Spørgsmål fra læserne

● Hvordan kan man med sikkerhed vide at perioden „en tid og tider og en halv tid“ i Åbenbaringen 12:14 udgør tre og en halv tid?

Verset lyder: „Men den store ørns to vinger blev givet kvinden, så hun kunne flyve ud i ørkenen til sit sted, hvor hun får føde en tid og tider og en halv tid, borte fra slangens ansigt.“ — Åb. 12:14.

Det er meget nyttigt at kende længden af denne tidsperiode, for oplysningen her hjælper os til at afgøre længden af de „syv tider“ der nævnes i Daniels bog i forbindelse med det vældige træ der blev fældet, og hermed også længden af „nationernes fastsatte tider“, som Jesus omtalte. — Dan. 4:16, 23-25; Luk. 21:24.

I den græske grundtekst står der ordret i Åbenbaringen 12:14: „fastsat tid og fastsatte tider og halv fastsat tid.“ Hvad menes der med ordet „tider“ her? Hvis der blot er tale om to tider, bliver det samlede resultat tre og en halv tid. Er der tale om flere tider, for eksempel fire eller ti, bliver resultatet imidlertid en længere tidsperiode. Hvordan ved vi hvad Johannes mente?

I århundrederne før Åbenbaringsbogen blev skrevet havde man på græsk, ved siden af den almindelige flertalsform, en anden flertalsform, dualis, der betegnede to af den pågældende ting eller slags. Dualis benyttes imidlertid ikke i De græske Skrifter, det vil sige Det nye Testamente; der benyttes kun ental og almindeligt flertal. Sammen med flertalsformen kunne man benytte en talangivelse for at vise nøjagtig hvor mange der var tale om, som for eksempel i udtrykket „syv hoveder“. — Åb. 12:3.

Det er almindeligt anerkendt blandt græskkyndige at når flertalsformen benyttes uden talangivelse i Bibelen, skal det opfattes som den mindste mængde hvor man kan tale om flere, nemlig to. Den tyske teolog John Albert Bengel giver denne kommentar til verset: „Flertal, kairous, tider, betegner to tider. Flertalsmængden skal tages i snævreste forstand.“

Altså er der i Åbenbaringen 12:14 tale om tre og en halv tid, sådan som det også fremgår af den autoriserede danske oversættelse af 1948. Når man sammenholder denne periode med de 1260 dage der nævnes i vers 6 (og med Åbenbaringen 11:2, 3), ser man at de „syv tider“ i Daniels fjerde kapitel i alt udgør 2520 dage.

● Hvad mente Jesus egentlig da han sagde at man ikke syr en ny lap på en gammel klædning eller kommer ny vin i gamle skindsække?

Hovedpunktet var at kristendommen ikke ville, ja ikke kunne, bringes til at stemme overens med datidens jødedom med dens menneskegjorte traditioner eller overleveringer der var kommet til i tidens løb.

Ifølge Markus’ beretning sagde Jesus: „Ingen syr en lap af ukrympet stof på en gammel yderklædning; hvis man gør det, vil dens fulde styrke trække den fra, den nye fra den gamle, og flængen vil blive værre. Og ingen kommer ny vin i gamle skindsække; hvis man gør det, vil vinen sprænge sækkene, og såvel vinen som skindsækkene går tabt. Nej, man kommer ny vin i nye skindsække.“ — Mark. 2:21, 22; Matt. 9:16, 17; Luk. 5:36-39.

Jesus var lige blevet spurgt om hvorfor hans disciple ikke fastede, sådan som de religiøse ledere, farisæerne, gjorde. Hertil havde han svaret at det ikke var passende at hans disciple fastede, så længe han var sammen med dem. Når man fastede, var det nemlig et tegn på sorg. Derefter fremsatte han ovennævnte udtalelse.

De billeder Jesus benyttede, havde baggrund i virkeligheden. Hvis man syr en lap af nyt stof på en gammel klædning, vil det nye stof krympe og rive sig løs når klædningen bliver vasket. Og hvis man kommer ny vin i en gammel skindsæk der har mistet sin elasticitet, vil skindsækken sprænges når den nye vin gærer og afgiver kuldioxyd.

Med disse billeder hjalp Jesus sine tilhørere til at indse at man ikke skulle regne med at hans disciple ville følge jødedommens gamle sædvaner, som for eksempel den skik at faste rituelt. Hans magtfulde nye lære kunne ikke rummes inden for den jødiske religions rammer. De der hørte Jesus og fulgte ham, kunne glæde sig over kraften i hans lære uden at behøve at gøre noget forsøg på at få den til at harmonere med de jødiske lederes farisæisme.