Kapitel 6

„Dommen over den store skøge“

 1, 2. Hvad ser vi finde sted i dag i forbindelse med en dom fra Gud, og hvad blev Johannes indbudt til at se, ifølge Åbenbaringen 17:1, 2?

APOSTELEN Johannes’ syn af det store Babylons tilintetgørelse sluttede ikke med det han skrev i Åbenbaringens sekstende kapitel. Der blev åbenbaret ham yderligere detaljer. Ligesom han måtte undre sig over enkelthederne i det fortløbende profetiske syn, sådan må vi undre os i dag når vi i vor begivenhedsrige tid ser selve opfyldelsen af de ting der ifølge profetien skulle ske i forbindelse med fuldbyrdelsen af Guds dom over den babyloniske religions verdensimperium. Det er som om Guds engel indbyder os til at komme og se disse forbløffende ting, på samme måde som Johannes blev indbudt til at se en forhåndsskildring af dem. Johannes siger:

² „Og en af de syv engle med de syv skåle kom hen og talte med mig og sagde: ’Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande. Med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin.’“ — Åbenbaringen 17:1, 2.

 3. Hvem er skøgens kunder, hvor samles de, og hvor længe har hun øvet sit virke?

³ Johannes var imod forhærdede skøger og han ville glæde sig over at se dommen eksekveret over den største af dem alle. Hun er ikke nogen almindelig skøge, for hendes kunder er „jordens konger“, deriblandt de nuværende ’konger på hele jorderige’ der af dæmoninspirerede udtalelser samles til Harmagedons slagmark. Hun har en lang løbebane som skøge og prostitueret bag sig, en løbebane som har varet over fire tusind år og har været en skændsel, for „den nuværende, onde verden“. — Galaterne 1:4.

 4. (a) Hvad har hun holdt af at gøre? (b) Hvad giver hun de politiske herskere som vil have med hende at gøre, og hvad beder hun om og hvad velsigner hun på deres vegne?

⁴ Hun har holdt af at blande sig i denne verdens politik og påvirke dens forløb for egen fordels skyld; ja i virkeligheden har hun gerne villet dominere den som om hun var højerestående. De politiske herskere eller konger som vil have med hende at gøre giver hun religiøs tilfredsstillelse så de kan føle sig godt tilpas i deres verdslige færd. Hun beder om himmelens velsignelse over deres selviske, ærgerrige planer; hun velsigner deres stridigheder om politisk, kommerciel eller militær overlegenhed; hun får dem til at føle at de har himmelens godkendelse og gør den guddommelige vilje, at deres fremtid i den næste verden er sikret. Hun holder stemningsfulde begravelser for dem for at gøre „livet i den næste verden“ så behageligt som muligt for dem.

 5. (a) Hvad kan hendes utugtige forhold til de politiske herskere sammenlignes med? (b) Hvordan har dette berørt alle jordens beboere, og hvorfor er hun ikke nogen almindelig kvinde?

⁵ I virkeligheden driver hun sin prostitution med denne verdens politiske herskere som en gudstjeneste, som en slags tilbedelse af den gud hun dyrker, nøjagtig ligesom fortidens tempelprostituerede gjorde. Dette har naturligvis berørt alle jordens indbyggere, som er undersåtter under disse politiske herskere eller konger, og jordens beboere er blevet berusede af følgerne af at hun har solgt sig til konger og herskere — af hendes „utugts harmes vin“. (Åbenbaringen 14:8) Hun er ikke nogen almindelig kvinde, for hun „sidder ved [på, NW] de mange vande“.

 6. (a) Hvad sad denne skøge på? (b) Hvordan var kvinden klædt, og hvad stod der skrevet på hendes pande? (c) Hvad var hun beruset af?

⁶ Hvem er denne „store skøge“ der har disse kongelige forbindelser? Johannes oplyser os herom idet han fortæller hvad engelen viste ham: „Og han førte mig i ånden ud i en ørken; der så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af gudsbespottelige navne; det havde syv hoveder og ti horn. Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og skinnede af guld og ædelstene og perler, og i sin hånd havde hun et guldbæger fuldt af vederstyggeligheder og hendes utugts urenheder. Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.’ Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod.“ — Åbenbaringen 17:3-6.

 7. (a) Hvem er denne mystiske skøge, og hvad blev hun symbolisereret ved? (b) Hvad skildres som Babylon den Stores opholdssted?

⁷ Den mystiske skøge er altså Babylon den Store! Hun er ikke fortidens Babylon ved i Eufratfloden, der gik til grunde som verdensmagt i 539 f.v.t. og efter århundreders forfald forsvandt i den evige tilintetgørelse, så kun sørgelige ruiner i dag vidner om dets fordums eksistens og herlighed. Babylon den Store blev imidlertid forudskildret og symboliseret ved fortidens Babylon og blev derfor opkaldt efter det. Babylon den Store beskrives som værende i en ørken hvor vilde dyr holder til. Ifølge synet sidder hun på et dyr.

 8. (a) Hvor mange hoveder og horn har dette dyr, og hvad er det fuldt af? (b) Hvordan afviger dets farve fra farven på det dyr der steg op af havet? (c) Hvad er det et billede af?

⁸ Hvad er i dag dette dyr som lader det store Babylon ride på sig? Der siges ikke at dette skarlagenrøde dyr er steget op af den oprørske, revolutionære og radikale menneskeheds hav som er i opposition til Jehova Gud ligesom jægeren Nimrod var. Imidlertid ligner det i ydre det dyr som Johannes så „stige op af havet“. I lighed med dette dyr, der ’på hovederne havde gudsbespottelige navne’, har det syv hoveder og er også „fuldt af gudsbespottelige navne“. Det har ganske vist en anden farve, for det er skarlagenrødt, mens det dyr der steg op af havet var plettet som en leopard og havde fødder som en bjørn og gab som en løve. (Åbenbaringen 13:1, 2) Men det har også ti horn, selv om hornene ikke bærer ti kroner ligesom hornene på det første dyr. Det ligner altså i store træk det første dyr. I virkeligheden er det et billede af dette dyr, som steg op af havets afgrund.

 9. (a) Hvad viser Åbenbaringen 17:3 vedrørende „dyrets billede“ som omtales i Åbenbaringen 13:14, 15? (b) Fra hvornår opfyldtes synet af skøgen på det skarlagenrøde dyr?

⁹ Ifølge Åbenbaringen 13:14, 15 var det det tohornede dyr som steg op af jorden der foreslog at man skulle fremstille et „billede af dyret“. Her i Åbenbaringen 17:3 kan vi se hvordan dette „billede“ kom til at se ud, at det i store træk ligner dyret fra havet. Synet af den store skøge på ryggen af det skarlagenrøde dyr fik sin opfyldelse fra og med året 1919. Hvordan kan vi sige det? Af følgende grund:

10. Hvad foreslog den tohornede verdensmagt i 1919, og hvad indeholdt fredstraktaten derfor?

¹⁰ Ved fredskonferencen i Frankrig i 1919 foreslog de ledende repræsentanter for dette tohornede dyr, verdensmagten England-Amerika, oprettelsen af den internationale fredsbevarende organisation Folkeforbundet, og forslaget vandt tilslutning. På fredskonferencen blev den fredstraktat underskrevet som Folkeforbundspagten var en del af. Dette skete den 28. juni 1919, og i oktober samme år havde det nødvendige antal regeringer ratificeret fredstraktaten.

11. Hvad skete der den 10. januar 1920, og hvilken holdning indtog religiøse samfund i kristenheden over for Folkeforbundet?

¹¹ Den 10. januar 1920 fandt den endelige ratifikationsudveksling sted i Paris, og fredstraktaten indeholdende Folkeforbundspagten trådte i kraft. Seks dage senere blev Léon Bourgeois fra Frankrig den første præsident for Folkeforbundets råd, og Sir Eric Drummond fra England blev dets generalsekretær. Allerede i 1919 havde religiøse samfund i kristenheden udtalt sig til gunst for Folkeforbundet og arbejdet for dets oprettelse. Englands konge, Georg V, som var overhoved for den anglikanske kirke, støttede Folkeforbundet, og Grækenland, hvor den øst-ortodokse kirke er statskirke, indtrådte i Folkeforbundet den 30. marts 1920.

12. Hvorfor fik Vatikanet ikke lov til at tage del i drøftelsen af Folkeforbundet?

¹² Hvad angår Vatikanet i Rom havde dets pontifex maximus ikke noget officielt at skulle have sagt ved fredskonferencen. Vatikanet kunne ikke være med til at drøfte Folkeforbundet på grund af Londontraktaten af 1915 mellem Italien, Frankrig, Storbritannien og Rusland, som blev underskrevet den 9. maj 1915. På grund af Vatikanets tydelige forbindelse med de germanske magter under den første verdenskrig fik paven ikke „lov at anvende sin diplomatiske strategi i forbindelse med freden eller de spørgsmål der var opstået som følge af krigen“. (The Encyclopedia Americana, 1929-udgaven, bind 17, siderne 632, 633) Derfor gav den romersk-katolske kirke først senere udtryk for at den støttede Folkeforbundet.

13. Hvilken religiøs støtte fra orienten modtog Folkeforbundet lige fra starten?

¹³ Den sejrende orientalske medunderskriver, Japan, som dengang praktiserede kejsertilbedelse, var medlem af Folkeforbundet fra dets oprettelse.

14. (a) Hvad tog vor tids store Babylon skridt til i 1919? (b) Hvilken farve havde dyrets billede, hvad symboliserede denne farve, og hvilke farver var skøgen klædt i? (c) Hvad kaldte Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika Folkeforbundet, og hvad gjorde skøgen da Folkeforbundet trådte i kraft?

¹⁴ Det fremgår heraf at nutidens store Babylon, den babyloniske religions verdensimperium, i 1919 tog skridt til at stige op på „dyrets billede“, som dengang var Folkeforbundet. I skøgens øjne var dette dyr værd at ride på. Det var skarlagenrødt i hendes øjne, en farve der i Bibelen er symbol på kongemagt og et udtryk for overdådighed. (Mattæus 27:28-31; 2 Samuel 1:24) Selv var hun „klædt i purpur og skarlagen“. Allerede i januar 1919 havde Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika betegnet det da foreslåede Folkeforbund som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Da Folkeforbundet trådte i kraft den 10. januar 1920 satte hun sig virkelig på det, for at ride på det hvor det end gik hen, idet hun satte sit håb om verdensfred til dette dyr.

15. (a) Hvad gjorde det store Babylon ved at ride på Folkeforbundsdyret, og hvem samarbejdede hun således med? (b) Hvem tilkom i virkeligheden de navne som det store Babylon gav dyret, den tilbedelse hun ydede det, samt de forhåbninger hun knyttede til det?

¹⁵ Ved således at ride på Folkeforbundsdyret bedrev Babylon den Store blot yderligere utugt med „jordens konger“. Sammen med politikerne tilbad hun „dyrets billede“ og sørgede for at det blev „fuldt af gudsbespottelige navne“. De navne som hun og andre af denne verden gav det, den tilbedende holdning som hun og de indtog over for det, samt de forhåbninger som hun og de fik folk til at knytte til det — alt dette tilkom kun Jehova Gud og hans messianske rige. Menneskenes tillid og forventninger blev vendt bort fra Gud. — Åbenbaringen 17:2, 3.

16. (a) Hvad blev fortidens Babylon symboliseret som, og hvordan skildres det store Babylon derfor også? (b) Hvordan har dette verdensimperium af babylonisk religion opnået stor rigdom, og på hvis bekostning? (c) Hvad er det bæger som hendes tilhængere drikker af, tilsyneladende fremstillet af, men hvad rummer det?

¹⁶ I Bibelen omtales fortidens Babylon symbolsk som en kvinde. På tilsvarende måde beskrives det store Babylon også billedligt som en kvinde, en international skøge. Ved hjælp af sine grådige præster og sit hierarki og sine falske, vildledende læresætninger har dette verdensimperium af babylonisk religion vundet sig stor rigdom — guld, ædelstene, perler, purpur og skarlagen — på deres bekostning som har stolet på det men er blevet bedraget af det. Ligeledes har jordens konger betalt skøgen godt fordi hun har ladet dem opnå verdslig nydelse sammen med hende og har ladet dem benytte hendes religion til at vinde magten, til at bevare den og til at fremme deres politiske og kommercielle forehavender. Det bæger som hun lader sine religiøse tilhængere drikke af, ser altså ud til at være et guldbæger som kun skulle være egnet til at rumme den mest udsøgte drik. Bægerets ydre er imidlertid bedragerisk, for det er „fuldt af vederstyggeligheder og hendes utugts urenheder“. — Se Mattæus 23:25, 26.

17. Hvad hengiver skøgens religiøse hjorde sig til, hvem bedriver hun utugt med, og hvad har folkene derfor måttet „drikke“ eller føle?

¹⁷ Hun har fået sine religiøse hjorde til at føre et verdsligt levned, en adfærd som er uren i Guds øjne. Hendes utugt med denne verdens politiske herskere har ikke skænket folk velsignelse men har ladet dem smage religionskrige, fattigdom, uvidenhed, dårlig moral og modstand mod Guds messianske rige.

18. (a) Hvad indebærer navnet på hendes pande? (b) Hvad symboliserer hun ikke, men hvad må hun stå for ifølge sit navn?

¹⁸ Skøgens navn stod klart og tydeligt skrevet på hendes pande så alle kunne se det, men navnet indebar et mysterium eller en religiøs hemmelighed. Derfor må vi spørge: Hvem var det der bar dette navn? Eller: Hvem symboliserede denne skøge som bar dette navn? Som kendsgerningerne og Bibelen viser, symboliserede hun ikke det hedenske Rom på apostelen Johannes’ tid. Hendes navn viser tydeligt hun må stå for en organisation som ligner fortidens Babylon og som beherskes af falsk religion der kan føres tilbage til Nimrod, en mægtig jæger i opposition til Jehova Gud. En nøjere undersøgelse af hende og hendes omgangsfæller viser at hun er den babyloniske religions verdensimperium.

19. (a) Hvilken umoralitet øver hun, og med hvem? (b) I hvilken forstand kan det siges at hun er moder, hvem efterligner hendes døtre, og hvordan?

¹⁹ Hun optræder som skøge og bedriver religiøs utugt med denne verdens politiske element, billedligt skildret ved „jordens konger“. Selv om hun er en skøge, er hun også moder. I lighed med deres moder er alle hendes døtre skøger. Bibelen omtaler en bys indbyggere som dens børn. På samme måde er de religiøse organisationer som udgør det store Babylon, børn af hende, døtre der er født som følge af hendes utugt; og alle disse dattersystemer er ligeledes skøgeorganisationer. De efterligner moderorganisationen og driver utugt med „jordens konger“. Det fremgår af deres historie.

20. (a) Hvad er det store Babylon også moder til, og hvilke illegitime børn har hun? (b) Hvilke andre handlinger og skikke bliver helliget og holdt i ære?

²⁰ Babylon den Store er også moder til ’jordens vederstyggeligheder’. Ja, hvilken af jordens vederstyggeligheder har hun ikke frembragt, set med Guds øjne? Ved at søge religion som ikke kommer fra den sande Gud, Jehova, har hun født illegitime børn som billeddyrkelse, både bogstavelig og indirekte billeddyrkelse. (Romerne 2:22; Mattæus 24:15; 1 Kongebog 11:5, 7; 2 Kongebog 23:13) Hun har også frembragt åndemaning, spådomskunst, astrologi og menneskeofring. (2 Kongebog 23:24; Esajas 66:3; Ezekiel 20:7, 8, 30; Hoseas 9:10) Alle disse falske dæmoninspirerede religioner har medført enhver form for usømmelig og løsagtig adfærd, selv tempelprostitution der gør umoralitet til noget helligt. Også drukkenskab hengiver man sig til for at ære en falsk gud.

21. (a) I hvilken forstand er det store Babylon en dranker, og hvad beruser hun sig i? (b) Hvad har hun lige til vor tid drukket sig beruset i, og hvorfor har hun gjort det?

²¹ Babylon den Store selv drikker sig beruset, men fremfor at gøre det i alkoholiske drikke, kan hun lide at beruse sig i menneskeblod, især i blod der er blevet udgydt under religiøs forfølgelse. Før apostelen Johannes’ tid havde hun drukket sig beruset i „de helliges blod“ og hun var endog skyld i at Jesu Kristi, ’den helliges’, blod blev udgydt. (Apostlenes Gerninger 3:14, 15; 4:27, 30; Markus 1:24; Lukas 4:34) Siden og helt op til vor tid har hun drukket sig beruset i „Jesu vidners blod“. Hun har gjort dette i sine fanatiske bestræbelser for at bringe de vidner som forkynder Jehovas messianske rige, til tavshed. — Åbenbaringen 17:6; 6:9-11.

Hemmeligheden om det skarlagenrøde dyr

22. Hvordan forklarede engelen hemmeligheden om dyret?

²² Ikke alene Babylon den Store, men også dyret som hun rider på, har været et mysterium lige siden Johannes så dem i den åbenbaring han fik. Johannes skriver: „Og da jeg så hende, blev jeg grebet af stor forundring. Og engelen sagde til mig: ’Hvorfor undrede du dig? Jeg vil forklare dig hemmeligheden om kvinden og om dyret, som bærer hende, og som har de syv hoveder og de ti horn. Dyret, som du så, har været og er ikke mere; men det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde. Og de, der bor på jorden, og hvis navne ikke fra verdens grundlæggelse er skrevet i livets bog, de skal undre sig [fulde af beundring undre sig, NW], når de ser dyret, som har været, men ikke er mere og dog skal komme.’“ — Åbenbaringen 17:6-8.

23. (a) Hvad er det skarlagenrøde dyr et billede af, og hvordan retfærdiggør afgudsdyrkerne brugen af billeder? (b) Hvad tilbeder de ved hjælp af „dyrets billede“?

²³ Dette skarlagenrøde dyrs udseende røber at det må være det samme som „dyrets billede“, hvis frembringelse apostelen Johannes omtalte i Åbenbaringen 13:14, 15, uden dog at beskrive det nærmere. Eftersom dette dyr er et billede, og skal bruges til afgudsdyrkelse, stiller Babylon den Store sig velvilligt til det. Hun er glad for at ride på det eller blive båret af sted af det. Afgudsdyrkere retfærdiggør brugen af billeder ved at sige at disse blot hjælper dem til at tilbede de guder som billederne forestiller, idet der kun er tale om „en relativ tilbedelse“ af disse gudebilleder. Når de tilbeder „dyrets billede“ tilbeder de en international sammensværgelse imod Guds rige. Billedet er denne internationale organisation som er dannet med det formål at bevare denne verdens politiske regeringer, især ved at bilægge deres uoverensstemmelser fredeligt ved voldgift.

24. Hvilken organisation svarede dyret til mellem den første og den anden verdenskrig, og i hvilken periode fandtes dyret ikke?

²⁴ I perioden mellem den første og den anden verdenskrig var dette skarlagenrøde dyr Folkeforbundet, der havde så mange som toogtres medlemsnationer. Folkeforbundet blev officielt opløst efter den anden verdenskrig, nemlig den 18. april 1946; men i virkeligheden ’var’ dette forbund „ikke mere“ under hele den anden verdenskrig fra 1939 til 1945. De imperialistiske nazistisk-fascistiske „aksemagter“ lod hånt om Folkeforbundet. Hvad blev resultatet? Dette: det viste sig at Folkeforbundet ikke var sin opgave voksen, og det ophørte med at fungere med den anden verdenskrigs udbrud, da den katolsk-nazistiske diktator Adolf Hitler i september 1939 udløste den anden verdenskrig.a

25. (a) Hvilken afgrund var det dyret forsvandt ned i en tid og kom frem fra igen? (b) Hvad fremhævede Jehovas vidner vedrørende dyret på grundlag af Åbenbaringen 17:8?

²⁵ Da forsvandt Folkeforbundet i verdens hidtil største krig så at sige ned i den frådende og brølende menneskeheds afgrund og kom til at befinde sig i en skindød tilstand. Guds engel talte til apostelen Johannes som om det skarlagenrøde dyr dengang befandt sig i afgrunden og skulle til at stige op derfra. I slående overensstemmelse hermed så Jehovas kristne vidner i 1942, midt under den anden verdenskrig, at dette internationale dyr dengang befandt sig i afgrunden, og de fremhævede at Åbenbaringen 17:8 forudsagde at dyret ville stige op igen efter den anden verdenskrig. — Se siderne 20-22 i brochuren Peace — Can It Last? som blev udgivet af Watch Tower Society den 20. september 1942.

26. (a) Hvilken verdensmagt havde arbejdet på at skabe Folkeforbundet og hvordan arbejdede den på at få organisationen op af afgrunden? (b) Hvornår blev De forenede Nationers pagt underskrevet, og hvornår blev den en del af international lov?

²⁶ Den syvende verdensmagt, dobbeltverdensmagten England-Amerika, havde arbejdet på at skabe Folkeforbundet. Nu arbejdede den samme dobbeltverdensmagt på at få denne internationale organisation til bevarelse af fred og sikkerhed op af deri dødlignende afgrund. Det var således i Amerikas forenede Stater, i San Francisco i staten Californien, at halvtreds nationer (Vatikanstaten og aksemagterne ikke indbefattet) underskrev De forenede Nationers pagt den 26. juni 1945. Denne pagt blev en del af international lov den 24. oktober 1945, da antallet af nationer som ratificerede den var nået op på 29, De fem Store indbefattet. Da var De forenede Nationer en realitet. Generalforsamlingens første møde fandt sted i London (i dobbeltverdensmagtens område) den 10. januar 1946; sikkerhedsrådets første møde blev holdt syv dage senere.

27. Hvad så Jehovas vidner straks, og hvad gjorde de ikke, men hvem fulgte beundrende dyret?

²⁷ Jehovas kristne vidner forstod med det samme at det skarlagenrøde dyr nu var steget op af afgrunden. Men tilbad det ikke, lige så lidt som de sammen med det store Babylon og denne verdens nationer havde tilbedt Folkeforbundet, „dyret“ i sin oprindelige form. Denne gamle verdens mennesker, „de der, bor på jorden“, undrede sig da de så dyret, og de var fulde af beundring.

28. Hvad var De forenede Nationers formål, som det fremgår af FN-pagten? Hvad følte folk derfor, og hvad fortsatte de med at gøre?

²⁸ Formålet med De forenede Nationer var at „opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed“, hvilket fremgår af FN-pagten. Derfor følte folk sig nu noget mere overbeviste om at det første symbolske dyr, det dyr der var steget op af havet, ville fortsætte sin eksistens. De følte at denne nye internationale organisation ville opretholde freden og sikkerheden for dyret fra havet. At folk stadig beundrer dette skarlagenrøde billede af dyret fremgår af at De forenede Nationers medlemstal støt er vokset, således at organisationen nu, i 1971, har 128 medlemmer.

29. Hvad udtalte en højtstående katolsk gejstlig den 5. april 1963 vedrørende pavens encyklika og dyret som det store Babylon rider på?

²⁹ For få år siden udtalte Vatikanstatens pontifex maximus sig i afgjorte vendinger om det symbolske syvhovedede, tihornede skarlagenrøde dyr som det store Babylon rider på. Megen offentlig omtale i hele verden henledte nogle dage i forvejen folks opmærksomhed på at der af pave Johannes XXIII skulle udsendes en vigtig rundskrivelse eller encyklika til alle romersk-katolske biskopper. Det var denne paves ottende rundskrivelse. I et Associated Press-telegram der var dateret „ROM, den 5. april,“ og som blev offentliggjort i New York Times den 6. april 1963, side 2, under overskriften „Anerkendelse af FNs politiopgave“, stod der følgende:

Monsignore Pisoni har i Corriere della Sera i Milano udtalt at international lov „er blevet endnu mere kompliceret i vor tid på grund af tilstedeværelsen af internationale organer som for eksempel De forenede Nationer, der med autonome militærstyrker skal påtage sig opgaven som ’internationalt politi’“. Han sagde at encyklikaen ville omhandle „alle folkeslags pligt til at anerkende De forenede Nationers autonome hærstyrke som en international politistyrke“, og at den ligeledes ville drøfte den kolde krig og „indre stridigheder og borgerkrige som støttes af udenlandske kræfter“.

30. (a) Under hvilke omstændigheder underskrev Johannes XXIII encyklikaen „Pacem in Terris“ („Fred på jorden“), og hvem var den stilet til? (b) Hvilke spørgsmål må verdensmyndigheden ifølge rundskrivelsen studere og løse? (c) Hvad er ifølge rundskrivelsen FNs højeste mål? (d) Hvilken betydning har den universelle erklæring om menneskerettighederne som er vedtaget af FN, ifølge denne erklærings fortale? (e) Hvilket ønske udtrykkes vedrørende FNs evner og folks indstilling til denne fredsorganisation?

³⁰ Den 7. april fejrede kristenheden sin palmesøndag til minde om Kristi triumftog, dengang han red ind i Jerusalem (Zion) for at tilbyde sig som byens messianske konge. I den efterfølgende „hellige uge“ underskrev pave Johannes XXIII sin rundskrivelse „Pacem in Terris“ („Fred på jorden“), mens situationen blev filmet for at blive udsendt over det italienske fjernsynsnet i en særlig udsendelse, og for at fjernsynsstationer over hele jorden kunne få mulighed for at udsende begivenheden. I rundskrivelsens sidste afsnit var dens udgivelse dateret med ordene: „Givet i Rom ved Sankt Peters Kirken, skærtorsdag den 11. april 1963, vort pontifikats femte år. JOHANNES XXIII.“b Denne encyklika var ikke blot stilet til „præsteskabet og de troende verden over“ men også til „alle mennesker af god vilje“. I rundskrivelsens fjerde del omtalte paven en „verdensmyndighed“, hvormed han naturligvis ikke hentydede til De forenede Nationer, for Vatikanstaten er ikke medlem af FN. Dernæst sagde han:

. . . Det er jo verdensmyndighedens opgave at studere og løse spørgsmål, der på de økonomiske, sociale, politiske og kulturelle områder har betydning for den internationale velfærd. Det drejer sig netop om problemer, der er så indviklede, omfattende og påtrængende, at de frembyder store vanskeligheder og ikke kan løses på en lykkelig måde alene af enkelte landes regeringer.

Det er selvfølgelig ikke verdensmyndighedens opgave at indskrænke de enkelte nationers bestemmelsesret over deres eget område eller at overtage deres anliggender. Den må tværtimod arbejde på . . .

Som det er almindeligt kendt, blev De forenede Nationer (FN) grundlagt den 26. juni 1945, og under denne organisation oprettedes i den efterfølgende tid en række mindre institutioner, der ledes af befuldmægtigede repræsentanter fra forskellige lande. Man har betroet dem store og verdensomspændende opgaver på de økonomiske, sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige områder. Det er De forenede Nationers højeste mål at beskytte og sikre verdensfreden og at fremme og udvikle venskabelige forbindelser mellem landene — forbindelser baseret på lighed, indbyrdes respekt og et samarbejde over alle den menneskelige foretagsomheds områder.

Det har været en af FN’s mest betydningsfulde handlinger at vedtage den universelle erklæring om menneskerettighederne den 10. december 1948. I fortalen til denne erklæring fastslår man, at alle folkeslag og nationer først og fremmest må stræbe efter en anerkendelse af og en virkelig agtelse for de rettigheder og den frihed, erklæringen nævner.

Det er os ikke ubekendt, at enkelte afsnit i denne erklæring er blevet kritiseret og mødt med forbehold, . . .

Det er da vort varmeste ønske, at De forenede Nationer mere og mere må indrette sin organisation og sine virkemidler efter sin opgaves omfang og ædle mål. Måtte den dag oprinde, da FN på en virkningsfuld måde kan sikre den menneskelige persons rettigheder. Disse rettigheder udspringer som sagt af den værdighed, vi naturligt besidder, og derfor er de almene, ukrænkelige og umistelige. Der er særligt grund til at håbe på en sådan udvikling, fordi vor tids mennesker deltager mere og mere aktivt i deres eget lands anliggender, viser en voksende interesse for de internationale spørgsmål og erkender dybere deres egen opgave som levende medlemmer af den verdensomspændende menneskelige familie.

31. (a) Hvordan knyttede paven Guds rige sammen med alt det foregående? (b) (Til fodnoten) Hvad erklærede præsident Kennedy vedrørende encyklikaen, og hvad gjorde den amerikanske regerings udenrigsministerium for første gang i historien?

³¹ Pave Johannes XXIII knyttede derpå Guds rige sammen med alt det foregående da han i encyklikaens sjettesidste afsnit sagde:

. . . Når det menneskelige samfund så klart som muligt skal afspejle Guds rige, er hjælpen fra det høje uundværlig.c

32. (a) Vil pavens og nationernes beundring for „dyrets billede“ sikre dets beståen? (b) Hvilke navne skriver Gud i sin „livets bog“, og hvem får ikke deres navne skrevet dér?

³² Men afspejler De forenede Nationer på nogen måde Guds rige, eller virker de på nogen måde til fremme for dette rige? Giver pavens beundring for De forenede Nationer eller den internationale beundring for dette „dyrets billede“ sikkerhed for at „de enkelte nationers bestemmelsesret over deres eget område“ vil overleve „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“? Nej! Ifølge det apostelen Johannes skrev giver dette ikke nogen sikkerhed for at folk som afguderisk beundrer De forenede Nationer og beder for dem, vil opnå livet i Jehova Guds nye tingenes ordning, som vil følge efter denne universelle krig. Gud skriver ikke navnene på disse afgudsdyrkere i sin „livets bog“. I denne bog har Jehova billedligt talt skrevet navnene på dem han har fundet værdige til liv „fra verdens grundlæggelse“, det vil sige siden han grundlagde menneskeslægten, menneskehedens verden. Ifølge Guds skrevne ord ser det ud til at Abel, Adams og Evas uretfærdigt myrdede søn, er den første der blev „skrevet i livets bog“. (Hebræerne 11:4; 12:24; 1 Mosebog 4:2-10, 25; Mattæus 23:35) De der tilbeder afguder får ikke deres navne skrevet sammen med Abels. De der længes efter evigt liv i Guds nye tingenes ordning vil derfor ikke deltage i denne afgudsdyrkelse i vor tid.

33, 34. (a) Hvad betyder det skarlagenrøde dyrs syv hoveder? (b) Hvad er ’de syv bjerge’?

³³ Apostelen Johannes trænger dybere ind i hemmeligheden om dette tilbedte skarlagenrøde dyr idet han skriver: „Her gælder det at have et sind [den intelligens, NW], som rummer visdom. De syv hoveder er syv bjerge, som kvinden sidder på. De er også syv konger. De fem er allerede faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han kun blive en kort tid. Og dyret, som har været og ikke er mere, er selv den ottende og er dog af de syv og går sin undergang i møde.“ (Åbenbaringen 17:9-11) Ja, for at fatte betydningen af dette indviklede mysterium må vi ikke blot have intelligens, men også visdom, „visdommen ovenfra“. — Jakob 3:17.

³⁴ „De syv hoveder“ tilhører det skarlagenrøde dyr, men de er blot billeder af de syv hoveder på det dyr der steg op af det gudløse menneskehav. De skildrer derfor syv politiske hoveder der har efterfulgt hinanden. De skildrer en række verdensriger. Den himmelske visdom som Guds ord forlener os med, hjælper os til at fastslå at disse riger er (1) oldtidens Ægypten, (2) Assyrien, (3) Babylonien, (4) Medo-Persien, (5) det gamle Grækenland eller Makedonien, (6) romerriget, og (7) England-Amerika. Det siges at disse syv symbolske hoveder er „syv bjerge“, fordi Daniel (2:34, 35, 44, 45) sammenligner fremtidens evige verdensmagt, Guds messianske rige, med „et stort bjerg, der fyldte hele jorden“.

35. Hvilken forskel er der på det store Babylon og fortidens babyloniske verdensmagt?

³⁵ Den mystiske skøge, det store Babylon, svarer ikke til dyrets tredje hoved, det babyloniske verdensrige. Det symbolske tredje hoved var også et symbolsk bjerg, en politisk organisation, hvorimod det store Babylon udelukkende er et religiøst imperium og har eksisteret og hersket før det gamle Babylon ved Eufratfloden blev det tredje verdensrige på Nebukadnezars tid. Som et religiøst imperium herskede det store Babylon over eller sad på det første symbolske bjerg, det ægyptiske verdensrige, omkring tusind år før Rom blev grundlagt i Italien. Da det er et religiøst imperium forsvandt det ikke da fortidens Babylon faldt i 539 f.v.t. og til sidst gik til grunde mens det romerske verdensrige herskede. I egenskab af et religiøst imperium har det fortsat sin eksistens så det har kunnet sidde på alle de syv symbolske bjerge eller verdensriger, lige fra oldtidens Ægypten til nutidens England og Amerika.

36. (a) I hvilken forstand er hver verdensmagt en „kongernes konge“? (b) Hvordan titulerede Artaxerxes, herskeren over det medo-persiske verdensrige, sig selv?

³⁶ Disse verdensriger er billedligt talt „syv konger“. Det er de i den forstand at hver af dem er en „kongernes konge“, en konge der hersker over alle andre konger på det pågældende tidspunkt. For eksempel sagde profeten Daniel til den babyloniske verdenshersker Nebukadnezar: „Du, o konge, kongernes konge, hvem Himmelens Gud gav kongedømme, . . . du er hovedet, som var af guld.“ (Daniel 2:37, 38) Herskeren over det medo-persiske verdensrige titulerede sig selv på samme måde i det brev han gav bibelafskriveren Ezra med til Jerusalem: „Artaxerxes, kongernes konge, til præsten Ezra, den skriftlærde kender af Himmelens Guds lov.“ (Ezra 7:7-12) Da apostelen Johannes modtog denne åbenbaring henimod slutningen af det første århundrede efter vor tidsregning, var de fem „konger“ faldet, sådan som engelen fortalte ham. Det var de fem første verdensriger, fra det gamle Ægypten til og med det gamle Grækenland.

37. Hvad mente engelen da den sagde til Johannes: „Den ene er der“?

³⁷ Da engelen sagde: „Den ene er der,“ mente han altså den verdensmagt der havde forvist Johannes til straffeøen Patmos, nemlig det sjette verdensrige, romerriget, hvis hedenske kejser på det tidspunkt var den religiøse pontifex maximus. Hvem er da den syvende symbolske konge som engelen henviste til med ordene: „Den anden er endnu ikke kommen“? — Åbenbaringen 17:10.

38. (a) Hvilken verdensmagt pegede engelen frem til? (b) Hvorfor dukkede denne verdensmagt ikke op i det år Rom faldt?

³⁸ Bibelens profetier og den verdslige historie viser at engelen mente dobbeltverdensmagten England-Amerika, som var allierede under den første verdenskrig fra 1914-1918. Ingen af de foregående seks verdensriger var så mægtige eller havde så stor udbredelse som denne syvende, anglo-amerikanske verdensmagt. Hvornår trådte den frem på scenen? Ikke ved „Roms fald“, som indtraf da teutonerkongen Odoaker, der bekendte sig til Arius’ lære, i 476 indtog byen og blev konge af Italien. Dengang eksisterede Det britiske Imperium og Amerikas forenede Stater ikke. Desuden omfattede romerriget på dette tidspunkt mere end Rom og Italien. Hovedstaden for hele det romerske rige var ikke det gamle Rom i Italien, men Ny-Rom, Konstantinopel, ved Bosporusstrædet, på korsvejen mellem Europa og Asien og Middelhavet og Det sorte Hav. I dette det romerske verdensriges handelscenter herskede isaureren kejser Zenon. Han fordrev til sidst, i 489, Odoaker fra Rom. Den østlige del af det romerske rige ophørte først med at eksistere i 1453, da Konstantinopel faldt for osmannerne.

39. (a) Hvornår og hvordan blev Det hellige romerske Rige oprettet, og hvem bragte det til ophør? (b) Hvornår opnåede Det britiske Imperium stillingen som „den største handels- og kolonimagt i verden“, og hvad dannede det senere sammen med Amerikas forenede Stater?

³⁹ Mod vest var Det hellige romerske Rige ved pavens strategi blevet oprettet i år 800, men den franske kejser Napoleon I gjorde en ende på det i 1806. Treogfyrre år tidligere, i 1763, opnåede Det britiske Imperium, som da havde kolonier i Nordamerika, imidlertid stillingen som „den største handels- og kolonimagt i verden“, som en historiker udtrykker det. Det bevarede denne stilling og udvirkede i 1814 Napoleon Bonapartes fald. På dette tidspunkt var Amerikas forenede Stater blevet oprettet på grundlag af Storbritanniens tidligere kolonier. De forenede Stater blev i mange henseender Storbritanniens allierede, og tilsammen dannede de en dobbeltverdensmagt, den mægtigste i historien.

40. Hvor længe vil dobbeltverdensmagten bestå, og i hvilken forstand kan dette siges at være tilfældet?

⁴⁰ Denne dobbeltverdensmagt fremstod som sådan ved begyndelsen af det nittende århundrede. Herom forudsagde Guds engel: „Når han kommer, skal han kun blive en kort tid.“ (Åbenbaringen 17:10) I betragtning af hvor længe den sjette eller romerske verdensmagt herskede kan den syvende eller anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt kun blive „en kort tid“, nu da „kongerne på hele jorderige“ samles til det sted eller den situation Bibelen kalder Harmagedon, for at blive ødelagt. Selv om vi regner fra år 1763 er der kun en forholdsvis „kort tid“ fra dette tidspunkt og til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.“ (Åbenbaringen 16:14, 16) Det meste af denne ’korte tid’ hører fortiden til. Tiden er ved at udløbe.

41. (a) Hvilken verdensmagt har først og fremmest støttet „dyrets billede“, og hvad har Guds engel forudsagt vedrørende dette skarlagenrøde dyr? (b) Hvem skylder De forenede Nationer sin eksistens? Hvad er denne organisation derfor, og hvad vil der ske med den?

⁴¹ Det er den syvende verdensmagt der stærkest har støttet og virket til fremme for De forenede Nationer, „dyrets billede“ i sin nuværende form. Derfor må denne internationale sammenslutning for fred og sikkerhed gå til grunde når den anglo-amerikanske verdensmagt forsvinder i Harmagedon. Guds engel forudsagde at dette skarlagenrøde dyr ville blive tilintetgjort: „Og dyret, som har været og ikke er mere, er selv den ottende og er dog af de syv og går sin undergang i møde.“ (Åbenbaringen 17:11) Blandt De forenede Nationers medlemmer i vor tid findes den syvende verdensmagt og rester af alle de tidligere verdensriger. Denne organisation skylder derfor disse syv verdensriger sin eksistens og er udgået fra dem. Eftersom dette nutidige skarlagenrøde dyr er et billede af det dyr som steg op af havet og havde pletter som en leopard og var et udtryk for alle syv verdensmagter, må dette „billede“ også selv være en verdensmagt eller en „konge“, den „ottende“. Det har sin egen militære politistyrke. Nu da det er steget op af afgrunden og har været oppe siden 1945, vil det ifølge Bibelen snart gå sin undergang i møde.

De ti horn fører krig mod Lammet

42, 43. (a) Hvad repræsenterer hornene, hvad står deres antal for, og hvad symboliserer „de ti horn“ derfor? (b) Hvordan bruger dyret sine horn? (c) Hvad vil de gøre over for Lammet, men hvem vil sejre?

⁴² I Daniels profeti er horn på hovedet af et symbolsk dyr et udtryk for enkelte konger eller nationale regenter. Da tallet ti i Bibelen bruges som et udtryk for jordisk fuldstændighed eller fuldkommenhed, betegner udtrykket „ti horn“ ikke bogstaveligt ti konger, men alle eller det fuldstændige antal konger eller nationale regenter på jorden. Et dyrs horn kan bruges til angreb og vold, og det er også sådan det skarlagenrøde dyr bruger sine horn, ifølge det Guds engel siger til Johannes:

⁴³ „Og de ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt, men får herredømme en stund [én time, NW] som konger sammen med dyret. De har én og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed. De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.“ — Åbenbaringen 17:12-14.

44. Hvor mange horn findes der på dyrets syvende hoved, og hvor mange af hovederne havde vist sig på Johannes’ tid?

⁴⁴ Det skarlagenrøde dyr har ti horn. Ét af disse horn tilhører det syvende hoved, ja muligvis to, eftersom dette syvende hoved skildrede en dobbeltverdensmagt, England-Amerika. (Se Daniel 8:20-22.) På Johannes’ tid var dette syvende symbolske hoved endnu ikke kommet, og derfor havde dets symbolske horn endnu ikke vist sig. — Åbenbaringen 17:10.

45. Hvad kunne med rette siges på Johannes’ tid vedrørende de ti horn, og hvornår kunne de først modtage herredømme som konger sammen med det skarlagenrøde dyr?

⁴⁵ På Johannes’ tid fandtes alle de ti horn på dette dyr altså ikke. Men nu, siden det attende århundrede, er alle syv hoveder med alle ti horn til stede. Før, især tilbage på Johannes’ tid, kunne det med rette siges at de ti horn ’endnu ikke havde fået kongemagt’. Noget andet er at dette skarlagenrøde dyr, som er „et billede“ af dyret fra havet, ikke viste sig før efter den første verdenskrig, i form af Folkeforbundet. Altså var det først fra det tidspunkt at de regenter hvis nationer tilsluttede sig Folkeforbundet og dets efterfølger, De forenede Nationer, kunne ’få herredømme som konger’ sammen med dyret.

46. (a) Hvor længe varer den ’korte tid’ hvori det syvende hoved får lov at eksistere? (b) Hvordan vil Folkeforbundet og dets efterfølger derfor kun komme til at eksistere „én time“?

⁴⁶ Om det syvende hoved på dette strålende dyr siges det, at „når han kommer, skal han kun blive en kort tid.“ Perioden fra den syvende verdensmagts, England-Amerikas, fremståen til dens snarlige undergang regnes altså kun for at være „en kort tid“. Derfor må det tidsrum hvori Folkeforbundet og dets efterfølger, De forenede Nationer, eksisterer, nemlig fra 1920 og fremefter, være endnu kortere. Åbenbaringen 17:12 (NW) sammenligner dette tidsrum med blot „én time“, for der siges at medlemsnationerne „får myndighed som konger én time sammen med vilddyret“. Siden 1920 har vi befundet os i denne korte periode på „én time“. Mange nationer er ikke blevet medlemmer af denne internationale, dyrelignende organisation før den fremtrådte i sin nye skikkelse som De forenede Nationer i 1945. Den tid de får lov at herske er altså endnu kortere.

47. Hvad viser at ’de ti konger’ ikke har samme tanke, selv om de nu er medlemmer af FN?

⁴⁷ Hvordan kan det siges at de har „én og samme tanke“? Naturligvis burde De forenede Nationers pagt bevirke at alle organisationens medlemsnationer eller „konger“ samlede deres tanker om det samme, og den burde forene dem alle i samme hensigt. Men den måde hvorpå vetoretten er blevet anvendt i FNs sikkerhedsråd og den kendsgerning at flere medlemmer har nægtet at betale de pålagte skatter til dækning af nogle af FNs militære opgaver, den store uenighed der har kendetegnet nogle af generalforsamlingens møder og den stadige uenighed om så afgørende spørgsmål som almindelig nedrustning og standsning af kernevåbenforsøg — alt dette viser at der ikke hersker enhed i tanke blandt disse „ti konger“. Hvordan kan det da siges at engelens profeti er sand, at disse konger „har én og samme tanke“? På denne måde:

48. (a) I hvilken forstand har vor tids „ti konger“ „én og samme tanke“? (b) Hvorfor stiller „de ti horn“ deres kraft og magt til det skarlagenrøde dyrs rådighed? (e) Hvem er også imod det himmelske messianske rige?

⁴⁸ Vor tids „ti konger“ har „én og samme tanke“ om deres modstand mod Guds messianske rige, hans rige ved „Guds lam, som borttager verdens synd“. Folkeforbundet og dets efterfølger, De forenede Nationer, er i sig selv udtryk for en international sammensværgelse mod Guds rige, som blev født i himmelen i 1914 ved udløbet af hedningernes tider. Denne internationale organisation for fred og sikkerhed ved menneskelige midler er en bedragerisk erstatning for Guds rige ved hans lam, og det har Jehovas vidner forkyndt for alle nationer siden den første verdenskrigs ophør. Hele det skarlagenrøde „dyr“ er således modstander af det himmelske, messianske rige. For at støtte denne erstatning for det messianske rige og for at øge deres kamp mod dette rige, stiller de symbolske ti horn eller konger enigt „deres kraft og magt . . . til dyrets rådighed“, som forudsagt i Åbenbaringen 17:13. De nationer som ikke er medlemmer af De forenede Nationer er lige så meget imod Guds messianske rige. Derfor samarbejder de med dyret i dets modstand mod Riget.

49. (a) Hvem hører de symbolske ti horn med til, og hvem kæmper de altså imod? (b) Hvorfor kan de ikke kæmpe direkte mod Guds lam?

⁴⁹ Disse symbolske ti horn på det skarlagenrøde dyrs hoveder hører med til „kongerne på hele jorderige“ der nu, ledet af dæmoner, er ved at samles til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. Derfor er det kun at vente at de vil „føre krig mod Lammet“, sådan som der siges i Åbenbaringen 17:14. Da disse „ti konger“ (som udgør De forenede Nationers, „dyrets“, egentlige magt) er jordiske og kun har en naturlig synsevne, kan de ikke kæmpe direkte mod Guds lam, idet han er himmelsk og åndelig og derfor usynlig for dem.

50. Hvorfor kan den jordiske „rest“ tydeligt ses?

⁵⁰ Men Lammet har stadig en rest på jorden af sine åndsavlede disciple, som Gud har kaldet og udvalgt og som stræber efter at være trofaste sammen med Lammet. De er synlige for disse ti konger. De kan tydeligt ses fordi de som kristne holder sig neutrale i denne verdens konflikter og fordi de forkynder den gode nyhed om Guds rige på hele den beboede jord. — Mattæus 24:14; Efeserne 6:11-18; Apostlenes Gerninger 5:28, 29.

51. (a) Hvem kæmper ’de ti konger’ imod, og hvilke midler griber de endog til? (b) Hvem andre på jorden bekæmper de, men hvem er det i virkeligheden de kæmper imod?

⁵¹ De „ti konger“ kan kæmpe mod disse kaldede, udvalgte og trofaste, og de går så vidt i deres kamp at de endog „skaber uret [mod dem] i lovens navn“, for at få det til at se ud som om hele deres modstand mod dem er lovlig og sker i nationens interesse. (Salme 94:20) De kæmper også mod denne rests gudfrygtige medarbejdere, ’den store skare’ som Johannes så stå foran Guds trone og som råbte: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åbenbaringen 7:9, 10, 13-17) Når de symbolske ti konger kæmper mod den åndsavlede rest og ’den store skare’ som forkynder Guds rige sammen med den, fører de i virkeligheden krig mod Guds lam, for det de gør mod hans disciple regner han for gjort mod ham selv.

52. (a) Hvilket sindelag har Lammets disciple på jorden, men hvordan vil Lammet vise sig at være over for sine fjender? (b) Hvilken stilling har Lammet indtaget siden hedningetidernes udløb i 1914, og hvad har han fået overdraget i himmelen og på jorden?

⁵² Guds lams jordiske disciple ligner også lam i deres sindelag. Alligevel skal dyrets symbolske ti horn ikke regne med at vinde kampen. De må ikke glemme at Lammet også er „løven af Judas stamme“ og at han i kampen mod Guds riges fjender vil vise sine løvelignende egenskaber. (Åbenbaringen 5:5; 1 Mosebog 49:9, 10) Da hedningernes tider udløb i 1914 kronede Jehova Gud ham til konge og indsatte ham på tronen i himmelen. Følgen blev krig i himmelen, og den nyindsatte konge kastede Satan og hans dæmoner ud af himmelen og ned til jorden. Derfor er Lammet nu den fortidige kong Davids Herre og er ligeledes regerende Konge. I sammenligning med herrer og konger her på jorden er han en overordnet Herre og Konge, hvilket fremgår af hans nye titel „herrernes Herre og kongernes Konge“. Gud har givet ham al den fornødne magt i himmelen og på jorden. — Mattæus 28:18; Apostlenes Gerninger 2:32-36.

53. (a) Hvem vil sejre og hvem vil få del i sejren? (b) Hvad vil den trofaste „rest“ på jorden ikke gøre over for ’de ti konger’, men hvad vil den få del i?

⁵³ Følgelig vil det himmelske lam sejre over alle de regenter eller konger som nu har sluttet sig sammen i De forenede Nationer, de symbolske „ti konger“ eller „ti horn“ på dyret. „De kaldede og udvalgte og trofaste“ har del med Lammet i denne sejr. Det er de 144.000, som alle til sidst vil stå med ham på det himmelske Zions bjerg. (Åbenbaringen 14:1-3) De som er døde trofaste forud for kampen og som er blevet belønnet med en opstandelse til liv med ham i himmelen, vil deltage i kampen sammen med ham. (Åbenbaringen 14:13; 2:26-28) Resten af de 144.000 som stadig befinder sig på jorden vil ikke løfte bogstavelige våben mod ’de ti konger’, men da de forbliver trofaste mod Lammet under hele kampen vil de få tilskrevet en andel i sejren. Dette synes at være et yderligere vidnesbyrd om at denne rest, skønt den stadig befinder sig på jorden, vil overleve kampen og i kødet træde ind i den nye orden efter slaget.

Den store skøges voldsomme endeligt

54. Hvad sker der med „den store skøge“, ifølge Åbenbaringen 17:15-18?

⁵⁴ Hvis „de ti horn“ på dyrets syv hoveder nu taber kampen mod Guds lam og bliver tilintetgjort, hvad sker der da med den store skøge, det store Babylon, som rider på det skarlagenrøde dyr i den „time“ dets virksomhed varer? Vi behøver ikke at svæve i uvished herom, for Johannes skriver: „Og han siger til mig: ’De vande, du så, hvor skøgen sidder, er folk og skarer og folkeslag og tungemål. Og de ti horn, du så, og dyret vil hade skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild. Thi Gud har indgivet dem i deres hjerter at gøre efter hans tanke og at handle ud fra én og samme tanke og at give dyret deres kongemagt, indtil Guds ord bliver fuldbyrdet. Og kvinden, du så, er den store by, som har herredømme over jordens konger.’“ — Åbenbaringen 17:15-18.

55. (a) Før hvad må dette gå i opfyldelse? (b) Hvilket herredømme udøver „de ti horn“, men hvilket herredømme udøver skøgen, det store Babylon, og i hvor vid udstrækning?

⁵⁵ Dette må naturligvis gå i opfyldelse før de symbolske ti horn og det skarlagenrøde syvhovedede dyr selv tilintetgøres i kampen mod Guds lam. Som konger udøver „de ti horn“ et politisk herredømme over deres respektive nationer og folkeslag, mens skøgen, det store Babylon, udøver herredømme over et religiøst imperium. Hun øver religiøs magt og indflydelse i hele verden, over „folk og skarer og folkeslag og tungemål“, idet hun billedligt talt sidder på dem. Hun påvirker endog disse folkeslags herskere og byder over dem i den udstrækning hun kan. På grund af deres undersåtters religiøsitet finder disse „jordens konger“ det fordelagtigt at antage en eller anden form for religion. På denne måde har Babylon den Store faktisk „herredømme over jordens konger“. Babylon den Stores rige er derfor et religiøst verdensimperium, noget der er større end den seksten hundrede år gamle kristenhed og som dog indbefatter kristenheden.

56. Hvem bliver trætte af hendes „herredømme“ og deres religiøse utugt med hende, og hvilken „tanke“ gør de til deres egen?

⁵⁶ De symbolske ti horn og det skarlagenrøde dyr bliver imidlertid trætte af hendes „herredømme“ over dem, og de bliver trætte af deres religiøse utugt med hende. Jehova Gud har forordnet at dette vil ske. Han har sin „tanke“ med hensyn til hendes udslettelse, og han kan få de symbolske „ti horn“ til også at nære denne „tanke“, således at de får „én og samme tanke“ og handler som en enhed i det de gør.

57. (a) Hvordan lader Gud dem vidne mod sig selv, og hvilket vidnesbyrd aflægger de? (b) Hvad var det kritiske år for ’de ti konger’, og hvilket spørgsmål måtte de dengang besvare?

⁵⁷ De symbolske ti horn eller konger er imod Guds rige med Lammet som regent. For at gøre deres modstand åbenbar stiller Jehova dem til doms, og i rettergangen mod dem lader han dem vidne mod sig selv. På grundlag af deres eget vidnesbyrd kan han derpå med rette dømme dem til tilintetgørelse og eksekvere dommen. Det kritiske år for de „ti konger“ var 1914, for om efteråret dette år udløb hedningernes tider. Spørgsmålet var derfor: Hvad ville ’de ti konger’ gøre når deres magtperiode udløb? Jehova Gud havde forudsagt hvad de ville gøre, men de skulle ikke dømmes af profetien, men af deres gerninger. Ville de virkelig gøre hvad Gud havde forudsagt? Den kritiske periodes historie giver svaret.

58. Hvordan lod Gud ’de ti konger’ se det religiøse store Babylons hjælpeløshed i 1914, og hvad så de således der ventede dem?

⁵⁸ I 1914 udbrød der midt i kristenheden krig om verdensherredømmet. Krigen efterfulgtes af hungersnød, pest og jordskælv både her og der, og resulterede i udviklingen af mere ødelæggende krigsvåben. Således lod Gud ’de ti konger’ se hvor magtesløst det religiøse store Babylon var med hensyn til at forhindre en ødelæggende verdenskrig. I stedet for at afværge krigen tog hun del i den gennem sine skøgedøtre, endog med bønner og imponerende religiøse ritualer. Gud lod de „ti konger“ se hvilken ødelæggelse der ventede dem hvis de fortsatte krigen.

59. (a) Hvilken beslutning tvang Gud dem til at træffe? (b) Hvad dikterede ’de ti kongers’ handlinger, og hvilken ’ene og samme tanke’ nåede de frem til?

⁵⁹ Gud tvang dem således til at træffe en afgørelse. Ville de hver især opgive deres nationale suverænitet og bøje sig for Guds oprettede rige som det middel der skulle frelse menneskene? Eller ville de danne en menneskeskabt, international organisation der skulle sikre og bevare freden og sikkerheden i verden, og så regne med at de ved hjælp af denne organisation hver især kunne bevare deres nationale uafhængighed og menneskelige suverænitet? Politisk egeninteresse dikterede ’de ti konger’ hvad de skulle gøre, og det bevirkede at de nåede frem til „én og samme tanke“, nemlig at de ville sætte deres lid til mennesker og danne en sammenslutning af nationer for at hindre deres egen tilintetgørelse og for at menneskene fortsat kunne blive styret af mennesker og ikke af Gud.

60. Hvad førte denne tanke til?

⁶⁰ Denne „tanke“ førte til frembringelsen af det politiske „billede“ af dyret som var steget op af havet. ’De ti konger’ frembragte altså det symbolske skarlagenrøde dyr. Derpå fulgte de deres tanke vedrørende dette billede ved at give deres kongemagt til det skarlagenrøde dyr, først Folkeforbundet og nu De forenede Nationer. Denne enhed i handling vil fortsætte „indtil Guds ord bliver fuldbyrdet.“

61. Hvad gør de idet de følger denne ene tanke og hensigt, og hvorfor?

⁶¹ Når de følger deres ene tanke og hensigt handler de også efter „Guds tanke“. Det var hans tanke at disse fjender af hans rige skulle slutte sig sammen i en verdensomfattende politisk organisation og ved hjælp af den gøre fælles front imod ham og hans messianske rige, så han kunne vende sig mod dem alle på én gang og med ét slag tilintetgøre dem — Josua 11:19, 20.

62. Hvem fortsatte det store Babylon at drive sin prostitution med, hvad helligede hun, og hvad besluttede hun således at gøre med sit bæger?

⁶² Hvad det store Babylon angår, så fortsatte det sin prostitution med „jordens konger“. Under kristenhedens førerskab burde denne skøge have vidst at hedningernes tider — den tid nutidens hedningekonger havde fået lov at herske — var udløbet. Alligevel helligede hun straks disse herskeres internationale politiske organisation på sin egen måde, med sine egne ritualer. Ved at gøre dette bestemte hun sig til at lade jordens beboere drikke endnu mere af sit „guldbæger“ og blive endnu mere berusede af „hendes utugts vin“. På denne måde steg hun i 1920 op på det skarlagenrøde „dyr“ for at ride på det.

63. Hvad vil der ske med det store Babylon når Guds tid er inde, men hvad betyder denne handling ikke nødvendigvis?

⁶³ Til Guds bestemte tid og på grund af de omstændigheder han lader opstå, vil Babylon den Stores nuværende elskere vende sig imod hende med afsky i den hensigt at øve vold mod hende. Dette betyder ikke nødvendigvis at alle nationer vil blive kommunistiske og følge enten den sovjetrussiske linje eller den kinesiske linje. Mens denne bog udgives er flertallet af de symbolske „ti konger“ i De forenede Nationer uvillige til at vende sig imod den babyloniske religions verdensimperium. FNs generalsekretær er ikke „kristen“ men buddhist.

64. Hvad vil Jehova Gud gøre før han udsletter disse „ti konger“, og hvilke bibelske eksempler har vi på det?

⁶⁴ Før Jehova Gud tilintetgør disse „ti konger“ på det sted som Bibelen kalder Harmagedon, vil han forårsage at deres lidenskabelige kærlighed til „den store skøge“ vender sig til had. Han har gjort noget lignende før. I fortiden advarede han det religiøse Jerusalem om at han ville få dets tidligere lidenskabelige elskere til at vende sig imod det for at lemlæste og ødelægge det. Han havde allerede ladet noget tilsvarende overgå dets søsterby Samaria. Man kan læse profetierne herom i Ezekiel 16:33-42 og 23:1-31. Det store Babylon er ikke bedre end det utro, frafaldne Jerusalem. Det fortjener at blive tilintetgjort ligesom en skøge, og Jehova Gud vil sørge for at det, ironisk nok, bliver dets tidligere elskere der er med til at ødelægge det.

65. Hvem vil lære at hade skøgen og således ikke mere føle behag ved hende, og hvornår vil dette især være tilfældet?

⁶⁵ Det er et frygteligt endeligt der venter denne skøge, dette verdensimperium af babylonisk religion. Selv om hun sætter sin lid til at de fleste af „dyrets“ medlemsnationer vil beskytte og frelse hende, vil de ikke redde hende når Jehovas tid er inde til at eksekvere sin dom over hende. Ikke kun de ti symbolske horn eller konger, men hele den dyrelignende organisation vil lære at hade hende og ikke længere finde behag i hende. Dette vil især være tilfældet efter at den sjette plage som rammer den symbolske „store flod Eufrat“, er blevet fuldstændig udgydt og flodens vande er blevet udtørret, idet hun derved mister den beskyttelse og støtte hun før nød godt af fra folkets side. — Åbenbaringen 16:12.

66. Hvad vil ’de ti konger’ og „dyret“ gøre mod hende, og hvad skildrer eksemplet med Jesabel i denne forbindelse?

⁶⁶ ’De ti konger’ og „dyret“ vil berøve hende den store rigdom hun har samlet sig under sin religiøse virksomhed. De vil fremstille hende i al hendes skændighed som en nøgen kvinde til offentlig beskuelse, så alle kan se hvor falsk og uduelig hendes religion er og ikke længere overtroisk tage del i den. Ligesom hundene åd den ba’alsdyrkende dronning Jesabel af Israels legeme så der kun var hjerneskallen, fødderne og hænderne tilbage, vil de fortære hendes legeme som de engang fandt behag i at forenes med. De vil ødelægge hele hendes skønne skikkelse og hendes religiøse evne til at være ugudelige, verdslige mænd til behag. I stedet for at hun lever af andre, vil de nu æde af hende så længe der er noget tilbage af hende. Resterne vil de derpå opbrænde med ild som om hun var, ikke en babylonisk tempelprostitueret, men en ukysk datter af en præst i fortidens Israel. (3 Mosebog 21:9; 1 Mosebog 38:24) Hvad dette vil betyde for Babylon den Stores religiøse bygninger og for hendes præster og andre religiøse ledere og gejstlige ordener, kan man kun gisne om og tænke på med en gysen. Vi vil ikke gøre noget forsøg på at beskrive det.

67. (a) Hvad vil ikke blive mindre forfærdeligt end Johannes’ profetiske syn af denne frygtelige dom? (b) Hvilket forhold har Jehovas kristne vidner da til „de ti horn“ og „dyret“? (c) Hvem vil beskytte og bevare disse vidner til den tid?

⁶⁷ Babylon den Store vil komme til at betale dyrt for alle sine religiøse forbrydelser, alle de vederstyggeligheder hun har øvet. Det var en frygtelig dom apostelen Johannes så blive eksekveret over hende i det profetiske syn. Det vil ikke blive mindre forfærdeligt at overvære hvad der sker når dette nitten hundrede år gamle profetiske syn opfyldes for vore øjne. Jehovas kristne vidner vil ikke sammen med „de ti horn“ og „dyret“ deltage i den voldsomme tilintetgørelse af „den store skøge“, det store Babylon. De har ikke nogen bemyndigelse fra Jehova Gud til at handle som hans skarprettere over for den babyloniske religions verdensimperium. Da de udøver den rene og sande religion vil de heller ikke møde velvilje hos „de ti horn“ og „dyret“, og de vil selv være i fare. De vil være udsat for at blive angrebet af de antireligiøse elementer. Men den almægtige Gud vil beskytte og bevare dem gennem den frygtindgydende tidsperiode da han eksekverer sin retfærdige dom over „den store skøge“. — Salme 37:32-34.

[Fodnoter]

Det er første gang i historien at den amerikanske regerings udenrigsministerium i Washington, D.C., har kommenteret en encyklika fra en pave i Vatikanet.

[Illustration på side 125]

Babylon den Store rider på det skarlagenrøde dyr

[Illustration på side 132]

Pave Johannes XXIII underskriver encyklikaen „Pacem in Terris“ i Vatikanstaten den 11. april 1963