Kan denne verdens Harmagedon undgås?
1. Hvad er den almindelige opfattelse af Harmagedon, og hvad har frygten for Harmagedon fået politikerne til at gøre?
ORDET Harmagedon stammer fra Bibelen. Det nævnes kun én gang dér, men det har gjort et så stærkt indtryk at det er blevet et ord som næsten alle kender. Mange store statsmænd har brugt det når de mente at verden befandt sig i en krise. Det er blevet betragtet som noget man måtte frygte, og som noget man måtte undgå. Man har almindeligvis betragtet det som den sidste krig der skulle udkæmpes mellem verdensmagterne. I vor tid, der har set udviklingen af kernevåben, fjernstyrede raketter og andre videnskabelige opfindelser der kan udvirke en masseødelæggelse, mener politikere og statsmænd at et Harmagedon, sådan som de opfatter det, er muligt. Frygt for at begynde en krig der kunne føre til at alle tabte og ingen vandt og som til sidst endog kunne resultere i hele menneskehedens tilintetgørelse, har fået politikerne til at træffe mange foranstaltninger og lægge mange planer for at undgå et sådant ragnarok.
2. (a) Hvordan kan man finde ud af hvad Harmagedon virkelig er? (b) Hvad betyder navnet, og hvilket område har det tilknytning til? (c) Hvad sagde Barak og Debora om det i deres sejrssang?
2 Er en sådan frygtet krig mellem verdensmagterne virkelig Harmagedon? Kan politikerne undgå Bibelens Harmagedon ved hjælp af deres fredstaler, kunstgreb, konkordater, pagter og forbund? Kan vi stole på at de vil styre os sikkert uden om det? For at finde svaret på disse spørgsmål må vi vende os til den bog hvorfra udtrykket stammer, og se hvad den siger om dette slag og om de styrker der er impliceret. Ordet findes i Bibelen, i Åbenbaringen, kapitel 16, hvor der tales om udgydelsen af den sjette af de syv plager, Guds vredesskåle, der udgydes over jorden. (Åb 16 Versene 12-16) Hvor ligger Harmagedon? Ikke ved Babylon ved Eufratfloden. Åbenbaringen 16:16 siger: „Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.“ Dette siges efter beretningen om at Eufratfloden udtørres. Navnet betyder øjensynligt „Megiddos bjerg“. Stedet har tilknytning til hebraisk område, ikke alene fordi navnet er hebraisk, men også fordi det sikkert indeholder navnet på den hebraiske fæstningsby Megiddo.a Det var nær ved dette sted at himmelens stjerner kæmpede for Jehovas folks sejr under dommeren Barak og profetinden Debora. I deres sejrssang sang de:
„Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana’ans konger ved Ta’anak, ved Megiddos vande — de fanged ej sølv som bytte! Fra himmelen kæmped stjernerne, fra deres baner stred de mod Sisera! Kisjons bæk rev dem bort.“ — Dom. 5:19-21.
3. Hvilken kommentar indeholder International Standard Bible Encyclopædia om Megiddos beliggenhed, og hvad siger Gesenius’ Hebrew-Chaldee Lexicon om navnets betydning?
3 I The International Standard Bible Encyclopædia, bind 2, side 1340, siges der: „Disse lave høje rundt omkring Megiddo, hvorfra man har udsyn over Esdraelonsletten, har måske været vidne til flere blodige sammenstød end noget tilsvarende område på jordens overflade.“ Navnet Megiddo passer udmærket ind i sammenhængen, ikke blot på grund af de associationer det vækker, men også, som Gesenius’ Hebrew-Chaldee Lexicon (1859-udgaven) henleder opmærksomheden på, fordi navnet kan betyde „stedet hvor skarerne samles“ (locus turbaʹrum).
Hvad Harmagedon er
4. (a) Hvad symboliserer Harmagedon? (b) (Til fodnoten) I hvilket område placerer Hugh J. Schonfield Har-Magedon?
4 Egentlig hentyder navnet Harmagedon i Åbenbaringen ikke til en geografisk beliggenhed. Det er en kendsgerning at der ikke på noget geografisk kort findes et sted ved navn Harmagedon.b I Åbenbaringen 16:16 hentyder dette navn ikke bogstaveligt til egnen omkring Megiddo på Esdraelonsletten. Det symboliserer det sted inden for Jehovas vidners erfaringsområde på jorden hvor denne sidste kamp skal udkæmpes. Nøjagtig til tiden og under de rette omstændigheder, når den omfattende forkyndelse „over hele jorden“ har udvirket at den ’store skare’ som tager imod Rigets budskab, er indsamlet, vil angrebet sætte ind. Ingen behøver at være i tvivl om hvorfor. Gud vil uden tvivl give sit folk et meget kraftigt budskab at forkynde lige før fjenden angriber. — Matt. 24:14; Dan. 11:44, 45.
5. (a) Hvor skal Harmagedon udkæmpes? (b) Mod hvem kæmper kongerne i virkeligheden, og hvilket område trænger de derved ind på?
5 Harmagedon vil blive udkæmpet på jorden, hvilket fremgår af at jordens konger og deres hære samles der. (Åb. 16:14) De kæmper imod Guds rige. De kan naturligvis ikke røre Jesu Kristi himmelske, usynlige rige, men de kan kæmpe imod dem der repræsenterer hans rige her på jorden, nemlig resten af Kristi åndelige, salvede brødre. Under dæmonernes indflydelse trænger de jordiske konger ind på det hellige ståsted som disse kristne vidner har opnået i deres forhold til Jehova Gud, og de prøver at ødelægge det og således indirekte ramme Jehova Gud og hans Messias. Disse konger er ikke samlet imod hinanden i den hensigt at tilintetgøre hinanden, men de er samlet imod Gud. Dér vil de kollidere med Jehovas hellige, kongelige interesser.
6. (a) Hvilken andel vil Jehovas vidner få i slaget, og hvem vil udkæmpe det? (b) Hvad bliver udfaldet af kampen? (c) Hvornår vil Satan og hans dæmoner blive kastet i afgrunden?
6 Jehovas folk på jorden vil ikke have nogen andel i kampen og tilintetgørelsen. Det vil være Jehovas usynlige styrker under hans hærfører Jesus Kristus, der voldeligt vil gribe ind over for fjenderne og slå dem i en endelig og afgørende krig der aldrig behøver at gentages. Gud vil vinde en evig sejr, ligesom han i fortiden vandt over „Kana’ans konger“ ved Megiddos vande. Satan og hans usynlige styrker, som nu er kastet ud af himmelen og ned til jordens nærhed, vil lede disse jordiske hære og prøve at hjælpe dem til at sejre, men de vil tabe. Satan og hans dæmonhære vil blive sat ud af spillet, dog ikke i Harmagedon, men straks derefter, når Kristus kaster dem i den dødlignende uvirksomheds afgrund. — Åb. 19:19 til 20:2.
„Urene inspirerede udtalelser“
7. Hvad siger engelen med hensyn til om politikerne vil kunne udskyde eller forhindre dette slag?
7 Men hvordan forholder det sig med menneskenes politiske bestræbelser? Gavner de nationerne noget med hensyn til at udskyde dette slag så længe som muligt? Lad os se hvad Gud siger gennem sin engel. I Åbenbaringen 16:13 læser vi: „Og jeg så tre urene inspirerede udtalelser der lignede frøer komme ud af dragens mund og ud af vilddyrets mund og ud af den falske profets mund. De er i virkeligheden udtalelser inspireret af dæmoner og gør tegn; og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . Og de samlede dem på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon.“ — Åb. 16:13-16, NW.
8. Hvad vises der ved at de „inspirerede udtalelser“ ligner frøer, og hvor kommer de fra?
8 I den lovpagt Gud indgik med Israel, omtalte han frøer som urene dyr. At der her tales om frøer, viser at de inspirerede udtalelser er urene i Guds øjne. Eftersom de er inspireret af dæmoner, er det klart at de taler direkte imod Gud og er til skade for dem der følger disse udtalelser. Disse „inspirerede udtalelser“ stammer ikke fra mennesker. Hvem de jordiske talerør end er, taler de ikke af sig selv, men er inspireret af Guds modstander, Djævelen, dæmonernes fyrste.
9. (a) Hvad symboliserer de frølignende udtalelser? (b) Hvad siger den inspirerede udtalelse der kommer ud af dragens mund?
9 Frøer udstøder en kvækkende lyd. De ovennævnte frøer kommer ud af tre skabningers munde og må derfor symbolisere udtalelser, officielle proklamationer, bekendtgørelser, forudsigelser eller propagandistiske udtalelser, og disse skal påvirke denne verdens konger eller herskere. Den frølignende inspirerede udtalelse der kommer ud af munden på den symbolske drage, der er Satan Djævelen (Åb. 12:9), siger sådan noget som at Jehova Gud ikke er universets suveræn, og at mennesker ikke skal anerkende eller overgive sig til hans retmæssige messianske rige over jorden, selv om hedningernes tider udløb i 1914. Det er Satan der fra begyndelsen har udfordret Jehova Gud, og lige indtil Harmagedonkrigen prøver han, mere og mere desperat efterhånden som enden nærmer sig, at bevise sin påstand. Denne frø siger derfor også at den forkyndelse af Guds rige som Jehovas vidner udfører, må standses, og at hvis de nægter at indstille forkyndelsen af Jehovas rige ved Kristus, må man føre krig mod dem.
10. Hvad er „vilddyret“, og hvordan er det blevet til?
10 „Vilddyret“, der stiger op af havet, er dragens synlige, politiske organisation der styrer menneskene. I Daniels syn af de fire af verdensmagterne, der skildres ved dyr, beretter han: „Jeg skuede i mit syn om natten, og se, himmelens fire vinde oprørte det store hav, og fire store dyr steg op af havet, det ene forskelligt fra det andet.“ (Dan. 7:2, 3) Ved hjælp af sine dæmoner, skildret ved de fire vinde, har Satan altså oprørt det menneskehav der er fremmedgjort for Gud, og skabt stor uro, idet han har dannet sin politiske organisation af dette hav af rastløse mennesker der stoler på hvad politikerne siger.
11. Hvad siger den inspirerede udtalelse der kommer ud af „vilddyrets“ mund?
11 „Vilddyret“ er loyalt over for dragen, som det skylder sin politiske magt, trone og store myndighed. Det tilbeder dragen. Den inspirerede propagandistiske udtalelse der kommer ud af vilddyrets mund, støtter derfor det dragen siger. Den taler for de forskellige nationale staters selvstændighed og opfordrer dem til at lægge råd op imod Jehova og hans Salvede eller Messias, og at bryde alle de bånd, restriktioner og begrænsninger som disse lægger på dem nu da hedningernes tider er udløbet. (Sl. 2:1-10) Nationalismen er i sandhed en af de største trusler mod menneskehedens velfærd i vor tid.
12. På hvilken anden måde skildres „den falske profet“ i Bibelen, og hvorfor er det en ’falsk profet’?
12 Den tredje frø kommer ud af „den falske profets“ mund. Hvem er denne „falske profet“? Det er en ny skikkelse der præsenteres for os i dette kapitel i Åbenbaringen. Men det er kun af navn den er ny. På grund af den fremtrædende rolle den spiller i verdensbegivenhederne og den store indflydelse den udøver på de øvrige politiske regeringer der er repræsenteret ved dyret, optræder den i Åbenbaringen som en person for sig. Denne „falske profet“ er i virkeligheden det „andet dyr“ der steg op af jorden og som havde to horn ligesom et lam. Det er ingen anden end dobbeltverdensmagten England-Amerika, som har fælles sprog og som samarbejder økonomisk, politisk og militært, og som hovedsagelig støtter den protestantiske religion. Men eftersom Åbenbaringen 13:11 siger at dette tohornede dyr taler ligesom en drage, idet det spotter Gud og hans himmelske bolig, og eftersom det får „dyrets billede“ til at tale, optræder det tohornede dyr her i rollen som profet, men naturligvis ikke for Jehova. Det er derfor en ’falsk profet’. Da det er det syvende hoved på det syvhovedede „dyr“ der steg op af havet, påtager det sig nu at tale på hele „dyrets“ vegne.
13. (a) Hvad gør at „den falske profet“ kan tale med en vis vægt? (b) Hvordan ligner denne profet et lam af udseende, og hvorfor taler den alligevel som en drage?
13 På grund af sin økonomiske, politiske og militære styrke taler det tohornede dyr eller „den falske profet“ med en vis vægt; det indtager i dag en fremtrædende stilling som den syvende verdensmagt. Denne syvende verdensmagt har altid set ud som og foregivet at være et lam, for den påstår at den altid kæmper på frihedens og uafhængighedens side. Den påstår at den aldrig udkæmper en aggressiv men kun en defensiv, beskyttende krig. Samtidig taler den ligesom dragen, der er den store bedrager, og den brøler med en frygtindgydende røst der har kuet mindre nationer til at underlægge sig, så den har kunnet forfølge sine kommercielle, selviske interesser og udbytte mange af jordens lande.
14. Hvad taler denne politiske ’falske profet’ imod, og til gunst for hvad?
14 Dette politiske system, „den falske profet“, der taler ligesom dragen, taler også imod Guds rige, og til gunst for menneskers overherredømme på jorden, og det gør sig nu til talsmand for folkenes selvbestemmelsesret og for en international sammenslutning. Først anbefalede det Folkeforbundet, og nu støtter det De forenede Nationer, for at hindre en verden, der er udstyret med kernevåben, i at ødelægge sig selv i en verdenskrig.
Hvordan de gør „tegn“
15. (a) Hvad frembringer disse tre udtalelser, og hvorfor? (b) Hvordan støtter Djævelen og dyrene, især det tohornede dyr, disse udtalelser? (c) Hvilket indtryk kunne man derved få af disse udtalelser?
15 Disse dæmoninspirerede udtalelser der udgår fra de tre ovennævnte kilder, „gør tegn“. Det gør de for at de kan optræde med myndighed og gøre indtryk på folk. Nogle gange kræver det handling fra dragens, „vilddyrets“ og „den falske profets“ side at få gennemtvunget det de inspirerede udtalelser siger. Djævelen støtter disse udtalelser og leder „dyret“ i dets undertrykkelse af folkeslagene. For det tohornede dyrs eller „den falske profets“ vedkommende ser det ud som om det „får ild til at falde fra himmelen ned på jorden for menneskenes øjne“. (Åb. 13:13) Det syvende verdensrige har brugt magt for at gennemføre sin vilje, og det har fået støtte af kristenhedens præsteskab. Dette får det til at se ud som om de inspirerede udtalelser går i opfyldelse og er et tegn på at denne verdens gud står bag dem.
16. Hvad styrer nationerne imod, til trods for at de „inspirerede udtalelser“ taler om fred?
16 Uanset hvor meget disse udtalelser kvækker om international fred, går de i virkeligheden ind for krig, krig mod Jehova Gud den Almægtige og hans Messias. Deres politiske løfter og foranstaltninger kan derfor ikke udsætte Harmagedon, men leder nationerne direkte mod det. Johannes siger at de inspirerede udtalelser går ud til jordens regenter, der i vor tid er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. Ja, de samler dem i virkeligheden for at de skal kæmpe imod Jehova, der er den almægtige Gud, en kamp som Jehovas vidner advarer nationerne om. Nationerne viser tydeligt at de marcherer mod denne sidste krig, for i disse sidste dage kæmper de imod Jehovas vidner der forkynder Guds rige.
17. Hvilken opfattelse angående denne sidste krig kom til udtryk i bogen Slaget ved Harmagedon, der blev udgivet i 1897, i Vagttaarnet for den 1. september 1925, og senere i bogen Verdensbefrielsen?
17 Vi bør ikke spilde kostbar tid på at lytte til politiske løfter eller forvente at det ene eller det andet politiske parti kan udskyde eller forhindre Harmagedon. Advarselen om dette slag har lydt i mange år, og dagen nærmer sig hastigt. Så langt tilbage som i 1897 udgav Jehovas vidners forlagsvirksomhed, Watch Tower Bible and Tract Society, en bog der hed „Slaget ved Harmagedon“ (først kaldet „Hævnens Dag“). Denne bog fremsatte en vis opfattelse af hvad denne sidste krig ville være. Det var imidlertid først i bladet The Watch Tower for den 15. juli 1925 (den danske udgave for 1. september 1925), at Jehovas vidner i nutiden fik en klar forståelse af at denne sidste krig ikke ville blive en anarkistisk kamp mennesker imellem om verdensherredømmet her på jorden, men en universel krig. Det ville blive en krig hvori den almægtige Gud ville tilintetgøre hele Djævelens organisation. I bogen Deliverance [Verdensbefrielsen], der udkom i 1926,c hed det (på side 277 i den danske udgave): „Dette er Guds, den Almægtiges, Kamp, og Kampen ledes af hans elskede Søn.“ Jehovas vidner har siden ud fra Bibelen fået en større og dybere forståelse af dette spørgsmål. Hvad de har forkyndt herom har været en plage for verdensherskerne.
„Måske kan I skjule jer“ et sikkert sted
18. Hvor kan man søge sikkerhed?
18 Der findes et sikkert sted hvor vi kan skjule os og søge tilflugt under det store Harmagedonslag. Det består i at stille sig under det riges beskyttelse som Jehova nu har oprettet ved sin søn Jesus Kristus. Det betyder at de der bliver beskyttet, må være neutrale over for denne verdens politik og ikke tage del i den. De må aktivt forkynde det oprettede Guds rige ved Jesus Kristus. Hvis man gør det, befinder man sig i en gunstig stilling. Bibelen siger: „Saml jer . . . før I endnu er blevet som flyvende avner, før [Jehovas] glødende harme kommer over eder, før [Jehovas] vredes dag kommer over eder. Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Zef. 2:1-3.
19. Hvordan er det muligt at holde ud og overleve Harmagedonslaget?
19 Det vil kræve mod at tage et sådant standpunkt og fastholde det, for det vil udsætte os for modstand fra dragen, „dyret“ og „den falske profet“, og det vil være at gå imod de inspirerede udtalelser der ligesom urene frøer kommer ud af deres munde. Men de der flittigt studerer Guds ord, de der sætter deres lid til Jehova og trofast bevarer deres uangribelighed, vil få hjælp så de kan holde ud, og de vil blive skjult, beskyttet og reddet igennem denne tid. De vil kunne glæde sig over den store forret at se hele Satans organisation på jorden og al ondskab tilintetgjort, og de vil opleve en retfærdig ny dag hvor en ny verdensorden under Kristi fredfyldte rige vil herske til evig tid.
En drøftelse af alle syv plager i Åbenbaringens bog, kapitel 16, findes i bogen „Babylon the Great Has Fallen!“ God’s Kingdom Rules! udgivet af Watch Tower Bible and Tract Society, Brooklyn, New York. De foregående plager er behandlet i følgende numre af Vagttårnet: 1/1, 15/2, 15/3, 15/4, 15/5 og 1/6 1967.
[Fodnoter]
a I en artikel om Har-Magedon siger Dr. Eb. Nestle: „Det er i det store og hele stadig mest sandsynligt at vi her finder en hentydning til Megiddo. . . . stedet synes at være omtalt . . . på grund af sejren over ’Kana’ans konger’ (Dom. 5:19).“ — Hastings Dictionary of the Bible, 1903-udgaven, bind 2, side 305a.
b Forfatteren og bibeloversætteren Hugh J. Schonfield identificerer Har-Magedon (Harmagedon) med Ramot i Gilead, der på Johannes’ tid muligvis var kendt som Rama-Gad-Javan, der betyder „grækernes Rama i Gad“. Stedet Gad-Javan omtales i den jødiske Mishna fra det andet århundrede. — Se siderne 181-184 i hans bog The Bible Was Right, samt kommentaren til Åbenbaringen 16:16 på side 546 i hans oversættelse The Authentic New Testament.
Schonfield forbinder i hvert fald Harmagedon med et jødisk område, selv om det han omtaler ligger øst for Jordanfloden, i det der engang var Gads stammes område. Han mener ikke det ligger nær Eufratfloden.
c Se Vagttårnet for den 1. april 1962, siderne 158, 159.