Breve

Om Jesu rettigheder

Den 26. september 1949.

Hr. N. N.!

Da De i Deres brev af 16. ds. bestrider rigtigheden af det, der har været fremholdt i Vagttaarnet, kan vi ikke gøre noget bedre end at henvise Dem til nogle ansete autoriteter. Westminster Dictionary of the Bible (den reviderede udgave af 1944) siger side 198 under „Slægtsregister“ angående problemerne i forbindelse med Jesu jordiske herkomst gennem Davids slægtslinie: „En nemmere løsning af problemet i forbindelse med denne teoris slægtslinier er den, at slægtstavlen hos Mattæus indeholder de LEGALE efterfølgere til Davids trone, men Lukas opgiver Josefs forfædre på fædrene side. . . . efter Zerubbabel skiltes de to slægtslinier. Den ældste søns familie, i hvilken retten til tronen gik i arv, uddøde tilsidst, og den yngre søns efterkommere arvede titlen. . . . slægtstavlen hos Mattæus giver os Josefs slægtsregister og fremstiller ham som arving til Davids trone, mens slægtstavlen hos Lukas bringer Marias slægtsregister og viser Jesus som den VIRKELIGE søn af David. . . . Ifølge Lukas er Jesus barnebarn af Eli, Marias fader, og således en direkte efterkommer af David. . . . I slægtsregisteret i Mattæus, kapitel 1, fremkommer bemærkningen: „Efter bortførelsen til Babylon blev Jekonja fader til Sjealtiel.“ De to slægtsregistre er forståelige, hvis denne bemærkning hos Mattæus opfattes som en erklæring i al almindelighed efter genealogisk skik i betydningen den LEGALE arvefølge til tronen. Ved Jekonjas død overgik titlen fra ham til Sjealtiel, en direkte efterkommer af David.“ Under „Jesus Kristus“ siger samme dictionary på side 303: „Messias skulle være en søn af David; og derfor nedstammede Josef, hans legale fader, og sandsynligvis moderen, hans virkelige moder, fra David. . . . Indskrivningen af jøderne fandt rimeligvis sted efter den jødiske metode, efter hvilken faderen for hver husstand blev indskrevet, ikke på sin bopæl, men på det sted, hvor hans familie hørte til efter dens herkomst. Derfor måtte Josef rejse til Betlehem, Davids fødeby. Maria ledsagede ham.“

McClintock & Strong’s Cyclopædia (1882) siger i bind III på side 773 under „slægtsregister“: „Grotius . . . formoder, at Lukas eftersporer Kristi kødelige herkomst og Mattæus den legale. Dette hævder han af to grunde: . . . Dr. Barrett . . . fremstiller sine egne hypoteser, nemlig, at Mattæus bringer Josefs slægtsregister og Lukas Marias. Han antager, at der er en fyldestgørende grund til, at Lukas, efter at Mattæus har bragt sin slægtstavle, skulle tilføje en anden, nemlig for til fulde at bevise, at Kristus kunne udlede sit slægtskab efter kødet fra David, ikke blot gennem sin formodede fader, Josef, men også gennem sin virkelige moder, Maria. . . . Det er velkendt, at jøderne udelukkende regnede med mandkøn, når de opstillede deres slægtstavler, og udelod datterens navn, når en bedstefaders blod gennem hende førtes videre til dattersønnen, idet man regnede datterens mand som søn af bedstefaderen på mødrene side. (4 Mosebog 26:33; 27:4-7) . . . Evangelisten Lukas har kritisk adskilt det VIRKELIGE slægtsregister fra det LEGALE ved en parentetisk bemærkning: „Jesus . . . var, efter hvad man mente, søn af Josef, (men i virkeligheden) . . . søn af Eli“, eller hans barnebarn på mødrene side.“

Hvis Maria fortalte sin mand Josef, at engelen Gabriel havde underrettet hende om, at Gud ville give hendes søn Jesus hans fader Davids trone (Lukas 1:32), da kan vi være sikre på, at Josef, som den gudfrygtige og lydlige mand han var, ville være parat til at adoptere Jesus som sin legale arving med hensyn til hans interesser i retten til Davids trone. Vagttaarnet sagde, at Josef kunne gøre dette, for bibelen siger ikke direkte, at han gjorde det, skønt den antyder det. Men ved sin menneskelige fødsel gennem Davids efterkommer Maria var Jesus naturligvis „Davids søn“, og således arvede Jesus på naturlig måde retten til Davids trone. Det var i fuld harmoni med Jesu kødelige afstamning fra David, at Gabriel kunne sige til Maria, at Gud ville give Jesus hans kødelige fader Davids trone.

Slægtstavlerne i bibelen, der for den almindelige læser synes tørre, er meget betydningsfulde. Gud ville ikke have fyldt sit ord med slægtsregistre, hvis de ingen betydning havde. Ganske særlig er Davids slægtsregister af betydning. Det viser sig ofte, at et punkt, som synes uden betydning, er meget vigtigt og nødvendigt, men let overses af den overfladiske læser. Vagttaarnet gik derfor, som De siger, „så langt i sit forsøg på at bevise et punkt, som ikke behøver noget bevis“. Gud er meget omhyggelig med og bemærker de fine små punkter, og det er til ære for hans navn at drage disse punkter frem og vise, hvor nøjagtig han er. Det var derfor et virkeligt krav, der stilledes til Jesus, at han skulle være en kødelig efterkommer af David, for at blive „Davids søn“. Hvis han havde tilhørt en anden familie end Davids, ville den blotte salvelse med den hellige ånd ikke have gjort ham til „Davids søn“. Hans indviede efterfølgere blev også salvet med den hellige ånd til at regere med ham, men de omtales ikke i skriften som „Davids sønner“. De har kun forbindelse med David, fordi de bliver lemmer på Kristi legeme. Der findes ingen slægtsregister over kong Melkizedek, men Jesus omtales ikke i skriften som „Melkizedeks søn“, fordi han blev salvet med den hellige ånd. Ved Guds ed er han blevet „præst evindelig på Melkizedeks vis“. (Salme 110:4) På samme måde var Jesus også som „Abrahams sæd“ en kødelig efterkommer af Abraham. Alle disse ting forstærker beviset for Jesu identitet.

Deres hengivne

Angående evig pine

Den 8. oktober 1949.

Hr. N. N.!

Som svar på Deres brev af 25. september må vi udtrykke vor forbavselse over, at De, i Deres forsøg på at finde støtte for læren om den evige helvedesild og pine af menneskesjæle, vender Dem til en bog med symbolsk sprog og billedtale i stedet for til nogle ligefremme, bogstavelige steder i skriften. Har De aldrig lagt mærke til, at åbenbaringen indledes med disse ord: „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i hast. Og han sendte bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes.“ (Åbenbaringen 1:1) Gennem Kristus Jesus gav Gud således sit budskab til kende eller afslørede det i tegn og symboler for Johannes. Derfor lærer Åbenbaringen 20:10 en sandhed ved hjælp af tegn og symboler, og et af disse tegn eller symboler er „Ild- og Svovlsøen“. Har De ikke lagt mærke til, hvad „søen“ symboliserer? Åbenbaringen 20:14 siger lige ud: „Og døden og dødsriget blev kastet i Ildsøen. Dette er DEN ANDEN DØD: Ildsøen.“ Og at søen repræsenterer evig død eller tilintetgørelse og ikke en levende tilstand, vises i det efterfølgende vers, hvor der siges: „Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i LIVETS bog, blev han kastet i Ildsøen.“ Fordi han ikke fandtes værdig til liv, blev han kastet i Ildsøen, det vil sige den evige dødstilstand, der er en død, som er forskellig fra den død, Adam bragte over vor slægt.

Ligesom „søen“ er et symbol i Åbenbaringen 20:10, således er også „Dyret“ et symbol og ikke noget bogstaveligt. De tror ikke, at der menes et bogstaveligt dyr, vel? På samme måde er Djævelen ikke en bogstavelig drage, og selv „Den falske Profet“ er heller ikke en bogstavelig mand, men viser sig at være en organisation. I forbindelse med Åbenbaringen 20:10 siger den af os i 1930 udgivne bog „Lys“ i bind 2, side 205: „Som det er påvist i Åbenbaringen 14:10 og kommentarerne dertil, er fængsling en pine, så længe den varer. Satan, Dyret og Den falske Profet vil aldrig nogen sinde blive frigivet eller løsladt fra deres fængsling i tilintetgørelsen, hvorfor deres tilstand med rette skildres symbolsk med ordene: „De skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ Mennesker, der er fængslet og altså i pine, kan under visse omstændigheder blive løsladt, . . . Men hverken Satan, Dyret eller Den falske Profet skal nogen sinde blive løsladt igen, efter at de er kastet i denne ildsø, som betegner den evige tilintetgørelse, hvorfra der ikke er nogen udfrielse.“ Bogen „Lys“ behandler i sine to bind hele Åbenbaringen, kapitel for kapitel og vers for vers. Mattæus 18:34 omtaler arrestforvarerne som „bøddelknægtene“.

I Åbenbaringen 14:9, 10 hedder det: „Hvis nogen tilbeder Dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne.“ Nuvel, De tror ikke, at Dyret, dets billede, mærket på panden og mærket på hånden, vinen, bægeret og Lammet er bogstavelige ting, vel? Hvis De opfatter ilden og svovlet som bogstavelige, må De også opfatte de andre ting som bogstavelige. Hvis De siger, at de andre ting ikke er bogstavelige, hvorfor holder De da fast ved, at ilden og svovlet er bogstavelige? Åbenbaringen 20:14, 15 viser, at ilden og svovlet ikke er bogstavelige, men symbolske. At de, som tilbeder Dyret og dets billede, straffes med ild og svovl, hvorfra røgen stiger op i evighedernes evigheder, betyder derfor, at sådanne afgudsdyrkere bliver kastet i den symbolske sø, hvor der er en sådan symbolsk ild og svovl. Med andre ord: de kastes i den anden død. Det er en evig død, fordi den symbolske ild og svovl aldrig slukkes for dem, som kastes deri.

De, som kastes i denne symbolske sø, forbliver ikke i live, men dør for evigt uden håb om en opstandelse. Åbenbaringen 19:20 siger ikke, at Dyret og Den falske Profet forblev i live efter, at de er kastet i „Ildsøen, som brænder med svovl“. Med hensyn til Gehenna, lossepladsen uden for Jerusalem, hvor byens affald blev brændt, så blev ligene af døde dyr henkastet der for at blive fortæret og tilintetgjort, men Dyret og Den falske Profet kastes i den symbolske ild- og svovlsø, mens de stadig er i live og virksomme. Kristus afslutter pludselig og brat deres tilværelse.

Vi tror ikke, at De blot for et øjeblik ville pine et umælende dyr. Så hvordan skulle Gud da kunne pine skabninger, som er skabt i hans billede og lighed, og pine dem så djævelsk i evighedernes evigheder, når hans søn Jesus Kristus siger: „Er I ikke meget mere værd end de?“ — Mattæus 6:26.

Prøv derfor ikke på at modbevise bibelens bogstavelige sandheder ved hjælp af symbolske udtryk, som kristenhedens gejstlighed har fordrejet fra deres virkelige betydning. Prøv ikke på at få bibelen til at modsige sig selv ved at gøre dette. Det står nu til Dem selv at modbevise de bogstavelige udsagn i bibelen, som vi har fremholdt for Dem i vore bibelske bøger for at bevise, at menneskesjælen ikke er udødelig, men dør, og derfor ikke kan pines for evigt efter legemets opløsning.

Deres i sandhedens interesse forbundne