Jehova med at regere som konge over Israel og dets domæne. Ved hjælp af hedenske hære omstyrtede han den synlige repræsentation for sit rige her på jorden i året 607 f. Kr. I efteråret det år begyndte, med Jerusalems og Judas fuldstændige ødelæggelse, hedningetiderne eller „nationernes fastsatte tider“ deres „syv tider“ eller 2520 år. (Dan. 4:16, 23, 25, 32) Guds rige blev således stillet i bero over enhver del af jorden.

16. Hvorledes forholdt Jesus sig over for „nationernes fastsatte tider“?

¹⁶ Dengang det jødiske præsteskab over for Pontius Pilatus i Jerusalem i året 33 forkastede Jesus med råbet: „Vi har ingen anden konge end kejseren,“ måtte det hedenske herredømme dog stadig fortsætte. Jesus ønskede ikke at afbryde den af Gud fastsatte tidsfrist for de „syv tider“ med hedensk herredømme. Han indlod sig derfor ikke på at „genoprette riget for Israel“. Han profeterede, at de ville løbe hele tiden ud, og den skulle vare til efteråret 1914 e.Kr. (Joh. 19:15; Ap. G. 1:6; Luk. 21:24) „Men denne mand frembar eet offer for synder for bestandig og tog sæde ved Guds højre hånd for fra da af at vente på, at hans fjender skulle lægges som en skammel for hans fødder.“ (Hebr. 10:12, 13, NW; Sl. 110:1, 2) Det betød, at Jesus måtte vente ved Guds højre hånd indtil 1914, fordi Jehova Gud ikke forandrer sine fastsatte tider og stunder, men overholder dem trofast. I 1914 var Guds tid inde til at give Riget til sin trofaste søn, „som har ret til det“, og til, at han som opfyldelse af pagten med sin stamfader David skulle have Riget. Da var tidspunktet kommet for ham til at efterkomme sin himmelske Faders opfordring: „Bed mig, og jeg giver dig nationerne i arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar.“ (Sl. 2:7-9, AS) Eftersom han fik overdraget jordens nationer for at knuse og sønderslå dem som kar, der knuses med et jernspir, ville det antyde, at „nationernes fastsatte tider“ var endt.

17. Hvorfor var 1914 det rette tidspunkt for Jehova at begynde at regere på?

¹⁷ I 1914, ved disse „fastsatte tiders“ ophør, begyndte Jehova at regere som konge. Hvordan ved vi det? Ved begyndelsen af disse tider i 607 f. Kr. ophørte han med at regere, idet han omstyrtede kong Zedekias’ herredømme i Jerusalem. Han fjernede ham fra „Jehovas trone“ og lod de babyloniske hedninger sønderknuse Jerusalem og lod det nedtrampe af nationerne. Afslutningen på disse tider i 1914 betyder derfor det stik modsatte. Da tog den almægtige Gud atter sin store magt. Han begyndte at regere som konge, ikke over et jordisk Jerusalem eller over det tidligere forjættede land, Palæstina, men over hele jorden og alle dens nationer inden for og uden for kristenheden. Han gjorde dette i ihukommelse af sin rigspagt med David og ved at indsætte Davids værdige søn, Jesus Kristus, som den nye verdens konge. Ikke som konge på en bogstavelig trone i et jordisk Jerusalem, men på „Jehovas trone“, der er i himmelen, hvor Jesus har ventet på, at hans fjender skulle gøres til hans fodskammel. „Himmelen er min trone, og jorden er min fodskammel,“ siger Jehova. (Ap. G. 7:49, NW; Es. 66:1, AS) Siden 1914 er tiden derfor inde til, at hedningenationerne ikke længere skal have overtaget, men skal nedtrampes af de himmelske herskere, indtil de er blevet til støv og bortvejres i slaget ved Harmagedon.

18. Hvilket råb og hvilken taksigelse lød der i himmelen? Hvilken fødsel fandt sted?

¹⁸ Englene i himmelen var fuldt ud klar over disse begivenheder i 1914: „Da lød der i himmelen høje røster, som sagde: Verdensriget er nu blevet vor Herres og hans Kristi, og han skal regere som konge for evigt. Og de fire og tyve gamle af år, der sad foran Gud på deres troner, faldt på deres ansigt og tilbad Gud og sagde: Vi takker dig, Jehova Gud, den Almægtige, den, som er, og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at regere som konge. Men nationerne vrededes, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid . . . til at ødelægge dem, som lægger jorden øde.“ (Åb. 11:15-18, NW) Jehovas himmelske organisation omtales som det symbolske Jerusalem. Den frembragte Jesus Kristus som den, der skulle indsættes som konge over Jehovas nye verden. Derfor skildrer det tolvte kapitel i Åbenbaringen begivenheden som et drengebarns fødsel: „Og hun fødte et drengebarn, som er bestemt til at vogte alle nationerne med et jernspir. Og hendes barn blev rykket bort til Gud og til hans trone.“ — Åb. 12:1-5, NW.

19. Hvorledes har nationerne reageret over for Rigets fødsel?

¹⁹ Hans jernspir betød vrede over nationerne, hvis fastsatte „syv tider“ var udløbet. 1914 var derfor ikke en tid, da de hedenske nationer glædede sig over, at Jehova tog sin herskermagt på jorden, og over Kristi riges fødsel. De blev vrede. De historiske kendsgerninger viser, at det netop var, hvad der skete i det kritiske år 1914. De begyndte en verdenskrig indbyrdes om verdensherredømmet i stedet for at handle som kristne og overgive deres jordiske magt til Jehovas indsatte konge. I de seks og tredive år, der er gået siden da, er deres vrede ikke blevet mindre, men tværtimod større, hvilket fremgår af den kendsgerning, at de forfølger Jehovas vidner mere end nogen sinde, fordi de forkynder hans rige ved Kristus og repræsenterer det som dets udsendinge.

Det hemmelighedsfulde Babylons fald

20. Hvilket fald led nutidens Babylon? Hvad vil dets skæbne blive?

²⁰ Det babyloniske imperium blev brugt til at ødelægge Jerusalem i 607 f. Kr. og indvarsle „nationernes fastsatte tider“. Som sidestykke hertil blev ved de fastsatte tiders afslutning i 1914 nutidens Babylon, Djævelens verdensorganisation, bragt til fald som følge af Jehovas dom over det, og blev trådt under fode. Hvorledes skete det? Ved at det hemmelighedsfulde Babylons usynlige konge, Satan, Djævelen, og hans dæmonorganisation blev kastet ud af de himmelske regioner og afskåret fra samkvem med de hellige engle og styrtet ned til Guds fodskammel, jorden. Forholdsreglerne til denne aktion blev taget umiddelbart efter Rigets fødsel i 1914. „Så blev den store drage nedstyrtet, den oprindelige slange, som kaldes Djævelen og Satan, der vildleder hele den beboede jord; han blev styrtet ned til jorden, og hans engle blev nedstyrtet med ham. Og jeg hørte en høj røst i himmelen sige: Nu er frelsen og magten og vor Guds rige kommet og hans Kristi myndighed, thi vore brødres anklager er blevet nedstyrtet . . . Glæd jer derfor, I himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet, thi Djævelen er kommet ned til jer, og hans vrede er stor, fordi han ved, hans tidsperiode er kort.“ (Åb. 12:7-12, NW) I slaget ved Harmagedon, efter denne korte tidsperiode, vil nutidens Babylon eller Satans verdensorganisation blive tilintetgjort og den nye verden indført i hele sin udstrækning.

21-23. a) Hvem blev kendt som et tegn på dette fald? b) Hvilken spottesang tager de op, imod hvem og til hvis pris?

²¹ Et tegn på nutidens Babylons fald fra de himmelske regioner er Jehovas trofaste rests og deres retsindige medarbejderes udfrielse fra denne verdensorganisation. Det er derfor, Jehovas vidner er blevet kendt over hele verden siden 1919. Dengang det gamle Babylon selv blev ødelagt som en verdensmagt i 539 f. Kr., blev den israelitiske rest udfriet fra dets magt. De fik lov at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge det hellige tempel ifølge Babylons erobrers, kong Kyros af Persiens, dekret. Som det var dengang, således kan den udfriede rest af åndelige israelitter og deres retsindige medarbejdere nu istemme spottesangen imod Satan, det hemmelighedsfulde Babylons gud og konge:

²² „På den dag, Jehova giver dig hvile for din møje og uro for den hårde trældom, der lagdes på dig, skal du istemme denne spottevise om Babels konge: Nej, at du faldt fra himmelen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger! Du, som sagde i hjertet: Jeg stormer himmelen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, tager sæde på stævnets bjerg i yderste nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste lig [jeg vil gøre mig den højeste lig, AS] — ja, ned i dødsriget [sheol] styrtes du, nederst i hulen! Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers Jehova, og udrydder af Babel navn og rest, skud og spire, lyder det fra Jehova . . . jeg fejer det bort med undergangens kost.“ — Esajas 14:3-23.

Den nye verdens skare af lovsangere

 1. Fra hvem lyder lovsang til Jehova, og for hvad priser de ham?

DET GAMLE Babylon red på Eufratflodens vande og udstrakte sin imperialistiske magt over folk, nationer og tungemål. Således har også Satans kvinde, det hemmelighedsfulde Babylon, øvet sin undertrykkende magt over hele menneskeheden. Kun Jehova vor Gud, den Almægtige, kunne udfri dem ved at tage sin store magt og atter herske som universel konge og tilintetgøre Babylon i det kommende slag ved Harmagedon. Lovsangen til ham, fordi han begyndte sit herredømme ved Kristus i 1914, og fordi han udfriede dem, som påkalder hans navn, lyder med større og større kraft fra en skare, der vokser fra år til år.

 2. Hvad hører vi nu i opfyldelse af Åbenbaringen 19:6?

² Skønt de vrede nationer tyr til totalitære regeringsmetoder, er de dog ude af stand til at standse lovsangen til Jehova. I opfyldelse af Åbenbaringen 19:6 kan vore ører nu høre „som en røst af en stor skare og som en lyd af mange vande og som en lyd af stærke tordener“. Ja, vi kan høre dem sige: „Pris Jah, I folk, thi Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge.“ (NW) Eftersom lyden af deres stemmer er så stærk, at den sammenlignes med lyden af mange vande og stærke tordener, jordiske og himmelske lyde, kunne det tyde på, at det er en jordisk og en himmelsk skare, der frembringer denne kraftige forkyndelse. Kendsgerningerne støtter denne antagelse. Det åndelige Israels rest, der stiler mod det himmelske rige, har højlydt lovsunget Jah eller Jehova siden året 1919, da de blev udfriet fra Babylons magt. Siden har hundredtusinder sluttet sig til dem, troende mennesker, der har håb om en jordisk tilværelse i den nye verden.

 3. Hvordan er de hans trælle, og hvorfor er de pligtige at lovsynge ham? Hvorledes lovsynger de ham?

³ Ved uforbeholdent at indvi sig til Gud gennem Kristus Jesus, vor genløser, er de blevet Guds trælle og skylder ham deres udelte tjeneste. Den omstændighed, at profetien sagde, at den store skare, hvis røst hørtes, skulle lovsynge Jehova, forpligter dem til at lade hans pris lyde. Profetien skal opfyldes. Befalingen om at lovprise ham kommer til dem fra Gud på hans trone og gennem hans søn, Lammet, der står midt for tronen. Derfor er der skrevet: „Og fra tronen lød en røst, som sagde: Lovsyng vor Gud, alle hans trælle, som frygter ham, de små og de store.“ (Åb. 5:6, 7; 19:5, NW) Jesus omtalte ham som „min Fader og jeres Fader“, „min Gud og jeres Gud“; og Jesus og alle fårene, der følger ham, frygter Gud fremfor mennesker eller dæmoner. Deres frygt for ham er ikke en sygelig rædsel, skabt at babyloniske vranglærdomme om, hvem og hvad Jehova er, men deres sande kundskab om Gud viser dem hans prisværdige egenskaber. De fryder sig ved at fremhæve ham for andre og rette andres misforståede indtryk af ham. Offentligt og fra hus til hus lader de deres lovprisning af ham lyde. De har ingen hyldest tilovers for „guldkalven“, som denne verdens kommercielle element opstiller, eller for nationernes politiske og militære guder eller for kristenhedens eller hedenskabets religiøse guder og afguder. De har vendt den babyloniske tilbedelse ryggen for bestandig.

 4, 5. Hvilket råb istemmer de, og hvad lovpriser de?

⁴ „Pris Jah, I folk!“ er, hvad de udråber over hele jorden. De kender den Højestes eget navn og påpeger for alle, som ikke ved det, hvem han er. De viser hen til hans herlighed og ære og til de gode løfter, som hans