Kapitel 19
Nationernes angreb under Gog fører til nederlag
1. Er det i dag almindelig kendt hvem Gog fra Magog er? Hvordan kan vi imidlertid få klarhed over det?
NATIONERNE her i det tyvende århundrede kender ikke „Gog i Magogs land“ — ikke endnu. De venter ikke at de skal underlægges hans herredømme og føres frem til deres udslettelse. Selv for kristenhedens nationer, der har Bibelen, har det længe stået uklart hvem Gog egentlig er, og ligeledes hvor hans land Magog ligger.a Det samme kan siges om de kødelige, omskårne jøder, der venter at Gog vil rette sit angreb imod dem på et tidspunkt i en ikke nærmere bestemt fremtid. Den sidste bog i de inspirerede kristne skrifter benytter navnene Gog og Magog og forudsiger et angreb der foretages under dæmoners påvirkning — men tusind år ude i fremtiden. (Åbenbaringen 20:7, 8) Hvem denne Gog er som vi i dag er levende interesseret i, kommer imidlertid for dagen når vi ser hvad hele Bibelen, fra Første Mosebog til Åbenbaringen, har at sige om hans rolle i vor generation.
2. Gennem hvem præsenterer Jehova denne Gog fra Magog for os, og hvad havde han først forudsagt?
2 Jehova gør os årvågne idet han præsenterer denne nulevende Gog for os gennem sin profet Ezekiel der levede som landflygtig i landet Babylon. Efter at have forudsagt hvordan en trofast rest af landflygtige jøder skulle vende tilbage til deres hjemland i det mellemste østen, inspirerede Jehova Ezekiel til at skrive om noget der dengang hørte en fjern fremtid til:
3. Med hvilke ord skulle Ezekiel henvende sig til denne Gog, og hvordan sagde Jehova at han ville føre Gog frem?
3 „[Jehovas] ord kom til mig således: Menneskesøn, vend dit ansigt mod Gog i Magogs land, fyrsten over Rosj, Mesjek og Tubal, og profetér imod ham og sig: Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg kommer over dig, Gog, fyrste over Rosj, Mesjek og Tubal. Jeg vender dig og sætter kroge i dine kæber og trækker dig frem med hele din hær, heste og ryttere, alle i smukke klæder, en vældig skare med store og små skjolde, alle med sværd i hånd. Persere, ætiopere og putæere er med dem, alle med skjold og hjelm, Gomer med alle dets hobe, Togarmas hus fra det yderste nord med alle dets hobe, mange folkeslag er med.“ — Ezekiel 38:1-6.
4. Hvorfor nævnes Babylon ikke blandt Gogs forbundsfæller, hvornår måtte Persien overgive sin førerstilling i verden, og til hvem?
4 Hvorfor nævnes Babylon ikke blandt disse forbundsfæller til Gog fra Magogs land? Fordi Gog foretager sit angreb efter at jøderne er blevet udfriet for at vende tilbage til deres hjemland og genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem, og denne udfrielse fandt sted efter at Babylon var blevet indtaget af perserkongen Kyros i 539 f.v.t. Babylon var således ikke længere bibelhistoriens tredje verdensmagt men var underlagt Persien. Når Gog angriber accepterer Persien imidlertid at denne Gog fra Magog fører an, og indtager selv en sekundær stilling. Spørgsmålet er: Hvornår? Af verdenshistorien fremgår det at perserriget faldt for den makedonske erobrer Alexander den Store i 331 f.v.t., men ikke for Gog.
5. Bukkede et af de næste verdensriger under for Gog, og hvilket spørgsmål opstår vedrørende den ottende verdensmagt?
5 Det græske rige bukkede derpå endeligt under for romerriget i år 30 f.v.t., men ikke for Gog. I nyere tid bukkede romerriget under for den syvende verdensmagt, England og Amerika, i 1763, men ikke for Gog. Og i 1919 lykkedes det den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt at få frembragt den ottende verdensmagt, nemlig Folkeforbundet, som blev afløst af De forenede Nationer i 1945. Blandt denne organisations 132 medlemmer tælles Etiopien og Iran (tidligere Persien). Vil De forenede Nationer i nær fremtid komme under ledelse af Gog? Vil det samme ske med den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt?
6. Hvorfor var der ikke tale om Gog fra Magogs forudsagte angreb da de romerske hære underlagde sig Jerusalem og Judæa fra og med år 63 f.v.t.?
6 På samme dato som Nebukadnezar havde indtaget Jerusalem i 607 f.v.t., trængte de romerske soldater under general Pompejus ind i de hjemvendte jøders Jerusalem i år 63 f.v.t.b Byen blev skatskyldig til Rom. I år 66 e.v.t. gjorde jøderne oprør imod Det romerske Imperium, bibelhistoriens sjette verdensmagt. Da de romerske hære i år 70 kæmpede sig mod syd gennem provinsen Judæa og angreb Jerusalem, var dette angreb mod de tilbagevendte jøder ikke Gog fra Magogs angreb. Hvorfor ikke? Fordi angrebet ikke blev slået tilbage, men romerne under general Titus indtog og ødelagde Jerusalem og førte de overlevende jøder bort i trældom. Tre år senere fuldførte romerne deres erobring af provinsen Judæa ved at indtage områdets sidste fæstning der lå i det sydøstlige hjørne af provinsen, nemlig fæstningen Masada omtrent midt på Det døde Havs vestkyst. — Mattæus 24:15-22, Markus 13:14-20.
7. Hvilken tidsperiode fortsatte efter Jerusalems ødelæggelse i år 70, ifølge Jesu profeti? Hvad har problemerne i forbindelse med israelernes indtagelse af Jerusalem i 1967 imidlertid medført?
7 Men endnu havde der ikke vist sig nogen Gog fra Magog, så hvad fulgte der efter? Det Jesus Kristus profeterede om. Han forudsagde Jerusalems ødelæggelse som indtraf i år 70 og fortalte at Jerusalem derpå fortsat skulle nedtrædes af de hedenske nationer indtil „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ (NW) var til ende. (Lukas 21:20-24) Eftersom disse hedningetider, der begyndte dengang Jerusalem blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t., skulle vare 2520 år, udløb de omkring 4./5. oktober 1914. Men ikke før fireogtredive år senere, nemlig i 1948, blev republikken Israel oprettet, og den 11. maj 1949 tilsluttede den sig De forenede Nationer. Først under seksdageskrigen fra 5. til 10. juni 1967 tog israelerne hele Jerusalem i besiddelse, sammen med hele området langs Jordanflodens vestlige bred. De problemer der opstod i denne forbindelse skabte uenighed mellem de to politiske stormagter, det kommunistiske Rusland nord for Israel og det demokratiske Amerika vest for.
8. Hvornår blev det åndelige Israels menighed grundlagt, og hvilket Israel vil Gog fra Magogs angreb derfor blive rettet imod?
8 Det fredelige „Guds Israel“ eller åndelige Israel blev grundlagt på pinsedagen (den 6. sivan) år 33, repræsenteret ved den kristne menighed der omfattede Jesu Kristi tolv apostle. (Galaterne 6:16; Apostlenes Gerninger 2:1-43) Indtil i dag har de kødelige omskårne jøder i og uden for republikken Israel ikke haft noget at gøre med det kristne „Guds Israel“, det åndelige Israel. I direkte modsætning til vor tids salvede rest, af det åndelige Israel er jøderne ikke trådt frem for alverden som kristne vidner for Jehova. I forbindelse med hvilket „Israel“ vil universets suveræne Herre da tvinge alle nationer til at ’kende at han er Jehova’? Hvilket „Israel“ skal Jehovas profeti ved Ezekiel om Gog fra Magogs angreb opfyldes på? Den genrejste rest af det åndelige „Guds Israel“.
HVEM NUTIDENS GOG ER
9. Hvem er da denne Gog fra Magog? Begrund svaret.
9 Det er mod resten af det åndelige Israel at Jehova trækker Gog fra Magog frem, som med kroge i hans kæber. Dette viser at Jehova har taget Gog fra Magog til fange og fører ham omkring som det passer ham. Eftersom den salvede rest af de åndelige israelitter er spredt ud over hele jorden kan denne Gog ikke være nogen bestemt nation eller fyrsten over en sådan nation. Denne „fyrste“, som Gog kaldes, er den der behersker alle nationer i verden, både dem der er tilsluttet De forenede Nationer og dem der ikke er. Jesus Kristus kaldte ham „denne verdens fyrste“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) I Åbenbaringen 12:9 betegner han ham desuden som „den store drage“, „den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører“. Da Djævelen fristede Jesus Kristus på jorden gjorde han krav på at eje „alle jordens riger“, og Jesus benægtede det ikke. — Lukas 4:5-7.
10, 11. Hvornår er det Jehova sætter symbolske kroge i Gogs kæber for at føre ham frem, og hvad sagde den høje røst i himmelen efter at kampen i himmelen var forbi?
10 Hvornår sætter Jehova de symbolske kroge i kæberne på denne nutidige Gog for at føre ham frem som en fange til hans egen tilintetgørelse? Det gør han efter at hedningetiderne er udløbet i 1914 og efter at Satan Djævelen og hans dæmonengle er blevet kastet ud af himmelen og ned til jorden. Guds messianske rige blev født i himmelen ved afslutningen af hedningernes tider i 1914, som beskrevet i Åbenbaringen 12:1-5. Da blev der „kamp i Himmelen“ mellem det nyfødte riges hærskarer og Satan Djævelens hærskarer. Satan led nederlag og blev forment enhver adgang til de hellige himle og blev sammen med sine dæmoner begrænset til jordens nærhed. (Åbenbaringen 12:7-9) Ved denne sejr for Guds messianske rige lød der i himmelen en høj røst som sagde:
11 „Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat. Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden. Glæd jer derfor, I Himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ — Åbenbaringen 12:10-12.
12. Hvem er Gog derfor, og hvad er Magogs land?
12 Den virkelige Gog fra Magog som opfylder Ezekiels profeti er altså Satan Djævelen efter at han er blevet udelukket fra himmelen, og Magogs land er det område han er blevet begrænset til i jordens nærhed, uden frihed eller magt til at forlade det og vende tilbage til himmelen. Det er som „det yderste nord“, der er isoleret, ukendt og tyndt befolket. — Ezekiel 38:6.
13. Hvad ville denne nutidige Gog gøre efter at han var nedstyrtet fra himmelen, ifølge Åbenbaringen 12:13-17?
13 Hvad ville denne Gog fra Magog gøre efter at han var nedstyrtet fra himmelen efter Rigets fødsel i 1914? I Åbenbaringen 12:13-17 (NW) læser vi: „Da dragen nu så at den var styrtet ned til jorden, forfulgte den kvinden [Jehovas himmelske organisation] som havde født drengebarnet [Guds messianske rige]. . . . Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de tilbageværende af hendes sæd, dem der holder Guds bud og har den gerning at aflægge vidnesbyrd om Jesus.“
14. Hvilket Israel retter denne Gog fra Magog sit fjendskab imod, og hvad har Jehova gjort med det domæne dette Israel nu har taget i besiddelse?
14 Ud fra dette profetiske syn kan intet være mere indlysende end at Gog fra Magogs fjendtlige holdning er rettet mod resten af de åndelige israelitter, for det er dem „der holder Guds bud og har den gerning at aflægge vidnesbyrd om Jesus“ som den konge der blev indsat på den himmelske trone i 1914. Mens denne nutidige Gog fra Magog blev taget til fange og skulle have „kroge“ i sine kæber, blev den trofaste rest af de åndelige israelitter derimod udfriet fra Babylon den Store i året 1919 for igen at tage deres retmæssige åndelige domæne på jorden i besiddelse. Det er det domæne Jehova i åndelig forstand har ladet blive „som Edens have“. — Ezekiel 36:35.
UDFORDRINGEN TIL AT ANGRIBE
15. Med hvilke ord opfordrer Jehova Gog til at gøre sig rede til angreb, og hvilken slags krig er det der forberedes?
15 Vi bliver mindet om den gamle udfordring i Joel 3:14-22c til fjenderne om at føre krig mod Jehovas folk, når vi læser Jehovas opfordring til den fangne Gog fra Magog om at gøre sig rede til at angribe resten af de åndelige israelitter og de indviede „fremmede“ med fårets sindelag der har sluttet sig til „resten“ i dens åndelige paradis. Jehovas opfordring lyder: „Rust dig og hold dig rede med hele din skare, som er samlet om dig, og vær mig rede til tjeneste [og du skal blive deres vagt, NW].“ (Ezekiel 38:7) Jehova siger således til Gog fra Magog at han skal være anfører eller „vagt“ for alle de nationer og folkeslag han samler til det kommende angreb på Jehovas kristne vidner. Disse forberedelser går ikke i retning af en tredje verdenskrig med atombomber og raketvåben, men målet er at udtænke effektive foranstaltninger til at udrydde det åndelige „Guds Israel“ fra jorden.
16. Hvor længe efter at Ezekiel havde fået profetien om Gog ville den blive opfyldt, og hvilket land skulle Gog drage imod?
16 Jehovas næste ord til Gog viser at der skulle gå lang tid fra profetien blev givet til Ezekiel til den blev opfyldt: „Lang tid herefter skal der komme bud efter dig; ved årenes ende skal du overfalde et land, som atter er unddraget sværdet, et folk, som fra mange folkeslag er sanket sammen på Israels bjerge, der stadig lå øde hen, et folk, som er ført bort fra folkeslagene og nu bor trygt til hobe. Du skal trække op som et uvejr og komme som en sky og oversvømme landet, du og alle dine hobe og de mange folkeslag, som følger dig.“ — Ezekiel 38:8, 9.
17. Hvorfor må vi i dag leve ved „årenes ende“, som nævnt i profetien?
17 Eftersom „endens tid“ for den nuværende onde tingenes ordning begyndte da hedningernes tider udløb i 1914, lever vi uden tvivl „ved årenes ende“, nu mere end halvtreds år senere. Gog fra Magog er utvivlsomt også klar over at den ’korte tid’ han skulle have til rådighed efter at han var kastet ud af himmelen, ikke vil vare ret meget længere.
18. Hvordan er de der skal angribes blevet „unddraget sværdet“, fra hvilke folkeslag er de blevet sanket sammen, og hvordan har de levet i deres gudgivne domæne?
18 Snart må Jehova rette sin opmærksomhed mod Gog og vende ham og føre ham og hans svært bevæbnede styrker frem til deres egen undergang. Med list får Jehova Gog fra Magog til at drage imod det åndelige „Guds Israels“ åndelige domæne. Der bor resten af de åndelige israelitter som under Guds beskyttelse overlevede den første verdenskrigs „sværd“ og dens forfølgelse. De er blevet udfriet og sanket sammen fra de „mange folkeslag“ der udgør Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Siden 1919 har de under Jehovas beskyttelse levet trygt og fredeligt i deres gudgivne domæne, idet de har indtaget en neutral kristen holdning i denne verdens krige.
19. Herskede den der kaldes „min tjener David“ over de jøder der vendte tilbage til deres hjemland i 537 f.v.t., og hvad må vi i denne henseende sige om vor tids genrejste rest af de åndelige israelitter?
19 Der nævnes ikke her at den Jehova kalder „min tjener David“ hersker som hyrdekonge over dem. Men det er underforstået, for Jehova lovede at de, når han førte dem tilbage fra Babylon til deres rette domæne, skulle have denne messianske efterkommer af David over sig som deres Konge og Hyrde. (Ezekiel 34:23, 24; 37:22-25) Da den jødiske rest i fortiden forlod Babylon og vendte tilbage til Judas land, fik disse jøder ikke en kongelig efterkommer af David til konge over sig. Resten af de åndelige israelitter har imidlertid den messianske efterkommer af kong David over sig som deres konge, nemlig Jesus Kristus der har hersket over dem fra „det himmelske Jerusalem“ siden hedningernes tider udløb i 1914. Som deres Konge og Hyrde sørger han for at de erfarer åndelig tryghed.
20. Hvor højt vil Gog gerne op i det domæne der tilhører Jehovas folk, og hvordan vil hans krigeriske skare være som en sky?
20 Gog fra Magog vil gerne trænge ind blandt Jehovas genrejste folk og komme så højt op som muligt iblandt det, helt op på „Israels bjerge“, ja på „Zions bjerg“, regeringssædet, for at sikre sig et heldigt udfald. Derfor kommer han med hele den vældige krigeriske skare han kan samle, alle sine hobe og mange folkeslag’. Som en sky vil Gogs talstærke angrebshær oversvømme landet og formørke jorden med sin tilstedeværelse. Dette tjener som en advarsel til resten af de åndelige israelitter og deres indviede medarbejdere med fårets sindelag. Det bør ikke forbavse dem at de vil få hele menneskehedens verden under Satan Djævelen imod sig. Om så hele verden kom under militært diktatur skulle det ikke overraske dem.
21. Hvad er Gogs motiv til at angribe, og hvordan beskrives det folk han går til angreb imod?
21 Jehova åbenbarer for sit folk, der er genstand for det kommende angreb, hvilke motiver Gog fra Magog har i sit hjerte, idet han siger til Gog: „Så siger den Herre [Jehova]: På hin dag skal en tanke stige op i dit hjerte, og du skal oplægge onde råd og sige: ’Jeg vil drage op imod et åbent land og overfalde fredelige folk, som bor trygt, som alle bor uden mure og hverken har portstænger eller porte, for at gøre bytte og røve rov, lægge hånd på genopbyggede ruiner og på et folk, der er indsamlet fra folkene og vinder sig fæ og gods, og som bor på jordens navle.’“ — Ezekiel 38:10-12.
FORMÅLET MED GOGS ANGREB
22. Hvordan kommer det tydeligt til udtryk at resten af de åndelige israelitter stoler på at Jehova vil beskytte dem, og hvorfor opstår det spørgsmål om det er muligt at gøre bytte hos dem?
22 Resten af de åndelige israelitter og deres indviede medborgere stoler på at deres Gud, Jehova, vil beskytte dem. Af denne grund bevæbner de sig ikke med dødbringende våben og deltager ikke i nationernes omfattende militære forberedelser i denne tidsalder med voldshandlinger og internationalt anarki. De synes i høj grad at mangle politisk indflydelse, og de forekommer så ubeskyttede og så lette at invadere at Gog fristes til at angribe dem. Men hvordan kan Gog „gøre bytte og røve rov“ blandt disse åndelige israelitter og deres medarbejdere? Er de ikke som regel fattige mennesker der kun ejer lidt af denne verdens gods? (Jakob 2:5; 1 Korinter 1:27-29) Det er ikke deres åndelighed Gog og hans horder er ude efter, skønt de gerne vil ødelægge den, for deri ligger de åndelige israelitters uovervindelige styrke. Disse ubevæbnede, uskadelige kristne vidner for Jehova øver imidlertid en indflydelse på Jehovas messianske riges vegne. De søger hele tiden dette riges interesser først og bliver ved med at forkynde det i hele verden, og det lykkes dem at samle folk af alle racer og nationaliteter på dette riges side. De har Rigets interesser!
23. Hvorfor er „Rigets interesser“ noget Gog gerne vil gøre til bytte, og hvem på jorden indser hvad målet for Gogs angreb er?
23 Rigets interesser! Disse interesser harmonerer ikke med de planer Satans nationer har om at opnå verdensherredømmet. Det er disse interesser Gog og hans horder gerne vil gøre til bytte og rov. Verdslige folk ser at Gog har dette ærgerrige mål, at han ønsker at gøre det af med alle der ikke går ind for nationernes verdensherredømme under ham. Jehova påpeger dette ved at sige følgende om Gog der marcherer frem: „Sabæerne og dedanitterne, Tarsis’ købmænd og alle dets handelsfolk [unge løver med manke, NW] skal sige til dig: ’Kommer du for at gøre bytte, har du samlet din skare for at røve rov, for at bortføre sølv og guld, rane fæ og gods og gøre et vældigt bytte?’“ (Ezekiel 38:13) De materialistisk indstillede folk, der er som fortidens sabæere, dedanitter og købmænd fra Tarsis, og deres modige, frygtløse ledere, der er som „unge løver med manke“, indser hvad Gogs selviske mål er. Han ønsker at berøve de åndelige israelitter Guds messianske riges interesser og dets „frugter“, og dermed bringe undergang over dem der støtter Jehovas universelle suverænitet.
24. På hvilken måde bor resten af det åndelige Israel billedlig talt på jordens navle?
24 I deres åndelige domæne bor den trofaste rest af åndelige israelitter billedlig talt „på jordens navle“. (Ezekiel 38:12) De indtager et neutralt kristent standpunkt i alle politiske og militære konflikter mellem nationerne rundt om dem. De er midtpunktet, hovedmålet for Gogs fjendtlighed. Lige til det sidste forbliver de loyale ambassadører og sendebud for Guds oprettede rige ved Jesus Kristus. (2 Korinter 5:20) Når alt andet af religiøs art omkring dem går ned i ødelæggelsen, vil de alene blive stående ubesejrede som tilbedere af den sande Gud.
25. Efter hvilken ødelæggelse vil Gog gå til angreb mod resten af det åndelige Israel, og hvorfor?
25 I den forestående ’store trængsel’ vil kristenheden blive ødelagt som det modbilledlige utro Jerusalem; ja, hele det store Babylon vil blive ødelagt af den ottende verdensmagts væbnede styrker. (Lukas 21:20; Mattæus 24:15-22) Men den trofaste rest af åndelige israelitter og deres indviede medarbejdere vil stadig være i live. (Åbenbaringen 17:1-11, 15-18) Her er det så at Gog fra Magog kommer ind i billedet som en opfyldelse af Ezekiels profeti. Det åndelige Israels rest er den sidste religiøse fæstning der skal overvindes og plyndres. Den er midtpunktet, kernen i Gogs jordiske problem.
26. Hvordan har Jehova, ligesom i tilfældet med det gamle Ægyptens Farao, ladet Gog bestå netop for at han skulle opleve denne situation?
26 Den almægtige Gud, den suveræne Herre, har ladet Gog fra Magog bestå netop for at han skulle opleve denne situation. Ligesom i tilfældet med Farao dengang israelitterne drog ud af Ægypten på Moses’ tid, sådan har Jehova ladet Satan Djævelen, der nu optræder som Gog fra Magog, blive i live indtil nu af en ganske bestemt grund. Hvilken grund? For at vise sin uimodståelige magt på denne Gog fra Magog og derved hellige sig i forbindelse med denne gamle fjende. (2 Mosebog 9:16; Romerne 9:17) Jehova understregede denne sin uforanderlige hensigt da han til Ezekiel videre sagde:
27. Hvordan understreger Jehova sin uforanderlige hensigt i sine næste ord til Gog?
27 „Profetér derfor, menneskesøn, og sig til Gog: Så siger den Herre [Jehova]: Ja, på hin dag skal du bryde op, medens mit folk Israel bor trygt, og komme fra din hjemstavn yderst i nord, du og de mange folkeslag, der følger dig, alle til hest, en stor skare, en vældig hær; som en sky skal du drage op mod mit folk Israel og oversvømme landet. I de sidste dage [i dagenes sidste del, NW] skal det ske; jeg fører dig imod mit land; og folkene skal kende mig, når jeg for deres øjne helliger mig på dig, Gog.“ — Ezekiel 38:14-16.
28. Hvorfor vil Gog da erkende at de åndelige israelitter „bor trygt“, og hvorfor vil dette tjene som et lokkemiddel over for Gog?
28 Den kommende ’store trængsel’ vil berøre hele den verdensomfattende tingenes ordning. Efter at kristenheden og den øvrige del af Babylon den Store er blevet udslettet i denne trængsel og den trofaste rest af åndelige israelitter stadig er i live i deres åndelige domæne i kraft af Jehovas beskyttelse, vil Gog fra Magog i sandhed erkende at disse åndelige israelitter „bor trygt“. Disse mennesker der nyder åndelig velstand og er de eneste på jorden der går ind for Guds messianske rige, vil være et attråværdigt mål for Gog og de jordiske nationer under ham, et mål de ønsker at erobre og fremvise som et trofæ fra deres krig mod Jehova. Det mål skulle være så let at tage. Hvorfor? Fordi disse åndelige israelitter virker så forsvarsløse, så hjælpeløse og så få i sammenligning med Gogs vældige hær der kommer stormende som på heste, en tæt og talrig hær der ’som en sky vil oversvømme landet’. På denne måde, ved hjælp af dette lokkemiddel, sætter Jehova kroge i kæberne på den fangne Gog fra Magog og ’fører ham imod sit land’.
29. Hvad siger udtrykket „i dagenes sidste del“ om tiden for Gogs angreb og hvilken indstilling vil nationerne have til Gud eftersom de til den tid står uden de traditionelle religioner?
29 Eftersom Gogs angreb skal finde sted „i dagenes sidste del“, må det være i afslutningen af „endens tid“, i den sidste del af ’den store trængsel’, når det viser sig at de åndelige israelitter stadig „bor trygt“ efter at de antireligiøse styrker har udslettet kristenheden og hele den øvrige del af Babylon den Store. Når Jehovas dom på denne måde er blevet eksekveret over hele det større Babylon, vil de militariserede nationer under Gog være tilbage som det sidste af denne tingenes ordning der skal tilintetgøres. Disse nationer, der til den tid står uden de gamle, traditionelle religioner, vil slå Gud ud af tankerne og betragte Jehova som om han ikke var til. Derfor må Jehova få dem til at indse at han er en virkelig Gud, en Gud der eksisterer. Hvordan vil han gøre det? Han vil hellige sig for deres øjne i sammenstødet med deres usynlige „fyrste“, Gog fra Magog. På denne måde vil han vise at han ikke skal behandles som uhellig.
30. Hvordan havde Jehova tidligere vist at han var klar over at Gog ville angribe, og hvad gjorde han derfor for sit folk?
30 Jehova er den „der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket“. (Esajas 46:10) Derfor er han ikke uforberedt på Gog fra Magogs kommende angreb. Det viser han ved ikke at lade sine indviede vidner på jorden være uforberedte på dette endelige angreb fra de fjendtlige styrkers side under Satan Djævelen. Det fremgår af det næste han sagde, henvendt til Gog fra Magog: „Så siger den Herre [Jehova]: Er det dig, jeg talede om i gamle dage ved mine tjenere, Israels profeter, som profeterede i hine tider, at jeg ville bringe dig over dem?“ — Ezekiel 38:17.
DE JORDISKE HORDER SAMLES UNDER GOG
31. Hvad har Jehova hindret den salvede rest af det åndelige Israel i at tro med hensyn til Gogs angreb, og hvordan?
31 Foruden at Jehova har talt om Gog fra Magog gennem sine profeter i tidligere tider, henleder han nu meget betimeligt opmærksomheden på denne samme fjende gennem Ezekiel. Eftersom Jehova ved hvordan Satan Djævelen, der optræder som Gog fra Magog, fremstod og hvad hans motiver er, ved han også hvordan det til sidst vil gå Satan som Gog fra Magog. Han ved at det vil ende med en afgørende kamp mellem ham selv og Satan Djævelen eller Gog. Han hindrer sin rest af åndelige israelitter i at tro at den gamle profeti om Gog ikke har noget at gøre med dem som kristne. Det gør han ved at forudsige Satans eller Gogs endelige manøvrer i den bog der kommer sidst i Bibelen, nemlig Åbenbaringen eller Apokalypsen. Her læser vi i forbindelse med den næstsidste plage:
32, 33. Med hvilke beskrivelser forudsiger Jehova i Åbenbaringen 16:12-16 Satan Djævelens endelige manøvrer?
32 „Og den sjette engel hældte sin skål ud over den store flod Eufrat [hvor Babylon den Stores forbillede lå]. Da udtørredes flodens vand, så vejen var banet for kongerne fra solens opgang.
33 Og jeg så, at der ud af dragens mund og ud af dyrets mund og ud af den falske profets mund kom tre urene ånder [urene inspirerede udtalelser, NW], som lignede frøer. De er nemlig dæmoners ånder [udtalelser inspireret af dæmoner, NW], som gør tegn; og de går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.“ — Åbenbaringen 16:12-16.
34. Hvem er dragen, dyret og den falske profet billeder på, og hvordan går det til at Satan behersker det politiske system i hele verden?
34 Den symbolske drage der omtales her, er den samme som Satan Djævelen der nu er kastet ud af himmelen og optræder som Gog fra Magog. (Åbenbaringen 12:3, 4, 7-12) Det symbolske dyr er hele Satans verdensomfattende politiske system som denne drage har givet „sin kraft og sin trone og stor magt“. (Åbenbaringen 13:1, 2) Den symbolske falske profet er en del af dette verdensomfattende politiske system og fremstilles billedligt som det tohornede dyr der sørger for at der bliver skabt et politisk „billede“ af det første dyr, et „billede“ som folkene skal tilbede. Det viser sig derfor at „den falske profet“ er dobbeltverdensmagten England-Amerika, og det politiske „billede“ er i vor tid De forenede Nationer som en international organisation til opretholdelse af fred og sikkerhed i verden. Og eftersom den verdensomfattende politiske organisation, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt indbefattet, får sin kraft, sin trone og sin magt fra dragen, Satan Djævelen, er det ham der usynligt behersker hele det politiske system.
35. Hvad samler den inspirerede udtalelse der udgår af dragens mund jordens konger til, og hvornår indtræffer denne „store dag“ for krigen mod Gud den Almægtige?
35 Den frølignende ’inspirerede udtalelse’ der kommer ud af dragens mund går ud til „kongerne på hele jorderige“; disse konger udgør derfor hele det verdensomfattende politiske system under Satan Djævelen eller Gog. Hvor fører denne ’inspirerede udtalelse’, der støttes af „inspirerede udtalelser“ fra „dyret“ og „den falske profet“, alle disse politiske jordiske konger hen? Til krig mod Gud den Almægtige. Den „store dag“ for denne krig indtræffer når den symbolske drage, Gog fra Magog, går til angreb på det åndelige „Guds Israel“. Åbenbaringen 16:16 kalder ikke stedet for denne krig „Israels land“, men Harmagedon; det ser imidlertid ud til at det hebraiske navn Harmagedon betegner en verdenssituation i forbindelse med dette land. — Se også Joel 3:14-22.
36. Hvem er en krig mod Jehova og hans rest af det åndelige Israel også en krig imod, og hvad ødelægges før krigen rettes mod denne?
36 Gogs og hans internationale horders aggressive fremtrængen er ikke blot rettet mod Jehovas genrejste folks land, men også mod dette folks konge, som Jehova kalder „min tjener David“. (Ezekiel 34:23, 24; 37:22-25) Denne konge er den kronede Jesus Kristus, Jehovas elskede, kong Davids messianske efterkommer. En krig mod Jehova og hans genrejste rest af åndelige israelitter er derfor uundgåeligt også en krig mod Jehovas messianske konge, der nu er indsat som konge i himlene over den genrejste rest af åndelige israelitter. I Åbenbaringen, kapitel sytten, findes der en profetisk skildring af begivenhedernes rækkefølge: Før det politiske „billede“, hvilket nu er De forenede Nationer (den ottende verdensmagt), „går sin undergang i møde“, vil medlemsnationer fra det udslette den store religiøse „skøge“, Babylon den Store. Alle de politiske herskere skildres ved de ti horn på dette dyriske „billede“, og om dem forudsiger Åbenbaringen 17:12-14:
37. Hvordan skildres disse politiske herskeres krig i Åbenbaringen 17:12-14, og hvordan ender den?
37 „Og de ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt, men får herredømme en stund som konger sammen med dyret [den ottende verdensmagt]. De har én og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed. De skal føre krig mod Lammet [Jesus Kristus der gav sit liv som et offer], og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.“ — Se også Åbenbaringen 19:11-21.
HVORDAN JEHOVA SEJRER OVER GOG
38. Hvad kæmper Jesus Kristus for, og hvem nævnes derfor ikke i Ezekiels beretning?
38 I virkeligheden kæmper Jesus Kristus ikke først og fremmest for sin egen himmelske trone, men for at hævde Jehovas universelle suverænitet og for at herliggøre Jehovas navn. For at æren kan gå til ham den først og fremmest tilkommer, nævnes den regerende konge, „min tjener David“, ikke over for Gog, mens Jehova selv forudsiger hvad han vil gøre når han provokeres til krig af Gog fra Magogs angreb. Han siger:
39. Hvad siger Jehova der vil ske i „Israels land“ den dag han provokeres til at tale i vrede?
39 „Men på hin dag, når Gog overfalder Israels land, lyder det fra den Herre [Jehova], vil jeg give min vrede luft. I nidkærhed, i glødende vrede udtaler jeg det: Sandelig, på hin dag skal et vældigt jordskælv komme over Israels land; for mit åsyn skal havets fisk, himmelens fugle, markens vilde dyr og alt kryb på jorden og alle mennesker på jordens flade skælve, bjergene skal styrte, klippevæggene falde og hver mur synke til jord.“ — Ezekiel 38:18-20.
40. Hvad er det der ægger Jehova til glødende harme, og hvad vil hans udtalelser da vidne om?
40 Gog og hans militariserede horder angriber uberettiget et åndeligt velstående folk som af Gud har fået ret til en plads på jorden og har fået fuld frihed til at tilbede den levende og sande Gud. Dette ægger den suveræne Herre Jehova til vrede, til glødende harme. Når han tager til genmæle mod denne djævelske adfærd vil hans udtalelser vidne om at han som Skaberen har magt over jorden og alle de kræfter der virker i det jordiske miljø.
41. Hvor måtte det forudsagte jordskælv indtræffe, og hvad vil vidne om at det er Jehova der fremkalder det?
41 Jordskælvet måtte indtræffe i den del af landet som Gog og hans angrebsstyrker var trængt ind i. Når Gogs angreb finder sted i fremtiden vil hans rovgriske horder være at finde overalt på jorden hvor Jehovas kristne vidner fredeligt tilbeder deres Gud. For at alle Gogs horder kan føle jordskælvet må det være globalt. For at berøre bjergene og få dem til at styrte sammen må det være et meget alvorligt jordskælv, det værste i menneskenes historie. Nøjagtig hvordan dette verdensomfattende og frygtindgydende jordskælv vil finde sted, venter vi tillidsfuldt at få at se. At det som forudsagt indtræffer samtidig med Gogs angreb, beviser at Jehova fremkalder det i sin vrede og harme!
42. Hvilket våben griber Gog til, hvordan møder Jehova ham, og hvorfor tager Jehovas vidner ikke del i kampen?
42 I desperation griber Gog til krigens „sværd“ mod Jehovas genrejste rest af åndelige israelitter og ’den store skare’ af deres medtjenere, og derfor møder Jehova ham med samme våben. Jehovas fredelige vidner på jorden løfter ikke „sværd“ mod Gogs horder, men Jehova gør. Det er hans kamp! Nu ser nationerne i denne videnskabeligt fremskredne verden ham endelig kæmpe — det er ikke til at tage fejl af! Og hvor kan han kæmpe! Hør hvordan han beskriver sin taktik og sine manøvrer:
43. Hvad vil Jehova gøre med Gogs horders sværd, med hvilke naturkræfter vil han gå i rette med Gog, og hvad vil han således gøre for sig selv?
43 „Jeg nedkalder alle rædsler over ham [og jeg vil fremkalde et sværd imod ham i hele min bjergegn, NW], lyder det fra den Herre [Jehova]; den enes sværd skal rettes mod den anden; jeg går i rette med ham med pest og blod, med regnskyl og haglsten; ild og svovl lader jeg regne over ham, hans hobe og de mange folkeslag, som følger ham. Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til kende for de mange folks øjne; og de skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 38:21-23.
44. Hvilke moderne krigsvåben som de militariserede nationer benytter, vil Jehovas midler således overgå?
44 På dette tidspunkt er Harmagedons slagmark nået. „Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ er begyndt! (Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-16, 20, 21) Som krigsvåben benytter Jehova skaberværkets kræfter, skybrud som fremkalder oversvømmelse, haglsten af ikke nærmere angivet størrelse, en regn af ild og svovl — hvilket alt sammen vil udløse mere ødelæggende energi end al den kerneenergi nationerne har i beredskab i det store lager af bomber de har opbygget med henblik på en tredje verdenskrig. Alle deres videnskabelige midler med kemisk og bakteriologisk krigsførelse for øje vil blive overgået af den pest han kan plage dem med, en pest der et givet sted vil kunne dræbe 185.000 på en enkelt nat. (2 Kongebog 19:35, 36) De er ivrige efter at udgyde Jehovas kristne vidners blod, men de vil komme til at drikke deres eget blod ved selv at lide en voldsom død.
45. Hvor vil der være panik, hvordan vil den berøre dem der gribes af den, og hvad vil Jehova derefter gøre?
45 Der vil være panik — uden for Jehovas kristne vidners rækker! Blandt Gogs horder vil der opstå vild forvirring. I stedet for at bevare enheden for at kunne hugge Jehovas tilbedere ned, vil de rette deres sværd mod deres egne; den ene vil vende sig mod den anden, ikke religionsudøver mod religionsudøver, men radikal mod radikal, kommunist mod kommunist, anarkist mod anarkist, nihilist mod nihilist. Dem der ikke bliver dræbt i denne selvmordskrig vil Jehova eksekvere dommen over som om han mødte dem i en retssal med alle sine overnaturlige midler til udryddelse af enhver modstander af sin universelle suverænitet. Domstolen vil hævde hans ret.
46. På hvilken måde når ’den store trængsel’ altså sit højdepunkt?
46 Den almægtige Gud bliver således i allerhøjeste grad levende for alle nationer og folk der er underlagt Gog til deres egen ulykke. Den Gud der stod bag den jordomspændende vandflod i Noas dage griber igen ind over hele jorden på denne „dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“. (2 Peter 2:5; 3:6, 7, 10-12) ’Den store trængsel’ over den verdensomfattende tingenes ordning når sit højdepunkt, og de sidste rester af denne ugudelige tingenes ordning udslettes når hele samfundet af mennesker der ignorerer Gud tilintetgøres.
47. I hvilken forstand vil Jehova hellige sig for øjnene af alle nationerne, og hvad skal de kende før de udslettes?
47 For øjnene af alle nationerne under Gog fra Magog vil Jehova således vise sig stor, ja vise sig som den største blandt alt levende. Han vil hellige sig, ja han vil bevise at han er hellig og ikke nærer sympati for nogen del af den nuværende vanhellige tingenes ordning. Han vil give sig til kende på en anden måde end blot gennem Bibelen. De stædige og egenrådige nationer under Gog vil blive tvunget til at indse at en sådan verdenskatastrofe kun kan være fremkaldt af den der har forudsagt den og har advaret om den. Ansigt til ansigt med udslettelsen for hans hånd, umiddelbart før de rammes af den, vil de, som han sagde, ’kende at han er Jehova’.
[Fodnoter]
a Webster’s New International Dictionary of the English Language, anden udgave (1943), siger om Gog: „Magogs hersker. Ezekiel xxxviii. 2.“ Se imidlertid artiklen „Gog fra Magog går til angreb“, der begynder på side 4 i Vagttaarnet for 1. januar 1954.
b M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind V, s. 602, sp. 1.