i billedsprog? At disse mænd umuligt kunne have stukket hovederne sammen for at få det alt sammen til at passe. De havde ingen mulighed for at indgå en hemmelig aftale med hinanden; der var tværtimod langt større mulighed for at deres udtalelser ville stride mod hinanden, især i betragtning af at de, som vi skal se, ikke alle skrev ud fra den samme synsvinkel. — Dan. 12:8, 9. (Se også 1 Peter 1:10-12.)

Den første profeti og hvordan den holdtes levende

11. (a) Fra hvilken synsvinkel vil bibelprofetien blive undersøgt? (b) Hvordan lød den første profeti, og under hvilke omstændigheder blev den givet?

¹¹ Den første vidnesbyrdskæde vi ønsker at undersøge har forbindelse med den måde hvorpå profetien, især den først udtalte profeti, holdtes levende igennem hele Bibelen. Hav i erindring at vor interesse ikke så meget er rettet imod hvordan profetierne opfyldes, som imod hvordan Bibelens nedskrivere i henseende til Guds hensigter har fastholdt deres tema og fælles idé lige fra begyndelsen til afslutningen. Den første profeti er ganske kort, men i kraft af sin ordlyd indtager den en nøglestilling. Den blev udtalt dengang Jehova Gud afsagde dommen over Adam og Eva efter at disse i Edens have havde været ulydige imod ham, tilskyndet dertil af slangen, der tjente som talerør for en usynlig skabning. Da Gud havde afsagt dommen over slangen udtalte han: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ — 1 Mos. 3:15.

12. Hvilke personer optræder i profetien, og på hvilken måde alene kunne den, set fra et menneskeligt synspunkt, holdes levende?

¹² I profetien nævnes fire personer, nemlig 1) slangen, 2) slangens sæd, 3) kvinden og 4) kvindens sæd. Der forkyndes intet om hvordan eller hvornår profetien skal opfyldes eller hvem der til sidst vil vise sig at svare til de fire personer. Dersom Bibelen udelukkende havde sin oprindelse hos mennesker kan der ikke herske mindste tvivl om at denne første profeti kun kunne holdes levende hvis senere bibelskribenter gentog den og byggede videre på den indtil de kunne vise at alt hvad der var forudsagt nu var blevet opfyldt. Vi kan vist blive enige om at det er den eneste logiske slutning at drage.

13. (a) Hvad kommer man til når man efterprøver teorien? (b) På hvilke punkter stemmer Åbenbaringens tolvte kapitel overens med profetien i Første Mosebog 3:15?

¹³ Godt. Så lad os efterprøve denne teori. Hvor finder man i Moses’ øvrige skrifter eller i de efterfølgende skrifter en profeti der nævner de samme fire personer? Man kan granske i De hebraiske Skrifter så meget man vil, men man vil ikke finde en sådan profeti. Fortsætter man undersøgelsen i De kristne græske Skrifter vil man ikke være heldigere — førend man når frem til Åbenbaringens bog, den sidste bog i Bibelen. Her i kapitel tolv finder man en profeti der nøje svarer til den som blev nedskrevet seksten hundrede år tidligere. Vi læser om en slange der, så at sige, nu er vokset til at blive en „stor, ildrød drage“; denne identificeres senere i samme kapitel som „den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan“. Vi vil også opdage at slangens sæd står omtalt. Ydermere finder vi en levende beskrivelse af kvinden, og man ser oven i købet at kvinden er ved at føde den lovede sæd. Desuden skildres hvordan slangen „delvis“ bliver knust, idet den nedstyrtes til jorden sammen med sine engle. I vers 17 nævnes sluttelig at slangen (eller dragen) forsøger i sekundær forstand at hugge kvindens sæd i hælen. — Åb. 12:1-3, 5, 9, 17.

14. Kan man sige at Johannes selv søgte at klarlægge hemmeligheden i den første profeti?

¹⁴ Vor opmærksomhed tiltrækkes nu af en anden bemærkelsesværdig omstændighed. Selv om det syn Johannes fik og nedskrev passer nøje med profetien fra Edens have, kan man ikke med rimelighed sige at han efter forudgående og nøgtern overvejelse viser hvordan den er blevet opfyldt eller skal forstås. Det gør han jo ikke, eftersom synet, og i øvrigt hele bogen, er skrevet i et stærkt symbolsk sprog. Ifølge bogens indledende ord er den en åbenbaring som Gud giver Jesus Kristus, der „gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes“. (Åb. 1:1) Hvis den teori at Bibelen har sin oprindelse hos mennesker, skal føres ud i sin logiske konsekvens, er vi nødt til at sige at Johannes må have tænkt ved sig selv: „Lad mig nu se: den første profeti dér er aldrig blevet forklaret. Den må jeg have et syn om!“ Det har han naturligvis aldrig gjort. Det ville være en absurd tanke.

15. På hvilke punkter kan Bibelens beretninger have lighed med en detektivroman?

¹⁵ Bibelen kan på visse måder udmærket sammenlignes med en detektivroman. De fleste er fortrolige med hvordan en sådan er bygget op. Man er ikke kommet langt ind i historien før man præsenteres for problemet, der som regel er en forbrydelse som en eller anden ukendt person har begået. Efterhånden som man læser, spejder man ivrigt efter ethvert muligt spor. I slutningen løses problemet, og ved hjælp af detektiven føres man derefter hele vejen tilbage gennem historien og stilles over for alle de beviser som forfatteren omhyggeligt og mesterligt har skjult i udviklingen af historien. Bagefter beundrer man den opfindsomhed hvormed forfatteren har opbygget hele rammen omkring historien og samtidig skjult løsningen lige til det sidste.

16. Hvorledes kan illustrationen anvendes på Bibelen, og hvad fører det til?

¹⁶ Vi kan betragte det emne vi her behandler, på samme måde. Vi kan, for at blive i billedet, gå tilbage og opdage nogle at de spor som er efterladt igennem hele Bibelen, og som beviser at der kun kan være én mesterhjerne bag alle Bibelens skrifter. I vor drøftelse skal vi kun komme ind på nogle få af disse spor, men jo mere indgående man undersøger dem, desto mere vil man beundre den genialitet hvormed Forfatteren har holdt den første profeti levende og samtidig skjult den for folks øjne. Når man så hører hvilken vidunderlig og herlig afslutning denne første profeti skal få, stiger vor undren, og vort hjerte fyldes af taknemmelighed.

Personerne identificeres

17. (a) Hvem identificeres som kvindens sæd? (b) På hvilken anden måde spores sæden, og hvad giver dette os tillid til?

¹⁷ Af de fire personer som nævnes i den første profeti er det kvindens sæd der vises den største opmærksomhed. Dette skal ikke overraske nogen, eftersom Bibelens bøger selv sætter den i forgrunden, hvad vi vil forstå når vi får at vide hvem den lovede sæd i virkeligheden er. Ja, den lovede sæd er ingen anden end Messias, Jesus Kristus. Foruden at være den sæd som loves i profetien der udtaltes i Eden, er han også den sæd som blev lovet Abraham og i hvilken alle jordens folk skal velsignes. Det blev desuden forudsagt at han skulle være Davids efterkommer og at han skulle arve Davids trone, ja tilmed en himmelsk trone. Evangelieskriveren Lukas sporer Jesu slægtslinje helt tilbage til Adam, og et af slægtledene er Juda, der fik det løfte at „ikke viger kongespir fra Juda . . . til han, hvem den tilhører, kommer“. Hvorledes denne linje er blevet bevaret og hvordan den kan spores helt op til Jesu første komme og dernæst, som Åbenbaringsbogens tolvte kapitel viser, til hans andet komme, hvor profetien fra Eden får sin endelige og fuldstændige opfyldelse, er et af de mest betagende studier. Et sådant studium styrker vor tillid til at profetien vil blive fuldstændig opfyldt, hvilket vil sige at alt ondt i himmelen og på jorden forsvinder og giver plads for Guds rige, „en ny himmel og en ny jord“, og at den tid oprinder da alle mennesker bliver velsignet hvis de lærer at vise Gud lydighed, og da der ’ingen død skal være mere’. — 1 Mos. 22:18; 49:10; Luk. 3:23-28; Ap. G. 2:34-36; Gal. 3:16; Åb. 21:1-4.

18. (a) Hvem var den første der identificerede slangen og dens sæd, og hvornår skete det? (b) Hvilket vigtigt princip blev dengang fremsat og bragt i anvendelse?

¹⁸ De næste to personer, slangen og dens sæd, blev ikke nærmere identificeret førend godt fire tusind år efter at Gud havde udtalt dommen i Eden. Det er lang tid at bevare en hemmelighed i. Det var Jesus selv der åbenbarede hemmeligheden. Nogle vil måske sige at det ikke var vanskeligt at regne ud hvem der benyttede slangen som talerør. Men hvem kunne gætte hvem slangens sæd var? Jesus behøvede ikke at gætte på hvem det var; han kunne forklare det ved at åbenbare et meget vigtigt princip som Gud går frem efter. Når mennesker vil afgøre hvilken familie eller hvilket folk de tilhører, ser de altid på hvem de ved fødsel nedstammer fra. Det er den eneste metode der gives. Den anvendte jøderne da deres ledere, farisæerne, diskuterede hvad Jesus havde sagt, og de derpå hævdede: „Vi er Abrahams slægt og har aldrig været nogens trælle.“ Jesus svarede: „Jeg ved, at I er Abrahams slægt; men I søger at slå mig ihjel.“ Jesus forfølger nu sit argument til dets logiske konsekvens, idet han viser at det er hjertelaget der er af altafgørende betydning, og så slutter han med ordene: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd [i Eden].“ — Joh. 8:33-44.

19. Hvordan hjælper Bibelen os til på grundlag af dette princip at spore og identificere slangens sæd?

¹⁹ Nu da vi er i besiddelse af denne kundskab, eller har dette spor at gå efter, kan vi igennem alle De hebraiske Skrifter følge hvordan Djævelen lige fra begyndelsen har udviklet sin sæd, de mennesker han kunne anvende som sine redskaber fordi de var opfyldt af morderiske tanker. Den første på jorden var „Kain, der var af den Onde og myrdede sin broder“. Sæden udviklede sig videre til de religiøse ledere på Jesu tid og fortsatte til vor tid, hvor en tilsvarende klasse viser den samme fjendtlige og morderiske ånd over for Jesu efterfølgere, der lydigt forkynder „den gode nyhed om Riget“. Desuden må vi huske på at Djævelen opbyggede sin organisation og udviklede sin sæd blandt de af himmelens engle der efterlignede hans ulydighed. Som Peter åbenbarer: „Gud skånede ikke de engle, der syndede.“ Det er dem der ifølge Åbenbaringen 12:9 nedstyrtes på jorden sammen med deres anfører efter krigen i himmelen. — 1 Joh. 3:12; Matt. 24:9, 14; Joh. 16:2; 2 Pet. 2:4.

20. Hvad lærer vi altså ud fra dette princip?

²⁰ Lad os standse op et øjeblik og gøre os klart at Guds gunst altså ikke afhænger af i hvilken slægt man er født og ikke sikres fordi man slutter sig til en jordisk organisation, end ikke hvis denne giver sig ud for at være kristen. Jesus udtalte denne enkle regel: „Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader.“ Johannes’ udtalelse er i samklang hermed når han siger: „Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, der ikke elsker sin broder.“ — Joh. 14:21; 1 Joh. 3:10.

Kvinden i profetien fra Eden

21. Hvem ville man umiddelbart tro var den „kvinde“ som omtales i Første Mosebog 3:15, og hvem havde samme tanke?

²¹ Der er endnu en person i den første profeti vi skal drøfte, nemlig kvinden, moderen til den lovede sæd. Hvem er denne kvinde? Eller som man måske ville sige i Frankrig: „Cherchez la femme.“ (Søg kvinden.) Fra et menneskeligt synspunkt er kvinden den mest spændende at identificere. Der er ingen iøjnefaldende spor. Dengang dommen blev udtalt, optrådte der kun en eneste kvinde på skuepladsen, og det var Eva. Det kan derfor ikke overraske at hun, skønt hun ellers var ganske uværdig, troede at hun var den kvinde der taltes om, hvad der fremgår af de ord hun udtalte da hun fødte sit første barn, Kain: „Jeg har fået en søn med [Jehovas] hjælp!“ Nej, vi må spejde i en anden retning efter en kvinde som Jehova med glæde ville finde værdig til at tjene sit hellige formål. — 1 Mos. 4:1.

22. Hvorledes bidrager (a) Åbenbaringen 12:1, (b) Åbenbaringen 12:5 og (c) Åbenbaringen 12:17 til at identificere kvinden?

²² Slår vi atter op på det tolvte kapitel i Åbenbaringens bog finder vi at den ikke navngivne kvinde som omtales her, får en beskrivelse der tvinger vor opmærksomhed i en anden retning. Lige fra kapitlets første vers, hvor kvinden skildres „med solen som klædebon og månen under sine fødder og en krans af tolv stjerner på sit hoved“, rettes vort blik mod noget langt mere ophøjet end en jordisk kvinde. Hun kan altså heller ikke være Jesu jordiske moder, Maria. Af vers fem kan man forstå at fødselen i virkeligheden finder sted på det tidspunkt da den lovede sæd indsættes på tronen, hvilket indtraf i himmelen i 1914 e. Kr., som det så ofte er blevet påvist i dette blads spalter. I vers sytten omtales endvidere „de tilbageværende af hendes sæd“ (NW), hvilket vil sige at hun også er moder til resten af den sande kirke som endnu befinder sig på jorden efter at Djævelen og hans engle er blevet fordrevet fra himmelen. At „de tilbageværende af hendes sæd“ er resten af den sande kirkes medlemmer, bekræftes af Paulus, som forklarer at de er en del af Abrahams sæd: „Når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom.“ — Gal. 3:29.

23. Hvorledes er Paulus’ illustration og analogi i Galaterne 4:21-31 os en hjælp, og hvad kan vi slutte ud fra den?

²³ Tales der nogetsteds om at disse sande kristne har en moder? Ja, og dette giver os et vigtigt spor at gå efter. Efter at Paulus har fremsat ovennævnte udtalelse forklarer han i det efterfølgende kapitel i sit brev et „symbolsk drama“ der handler om to kvinder, to pagter og to byer. Nogle vil måske synes at det hele nu bliver meget mere indviklet. Men når vi først har forstået Paulus’ analogi er vi godt på vej til at løse problemet. Først nævner han trælkvinden Hagar, der er moder til Abrahams søn Ismael. Hagar svarer til den lovpagt der blev indstiftet ved Sinaj bjerg med Israel efter kødet, den pagt der ’fødte børn til trældom’ under sine bindene betingelser. Videre fortæller Paulus at bjerget Sinaj svarer til byen Jerusalem på hans tid, „thi det er i trældom med sine børn [jøderne]“. Modsætningen hertil er „den frie kvinde“, Sara, Isaks moder. Sara svarer til Abrahamspagten, der frembringer den sande kirke, det åndelige Israel, hvis hoved er Herren Jesus Kristus. Kirken, „Kristi legeme“, begyndte at vise sig på Pinsedagen, og som en del af Abrahams sæd skulle den bringe velsignelse over alle jordens folk. Derpå skriver Paulus, der hører med til Abrahams sæd, til sine fæller: „Det Jerusalem, som er oventil, er frit [ligesom Sara var fri], og det er vor moder.“ — Gal. 3:16-18, 26-29; 4:21-31; 1 Mos. 22:18.

24. Hvad skildres der når Bibelen omtaler en by under billede af en kvinde?

²⁴ Lagde du mærke til at Paulus knyttede de to kvinder sammen med to byer? Det er vigtigt. Når en profeti knytter en kvinde og en by sammen tilkendegiver det at der her symboliseres noget langt større end en jordisk eller himmelsk skabning. Det symboliserer en organisation, for en by er et passende symbol på et folk der lever tæt sammenknyttet i et ordnet samfund. Det gælder især når der er tale om en hovedstad, som for eksempel Jerusalem eller Zion, der var det nationale midtpunkt for regering og gudsdyrkelse fordi kongetronen og templet stod der. Vi kan således forstå at „det Jerusalem, som er oventil“, „Zions bjerg“ og „den levende Guds stad“, „det himmelske Jerusalem“, i virkeligheden er Jehovas teokratiske, universelle organisation, der også symboliseres ved „kvinden“ i profetien fra Eden. — Hebr. 12:22.

25. Hvordan kan man iagttage samme forhold i beskrivelsen af Satans organisation?

²⁵ Det skal lige nævnes, til yderligere bekræftelse af ovenstående, at Bibelen også fremstiller Satans organisation under billede af en by og en kvinde. Vi læser således om en kvinde der beskrives som „den store skøge“ og kaldes „Babylon, den store“, og i Johannes’ syn får vi udtrykkeligt at vide at „kvinden, du så, er den store by [Babylon]“. (Åb. 17:1, 18) I Første Mosebog 3:15 tales der imidlertid ikke om slangens kvinde.

26, 27. (a) hvilke yderligere støttepunkter indeholder Esajas’ profeti? (b) Hvilke oplysninger henter vi derfra, og hvilket billede er nu fuldført?

²⁶ Selv om mange af udtalelserne, eller sporene, findes i De kristne græske Skrifter, har de dog alle deres rod i De hebraiske Skrifter. Som et bevis herfor ser vi at Paulus, efter at han har forklaret det netop omtalte „symbolske drama“, til støtte for sin udtalelse citerer fra Esajas’ profeti, der blev skrevet 800 år før Paulus levede. I Galaterbrevet (4:27) siger Paulus: „Thi der står skrevet: ’Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder; . . . thi mange er den enliges børn, ja, flere end hendes, som har manden.’“ Her citerer han fra Esajas 54:1. Af sammenhængen fremgår det at Esajas fortæller hvordan Zion skal genvinde sin frihed og atter opnå Jehovas gunst, og han sammenligner byen med en ufrugtbar kvinde der opfordres til at fryde sig og juble fordi hun skal få mange børn. Hvem er så ægtemanden, faderen til de mange børn? Dette er meget vigtigt. Under inspiration skrev profeten: „Din ægtemand er din skaber, hans navn er Hærskarers [Jehova] . . . Som en hustru . . . har [Jehova] kaldt dig.“ Da er det profeten knytter den samme forbindelse, idet han sammenligner denne „arme, forblæste, utrøstede“ kvinde med en by hvis „grund“ og „ringmur“ er indlagt med ædle stene, og han slutter så med dette strålende løfte: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ — Es. 52:1, 2; 54:1-6, 11-13.

²⁷ For vort indre blik har vi således et fuldstændigt og færdigt billede af det som skildredes i den profeti der udtaltes i Eden, og foruden de fire personer ser vi Israels Hellige, Jehova selv, der opfylder rollen som ægtemand over for kvinden, moderen til den lovede sæd.

28. Hvad er vi nu i stand til at sige med hensyn til om Bibelen kun er skrevet af mennesker, og hvilket svar kan vi give kritikerne i kristenheden?

²⁸ Hvem tør sige at Esajas med vilje anbragte skjulte spor som ville yde et vægtigt bidrag til identificeringen af en af hovedpersonerne i profetien fra Eden mens han skrev sit værk og deri ved navn nævner kvindens, eller byens, „ægtemand“? Vi kunne faktisk spørge: Hvor mange af dem som mener at Bibelens dokumenter er skrevet af mennesker under det man sædvanligvis forstår ved inspiration, har i virkeligheden fattet betydningen af Bibelens beretning om det vi her har drøftet? Er der en eneste af kristenhedens lærde mænd og bibelfortolkere der har kunnet klarlægge sagen og identificere den profetiske kvinde der føder den lovede sæd? Hvis ikke, behøver vi ikke at foruroliges over den nedsættende kritik som fra kristenhedens side rettes mod Bibelens ægthed og guddommelige oprindelse. Uden frygt kan vi sige: „Gud må stå som sanddru“, idet vi er fuldstændig overtydet om at ’han må kendes retfærdig, når han taler, og vinde, når man går i rette med ham’. — Rom. 3:4.

29. (a) Hvem alene skal have æren for den forståelse vi har opnået af Bibelen? (b) Hvem benytter Jehova til at udbrede åndelige sandheder, og hvordan bliver dette gjort?

²⁹ Forståelsen af disse ting kan vi ikke selv tage æren for. Al ære tilkommer Jehova gennem Jesus Kristus. Det understreger apostelen i ordene til sine kristne brødre: „Ikke mange vise i kødet blev kaldet, . . . men Gud udvalgte det dåragtige i verden, for at gøre de vise til skamme, . . . Men det skyldes ham [Gud] at I er i samhørighed med Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud.“ Som Jehova gennem sin engel havde sagt til Daniel skulle ’ingen af de gudløse forstå’ i endens tid. I overensstemmelse hermed havde Jesus som repræsentant for sin Fader i profetien om „endens tid“ lovet at han ville lade den „tro og kloge tjener“ fremstå, idet han kollektivt hentydede til resten af sine sande efterfølgere, der har et himmelsk håb og som han har ’sat over alt hvad han ejer’. Denne trofaste tjenerskare accepterer uden forbehold hele Bibelen som Guds inspirerede ord, og dens medlemmer er fyldt med Guds ånd og ledes af den, hvorfor Gud benytter disse mennesker til ved Kristus Jesus at udbrede de åndelige sandheder, „mad i rette tid“. — 1 Kor. 1:26-31, NW; Dan. 12:9, 10; Matt. 24:45-47.

[Fodnoter]