„Den gode nyhed om frelse ved ham“

„Fortæl fra dag til dag den gode nyhed om frelse ved ham.“ — Sl. 96:2, NW.

 1. Hvilke mærkelige ting har vi oplevet under den første verdenskrig, og hvilke nyheder har lige siden oversvømmet verden?

SIDEN året 1914 har vi mennesker oplevet mærkelige ting, ting, der aldrig i sin art er set før, ting, der har skabt nyhedsstof. I det år udbrød den første krig af virkelig „verdens“-omspændende dimensioner. De seksten nationer og riger, der deltog i denne krig, så, at det var nødvendigt for dem at mobilisere hele befolkningen i de respektive lande til en forenet anstrengelse i den jordomspændende strid. For første gang kæmpede man fra luften ved hjælp af flyvemaskiner. Efterhånden som kampen voksede i vildskab, tyede man til gaskrig, og soldaterne ved fronten måtte bære de hæsligt udseende gasmasker for at kunne ånde og overleve gasangrebet. Spærringer, dannet af rullende spærreild fra hurtigskydende kanoner, af spærreballoner i luften og af minefelter til søs, var noget nyt. For første gang anvendtes virkelig langtrækkende skyts, da der fra umådelige tyske kanoner blev skudt mod Paris fra en afstand af 120 kilometer. Og i september 1916 chokeredes verden af de første rullende, pansrede fæstninger, engelske armerede tanks med larvefødder, der som overjordiske uhyrer kravlede frem mod fjenden gennem det mest uvejsomme terræn og barbarisk udspyede kanonild og nådeløst knuste alt på deres vej. Antallet af dødsofre forøgedes yderligere ved alvorlige tilfælde af hungersnød, dødbringende pestsygdomme, fordrivelse af befolkninger fra krigsegne, ophidselse til flammende had mod andre, forfølgelse af mindretal, som holdt fast ved deres tro og principper, samt oprettelsen af den første kommunistiske bolsjevikstat. Lige siden er den gamle verden blevet oversvømmet af dårlige nyheder.

 2. Hvordan bekræfter The Encyclopedia Americana, at verden aldrig er blevet, som den var før 1914?

² Denne sidste udtalelse står uimodsagt. Mennesker, som levede i og før 1914 ved, at verden aldrig er blevet, som den var før 1914. Under henvisning hertil siger The Encyclopedia Americana i en drøftelse af verdenskrigen, der brød ud i 1914: „Den store konflikt, der blev bragt til ophør i 1918, ændrede ikke alene landegrænser, men praktisk talt enhver interesse og ethvert træk i menneskenes liv. Den skabte en gigantisk omvæltning blandt de hidtil almindelig anerkendte, fundamentale principper for regering, lov, internationalt samkvem, demokrati, frihed, handel, industri, økonomi, arbejdskraft o.s.v. Over en snes troner styrtede i grus, og de tidligere besiddere søgte sikkerhed i eksil. Nye vurderinger og definitioner er blevet nødvendige på alle livets områder. Verdensbranden i 1918 omfattede 93 procent af hele jordens befolkning, idet de lande, der blev klassificeret som neutrale, havde en samlet befolkning på kun 130.000.000, hvorimod befolkningen i de krigsførende nationer beløb sig til i alt over 1.700.000.000.“ Det kan man i sandhed kalde en verdenskrig — menneskeslægtens første. Den måtte simpelt hen medføre uigenkaldelige forandringer for verden. Til trods for de politiske, kommercielle og religiøse anstrengelser for at bedre situationen har forandringerne siden 1914 støt udviklet sig til det værre og i den seneste tid til det værste. Der er ingen grund til her at citere, hvad fremtrædende mænd i verden har udtalt ord verdenssituationens forværring. Vagttaarnets læsere har allerede læst deres mørke udtalelser enten her i bladet eller andetsteds.

 3. Hvilke vigtige spørgsmål får de stadig dårlige nyheder om verdensforholdene os til at stille, og hvordan kan vi besvare dem?

³ Menneskehjerterne er syge på grund af de stadig dårlige nyheder, der vedblivende vælter ind over dem, og ser ikke giver dem noget sikkert håb for fremtiden, deres egen fremtid. Det voksende antal selvmord er et vidnesbyrd herom; ligeså opsvinget i antallet af mentale lidelser både inden for og uden for hospitalerne, samt det vanvittige, sanseløse jag efter adspredelser og fornøjelser. Men er der da slet ingen gode nyheder i dag, ikke blot gode for en enkelt person eller familie, eller en begrænset gruppe af interesserede mennesker, men gode nyheder for hele menneskeslægten? Nyheder, der er så betydningsfulde, at de overskygger alle de dårlige nyheder tilsammen? Er der ingen kilde, hvorfra man kan hente gode nyheder? Er der ingen kanal for sådanne gode nyheder, så de derigennem kan tilflyde os? Jo, der er! Og gennem denne kanal udsender denne kilde den gode nyhed til os om en frelse fra alle disse frygtelige tilstande og deres følger. Det er først og fremmest kilden til denne nyhed, der er af betydning for os. Og hvem eller hvad er så denne kilde? Det er Gud! Åh ja, men der er så mange — hundreder millioner i Indien alene — der kaldes „Gud“. Hvem blandt alle disse er den guddommelige kilde til den eneste gode nyhed? Hvad er hans navn?

 4. Hvem henvender vi os til for at få svar på spørgsmålet om Guds navn? Hvorfor?

⁴ Hvis Vagttaarnet skulle besvare dette spørgsmål med sig selv som eneste autoritet, ville svaret ikke have den fornødne vægt blandt de mennesker, der findes uden for kredsen af bladets tre millioner regelmæssige læsere. Vi vil derfor henvende os til en anden og bede ham besvare spørgsmålet. Det er en mand, hvis navn har været kendt i hele verden i nitten århundreder, og hvis liv og budskab har berørt utallige mennesker til evig gavn for dem. Denne mand er Jesus Kristus. Vi henvender os til ham og ikke til den såkaldte kristenhed for at få svar.

 5, 6. a) Hvordan besvarede denne mand spørgsmålet? b) Hvordan får Jehovas vidner på jorden den virkelig gode nyhed?

⁵ På et tidligt tidspunkt under Jesu Kristi forkyndelse af budskabet om et „himmerige“ stod han på en lørdag op i det religiøse forsamlingshus i sin fødeby blandt mennesker, hos hvem han havde tilbragt størsteparten af de tredive år, han indtil da havde levet. I hænderne holdt han bogen med Esajas’ 700 år gamle profeti, og derfra læste han versene et og to i kapitel enogtres. Her er, hvad han læste: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde den gode nyhed for fattige. Han udsendte mig til at prædike for fangerne, at de skal lades løs, og for de blinde, at de skal få synet igen, for at sende de fortrykte bort i frihed, for at forkynde Jehovas kærkomne år.“ Derefter sagde Jesus til sine tilhørere: „I dag opfyldes dette skriftsted, I netop hørte.“ — Luk. 4:16-21, NW; se også Esajas 61:1, 2.

⁶ Således sagde Jesus, at Jehova var kilden til den gode nyhed, og at Jehova havde salvet Jesus med hellig ånd til at forkynde denne gode nyhed for fattige, fangne, blinde og fortrykte, for ydmyge og sørgende og for dem med sønderbrudte hjerter. Er du at finde blandt dem? Som støtte for sin forkyndelse citerede Jesus bestandig fra den hellige Bibel, for den er Jehova Guds inspirerede ord. Heri finder vi i skreven form den gode nyhed fra Jehova Gud, Jesu Kristi Fader. Hvis Jesus var gået lidt længere tilbage i Esajas’ bog, kapitel 43, vers 10 og 12, ville han have læst følgende: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; . . . I er mine vidner, lyder det fra [Jehova]. Jeg er fra evighed Gud.“ Jesus selv har fortalt os, at han var og er det „troværdige og sanddru vidne“ for Jehova Gud, og det er kun fra Jehova selv, at hans vidner på jorden får den virkelig gode nyhed. De får den fra ham ved at henvende sig til hans bog, Bibelen. Kun der findes kildematerialet til gode nyheder. Jehova Gud hæfter ikke for eller forbinder sit navn med nogen anden bog eller noget andet religiøst skrift på jorden. Hans sande vidner må gøre som hans ypperste vidne, Jesus Kristus: basere deres budskab på den hellige Bibel, Guds ord. — Åb. 1:5; 3:14.

 7. Hvad gik den gode nyhed, som Jesus forkyndte, ud på, og hvad råbte folket derfor, da han red ind i Jerusalem?

⁷ Men hvad gik den gode nyhed, som Jesus forkyndte, ud på i enkeltheder, og er den også en god nyhed for os i dag? Bibelens beretning om hans liv fortæller: „[Han drog] ud på rejse fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte den gode nyhed om Guds rige.“ (Luk. 8:1, NW) Ved afslutningen på sin jordiske løbebane blev Jesus stillet for den romerske landshøvding Pontius Pilatus i dennes domssal i Jerusalem. Som svar på Pilatus’ spørgsmål: „Er du da konge?“ svarede Jesus: „Det tilkommer dig at sige, at jeg er konge. I denne hensigt er jeg blevet født, og i denne hensigt er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, der er på sandhedens side, hører min røst.“ (Joh. 18:37, NW) Nogle timer senere samme dag hang Jesus fra Nazaret naglet til en marterpæl med følgende titel indskrevet over sit hoved: „Nazaræeren Jesus, jødernes konge.“ (Joh. 19:19, NW) Kun fire dage før var Jesus redet ind i Jerusalem på samme måde, som henfarne konger over Israels folk i sin tid havde gjort det ved deres kroningshøjtidelighed, mens det jublende folk, som ønskede at være uafhængigt af Rom og gerne ville have en konge af Juda stamme og af Davids kongelige familie, udbrød i råb som for eksempel: „Velsignet er den, der kommer som Kongen i Jehovas navn! Fred i himmelen, og herlighed i det høje!“ „Frels, beder vi! Velsignet er den, der kommer i Jehovas navn! Velsignet er vor fader Davids kommende rige! Frels, beder vi, i det høje!“ „Frels, beder vi, Davids søn! Velsignet er han, som kommer i Jehovas navn! Frels ham, beder vi, i det højeste!“ — Luk. 19:38; Mark. 11:9, 10 og Matt. 21:9, NW.

 8. Hvordan besvarede Jehova deres bønfaldende råb?

⁸ Jehova Gud besvarede dette bønfaldende råb fra folket. Han frelste virkelig sin kongelige søn, Jesus Kristus, ikke fra den skam og grusomhed, han blev udsat for på marterpælen, men fra den død, han led på den. Tredjedagen efter Jesu død oprejste Jehova Gud ham fra de døde, og inden for et tidsrum af halvtredsindstyve dage herefter gav Jehova Jesus plads ved sin højre hånd i himmelen, for at han dér skulle afvente Jehovas fastsatte tid, da han ville oprette Riget og lægge alle fjender i himmelen og på jorden for sin søns fødder. — Ap. G. 2:32-36; Sl. 110:1, 2.

Den gamle nyhed er blevet bedre

 9. Hvordan er det gode ved denne nyhed blevet mere omfattende i dag, og hvad garanterede Jesus, at hans efterfølgere i dag ville have?

⁹ For nitten århundreder siden var dette budskab om Riget, der blev forkyndt af Jesus og hans efterfølgere, den bedste nyhed, der hidtil havde lydt. Det var gratis nyt for de fattige. Det opløftede de ydmyge. Det bragte lægedom til de sønderbrudte hjerter. Det gav de i religiøs henseende blinde mennesker synet tilbage. Det bragte udfrielse til dem, der var undertrykte og i trældom under denne verden, og det trøstede alle, som sørgede over de slette religiøse tilstande. De forløbne nitten hundrede år har ikke forringet dette gode budskab om Riget; det er stadig en god nyhed. Men det gode ved denne nyhed er blevet mere omfattende i dag. Hvorfor det? Fordi det længe ventede gudsrige er blevet oprettet og nu er i Guds søns, Jesu Kristi, hånd. Det blev oprettet på Guds trone i himmelen, hvor hans søn har siddet i nitten århundreder ved hans højre hånd. Det blev oprettet i året 1914, samme år som den jordomspændende krig, der skulle forandre hele verden, begyndte. Jesus lærte os at bede om, at Guds rige ved Kristus måtte udstrække sin magt til også at omfatte jorden, så de onde forhold, der råder her, kunne få en ende. Han lærte os følgende bøn: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:9, 10, NW) For nitten århundreder siden forkyndte Jehovas vidner dengang, nemlig Jesus og hans efterfølgere, frimodigt den gode nyhed om det kommende rige. Hvad må Jesu sande efterfølgere, som ligeledes er Jehovas vidner, gøre nu efter 1914? Har de et gudgivent budskab, en god nyhed, at fortælle folk af alle nationer, stammer, slægter og tungemål? Jesus Kristus garanterede, at hans efterfølgere i dag ville have et sådant budskab.

10. I hvilken forbindelse forudsagde Jesus sine efterfølgeres arbejde i dag, og hvordan gjorde han det?

¹⁰ Med en inspireret profets seerevne forudså og forudsagde Jesus de begivenheder, der fra og med 1914 ville finde sted i vor generation. Han forudsagde den første verdenskrig, og hvad dermed fulgte af hungersnød, pest, jordskælv og religionsforfølgelser, hvilket altsammen i forening er et synligt, jordisk bevis for, at Guds rige endelig har overtaget magten og nu udstrækker sit herredømme til jorden. Dernæst forudsagde Jesus det arbejde, hans efterfølgere ville udføre til den tid, det vil sige i vor tid. Skulle deres arbejde være at forøge jordens lidelser, dens sorger og forbrydelser, ved at de skulle tage del i verdenskrigene, og forfølge mennesker, der havde en anden religiøs opfattelse? Nej! Jesus pegede fremad til et glædesfyldt og trøsterigt arbejde for sine efterfølgere, idet han sagde: „Og denne gode nyhed om Riget skal prædikes [efter den første verdenskrig] over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende [på denne tingenes ordning] komme.“ (Matt. 24:7-14, NW) Dette vidnesbyrd om Guds oprettede rige må aflægges, før denne af krigen lemlæstede verden møder sit endeligt i et Harmagedonslag.

En kroningssalme

11. Hvad fortjener oprettelsen af Guds rige, og hvorfor det?

¹¹ Oprettelsen af Guds himmelske rige over denne oprørske jord fortjener en kroningssang, en sang, der skal herliggøre kroningen af Guds elskede søn, Jesus Kristus, som den af Jehova udnævnte konge over hele menneskeslægten. Da Jesus på kongers vis red ind i Jerusalem i året 33, forspildte de jødiske religiøse ledere i templet lejligheden til at tilbyde ham en krone. De anerkendte ham ikke som den lovede søn af den berømte kong David, som i fortiden havde siddet på „Jehovas trone“ i Jerusalem. (1 Krøn. 29:23, AS) De havde ikke samme ånd som den jublende skare, der ledsagede Jesus ind i kongebyen, mens de råbte: „Frels, beder vi, Davids søn!“

12. Hvordan gik det til, at kong David komponerede en kroningssang for os, og hvorfor må vi synge den nu?

¹² I fortiden viste kong David, at en kroningssang hørte sig til ved en begivenhed som den, hvor Jehova tager magten over hele jorden. David lod det synlige tegn på Guds nærværelse, pagtens gyldne ark, bringe ind i kongebyen Jerusalem og opstille i et telt i nærheden af det kongelige palads. Dernæst komponerede og sang David en kroningssang, der nåede sit storslåede højdepunkt i temaet: „Himlen glæde sig, jorden juble, det lyde blandt folkene: [Jehova] har vist, han er konge!“ (1 Krøn. 16:23-33) Under ledelse af Jehovas hellige ånd bearbejdede kong David det samme tema og komponerede en ny salme. Denne salme viste, at en kroningssang skal synges i stor stil nu i vor tid, efter at Guds rige er blevet oprettet og hans trofaste, opstandne søn sat på den himmelske trone i 1914. I Salmernes bog er dette Salme 96, og den er kendt som en af kroningssalmerne. Den store tronbestigelse og den strålende kroningshøjtidelighed har fundet sted i himmelens prægtige haller, og siden 1914 har vi haft alle de nødvendige vidnesbyrd om denne begivenhed. Derfor må alt det, der gives befaling om i denne kroningssalme, nu udføres. Jehovas vidner i dag ser alt dette med troens øjne og er i færd med at udføre disse ting. Hvilke ting?

En ny sang

13. Hvad nævner Salme 96:1-3, og hvilke nye, videnskabelige opfindelser er ikke det nye, hvorom vi skal synge for Jehova?

¹³ „Syng for Jehova en ny sang, syng for Jehova, al jorden [alle I folk på jorden]. Syng for Jehova, velsign hans navn. Fortæl fra dag til dag den gode nyhed om frelse ved ham. Forkynd hans herlighed blandt nationerne, hans underfulde gerninger blandt alle folkene.“ (Sl. 96:1-3, NW) Brintbomber med en dødbringende eksplosionskraft, der svarer til millioner af tons af de almindelige sprængstoffer, er, skønt de hører til de nyeste opfindelser inden for moderne videnskab, ikke noget nyt, hvorom man kan synge for Jehova. Som videnskabsmændene selv har påpeget, satte Jehova Gud for milliarder af år siden brintkærneeksplosioner i gang inden i solen for at skaffe lys og varme til vor jord, så menneskene kan forblive i live på denne planet. Bomber, langtrækkende skyts, atomdrevne undervandsbåde og andre militære opfindelser og kommercielle produkter, som vort tyvende århundredes videnskabsmænd har frembragt, er ikke „underfulde gerninger“, som Jehova har ledet videnskabsmændene til og oplyst dem om at udføre, og som man skal lovsynge ham for. Videnskabsmændene spotter Jehova og foretrækker at misbruge den hjerne, hvormed han udstyrede mennesket, idet de tjener Guds og menneskets ondskabsfulde fjende, Satan Djævelen.

14. Hvad er det, der giver os emnet til en „ny sang“, og hvorfor?

¹⁴ Nej, disse moderne videnskabelige opfindelser og produkter forsyner os ikke med temaet til en ny frydesang. Siden 1914 har den ene store og altoverskyggende begivenhed, der forsyner Jehovas folk med emnet til en „ny sang“ til hans pris, været fødselen af hans kongelige regering, som han overdrager sin søn, Jesus Kristus, der har ventet lang tid herpå. Selv om der blev givet løfte herom for seks tusind år siden i menneskets første jordiske hjem, paradiset i Edens have, fandtes der ikke før året 1914 e. Kr. hverken i himmelen eller på jorden noget, som kunne sidestilles med Guds rige ved hans lovede sæd, Jesus Kristus. (1 Mos. 3:15) Før 1914 har der aldrig været en hoved- og regeringsorganisation over hele det levende univers med Kristus som overhoved, og som Jehova Gud bor i og virker igennem, for at hans vilje kan ske i hele universet. (Fil. 2:5-11) Dette er i sandhed noget nyt, noget herligt nyt, og det betyder velsignelse for alle retsindige mennesker såvel som for hellige engle. Erkendelsen heraf får en til art bryde ud i sang. Det kræver en ny sang med et helt nyt tema, helt anderledes end alle andre! Jehova Gud har gjort dette muligt ved at indføre sit rige. Den nye sang bør synges for ham og til hans ære.

15. Hvem tiltales som „al jorden“ eller „alle I folk på jorden“, og hvad gør de som en opfyldelse af salmen?

¹⁵ „Al jorden“ eller „alle I folk på jorden“ opfordres til at synge for ham og velsigne hans navn. Det vil sige alle I, som Jehova har gjort til åndelige israelitter i sin organisation, for at I kan være hans vidner for alle nationer. I var dem, som Gud først åbenbarede disse sandheder for, og som han først lærte at synge denne nye sang. Han forudbestemte, at der skulle være 144.000 af jer åndelige israelitter, der skulle forenes med Jesus Kristus i hans himmelske rige, ikke på det jordiske Zions bjerg, hvor kong David i sin tid regerede, men på det himmelske Zions bjerg eller kongesæde. I nitten århundreder har Jesus været i himmelen, herliggjort ved sin Faders højre hånd. Og siden oprettelsen af det gudsstyrede rige er størstedelen af de trofaste kristne vidner for Jehova blevet herliggjort sammen med Kristus, der sidder på Zions bjergs trone. Hvordan er de blevet det? Ved en opstandelse fra døden til liv som udødelige åndeskabninger i himmelen, hvor de har fået del i „guddommelig natur“. Kun en lille rest af de 144.000 arvinger til Guds himmelske kongedømme lever stadig på jorden. Men alle 144.000, både resten, som endnu er på jorden, og de sejrrige, opstandne rigsarvinger, synger til Jehovas pris, idet alle, både i det synlige og det usynlige, samarbejder om at gøre de vidunderlige nye begivenheder i universets historie kendt. Åbenbaringsbogens fjortende kapitel, versene 1-4, afslører det prægtige syn for vort blik.

16. I hvilket syn så Johannes dem opfylde salmens ord?

¹⁶ Her skriver apostelen Johannes, som først så synet: „Og jeg så, og se, Lammet [den én gang opofrede Jesus Kristus] stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. Og jeg hørte en lyd fra Himmelen som en brusen af mange vande og som en buldren af stærk torden, og den lyd, jeg hørte, var som af harpespillere, der spiller på deres harper. Og de synger en ny sang foran tronen [Guds] og foran de fire livsvæsener og de ældste; og ingen kunne lære den sang uden de hundrede og firefyrretyve tusinde, som er løskøbt fra jorden. Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er som jomfruer; det er dem, der følger Lammet [Jesus Kristus], hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet.“

17. Af hvem må jordens folk lære denne „nye sang“, og hvorfor?

¹⁷ I lydighed mod befalingen i Salme 96:1-3 handler den åndelige rest, der er på jorden, og som har lært denne sang, i forening som den „tro og kloge træl“, og de opløfter deres stemmer i den „nye sang“. (Matt. 24:45-47, NW) Alle andre på jorden, som ønsker at synge med, må af dem lære denne helt nye sang, der er ganske anderledes end alle andre sange, for hverken denne verdens politikere, finansmænd eller industrimagnater, ja ikke engang det navnkristne præsteskab, kender den nye sang og kan lære nogen andre den. Kun Jesus Kristus og hans 144.000 medarvinger har lært den nye sang af Jehova Gud, og kun de kan synge for. (Es. 54:13; Joh. 6:44, 45) De er det folk, som Gud i de forløbne nitten århundreder har været i færd med at udvælge, idet han har rettet sin opmærksomhed mod nationerne „for ud af dem at tage et folk for sit navn“, Jehova. (Ap. G. 15:14, NW) I århundreder har kristenhedens forskellige religiøse systemer nu haft deres missionærer i kristenheden og i alle lande uden for kristenheden, og dog har det ikke været kristenhedens eller jødedommens religiøse præsteskab, der har oplyst alle jer folk på jorden om navnet Jehova eller lært jer at velsigne dette navn, som Salme 96:2 (AS) opfordrer alle kristne til at gøre.

18. Hvem har i vor tid gjort verden opmærksom på Jehovas navn, og især siden hvornår?

¹⁸ For tredive år siden bragte The Watch Tower for 1. januar 1926 (Vagttaarnet, den 1. februar 1926) en hovedartikel med titlen „Hvem vil ære Jehova?“ Særlig siden dengang har de mennesker, der trofast har sluttet op om dette blad, vist, at de var værdige til at bære kendingsnavnet Jehovas vidner, et navn, som de med begejstring antog i 1931. Siden 1931 har alle jordens folk vidst, at det har været den kristne rest, som bærer Jehovas navn, der har henledt deres opmærksomhed på Guds navn og vist dem de vægtige grunde til at ære og velsigne det. Hverken det katolske, protestantiske eller jødiske præsteskab efterligner Jesus, som sagde til Jehova Gud: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig.“ De har i stedet spottet Jehovas vidner og har på enhver tænkelig måde forsøgt at hindre dem i at aflægge vidnesbyrd om Guds hellige navn. Men altsammen forgæves! Jehovas vidner har fortsat ufortøvet, mens de har efterlignet Jesu Kristi eksempel. (Joh. 17:6) De har åbenbaret Jehovas navn, idet de har adlydt befalingen: „Kundgør hans herlighed blandt nationerne, hans underfulde gerninger blandt alle folkene.“ (Sl. 96:3, NW) Ikke engang kommunistiske lande har kunnet forhindre Jehovas vidner i at adlyde denne guddommelige befaling. Endogså i disse lande har de sunget denne sang og udspredt den glædelige nyhed, at Jehovas rige ved Kristus begyndte at virke i himlene i året 1914.

Hvor har der været frelse at finde?

19. Hvorfor har Guds rige ikke frelst nationerne fra at styrte sig ud i disse sindsoprivende verdensforhold?

¹⁹ Men hvis denne guddommelige regering har virket siden den første verdenskrigs udbrud, hvor har der da været frelse ved den? Hvor har der været en god nyhed om frelse ved Jehova at fortælle? Hvorfor balancerer verdens nationer, kristenhedens indbefattet, på randen af deres egen undergang, mens de prøver at frelse sig selv fra de uundgåelige følger af deres voksende splittelse og deres misbrug af den moderne videnskabs opfindelser? Hvorfor har Jehova ikke ved sit rige frelst dem fra disse sindsoprivende verdensforhold? Kendsgerningerne svarer, at det er, fordi nationerne ikke ønsker Jehovas rige ved Kristus. I stedet for at betragte dette som den største velsignelse, der nogen sinde kunne vederfares hele menneskeslægten, viser de tværtimod, at de ikke tror på det. Snarere frygter de det, som var det det værste, der nogen sinde kunne ske menneskene. I tillid til sig selv føler de sig uafhængige af Guds himmelske rige, ønsker ikke at høre til det og heller ikke at opnå nogen frelse ved det. Deres forkastelse af budskabet om Riget, som Jehovas vidner forkynder, samt deres forfølgelse og undertrykkelse af disse vidner forråder, at de er imod Riget. Deres krige om verdensherredømmet og deres dannelse af Folkeforbundet og de Forenede Nationer til beherskelse af hele verden beviser det også. Følgelig har de ikke opnået nogen frelse, og forholdene iblandt dem bliver værre og værre.

20. Hvordan oplevede himmelens engle en frelse ved Riget?

²⁰ Men vi, der er blevet frelst, ved, at der har været en „frelse ved ham“ at fortælle om fra dag til dag som en god nyhed. Vi ved, at „denne tingenes ordnings gud“ er Satan Djævelen, Guds værste modstander, og at „hele verden er i den Ondes vold“. (2 Kor. 4:4, NW; 1 Joh. 5:19) Vi ved, at der i 1914 rasede en krig, der var større end den første verdenskrig her på jorden. Det var en krig i himmelen. Ikke mellem Zeppelin-luftskibe eller flyvemaskiner, ikke ført af supermænd eller mystiske „marsmænd“, men en krig i de usynlige himle, ført af Kristus, den nylig kronede konge, og hans engle imod den falske gud, Satan Djævelen, og hans dæmonengle. Den himmelske krig befæstede Guds nyfødte riges magt, for hele Satans hærskare af dæmoner blev slået og hvirvlet ned fra disse himle til vor jords nærhed. De himmelske hærskarer af engle værdsatte i sandhed denne frelse ved Guds magt! Med høj røst råbte de: „Nu er det blevet til virkelighed med frelsen og magten og riget fra vor Gud og hans Kristi myndighed, thi vore brødres anklager er blevet styrtet ned, . . . Derfor, glæd jer, I himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet, thi Djævelen er kommet ned til jer, og hans vrede er stor, fordi han ved, han har en kort tidsperiode.“ (Åb. 12:7-12, NW; 11:15-18) Rent bortset fra verdenskrigen blandt nationerne var dette nederlag i den himmelske krig en frygtelig trængsel for Satan og hans verdensorganisation.

21, 22. Hvem på jorden erfarede først en frelse ved Riget, og hvordan?

²¹ Men Satan vidste, at det kun var begyndelsen til trængslerne over hans organisation. Han vidste, at trængslerne efter en kort tidsperiode ville udmunde i en kæmpefinale, og det ville betyde Harmagedon for ham, et knusende nederlag med udslettelse af hele hans organisation i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb. 16:13-16; 19:11 til 20:3) Trængslerne over hans organisation, forårsaget af det nyfødte rige, blev afkortet med, som der står, „en kort tidsperiode“. Det var et pusterum for ham og hans dæmoner. Men det var ikke for hans skyld, at disse trængselsdage blev afkortet. Det skete, for at Gud kunne nå til vejs ende med at frelse resten af Jesu Kristi 144.000 medarvinger, „de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd“. (Åb. 12:17) Under den første verdenskrig blev resten udsat for en ondskabsfuld behandling i Amerikas Forenede Stater og andre krigsførende nationer. Man forsøgte at splitte deres organisation ad og standse deres vidnearbejde, forsøgte at skræmme dem bort fra det for bestandig og at ødelægge deres gode navn og rygte i al fremtid. Det var ikke først og fremmest en fysisk død, men en åndelig død, de stod ansigt til ansigt med, dersom de fortsatte med at være i trældom under denne verden, der var i krig med Guds rige. Hvis Harmagedon var kommet over nationerne dengang, kunne resten, der havde pådraget sig Jehovas mishag ved ikke at have opfyldt deres pligt mod han, meget vel være gået til grunde sammen med de verdslige nationer.

²² Den alvorlige situation for resten af Guds udvalgte gjorde en nådig frelse påkrævet. Kun Gud kunne foranstalte den gennem sin sejrrige Kristus, og han gjorde det ved at afkorte trængselen over Satans organisation og holde Harmagedonslaget tilbage, indtil en „kort tidsperiode“ var udløbet. Jesus forudsagde dette med følgende ord: „Thi i de dage skal der komme „en trængsel, hvis lige ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu“ og heller ikke senere skal komme. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet kød frelst; men for de udvalgtes skyld, som han har udvalgt sig, har han afkortet de dage.“ — Mark. 13:19, 20, fodnote.

23. Hvorfor var resten, som det blev åbenbaret for dem i 1920, blevet frelst på jorden?

²³ Vor tids historie viser, at Jehova Gud i foråret 1919, eller kort efter den første verdenskrigs afslutning, forbavsede endog kristenheden ved at udfri sine vidner fra deres trældom under denne verden. Allerede det følgende år åbnede han deres øjne til at se, at de var blevet „frelst“ og udfriet, og deres liv skånet på jorden, for at de kunne opfylde deres Mesters profetiske befaling: „Den, der har holdt ud til enden, er den, der vil blive frelst. Og denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:13, 14, NW) De alene havde denne „gode nyhed“ om Riget, der var blevet oprettet i himlene, efter at „de for nationerne fastsatte tider“ var udløbet i 1914. Det var en god nyhed om frelse. Dette rige havde i himmelen kæmpet for at frelse de hellige engle fra Satans og hans dæmoners besmittelse og trusler. Det havde frelst resten af de udvalgte på jorden fra den åndelige fare, de befandt sig i, det havde udfriet dem og styrket dem til fornyet tjeneste for Jehova og hans rige.

24. Hvilke andre på jorden er blevet frelst siden da, og hvad er det derfor en forret at være med til nu?