virksomhed. Vi kan forvente at vilddyrets „ti horn“ inden længe vender sig mod verdensreligionen og ødelægger endog kristenhedens religiøse virksomhed. Da vil den store trængsel være begyndt, og den vil udvikle sig hurtigt og nå sit højdepunkt ved Harmagedon. — Åb. 17:12-18; 19:19-21.

23. (a) Hvad skal vi gøre nu, i betragtning af den kritiske situation på jorden? (b) Hvordan kan vi sejre over verden ved vores tro?

²³ Hvad skal Jehovas vidner gøre nu da de ser denne kritiske situation på jorden? Vi må sikre os at vi har foretaget en fuldstændig flugt til Guds riges beskyttende „bjerg“. Vi må uden vaklen forfølge sejren ved vor tro. Vi må være besluttede på at sejre ved vor Gud som elsker os. Så længe tiden er til det må vi fortsætte med nidkært at tage del i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget over hele jorden og være med til at gøre disciple. Vil vi, sammen med alle Jehovas vidner i hele verden, fortsat vise at vi „står fast i én ånd, idet [vi] med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed“? (Fil. 1:27) Vil vi således ophøje Jehovas navn og hans søns, Jesu Kristi, rige? Gør vi det, vil det også kunne lykkes os at sejre over verden ved vores tro.

Hvad mente vismanden?

Rigdom uden glæde er tomhed

Da den vise kong Salomon granskede menneskenes liv og levned, overså han ikke de forhold der ofte hindrer folk i at glæde sig over det de har.

Han skrev blandt andet: „Der er et onde, jeg så under solen, og som tynger menneskene hårdt: når Gud giver en mand rigdom og gods og ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette tomhed og en slem lidelse.“ — Præd. 6:1, 2.

Den Almægtige tillader ethvert menneske at bruge sine gudgivne evner til at skaffe sig ejendele og vinde anerkendelse eller ære blandt sine samtidige. I den forstand kunne Salomon med rette sige at Gud „giver“ en mand rigdom og gods og ære. Men selv om en mand har alt, kan forholdene sørgeligt nok hindre ham i at glæde sig over det han ejer.

Han har måske velsmagende mad, men kan ikke nyde den på grund af vanskeligheder med maven eller fordøjelsen. Et eksempel i den forbindelse er det der skete med Nebukadnezar. Han opnåede at blive verdenshersker i Babylon. Men på grund af hans hovmod ydmygede Jehova ham ved at berøve ham forstanden. De glæder hans palads kunne byde på, deriblandt fin mad og udsøgt vin, appellerede ikke længere til ham. Han forestillede sig at han var et dyr, forlod sit luksuriøse palads og levede af græs som om han var en okse. Mens Nebukadnezar gik glip af fyrstelivets glæder kunne ’fremmede’ nyde hans rigdom. Det der ramte ham var virkelig en ulykke, „en slem lidelse“, som varede syv år. — Dan. 4:28-37.

Salomon fremhævede derefter at et langt liv og en stor børneflok ikke i sig selv er nok til at gøre livet tilfredsstillende. Han fortsatte: „Om en mand avler hundrede børn og lever mange år, så hans levetid bliver lang, men hans sjæl ikke mættes af goder, så siger jeg dog, at et utidigt foster er bedre faren end han; thi at det kommer, er tomhed, og det går bort i mørke, og i mørke dølges dets navn; og det har hverken set eller kendt sol; det får end ikke en grav; det hviler