Denne generations afskyelige forbund

 1. Hvordan fortsatte Israel med at eksistere efter de to ødelæggelser, der ramte dette folk?

JEHOVA gav Israels folk en god start, men det nægtede at følge den sande tilbedelses vej, som Gud havde anvist: „Som en ædelranke planted jeg dig, en fuldgod stikling; hvor kunne du da blive vildskud, en uægte ranke? Om du end tor dig med lud og ødsler med sæbe, jeg ser dog din brødes snavs, så lyder det fra Jehova.“ (Jer. 2:21, 22) Israels synder førte til dets undergang i år 607 f. Kr. Men længe før havde Esajas forudsagt, at en rest af Israel skulle vende tilbage til Jerusalem for at genoprette den sande tilbedelse, og det skete også. (Ezra 1:3, 4; 2:64, 65; Es. 10:22) århundreder senere, da Kristus kom til Israels folk, var det atter faldet fra, og han forudsagde den ødelæggelse, der indtraf i år 70 e. Kr. Men også denne gang blev en trofast rest udfriet, og de udbredte den sande tilbedelse og blev den kristne menigheds første medlemmer. Denne anden udfrielse af en rest blev også regnet for en opfyldelse af Esajas’ profeti, og det viser os, hvor stor lighed der er mellem disse to perioder i Israels historie. — Rom. 9:27; 11:5.

 2. Hvem udgør „Guds Israel“ nu, og hvorfor er det oprørske Israel et udmærket billede på kristenheden?

² Der blev føjet mennesker fra andre folkeslag til denne israelitiske rest, til „Guds Israel“ efterhånden havde nået sit fulde og fastsatte tal. Enkeltpersoner fra mange nationer blev israelitter, åndeligt talt, mens de genstridige israelitter efter kødet ikke hørte med til „Guds Israel“. (Gal. 6:16; Rom. 2:28, 29; 9:6; 11:25, 26; 1 Kor. 10:18; Ef. 2:11-19) Det var fra denne rene urkristendom, at sekteriske samfund udartede og med tiden dannede vor tids frafaldne kristenhed. (Ap. G. 20:29, 30; 2 Pet. 2:1, 2) Efter at have fået en god start er de frafaldne kristne religioner sunket ned i dybere og dybere fordærv, således at kristenheden i dag er en tro kopi af Israels genstridige folk. Men som parallel til de forbilledlige begivenheder i Israel findes der også i dag en trofast rest, der har skilt sig ud fra kristenheden, og som udgør de sidste jordiske medlemmer af Guds åndelige Israel. — Åb. 12:17.

 3. Hvad blev kristenheden advaret om, og hvad ventede den?

³ Mange år forud for 1914 blev kristenheden advaret om sine synder. Allerede i 1877 blev året 1914 fremholdt som et år af stor betydning, og dette blev forkyndt vidt og bredt fra da af. Da 1914 oprandt, begyndte verdenskrigen, hvad Jesus havde forudsagt skulle ske ved tidspunktet for hans anden nærværelse. Derpå fulgte der en række begivenheder, hvorom Jesus sagde, at de skulle være tegnet på hans tronbestigelse som himmelsk konge. (Matt. 24:3-16) Disse begivenheder var så påfaldende, at kristenhedens religionsledere ventede Kristi komme, nøjagtig ligesom jøderne gjorde i år 29 e. Kr. Bemærkelsesværdigt er det manifest, som flere fremtrædende præster fra forskellige trossamfund offentliggjorde i 1917, og hvori der blandt andet stod: „Vor Herres åbenbarelse kan ventes hvert øjeblik . . . Alle menneskelige genrejsningsplaner må træde i baggrunden ved vor Herres andet komme, thi alle nationerne skal da underkastes hans regering.“ Gav kristenheden agt på advarselen om sine synder, så den bedrede sine veje? Granskede den profetierne og verdensbegivenhederne for at forvisse sig om, at Kristus, usynligt for mennesker, var blevet indsat på tronen i himmelen? Skubbede den sine genrejsningsplaner i baggrunden af hensyn til Kristus, og underkastede den sig hans regering? Nej, den gjorde intet af alt dette. Tværtimod bar den sig afskyeligt ad!

 4. Hvad gjorde kristenheden, tro mod sit forbillede Israel, efter at Kristus var indsat på tronen?

⁴ I overensstemmelse med profetien blev nationerne vrede, og de udløste deres vrede i en verdenskrig, dengang Kristus blev indsat på tronen i 1914. De var ikke villige til at lade Kristus regere, men sammensvor sig imod ham ved at opstille deres egen internationale regeringsenhed, Folkeforbundet. Gejstligheden brugte de vrede nationer som et kirkens sværd til at dræbe arbejdet med at forkynde Kristi rige. De tilskyndede myndighederne til at standse dette arbejde og fængsle og dræbe mange af Jehovas vidner, idet de med urette anklagede dem for oprørsk virksomhed. De fik de politiske nationer til at handle mod Kristi efterfølgere, nøjagtig som de jødiske religionsledere fik det politiske Rom til at handle mod Kristus selv. At de gjorde dette over for Kristi efterfølgere, er det samme, som havde de gjort det mod Kristus. Kristenhedens præsteskab forkastede ikke alene Kristus som deres konge, men de opstillede Folkeforbundet og hyldede det i stedet for ham og kaldte det „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. De overøste dette forbund med megen anden gudsbespottelig smiger og erklærede, at det ville udrette de vidunderlige ting, som Bibelen siger kun Kristi rige kan gøre. De viste altså, at de satte Folkeforbundet i Kristi riges sted, og at de havde valgt det og vraget den indsatte konge, Kristus Jesus. I lighed med de jødiske religionsledere for nitten århundreder siden forkastede kristenhedens gejstlighed Kristus og valgte at støtte en politisk sammenslutning af kejserens regeringer. — Sl. 2:1, 2; Matt. 25:40, 45; Åb. 11:8-10, 15, 18.

 5. Under hvilket billede bliver kristenhedens troløse religioner træffende skildret, og hvad vil et omhyggeligt studium afsløre vedrørende Folkeforbundet og de Forenede Nationer?

⁵ Den onde, gamle verden, der er underlagt Satans kongedømme, er en vederstyggelighed i Jehovas øjne, og dengang kristenhedens gejstlighed, som påstår at tjene ham, forenede sig med politikerne i angrebet på resten af de trofaste tjenere, som er en del af „Guds tempel“, og satte en stopper for det budskab, der er et lovprisningsoffer, og gjorde sig til talsmand for en international politisk verdensregering, begik den en afskyelig handling, der vil føre til kristenhedens undergang. (Dan. 11:31; 1 Kor. 3:16, 17; Hebr 13:15) Gejstlighedens onde indblanding i politik er åndeligt hor og berettiger, at man symboliserer kristenhedens organiserede religioner ved en løsagtig kvinde, en skøge, således som det sker i Åbenbaringen 17:1, 2: „Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande. Med hende har jordens konger bedrevet utugt.“ Fremdeles skildres den som en kvinde, der sidder „på et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af gudsbespottelige navne; det havde syv hoveder og ti horn“. (Åb. 17:3) Et omhyggeligt studium vil vise, at Folkeforbundet og de Forenede Nationer, to institutioner, som kristenhedens gejstlighed har nær tilknytning til, og som den på gudsbespottelig vis har betegnet som de redskaber, der udfører Kristi riges arbejde, er billedligt skildret ved det skarlagenrøde dyr.

 6. a) Hvordan bliver både Folkeforbundet og de Forenede Nationer træffende skildret i Åbenbaringen 17:8? b) Hvem gør det af med dyret, men hvad foretager det sig, før det går til grunde?

⁶ „Dyret, som du så, har været og er ikke mere; men det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde.“ Dette dyr var først til under skikkelse af Folkeforbundet, men i 1939 forsvandt det ned i uvirksomhedens afgrund og var ikke mere. I 1945 steg det atter op af afgrunden, denne gang som de Forenede Nationer, og det er til den dag i dag. Hvad vil føre til dets undergang? Lyt: „De ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt, men får herredømme en stund som konger sammen med dyret. De har een og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed. De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes herre og kongernes konge.“ (Åb. 17:8, 12-14) De politiske herskere vil lide nederlag i deres kamp mod Guds lam, den indsatte konge, Kristus Jesus. Kampen vil føre til deres totale udslettelse. Men læg mærke til, hvad dyret med de ti horn gør mod skøgen, inden kampen er slut, og efter guddommeligt direktiv: „De ti horn, du så, og dyret vil hade skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med lid. Thi Gud har indgivet dem i deres hjerter at gøre efter hans tanke.“ (Åb. 17:16, 17) Kristenhedens undergang kommer altså fra de politiske elskere, som dens religioner har sluttet forbund med.

 7. Hvilken overensstemmelse er der mellem de historiske forbilleder og den religiøse kristenheds endeligt for sine politiske forbundsfællers hånd, og hvad har vist sig siden 1945?

⁷ Ligesom det frafaldne Israel blev ødelagt af dets tidligere pagtsfælle, Babylon, inden dette tredje verdensrige gik til grunde, og ligesom det oprørske Israel blev tilintetgjort af dets tidligere forbundsfælle, Rom, inden dette sjette verdensriges forfald, således vil det troløse Israels modbillede blive bragt til fald af de Forenede Nationers sammenslutning, som det selv har valgt at støtte, inden dette ottende verdensrige bliver knust af Guds lam. (Åb. 17:11) Jehova manøvrerede Babylon således, at det eksekverede hans dom over det oprørske Israel i året 607 f. Kr., og han brugte Romerriget til at gøre det i 70 e. Kr. Tro mod forbilledet vil Jehova indgive det i deres hjerter, som i dag udgør de yderliggående politiske elementer inden for de Forenede Nationer, at opæde den hykleriske religion ved begyndelsen af Harmagedonslaget. Allerede nu findes der inden for de Forenede Nationer en del nationer, hvoriblandt Sovjetunionen er den mest fremtrædende, som er åbenlyse fjender af kristenheden og dens religioner. Nogle af dyrets horn, det dyr, som steg op af afgrunden, vender sig nu truende mod skøgen. Fra og med året 1945 har de udgjort en voksende hær af kampberedte yderliggående elementer, der truer kristenheden, ligesom de omringende hære truede Israel, dens forbillede, i årene 609 f. Kr. og 66 e. Kr.

Nu er det tid at flygte!

 8. Hvorfor har befalingen til at flygte antaget en mere presserende karakter siden 1945?

⁸ Siden 1945 har Jesu advarsel om at „flygte ud i bjergene“, „når I . . . ser ødelæggelsens vederstyggelighed“, fået endnu større kraft og endnu mere presserende karakter. Det er fra dette tidspunkt, at det afskyelige dyr helt er kommet til syne. Dengang det viste sig under skikkelse af Folkeforbundet, lagde det intet videre fjendskab mod kristenhedens religioner for dagen, for dengang talte det ikke nogen nationer af betydning, som havde gjort religionen til genstand for deres had. Det modbilledlige Jerusalem, kristenheden, var ikke omringet af fjendehære; men siden dyrets genopdukken i 1945 tæller det blandt sine medlemmer kampberedte og krigslystne politiske elementer, hvis yderliggående magthorn er vendt som en trusel mod kristenheden og dens religioner. Hvem kan benægte, at kristenheden er ræd ved synet af disse fjendtlige magter, der dukker op på alle sider omkring den, og i hysteri gør sit yderste for at opsnuse og fjerne sådanne radikale elementer inden for sine egne regeringer? Den ser håndskriften på væggen. Derfor er det så vist på høje tide, at bibeltroende mennesker får øjnene op for vederstyggeligheden og flygter bort fra den ødelæggelse, den vil blive årsag til.

 9. Hvor burde retfærdselskere flygte hen?

⁹ Hvorhen skal man flygte? Til bjergene. Til bogstavelige bjerge? Nej, der vil der ikke være sikkerhed at finde under Harmagedonslaget. (Amos 9:2, 3) Det må være bjerge, der ligger uden for kristenhedens område, ligesom de bogstavelige bjerge, de kristne flygtede til i året 66 e. Kr., lå uden for Jerusalems og Judas område. De bjerge, som retfærdselskere må flygte til nu i lydighed mod Kristi befaling, er den nye verdens teokratiske ordning, som Jehova har skabt. (Es. 65:17) Denne nye tingenes ordning er helt adskilt fra den gamle verden, der med hastige skridt nærmer sig sin afslutning, og det er til disse symbolske bjerge, folkene nu drager op for at lære den sande tilbedelse: „Det skal ske i de sidste dage, at Jehovas huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: Kom, lad os drage til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier.“ (Es. 2:2, 3) Kun dér er der sikkerhed at finde.

10. Hvilke identiske træk ser vi i kristenhedens handlemåde sammenlignet med de historiske begivenheder i året 607 f. Kr. og i året 70 e. Kr.?

¹⁰ Mange tusinder flygter derhen og opnår sikkerhed. Men der vil komme tusinder til. De retfærdselskere, som endnu ikke er flygtet, burde huske på de forbilledlige begivenheder, der indtraf i året 607 f. Kr. og i året 70 e. Kr. Ligesom Israel blev advaret, således er kristenheden blevet advaret om sine synder, om sine politiske forbund og om den skæbne, den vil lide for sine politiske venners hånd, men den har ladet hånt om advarselen. Den har valgt at støtte kejserens regeringer i stedet for Kristus — en afskyelig handling, en vederstyggelighed, der besegler dens undergang. I lighed med jøderne har den ikke agtet på sin besøgelsestid, der også er en dommens tid. (Matt. 25:31, 32; Luk. 19:44) Selv nægter den at flygte, og den hindrer dem, som ville gøre det. Den søgte at tage den trofaste rest af „Guds Israel“ til fange på livstid under Satans ordning, men Jehova udfriede resten. Nu søger kristenheden at afskære de retsindige mennesker flugten. De, som flygter, anklager den for at være upatriotiske og oprørske, og nogle af dem har den fået dræbt. Men den magter ikke at standse den indsamling, der finder sted under den nye tingenes ordning. De, som flygter til de symbolske bjerge, vil huske, hvad der skete med de jøder, som udsatte deres flugt eller søgte at redde noget af deres jordiske rigdom på trods af Jesu anvisninger. Uden tøven og uden at lade sig tynge af verdslige byrder vil de flygte, idet de til fulde forstår, at vi lever i en periode, der svarer til tiden fra 609-607 f. Kr. og fra 66-70 e. Kr. Ligesom dengang giver Jehova i dag alle lejlighed til at flygte. Grib denne lejlighed nu — eller aldrig!

11. Hvilken slutning kommer kristne til i spørgsmålet om religion, der blander sig i politik?