Prøvens time er kommet!
1. Hvorfor er det vanskeligt at se objektivt på verdenssituationen, og hvad beviser dette?
EN SOLDAT der aktivt er med i en voldsom kamp kan ikke have et overblik over slagets gang. Det forventes heller ikke af ham. Han er alt for optaget på anden vis, og hans syn på det hele er i høj grad påvirket af hvad han selv oplever. På samme måde har den almindelige arbejder på en arbejdsplads hvor der er opstået vanskeligheder eller udbrudt strejker og uroligheder, sandsynligvis kun hørt den agitation og propaganda der føres af dem som antages at stå på hans side. Ligesom soldaten betragter han hele sagen subjektivt, det vil sige som den berører ham personligt. Det modsatte af dette er at betragte en ting objektivt, hvilket vil sige at man betragter den uhildet, uden at være forud indtaget, personligt engageret eller påvirket af sine personlige følelser. På det jordiske, menneskelige plan er historikeren nok den der er bedst egnet til at betragte en begivenhed objektivt, for han kan se tilbage i tiden og betragte begivenheden i hele dens sammenhæng. Hvis dette gælder enkelte situationer hvor uroen syder og koger, hvad skal vi da ikke sige om en hel verdenssituation som daglig bliver mere faretruende? Hvilken enkeltperson indtager en så ophøjet stilling at han kan bedømme situationen rigtigt, forstå hvilke principper der spiller ind, og give en pålidelig vejledning som andre kan støtte sig til? Ledende mænd inden for politik og religion kommer ofte med udtalelser om at de er i stand til det, men kan de bevise det? Ofte glemmes deres ord hurtigt eller bruges senere imod dem.
2. Hvilke grunde har vi til at se hen til Bibelen efter pålidelig vejledning?
2 Hvor kan vi vende os hen og få oplysning og vejledning som er fuldt ud pålidelig? Vi må naturligvis kunne finde en sådan vejledning i Bibelen, som indeholder „Guds ord“, for dette ord er overordentlig magtfuldt og gennemtrængende, og det udtrykker dét som ’Guds hellige ånd siger’. (Hebr. 3:7; 4:12) Det var det ord der ledede Jesus under hans tjeneste og om hvilket han vidnede: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Det gav ham det rette syn, Guds syn, på tingene når han var hårdt trængt, så hvorfor ikke lade det være vor vejleder? Det svigtede ham aldrig, og vi kan også have fuldstændig tillid til at vi, efterhånden som vi nærmer os den fuldstændige afslutning på denne tingenes ordning, vil have en stærk støtte både i det levende „Guds Ord“, Kristus Jesus, og i det skrevne Guds ord. — Matt. 28:20; Åb. 19:13.
3. Hvordan har Bibelen vist sig at være en enestående historiebog, og hvad skyldes det?
3 Bibelen er en yderst bemærkelsesværdig historiebog. Den beretter objektivt om fortiden, idet den giver en sandfærdig skildring af begivenheder, personer og nationer, og viser deres virkelige baggrund. Hvad der gør den til en endnu mere forunderlig bog er at den indeholder historie skrevet på forhånd. Den retter sit skarpe lys mod vor tid, og viser hvordan „alt, hvad der forhen er skrevet, er . . . skrevet, for at vi kan lære deraf“, ja, „skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet“. (Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11) Dette kaldes profeti, og mange af disse profetier er allerede gået i opfyldelse; ja til trods for den megen kritik Bibelen er blevet udsat for, er det ikke en eneste gang blevet bevist at den har taget fejl. Hvis vi virkelig tror at Jehova står bag den, skulle dette ikke overraske os. Som Jehova selv siger: „Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket.“ — Es. 46:9, 10.
4 Hvorfor græd Johannes i forbindelse med bogrullen i Guds hånd, og hvad fik han at vide?
4 Men måske har du følt som så mange andre når du har læst Bibelen, at den for en stor del er en lukket bog, undtagen når den tydeligt udtaler sig om visse moralske normer og retningslinjer. Bliv ikke mismodig. Det var højst sandsynligt sådan Johannes følte da han i et syn så Jehova sidde på sin trone i himmelen, omgivet af en ærefrygtindgydende stråleglans, som beskrevet i Åbenbaringen, kapitel fire. Han lagde da mærke til at Jehova i sin højre hånd havde „en bogrulle, med skrift både indvendig og udvendig og forseglet med syv segl“. En sådan bogrulle i Jehovas hånd måtte tydeligvis indeholde vigtige oplysninger som det var værd at kende, men først fandtes der ingen der var „værdig til at åbne bogrullen eller se i den“. Johannes følte sig så bedrøvet over dette at han ’græd meget’, men lidt efter blev der sagt til ham: „Græd ikke! se, sejret har løven af Judas stamme, Davids rodskud, så han kan åbne bogrullen og dens syv segl.“ — Åb. 5:1-5.
5. (a) Hvordan kan vi afgøre hvem løven af Judas stamme er? (b) På hvilken måde må alle sande kristne vise sig som sejrvindere?
5 Vi har ikke vanskeligt ved at se at denne sejrende ’løve’ må være Kristus Jesus, for han omtales også som „et lam, ligesom slagtet“, og der synges en sang til hans pris: „Værdig er du til at tage bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker . . . og du har gjort dem til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på [over, NW] jorden.“ (Åb. 5:6-10) Som vi allerede har set beviste Jesus sin lydighed under den vanskeligste prøve og viste sig derved værdig til den ophøjede stilling han indtager ved Guds højre hånd. Gennem sin præstegerning bliver han brugt til at føre „mange sønner til herlighed“, hvor de får plads med ham på hans himmelske trone. Disse mange sønner som udgør den kristne menighed må ligeledes bevise at de er sejrvindere. Ligesom Jesus kunne sige: „Jeg har overvundet verden,“ til trods for alle de prøvelser han blev udsat for, sådan må hver eneste af dem som er „genfødte“ og derved optaget i Guds familie som hans sønner, kunne sige det samme. Johannes bekræfter ikke alene dette, men viser også hvad det er der gør dette muligt. Han siger: „Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde; thi alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ Læg mærke til de ildbestandige egenskaber en lydig tro er i besiddelse af, når den bygger på agápe-kærligheden. Det personlige ansvar som enhver har for at sejre understreges kraftigt i Bibelen; ved slutningen af hvert budskab til de syv menigheder der udgør den sande kirke, loves belønningen således til hver den „der sejrer“. — Hebr. 2:10; Joh. 16:33; 1 Pet. 1:23; 1 Joh. 5:3, 4; Åb. 2:7–3:21.
Prøvens time for alle jordens beboere
6. Hvad kendetegner nogle af de syner Johannes fik? Spiller tidspunktet en rolle?
6 Du vil måske sige at dette krav ganske tydeligt gælder de forholdsvis få der får plads med Kristus på hans trone; men gælder det kun dem? Lad os se hvad der videre blev åbenbaret for Johannes da bogrullen blev åbnet af den der fandtes værdig til det, og dens hidtil velbevarede hemmeligheder blev afsløret. Det banede vej for yderligere syner „som Gud gav ham [Jesus] for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast.“ (Åb. 1:1) Vi tænker her på en række syner der levende skildrer en tid med et stort pres som ville hvile tungt på alle der levede på det tidspunkt. Ingen ville gå fri. Som vi skal se oplever vi nu den tid; prøvelsens time er nu kommet!
7. Hvordan forklarer Åbenbaringen grunden til at Djævelens harme er stor?
7 Idet vi kun vil berøre de punkter der har med vort tema at gøre husker vi at der i Åbenbaringen, kapitel tolv, ved hjælp af symboler berettes om Rigets fødsel og dets konges indsættelse på tronen i 1914. Der fortælles om hvordan Djævelen, efter at han er kastet ud af himmelen, er fuld af harme „fordi han ved, hans tid er kort“. Han føler at han selv er under et stort pres. Han har ingen tid at spilde. Han raser fordi han ved at „de [Kristi brødre] har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord“. Derfor går han bort „for at føre krig mod . . . dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd [har den gerning at bære vidnesbyrd om Jesus, NW].“ — Åb. 12:11, 12, 17.
8. (a) Hvilket syn fik Johannes derefter? (b) Hvad symboliserede det, og hvilket stridsspørgsmål og hvilket pres medfører det?
8 De er imidlertid ikke de eneste der berøres af dette. Johannes ser derefter „et dyr . . . det havde ti horn og syv hoveder“, og det symboliserer Satans synlige jordiske politiske organisation, der har bestået lige til vor tid. Læg nu mærke til hvordan situationen udvikler sig og åbenbarer at det stridsspørgsmål der er årsag til presset kan sammenfattes i ordene: Hvem tilbeder du? Johannes fortæller at „dragen [Satan] gav det [dyret] sin kraft og sin trone og stor magt. . . . Og hele jorderig fulgte undrende efter dyret. Og de tilbad dragen, . . . de tilbad også dyret.“ Johannes siger også at „der blev givet det [dyret] magt over alle stammer og folk og tungemål og folkeslag. Og alle de, der bor på jorden, skal tilbede det, alle de, der ikke fra verdens grundlæggelse har deres navn skrevet i livets bog, det slagtede Lams bog.“ (Åb. 13:1-4, 7, 8) Der er i sandhed ingen der går fri, men den sidste sætning viser at selv om folk i almindelighed bukker under for presset der vil tvinge dem til at tage del i falsk religion, findes der undtagelser, som vi skal komme ind på om lidt. Hvilken udmærket skildring af den nuværende situation! Er det ikke ganske almindeligt at folk giver deres arbejdskraft, loyalitet og patriotiske støtte til den politiske regering der i øjeblikket er ved magten? De underordner sig dens myndighed, om end modvilligt når der er tale om tvungen tjeneste. For dem er „kejseren“ den eneste og højeste autoritet. I Guds øjne er dette ensbetydende med at man tilbeder dyret og dragen, Djævelen, „denne verdens gud“. — 2 Kor. 4:4.
9. Hvordan viste Jesus med sit eksempel hvilket standpunkt vi bør tage med hensyn til sand tilbedelse?
9 Hvordan stiller du dig til dette spørgsmål? Husker du hvad Jesus svarede Satan da denne prøvede at friste ham til at ’kaste sig ned og tilbede ham’, mod at Satan gav ham „alle verdens riger og deres herlighed“ (som udgør „dyret“)? Jesus svarede: „Vig bort, Satan! thi der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren [Jehova] din Gud og tjene ham alene.’“ (Matt. 4:8-10) Læg mærke til hvor nær tilbedelse og tjeneste er knyttet sammen. Hvis vi påstår at vi tilbeder Jehova, må vi bevise det ved at yde ham, og ham alene, hellig tjeneste. Dette princip blev understreget på et tidligt tidspunkt. Josua sagde til folket: „Han [Jehova] er en Gud der fordrer absolut hengivenhed.“ Det er det standpunkt vi må tage, idet vi lærer hvordan vi skal betragte den nuværende situation med Guds øjne og se hvordan hele dette stridsspørgsmål berører os. — Jos. 24:19, NW.
10. Hvordan skildrer Johannes’ næste syn den udvikling der yderligere har fundet sted i vor tid?
10 Der følger imidlertid mere om dette vigtige spørgsmål om tilbedelse. Johannes ser dernæst „et andet dyr . . . det havde to horn ligesom et lam . . . og får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr“. Dertil kommer at det „opfordrer dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret“, som det giver livsånde, „så dyrets billede endog kunne tale og lade alle dræbe, som ikke ville tilbede dyrets billede“. Som om dette ikke var nok, siger beretningen videre: „Det får alle [det tvinger alle, NW] . . . til at give sig selv et mærke . . ., for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navns tal.“ (Åb. 13:11-17) Her skildres den udvikling der har fundet sted i Satans synlige organisation, sådan som man har set det i den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt og i denne store verdensmagts frembringelse af „et billede“, først i form af Folkeforbundet og nu vakt til live som De forenede Nationer. Men uanset den udvikling der har fundet sted, er det den samme historie om igen. „Alle“, små og store, rige og fattige, frie og trælle, bliver udsat for et ubarmhjertigt pres der skal få dem til at tilbede og tjene disse dyriske organisationer og, gennem dem, Satan Djævelen selv.
11. Hvilken storslået modsætning hertil skildres i Åbenbaringen 14:1-5?
11 Lad dette være nok til at belyse den mørke side af sagen. Lad os nu betragte hvordan dette modvirkes af det efterfølgende. Johannes ser derefter dem der udgør Kristi brud, de 144.000, stående sammen med Lammet på Zions bjerg. De har ikke dyrets mærke men Lammets og dets Faders navn skrevet på deres pander, hvilket viser at de er sejrvindere. Som en understregning af deres loyalitet og udelte hengivenhed over for deres himmelske brudgom, siges der at de „ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er som jomfruer; det er dem, der følger Lammet, hvor det går. . . . Og i deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri“. Deres navne er skrevet i „Lammets bog, som er livets bog“, hvilket dog ikke bør få os til at overse en anden „livets bog“, en bog over alle dem der skal leve på jorden og som viser sig trofaste under prøve, især under den sidste prøve ved slutningen af Kristi tusindårige regering. — Åb. 14:1-5; 21:27; 20:12.
12. Hvilken betydningsfuld sandhed understreges i budskabet i Åbenbaringen 14:7, og hvordan opfyldes dette?
12 Derefter hører og nedskriver Johannes et budskab der forkyndes for alle jordens beboere: „Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.“ (Åb. 14:6, 7) Hvor klart og magtfuldt! Den store Skaber og livets Kilde har den suveræne ret til at kræve at alle skabninger uden undtagelse tilbeder og tjener ham. Han fortjener det. Han sørger for at dette budskab bliver forkyndt overalt på jorden, for det er det grundlæggende tema i det sandhedsbudskab som Jehovas vidner forkynder „over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“. Det er en del af det tegn som Jesus sagde ville blive opfyldt før den nuværende generation forgår. I dag forkyndes dette budskab med større intensitet og kraft end nogen sinde før. — Matt. 24:3, 14, 34.
13. Hvordan vises det yderligere hvilket valg menneskene står over for?
13 Kort efter hører Johannes en anden engel forkynde hvad der ville ske i forbindelse med den sidste dom „hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd“. (Åb. 14:9-11) Guds ord fremholder således meget tydeligt de to muligheder der er at vælge imellem. Denne advarsel udgør også en del af det bibelske budskab Jehovas vidner forkynder. De betragter det som deres gudgivne bemyndigelse at bringe den ud, for de ønsker at sige ligesom Paulus: „Derfor vidner jeg for jer på denne dag, at jeg ikke er skyldig i nogens blod; thi jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan.“ — Ap. G. 20:26, 27.
14. Hvad bør vi gøre hvis vi føler at vi ikke vil kunne modstå presset?
14 Selv om kravet og befalingen om at vi kun skal tilbede og tjene Jehova fremholdes så klart, føler du måske at du ikke vil kunne modstå hele det voldsomme pres der blev omtalt i de foregående skriftsteder. Jehova som „kommer i hu, vi er støv“, glemmer ikke vore skrøbeligheder og behov. Lad os derfor yderligere undersøge hvilken storslået foranstaltning han har truffet for at vi kan undslippe og samtidig, mærkeligt nok, forblive hvor vi er. Hvordan kan dette lade sig gøre? — Sl. 103:14.
Hvordan vi bygger under kyndig vejledning
15 (a) Hvordan kan vi undfly den snare Jesus omtalte? (b) Hvilket godt eksempel har Noa sat os?
15 Der er især fire skriftsteder der taler om hvordan man kan undslippe og blive udfriet. Vi har allerede nævnt at Jesus taler om at dommens dag vil komme som „en snare“ over alle jordens beboere, i lighed med vandfloden på Noas tid, der kom bag på og begravede alle mennesker, på nær otte, fordi de ikke „ænsede“ advarselsbudskabet. Som Jesus sagde kan vi undfly dette ved omhyggeligt at give agt, ’vogte os’, så vi undgår al selvisk nydelse og stræben, og ved at ’våge og bede’. Når vi gør det, vil vi, selv om vi bliver hvor vi er, kunne „undfly“ den sidste ugunstige dom, der om kort tid vil ramme menneskene. Vi vil kunne „bestå for Menneskesønnen“ fordi vi ejer hans gunst og godkendelse. Vi må være ligesom Noa og hans familie, der forblev hvor de var men alligevel undgik at blive besmittet af den fordærvede generation der da levede, mens de fortsatte arbejdet med at bygge arken under kyndig vejledning. — Matt. 24:37-39; Luk. 21:34-36; 1 Mos. 6:14-16.
16. Hvordan opfyldes løftet i Åbenbaringen 3:10, og hvad kræver det af os?
16 Til ’menigheden i Filadelfia’ gav Jesus følgende løfte: „Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund [prøvens time, NW], som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden.“ (Åb. 3:7, 10) Det er ikke ved at løbe bort fra prøven eller ved at skjule os i et kloster at vi kan undgå at blive svækket under det pres som Satans dyriske tingenes ordning øver på os, men ved at forblive hvor vi er og daglig lægge lydighed og udholdenhed for dagen, idet vi følger Jesu eksempel med hensyn til at blive hvor Gud har sat os, i verden men ikke af den, ikke besmittet af den. Ved at forblive sammen med Guds folk og nyde dets støtte vil vi kunne holde ud i tjenesten og tilbedelsen af Jehova, og således støtte hans rige. Da Jesus udførte sin tjeneste fortsatte han med det arbejde hans Fader havde givet ham og byggede under kyndig vejledning. — Joh. 9:4; 17:4.
17. Hvilken vejledning og trøst kan vi hente i løftet i Første Korinterbrev 10:13?
17 Dette bekræftes af Paulus’ ord: „Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ (1 Kor. 10:13) Gud prøver os og tillader Satan at friste os. Det kan ingen undgå. Mens det imidlertid er Satans hensigt at nedbryde vor tro og hengivenhed, er det altid Guds hensigt at opbygge os ved at oplære og tugte os under kyndig vejledning, sådan som han gjorde med Jesus. Som en kærlig og viis fader véd han langt bedre end os hvordan vi kan opøve vor evne til at holde ud, og „salig [lykkelig, NW] den mand, som holder ud i prøvelse“. Frygt aldrig; hvis du overgiver dig i hans hænder, vil han ikke tillade at Satan lægger så stort et pres på dig at du ikke kan se nogen udvej. — Hebr. 12:7-11; Jak. 1:12.
18. (a) Hvilken storslået foranstaltning fortæller Joel 3:5 om? (b) På hvilke forskellige måder anvendes ordet „hus“ i Bibelen?
18 Endelig læser vi i en profeti som nu opfyldes og som går forud for „[Jehovas] store og frygtelige dag“: „Men enhver, som påkalder [Jehovas] navn, skal frelses; thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som [Jehova] har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som [Jehova] kalder.“ (Joel 3:4, 5) Hvilken storslået, trøstende foranstaltning! Men hvor finder vi dette Zions bjerg og Jerusalem hvortil vi kan undslippe? Dette spørgsmål bringer emnet husbyggeri på bane. Salmisten sagde: „Dersom [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves.“ (Sl. 127:1) Omvendt: hvis Jehova bygger huset og anerkender det som sit eget, kan de der arbejder under denne store bygmesters vejledning være sikre på at det vil lykkes. Hvor og hvad er Jehovas hus? Foruden om en bogstavelig bolig bruges ordet „hus“ ofte om en familie eller om et helt folk, som for eksempel „Arons hus“ og „Israels hus“. (Sl. 115:10; 3 Mos. 10:6) Som nation betragtet viste Israel sig utro, og det var årsag til at Jesus sagde om dets tempel i Jerusalem: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ (Matt. 23:38) Jesus var imidlertid allerede begyndt at forberede et andet hus eller tempel, et åndeligt hus. Under sin tjeneste begyndte han at indsamle byggematerialet, det vil sige hans disciple, som på pinsedagen i år 33 åbenlyst blev anerkendt af Gud som hans åndelige hus eller tempel, „opbyggede på apostlenes og profeternes [de kristne profeters] grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten“. — Ef. 2:20-22. (Se også Hebræerbrevet 3:6; 1 Pet. 2:5.)
19. Hvor kan vi i dag finde Guds „hus“ og „stad“?
19 I det gamle Israel blev Zion eller Jerusalem med dets tempel, der rummede pagtens ark som repræsenterede Jehovas nærværelse, centret for tilbedelsen. I lighed hermed siges der at den kristne menighed, det åndelige Israel, er kommet til „Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem“. (Hebr. 12:22; Åb. 21:2) I dag findes der en rest af denne åndelige tempelskare, en rest der udgør kernen i Jehovas kristne vidners samfund, og omkring denne kerne foregår der i åndelig forstand et opbyggende og effektivt byggearbejde. Det udføres ved hjælp af Guds ånds kraft, i enhver henseende i fuld harmoni med Guds ord og under kyndig vejledning af den kristne menigheds hoved, Kristus Jesus. Du opfordres på det hjerteligste til sammen med Jehovas vidner at være med i dette storslåede byggeprogram ved at overvære og deltage i deres møder, og ligeledes ved at tage del i deres forkyndelse og undervisningsarbejde. Du vil ikke alene modtage kyndig vejledning, men du vil også blive hjulpet til at kunne give kyndig vejledning mens du til stadighed dygtiggør dig i at udføre det bibelske undervisningsarbejde sammen med „de undslupne“.
20. Hvordan understregede både Jesus og Paulus betydningen af at bygge i åndelig forstand?
20 Bibelen taler ikke alene om et kollektivt byggeprogram, men tilskynder os også til at gennemføre et personligt byggeprogram. Da Jesus ville understrege betydningen af lydighed stillede han „enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem“, op i skarp kontrast til enhver der hører ordene men „ikke handler efter dem“. Det hus der gav mulighed for evigt liv, idet det var bygget af den førstnævnte på den klippegrund som lydighed mod gudgiven vejledning sammenlignes med, modstår stormen, mens det hus den sidstnævnte bygger, på ulydighedens skridende sand, snart styrter sammen under presset. (Matt. 7:24-27) Paulus, som også var „en kyndig bygmester“, viste ligeledes at der var en tydelig modsætning mellem den hvis personlighedsmønster blev opbygget af værdifulde egenskaber som udholdenhed, integritet og urokkelig hengivenhed, der sammenlignes med „guld, sølv, kostbare sten“, og den hvis personlighed manglede disse egenskaber og blev opbygget med „træ, hø, strå“. Den førstnævntes kristne personlighed overlever ildprøven, og den eller de der har opbygget ham modtager en belønning. Men om den sidstnævnte, som er opbygget forkert, kan det siges, som Jakob skrev, at han ikke lader „udholdenhed . . . føre til fuldkommen gerning, . . . og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren, en tvesindet mand, som han er, ustadig på alle sine veje“. — 1 Kor. 3:10-15; Jak. 1:7, 8.
21 (a) Kan vi i en vis forstand bygge til fuldkommenhed, set med Guds øjne? (b) Hvad sagde Jesus herom?
21 Lad os ydmygt og lydigt „tage mod tugt som giver indsigt, retfærdighed og dømmekraft og retskaffenhed [ildfaste egenskaber] . . . Et viist menneske vil lytte og tage imod mere undervisning, og forstandig er den som erhverver sig kyndig vejledning“. (Ordsp. 1:3, 5, NW) Det at man indvier sig til Jehova og slutter sig til hans folk, er vejen til at bygge på rette måde i åndelig henseende. Det er sandt at vi endnu ikke kan bygge til absolut fuldkommenhed i kødet, men vi kan opbygge et nyt livsmønster, grundlagt på „den nye personlighed . . . i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. (Ef. 4:24, NW) Husk hvad Jesus sagde om fuldkommenhed. Efter at han havde forklaret sine disciple om den gudlignende kærlighed som er den væsentligste forudsætning for uselvisk og ægte omsorg for andre, og som endog får os til at elske vore fjender og bede for vore forfølgere, sagde han: „Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen“. Selv til en der ikke var en discipel, den rige unge mand, omtalte Jesus fuldkommenhed på samme måde, idet han sagde: „Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, . . . og kom så og følg mig!“ — Matt. 5:43-48; 19:21.
22. (a) Hvordan kan vi opelske en gudlignende kærlighed? (b) Hvordan er denne kærlighed en forudsætning for at vi kan blive sejrvindere?
22 Denne gudlignende kærlighed er den største egenskab, det vigtigste krav. Eftersom denne egenskab ikke automatisk hører med til og er indbygget i fuldkommenheden, er der al grund til at opelske den som en del af vor nye personlighed. Det er muligt at gøre det. Jesus kunne øjensynlig se at den rige unge mand virkelig havde mulighed for at gøre det, for ellers ville evangelisten Markus ikke have skrevet at Jesus „fattede kærlighed til ham“. (Mark. 10:21) Jesus følte sig ikke tiltrukket af nogen blot på grund af deres udseende. Kærlighed kan, ligesom tro, blive en prøvet egenskab. „Kærligheden er langmodig . . . [og] udholder alt.“ (1 Kor. 13:4-7, 13) Den er en forudsætning for at vi kan blive sejrvindere. Vi kan ikke modstå det pres der øves os i en ond retning ved blot at prøve at undgå det, for derved opstår der et tomrum som Satan og hans dæmoner hurtigt vil udfylde. (Matt. 12:43-45) I stedet må vi frivilligt udsætte os for det pres der øves i en god retning. Som Paulus sagde: „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!“ (Rom. 12:21) Det er det vi opfordres til at gøre ved at indvi os til Jehova. Vi må lære hvordan vi kan betragte alt fra hans synspunkt, det bibelske synspunkt. Det er sund fornuft og en ret indstilling. Lad os ydmygt forblive under det opbyggende pres som hans ord og organisation øver på os. Lad os indbyde andre til at komme til hans organisation, til ’Jehovas hus’, til det himmelske Zion og Jerusalem, for det er fra dette center for tilbedelse Jehovas lov og ord udgår. Lad os sammen med hans folk tage del i alle grene af tjenesten for og tilbedelsen af Jehova, idet vi anerkender hans retmæssige suverænitet over os og over alle hans øvrige skabninger. — Es. 2:2-4.
[Illustration på side 18]
Alle er udsat for et pres der skal få dem til at tilbede Djævelens synlige jordiske politiske organisation, skildret ved dyret der steg op af havet. Hvem tilbeder du?