Den er nærmere end de tror
„Hyl, thi nær er Jehovas dag, som ødelæggelse fra den Vældige kommer den.“ — Esajas 13:6, Young.
1. Hvad betyder Jehovas dag for alle, som den angår? Hvor nær er den?
JEHOVAS DAG er tiden for menneskenes befrielse. Den kommer som en ødelæggelsens dag for deres fjender og undertrykkere. Den er den tid, da disse fjender af Gud og mennesker må hyle. Men for alle dem, der længes efter retfærdighedens sejr, vil den dag blive storslået, trods dens frygtelighed. For dem er den en meget ønskværdig dag. De, der nu kommer til forståelse af Jehovas dags herlige betydning, beder inderligt om, at den må komme. Alt, hvad der er godt og ønskeligt, vil opnås på den dag, først og fremmest at Jehova bliver hævdet som Gud og universets overherre, ved at han udsletter den vældige organisation, der har behersket den onde verden og bekæmpet alle Jehovas gode handlinger til menneskehedens velsignelse. Den dag betyder, at han tager hævn over denne onde organisation og over al uretfærdighed, og derfor er den hans dag, Jehovas dag. Mennesker, som elsker og tjener den onde organisation, står over for at miste alt ved Jehovas dags ødelæggelse, og de ønsker ikke, at den skal komme og retfærdigheden sættes i højsædet. Når de bliver underrettet om dens komme, vil de enten ikke tro det, eller de skyder den ud i fremtiden, efter deres egen levetid. Men kendsgerningerne siden 1914 har tydeligt skrevet dommens håndskrift på denne organisations væg. En profet, der er større end Daniel, forklarer dens betydning, og hans pålidelige forklaring viser, at Jehovas dag er nærmere, end nogen af dem tror.
2. Hvorfor er det ikke ugrundet, at vi venter, at denne verden snart skal fjernes?
2 Vi kunne naturligvis ikke vente, at noget så imponerende som den store verdensorganisation skulle blive fjernet og erstattet med noget fuldkomment til gavn for menneskeheden, hvis ikke Gud, den ufejlbarlige profetis ophav, havde forudsagt det. I sin hensynsfuldhed plejer han på forhånd at advare menneskene om begivenheder af så verdensomfattende betydning; og han har også forudsagt den. Nu henleder han vor opmærksomhed på profetien. Han gør den forståelig, fordi tiden for dens opfyldelse er nær, ja nærmere, end mennesker, som føler dens vægt, holder af at tænke på. I disse skæbnetunge tider gøres der så vældige anstrengelser af de dygtigste og mest geniale mænd for at stive samfundsbygningen af, at det synes umuligt, at den kan tilintetgøres pludseligt inden for vor generation. Lige så umuligt, som da man for fem og tyve århundreder siden mente, at det var umuligt, at den store verdensmagt, det babyloniske rige skulle gå til grunde på een nat i 539 f. Kr. Men ned fra sit høje og ophøjede stade faldt Babylon med et brag. Dens fald kunne tage vejret fra en, og den, der påtog sig ansvaret for dens fald, var Jehova, en lille forfulgt minoritets Gud, israelitternes Gud. Halvandet århundrede før en lille rest af israelitterne blev ført i fangenskab i Babylon, advarede Jehova dem ved profeten Esajas om deres fangenskab under denne verdensmagt. Han trøstede dem også med løftet om befrielse fra den undertrykkende magt ved Babylons frygtelige fald. Det er den profeti, vi nu vender os til for at høre den livfulde profeti om den nu så nær forestående ødelæggelse af verdensorganisation. Den findes i det trettende kapitel af Esajas’s bog.
3. Hvorfor vender vi os til en profeti om Babylon for at finde en forudsigelse nu?
3 „Babylons undergang, som Esajas, Amoz’s søn, forudså.“ Således begynder kapitlet. Det lader os med det samme vide, hvem det er rettet imod, og de, der påvirkes af undergangen, kan enten føle sig smertelig berørt eller glæde sig, efter hvordan den rammer dem. Men vi lever nu i de Forenede Nationers tid, fem og tyve århundreder efter at det gamle Babylon blev omstyrtet. Hvorfor påvirkes vi af denne endnu ældre profeti? Hvorfor vender vi os til den for at få en forudsigelse om vor moderne verden i atomvidenskabens tid? Hvorfor? Fordi det gamle Babylon, der blev den dominerende politiske magt på jorden, blev brugt i bibelens profeti som et symbol på den onde verdensorganisation, hvis gud og usynlige hersker er Satan, Djævelen. — Esajas 13:1, Leeser; Fenton.
4. Hvordan er Babylons fald knyttet til Riget og genrejsningen?
4 I gamle dage kunne israelitterne, Guds udvalgte folk, glæde sig over Babylons undergang. Det betød deres befrielse fra denne djævelske organisations jernhårde greb. Det betød, at de igen blev rejst op til den frie dyrkelse af den levende og sande Gud Jehova i det land, han havde givet dem, men hvorfra han havde oprykket dem, fordi de havde svigtet den sande gudsdyrkelse. Det er derfor ganske betegnende, at i Esajas’s bog følger beskrivelsen af Babylons undergang efter profetien om Guds riges oprettelse (kapitel 11) og genrejsningen af Jehovas trofaste tilbederes rest i deres eget land, efter at hans vrede havde vendt sig fra hans udvalgte folk. „På hin dag skal du sige: Jeg takker dig, Jehova, thi du vrededes på mig, men din vrede svandt, og du trøstede mig. Se, Gud er min frelse jeg er trøstig, og uden frygt; thi Jehova er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse.“ (Esajas 12:1, 2) Når Jehova opretter sit rige under Messias, Jesus Kristus, vil det forårsage tilintetgørelsen af Djævelens organisation i himmelen og på jorden og resten af Jehovas salvedes genrejsning til fuld frihed, og også til varig befrielse for alle retsindige mennesker af alle nationaliteter.
5. Hvem forkyndte profetien? Og hvorfor er det betydningsfuldt?
5 På Esajas’s tid var Babylon netop ved at udvikle sig til en nation og kæmpede sig frem til overherredømmet på jorden. Vi kunne ikke vente, at en mand fra Babylon, optændt af en stolt nationalistisk ånd, skulle forudsige dens undergang. Men Esajas, der var et af Jehovas vidner i det ottende århundrede f. Kr., forudså Babylons undergang, netop som det stod på højden af sin magt og vælde. Han forudsagde den henved to hundrede år forud, og det gjorde han under inspiration af den store Guds ånd, for hvem jordens nationer kun er som et fint støvgran på en vægtskål. I sin stilling som profet var Esajas et forbillede på Messias, Jesus. Deres navne ligner hinanden i betydning. Esajas betyder „Jehovas frelse“, og Jesus betyder „Jehova er frelsen“. Esajas forudsagde nationernes nuværende forening i en sammenslutning imod Jehovas rige under Messias. Derefter sagde han: „Se, jeg og de børn, Jehova gav mig, er varsler og tegn i Israel fra Hærskarers Jehova, som bor på Zions bjerg.“ (Esajas 8:18) Dette profetiske skriftsted anvendte den inspirerede apostel Paulus på Jesus Kristus og hans disciple i Hebræerne 2:9-17.
6. Hvem forklarer den nu? Og hvem kundgør den nu for verden?
6 Det følger heraf, at ligesom Jehova brugte Esajas til at forudsige det gamle Babylons dom og undergang, således ville Jesus, Esajas’s modbillede, blive brugt til at forklare Esajas’s profeti. Han ville på forhånd vise Babylons store modbilledes undergang, det vil sige den nærværende onde verden, som særlig kendetegnes ved falsk religion. Eftersom Jesus Kristus nu regerer i de usynlige himle, ville han lade forklaringen af profetien blive kundgjort for verden ved hjælp af sine disciple, Jehovas vidner i vor tid. Vi kan ikke vente, at nogen af dem, der elsker og understøtter vor babyloniske verden, ville forudse og forudsige dens undergang; men ligesom Esajas gjorde dengang, fremholder Jehovas vidner tydeligt profetien for alle folkeslagene, den profeti, der underretter verden om dens nær forestående undergang. Frimodigt forkynder de „hævnens dag fra vor Gud“. — Esajas 61:2.
Signalet rejst og løftet højt op
7. Hvem er Esajas 13:2, 3 rettet til, dengang og i vor tid?
7 Denne verden, vor tids Babylon, vil ikke gå til grunde som følge af dens egen fordærvelse eller på grund af dens splittede tilstand, eller fordi den ødelægges af dens usynlige gud og hersker, Satan, Djævelen, hvis politik er „regér eller rasér“. Den vil gå under, medens den endnu er et livskraftigt foretagende, ved et direkte angreb af retfærdighedens styrker under anførsel af Jehova Gud og hans salvede konge Jesus Kristus. I det sjette århundrede f. Kr. var Jehova og hans kongelige søn Kristus Jesus forbilledligt fremstillet ved „kongerne fra østen“, den ældre kong Darius, mederen, og hans nevø, perseren Kyros. Dengang blev befalingen til et samlet angreb rettet til kongerne Darius og Kyros. Men nu i vort tyvende århundrede er det til de større konger, Jehova Gud og Kristus Jesus, at den flammende befaling i Esajas 13:2, 3 rettes: „Rejs signal på et nøgent bjerg, råb også til dem, vink, så de drager igennem fyrsternes porte! Jeg har opbudt min viede hær til at tjene min vrede og kaldt mine helte hid, de jublende, stolte.“ (En amer. Overs.) Med disse ord har Jehova forudsagt, hvordan han og hans konge Kristus Jesus ville skride til aktion nu i „endens tid“.
8. Hvordan, hvornår og hvor blev „signalet“ rejst?
8 Signalet til troppernes samling til angreb på Babylon skal rejses højt op på et nøgent bjerg, så intet hindrer, at det kan ses på lang afstand. I vor tid, hvor det moderne Babylons undergang er truende nær, er der rejst et sådant signal. Det er Jehova Guds rige under hans salvede konge Kristus Jesus. På jorden var Jesus en efterkommer af David, Isajs søn af Judas stamme. Riget under denne Isajs efterkommer er det lysende signal til retfærdighedens hærstyrker om at samles til angreb på Babylon. Det er den kendsgerning, Esajas blev inspireret til at forudsige. Et par kapitler før profetien om Babylons undergang skildrede Esajas Messias’s retfærdsrige og sagde: „Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af Jehovas kundskab, som vandene dækker havets bund. På hin dag skal hedningerne søge til Isajs rodskud, der står som et signal for folkeslagene, og hans bolig skal være herlig. På hin dag skal Herren [Jehova] atter udrække sin hånd for at vinde, hvad der er til rest af hans folk. . . . For folkene rejser han et signal, samler Israels bortdrevne mænd, sanker Judas spredte kvinder.“ (Esajas 11:9-12, En amer. Overs.) Kun Jehova Gud kunne rejse dette signal, og det gjorde han på sin bestemte tid, i året 1914 e. Kr. I „hedningernes tiders“ afslutning i det år rejste han det kongelige signal ved at oprette sit rige, idet han satte kongen Jesus Kristus på tronen på sit himmelske bjerg, symboliseret ved det hellige Zions bjerg. — Salme 2:6.
9. Hvilket valg påtvang det alle i universet?
9 Rigets oprettelse indførte en ny faktor i hele universets forhold. Det indbefattede også vor jord, fordi det især er over for den, Riget skal udøve sin magt og træffe særlige forholdsregler for at udrydde ondskab og oprør. Rigets oprettelse tvang alle fornuftbegavede skabninger til at træffe et valg. Fra da af gjaldt det: Hvem vil være for Jehovas rige under hans kronede søn Jesus Kristus? Man må enten vælge at være for Riget eller for ondskabens og oprørets verdensorganisation, det modbilledlige Babylon under Satan, Djævelen. Alle, der vælger Jehovas rige, må samles om hans kongelige signal, hans regerende konge på det hellige Zions bjerg.
10. Hvornår fandt samlingen sted i gamle dage i mindre skala? Hvor?
10 Esajas’s profeti forudsagde, at Israels rest ville samle sig om signalet. I 537 f. Kr., efter det gamle Babylons fald, kom der en mindre opfyldelse af denne forudsigelse. Den trofaste rest af israelitter, som dyrkede og tilbad Jehova, forlod da det faldne Babylon og samledes til Zions bjerg i Jerusalem for at forny deres dyrkelse af Jehova Gud der. Nu lever vi i den storslåede tid, da profetiens fulde opfyldelse indtræffer. Det virkelige og evige rige, det store Babylons svorne fjende, er nu født og har fået magten over hele universet overdraget. Med troens øjne rettet mod den guddommelige profeti og begivenhederne siden 1914, der opfylder profetien, har de åndelige israelitters rest kunnet se Rigets fødsel.
Råb højt
11. Hvem andre er Esajas 13:2 rettet til? Og hvordan adlyder de?
11 Disse sande kristne har set den profetiske rolle, de skal spille som Jehovas vidner midt i vor tids Babylon. Kongen Kristus Jesus oplyser deres øjne, så de kan se hans lovede riges oprettelse. Og kunne de undlade at samles til det for at støtte det fuldt ud, i helhjertet troskab? Nej. De har erklæret, at de er for Jehovas hersker over den nye verden og afgjort imod det modbilledlige Babylon, Djævelens verden. De er overbevist om, at Riget er oprettet, og de samler sig til det. Kunne de, tør de nu tie stille og ikke ophøje det for alle mennesker? Nej! Som følge af deres indvielse til Jehova Gud og hans rige gælder den befaling derfor også dem: „Rejs signalet op på et nøgent bjerg! Råb højt til dem, led dem til at gå ind gennem de stoltes porte.“ (Esajas 13:2, Moffatt) Frimodigt, uden at blive til skamme og med begejstring gør den trofaste rest af kristne israelitter dette, især siden 1919, og forkynder om Jehovas rige vidt og bredt; de løfter det højt op, så det bliver så fremtrædende som muligt, og byder alle retsindige mennesker at samle sig om Riget ved at sværge det evig troskab. De råber højt og trænger ind på retfærdighedens ledere ved uafladeligt at bede Jehova Gud og hans konge Jesus Kristus om, at de snart vil tilintetgøre hele Djævelens organisation. De råber også ved offentligt og fra hus til hus at kundgøre profetierne om Babylons undergang. Disse profetier forpligter Jehova Gud og Kristus Jesus til at „gå ind gennem de stoltes porte“. Disse profetier har Jehova inspireret ved sin ånd og givet dem over sit eget navn, og han må opfylde dem for at hævde sit ord og navn. Han vil også gøre det.
12. Hvad var „de stoltes porte“? Hvordan gik de igennem dem?
12 „De stoltes porte“ er Babylons organisations, Djævelens verdens, stormænds eller fyrsters porte. Den gamle by Babylon, der omspændte et område på 36 kvadratkilometer med en ydre mur, 115 meter høj og næsten 30 meter tyk og med en indre mur og fæstningsgrav, havde et vældigt system af porte, 25 bronzeporte på hver side. Byen var anlagt på begge sider af floden Eufrat og havde porte i murene, som flankerede floden, og disse bronzeporte gik helt ned til kajen langs flodbredden. Babylons konge og hans stormænd gik ud og ind gennem disse porte, stolte over byens vælde, der var uden sin lige i den gamle verden. Babylon syntes uindtagelig for de misundelige fjender. Dog sagde Jehovas ord, at den tid skulle komme, da kongerne fra østen ville drage sejrende ind gennem de stolte stormænds porte. Kunne det være muligt? Men det var muligt, og mederen Darius og hans nevø perseren Kyros gik ind gennem dem og indtog kong Belsazzars palads og erobrede hele byen. De udtørrede Eufrats flodleje gennem byen ved at lede dens vand til den kunstige sø Ardericca, som kong Nebukadnezar havde gravet af hensyn til byens vandforsyning. Nede i det udtørrede flodleje ilede Darius’s og Kyros’s krigshær frem neden under alle forhindringer. Så løb de op over kajerne og op til flodportene, der i tåbelighed var slået op og gav invasionshæren deres livs chance til at ile ind og indtage byen, der festede i sin indbildte fred og tryghed.
13. Hvordan var det forudsagt om Kyros selv? Hvordan blev det også forudsagt over for Abraham?
13 Hvor nøjagtigt blev ikke her i fortidens historie den højeste Guds profeti ved Esajas opfyldt: „Så siger Jehova til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt og løsne kongernes gjord, for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængt.“ (Esajas 45:1) Men husk, at erobreren Kyros ved indtagelsen af Babylon og befrielsen af de israelitiske fanger var et profetisk billede på Jehovas konge Jesus Kristus. Ved sin afstamning fra kong David og hans fader Isaj er Jesus Abrahams lovede sæd, i hvem alle jordens familier og folkeslag skal velsignes. Ligesom Abraham adlød Guds befaling og ofrede sin elskede søn Isak som et menneskeoffer, således ofrede Jehova sin søn Jesus Kristus som det eneste virkningsfulde offer for den synderamte, døende menneskehed. Da Abraham viste sin lydighed og villighed til at bringe det dyrebare offer, sagde Guds engel til ham ved alterets side: „Dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (1 Mosebog 22:17, 18) At tage fjendernes porte eller ledende indgange i besiddelse betød at indtage hele fjendens organisation og undertvinge den. Det må gøres, for at alle familier og folkeslag kan blive til fulde velsignet for evigt.
14. Hvem vinker nu her på jorden med hånden? Hvordan og til hvem?
14 Nu er tiden kommet for den større Kyros, den kronede konge ved Faderens højre hånd, til at angribe, overfalde og tilintetgøre det stolte modbilledlige Babylon. Jehovas salvede vidners rest på jorden og deres mange retsindige medarbejdere vinker nu med hånden og giver dem tegn til at gå ind gennem Babylons stolte porte, fordi Jehovas dag er kommet nær, og Babylon er som verdensorganisation blevet vejet på vægtskålen og fundet for let, trods al dens organiserede religion. Som om resten og deres retsindige medarbejdere nu vinkede til Babylons besejrere, at de skal rykke frem, udfører de i alvor vidnearbejdet med at forkynde Guds hævns dag over den stolte, undertrykkende organisation, og der er ingen tid at spilde. Ikke nu!
Hans viede helte
15. Hvem er de viede helte, som Jehova har opbudt?
15 Det store spørgsmål, som hele skabningen skal tage stilling til, er det universelle eneherredømme. Det vil sige: Hvem skal være den højeste hersker over hele universet? Dette spørgsmål er trådt tydeligere frem siden Rigets fødsel i 1914. Alle trofaste skabninger i universet fylker sig nu på Rigets side, det store signal, som Jehova har rejst. På jorden samler sig måske kun et forholdsvis lille mindretal om signalet som Jehovas regeringsorganisation. Men i himmelen er der hærskare på hærskare af hellige engle, som bøjer sig for Riget og hylder hans kronede konge. Alle disse tjener Kongen frivilligt og kæmper mod den onde organisation, der så længe har været en plet på universet, det modbilledlige Babylon. For dem bliver Guds navn med rette „Hærskarers Jehova“. I Åbenbaringen 9:16 opgives tallet på i hvert fald een af disse kampdivisioner til „to gange titusinde gange titusinde“ eller 200.000.000. Johannes „hørte tallet på dem“. Jehova er den vældige øverstbefalende over alle disse hærskarer. Han forudsagde verdensmagten Babylons ødelæggelse, og han overlod det til mederen Darius’s og perseren Kyros’s hære at ødelægge den i 537 f. Kr. Således har Jehova udtaget og forberedt visse hærskarer af engle til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ imod Satans verden. Disse vældige er de krigere, der hentydes til, når han siger: „Jeg har opbudt min viede hær til at tjene min vrede og kaldt mine helte hid, de jublende, stolte.“ — Esajas 13:3.
16. Hvordan er de hans „jublende, stolte“? Og hvordan skal de bruges?
16 Gud den Almægtige kan stole på disse tropper, som han har stillet under sin regerende konges, Jesu Kristi, kommando. De er uden tvivl de engle eller indbefatter de engle, der kæmpede for Riget under „krigen i himmelen“, straks efter at Riget var blevet født i 1914. Den krig drev Satan, Djævelen, og alle hans dæmonhære ud af himmelen og tvang dem ned på jorden, som en forberedelse til deres snarlige tilintetgørelse her. (Åbenbaringen 12:1-13) Men dette betydningsfulde nederlag var ikke det fulde udtryk for hans vrede over det modbilledlige Babylon. Det var blot et tegn på hans vrede mod den usynlige dæmonafdeling af Djævelens organisation. Det fulde udtryk for hans vrede skal komme i slaget ved Harmagedon. Ånder, det vil sige ideer, udtalelser og erklæringer, der er inspireret af ondskabens skjulte magter, strømmer ud af munden på de førende organisationer i Satans verden. De samler jordens herskere og deres hære til den endelige kamp ved Harmagedon imod Jehovas nylig kronede konge Jesus Kristus. Hvad enten der kommer en tredje verdenskrig eller ej, så står een ting absolut sikkert fast: Universets kamp, Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ venter denne verden. I den vil Jehovas vrede blive udtømt til fulde over Djævelens organisation, både dens usynlige og synlige del, både over dæmoner og mennesker. (Åbenbaringen 16:14-16) Gud den Almægtige har opbudt sine vældige engle under Kristus Jesus til at være med til at udøse hans vrede. De glæder sig over hans universelle eneherredømme, som det kommer til udtryk igennem hans rige. De er hans „jublende, stolte“; de er stolte over at stå på hans side, og de jubler over at tjene i hans himmelske hær.
De møder frem til kamp
17. Hvordan hører og ser vi disse hære samle sig til kampen?
17 Lyt! Hører du det? Den ildevarslende lyd af Jehovas himmelske tropper, der samles som svar på hans opråb. Kan du høre den gennem den hæslige støj fra østblokkens og vestblokkens regeringer, der opbyder deres militære og ideologiske styrker til atomkampen i en tredje verdenskrig? Omtrent to hundrede år forud hørte profeten Esajas med inspireret høreevne bulderet fra de medo-persiske hæres opstilling. Vend nu troens øre mod himmelen, medens Guds ånd, der taler gennem Esajas, lader det ringe i dine ører, hvad der foregår i himmelen: „Hør i bjergene larm som af talrigt krigsfolk, hør, hvor det buldrer af riger, af samlede folk! Hærskarers Jehova er ved at mønstre sin krigshær. De kommer fra fjerne egne, fra himmelens grænse, Jehova og hans vredes værktøj for at hærge al jorden.“ (Esajas 13:4, 5) Bliv ikke forvirret, fordi en moderne babylonier fortæller dig, at du ikke kan se Jehovas himmelske hærskarer blive mønstret til slaget ved Harmagedon. Guds ord virker som dine åndelige øjne. Husk, at da fjenderne havde omringet profeten Elisa i byen Dotan med deres ryttere, stridsvogne og infanteri, beroligede han sin unge tjener ved at sige: „Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem!“ Og for at hjælpe den unge mand til at se det bad Elisa og sagde: „Jehova, luk hans øjne op, så han kan se! Da lukkede Jehova tjenerens øjne op, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.“ — 2 Kongerne 6:14-17.
18. Hvor er de? Hvorfor er de som „talrige krigsfolk“ og „riger“ og „samlede folk“?
18 Det sømmer sig derfor ikke for mennesker, som tror på det profetiske syn i Esajas 13:4, 5, at blive forskrækkede, fordi verdens nationer samler sig til kampen ved Harmagedon. For nationerne drejer det sig blot om herredømmet over jorden, enten som forenede nationer eller som delte nationer, medens den ene blok har overtaget over den anden. Men hvad enten det er på den ene eller den anden måde, så er de alle sammen mod Jehova Gud og hans rige under Messias, Jesus Kristus. Men hvis vi har Riget på vor side, har vi flere for os, end hele Djævelens organisation har imod os. Med øjne og ører skærpet af profetien, som nu kan forstås tydeligt, bør vi være vågne for, hvad der foregår bag scenen på de bjerglignende højder i Guds himle. Han slumrer ikke; han er ikke uvirksom. Heller aldrig sover han; han følger med i alle fjendernes bevægelser. De hære, han mønstrer, sammenlignes med „talrige krigsfolk“ og „riger“ og „samlede folk“, fordi de var fremstillet forbilledligt ved Darius’s og Kyros’s hære, og i disse hære var flere riger og folkeslag repræsenteret. — Jeremias 51:27, 28.
19. Hvem er Jehovas vredes våben? Og hvad skal de ødelægge?
19 Himmelen, hvor Jehova er, er det „fjerne land“, som Jesus steg op til fra jorden for at få Riget. Men udtrykket „fra himmelens grænse“ eller ende bruges også for at betegne østen. Medien og Persien lå øst for Jerusalem, og Darius og Kyros, der repræsenterede Jehova Gud og Jesus Kristus, var „kongerne fra solens opgang“ eller fra østen, for hvem der skulle beredes vej ind i Babylon ved at udtørre floden Eufrat. (Åbenbaringen 16:12) Darius’s og Kyros’s hære var Jehovas vredes våben, som han brugte i sin vrede til at omstyrte det gamle Babylons magt. Men de våben, der skal udføre hans vrede i slaget ved Harmagedon, er hans engles hærskarer under den større Kyros, Jesus Kristus. „De kommer fra fjerne egne“, nemlig fra selve himmelen. „Al jorden“, der skal hærges og ødelægges, er det modbilledlige Babylon, Satans alderdomssvækkede organisation, både den synlige og usynlige del af den. Kongen Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Den, som sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene; og med jernspir skal han vogte dem, ligesom lerkar sønderslås, således som også jeg har fået det overdraget af min fader.“ (Åbenbaringen 2:26, 27) Jehovas vredes våben mod det modbilledlige Babylon omfatter derfor også uden tvivl de indviede og salvede Jesu Kristi efterfølgere, der har bevist deres trofasthed indtil døden. Dem har han nu oprejst fra de døde til liv som udødelige ånder i himmelen, for at de skal regere med ham i hans rige deroppe. — Åbenbaringen 20:4, 6.
20. Hvilken rolle spiller hans vidner på jorden i den forbindelse?
20 Men den trofaste rest af Jesu salvede efterfølgere, som lever her på jorden indtil slaget ved Harmagedon, skal ikke have andel i nogen voldelig modstand mod de politiske nationer eller i ødelæggelsen af dem. De er de mest fredsommelige mennesker blandt alle jordens folkeslag. De adlyder Jehovas befaling og advarer blot menneskene om den ødelæggelse, der skal ramme nationerne i slaget ved Harmagedon.
De hyler, fordi den er nær
21. Hyler nationerne i lydighed mod Esajas 13:6? Eller hvorfor?
21 Allerede nu er verdens politiske, kommercielle og religiøse herskeres tilstand, som om de var ved at adlyde Guds befaling til dem i Esajas 13:6-8: „Jamrer, thi Jehovas dag er nær, den kommer som vold fra den vældige. Derfor slappes hver hånd, hvert menneskehjerte smelter, de ræddes, gribes af veer og smerter, vånder sig som fødende kvinder; de stirrer i angst på hverandre med blussende røde kinder.“ Men den trængsel, der allerede har været over nationerne siden 1914, er ikke Jehovas værk. Siden 1914 har der været en række af krige, hungersnød, pest, jordskælv, rædsler, ulykker, politiske omvæltninger, diktaturer, forfølgelser mod mindretalsgrupper, økonomiske kriser og vedvarende nød over nationerne. Men Jehova Gud er ikke skyld i disse fredsødelæggende og dødbringende tilstande og forhold. Han straffer ikke menneskene med det, fordi de stadig nægter at tage standpunkt på hans riges side og vise underdanighed og troskab mod hans udnævnte konge, der er jordens retmæssige hersker. Havde de vendt sig til ham, ville de være blevet sparet for disse ting. Og hvis de nu i sandhed påkaldte Jehova Gud, ville de anerkende hans konge og ikke de Forenede Nationer eller noget andet menneskeligt middel som jordens retmæssige hersker. Men nej! Og så lader Jehova de oprørske mennesker anråbe dem, de betragter som deres guder eller mægtige, om at frelse dem. Deres guder spiller falsk med dem og undertrykker i virkeligheden menneskene i stedet for at hjælpe dem.
22. Hvem har skylden for folkeslagenes veer? Hvad er hans politik?
22 Det er derfor Satan, Djævelen, „denne verdens gud“, der er hovedårsagen til menneskenes voksende veer; thi han er rasende, fordi Riget blev født i 1914, og han og hans dæmonengle er siden da blevet drevet ud af himmelen. Da disse verdensrystende begivenheder fandt sted, erklærede røsten fra himmelen: „Fra nu af er frelsen og kraften og riget vor Guds, og magten hans Salvedes. . . . Glæd jer derfor, I himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommet ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ (Åbenbaringen 12:10-12) Det har vist sig, at Djævelen og hans dæmoner har været ødelæggende for menneskenes fred, fremgang, sundhed og lykke, siden de blev drevet ud af himmelen, og de beviser derved, at de er enige om deres politik, „regér eller rasér“ med hensyn til jorden og dens beboere. Hvis de ikke selv kan få det hele, ønsker de, at Gud og Kristus ingenting skal have.
23. Hvorfor vil denne ødelæggelse komme pludseligt? Hvordan fremskynder vi den?
23 Djævelen og hans dæmoner ved godt, at deres tid er kort. Alligevel forsøger de at få menneskene til at tro, at Jehovas ødelæggelsesdag for denne verden ikke er så nær, som verdensbegivenhederne siden 1914 får troens mennesker til at tro i lyset af bibelens profetier. Følgelig vil Jehovas dag komme over dem med samme pludselighed som en tyv om natten. Jehovas vidner har ikke og kan ikke have noget ansvar for ødelæggelsesdagens pludselige komme. Som Jehovas udnævnte vægtere, der vil blive anklaget for menneskenes blod, hvis de forsømmer at advare dem om den kommende ødelæggelse, er hans vidner gået op til husenes tage og har råbt advarselen ud og har således gjort det, deres salvelse pålagde dem, „at udråbe en hævnens dag fra vor Gud“. Jehovas vidner har haft mod nok til at udfordre det populære ønske, at den dag ikke er nær, og de har fortsat med at kundgøre, at dagen for hans ødelæggelse af verden er nær, nærmere end de tænker sig. På den måde har vidnerne fulgt apostelen Peters formaning vedrørende verdens ende: „I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte.“ (2 Peter 3:11, 12) Nu er det ikke tiden til at narre menneskene ved at få dem til at udskyde denne dag i deres tanker. Nu som aldrig før er tiden inde til at opflamme retsindige mennesker til livredningsarbejde ved at vise dem ud fra bibelen og fra verdensbegivenhederne, at Jehovas dag er truende nær.
24. Hvem hyler de imod nu? Hvordan vil de til sidst jamre og hyle?
24 Det er ikke et behageligt, optimistisk budskab for denne verden, dette budskab om „hævnens dag fra vor Gud“. Det er et budskab, som afslører verdens håbløse tilstand og det frugtesløse i alle desperate forsøg på at redde den. De, der støtter denne verden, hyler derfor i protest og påstår, at vort budskab er oprørsk og svækker menneskers tillid til verdens herskere. Når de jamrer og hyler nu bare ved at høre profetien, hvordan vil de så ikke hyle, når dagen kommer over dem ligesom en tyv, og når alle deres forhåbninger og institutioner og hjælpemidler bryder sammen omkring dem og efterlader dem i bitter skuffelse! „Og nu, I rige, klag og græd over den elendighed, som venter jer.“ (Jakob 5:1) Deres hænder, der sitrer af febrilske anstrengelser, vil synke lammede ned. Deres hjerter, der før slog kraftigt i selvtillid og trods mod Gud, vil smelte hen i frygt. Stærke mænd skal blive som fødende kvinder. Deres lænder, der før var stærke som hærdet stål, vil blive ramt af pludselige, rædselsfulde smerter, som sønderslider deres krop. Ude af stand til at fatte, hvorfor intet lykkes, hvorfor ingen menneskelige hjælpemidler nytter noget, hvorfor afguder og guder ikke svarer og ikke kan besvare deres bønner om hjælp og lindring, vil de stirre på hinanden i forfærdelse, medens deres ansigter blusser af ophidsende angst. Det er ingen overdreven skildring. Det skete i mere lokal forstand i Babylon for fem og tyve århundreder siden, og det vil ske i verdensomfattende betydning i den nærmeste fremtid i slaget ved Harmagedon. Jehova forudså det, og han har forudsagt det!
(The Watchtower, 1. oktober 1949)