Hvad vil fremtiden bringe for De forenede Nationer?

DE FORENEDE NATIONER er tydeligvis ved at genvinde sin styrke og i færd med atter at opnå en fremtrædende stilling på verdensskuepladsen. I nær fremtid vil organisationen blive inddraget i begivenheder som vil ryste hele verden. Hvordan det?

Mellemøsten-konflikten i oktober 1973 og dens eftervirkninger bidrog til at FN genvandt meget at sin tabte prestige. Ganske vist spillede stormagterne en fremtrædende rolle i forbindelse med våbenstilstandsaftalerne mellem Israel, Egypten og Syrien, men det er som den finske historiker Max Jakobson skrev i Saturday Review/World (23. marts 1974):

„Selv supermagterne opdagede at de ikke kunne klare sig fuldstændig uden De forenede Nationer. Våbenhvileaftalen . . . blev godkendt af Sikkerhedsrådet. Det var De forenede Nationer der skulle overvåge området. Synet af de blå baretter langs Suezkanalen genoplivede troen blandt de troende: når det kom til stykket var De forenede Nationer nødvendig.“

Generalsekretær Kurt Waldheim blev udpeget til at føre forsædet ved konferencen om fred i Mellemøsten. Herom siger FN-reporter Anthony Astrachan:

„Hans opgave som ordstyrer ved de indledende fredsdrøftelser i Genève kan være symbolsk, men symboler udvikler betydning, om ikke magt. Moskva og Washington . . . dyrker nu ham for at beskytte deres rettigheder overfor verden.“

Cypern-konflikten har også rettet søgelyset mod FNs fredsbevarende rolle.

Problemer som kræver international indgriben

Mellemøsten udgør dog kun en lille del af det samlede billede. I hele verden erkender man i stigende grad behovet for en hurtig og enig indsats, en international indsats, for at klare de alvorlige problemer der nu dukker op i horisonten.

I vældige områder hersker der alvorlig fødevaremangel, men verdens reservelagre af korn er næsten udtømt. Samtidig stiger jordens befolkning støt — alene sidste år med otteoghalvfjerds millioner.

Fattigdommen bliver værre. Ifølge Verdensbankens præsident, Robert McNamara, må 800.000.000 nu klare sig for to kroner om dagen. I de rigere lande skaber en løbsk inflation tårnhøje priser, og de fleste valutaer er mere ustabile end nogen sinde.

I de senere år har stormagterne fremstillet ødelæggelsesvåben som får atombomberne fra den anden verdenskrig til at syne meget små. Ved at udføre en kernesprængning er Indien blevet det sjette medlem af ’atomklubben’. Sandsynligheden for at andre nationer følger efter, øger risikoen for at et af ’klubbens’ medlemmer griber til kernevåben i en fremtidig konflikt. Vi kan simpelt hen ikke forestille os hvilke ødelæggelser dette kunne medføre.

Energibehovet vokser hurtigere end de forsyninger man har til rådighed. Energikrisen har trængt bekymringen om forureningen i baggrunden. Men forureningen af luften, landjorden og havene er dog stadig et problem, og det vokser konstant.

Angående disse problemer har De forenede Staters udenrigsminister, Henry Kissinger, sagt følgende i en tale i FN: „Udfordringer af denne størrelsesorden kan ikke klares af en verden som er splittet i en række selvtilstrækkelige nationer og stater, eller blokke som står stejlt over for hinanden.“ Situationen kræver en samlet indsats på verdensplan. Men der er også andre faktorer som nu styrker FNs stilling.

Andre vigtige faktorer

Som dr. George W. Shepherd, professor ved Denvers universitet, påpeger, er verden ikke længere som et skakbræt hvor de to supermagter sidder over for hinanden, med de europæiske lande som springere og løbere og „den tredje verdens“ lande som bønder. „Det er grunden,“ siger han, „til at vi ser en genoplivning af [De forenede Nationer].“

Selv om landene i „den tredje verden“ hidtil kun har kunnet råbe op i FN og vedtage resolutioner der aldrig er blevet gennemført i praksis, kan stormagterne ikke længere være ligeglade med disse mindre lande. Den arabiske olieboykot viste hvilken magt „den tredje verden“ sidder inde med. Dette gælder ikke kun de olieproducerende lande. Mange af de vigtige råmaterialer og mineraler — tin, zink, kobber, mangan, uran, jernmalm, bauxit (til fremstilling af aluminium) — som industrilandene er stærkt afhængige af, kommer fra disse såkaldt „underudviklede“ lande. Hvad kan dette føre til?

En artikel i den tyske avis Schwabacher Tagblatt siger at det vil være mærkeligt om disse fattige lande ret længe kan modstå fristelsen til at „undsige de såkaldt rige lande og spænde deres vågnende selvsikkerheds muskler“, ligesom de arabiske lande. Artiklen fortsætter: „Når vi føler disse landes vågnende selvsikkerheds greb om struben, er det for sent . . . i vores industrialiserede verden vil der opstå sociale problemer af en størrelsesorden som vi aldrig før har oplevet.“

Alt dette bidrager til en usikkerhedsfølelse som får nationerne, både store og små, til at søge at opnå aftaler og skride til aktion på verdensplan. Ønsket om fred og sikkerhed har i dag grebet nationerne som sjældent før i historien og har skabt en indstilling eller „ånd“ som får nationerne til mere og mere at tænke og handle på globalt plan. De forenede Staters tidligere FN-ambassadør, Charles W. Yost, påpeger hvorfor man kan vente at landene i stigende grad vil vende sig til De forenede Nationer:

„FN har trods alt en vældig fordel fremfor alle de andre midler til løsning af internationale forhold — FN er en permanent institution. Uanset hvilke fordele der kan være ved topmøder, regionale konferencer, tosidede og mangesidede aftaler, så hviler de alle på den offentlige menings og det lunefulde og foranderlige lederskabs flyvesand. Kun FN er, ligesom nationale regeringer, fast baseret på en konstitution og et bureaukrati der eksisterer i sig selv og varer ved fra tiår til tiår.“

Hvad bibelprofetien viser

Det endelige svar på hvad fremtiden vil bringe for De forenede Nationer finder man dog ikke ved at analysere forhold eller tendenser i verden. Det finder man i Guds inspirerede ord, Bibelen, og dets profetier. De begivenheder og tendenser vi ser i dag, bekræfter at Bibelens profetier har ret.

I Bibelen fremstilles politiske verdensmagter symbolsk som dyr. (Se Daniel 7:17, 23; 8:20-22.) Kapitel 17 i Åbenbaringens bog taler profetisk om en sammensat politisk organisation hvori resterne af verdensrigerne op gennem historien er forenet. Den skildres symbolsk som et dyr med syv hoveder (der hver skildrer et verdensrige som har haft betydning for den sande Guds tjenere) og ti horn (der skildrer det samlede antal politiske regeringer på jorden). Denne organisation skulle en tid forsvinde fra skuepladsen, som faldt den i en dødlignende uvirksomheds afgrund. Derefter ville den vise sig igen og gå sin endelige skæbne i møde.

De forenede Nationers organisation og dens forgænger, Folkeforbundet (der gik ind i en periode med dødlignende uvirksomhed under den anden verdenskrig), passer på denne symbolske beskrivelse. Ligesom de konger eller regeringer der skildres ved „de ti horn“ ville opnå øget myndighed på verdensplan ved at slutte sig til den sammensatte politiske organisation, sådan ser vi i dag at selv små nationer har fået betydning, magt og medbestemmelsesret som følge af deres medlemskab af De forenede Nationer. — Åb. 17:7-13.a

Som det vises i profetien, har disse forskellige symbolske konger „én og samme tanke“. (Åb. 17:13) Selv om de er uenige om mangt og meget, er de enige i deres beslutning om at indføre varig fred og sikkerhed i verden ved menneskelige midler. Derved forkaster de det middel Gud har frembragt: hans rige ved Kristus Jesus. Profetien viser derfor at denne internationale politiske organisation kæmper mod Guds udnævnte konge og dem der har taget standpunkt på hans side. Det betyder at denne sammensatte politiske organisation og alle dens medlemmer og tilhængere uundgåeligt nærmer sig den fuldstændige tilintetgørelse, så Guds regering kan overtage styret på jorden. — Åb. 17:14; jævnfør Daniel 2:44.

Men før denne sammensatte politiske organisation bliver fjernet fra skuepladsen vil den opfylde en anden del af den guddommelige profeti. Bibelen viser at organisationens medlemslande længe har været behersket af verdens religiøse systemer, som udgør et verdensimperium af falsk religion, i Åbenbaringen skildret som en skøge ved navn „Babylon den Store“. Profetien viser imidlertid at de politiske magter vil blive trætte af de skøgelignende religiøse systemers krav, hykleri og indblanding i politiske anliggender, og at de derfor vil vende sig imod dem og ødelægge dem fuldstændig. — Åb. 17:1-6, 15-18.b

Men netop som denne verdensorganisation synes at have opnået sin største prestige og er lige ved at have skabt et politisk grundlag for fred og sikkerhed, da vil den, hvor mærkeligt det end lyder, gå sit endeligt i møde. Apostelen Paulus blev inspireret til at skrive: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil en pludselig undergang komme over dem.“ (1 Tess. 5:2, 3, NW) Selv om verdensorganisationen efter denne proklamation af fred og sikkerhed vil tage et drastisk skridt som vil ryste hele verden — nemlig fjerne den falske religions verdensimperium — vil dette ikke beskytte den mod selv at blive tilintetgjort af Gud som et bedragerisk, forgæves og oprørsk forsøg på at skabe en politisk ordning i stedet for det rige Gud har lovet.

Af denne grund er der nu et voksende antal mennesker i over 200 lande og områder, ja fra mange nationer, som i forening sætter deres fulde lid — ikke til en politisk ordning i denne plagede verden, men — til Kristi Jesu regering i himmelen, den eneste sande kilde til varig fred og sikkerhed på jorden.

[Fodnoter]