Guds, den Almægtiges, store dag“, for at sønderknuse det vældige „jordens vintræ“, der bugner af slette frugter. I sin skildring af Harmagedonslagets kolossale nedslagtning siger Åbenbaringsbogen: „Han råbte med høj røst til ham, som havde den skarpe segl, og sagde: Hug til med din skarpe segl og saml klaserne fra jordens vintræ, for dets druer er blevet modne. Og engelen slyngede sin segl mod jorden og høstede jordens vintræ, og han kastede det i Guds vredes store vinperse. Og vinpersen blev trådt uden for byen, og blodet stod ud af vinpersen så højt som til hestenes bidsler, på en strækning af et tusinde seks hundrede stadier [over 300 km].“ — Åb. 14:18-20, NW.

21. a) Hvad er druesaftens dybde et billede på, og hvad vises der ved, at persen bliver trådt „uden for byen“? b) Hvordan kan man derfor undgå Guds vredes vinperse?

Jehovas vidners historie i nyere tid

Syvogtyvende del: Det internationale stævne i 1946

JEHOVAS VIDNER nøjes ikke med at forkynde om Jehovas nye retfærdsverden, de lever og handler også efter den nye verdens principper. De er allerede begyndt at omstille sig efter den livsførelse, som vil gøre sig gældende i den nye verden, og har derfor forkastet mange af den gamle verdens vaner, skikke og fordomme. De er klar over, at de nu lever i en overgangsperiode, da den gamle verdensorden fuldstændig skal forsvinde fra skuepladsen, og en ny tingenes ordning, nemlig den nye verdens, er begyndt at tage form for at overtage styret over denne skønne jord for bestandig. Som tidligere omtalt i denne historiske beretning, er der siden 1919 som følge af Jehovas velsignelse opstået et teokratisk organiseret samfund, den nye verdens samfund. Dets grundvold og hede opbygning er bibelsk, idet det er forordnet og ledet af den sande Gud, Jehova. Hans rette Hyrde, Kristus Jesus, sørger for, at organisationen stadig vokser. Den kan sammenlignes med en stor indhegning, en vældig fold, der beskytter de mennesker, som ejer fårets gode egenskaber, og den gøres stadig større, fordi den skal rumme skarer af „andre får“ fra alle jordens egne. Forkyndelse og bibelundervisning er kendetegnet på, at et menneske hører med til de udfriede „får“. Dernæst må vedkommende gennem vanddåben aflægge vidnesbyrd om, at han har indviet sig. Det betyder, at et sådant nyfundet får må vokse åndeligt for at kunne tilbede Jehova og blive Guds ords forkynder, for det er i dag det vigtigste af alt arbejde for enhver, der tilhører den nye verdens teokratiske samfund. Efter at man har taget et sådant skridt, må der bevares en ren og regelmæssig forbindelse med samfundets lokale menighed. Et sådant udfriet får går ikke længer sine egne veje som et omstrejfende, bortløbet får, men det er modtageligt for vejledning fra den myndighed, der udøver en hyrdes gerning. Som et får, der bliver ledet på rette måde, glæder det sig over det sande fællesskab, der findes i folden.

Gavnligt fællesskab og samhørighed mellem sine „får“, sine tilbedere, det er, hvad Jehova, Overhyrden over alle, har tilvejebragt ved hjælp af sin organisation. Da Gud bragte Israels millioner ud af Ægypten, ledede han dem kærligt ved sin underhyrde Moses, til hvem han sagde: „Jehovas årligt tilbagevendende højtider, som du skulle kundgøre, er hellige stævner.“ (3 Mos. 23:2, NW) Under deres omvandren i ørkenen og i de følgende år i Jerusalem samledes millioner af israelitter tre gange om året i indtil otte dage ad gangen til højtid. Det var lejligheder, hvor man kunne glæde sig over at komme sammen i mængde og mærke fællesskabet.