Et bedre grundlag for bibeltro

„Kundgør os, hvad der kommer! Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er guder!“ — Es. 41:22, 23.

 1. Hvad bør vor tro ikke være afhængig af?

TRO på Bibelen er ikke afhængig af videnskabsmænds meninger. Skønt deres voksende kundskab bliver bragt mere og mere i overensstemmelse med Bibelen, gør dette dem dog ikke til kristne. De klynger sig stadig til udviklingslæren, der er deres religion. Tro er heller ikke afhængig af arkæologernes bekræftelser. Deres fund understreger blot, hvad Bibelen altid har sagt, men denne bekræftelse omvender dem ikke til kristendommen. Når der tilsyneladende opstår en divergens mellem Bibelen og deres fortolkninger af et fund, stoler de på deres egen forstand og ikke på Bibelen. (Ordsp. 3:5) Videnskab og arkæologi er ikke af væsentlig betydning for troen. De kan tjene til at bringe vantro og ateister til fornuft og få dem til at undersøge Bibelen med større alvor, men tro bør ikke være afhængig af videnskabens eller arkæologiens gransken for at kunne skaffe sig en fast grundvold. Vor tro bør ikke være afhængig af den harmoni, der kan påpeges mellem Bibelen og videnskaber som biologi og geologi. Denne harmoni i sig selv gør ikke Bibelen til Guds ord. Heller ikke gør nogen arkæologisk bekræftelse af Bibelen den til Guds ord. Den kendsgerning, at Bibelen indeholder historiske fakta, som arkæologien nu har bekræftet, er ikke så betydningsfuld, for mennesker kan godt skrive sandfærdig historie. Både Gud og mennesker kan skrive sandfærdig historie.

 2. Hvad beviser, om noget er inspireret og af guddommelig oprindelse?

² Men det er kun Jehova Gud, der kan lade historie nedskrive på forhånd. Han kan med andre ord profetere eller forudsige, hvad der vil ske i fremtiden. Det er den afgørende prøve, der åbenbarer guddommelige egenskaber og evner. Jehova Gud erklærer, at denne profetiske evne eller kraft alene har sit udspring hos ham, og fordi han sidder inde med denne forhåndsviden, behøver hans folk ikke at frygte uforudsete begivenheder: „Hvo der er min lige, træde frem, forkynde og godtgøre for mig: Hvo kundgjorde fra urtid det kommende? De forkynde os, hvad der skal ske! Ræddes og ængstes ikke! Har ej længst jeg kundgjort og sagt det? I er mine vidner: Er der gud uden mig, er der vel anden klippe?“ (Es. 44:7, 8) Skulle nogen ønske at kappes med ham som guder, opfordres de til at godtgøre deres påberåbte guddomskraft ved at lægge deres profetiske evner for dagen: „De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske. Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se, hvad udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer! Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er guder!“ (Es. 41:22, 23) Det kommer derfor ikke an på dygtigheden til at skrive noget videnskabelig korrekt og heller ikke på evnen til at skrive noget historisk sandfærdigt, men det, der har betydning for at afgøre, hvad der er inspireret af Gud, er at kunne frembringe noget, der er profetisk pålideligt. Han, og han alene, er kilden til al profetisk evne.

 3, 4. Hvad stolede Peter på som en bekræftelse af Guds ord? Begrund dit svar.

³ Peter viste, at det var denne evne og ikke nogen arkæologisk eller anden videnskabelig forskning, der bekræftede Guds ord. Det var opfyldelsen af det profetiske ord, der fik ham til at sige, at ordet nu stod „så meget fastere“. Ved en lejlighed sagde Jesus til en gruppe af sine disciple: „Sandelig siger jeg jer, der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige.“ Det var en profeti. Den fik snart sin opfyldelse: „Seks dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans broder Johannes med sig og fører dem op på et højt bjerg, hvor de var ene. Og han blev forvandlet for deres øjne, hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.“ Fra en beskyttende sky lød Guds røst: „Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har godkendt. Hør ham.“ (NW) (Matt. 16:28; 17:1, 2, 5) Peter bekræfter for os, at denne tilsynekomst i Rigets herlighed var en opfyldelse af Jesu løfte, der blev givet seks dage tidligere. Da han omtalte Kristi kraft og nærværelse, sagde han, at han, såvel som andre, havde kendskab til den herlige tid, da Kristus skulle komme i kongemagt, ikke på grundlag af „snedigt opdigtede fortællinger“, men fordi de „var blevet øjenvidner til hans storslåethed“ „på det hellige bjerg“. — 2 Pet. 1:16-18, NW.

⁴ Peter talte således om opfyldt profeti, og det var det, der fik ham til at sige, at „nu står det profetiske ord så meget fastere for os“. Synet, der var en opfyldelse af Jesu ord, fik andre profetier vedrørende hans virkelige komme eller nærværelse i kongemagt ved afslutningen på nationernes fastsatte tider til at stå så meget fastere. (Luk. 21:24) Efterhånden som flere og flere profetier bliver opfyldt, forøges vort lys, og vor overbevisning styrkes, og vi må lade os vejlede og oplyse af disse ting: „Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og en dagstjerne oprinder i jeres hjerter. Thi I ved først og fremmest dette, at ingen profeti i Skriften er fremkommet ved nogen privat afgørelse. Thi ingen profeti blev nogen sinde fremført ved et menneskes vilje, men mennesker, der blev båret af sted af hellig ånd, fremkom med udtalelser fra Gud.“ (2 Pet. 1:19-21, NW) Sund videnskabelig forskning og sand historieskrivning kan fremkomme ved private afgørelser og ved menneskers vilje, men ikke profeti og profetiers opfyldelse.

 5. Hvordan er menneskene som profeter? og hvordan kan Gud måle sig med dem?

⁵ Vi ved af erfaring, at mennesker ikke kan profetere med nøjagtighed. Inden for vor egen generation er det blevet os fortalt, at den første verdenskrig ville sikre demokratiet i verden. Det gjorde den ikke. Folkeforbundet skulle være det politiske udtryk for Kristi rige på jorden. Det var det ikke. Den anden verdenskrig skulle befri jorden for diktatorer. Alle tiders største diktator sidder nu ved magten. De Forenede Nationer skulle bringe nationerne sammen i fredeligt samarbejde. Men de står skarpt adskilt i en østlig og vestlig blok, og de to stridende parter udkæmper deres ordkampe i de Forenede Nationers forsamling og deres blodige krige i Korea. Nej, mennesker er ikke pålidelige profeter. De forudsiger mange ting, men det skorter på opfyldelser. Anderledes er det med Jehova Gud. Han profeterer, og det går i opfyldelse. Det er derfor ganske logisk, at jo flere af hans profetier, vi ser blive opfyldt, jo fastere tillid kan vi have til de af hans ord, der endnu ikke er opfyldt. Lad os til yderligere bestyrkelse af vor tro på Bibelen tage nogle få af de mange profetiske opfyldelser i øjesyn.

Nogle bemærkelsesværdige profetiske opfyldelser

 6. Hvorledes blev Guds evne til at profetere lagt for dagen i Tyrus’ tilfælde?

⁶ Omkring eet hundrede og halvtreds år før Nebukadnezar tilintetgjorde byen Tyrus, der lå ved kysten, forudsagde Esajas denne ødelæggelse, og flere år forud for denne begivenhed forudsagde både Jeremias og Ezekiel den. Men mange år senere forudsagde Zakarias den stadig. Hvorfor? Fordi der en 800 m ud for kystbyen Tyrus lå en ø, og på denne ø var der også en by, der hed Tyrus. Dengang Nebukadnezar indtog kystbyen, var de fleste af indbyggerne flygtet til ø-byen Tyrus med alle deres ejendele, og Nebukadnezar indtog aldrig denne ø. Men Aleksander den Store erobrede den i år 333-332 f. Kr. For at kunne gøre dette måtte han bygge en dæmning eller bro fra kysten og ud til øen, og denne dæmning byggede han af ruinerne og murbrokkerne fra den gamle kystby Tyrus.a Således gik Ezekiels ord fuldstændig i opfyldelse: „De skal nedbryde dine mure og nedrive dine herlige huse; sten, tømmer og ler skal de kaste i vandet.“ (Es. 23:1-13; Jer. 27:1-11; Ez. 26:1-14; Zak. 9:2-4.) Den fulde opfyldelse indtraf næsten to hundrede år efter, at Zakarias havde sagt det, næsten tre hundrede år efter, at Jeremias og Ezekiel havde sagt det, og over fire hundrede år efter, at Esajas havde sagt det!

 7. Hvordan blev denne evne lagt for dagen i Nineves tilfælde?

⁷ Inden Nineves fald forudsagde profeten Nahum: „Sine avindsmænd gør han til intet ved en flod, der går over sine bredder. (AT) . . . Flodportene bliver åbnet, kongsgården vakler. . . . Nineve er som en dam. . . . vidåbne for fjenden er portene ind til dit land, ild fortæred dine slåer.“ (Nah. 1:8; 2:7-9; 3:13) Nineve blev erobret af kaldæerne og mederne i året 632 f. Kr. Men læg mærke til hvordan. Floden Tigris løb over sine bredder og brød igennem en del af bymuren og oversvømmede byen, hvorved fjenderne fik uhindret adgang til byen. En historisk beretning fortæller, at assyrerkongen lavede et vældigt ligbål i kongeborgen, på hvilket han og mange af hans tjenere og medhustruer døde, da en fakkel tændte det i brand. Afbrændingen og plyndringen af byen blev fuldbyrdet, efter at fjenden var trængt ind i den brændende og delvis oversvømmede by. Skønt Nineve nu er blevet kendt gennem udgravninger, var dens ødelæggelse så total, at dens eksistens senere blev betragtet som et sagn. Vi læser: „De blev i høj grad hjulpet af Tigrisflodens pludselige oversvømmelse, idet vandmassernes pres rev en stor del af bymuren med sig og lagde byen blot, så den var ude af stand til at forsvare sig. Så fuldstændig var ødelæggelsen, at Nineve i den græske og romerske tidsalder blev som en myte. Dog lå i al den tid dele af byen begravet under høje, der så ud som affaldsbunker.“b Gennem sin profet Nahum forudsagde Jehova dens skæbne og måden for dens fald.

 8, 9. Hvilke profetier lod Jehova fremsætte vedrørende Babylon?

⁸ Endnu mere bemærkelsesværdige er profetierne om Babylon. Mange år forud for Judas fald for Babylons hånd forudsagde Jeremias dette fald, men han sagde samtidig, at en genrejsning ville finde sted efter en ødelæggelsesperiode på halvfjerdsindstyve år. Det ville ske som følge af babyloniernes eget fald, på et tidspunkt, da de havde mistet deres kampånd: „Babels helte opgiver kampen, de sidder stille i borgene, deres kraft ebber ud, de er blevet til kvinder.“ Den førhen så vældige verdensmagt skulle blive til grushobe: „Babel skal blive en grushob, sjakalers bolig, til rædsel og spot, så ingen bor der.“ (Jer. 29:10; 51:30, 37) Det er alt, hvad Babylon er i dag, en samling øde grushobe.

⁹ Godt hundrede og halvtredsindstyve år før jøderne blev ført i fangenskab i Babylon, forudsagde Esajas denne begivenhed, og over to hundrede år i forvejen forudsagde han den genrejsning, der skulle finde sted for jøderne i kraft af Babylons eget fald, og han nævnede endogså den erobrende hærførers navn. Efter at have sagt, at Jehova „stadfæster sine tjeneres ord, fuldbyrder sine sendebuds råd [forudsigelser, AT]“, at Kyros skulle være hans hyrde, at Jerusalem skulle genopbygges, og at grunden til templet skulle lægges, fortsætter den guddommelige beretning med at sige: „Så siger Jehova til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt og løsne kongernes gjord, for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængt: Selv går jeg frem foran dig, hindringer jævner jeg ud; jeg sprænger porte af kobber og sønderhugger slåer af jern.“ — Es. 13:17-22; 14:1, 4, 8, 12-16; 39:6, 7; 44:24-28; 45:1, 2.

10, 11. Hvordan blev disse profetier om Babylons fald, Israels udfrielse og genindførelsen af den sande tilbedelse opfyldt?

¹⁰ I opfyldelse af disse profetier indtog Kyros Babylon i året 539 f. Kr. Byen var midt i et drikkeorgie, portene var ulåsede, og de overrumplede soldater formåede ikke at gøre virkelig modstand. Ifølge den bibelske beretning udstedte Kyros i sit første regeringsår dette dekret: „Alle jordens riger har Jehova, himmelens gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt jer, der hører til hans folk, med ham være hans gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge Jehovas, Israels guds, hus; han er den gud, som bor i Jerusalem.“ (2 Krøn. 36:22, 23; Ezra 1:1-3) Læg mærke til, at han tilskriver Gud sejren. På sine egne lercylindre beretter han om sin sejr over Babylon og giver Gud æren, og på en af sine lertavler siger han: „De store guder har givet alle landene i min hånd.“c

¹¹ Det passede med Kyros’ politik at tillade jøderne at vende tilbage til Jerusalem for der at genoprette den sande tilbedelse af Jehova. Kyros tilbad imidlertid mange guder og ikke en enkelt gud, og vi kan derfor ikke sige, at han var en sand tilbeder af Jehova. Jehova brugte Kyros til at opfylde sin hensigt, som det fremgår af Ezra 1:1 og Esajas 44:28 og 45:1. Han brugte Kyros i den hensigt at gennemføre en jødisk tilbagevenden til Juda i året 537 f. Kr., nøjagtig som han halvfjerds år tidligere havde brugt en anden hedensk konge til at føre det troløse Juda i fangenskab og kaldt ham „kong Nebukadnezar af Babel, min tjener“. (Jer. 25:9) Kyros’ politik var at genopstille gudebillederne i deres tidligere templer, for på en af hans lercylindre står der: „Jeg førte guderne tilbage til deres templer.“d Kyros anerkendte, at Jehova var jødernes gud, og at hans tempel havde ligget i Jerusalem, derfor befalede han i sit dekret, at tilbedelsen af Jehova skulle genindføres der, fordi „han er den gud, som bor i Jerusalem“. (Ezra 1:3) Uanset Kyros’ politik er sagen den, at Jehova forud vidste og forud forkyndte disse ting, århundreder før de indtraf.

12. Hvad forudsagde Daniel i kapitel 8, versene 3-8?

¹² Jehovas profetiske forudviden om jordiske regeringers dannelse og fald gør sig stadig gældende. Mens Babylon endnu var den tredje verdensmagt og tilsyneladende uovervindelig, beskrev Daniel den fjerde og femte verdensmagt, der skulle fremstå, og viste, hvordan de til sin tid skulle omstyrtes. Vi læser: „Da løftede jeg mine øjne og skuede, og se, en væder stod ved floden; den havde to store horn, det ene større end det andet, og det største skød op sidst. Jeg så væderen stange mod vest, nord og syd; intet dyr kunne modstå den, ingen kunne reddes af dens vold, og den gjorde, hvad den ville, og blev mægtig. Videre så jeg nøje til, og se, en gedebuk kom fra vest farende hen over hele jorden, men uden at røre den; og bukken havde et anseligt horn i panden. Den kom hen til den tvehornede væder, som jeg havde set stå ved floden, og løb imod den med ubændig kraft; og jeg så, hvorledes den, da den nåede væderen, rasende stormede imod den, stødte til den og sønderbrød begge dens horn; og væderen havde ikke kraft til at modstå den, men bukken kastede den til jorden og trampede på den, og ingen reddede væderen af dens vold. Derpå blev gedebukken såre mægtig; men som den var allermægtigst, brødes det store horn af, og i stedet voksede fire andre frem mod alle fire verdenshjørner.“ — Daniel 8:3-8.

13. Hvad er den rette fortolkning af disse ting, og hvordan indtraf opfyldelsen?

¹³ Vi lades ikke i tvivl om betydningen af disse ting: „Den tvehornede væder, du så, er kongerne af Medien og Persien, den lådne buk er kongen af Grækenland, og det store horn i dens pande er den første konge. At det brødes af, betyder, at fire riger skal fremstå af hans folk, dog uden hans kraft.“ (Dan. 8:20-22) Nogle år efter, at Daniel blev brugt til at forudsige disse vældige begivenheder, blev Babylon omstyrtet af dobbeltriget Medien og Persien, der blev den fjerde verdensmagt. Symbolet med den tvehornede væder var meget træffende, for den mediske magt fremstod først, men den persiske, der kom bagefter, overgik den i styrke. Over to hundrede år efter, at Daniel nedskrev denne profeti, kom Aleksander den Store til magten og omstyrtede Medo-Persien, og ved hans død i 323 f. Kr. blev Grækenland, den femte verdensmagt, delt i fire dele, der hver blev regeret af en af Aleksanders fire generaler: Ptolemaios i Ægypten, Seleukos i Asien, Lysimachos i Lilleasien og Kassander i Makedonien. Fire små horn fremstod således, efter at det store horn på den lådne buk var blevet brudt af. Hvor helt umuligt var det ikke for mennesker at fremkomme med sådanne forbløffende forudsigelser, og i hvor høj grad bekræfter de ikke Bibelen som Guds inspirerede ord!

Opfyldelser i vore dage

14. Hvilken udvikling i vor tid viser, at Åbenbaringen 17:8, 10-14 nu er ved at blive opfyldt?

¹⁴ Et endnu større profetisk indblik i de jordiske regeringers kommen og gåen fås i Åbenbaringen 17:8, 9-14: „Dyret, som du så, har været og er ikke mere; men det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde. . . . De er også syv konger. De fem er allerede faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han kun blive en kort tid. Og dyret, som har været og ikke er mere, er selv den ottende og er dog af de syv og går sin undergang i møde. Og de ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt, men får herredømme en stund som konger sammen med dyret. De har een og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed. De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes herre og kongernes konge.“ Dengang apostelen Johannes blev brugt til at nedskrive dette, var de fem verdensmagter kommet og gået, den sjette, Romerriget, bestod endnu, og den syvende, den anglo-amerikanske verdensmagt, hørte fremtiden til. Den hersker nu, men det gør også den ottende, den internationale sammenslutning kendt under navnet de Forenede Nationer, der er til i kraft af nationerne og modtager sin myndighed fra dem. Den fremstod først som Folkeforbundet. Derpå forsvandt den i uvirksomhedens og dødens afgrund, men er nu atter steget frem som de nuværende Forenede Nationer. Denne sammenslutning og alle nationerne går deres undergang i møde, når de i Harmagedonslaget fører krig mod Guds lam, Kristus Jesus. Da vil Kristi rige herske ubestridt over en ny jord med en ny ordning.

15. Hvilke profetier, både med henblik på kronologi og de fysiske tildragelser, blev opfyldt vedrørende Kristi første nærværelse?

¹⁵ Der er mange andre lige så bemærkelsesværdige profetier, som er blevet opfyldt til hævdelse af Bibelen som Jehovas inspirerede ord. Pladsen tillader os kun i korthed at betragte nogle få profetier vedrørende Jesu første nærværelse som Messias og hans anden nærværelse som regerende konge. Over fem hundrede år i forvejen forudsagde Daniel det nøjagtige år, da Messias skulle fremstå, og da dette år indtraf, så jøderne med forventning frem til, at begivenhederne skulle udvikle sig med hensyn til den lovede Messias. (Dan. 9:24-27; Luk. 3:15) Daniels profeti forudsagde også, at Jesus skulle dræbes tre og et halvt år senere.e Andre profetier i Bibelens hebraiske skrifter forudsagde, at han skulle fødes i Betlehem af en jomfru, at han skulle hades, forkastes, forrådes af en af sine efterfølgere for tredive sølvpenge, dømmes på falsk vidnesbyrd, pælfæstes sammen med syndere, at der skulle kastes lod om hans klæder, at han skulle genopstå, og mange andre ting. (Sl. 16:10; 22:17, 19; 41:10; 69:5; Es. 7:14; 53:3, 8, 12; Mika 5:1; Zak. 11:12) En bibelkyndig har opregnet „tre hundrede og to og tredive tydelige profetier i det Gamle Testamente, der har fået deres bogstavelige opfyldelse i Kristus“. En matematiker har udregnet, at chancen for, at een mand skulle opfylde alle disse profetier, er som een mod fire og firs efterfulgt af syv og halvfems nuller!f Muligheden for, at det skulle ske, er så fjern, at vi ikke kan andet end anerkende Jehova som ophavsmanden til disse profetier.

16. Hvilke kronologiske og fysiske beviser tilkendegiver, at vi nu lever i tiden for hans anden nærværelse?

¹⁶ Med hensyn til Kristi anden nærværelse er det igen Daniels profeti, der giver os de kronologiske oplysninger herom. (Dan. 4:16) Man regnede ud, at den hentydede til året 1914 e. Kr., og The Watchtower henledte i 1879 opmærksomheden på betydningen af året 1914. Bibelens græske skrifter forudsiger mange fysiske beviser, der vil være at iagttage ved tidspunktet for Kristi anden nærværelse, således at mennesker på jorden kan vide, at han er nærværende, da Kristus jo er en åndeskabning og usynlig for det menneskelige øje. (Joh. 14:19) Forudsigelserne lød på verdenskrig, sult, pest, jordskælv, sekterisk splittelse, forfølgelse af Kristi efterfølgere, en verdensomspændende forkyndelse af det gode budskab om Rigets oprettelse, stor stigning i tallet på begåede forbrydelser, almindeligt moralsk forfald og mange andre ting, som vi har set udvikle sig siden året 1914. Den generation, der oplevede begyndelsen til disse ting, vil opleve enden derpå i Harmagedon.g (Matt. 24:1-34; 2 Tim. 3:1-5, 13) Derefter vil evigt liv i en ny verden med endeløse velsignelser begynde for alle lydige skabninger. — 2 Pet. 3:13.

17. Hvorfor bør vor tillid til Guds profetier være større end nogen sinde?

¹⁷ Men kan vi stole på disse forudsigelser vedrørende Harmagedon og den nye retfærdsverden, der skal følge efter? Hvis en har talt sandhed hundrede gange, vil du da pludselig drage hans ord i tvivl, når han fortæller dig noget nyt? Hvis du aldrig har grebet ham i at sige noget usandt, hvis han har haft ret hundrede gange, vil du så pludselig uden grund betvivle hans retskaffenhed? Hvor urimeligt og ulogisk ville det ikke være! Jehova har ladet mange profetier nedskrive, og som vi har set af dette studium, er mange af dem blevet opfyldt på en bemærkelsesværdig måde. — Opfyldelsen af nogle af hans profetier hører fremtiden til. Kan vi i betragtning af de nævnte eksempler og det ry for sandfærdighed, han har vundet sig, trods videnskabsmændenes, ateisternes og bibelkritikernes modstridende synspunkter, ikke have tillid til, at disse opfyldelser vil indtræffe til hans rette tid? Videnskaben har så ofte taget fejl; det har Jehova aldrig. Når mennesker derfor drager hans ord i tvivl og stempler ham som en løgner, ved vi, at det er mennesker, der er løgnere, og Gud, der er sanddru: „Lad Gud findes sanddru, om så hvert menneske findes at være en løgner, således som der er skrevet: for at du kan blive kendt retfærdig i dine ord og vinde, når du bliver dømt.“ — Rom. 3:4, NW.

18. Hvad er der sket med de verdslige angribere af Guds ord?

¹⁸ Når denne verdens visdom stiller sig op imod Bibelen, kan den kun lide nederlag: „For der er skrevet: Jeg vil lægge vismændenes visdom øde, og jeg vil feje de intellektuelles klogskab til side. Hvor er der en viis? Hvor er der en skriftklog? Hvor en ordkæmper for denne tingenes ordning? Gjorde ikke Gud verdens visdom til dårskab?“ (1 Kor. 1:19, 20, NW) Videnskabsmændene har brugt deres kundskab til at nedsætte Bibelen i andres omdømme, men deres egne nyere fund har slået fødderne væk under deres teorier, og de må brygge nye sammen. På den videnskabens galge, de rejser for Bibelen, hænger nu deres egne døde teorier. (Est. 7:10) Ateister og bibelkritikere bruger deres verdenshistorie til at bevise, at Bibelen er usand, men efterhånden som nye historiske kendsgerninger bliver gravet op, vendes deres våben imod dem selv og giver Bibelen oprejsning. „Et net har de udspændt for mine skridt, deres egen fod skal hildes deri; en grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri.“ (Sl. 57:7) De ortodokse gejstlige beskylder os for at fornægte Gud gennem vor lære, skønt deres egne læresætninger er hedenske. „Folkene [hedningerne, Mo] sank i graven, de grov, deres fod blev hildet i garnet, de satte.“ — Sl. 9:16.

19. Hvordan opnår man tro? og hvordan kan ens tro blive styrket?

¹⁹ De mange angreb, der i disse moderne tider rettes imod vor tro, kan være en prøve for den, men hvis den er grundfæstet på kundskab og ikke på lettroenhed, vil den stå for enhver prøve. „Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser. I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed.“ (Jak. 1:2, 3; 1 Pet. 1:6, 7) Paulus skrev til hebræerne: „Tro er fast tillid til det, man håber, . . . uden tro er det umuligt at have hans velbehag.“ (Hebr. 11:1, 6) Vi må eje en sådan tro, og vort håb, der er knyttet til den, må være fast og fortrøstningsfuldt, uden tvivlen eller vaklen. (Jak. 1:6-8) Urokkelig tro kommer af kundskab. Paulus sagde: „Thi enhver, der påkalder Herrens [Jehovas, NW] navn, skal frelses. Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? . . . Så kommer da troen af det, som høres.“ (Rom. 10:13, 14, 17) Du må høre om disse ting fra Guds ord, inden du kan opbygge nogen sand tro, en tro, der hverken er lettroenhed eller overtro eller en død tro, men en levende tro, der viser sin livskraft gennem gerninger. (Jak. 2:14-26) At tro ikke bare er en blind tro, men bygget på kundskab, fremgår af Jesu bøn: „Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig.“ (Joh. 17:20) Det er gennem forkyndelsen af ordet, at nye disciple kommer til tro på Jesus. De opfyldte profetier, vi her har lært om, bekræfter vor tro og underbygger vort trosgrundlag.

20. Hvorledes kan vi bestå sammen med Guds ord?

[Fodnoter]