Harmagedon, Mellemøsten — og Bibelen
„STATEN Israel er midtpunktet for alle de profetiske forudsigelser,“ hævder forfatteren Hal Lindsey, hvis bog The 1980’s: Countdown to Armageddon (1980erne: Nedtælling til Harmagedon) blev en bestseller. Hele fundamentalisternes teori om Harmagedons forløb hviler altså på deres overbevisning om at Israel indtager en særstilling i Guds øjne. De mener at Gud vil gribe ind når Israels fjender søger at ødelægge landet.
Men Bibelen siger noget andet. Det fremgår af den at det jødiske folk mistede Guds gunst og beskyttelse da jøderne nægtede at tro hans søn, Jesus Kristus. (Apostelgerninger 3:13, 14, 19) Med rene ord fortalte Jesus dem hvordan det forholdt sig: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ — Mattæus 21:43.
Helt forkastet?
Teologerne John F. og John E. Walvoord (citeret tidligere) imødegår dette argument med ordene: „Apostelen Paulus tilkendegav klart at opfyldelsen af Det gamle Testamentes løfter til Israel stadig hørte fremtiden til. Han skrev: ’Jeg spørger nu: Har Gud da forskudt sit folk? Nej, langtfra!’“ (Romerne 11:1, da. aut.) Desværre citerer de ikke resten af verset: „Også jeg er jo israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme.“ Hvad lå der i disse ord?
Paulus kan ikke have ment at israelitterne som nation betragtet stadig indtog en særstilling i Guds øjne, for han gav selv udtryk for at han nærede ’stor bedrøvelse og uophørlig smerte i sit hjerte’ fordi de ikke ville tage imod Guds godhed. (Romerne 9:2-5) I Romerbrevet 9:6 tilføjer Paulus: „Dog er det ikke sådan at Guds ord [til Abraham] har slået fejl. For ikke alle som stammer fra [det kødelige] Israel er virkelig ’Israel’.“ Læg mærke til hvad det er Paulus her siger: at fordi jøderne forkastede Kristus betragtede Gud dem ikke længere som Israel! Nu var det den salvede menighed af Jesu Kristi disciple der udgjorde det sande „Israel“ og det redskab hvormed Gud vil velsigne hele menneskeheden. — 1 Peter 2:9; Galaterne 3:29; 6:16; 1 Mosebog 22:18.
Gud forkastede dog ikke de enkelte jøder, for Paulus påpegede: „Også jeg er jo israelit.“ Ja, enkeltpersoner i den jødiske nation — som Paulus — kunne blive en del af det åndelige Israel hvis de tog imod Kristus. Kun „en rest“, et mindretal, valgte at gøre dette. — Romerne 11:1, 5.
En fremtidig omvendelse?
Nogle regner ganske vist med at alle kødelige jøder pludselig vil skifte sindelag. „Den store trængsel som vil følge efter kirkens bortrykkelse,“ hævder en fundamentalistisk forfatter, „vil være det middel hvormed Israel omvendes [til kristendommen].“ Det er interessant at lægge mærke til hvad Paulus siger i Romerbrevet 11:25, 26: „Der [er] delvis . . . kommet uimodtagelighed over Israel indtil det fulde antal af folk fra nationerne er kommet ind, og på denne måde vil hele Israel blive frelst.“
Forudsagde Paulus her en fremtidig masseomvendelse af jøderne? Hvordan kan det være tilfældet, i betragtning af at han selv gav udtryk for at kun en rest af jøderne ville tage imod Kristus? (Romerne 11:5) Paulus sagde rigtignok at jøderne ville erfare en åndelig „uimodtagelighed“ indtil „det fulde antal“ af hedninger var kommet ind i den kristne menighed.a Men en græskkyndig sprogforsker ved navn Richard Lenski påviser at ordet „indtil“ i denne sammenhæng ikke nødvendigvis indebærer tanken om en senere omvendelse. (Jævnfør brugen af ordet „indtil“ i Apostelgerninger 7:17, 18 og Åbenbaringen 2:25.) Paulus siger i virkeligheden at de kødelige jøder ville forblive ’uimodtagelige’ lige til enden, men i sin visdom fuldstændiggør Gud det åndelige Israels „fulde antal“ (144.000) ved at føre troende hedninger ind i den kristne menighed. „Og på denne måde [ikke ved at den jødiske nation skifter indstilling] vil hele [det åndelige] Israel blive frelst.“
Det forjættede land i jødernes besiddelse „til evig tid“?
Hvordan forholder det sig da med det landområde hvor staten Israel ligger? Er Gud særlig interesseret i det? Det mener mange, for eksempel den protestantiske teolog William Hurst. Han siger: „Intet område på jordens overflade har været mere efterstræbt eller mere konstant i nationernes søgelys end jødernes land.“ Idet han citerer Første Mosebog 13:14, 15, minder han os om at Gud lovede at give Abrahams afkom dette land „til evig tid“.
Er dette ensbetydende med at Gud er forpligtet til at beskytte Israels land mod invasioner? Hvis det forholder sig sådan må et ’Harmagedon’ i Mellemøsten være nært forestående. Det Gud sagde til Abraham var imidlertid ikke at hans afkom skulle bebo dette land til evig tid, men i en ’ubestemt’ tidsperiode.b Da jøderne forkastede Jesus Kristus, mistede de retten til at gøre krav på dette land — og på Guds beskyttelse.
Harmagedon — hvor?
I Åbenbaringen 16:14-16 fortæller Bibelen at dæmoninspireret propaganda vil føre denne verdens ledere „til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Der siges videre: „Og de samlede dem på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon.“ Viser dette da ikke at der vil blive udkæmpet en endelig krig i Mellemøsten? Nej, for der findes intet geografisk sted med navnet „Har-Magedon“ (som bogstaveligt betyder „Megiddos bjerg“). På Bibelens tid lå der i Mellemøsten en by der hed Megiddo. Den lå på den slette som ses på forsiden af dette blad. I nærheden af Megiddo blev der udkæmpet mange betydningsfulde slag, men der hverken var eller er noget bjerg i det område. „Har-Magedon“ eller „Harmagedon“ må derfor have en symbolsk betydning. Hvad symboliserer det da?
Af Ezekiels profeti fremgår det at Harmagedon indledes med at en multinational hær angriber „Israel“. De angribende anføres af ’Gog fra Magog’, hvis styrker kommer fra et sted „yderst i nord“. Hvem er denne „Gog“? Mange, blandt andet den fundamentalistiske teolog Hal Lindsey, erklærer med overbevisning: „Der findes kun én nation som ligger ’yderst i nord’ i forhold til Israel — nemlig USSR.“ Han har også dannet sig den teori at de der udgør Gogs „militærstyrke“ (kaldet Mesjek, Tubal, Persien, Ætiopien, Put, Gomer og Togarma i Bibelen) vil være Sovjets allierede, først og fremmest de arabiske lande. — Ezekiel 38:1-9, 15.
De nationer der beskrives som værende Gogs forbundsfæller, indtog imidlertid ikke en særlig fremtrædende stilling på verdensskuepladsen på Ezekiels tid. Profetien skulle desuden først opfyldes „ved årenes ende“ hvor det gamle Israels traditionelle fjender ikke længere fandtes på jorden. (Ezekiel 38:8) Det kan derfor ikke passe at Gogs ukendte og fjerntliggende „Magogs land“ skulle skildre Sovjetunionen, som er fremtrædende og ikke særlig fjerntliggende.
Hvem er det som bor i et ’fjernt’ land og som er en uforsonlig fjende af Guds folk? I Åbenbaringen 12:7-9, 17 svarer Bibelen: „Der udbrød krig i himmelen: Mikael og hans engle kæmpede mod dragen . . . Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan.“ Hvordan reagerede Satan på at blive kastet ud af himmelen og ned i et åndeligt fornedret domæne? Bibelen fortæller: „Dragen blev vred på kvinden [Guds himmelske organisation] og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“
„Gog“ er altså Satan. I årtier har han og hans dæmonhorder ført krig mod resten af det åndelige Israel — den salvede kristne menighed. (Galaterne 6:16) Disse kristne er spredt ud over hele jorden; de befinder sig ikke et eller andet centralt sted som kan invaderes af en sammenslutning af hære fra Mellemøsten. De „bor trygt“ under Guds beskyttelse, som Ezekiel forudsagde. (Ezekiel 38:11) Det samme kan ikke siges om vor tids kødelige Israel, som er omgivet af fjendtlige lande og lider under indre politiske og samfundsmæssige stridigheder.
Bibelen viser at denne verden vil undergå en dramatisk forandring. „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, vil pludselig blive udslettet. (Åbenbaringen, kapitel 18) Når den falske religion ikke længere er der, vil de tilbageblivende sande kristne virke sårbare, og Satan eller „Gog“ vil ikke kunne lade være med at forsøge at udslette dem. Han vil sørge for at „kongerne på hele den beboede jord“ under dæmonernes indflydelse samles til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. — Ezekiel 38:12-16; Åbenbaringen 16:14, 16.
„Har-Magedon“ er altså ikke et sted i Mellemøsten. Det er en verdenssituation. Hele verden vil være forenet om at modstå Jehova Gud og hans vidner. (Esajas 43:10-12) Det er Satans ondsindede angreb på de sande kristne — ikke en kamp mellem nationerne i et område i Mellemøsten — der får Gud til at føre krig til forsvar for sit folk. — Ezekiel 38:18-23; Zakarias 2:12.
Sande kristne i dag nøjes derfor ikke med passivt at holde øje med Mellemøsten. De er først og fremmest optaget af at fortælle folk hvad Guds ord siger om denne kommende krig. Jehovas Vidner er blevet kendt over hele verden for frygtløst at forkynde dette budskab i folks hjem. Nu spekulerer du måske på hvad der kan være grunden til at en kærlig Gud vil fremkalde en sådan krig? Vil det være muligt at overleve den? Disse spørgsmål vil blive behandlet i de to næste numre af Vagttårnet.
[Fodnoter]
a Kristenhedens religioner har ikke den forståelse at det åndelige Israel udgøres af et bestemt antal personer, nemlig 144.000, hvilket Bibelen oplyser. (Åbenbaringen 7:4) Nogle drager derfor den fejlagtige slutning at Paulus forudsagde en masseomvendelse af både jøder og hedninger. Paulus’ illustration med oliventræet som er omtalt i Romerbrevet, kapitel 11, giver imidlertid ingen mening medmindre der er tale om et bestemt antal.
b Skønt det hebraiske ord ’ōlamʹ af nogle gengives med „til evig tid“, betyder det ifølge en hebraiskkyndig ved navn William Gesenius „skjult tid, det vil sige et ubestemt og langt tidsrum hvis begyndelse eller slutning er usikker eller ukendt“. Nelson’s Expository Dictionary of the Old Testament tilføjer: „Med forstavelsen ’ad, kan ordet betyde ’ud i den ukendte fremtid’.“ — Jævnfør Femte Mosebog 23:3; Første Samuelsbog 1:22.
[Illustration på side 5]
Er det der nu sker i Mellemøsten forvarsler om Harmagedon?
[Illustration på side 6]
Er Jerusalem midtpunktet for de begivenheder som vil føre til Harmagedon?