Tilsynsmænd i Kristi højre hånd

 1. Hvilken menighed fik Johannes besked om at skrive til først, og hvilke afskedsord af apostelen Paulus kan nogle af dens tilsynsmænd have hørt direkte?

„SKRIV TIL menighedens engel i Efesus: Dette er de ting som han der holder de syv stjerner i sin højre hånd siger, han som vandrer midt blandt de syv guldlampestager.“ (Åb. 2:1, NW) I lydighed mod denne befaling fra den herliggjorte Kristus skrev Johannes uden tvivl til tilsynsmanden eller gruppen af tilsynsmænd i menigheden i Efesus. Nogle af disse ældre mænd kan have været til stede da apostelen Paulus flere år før havde udtalt følgende afskedsord: „Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd, til at vogte Guds menighed som han købte med blodet af sin egen [søn]. Jeg ved at efter min bortgang vil undertrykkende ulve komme ind iblandt jer og de vil ikke behandle hjorden med mildhed, og af jeres egen midte skal der fremstå mænd som vil tale vrangt for at drage disciplene efter sig. Hold jer derfor vågne.“ (Ap. G. 20:28-31, NW) Johannes befandt sig nu på straffeøen Patmos ikke så langt fra Efesus, og han ville sørge for at tilsynsmændene i Efesus såvel som tilsynsmændene i de andre nævnte menigheder i Lilleasien ville få hele Åbenbaringen med dens særlige budskab til hver enkelt menighed.

 2. Hvad minder Jesus med sine indledende ord tilsynsmændene i Efesus om, og hvad er tilstandene i menighederne der tilbage i tiden et billede på i vor tid?

² Med sine indledende ord minder Jesus Kristus tilsynsmændene i Efesus, såvel som tilsynsmændene over alle andre menigheder, om at de er i hans højre hånd, står under hans magt og opsyn og under hans gunst og beskyttelse: „Ingen skal rive dem ud af min hånd,“ sagde han. (Joh. 10:28) I vor apokalyptiske tid får tilsynsmændene, og især de åndssalvede tilsynsmænd, over Guds hjords menigheder ligeledes påmindelse om at de er i Kristi hånd og skal lade sig lede af hans hånd og bruge af ham og ikke modsætte sig det eller kæmpe imod det. I dag er der ingen menighed af Jehovas vidner i Efesus, der ligger nær kysten ved Det ægæiske Hav. Men tilstanden i menigheden der tilbage i tiden forudskildrede en tilstand der kan eksistere i en eller flere menigheder af Jehovas kristne vidner i dag. Tilstandene i alle de syv nævnte menigheder i Lilleasien blev brugt til at skildre de forskellige tilstande der råder her og der blandt Guds hjords menigheder i dag. Det er derfor rigtigt at menighedernes „stjerner“, de salvede tilsynsmænd i alle menigheder, gøres bekendt med tilstande der svarer til dem der skildredes i Kristi budskaber til de syv menigheder i Lilleasien. Derefter må de følge Kristi anvisninger som hans højre hånds mænd i deres bestræbelser for at korrigere de urette forhold og hjælpe alle menighedens medlemmer at overvinde eller sejre over denne gamle verden nu i dens sidste dage.

 3. Hvad gjorde menighedens „stjerne“ dengang med det budskab han modtog gennem Johannes, og hvad danner det mønster for i vor tid?

³ Hvis menighedens „stjerne“ dengang fik sendt et særligt budskab fra Kristus gennem Johannes, ville han læse det højt for hele menigheden til hvis gavn det var skrevet. På lignende måde læser menighedernes tilsynsmænd i dag de meddelelser som de modtager fra det styrende råd, der udgøres af mænd af den „tro og kloge træl“s skare, højt for deres respektive menigheder.

Lampestagen i Efesus

 4. Hvad havde Jesus imod menigheden i Efesus trods dens fortrin, og hvordan kan menigheder i vor tid behøve hjælp i denne henseende?

⁴ Som menigheden i det gamle Efesus er der måske menigheder i dag der til deres fortjeneste kan pege på gerninger, hårdt arbejde og udholdenhed. De har måske heller ikke tålt onde mennesker iblandt sig. Mennesker som har påstået at være apostle eller apostlenes efterfølgere har de prøvet ved hjælp af de inspirerede skrifter og fundet at de var løgnere. De er gået tilbage til apostlenes lære og måde at gøre tingene på ved at kæmpe „en hård kamp for den tro som én gang for alle er blevet overgivet de hellige“. (Jud. 3, NW) I årevis har de holdt ud for Kristi navns skyld og er ikke blevet trætte. Men spørgsmålet er: Har de svigtet den kærlighed de havde til at begynde med? Er deres kærlighed blevet kold på grund af den stigende lovløshed i kristenheden? Er deres kærlighed blevet draget mod et eller andet tillokkende i denne gamle materialistiske verden? Er de blevet trætte af at vise Kristus kærlighed, hvilket kræver at give hans får næring og have det samme sindelag som var i ham? Kristus vil drage dem til ansvar dersom de har svigtet den brændende, nidkære og udelte kærlighed de havde i begyndelsen. Har de det, har de brug for hjælp til at nå tilbage dertil hvor de var, og genvinde det de har mistet.

 5. (a) Hvad bør en tilsynsmand gøre med hensyn til dem der har mistet deres første kærlighed? (b) På hvilken måde kan hans lampestage blive fjernet?

⁵ Det påhviler tilsynsmanden, menighedens „stjerne“, at lyse for dem hvem Kristus foreholder at de har mistet deres første kærlighed, så de kan finde vejen tilbage. Tilsynsmændene bør tage skridt til at vække denne oprindelige kærlighed til live igen i dem der har mistet den. Kærligheden til Kristi får vil få tilsynsmændene til at gå ud og prøve at bringe dem tilbage der bliver borte fra møderne eller er blevet ligegyldige. De vil prøve at modvirke den fare som Jesus forudsagde: „På grund af den stigende lovløshed vil kærligheden hos de fleste kølnes.“ (Matt. 24:12, NW) De forstår at ingen der mister sin første kærlighed, i sidste ende vil være et medlem af Guds menighed. Det er derfor nu tiden til at huske på hvad man er veget bort fra og til sorgfuldt at ændre sind og vende tilbage til at øve sine tidligere gerninger. Ellers handler man ikke som en del af en lampestage, lader ikke sit lys skinne. Man har da ikke del i det formål en lampestage tjener. Hvis det sker at en tilsynsmand lader alle sine får miste deres kærlighed så de falder fra og ophører med at lade deres lys skinne, vil Kristus ganske simpelt fjerne tilsynsmandens lampestage. Han ville blive som en stjerne uden lampestage eller menighed. Derfor må han sørge for at menigheden, der lignes ved en lampestage, skinner og således oplyser dens del af marken, som er verden.

 6. Hvad bør tilsynsmand og menighed i lighed med Efesus menighed der engang blev advaret af Paulus, bestandig nære et brændende had imod i vor tid, og hvorfor?

⁶ I sine afskedsord til tilsynsmændene i Efesus advarede Paulus om at der ville blive dannet sekter af frafaldne lærere der ville prøve at drage disciple efter sig. Som menigheden i Efesus må tilsynsmanden og menigheden bestandig nære et brændende had mod alt sektvæsen, som for eksempel „Nikolaus’ sekt“, fordi Jesus Kristus, der er hovedet for ét helt og udeleligt legeme, hader alt sektvæsen, det at man følger dette eller hint menneske på jorden.

 7. Hvorfor bør vi der lever i dag bestandig have øre for hvad ånden siger til menighederne?

⁷ Vi som er knyttet til en lampestage under en „stjerne“, en tilsynsmand, må bestandig have øre for hvad Guds ånd siger. Vi må lytte til de ord der er inspireret af Gud. Som Jesus sagde: „Lad den som har øre høre hvad ånden siger til menighederne,“ nemlig de syv menigheder i Asien der var forbilleder på lignende menigheder i dag. Selv Jesus i himmelen taler ved Guds ånd eller aktive kraft. Det er altså i virkeligheden Gud der taler ved Jesus. På denne måde tillægger Jesus Guds ånd større værdi og autoritet end sig selv, og advarer os hermed imod at begå synd til døden ved at synde mod Guds ånd. Her på jorden talte Jesus under Guds ånds indvirkning, og han er ikke blevet en anden oppe i himmelen. — Es. 61:1; Luk. 4:16-21; Hebr. 13:8.

 8. Hvilken sejr tilskynder ånden menighedens medlemmer til at vinde, og hvorfor er denne sejr mulig?

⁸ De som er faldet fra i visse henseender og som har brug for at genvinde deres tidligere sundhed, har meget at overvinde. (1 Pet. 4:17, 18) Ja, alle menighedens medlemmer har meget at overvinde. De må vise sig som sejrvindere; men det er der også en belønning for. Guds ånd tilskynder alle til fortsat at vinde sejr over Satans verden med følgende løfte: „Den der sejrer vil jeg give at spise af livets træ som står i Guds paradis.“ (Åb. 2:7, NW) For den åndsavlede menighed er det et spørgsmål om enten at vinde det himmelske liv hos Gud eller slet ikke vinde evigt liv nogetsteds. Sejr er mulig. Det behøver vi ikke at bekymre os om. Som Jesus sagde: „Jeg har sagt jer disse ting for at I kan have fred ved mig. I verden vil I få trængsel, men frisk mod! Jeg har sejret over verden.“ — Joh. 16:33, NW.

Lampestagen i Smyrna

 9. Hvad tjente menigheden i Smyrna til ros, og hvad siges der imod „Satans synagoge“?

⁹ Der er i dag nogle der er som menigheden i det gamle Smyrna. De får et opmuntrende budskab gennem tilsynsmanden, „stjernen“. En af de ting der tjener til deres ros er at de ikke er materialistiske som denne verden; deres livsførelse er fri for kærligheden til penge, og de er tilfredse med de materielle ting de har. Kristus ved at de i materiel henseende er fattige. På jorden var han også fattig, men han var rig i åndelig henseende, og han ved at de ligeledes er åndeligt rige. De efterligner ikke dem der falskeligt hævder at være jøder, men som i virkeligheden spotter Gud med en sådan påstand, for de lever ikke op til navnet; de priser ikke Jehova, som Judas moder, Lea, gjorde. (1 Mos. 29:35) I stedet for at være Guds menighed, som den jødiske nation var indtil den forkastede og dræbte Kristus, Messias, er de en „Satans synagoge“. De er materialistiske og går efter de uåndelige ting i Satans verden.

10. Hvordan efterligner sande kristne i dag menigheden i Smyrna ved ikke at efterligne dem der hører til „Satans synagoge“, og hvad må en menighedstilsynsmand derfor ikke være?

¹⁰ Kristne der er som menigheden i Smyrna, efterligner ikke dem der hører til „Satans synagoge“ i deres materialisme, deres fastholden ved menneskelige overleveringer i stedet for ved Guds ord, deres politiske zionisme i moderne tid og deres forkastelse af Guds oprettede rige. Mennesker der nu hævder at være åndelige jøder eller jøder i det indvortes, men som ikke er det sande, åndelige „Guds Israel“, er som de troløse jøder efter kødet, og de er også „Satans synagoge“. Sande kristne i dag, som efterligner Smyrna menigheden, er Jehovas menighed, og de bærer og ophøjer hans hellige navn. Skal en „stjerne“ eller menighedstilsynsmand bringe disse ord imod materialisme fra Kristus, kan han ikke selv være materialist, idet han i så fald ville være et dårligt eksempel der handlede stik imod Kristi ord.

11. (a) Hvorfor var Jesus i denne forbindelse ikke bange for at lide og dø for et princip da han var på jorden? (b) Hvad siger han at vi ikke skal være bange for, og hvilken belønning fremholder ånden for hans sejrende efterfølgere?

¹¹ Da materialisten ikke kan tage noget af alt det han ejer med sig i graven, er han bange for at gå i døden for et princip. Han kan ikke med glæde plyndre sig for sit gods for trofast at følge i Kristi fodspor. Kristus var ikke bange for at dø for standhaftigt at holde fast ved Jehovas universelle suverænitet; han var ikke materialist. Hvis han ikke var bange for at udtømme sig selv og give afkald på sin himmelske herlighed, ville han heller ikke være uvillig til at skilles fra mindre værdifulde ting, de materielle jordiske ting. Han befaler os at gøre som han, og ikke være bange for de lidelser som hans efterfølgere nødvendigvis vil komme til at gennemgå i denne „endens tid“, især nu da Satan Djævelen er kastet ud af himmelen og fører krig mod den trofaste rest af Guds kvindes sæd. Vi står nu lige over for Gog fra Magogs totale angreb på resten og dens ledsagere. Jesu ord til menigheden i Smyrna er derfor nu gode og betimelige: ikke at være bange for dette rasende angreb, eller for det vi må lide inden da — fængsler, „trængsel i ti dage“, eller voldelig død. Han døde selv engang, men blev oprejst til liv igen ved Guds almagt og kan ikke mere dø, idet han ikke kan skades af „den anden død“. Han ejer nu al magt i himmelen og på jorden og kan tilbyde sine trofaste efterfølgere livets krone. I lighed med ham, den eneste virkelige potentat, „den eneste der har udødelighed“, vil hans efterfølgere, der sejrer over denne dødsdømte verden, i opstandelsen blive bragt uden for den anden døds rækkevidde så de ikke kan skades af den. (Åb. 2:8-11) En „stjerne“ eller menighedstilsynsmand bør sejre over verden og således sætte det rette eksempel.

Lampestagen i Pergamum

12. Hvorfor blev det sagt om menigheden i Pergamum at den boede dér „hvor Satans trone står“?

¹² Oldtidens Pergamum var en hellig by for hedningerne, centrum for hedensk gudsdyrkelse. For den øverste af dens guder, Zeus eller Jupiter, var der rejst et tempel med et alter der var femten meter højt. Denne oldtidsby og hovedstad i den romerske provins Asien blev kendt som centrum for tilbedelsen af den romerske kejser og andre hedenske kulter. I romertiden byggedes et tempel på Pergamums akropolis for kejser Augustus, „den guddommelige Augustus“. Byen var berømt for sin loyalitet mod Rom, kejserens hovedstad. At nægte at deltage i den hedenske dyrkelse af Cæsar eller kejseren kunne føre til ens død som martyr for den universelle suveræn, Jehova Gud. I betragtning af denne djævledyrkelse i Pergamum, hvor Djævelens styre over menneskene var stærkt koncentreret, og i betragtning af denne ophøjelse af mennesker til guder og tilbedelse af menneskers magt, var det ikke uden grund at det om menigheden i denne by blev sagt at den boede „hvor Satans trone står“.

13. På hvilken måde bor vi kristne i dag ligeledes dér hvor Satans trone står, og hvordan kan vi trods dette være som menigheden i Pergamum?

¹³ I dag da nationalismen florerer, da nationalismens billeder og symboler behandles som hellige og gøres til genstand for tilbedelse, da over firs nationer i denne verden ser hen til De forenede Nationers billede, og da den uddrevne Satan Djævelen nu er kommet ned til jorden og er optændt af stor vrede, kan det om resten af Jehovas menighed og dens ledsagere siges, som det blev sagt om menigheden i Pergamum, at den bor hvor Satans trone står. Kan Kristus gennem menighedens engel også rose os for at holde fast ved hans navn og ikke fornægte vor tro på ham som frelser og konge, selv om tusinder af vore kristne brødre er døde som martyrer i lighed med Antipas, hvem Kristus kalder „mit vidne, [som] blev dræbt hos jer, dér, hvor Satan bor“? Hvis han kan det, er vi som menigheden i Pergamum i denne henseende.

14. Hvem var den Bileam hvis lære nogle i menigheden i Pergamum holdt fast ved, og hvem blev forbandet af Jehova på foranledning af Bileam?

¹⁴ Imidlertid må vi aldrig glemme, at der er nogle som er ivrige efter at volde os åndelig skade og derfor evig skade. Hvem er det? Det er religiøse mennesker i lighed med Bileam og dem der førte Nikolaus’ sekts lære. For materiel vindings skyld prøvede Bileam at drive forretning med sin profetgerning, ja han lod sig endog købe til at bringe forbandelse over Jehovas hellige nation, Israel. Da Jehova Gud så vendte hans tilsigtede forbandelse til velsignelse for Israel, prøvede Bileam at samarbejde med denne verdens politiske magt symboliseret ved kong Balak. Han prøvede at lokke Israel til afgudsdyrkelse ved hjælp af hedenske piger hvis legemer var indviet til at blive brugt utugtigt af tilbedere af den falske gud Ba’al-Peor. Dette fremkaldte en forbandelse fra Jehova, ikke over hele Israels nation, men over dem som havde givet efter for den pengegerrige Bileams snedige rænker.

15. Hvordan må menighedstilsynsmanden handle som præsten Pinehas, hvorfor må han ransage sig selv, og hvad må han være på vagt over for?

¹⁵ I dag bør menighedens „stjerne“ eller tilsynsmand vise sig at være som Pinehas, der var søn af ypperstepræsten Arons søn Eleazar. Ved den lejlighed i fortiden gjorde Pinehas ende på sådanne underfundige gerninger som religiøse ledere i lighed med Bileam havde indført. (4 Mos. 22:1 til 25:15; 2 Pet. 2:15, 16; Jud. 11) Tilsynsmanden i dag bør gå i spidsen for menigheden på dens march mod den nye verden. Han skulle ikke prøve at hindre eller tillade at nogen hindrer os i velbeholdne at nå vort mål hinsides slaget ved Harmagedon. Han må bestandig ransage sig selv at han ikke udnytter sin profetiske stilling, sit ansvarsfulde og respektindgydende hverv forretningsmæssigt. Han må være på vagt, at ikke seksualdyrkelse trænger ind i menigheden fra denne verden, og at religiøse sekter ikke indsniger sig.

16. Hvad har en der er skyldig i noget af det ovennævnte, brug for at gøre, og hvad må vi gøre for at undgå den anden død og vinde evigt liv?

¹⁶ Enhver der giver sig af med sådanne ting, har brug for at angre, ja angre, og det uden tøven, for Kristus kommer i hast for at eksekvere Guds dom. Med sin mund har han magt til at bringe den anden død over enhver der lader sig overvinde af denne verden. Vi må passe på ikke at få Kristi munds eksekutionssværd rettet imod os. Det vil betyde den visse død for os, „den anden død“, billedligt fremstillet ved gehenna. Som stjerner under ham må menighedernes tilsynsmænd være i fuld overensstemmelse med Jehovas pagtsengel, den ypperste tilsynsmand, som nu befinder sig i templet for at holde dom. Det er ikke nu tiden til at lade sig overvinde af en verden som Kristus selv har overvundet. Nu er det tid at overvinde verden som han gjorde det, og det med hans hjælp. Guds ånd, der taler ved ham, stiller en storslået belønning i udsigt, nemlig uforgængelighed i det himmelske rige og et nyt slægtskabsforhold til Jehova Gud, billedligt fremstillet ved den uforgængelige, skjulte manna og en hvid navnesten hvorpå et nyt navn er skrevet, et navn som den der sejrer dog først til fulde vil forstå betydningen af når tiden er inde til det. Tilsynsmænd bør trofast overbringe dette budskab. — Åb. 2:12-17.

Lampestagen i Tyatira

17. Hvad havde menigheden i Tyatira som tjente til dens ros, men hvilken forkert opfattelse måtte den gøres opmærksom på?

¹⁷ Forhold som de der eksisterede i den gamle Tyatira menighed kræver opmærksomhed af den „stjerne“ eller tilsynsmand som har lignende forhold og problemer i sin menighed. Kristus, der ser med øjne som ildslue og vandrer med uforgængelige, bestandige fødder som af fint kobber, så at menigheden i Tyatira havde stadig flere gerninger at opvise, hvilket tjente til dens ros. Men vi må ikke tro at blot fordi et menneske kan skabe sig et godt renommé hvad angår det fysiske arbejde i Guds organisation, og har anvendt megen tid i dette arbejde, kan det tage sig sin moralske vandel let. At han ikke kan gøre det, måtte understreges for Tyatira menigheden; og vi har også nødig at få det understreget i dag.

18. I hvilken forstand var en Jesabel kommet ind i Tyatira menighed, hvordan havde Kristus givet hende en tidsfrist, og hvad truede han med at gøre?

¹⁸ Jesabel, der var datter af den hedenske konge af Zidon, blev af politiske grunde givet i ægte til kong Akab. Hun brugte sin stilling til at volde Israels rige stor skade i religiøs henseende. En Jesabel, en kvinde eller en gruppe af kvinder der røbede samme karaktertræk som dronning Jesabel, var kommet ind i menigheden i Tyatira. Men menigheden under dens „stjerne“ eller tilsynsmand havde ikke gjort noget for at komme denne kvindes indflydelse til livs, den havde ikke grebet ind over for den falske lære hun førte, eller den falske gudsdyrkelse og religiøse og fysiske umoralitet som hun opmuntrede til. Kristus gav menigheden tid til at få sagen bragt i orden og gav således „Jesabel“-klassen tid til at angre. Men da Tyatira menigheden ganske ubekymret fortsatte med at tolerere at denne urene, ukristne klasse virkede i den, advarede Kristus den om de forholdsregler han selv ville tage over for denne genstridige klasse. Hvad ville han gøre? Dræbe den ved at føre stor trængsel over den til et advarende eksempel for alle menigheder, så de kan vide at tilsynsmanden over dem alle ikke tolererer denne genstridige klasse som ikke vil angre.

19. Hvorfor vover en menighedstilsynsmand ikke at give efter for en Jesabels lære og indflydelse, og på hvilken måde kan menigheden holde fast ved det den har, til Kristus kommer for at eksekvere dommen?

¹⁹ En menighedstilsynsmand vover ikke i dag at give efter for Jesabels lære og indflydelse. De der bedriver åndelig og fysisk utugt med hende kan ikke undgå at blive set af den ypperste tilsynsmands flammende øjne, og de kan være sikre på undergang dersom de ikke angrer. Det er ikke nødvendigt for os at indtræde i et sådant utugtigt forhold for af erfaring at vide hvad det er, og komme til at kende „Satans dybder“. Den Dommer der véd af princip hvad det er, advarer os imod det. Hans advarsel er tilstrækkelig. Vi skulle tage imod den. Så vil Kristus ikke pålægge os nogen ansvarsbyrde, og vi vil holde os fri af menighedsansvar og ikke pådrage os skyld for slette tilstande i menigheden. Syndens surdej, som til sidst vil fordærve det gode vi har tilbage, må ikke være iblandt os. Kristus giver følgende råd: „[Hold] fast ved det, I har, indtil jeg kommer.“ Det kræver at man overvinder verden.

20. Hvilken magt over nationerne vil blive givet dem der sejrer over verden, og hvad vil de få i stedet for menighedsstjerner?

²⁰ Den der på jorden overvinder denne verden ved at modstå dens lyster, dens ugudelige mål, dens metoder og praksis, vil modtage himmelsk myndighed over nationerne. De som fuldfører deres jordiske løbebane trofast som sejrvindere over verden i lighed med Jesus, vil blive oprejst og få overdraget magt i himmelen sammen med Jesus og ledsage ham når han knuser sine fjender, nationerne, i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Dette vil være sejr over verden i en anden forstand. Det vil være en sejr for Guds nye verden. Nu har den kristne menighed fået tildelt de symbolske stjerner, de trofaste tilsynsmænd. Men i opstandelsen til liv i himmelen vil menigheden få „morgenstjernen“, som er brudgommen, Jesus Kristus. — Åb. 2:18-29; 22:16.

21. Hvilken kurs skulle kvinder i menigheden derfor følge, og hvad er det menigheden har og som den skal holde fast ved?

²¹ Måtte kvinderne derfor se deres rette stilling i menigheden. Lad dem, når det sømmer sig for dem, bære en hovedbeklædning som tegn på underkastelse og på at de ikke prøver at tilrane sig mandens stilling, hvad enten han er tilsynsmand eller assisterende tjener i menigheden. De skulle ikke tilskynde nogen broder hverken til åndelig eller fysisk utugt. Hele menigheden skulle nidkært våge over hvad den har, den kristne renhed i lære og opførsel og forkyndelsens skat. Når Kristus da kommer og eksekverer dommen, vil den ikke lyde på dødsstraf men på belønning i den nye verden.

Lampestagen i Sardes

22. (a) Hvad er Kristus i besiddelse af da han henvender sig til menigheder af Sardes-typen? (b) Hvilken åndeligt døende tilstand er menighedsengelen nødt til at påtale og gøre noget ved?

²² Som en zonetjener eller overtilsynsmand inspicerer Kristus alle forhold i de menigheder han fører tilsyn med, og det indbefatter også en åndelig tilstand som den der var i menigheden i det gamle Sardes. Så snart han ser den vil han slå alarm: „Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner.“ Han er i besiddelse af hele Guds ånds oplysende kraft, og menighedstjeneren i Sardes såvel som englene eller stjernerne over de øvrige seks menigheder står under hans magt og ledelse. Engelen for en menighed af Sardes-typen har ikke noget særlig behageligt budskab at bringe fra den store ærkeengel gennem „den tro og kloge træl“s skare, vor tids Johannes. Hvad er der ved at man har en form for gudhengivenhed når man fornægter dens kraft? Man er måske kendt for at være levende i religiøs henseende, men Jehovas dommer ved at man er død ligesom Sardes menigheden. Man sover over for sine privilegier og tidens krav om flittig, levende tjeneste. Man tager ikke del i alle grene af Guds tjeneste. Og de grene af tilbedelsen og tjenesten der endnu er tilbage i den er i fare for at dø ud. En vågen tilsynsmand, og den større tilsynsmand over ham, kan ikke lade en sådan åndeligt døende tilstand fortsætte.

23. Hvad skulle vi huske og gøre i betragtning af at den endelige dom over menigheden nærmer sig?

²³ Den endelige dom over dem der har fået Guds riges interesser betroet, nærmer sig. Erkendelsen af at regnskabets time nærmer sig burde få os til at huske at vi har modtaget og hørt Rigets budskab, og til at værdsætte og forstå vort ansvar. Med en dybere værdsættelse heraf skulle vi derefter vågne op og være på vagt, genoplive vor tjeneste som var lige ved at dø hen, og bevare vor kundskab om sandheden og den mulighed for at forkynde som kundskaben vil skænke os.

24. (a) Hvordan kan menighedens kundskab forøges, og hvordan kan menigheden holdes levende? (b) Hvilken regnskabets time må menighedstilsynsmanden holde sig for øje?

²⁴ Det vi må gøre er at forøge vor kundskab. Det betyder at vi må studere privat. Det betyder at vi må komme til menighedens møder og hjælpe til med at gøre disse møder levende; det betyder at vi må holde trit med sandheden; det betyder at vi må bruge denne sandhed ved at fortælle den til andre, både inden for og uden for menigheden. For at hjælpe hver og en hermed vil menighedens tilsynsmand sammen med sine assistenter træffe foranstaltninger til at holde hvert eneste medlem af menigheden åndeligt vågen. De vil ikke lade den lokale organisation dø, så den ikke har nogen gode gerninger der kan vise at den har åndeligt liv. De vil arbejde på at forøge mødedeltagelsen. De vil føre budskabet „up to date“ ved at tilegne sig og bruge nye, levende sandheder, efterhånden som de åbenbares. De vil stræbe efter at udvide menighedens aktivitet til at omfatte alle påkrævede grene af tjenesten. De vil udbrede budskabet i større omfang og blive dygtigere til at fremføre det. De vil ikke tillade at menigheden kun er levende når det gælder fornøjelser, men ellers død når det gælder tjenesten. Snart må hver eneste tilsynsmand aflægge endeligt regnskab, og det for en der er højere end det styrende råd, der arbejder sammen med Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab. Den time kommer som en tyv. Der er derfor stort behov for et genopfriskningskursus og for at holde alle levende i vidnegerningen!

25. (a) Hvem vil komme til at vandre med Kristus i hvide klæder og ikke blive stødt bort fra hans selskab? (b) Hvis navne vil ikke blive slettet af livets bog, og hvilken anerkendelse vil de få?

²⁵ Selv under forhold i lighed med dem der rådede i Sardes kan der være nogle få hvis klæder ikke er besmittede, nogle få som er ulastelige i deres kristne fremtræden. De bevarer deres gudsdyrkelse ren og ubesmittet, hvilket kræver at de holder sig uplettede af denne verden både i moralsk og religiøs henseende. Fortsætter de med at vandre således, vil de blive erklæret værdige til at vandre med Kristus i hvide klæder og vil ikke blive stødt bort fra hans selskab. Hans brud vil være som var den klædt i fint linned der er strålende rent, for sådanne fine linnedklæder er symbol på de helliges retfærdige gerninger. Hvilke storslåede tjenestegerninger vil der ikke være at udføre i Guds nye verden! Tanken herom ansporer os til at vinde sejr over denne verden! Den får os til at ønske at leve i den nye verden. Vi må holde os åndeligt levende nu. Hvis man dør åndeligt, vil ens navn blive udslettet af livets bog. Man vil ikke leve og få sit navn anerkendt for den himmelske Fader eller for englene som trofast har betjent menigheden. — Åb. 3:1-6.

Lampestagen i Filadelfia

26. I hvilken forstand har Kristus „Davids nøgle“, og hvilken dør har han åbnet i 1919 sådan at ingen modstandere har kunnet lukke den?

²⁶ Som den der sidder inde med alle Rigets interesser henvender den ypperste tilsynsmand sig til Filadelfia menigheden, for han har „Davids nøgle“. Han gav ikke Peter denne nøgle, men han har den selv. Som den der fik nøglen til Davids hus betroet under Davids regering i Jerusalem, således har Jesus Kristus i sin hånd fået betroet ledelsen af troens husstand, og han er som en åndelig fader for indbyggerne i det åndelige Israel. (Es. 22:22; Luk. 1:32) Da han ledsagede Jehova Gud til det åndelige tempel i 1918, begyndte han dommen med Guds husstand. Han fandt skaren „den tro og kloge træl“. Denne skare har han siden 1919 stillet foran en åben dør ved at sætte den over alle sine åndelige besiddelser på jorden. (Matt. 24:45-47, NW) Han åbnede den mulighed for dem og overdrog dem det ansvar at opfylde Mattæus 24:14, at aflægge et omfattende vidnesbyrd om Riget over hele jorden for alle nationer før verden ender i Harmagedon. Ingen har siden da kunnet lukke denne dør, hverken de krigsførende under den anden verdenskrig, nazihitlerismen, fascismen under Mussolini, Katolsk Aktion eller russisk kommunisme med dens Stalinkult og andre kulter.

27. For hvem har denne dør været holdt lukket, og hvordan er de nødt til at bekende at Kristus har vist os kærlighed?

²⁷ Æren herfor tilkommer ikke os. Æren tilkommer Kristus som har holdt døren åben og vil vedblive med at holde den åben indtil vidnearbejdet er fuldført. (1 Kor. 16:9; Kol. 4:3, 4) Døren ind til disse privilegier under Riget er blevet lukket for kristenheden og for jøderne, for alle der hører til „Satans synagoge“. De har ingen gerninger i Rigets arbejde de kan pege på, og således vise at de har sat pris på dette udtryk for kærlighed fra Kristi side. Nu må de ydmyge sig for os og anerkende at vi har gerningerne; vi kan pege på dem og vi fortsætter med at udføre dem. Vi indbyder alle de „andre får“ der endnu kan findes, til at gå ind gennem den åbne dør og slutte sig til os i arbejdet.

28, 29. (a) Hvilket budskab om udholdenhed må vi rette os efter? (b) Hvordan bliver vi, ved at rette os efter dette, skånet under den prøvens tid som hele den beboede jord nu oplever?

²⁸ Guds budskab om Riget fortæller os at udholdenhed i hans tjeneste og i tilbedelsen af ham er en livsbetingelse. At forkynde dette budskab kræver udholdenhed af den slags Kristus lagde for dagen. Vi må ligne Kristus i vor udholdenhed. Han forlod ikke tjenesten, han gav ikke op over for fjenden, han opgav ikke den åndelige kamp. Han vedblev at gøre sin Faders vilje. Han holdt ud til den bitre ende. Derfor blev han oprejst til en sejrstime, til en sejrsevighed. Det lønner sig for os at rette os efter budskabet om hans udholdenhed. Vi rammes ikke af den prøvens stund der nu er over hele verden. Hvorfor ikke?

²⁹ Grunden er den samme som i Jesu tilfælde. Da han fik tilbudt alle denne verdens riger, afslog han Satans rige. Han valgte Guds rige ved at vælge at tilbede Jehova Gud og ikke „denne verdens gud“, hvem disse menneskegjorte riger tilhørte. Ved at holde fast ved denne sin første beslutning bevarede Jesus sin uangribelighed under hele resten af prøven, og han undgik at bukke under for den sådan som den jødiske verden gjorde. Vi har ligeledes taget vort standpunkt for Guds rige. Lige så længe vi holder fast ved det ved at forkynde den gode nyhed om Riget, vil vi også undgå at falde under prøven. Vi vil aldrig blive forledt til at tilbede Djævelen ved at vælge denne verdens riger og tjene dem. Lad kristenheden bukke under i denne prøvens stund, snuble over Guds udvalgte sten og falde, til undergang for sig selv. (1 Pet. 2:7, 8) Vi har valgt teokratiet under Kristus. Vi bliver stående!

30. Hvad må menighedstilsynsmændene derfor gøre, hvorfor må vi holde fast ved det vi har, og hvordan gør vi det?

³⁰ De „syv stjerner“, de salvede tilsynsmænd tilligemed dem af „de andre får“ der også har fået en tilsynsgerning betroet, må hjælpe alle Kristi får gennem denne fristelsens stund ved at sætte det rette eksempel og yde dem al mulig støtte. Den tid da kroner skal uddeles til evig tid nærmer sig hastigt. Den der har „Davids nøgle“ siger: „Vedbliv med at holde fast ved det du har, at ingen skal tage din krone.“ (NW) Ja, vi vil holde fast ved det vi har modtaget af ham, ved at stræbe efter at forøge Rigets interesser, ved at give os selv helt og fuldt som et dyrebart redskab i Rigets tjeneste. At miste Rigets interesser nu før Harmagedon vil for de salvede betyde at de mister den himmelske krone. At „de andre får“ mister hvad de har, vil betyde at de mister livet i den nye verden under Riget.

31. Hvordan må salvede tilsynsmænd afgive bevis for at de er søjler og at de venter at blive optaget i det ny Jerusalem, og hvad bør alle tilsynsmænd derfor gøre?

³¹ Salvede tilsynsmænd må vise at de er søjler i Guds tempelorganisation, idet de understøtter tempeltilbedelsen hvori de andre får nu deltager. Som nogle der venter at blive optaget i det ny Jerusalem må de forkynde Guds rige og holde sig rene som Guds lams fremtidige brud. Dette er en nødvendighed dersom de ønsker at blive søjler i det herliggjorte himmelske tempel og bære navnet på Guds stad som himmelske borgere i den, og dersom de ønsker at få andel i den højt ophøjede Kristi navn ved at være hans elskede brud. Templet, det ny Jerusalem, Kristi nye navn i hans himmelske embede — dette er også alt sammen noget de andre får må regne med. De bør nu arbejde i harmoni med disse livsvigtige realiteter. Enhver der ikke bevarer sig selv hellig, enhver der er afskyelig i åndelig henseende, enhver der lever på en løgn, vil blive udelukket fra det ny Jerusalem og fra dets rige på jorden. Måtte derfor alle tilsynsmænd, og især de der venter på en plads i det himmelske tempel, føre an i tempeltilbedelsen nat og dag. Da vil de erfare opfyldelsen af Kristi løfte i Åbenbaringen 3:12.

Lampestagen i Laodikea

32. Med hvilke ord henvendte Jesus sig til menigheden i Laodikea, og hvorfor burde disse ord have stukket denne menighed i hjertet?

³² På apostelen Paulus’ tid var der en menighed i Laodikea. (Kol. 4:15) På den tid Johannes modtog sin åbenbaring gik det den dårligt. Da Jesus henvender sig til den gennem menighedens engel, omtaler han sig selv som „Amen, det trofaste og sanddru vidne, Guds skaberværks begyndelse“. (NW) Denne betegnelse skulle have stukket denne menighed i hjertet, for den bekræftede ikke længere helhjertet sandheden som et amen. Den var ikke længere et trofast og sanddru vidne. Den afgav intet bevis for at den var en del af den „ny skabning“ af hvilken Jesus Kristus er det første og ypperste medlem. Hvordan greb Jesus, det ypperste forbillede for alle tilsynsmænd, nu sagen an i Laodikea menigheden dengang? Det har interesse for os, for han ville gribe en lignende sag i dag an på samme måde.

33. Hvorfor truede Jesus med at ville udspy dem af sin mund, og hvordan var de ligesom Efraim?

³³ De der er som menigheden i Laodikea, er hverken stimulerende varme eller forfriskende kolde. De er lunkne, føj! Derfor — ud af munden med dem, som lunkent vand. Kristus ønsker dem ikke som sine talsmænd, som ’ambassadører i sit sted’, som budbærere eller vidner der tilhører ham og bruges af ham. Han vil fratage dem deres andel i opfyldelsen af Mattæus 24:14, hvis ikke de omvender sig. De er som den dominerende stamme Efraim i det gamle Israel. Hvorledes? De er som en flad kage der kun er halvt færdig, en kage der ikke er blevet vendt og derfor kun halvt bagt, halve i alt, lunkne, tvesindede: „Efraim er som en due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til hjælp [ikke Jehova] og vandrer til Assur [ikke til Gud].“ — Hos. 7:8, 11.

34. Hvorfor befandt laodikenserne sig i denne lunkne tilstand, og hvad behøvede de for at blive befriet for deres elendighed?

³⁴ Hvorfor var laodikenserne blevet sådan? Fordi de ikke vedblev med at søge Guds rige først og den retfærdighed der kommer fra ham gennem Kristus. (Matt. 6:33) Deres tale røber at de mente at deres jordiske materielle rigdom var tegn på at de nød Guds anerkendelse, og at det var ham der havde velsignet dem med fremgang; de vurderede den materielle velstand højere end den åndelige, højere end Rigets værdier, især den „skat“ at uddele Rigets sandhed til andre. Hvad har laodikenserne nu brug for så de kan blive befriet for deres åndelige fattigdom, blindhed og nøgenhed? De har brug for at gøre sig en hæderlig og ærlig anstrengelse for af Kristus at købe troens guld af en prøvet kvalitet, retfærdighedens klæder som vil holde helt ind i den nye verden, og åndelig sekraft så de kan se Rigets altoverskyggende betydning, det rige hvorom der nu skal aflægges et verdensomspændende vidnesbyrd.

35. Hvad må tilsynsmændene derfor gøre for laodikenserne så de kan genvinde deres åndelige helbred?

³⁵ Her er da en opgave for tilsynsmænd: At vække dem der er som laodikenserne, så disse kan føle deres åndelige behov, og derefter hjælpe dem til at blive „rige i tro“. (Jak. 2:5) Denne tro vil bære en overflod af Rigets frugter og vil være vågen over for vidnearbejdet. Den fjerner tiltroen til vor egen retfærdighed. Den leder os henimod at søge retfærdighed i Guds øjne, befriede for al verdslighed og syndig nøgenhed. Tilsynsmænd må også hjælpe laodikenserne at bruge den åndelige øjensalve; det vil sige at følge Jesu lære, råd og eksempel og have hans sindelag. Dette er et lægemiddel mod „kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods“. (1 Joh. 2:15-17) Når de har genvundet deres åndelige syn, kan de blive øjne for andre og er ikke længere blinde vejledere for blinde.

36. Hvad gør Kristus for dem han elsker, hvad må tilsynsmændene derfor gøre, og hvordan bør laodikenserne reagere?

³⁶ Som overtilsynsmand uddeler Kristus irettesættelse og tugt, men han gør det af kærlighed til dem der er gået ind på at følge ham. Tilsynsmænd under ham må gøre det samme. Laodikensere skulle værdsætte dette modige, åbne udtryk for kærlighed og være ivrige efter at angre eller ændre sind og derefter ændre hele deres livsførelse.

37. (a) Hvad er tiden nu inde til, og hvad indbydes laodikenserne nu til? (b) Hvordan vil nutidens laodikensere vise at de ikke er blevet udspyet af Kristi mund?

³⁷ Det er sent nu. Det er tiden for det bedste måltid på dagen, nadveren, aftensmåltidet. Jesus var gæst ved mangt et aftensmåltid her på jorden og gav åndelig vejledning mens han nød værtens gæstfrihed. Nu indbyder han os til at dele et sådant åndeligt opbyggende måltid med sig. Han står nu ved enhver Laodikea-menigheds dør og banker. I laodikensere, vil I lytte til hans banken, vil I atter fatte kærlighed til Kristus, lukke ham ind i jeres midte og lade ham undervise jer i dyrebart samfund med ham? I så fald vil I modtage hans tilsynsmand over jeres menighed. Jeres tilsynsmand, menighedens engel, „stjernen“ i Kristi højre hånd, er villig og ivrig efter at åbne døren. Han har åbnet den så Kristus kan træde ind og nyde måltidet med dem der angrer. Alle I laodikensere, vis at I ikke er blevet udspyet af hans mund, men at I stadig er medlemmer af hans menighed ved at komme til alle menighedens møder til studium og tjeneste, for Jesus har lovet at han vil være til stede ved et åndeligt måltid hvor så lidt som to eller tre i taknemmelighed er forsamlede i hans navn. De „andre får“ lukker nu Kristus ind, og ved den kommende dom vil han sige til dem: „Jeg var fremmed, og I tog gæstfrit imod mig.“ (Matt. 25:35, NW) Denne gæstfri handling betyder liv!

38. Hvad må vi nu sejre over, og hvilken belønning vil blive givet til dem der sejrer?

³⁸ Måtte vi alle lade os advare af den irettesættelse laodikenserne får. Vi må overvinde denne verdens materialisme i denne „endens tid“. Kristus, der taler ved Guds ånd, lover enhver der sejrer en høj belønning: sine salvede efterfølgere en trone, ikke i nogen af denne verdens riger, men sammen med sig ved Faderens højre hånd i himmelen. De sejrende „andre får“ lover han en plads foran sin trone, en plads hvor de vil nyde hans kærlighed og gunst på den „nye jord“ i Guds nye, retfærdige verden.

39. Hvad bør menighederne og deres „stjerner“ da gøre, og hvad beder vi om at Kristus vil vise dem?