Spørgsmål fra læserne
● Billigede Gud at Lot drak sig beruset og avlede sønner med sine egne døtre? — U.S.A.
For at besvare dette spørgsmål må vi kende baggrunden for begivenheden og tage hensyn til hvad andre skriftsteder oplyser.
Lot og hans to døtre var de eneste der overlevede ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra. Da disse byer var blevet ødelagt, bosatte de sig i byen Zoar. Af en eller anden grund var Lot imidlertid bange for at blive boende der, og sammen med sine døtre slog han sig ned i en klippehule. (1 Mos. 19:30) Derefter sagde den førstefødte til sin yngre søster: „Vor fader er gammel, og der findes ingen mænd her i landet, som kunne komme til os på vanlig vis. Kom, lad os give vor fader vin at drikke og ligge hos ham for at få afkom ved vor fader!“ — 1 Mos. 19:31, 32.
At de søgte at drikke deres fader beruset tyder på at de udmærket var klar over at han ikke ville være gået med til at have kønslig omgang med dem i ædru tilstand. Som omstændighederne var, følte de imidlertid at dette var den eneste måde hvorpå de kunne forhindre at Lots slægt uddøde. De var fremmede i landet, og der fandtes ingen af deres egne som de kunne gifte sig med og således bevare slægtslinjen. Vi må også erindre os at Lots døtre havde boet blandt de moralsk fordærvede indbyggere i Sodoma. I betragtning af disse faktorer ville det ikke have været vanskeligt for dem at retfærdiggøre deres handlemåde over for sig selv. Men hvad er grunden til at beretningen forekommer i Bibelen?
Beretningen er ikke taget med for at stimulere erotiske tanker. Den er med for at vise hvilken forbindelse der var mellem moabitterne og ammonitterne og de efterkommere af Abraham der blev kendt som israelitterne. Da Lot var Abrahams nevø, var israelitterne beslægtet med moabitterne og ammonitterne, der nedstammede fra de to sønner Lot fik med sine døtre. (1 Mos. 11:27) Senere blev dette slægtskabsforhold bestemmende for Israels optræden over for moabitterne og ammonitterne. Da israelitterne for eksempel overtog landet øst for Jordan, sørgede de omhyggeligt for at følge Jehovas befaling om ikke at forgribe sig på ammonitternes og moabitternes land. — 5 Mos. 2:9, 18, 19, 37.
Lades den oprigtige bibellæser i tvivl om hvilken slutning han må drage når han læser denne beretning om Lot og hans døtre? Er der noget der får ham til at tro at den beskrevne handlemåde eventuelt billiges af Gud?
Det er sandt at Første Mosebog, kapitel 19, blot fortæller hvad der skete, uden at kommentere hvorvidt Gud billigede eller misbilligede at Lot to gange begik blodskam i beruset tilstand. Men senere i Bibelen vises det tydeligt og mange gange at Gud fordømmer drukkenskab. (Ordsp. 20:1; 23:20, 21, 29-35; 1 Kor. 6:9, 10) I sin lov til Israel nedfældede Gud også et klart forbud mod blodskam, idet han sagde: „Ingen af eder må komme sine kødelige slægtninge nær, så han blotter deres blusel. . . . Din faders og din moders blusel må du ikke blotte.“ (3 Mos. 18:6, 7) Straffen for at overtræde loven om blodskam var døden. (3 Mos. 18:29) Selv om Lot og hans døtre ikke var underlagt Loven, var de alligevel klar over det upassende i at have omgang med sin egen fader, hvilket fremgår af at døtrene først drak Lot beruset.
Hvorfor kaldes Lot da ’en retfærdig mand’ i Andet Petersbrev 2:8? Ikke fordi Gud billigede at han drak sig beruset, og heller ikke fordi Gud billigede at han begik blodskam. Gud billiger ikke en sådan adfærd. Det bør imidlertid bemærkes at der ikke findes noget i beretningen som antyder at Lot var vanemæssig dranker, eller at han havde for vane at øve blodskam. Det han var kendt for, var sin retfærdighed. Ja Gud, der ransager hjertet, anså ham for at være ’en retfærdig mand’. Lot pintes ved de lovløse gerninger som indbyggerne i Sodoma begik. Og eftersom den der ransager hjerter anså ham for at være retfærdig har han sikkert også sørget over den urette adfærd han selv gjorde sig skyldig i.
At oplysningerne om Lot og hans døtre er taget med i den bibelske beretning bør i virkeligheden hjælpe os til at erkende at Bibelen er en sandfærdig bog. Den lægger ikke skjul på at mennesker der var kendt som Guds tjenere, nu og da begik urette handlinger. Men når den beretter om sådanne ting er det ikke for at underholde læseren eller for at stimulere et ønske om at hengive sig til en umoralsk adfærd, men for at give baggrundsoplysninger som hjælper læseren til at forstå andre begivenheder.
● Hvorfor udbrød den første verdenskrig ikke i begyndelsen af oktober, samtidig med at „hedningernes tider“ udløb? — U.S.A.
Som det ofte er blevet vist i dette blad fik Kristus Jesus tildelt kongemagten over nationerne i 1914, ved udløbet af „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“. (Luk. 21:24; NW; Dan. 4:16, 17, 31, 32) Disse ’hedningetider’ begyndte 2520 år tidligere, efter Jerusalems ødelæggelse og mordet på den jødiske statholder Gedalja i 607 f.v.t. Mordet på Gedalja fandt sted i tisjri måned (september/oktober) („ved den syvende nymåne“, Byington) og fik de jøder der var ladt tilbage i Judas land til at flygte. (Jer. 41:1, 2; 43:2-7) Da jøderne af frygt for babylonierne flygtede til Ægypten må det i hvert fald have været omkring midten af tisjri måned, hvis der skal være tid nok til de begivenheder der ifølge Bibelen fandt sted mellem mordet og flugten. (Jævnfør Jeremias 41:4, Jer 41:10-42:7.) Det vil sige at hedningernes tider begyndte omkring den 15. tisjri 607 f.v.t.
Da hedningernes tider udløb omkring den 15. tisjri (4./5. oktober) 1914, blev Åbenbaringen 11:15 opfyldt: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes.“ Ved at indsætte sin søn Jesus Kristus på tronen overtog Jehova Gud sin magt for at herske som konge over menneskehedens verden. Den store modstanders, Satan Djævelens, herredømme skulle ophøre.
Som fyrste over den gudfremmede menneskeverden var Satan afgjort ikke interesseret i at Guds rige skulle få fuldt herredømme over jordens anliggender. (Joh. 12:31; 14:30; 16:11) Over nitten hundrede år tidligere havde han manøvreret tingene sådan at Herodes den Store ville have dræbt barnet Jesus hvis ikke Gud havde grebet ind. (Matt. 2:13) På samme måde nu: Endog før det himmelske rige blev født, gjorde Satan sig selv og sine dæmoner rede til angreb. Dette beskrives i symbolske vendinger i Åbenbaringen 12:3-5, hvor vi læser: „Et andet tegn viste sig på himmelen; se, der var en stor, ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Og dens hale fejede en tredjedel af himmelens stjerner væk og kastede dem ned på jorden. Og dragen stod foran kvinden, som skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun havde født det. Og hun fødte et drengebarn, som engang skal vogte alle folkeslag med jernspir; og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans trone.“
Det bør derfor ikke overraske os at den første verdenskrig udbrød omkring to måneder før hedningetidernes udløb, og således før det symbolske drengebarn eller det himmelske rige blev født. Satan Djævelen behøvede ikke at vente indtil kongemagten over nationerne var blevet overdraget til Jesus Kristus, før han fik nationerne til at indlede en storkrig. Denne blodige konflikt blev uden tvivl påbegyndt som et led i hans forsøg på at gøre menneskene blinde for det der var sket i himmelen som en opfyldelse af Bibelens profeti, og for om muligt at hindre Riget i at overtage herredømmet over menneskehedens verden.
● Det siges at et stort antal kristne blev slået ihjel under den romerske forfølgelse i de første få århundreder efter vor tidsregnings begyndelse. Hvordan kan tusinder her i vort århundrede da være kaldet til at blive en del af Kristi legeme, der jo kun består af 144.000? — U.S.A.
Der findes historiske vidnesbyrd som peger på at mange kristne blev hårdt forfulgt, ja endog dræbt, i de første få århundreder. Vi bør imidlertid huske at martyrdøden alene ikke skaffer et menneske nogen fortjeneste hos Jehova Gud eller garanterer det en plads i det himmelske rige. Mange, også i nyere tid, har været villige til at dø for en sag, af religiøs eller anden art. Det at et menneske hævder at være kristent og endog går i døden for sin tro, betyder ikke i sig selv at vedkommende er en godkendt tjener for Jehova Gud. Som apostelen Paulus skrev til korinterne: „Uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.“ (1 Kor. 13:3) Det er ikke døden, men trofasthed lige til døden, der bestemmer om et menneske vil få „livets sejrskrans“. — Åb. 2:10.
At der i dag er en rest tilbage at de 144.000 på jorden, må derfor vise at de der har fuldført deres jordiske livsløb i trofasthed før det tyvende århundrede, udgør et antal som er mindre end 144.000.
Skønt nogle måske nok hælder til den anskuelse at det må have drejet sig om flere, selv helt tilbage i de første århundreder, har man ikke noget virkeligt bevis for det. I dag er det umuligt at fastslå bare hvor mange der blev dræbt, for slet ikke at tale om hvor mange der var trofaste til døden. „Vi har faktisk kun ganske få kendsgerninger at støtte os til,“ skriver Frederick John Foakes-Jackson i bogen History of Christianity in the Light of Modern Knowledge. Han siger videre: „Vidnesbyrdet om Neros forfølgelse er nedskrevet af to romerske historikere, Tacitus og Svetonius, som begge var meget unge da den fandt sted, og skrev i en moden alder. Der findes intet samtidigt kristent dokument der beskriver den, selv om der måske hentydes til den i Åbenbaringens bog. . . . Tertullian fra slutningen af det andet århundrede er vor autoritet for at Nero og Domitian, som de to værste kejsere i de første århundreder, forfulgte de kristne.“ Tidligt i det tredje århundrede skrev Origenes (en kristen forfatter og lærer): „Der har kun været nogle få nu og da, som let kan tælles, der er gået i døden for den kristne religion.“
Meget af det der er skrevet om de kristne martyrer har traditionen pyntet på og er derfor ikke pålideligt. For at tage et eksempel kunne vi henvise til hvordan Polykarps martyrdød, der fandt sted i det andet århundrede, beskrives i Fox’s Book of Martyrs: „Han blev . . . bundet til en pæl, og der blev sat ild til de brændeknipper han var omgivet af, men da der blev så varmt at soldaterne blev tvunget til at trække sig bort, fortsatte han i lang tid med at bede og synge lovsange til Gud. Flammerne rasede med stor voldsomhed, men hans legeme blev stadig ikke fortæret, og det skinnede som poleret guld. Det siges også at en behagelig duft som af myrra steg op fra ilden, hvilket i den grad forbløffede tilskuerne at mange af dem derved omvendte sig til kristendommen. Da hans bødler fandt det umuligt at tage hans liv med ild, stødte de et spyd i siden på ham, og blodet strømmede ud i en sådan mængde at det slukkede flammerne. Hans døde legeme blev da på prokonsulens ordre brændt til aske for at hans tilhængere ikke skulle gøre det til genstand for tilbedelse.“
Hvor Fox end har sine oplysninger fra, er det tydeligt at kun lidt af beretningen er virkelig historisk. Men hvis hentydningen til at man ville tilbede Polykarps rester, skal tages som et tegn på at der fandtes relikviedyrkelse blandt nogle af dem der i det andet århundrede bekendte sig til kristendommen, tjener dette som et yderligere vidnesbyrd om at mange dengang ikke var trofaste tilbedere af Jehova Gud. De kristne havde fået befaling om at tilbede Gud, ikke relikvier. (Åb. 19:10) Ja, Bibelen nævner direkte at afgudsdyrkere er blandt dem der ikke skal arve Guds rige. — 1 Kor. 6:9, 10.