-
Beskyt og opbyg menigheden ved loyalitetRigets Tjeneste – 1975 | September
-
-
Beskyt og opbyg menigheden ved loyalitet
1 De der rækker ud efter et ansvar i menigheden, og alle andre som ønsker at behage Gud, må opdyrke egenskaben loyalitet. Loyalitet er i sandhed en smuk egenskab! Det gælder især når den er forenet med kærlighed, en ægte, loyal kærlighed. „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“ — Ordsp. 17:17.
2 I almindelighed vil man måske definere loyalitet som troskab over for en hersker, en regering, en leder eller en sag, men Bibelen viser at det er mere end det. Loyalitet er en form for venlighed der i kærlighed knytter sig til en genstand, indtil hensigten i forbindelse med denne genstand er opfyldt. Modgang og vanskeligheder får ikke én til at ophæve et dybt venskab der er baseret på loyal kærlighed. Kun troløshed, virkelig illoyalitet, kan bryde dette stærke bånd.
3 Om Jehova har de der befinder sig i hans nærhed sagt: „Du alene er loyal.“ (Åb. 15:4) Mennesker vil aldrig helt kunne måle sig med Jehova i hans fuldkomne og ligevægtige loyalitet, men vi kan søge at efterligne hans ophøjede eksempel. (Ef. 5:1) Vi viser kærlighed fordi han har elsket os først. (1 Joh. 4:10, 11) Inden for den kristne menighed knyttes vi sammen i kærlig loyalitet mod Jehova og mod hverandre. „Sand retfærdighed og loyalitet“ hører med til den nye personlighed. — Ef. 4:24.
4 Ældste skal på eksemplarisk vis være loyale som hyrder for hjorden. (Tit. 1:8, 9) Deres loyale kærlighed til Jehova vil formå dem til ikke blot at skuldre deres ansvar på eksemplarisk måde, men også til at stå last og brast med deres trofaste medtjenere når disse udsættes for hån eller prøvelser. Det er deres pligt at forsvare Jehovas navn i menigheden og blandt folk i distriktet. (2 Kor. 7:1) Når de giver vejledning må de holde sig til Guds trofaste ord. De må altid være årvågne for at der ikke skal indsnige sig urenhed, falsk lære eller splittelser i menigheden.
5 Loyal kærlighed vil få os til at se stort på andres svagheder og de synder de uforvarende begår, „for kærlighed dækker over en mængde synder“. (1 Pet. 4:8) Loyalitet mod Gud vil på den anden side hjælpe os til ikke at vise misforstået loyalitet, den tendens der kan være til at støtte andre, især ens egne venner, selv om de gør noget forkert. I det gamle Israel skulle den der blev vidne til en uret handling, fortælle de ældste hvad han vidste, for ikke at blive medskyldig i en eventuel forkert afgørelse. — 3 Mos. 5:1.
6 Hvis du derfor erfarer at der virkelig er sket en overtrædelse — hvis nogen følger en kurs der kunne føre til udstødelse — så må du vise sand loyalitet ved at hjælpe de ældste med alle de faktiske oplysninger du har. Der er ikke tale om at „sladre“ om eller „angive“ nogen, som man måske ville kalde det i den gamle verden. Af kærlighed til vedkommende vil du måske vælge at tilskynde ham til selv at gå til de ældste og fortælle om sin urette handling, men lade ham forstå at du vil fortælle det hvis han ikke selv gør. I virkeligheden er det et udslag af loyalitet mod overtræderen at man hjælper de ældste til at få alle de nærmere omstændigheder at vide, så de kan give den hjælp der skal til, og overtræderen ikke mister udsigten til evigt liv.
7 Loyalitet mod Gud, sammen med vejledning fra hans ord, skaber en atmosfære af forståelse og respekt hvori vi kan forbedre vort forhold til hinanden. Det kan hjælpe os til ikke at påtvinge andre vores samvittighed i spørgsmål om personlig smag, når der ikke er nogen bibelske principper som krænkes. For eksempel vil de ældste kun i yderliggående tilfælde føle sig foranlediget til at give bibelsk vejledning i spørgsmål om påklædning, frisure og andet af den art.
8 Loyalitet mod Gud og vore brødre giver fred og en god samvittighed. Det indgiver andre større kærlighed og loyalitet, og det fører til Guds godkendelse. Han vil lytte til og besvare menighedens bønner. (1 Tim. 2:8) Ja, med den gode ånd som loyalitet fremkalder kan vi opnå større frimodighed over for Gud og mennesker. — Hebr. 4:16.
-
-
Hvordan betragter du fortrolige sager?Rigets Tjeneste – 1975 | September
-
-
Hvordan betragter du fortrolige sager?
1 Som kristne har vi meget godt som vi kan have glæde af at tale sammen om — bibelske tanker, oplevelser, stævner. Dog viser Bibelen at nogen selvbeherskelse er nødvendig med hensyn til det vi taler om. (Sl. 34:13, 14; Ordsp. 10:19) Vi må for eksempel undgå at sladre, at udsprede skadelige rygter, ligesom vi heller ikke ønsker at være nogle som altid fortæller alt det videre de har hørt. — Ordsp. 20:19.
2 Vi må være åbne og ærlige og ikke mistroiske og hemmelighedsfulde. Men nogle sager er fortrolige, og dem bør vi ikke drøfte med andre uden at vi har ret til at gøre det. Det kan måske ikke altid være let at overholde, for vi kan blive fristet af en indskydelse til at betro en ven noget som vi i fortrolighed har fået at vide. Det kræver også selvdisciplin ikke at prøve nysgerrigt at hale fortrolige oplysninger ud af andre. — Dom. 16:15-17.
3 Lad os se på nogle områder hvor dette gælder. Familien: Inden for familien råder der en vis fortrolighed og man bliver måske bekendt med at et af familiens medlemmer har en svaghed eller nogle private planer. Ægtemanden, hustruen og børnene bør ikke fortælle alle og enhver om alt hvad der sker eller planlægges i familien. (Sl. 50:20) En side af den kærlighed familiens medlemmer har til hinanden, består i at familiens medlemmer er pålidelige. Dette er noget som forældrene kan hjælpe børnene til at lære. Arbejdspladsen: Røber man detaljer eller planer vedrørende sin arbejdsgivers virksomhed eller forretning, kan det skade ham økonomisk. Menigheden: De ældste må holde den viden fortrolig som de har fået i forbindelse med problemer de tager sig af. Hvis nogen betror sig til en ældste om et åndeligt problem eller et familieanliggende, og den ældste så publicerer det videre, vil man måske tøve med en anden gang at søge hjælp hos de ældste. (Jak. 5:13-16) Selv om en ældste kommer ud for at hans hustru eller børn af nysgerrighed spørger ham ud, bør han ikke åbenbare fortrolige menighedsanliggender for dem. Derved undgår han også at bebyrde sin hustru og sine børn med sådanne menighedsproblemer. (Vagttårnet, 1. oktober 1971, siderne 454-456)
4 Når vi ser sådan på fortrolige sager, kan vi koncentrere os om at drøfte hvad der er opbyggende og gavnligt. — Ordsp. 25:9; 16:13.
-
-
BekendtgørelserRigets Tjeneste – 1975 | September
-
-
Bekendtgørelser
◆ Tilbud i september: Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse? eller Virkelig fred og sikkerhed hvordan? (kr. 2,00) Oktober: Et års abonnement på Vågn op! kr. 15,00 (med abonnementet følger gratis bogen Evigt liv — i Guds børns frihed eller en bog der er ældre).
◆ Abonnementsfornyelser: Alle fornyelser på abonnementer der udløber pr. 30. september skal indsendes til Selskabet senest den 10. september. Husk at prisen er kr. 15,00 pr. år.
◆ Regnskabsrevision: Husk revision af menighedens regnskab efter 1. september.
◆ På lager:
Guds „evige forsæt“ gennemføres til menneskets bedste — dansk
Man’s Salvation Out of World Distress at Hand! — engelsk
Farvepostkort fra skuespillene (sæt med 6 stk., kr. 3,00)
◆ Kredstilsynsmandens offentlige foredrag: Fra og med søndag den 7. september holdes lysbilledforedraget: De vanskelige tider — hvad betyder de? Når alle menighederne har haft det, fortsættes med foredraget: Ind i den nye orden under ledelse af Kristus.
◆ Pionerrapportkort: Det foreslås at den præsiderende tilsynsmand på næste bestilling af bøger til menigheden bestiller tolv rapportkort for hver almindelig pioner plus andre formularer som menigheden vil få brug for i løbet af det kommende tjenesteår.
-
-
Forslag til præsentationRigets Tjeneste – 1975 | September
-
-
Forslag til præsentation
Det onde vil snart ophøre!
Sl. 37:9, 10 — De onde vil snart være borte.
-
-
Tillæg — En dobbelt velsignelse i form af to nye bøgerRigets Tjeneste – 1975 | September
-
-
Selv lige før sin død tænkte Jesus på Guds forsæt vedrørende et jordisk paradis. (S. 147, § 17) Hersker nu i himmelen. Følger vi hans ledelse? (Hebr. 5:8, 9; Matt. 24:14, 43, 44)
5. Guds forsæt føres igennem til sejr — til gavn for hvem? (po, kap. 13-15)
Påskønner vi den tålmodighed Gud har vist ved gennemførelsen af sit forsæt? (5 min.) Alle er nu og da utålmodige; er vi, i forbindelse med Guds forsæt? (S. 184, § 3) Guds tålmodighed til gavn for os; kan nå at lære forsættet at kende og indrette os efter det. Hans ønske om at mennesker skal få gavn af det, fremgår af hans udvælgelse af den fuldtallige „sæd“. (2 Pet. 3:9)
Gud gennemførte gradvis sit forsæt, omfattende den fuldtallige „sæd“. (20 min.) Hvem ’sæden’ var og hvad den ville udrette, var længe en hemmelighed. Jesus kom som Messias og den der i første række var ’sæden’, men der var mere i vente. (1 Mos. 22:17, 18; s. 157, § 12) Guds forsæt omfattede en administration, en fremgangsmåde, der ville forene alt under Kristus. (S. 152) På pinsedagen i år 33 begyndte Jesus at opbygge menigheden, at sætte det åndelige „Guds Israel“ i stedet for det kødelige Israel. (S. 154, 155) De salvede blev en del af Abrahams sæd; først jøder. (Apg. 3:24-26; s. 157, 158) Senere udvidet til at omfatte hedninger, som før „intet håb“ havde. Guds tålmodighed blev således til stor gavn for dem. (Ef. 2:11, 12; s. 160) Dermed var hans „hellige hemmelighed“ åbenbaret. (Ef. 3:5, 6; 1 Pet. 1:10-12; s. 163, 164) Guds handlemåde vidner om hans visdom og tålmodighed. Vi kan få gavn af den. Men vil vi?
Det fremadskridende forsæt giver os mulighed for at opnå evigt liv. (20 min.) Kan være sikre på at Guds forsæt vil blive ført igennem til sejr, trods forsøg på at hindre det. (S. 165) Ikke vente nogen gavn af kristenheden. (2 Pet. 2:1-3; s. 166, 167, læs § 4, 5.) Har levet i en afgørende tid siden 1914. (S. 169-174) De salvede har ikke forsømt lejligheden til at ære Jehova; har endog antaget navnet. (S. 175) Vidner om at forsættet er ved at være gennemført. (S. 176, 177) Eftersom „alle nationer“ velsignes, ikke blot det åndelige Israel, kan vi få gavn af Guds forsæt. (S. 177-180) Trængsel forude; muligvis problemer og genvordigheder for de loyale, men „en stor skare“ vil overleve. (S. 181)
Må nu afgøre hvad vi vil gøre. (10 min.) Den fulde gennemførelse af forsættet vil bringe stor glæde. Døde vil få gavn deraf ved opstandelsen. (S. 184, 185) Satan og andre oprørere vil ikke få gavn af det; tilintetgøres. Viser vi nu at vi ikke hører til dem? Guds „evige forsæt“ omfatter en menighed. (Ef. 3:10, 11) Samarbejder vi loyalt med den? Forbereder os til at få gavn af Riget i de tusind år. Vil vi for evigt kunne glæde os over at Guds „evige forsæt“ er ført igennem til sejr? (S. 188, 189)
6. Mennesket — skabt til at leve, ikke til at dø (ts, kap. 1-5)
Rimeligt at mennesker bør kunne leve længere. (7 min.) Vi elsker livet; ønsker ikke at det skal høre op. Megen vejledning i Bibelen er baseret på vores kærlighed til livet. (1 Pet. 3:10; Ordsp. 3:1, 2) Vi forbinder livet med at lære, nyde, opleve. Virker ikke rimeligt at menneskene lever så kort. (Drøft kort illustrationerne på side 4 og 24.)
Døden berører menneskers levevis og tankegang jorden over. (15 min.) De fleste religioner er dødsorienterede. Ofte formes folks levevis af bevidstheden om døden. (S. 5, 6) Almindeligt at høre folk udtrykke sig på en måde der røber udbredt tro på skæbnen. Bibelen støtter ikke det syn at livets længde er bestemt af skæbnen. (S. 9-12, henvis til illustrationen.) Eftersom døden synes uundgåelig lever mange i nuet. (1 Kor. 15:32; s. 12-14) Også når man tror på Bibelen gør man klogt i at tænke på hvad døden betyder, og på hvordan man bruger sit liv. (Præd. 7:1-4; s. 15, 16) I Bibelen stilles grundlæggende spørgsmål angående liv og død som vi må have svar på. (S. 8, læs § 3.)
Mennesket skabt til at leve. (8 min.) Menneskets legeme og evighedsbegreb viser at det er skabt til at leve; døden er unaturlig. (Præd. 3:10, 11; s. 17-22) Hvorfor dør det da? (S. 23-26)
Hvordan det er gået til at vi dør. (10 min.) Mange folkesagn går ud på at døden skyldes ulydighed. (S. 27-30) Bibelen viser at mennesket blev skabt med udsigt til liv, at kun ulydighed ville føre til død. (S. 30-33, drøft s. 32; 1 Mos. 2:16, 17) Synden førte til død, som gik i arv til Adams efterkommere. (Rom. 5:12; s. 34, 35) Men er der noget der lever videre?
Hele „sjælen“ dør. (15 min.) Mange hedninger og andre tror at mennesket har en udødelig sjæl. (S. 36, 37) Bibelen viser imidlertid at menneskene og dyrene er sjæle, skabninger der ånder. (1 Mos. 2:7; 1 Kor. 15:45; 5 Mos. 24:7; s. 38-41, drøft s. 40.) Man kan miste sit liv som en sjæl. (1 Mos. 35:18, Gd; s. 42, 43) Forestillingen om en udødelig sjæl er af hedensk oprindelse, stammer øjensynlig fra det gamle Babylon. (S. 43-45) Eftersom Bibelen ikke støtter denne falske lære, er det da fornuftigt at høre til et kirkesamfund der gør det? Skaberen ønsker at vi skal leve; har skabt os til det. Lær hvad Bibelen siger om muligheden derfor. (Apg. 13:48)
7. Kan afdødes ånder øve indflydelse på dit liv? (ts, kap. 6-10)
Forestillinger om et liv efter døden berører mange. (5 min.) Folk alle vegne tror på et liv efter døden. Mange tror at ånden forlader legemet ved døden og fortsætter en bevidst tilværelse, måske i himmelen, helvede eller skærsilden. Nogle frygter sådanne ånder og søger at jage dem bort. Andre forsøger at komme i kontakt med dem. Fordi visse lokaliteter man aldrig har set før, kan virke en bekendte, spekulerer nogle på om de har levet før deres fødsel. Kan Bibelen forklare noget herom? Det burde den kunne, da den er Guds ord. (2 Tim. 3:16, 17)
Ingen ånd med en selvstændig, bevidst tilværelse, overlever legemets død. (20 min.) Bibelen siger at de døde er uden bevidsthed. (Sl. 146:4; Præd. 9:5, 10; s. 72, § 4) Støtter Bibelen det synspunkt at en ånd med en bevidst tilværelse forlader legemet ved døden? Lad os overveje det: Prædikeren 12:7 siges at lære dette, men „ånden“ er den usynlige livskraft. (Sl. 104:29; Præd. 3:19; s. 47-49) Kan på en måde sammenlignes med elektricitet. (S. 49, 50, drøft illustrationen s. 51.) „Vender tilbage“ til Gud i den forstand at han har myndighed over den. (Luk. 23:46; s. 51, 52) Hvordan forholder det sig med den forestilling at man har levet før? (Læs s. 53, § 3, 4.) Følelsen af at man er kendt med personer og steder man ikke har set før, beviser ikke at man er født igen; strider mod Bibelen. (S. 53, 54) Hvordan med Johannes 9:2? Er ikke i strid hermed. (S. 58, 59)
De levende behøver hverken at hjælpe eller at frygte de døde. (10 min.) Forsøg på at formilde de døde kommer undertiden til udtryk i begravelsesskikke. (S. 60-63) Læren om skærsilden bygger på traditionen, ikke på Bibelen; strider mod Guds ord. (Matt. 15:6-9; 6:7, 8; s. 63-68, henvis til illustrationerne.) At undgå kirkegårde, benytte juju-præster, osv., vidner om frygt for de dødes ånder. (S. 69-73) Bibelen hjælper os til at få det rette syn. (Præd. 9:6)
Undgå det at „tale med de døde“ og lignende ubibelske handlinger. (20 min.) Nogle synes at kunne komme i forbindelse med de døde; gør de det virkelig? Kom kong Saul i forbindelse med den døde Samuel? (1 Sam. 28:12-15; s. 74, 75, bemærk illustrationen på s. 77.) Jehova ville ikke have billiget eller tilladt det. (3 Mos. 19:31; s. 76, 77) Hvor kom stemmerne fra? Eva oplevede noget tilsvarende. (1 Mos. 3:1-6) Jesus viste at løgnen kom fra Satan.
-