Guds dom rammer den falske religion

„Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande.“ — Åb. 17:1.

 1. Hvad er ethvert menneskes ret, og hvilken pligt påhviler der i denne forbindelse andre?

ENHVER har ret til at vælge den religion han vil tilhøre, medmindre den valgte religion krænker moral og sømmelighed. Alle mennesker bør respektere andres ret til selv at vælge en religion og deres ret til at leve efter den. Vi må være tolerante.

 2. (a) Hvad er religiøs tolerance ikke ensbetydende med? (b) Hvilke betragtninger har en hindu gjort sig om navnene på de mange guder? Hvilket spørgsmål rejser det?

² At vi respekterer alles ret til at vælge en religion og ikke hindrer dem i at udøve den, betyder imidlertid ikke at vi godkender alle religioner og anser dem for lige rigtige. En sådan tolerance er ikke ensbetydende med at vi mener at alle religioner er sande og gode og at de alle fører til en lykkelig fremtid hvor vi i al evighed kan tilbede den gud vi har valgt at tjene. Det vil heller ikke sige at vi indrømmer at vi alle, når det kommer til stykket, tilbeder en og samme gud men blot giver ham forskellige navne og ærer ham på forskellig måde eller med forskellige ceremonier. Som en hindu engang skrev: „Guders navne frembringer ikke religion, så lidt som mænds og kvinders navne giver disse personlighed. Fra begyndelsen har man givet og anvendt navne uden på nogen måde at skænke deres lighed med eller forskel fra andre navne en tanke. . . . Hvad enten man siger Gud, Jehova, Bhagavan, Isvara, Allah, Hari, Siva eller Rama, er det det samme væsen enhver gudsdyrker mere eller mindre ubestemt tænker på når han udtaler det navn han er blevet oplært til at forbinde med universets mysterium og begrebet tilbedelse.“a Men er det rigtigt? Har navnene på de mange guder samme oprindelse eller historie? Får de folk til at tænke på den samme personlighed?

 3. (a) Hvorfor er det ikke forkert at afsløre en falsk religion? (b) På hvilket grundlag skal afsløringen hvile?

³ Kan der da eksistere falsk religion? Det er ikke religiøs forfølgelse at sige og vise at en religion er falsk. Det er ikke religiøs forfølgelse efter en indgående undersøgelse at vise at en religion er falsk, således at folk kan se forskellen mellem sand og falsk religion. For at kunne gøre det må man imidlertid have et autoritativt grundlag at bedømme en religion ud fra; man må have en ufejlbarlig målestok. Det har større betydning at afsløre falsk religion end at afsløre usandheder i en avisartikel. En sådan afsløring kan ikke kaldes forfølgelse af en religion; den har betydning for offentligheden, for den berører menneskers evige liv og lykke. Og den berøver ikke mennesker deres frihed og ret til selv at vælge en religion.

 4. Hvad må man være i stand til hvis man har den sande religion?

⁴ Ville nogen da tilhøre en religion som de ikke var overbevist om var sand? Det er ikke egoistisk eller selvretfærdigt at sige og tro at den religion man tilhører er den eneste sande. Men man bør kunne vise at den er sand og fører varige velsignelser med sig. Ellers har ens religion intet grundlag, og ens tro er blot godtroenhed.

 5. (a) Hvad ville der ske hvis alle religioner var sande? (b) Hvordan ved vi at ikke alle religioner er sande?

⁵ Måske kommer den tanke bag på nogle at ikke alle religioner er sande, at der i virkeligheden kun er én sand religion, den sande tilbedelse af det højeste intelligensvæsen. Hvis alle religioner var sande, ville de bedre tilhængernes kår, give dem tryghed og sikre dem varige goder. Falsk religion giver dårlige resultater, for den virker nedbrydende og opløsende. Og når det er det eneste falsk religion formår i det nuværende liv, hvordan skulle den så kunne frelse os? Hvorledes skulle den kunne føre os ind i en bedre verden, når det er den samme religion der fortsætter? Nej, ikke alle religioner kan være sande, for de er i modstrid med hinanden. Den eneste sande religion må på sin side være i modstrid med alle andre.

 6, 7. (a) Hvad giver sand videnskab os et indblik i? (b) Hvordan viser Bibelen at der står et guddommeligt intelligensvæsen bag universets tilblivelse?

⁶ Der kan nødvendigvis kun være én sand religion, ligesom der også kun gives én sand videnskab. For nitten hundrede år siden forsvarede en lærd mand den sande religion og advarede imod de „indsigelser som rejses af den videnskab der falskeligt kaldes således“ eller „modsigelserne fra den såkaldte kundskab“, og det gjorde han fordi den såkaldte videnskab eller kundskab vendte de troende bort fra den sande religion. (1 Tim. 6:20, AV; RS) Den ene sande religion må være i harmoni med sand videnskab; den kan ikke være det med videnskab som falskeligt bærer dette navn.

⁷ Videnskab, eller viden som er sand fordi den er bevist, blotlægger universets love. Den giver os et større og større indblik i hvilken vidunderlig harmoni der råder i skaberværket og imellem alle universets love. Den videnskabelige forskning opdager flere og flere detaljer i universets harmoni, men selv med vort blotte øje kan vi se tilstrækkeligt i naturen til at det overbeviser os om at der kun findes én Gud, en som har skabt hele det harmoniske univers. At der står et guddommeligt intelligensvæsen bag universet kommer til udtryk i følgende ord der henvender sig til mennesker som benægter eksistensen af en Skaber: „Det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning.“ (Rom. 1:19, 20) Hvilke slutninger må vi drage heraf?

 8. (a) Nævn hvilke krav en religion skal indfri hvis den skal være sand. (b) Hvorfor må den sande religion sejre?

⁸ At der kun findes én almægtig Gud som er den Højeste, og at der som følge heraf kun kan være én sand religion, nemlig den sande tilbedelse af denne almægtige Gud. Denne sande religion må have sande trossætninger der er indbyrdes harmoniske og overensstemmende, akkurat som den sande videnskab er i overensstemmelse med sig selv. Den sande religion modsiger ikke sig selv, fornægter ikke sig selv og er ikke i splid med sig selv, for i så fald ville den ikke kunne bestå, den kunne ikke være den enkle sandhed, og den ville ikke være i harmoni med universets love. Den kunne heller ikke stå sig i den langvarige strid med den falske religion. Den sande religion må nødvendigvis gå af med sejren, for sandheden kan ikke gå til grunde. Det er årsagen til at den sande religion består den dag i dag, selv om den er ene imod al den falske religion som findes i verden. Den sande Gud vil bevare den sande religion.

 9, 10. (a) Hvem var den sidste i den slægt der op igennem tiden har bevaret den sande tilbedelse, og hvorfor endte den med ham? (b) Hvem alene bør mennesker efter hans mening tilbede?

⁹ I de første fire tusind år af menneskenes historie blev den sande tilbedelse holdt i hævd af en slægt, som endte med Jesus Kristus. Han ville kun tilbede den sande Gud og nægtede at dyrke andre guder. Til Satan, modstanderen af den sande Gud og den sande religion, sagde Jesus Kristus: „Vig bort, Satan! thi der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’“ Jesus Kristus citerede her fra Moseloven, Femte Mosebog 5:9 og 6:13, hvor lovens originale ordlyd indeholder Guds navn, Jehova.

¹⁰ Jesus Kristus giftede sig ikke, og han havde derfor ikke børn som kunne føre tilbedelsen af den sande Gud, Jehova, videre. Fra de skrevne profetier Jehova Gud havde ladet inspirere, vidste Jesus at han skulle ofre sit liv for sandheden. Han skulle dø som martyr. Han samlede derfor nogle trofaste disciple om sig så de kunne føre den sande religion videre når han var død. — Joh. 18:37.

11. Hvordan gik nogle jøder på Jesu tid over til en anden religion?

¹¹ De tolv apostle som Jesus udvalgte, havde været vant til at rette sig efter Moseloven. Nu gik Simon Peter og hans broder Andreas imidlertid over til en anden religion. De havde tilhørt jødedommen, der ikke havde samkvem med ikke-jøder, og blev kristne, Jesu Kristi efterfølgere. Apostlene Johannes og Jakob gik tillige med de øvrige apostle over til samme religion som Peter og Andreas. De var også alle jøder af fødsel. Saulus fra Tarsus, senere kendt som apostelen Paulus, havde været tilhænger af jødedommen og havde forfulgt de kristne. Men kort tid efter at han ved et mirakel havde set den opstandne Jesus, gik han over til kristendommen. (Gal. 1:13-16; 2 Kor. 11:22, 23; Fil. 3:5, 6) At apostlene skiftede religion betød imidlertid ikke at de nu forkastede De hebraiske Skrifter.

Grundlaget for at bedømme alle religioner

12. (a) Hvad er ifølge Jesu ord den målestok hvormed vi skal bedømme en religion? (b) Hvor meget af sandhedens ord forelå på det tidspunkt?

¹² Tværtimod. Apostlene og de jøder der sammen med dem blev kristne, fremlagde yderligere beviser for at De hebraiske Skrifter talte sandt. De jøde-kristne havde på det tidspunkt De hebraiske Skrifter fra Første Mosebog til Malakias’ bog, i alt niogtredive bøger, regnet efter den inddeling vi kender i dag. Jesus Kristus gav gang på gang udtryk for De hebraiske Skrifters sandfærdighed og henledte opmærksomheden på profetier der opfyldtes. I sin sidste bøn sammen med apostlene sagde han følgende om De hebraiske Skrifter: „Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.“ Hans disciple, som alle tilhørte Israels folk, fulgte deres førers eksempel og beviste at De hebraiske Skrifter var sande, inspireret af Gud — Joh. 17:17; Luk. 24:25-27, 44-46; Ap. G. 17:2, 3.

13. (a) På hvilken måde fulgte de første af Jesu disciple vejledningen i Johannes 17:17? (b) Hvad fuldstændiggjorde sandhedens ord, og hvad er det den dag i dag en målestok for?

¹³ De jøder der var gået over til kristendommen afslørede i lighed med Jesus Kristus de falske religiøse traditioner som man havde knyttet til De hebraiske Skrifter og tilbedelsen af Jehova. Disse menneskelige overleveringer var i modstrid med de hellige skrifter og satte Guds bud ud af kraft. Jesu disciple holdt urokkelig fast ved at de inspirerede hebraiske skrifters niogtredive bøger var den målestok hvorefter man kunne afgøre hvorvidt religiøse læresætninger og skikke var sande eller falske. Samstemmende med disse hebraiske skrifter affattedes nu på græsk syvogtyve kristne bøger af otte inspirerede apostle og disciple. Disse bøger føjedes til de inspirerede hebraiske skrifter og tilsammen udgør de ét værk med seksogtres bøger. I harmoni med den skik som Jesus Kristus og hans disciple i det første århundrede fulgte, anvender vi disse inspirerede skrifter, Bibelen, som den gudgivne målestok for hvad der er sand og falsk religion.

Gud vender sig imod falsk religion

14. Hvordan må Gud og Kristus se på den falske religion eftersom ingen af dem kan lyve?

¹⁴ Den eneste sande Gud lyver ikke. Han kan ikke lyve. (Tit. 1:1, 2; Hebr. 6:18) Han kan aldrig svigte sandheden, og derfor er han imod al falsk religion. Det er Jesus Kristus, hans søn, også. I Bibelens sidste bog, som apostelen Johannes nedskrev, har de i fællesskab givet os en profeti der i symbolske vendinger beskriver al falsk religions fald og undergang.

15. (a) Hvem er ophavet til falsk religion? Hvilke navne bærer han? (b) Hvorfor behersker den falske religion jorden?

¹⁵ Al sand religion har sin oprindelse hos den eneste sande og levende Gud, Jehova, og den repræsenterer derfor ham. Al falsk religion repræsenterer den usynlige åndeskabning som er denne verdens falske gud. (2 Kor. 4:4) Denne falske gud er ophav til falsk religion, for han er en løgner og løgnens fader. Han er Skaberens, den sande Guds, modstander. I Bibelens sidste bog omtales han som „den store drage . . ., den gamle slange, som kaldes Djævelen [bagvasker] og Satan [modstander], hele verdens forfører“. (Åb. 12:9) Ja, Satan Djævelen forfører ved hjælp af falsk religion alverdens mennesker, undtagen dem der trofast tilbeder den sande Gud ved hans søn, Jesus Kristus. Det er grunden til at falsk religion dominerer jorden.

16. (a) Består der et fredeligt forhold mellem sand og falsk religion? (b) Hvorfor er det den sande religion der vil sejre?

¹⁶ Den sande Gud vil ikke kendes ved falsk religion, den falske gud ikke ved sand religion. Den sande Gud vender sig imod den falske guds, Satan Djævelens, religion. Den falske gud er modstander af tilbedelsen af Jehova, den sande religion, og han påvirker sine tjenere til at undertrykke tilbedelsen af den sande Gud. Op igennem tiderne har den falske religions tilhængere udsat tilbederne af den sande Gud for lidelser. Den falske religion har nu tilsyneladende overmagten på den beboede jord, men hvilken religion vil til sidst gå af med sejren? Kun ét svar er muligt: Eftersom sandheden ikke kan gå til grunde, må den falske religion lide nederlag og gå til grunde. Dette er lige så sikkert som at den sande Gud vil sejre over den falske religions gud

17. (a) Hvilken magt sidder den sande Gud inde med, således som det fremgår af Bibelens beretning om Vandfloden? (b) Hvorfor har han så indtil nu tilladt falsk religion?

¹⁷ Den sande Gud kunne på et øjeblik udslette den falske religion og befri sine dyrkere for modstand og forfølgelse. På Noas tid udslettede han den falske religions tilhængere ved at lade hele jorden oversvømme. Kun de otte mennesker der trofast tjente Gud, nemlig Noa og hans syv nærmeste familiemedlemmer, overlevede. (1 Mos. 6:5 til 7:24) Fra den tid da denne vandflod omspændte jorden, har den almægtige Gud kun tålt den falske religion, og det har han gjort for at sætte sine tjeneres trofasthed på prøve. I sit skrevne ord, Bibelen, tilkendegiver Gud utvetydigt at han ikke altid vil tolerere den falske religion. Hvor længe endnu vil han finde sig i at man dyrker den falske religion på den jord som han har skabt og som han ejer?

18. Hvordan kan vi vide at den falske religions undergang er nær?

¹⁸ Fra det tidspunkt da det fuldkomne menneske i Edens have syndede imod Gud og indtil Vandfloden på Noas tid gik der ifølge Bibelen højst 1656 år. Fra Vandflodens tid og indtil i dag er der gået mere end dobbelt så lang tid, nemlig mere end 4300 år. Oplysninger fra alle dele af verden viser at de tilstande vi har i dag er værre end de der rådede på jorden før Vandfloden udryddede dyrkerne af den falske religion. Jesus Kristus viste ved hjælp af en profeti hvornår den falske religion og alt andet der hører til Satans verden skal gå til grunde. I denne profeti pegede Jesus på de ligheder der ville være mellem tilstandene på jorden før Vandfloden og dem der ville være før Satans verden gik til grunde. (Matt. 24:36-39; Luk. 17:26, 27) Eftersom de begivenheder og de forhold som Jesus forudsagde har kunnet iagttages siden 1914, og eftersom vore dage ligner Noas som de var lige forud for Vandfloden, står al falsk religion tydeligvis over for sin afslutning.

Hvordan den begyndte

19. Hvordan begyndte den falske religion efter Vandfloden? Hvilken påstand fremsatte den falske religion?

¹⁹ Hvordan og hvor opstod den falske religion efter Vandfloden? Den opstod på den tid da Noas sønnesøns søn Nimrod levede, og i den by som hed Babel eller Babylon. Nimrod var en stor jæger der trådte op imod Jehova Gud. Han blev Babels konge og tillige dens jægeridol. (1 Mos. 10:8-10; 1 Krøn. 1:10) Fra denne begyndelse bredte Babylons religion sig til alle sider. Men babylonierne selv hævdede at deres religion havde bestået lige siden himmelens og jordens skabelse. Den babyloniske religion havde sin overleverede kosmogoni, det vil sige lære om verdens tilblivelse, og også en vandflodsberetning, ifølge hvilken Babylons religion blev skånet. Den påstod at den var den ene oprindelige religion, den sande.

20. Hvoraf fremgår det med hvilke øjne Noa og Sem betragtede den falske religions opkomst?

²⁰ Kendsgerningerne er imidlertid at Noa og hans søn Sem, der begge overlevede Vandfloden, ikke sluttede sig til de religiøse oprørere og sammen med dem byggede Babel eller gik ind på den sociale, politiske og religiøse tanke som lå bag opførelsen af byen og dens skyskraber-tårn. Noa og Sem tog ikke del i tilbedelsen af de nye guder man indførte i Babel eller Babylon. De blev troligt ved med at dyrke den eneste sande Gud, Skaberen, ham som havde sendt Vandfloden. De gav sig ikke af med at dyrke de falske guder der omtales i den babyloniske skabelsesberetning.

21. Hvilken mand var med til at bevare den sande religion på jorden?

²¹ På denne måde opstod den falske religion i Babel (Babylon). Den sande religion bestod til stadighed dér hvor Noa og Sem boede, og Sem levede helt op til den tid da hebræeren Abraham, der kaldtes „Jehovas ven“, levede. (Jak. 2:23, NW; 2 Krøn. 20:7; Es. 41:8) Abraham var den største skikkelse blandt Sems efterkommere, og i kraft af ham bevaredes tilbedelsen af den sande Gud, hvis navn er Jehova.

22, 23. (a) Hvorledes ytrede den sande Gud sit mishag med den babyloniske religion? (b) Hvilken betegnelse gav falsk religion Nimrods by? Hvad kaldte Jehova den imidlertid, og hvad betyder denne betegnelse?

²² Gud vedkendte sig ikke Babel eller Babylon, lige så lidt som han billigede dens falske religion. For at give sit mishag med Babel og dens himmelhøje tårn til kende, forvirrede den almægtige Gud tårnbyggernes sprog og spredte dem. Uden tvivl måtte også Nimrod begynde at tale et andet sprog end rent hebraisk. Men hvad enten han talte et nyt sprog eller sit hidtidige sprog holdt han fast ved den falske religion, og på et af de nye sprog fik hans by navnet som betyder „Porten til gud“. Det hentyder naturligvis ikke til Jehovas port, for Nimrod var Jehova fjendtligt stemt; navnet hentyder til den nye falske guds religiøse center eller hovedstad.

²³ Guds ords hebraiske tekst hedder Nimrods kongestad Babel (på græsk Babylon). Det hebraiske navn Babel betyder ikke „Porten til gud“. Det betyder „Forvirring“, det navn byen fik på grund af den dom Gud lod ramme den. Falske religioner som hørte hjemme hvor folk talte andre sprog, søgte at herliggøre Babel eller Babylon, ikke ved at kalde den „Forvirring“ men ved at lade den kalde porten til gud, deres falske gud. Sem kalder i sin historiske beretning byen for Babel („Forvirring“), og det samme gør senere bibelskribenter, hvad enten de benytter hebraisk eller græsk. — 1 Mos. 10:2 til 11:10; Sl. 137:1, 8; Matt. 1:11, 12, 17.

24. Hvad skete der med den falske religion da folkenes tungemål forvirredes ved Babel, og hvor sporedes den falske religion efterhånden?

²⁴ Babylons falske religion gik dog ikke til grunde fordi bygningsmændenes sprog forvirredes og folkene blev spredt. Den førtes blot med dem hvor de kom hen, til det øvrige af Asien, til Afrika og til Europa, og øvedes på de forskellige sprog, hvilket medførte at guderne fik forskellige navne. Babylons religion blev altså øvet på hele den beboede jord og ikke blot i Babylon. Således grundlagdes den falske religions verdensimperium med dets præsteskab og religiøse ceremonier. Religionerne inden for dette imperium havde hver sit sprog og hver sine særlige benævnelser og præstelige dragter, men de hvilede alle på det samme grundlag, nemlig den falske religion som begyndte i Babylon.

25. Hvordan er verdensrigerne blevet berørt af den babyloniske religion?

²⁵ Den babyloniske religions verdensimperium har bestået lige siden fordi Gud har tolereret det. Det har domineret de syv politiske verdensmagter som Bibelen omtaler både historisk og profetisk. Disse verdensriger trådte frem i denne rækkefølge: 1) Ægypten, 2) Assyrien, 3) Babylon, 4) Medo-Persien, 5) Grækenland eller Makedonien, 6) Rom, både under kejserne i hedenskabets og kristendommens tid, i sidstnævnte periode indbefattende det vest- og det østromerske rige, og 7) Anglo-Amerika, selv om disse to politisk allierede ikke bekender sig til den babyloniske religion men til kristendommen.

26. (a) Hvorfor vil nogle mennesker ikke kunne se at kristenheden hviler på en babylonisk grundvold? (b) Hvad giver os vished for at den falske religion ikke vil bestå?

²⁶ De fremherskende religioner i disse verdensmagter og i lande og områder uden for dem, har hvilet på de babyloniske grundvolde. De har alle ligget under for denne verdens falske guds usynlige herredømme. Dette gælder også kristenheden, skønt dens tilhængere ikke erkender det fordi alt inden for dens religion er dækket af kristne eller bibelske navne. Fordi den falske religions imperium har denne oprindelse og hviler på denne grundvold, kalder Bibelens sidste bog den for Babylon, den store, et navn som er et varsel om dens sikre undergang og tilintetgørelse og som leder tanken hen på dens prototype i fortiden, byen Babylon og dens forsmædelige undergang.

27. Hvilket træk er fælles for de 111 medlemmer af De forenede Nationer, det kommunistiske sovjetrusland indbefattet, trods den sovjetiske presses klagemål?

²⁷ Den babyloniske religions verdensimperium har behersket de syv verdensriger på rad helt op til vore dage, da den internationale organisation De forenede Nationer er trådt ind på verdensskuepladsen. Den babyloniske religions imperialisme gennem tiderne skildres profetisk i det syttende kapitel i Åbenbaringen, den sidste bog i Bibelen. I dag har De forenede Nationer 111 medlemsnationer der alle bekender sig til en eller anden religion, deriblandt den yderliggående røde religion med dens statskult og heltedyrkelse, der har sit sidestykke i dyrkelsen af Babylons helt, jægeren Nimrod, ham som gjorde oprør imod sin oldefaders Gud, Jehova. I Americana Annual for 1963 siges der på side 692 under overskriften „Religion“:

I 1962 klagede sovjetpressen som tidligere over at religionen stadig havde stor betydning for Sovjets liv, og den opfordrede til en intensivering af den antireligiøse kampagne. I 1962 blev mere end tyve medlemmer af pinsebevægelsen og mindst syv medlemmer af Jehovas vidner fængslet for illegal religiøs virksomhed, . . .

Hemmeligheden om det skarlagenrøde dyr

28. Hvad er det dyr der stiger op af havet og som har syv hoveder og ti horn et billede på, og hvilken mærkelig begivenhed skulle indtræffe?

²⁸ Ifølge Åbenbaringsbogens syttende kapitel ser den kristne apostel Johannes i et syn „et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af gudsbespottelige navne; det havde syv hoveder og ti horn“. (Åb. 17:3) Hvor dyret kom fra eller hvordan det blev til forklares ikke her. Men af ydre ligner det et andet dyr som Johannes tidligere havde set i sit syn, et dyr som dragen, Satan Djævelen, så stige op af havet, og som dragen gav en trone samt stor magt og myndighed. Dette dyr som steg op af havet havde ligeledes syv hoveder og ti horn, og på hvert horn sad en krone. I lyset af profetier i Bibelens hebraiske skrifter er dette dyr et billede på Satan Djævelens synlige politiske organisation på jorden, helt fra det gamle Babylons dage til vor tid. Dyrets syv hoveder er et billede på de førnævnte syv verdensriger der efter tur havde førerstillingen i verdenspolitikken, fra oldtidens Ægypten til vore dages Anglo-Amerika. Interessant nok skulle der fremstilles et billede af det dyr som steg op af havet. — Åb. 13:1-7, 14, 15.

29. (a) Hvad er det skarlagenrøde dyr der beskrives i Åbenbaringen, kapitel sytten, vers tre, derfor et billede af? Og hvad må det ifølge Bibelens symbolske billedsprog være et udtryk for? (b) Hvad siger Johannes ifølge Åbenbaringen 17:7, 9-11?

²⁹ Bortset fra farven ligner det skarlagenrøde dyr der omtales i Åbenbaringens syttende kapitel altså til forveksling dyret der steg op af havet. Af Bibelens billedsprog kan vi forstå at det skarlagenrøde dyr forestiller en politisk organisation. Dets syv hoveder repræsenterer nøjagtig det samme som hovederne på dyret fra havet, altså de syv verdensmagter igennem tiderne, af hvilke politiske magter der i vore dage findes nogle rester. Denne forklaring blev givet af den engel der bragte apostelen Johannes Åbenbaringen. I sin afsløring af „hemmeligheden om . . . dyret“ udtalte den: „Her gælder det at have et sind, som rummer visdom. De syv hoveder er syv bjerge, som kvinden sidder på. De er også syv konger. De fem er allerede faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han kun blive en kort tid. Og dyret, som har været og ikke er mere, er selv den ottende og er dog af de syv [konger, der symboliseredes ved de syv hoveder] og går sin undergang i møde.“ — Åb. 17:7, 9-11.

30, 31. (a) Hvordan ved vi at det skarlagenrøde dyr ikke er et billede på romerriget, selv om der synes at være visse ligheder? (b) Hvad er dette skarlagenrøde dyr samt dets syv hoveder så et billede på?

³⁰ Hvad er dette skarlagenrøde dyr et billede på? På Rom, hvor Vatikanstaden ligger? Dengang Johannes fik sit syn var Rom ganske rigtigt den sjette verdensmagt, der som et led i sin forfølgelse af Kristi sande efterfølgere havde forvist Johannes til straffeøen Patmos. Ligeledes er det sandt at byen Rom dengang lå på syv høje. Men de syv hoveder der sammenlignes med bjerge og konger er ikke syv romerske konger der hver har sæde på en af Roms syv høje. De er heller ikke et billede på syv romerske kejsere der afløser hinanden, således at de fem allerede er døde, en af dem er ved magten, og endnu en skal herske i Rom.

³¹ Nej, det skarlagenrøde dyr er ikke et billede på det hedenske romerrige. Det er et billede på noget langt større og ældre. Det er et udtryk for hele Djævelens synlige, politiske system der begyndte på Babels eller Babylons tid. De syv hoveder symboliserer de syv verdensmagter der i rækkefølge afløste hinanden; fem var allerede gået til grunde, den sjette, romerriget, var ved magten da Johannes levede, og den syvende, det anglo-amerikanske imperium, skulle først vise sig lang tid efter Johannes’ død.

32. Hvilke yderligere oplysninger giver Åbenbaringens bog os om det skarlagenrøde dyr, og hvornår træder det ind på verdensskuepladsen?

³² Om selve det skarlagenrøde dyr sagde engelen at det udgik fra de syv verdensmagter men selv var en ottende konge, en ottende verdensmagt. I Bibelen er tallet syv et udtryk for fuldkommenhed eller fuldstændighed, og det højere tal otte tilkendegiver derfor noget overskydende, noget der findes i overmål. Eftersom det skarlagenrøde dyr er en ottende konge eller verdensmagt, den sidste, er det et billede på en politisk organisation der bliver dannet efter den syvende verdensmagt, Storbritannien og De forenede Stater i forening. Den første betydelige alliance mellem det britiske imperium og De forenede Stater blev indgået under den første verdenskrig fra 1914-18, selv om der forud herfor bestod et vist internationalt samarbejde mellem de to nationer.

33. Hvad repræsenteres ved den ottende verdensmagt, og hvordan ved vi at den ikke repræsenterer den kommunistiske verden?

³³ Hvem er da denne sidste og seneste ottende verdensmagt der træder ind på verdensscener? Det er ikke den mægtige kommunistiske blok, selv om bolschevikkerne så tidligt som i november 1917 tog magten i Rusland, på det tidspunkt da England og Amerika under den første verdenskrig havde indgået deres alliance. Kommunistrusland og dets drabantstater passer ikke ind i det billede som Åbenbaringens bog her trækker op. Man kan ikke sige at kommunistblokken „er dog af de syv“, altså har sit udspring i de syv foregående verdensmagter. Zarrusland kan ikke tælles med blandt de syv verdensmagter. Så den ottende verdensmagt der er udgået af de syv i de senere år og efter den første verdenskrig er ikke den internationale kommunisme. Nej, denne ottende verdensmagt er den internationale organisation til fred og sikkerhed der først fremtrådte i Folkeforbundets skikkelse og som nu bærer navnet De forenede Nationer.

34. Hvem især støtter denne ottende verdensmagt og hvor langt går denne støtte ifølge Åbenbaringen 13:15?

³⁴ Den syvende verdensmagt, England og Amerika, har været denne internationale organisations fornemste fortaler og støtte. I Åbenbaringen 13:11-15 skildres det profetisk hvordan den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt udkaster ideen til denne internationale organisation og giver livsånde til dette billede af dyret som steg op af havet.

35, 36. Hvilke andre bemærkelsesværdige oplysninger får vi i Åbenbaringen 17:8 om den ottende verdensmagt?

³⁵ I harmoni hermed må det skarlagenrøde, syvhovedede dyr, den ottende verdensmagt, være et symbol på det nu afdøde Folkeforbund og dettes levende arvtager De forenede Nationer. Denne dobbelte tilsynekomst eller dobbeltskikkelse blev forudsagt, ikke i Åbenbaringens trettende kapitel, der beretter om organisationens tilblivelse, men i Åbenbaringen 17:8, der lyder:

³⁶ „Dyret, som du så, har været og er ikke mere; men det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde. Og de, der bor på jorden, og hvis navne ikke fra verdens grundlæggelse er skrevet i livets bog, de skal undre sig [beundrende, NW], når de ser dyret, som har været, men ikke er mere og dog skal komme.“

37. Forklar hvorledes Åbenbaringen 17:8 opfyldtes på den virksomhed denne ottende verdensmagt udfoldede.

³⁷ Det skarlagenrøde dyr viste sig på jorden, men steg så ned i afgrunden og hørte op med at fungere. Hvornår skete det? Historien fortæller at det skete da den anden verdenskrig brød ud i september 1939 på trods af Folkeforbundet, der jo var blevet oprettet efter den første verdenskrig med det formål at bevare freden og sikre verden imod en ny verdenskrig. Fra begyndelsen af den anden verdenskrig sås det klart at den organisation der symboliseredes ved det skarlagenrøde dyr ikke besad nogen styrke og kraft. Den var hjælpeløs. Den ophørte praktisk talt med at eksistere. Den forsvandt ned i en dødlignende uvirksomheds afgrund, for den kunne ikke virkeliggøre folkeforbundspagtens formål. Den kunne ikke forebygge at Amerikas forenede Stater, der ikke var medlem af Folkeforbundet, blev tvunget ind i krigen for atter at kæmpe side om side med Storbritannien, der var medlem af Folkeforbundet. Den fremskyndede ikke krigsafslutningen og afholdelsen af en fredskonference. Det som gjorde udslaget var de demokratiske allieredes overmagt samt anvendelsen af atombomben. Den organisation som det skarlagenrøde dyr var et symbol på lå i sandhed i afgrunden i årene fra 1939 til 1945.

38. Kom det bag på Jehovas vidner at dette skarlagenrøde dyr atter viste sig? Forklar.

³⁸ Men i 1942, midt under krigen, forstod Jehovas vidner ud fra profetien i Åbenbaringen 17:8 at det skarlagenrøde dyr ville stige op af afgrunden, hvilket de bekendtgjorde både på tryk og i tale.b Denne overbevisning hvilede på et urokkeligt grundlag, og de blev ikke skuffede i deres forventning. Inden den anden verdenskrig helt var forbi samledes repræsentanter fra halvtreds nationer i tiden fra den 25. april til den 26. juni 1945 til De forenede Nationers Konference vedrørende en International Organisation. De nazistisk-fascistiske magter og deres allierede var ikke repræsenteret. Hvor holdtes konferencen? I en af den syvende verdensmagts byer, nemlig San Francisco i De forenede Stater. Den sluttede med at repræsentanterne for de halvtreds nationer undertegnede De forenede Nationers pagt.

39, 40. Hvem var atter mest energisk da den ottende verdensmagt blev til, og hvornår begyndte den at fungere?

³⁹ Hvem var mest energisk i bestræbelserne for at danne De forenede Nationers organisation? De nationer der i sin tid havde udkastet tanken om Folkeforbundet og givet det livsånde, nemlig den anglo-amerikanske verdensmagt, der i Åbenbaringens bog 13:11-15 var blevet forudsagt under symbolet af et tohornet dyr. De forenede Nationer har meget tilfælles med Folkeforbundet, mål og midler er de samme, så de to organisationer er, symbolsk talt, et og samme skarlagenrøde dyr. Således kom dette dyr op af afgrunden.

⁴⁰ Den 24. oktober 1945 ratificerede niogtyve nationers, heriblandt de fem stores, regeringer De forenede Nationers pagt, der herved blev en del af den internationale lov. Dér steg den organisation der symboliseredes ved det skarlagenrøde dyr op af afgrunden, og lige siden har den, trods økonomiske vanskeligheder, virket som en ottende verdensmagt. At det skarlagenrøde dyr dukkede op på verdens skueplads på ny, fik jordens beboere til at undre sig, bortset fra Jehovas vidner, der var fortrolige med de profetiske skrifter.

41. Hvilke udtalelser viser at De forenede Nationer er fuldt af gudsbespottelige navne og at denne organisation nøje svarer til sin forgænger?

⁴¹ Med undren og beundring fulgte jordens beboere det genoplivede skarlagenrøde dyr. Man stolede fuldt og fast på at det havde evne og magt til at bevare verdens fred og sikkerhed. Man knyttede store forhåbninger til det og beskrev det på en måde der bibelsk set må betegnes som gudsbespottelig. Hvorledes det? Man tilskrev dette „dyr“ evner og betroede det opgaver der i realiteten kun kan ejes og varetages af Guds rige ved Messias eller Kristus. I 1919 havde man i fuldt alvor kaldt det skarlagenrøde Folkeforbund for „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Og nu kalder man De forenede Nationer, Folkeforbundets arvtager, for det bedste redskab til opnåelse af fred, ja oven i købet for „det sidste håb om fred“. I dag ser vi for vore øjne hvad apostelen Johannes kun så i syner og billeder, nemlig at det skarlagenrøde dyr er „fuldt af gudsbespottelige navne“. De beundrende betegnelser man giver det vender religionstilhængere bort fra dyrkelsen af Skaberen, Jehova Gud, til dyrkelsen af et værk skabt af mennesker, et politisk afbillede, en international organisation for fred og sikkerhed. — Åb. 17:3.

Kvinden der rider på dyret

42. (a) Hvorfor vil de mennesker der tilbeder dyret ikke blive frelst? (b) Hvilket spørgsmål er det på sin plads at stille, og hvad er det overraskende svar?

⁴² Vil tilbedelsen af det skarlagenrøde dyr redde de mennesker som beundrende ser op til det? Nej, for det hedder jo at deres „navne ikke fra verdens grundlæggelse er skrevet i livets bog“. (Åb. 17:8) Men hvordan kan det være at de religioner folk tilhører ikke hindrer dem i at øve afgudsdyrkelse, som er en overtrædelse af det første og det andet af de ti bud? Grunden hertil forklares i symbolske vendinger i Åbenbaringens syttende kapitel, ifølge hvilket en kvinde rider på det skarlagenrøde dyr. Vi læser:

43. (a) Hvordan ser kvinden der rider på dyret ud? (b) Hvilket navn bærer hun, og hvad har hun beruset sig i?

⁴³ „Og han [den engel der viste sig for Johannes] førte mig i ånden ud i en ørken; der så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af gudsbespottelige navne; det havde syv hoveder og ti horn. Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og skinnede af guld og ædelstene og perler, og i sin hånd havde hun et guldbæger fuldt af vederstyggeligheder og hendes utugts urenheder. Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.’ Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod. Og da jeg så hende, blev jeg grebet af stor forundring [men naturligvis ikke beundring].“ — Åb. 17:3-6.

44. (a) Hvad fremgår af den omstændighed at hun har beruset sig i Guds tjeneres blod? (b) Hvad betyder hendes navn „Babylon, den store“?

⁴⁴ At denne kvinde er imod Jehova Gud og imod hans søn Jesus Kristus eller Messias, fremgår af at hun er „beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod“. Hun er ikke for den sande tilbedelse, den sande religion. Navnet der står på hendes pande røber, trods det at det er en hemmelighed, hvem hun er. Den første del af hendes navn er navnet på Jehovas gamle fjende, Babylon. Men kvinden er mægtigere end den by som under Nimrods ledelse blev bygget ved Eufrats bredder. Derfor kaldes hun „Babylon, den store“. Byen Babylon var lige indtil dens skæbnesvangre fald i 539 f. Kr. udpræget religiøs. Den var den ypperste i dyrkelsen af falske guder. Javel, så er det mystiske Babylon, den store, altså ikke det hedenske Rom på de syv høje, men den babyloniske religions verdensimperium, der behersker hele verden.

45. (a) Hvad skal der forstås ved de vande som skøgen sidder ved, og hvor længe har hun opholdt sig her? (b) Hvor adræt har kvinden bevæget sig i tidens løb?

⁴⁵ Det er grunden til at engelen forklarede Johannes hemmeligheden med følgende ord: „De vande, du så, hvor skøgen sidder, er folk og skarer og folkeslag og tungemål. Og kvinden, du så, er den store by, som har herredømme over jordens konger.“ (Åb. 17:15, 18) Hun har siddet ved disse „vande“ og har udøvet sit herredømme over „jordens konger“ længe før det skarlagenrøde dyr blev stillet op som et afgudsbillede. Ikke så snart kom dyret til syne efter den første verdenskrig, før kvinden satte sig op på dets ryg, hvilket ikke faldt hende svært, hendes religiøse magt taget i betragtning. Da det „skarlagenrøde dyr“ steg ned i afgrunden under den anden verdenskrig, fortsatte hun med at sidde „ved de mange vande“, nemlig folk, folkeslag, nationer og tungemål, samt at udøve sit „herredømme over jordens konger“. (Åb. 17:1) Da „dyret“ kom op af afgrunden ved hjælp af især dets syvende hoved, den anglo-amerikanske verdensmagt, klatrede Babylon, den store, straks op på dets ryg, og der har hun siddet lige siden.

46. Hvordan har denne onde kvinde optrådt som „skøge“?

⁴⁶ Man kunne kun vente at kvinden ville sætte sig overskrævs på dette dyr, eftersom det er en politisk organisation, en verdensmagt. Babylon, den store, er en skøge og kaldes „moder til jordens skøger“. Engelen sagde at hun er „den store skøge, som sidder ved de mange vande. Med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin“. (Åb. 17:1, 2) Eftersom det skarlagenrøde dyr er et symbol på en politisk organisation, den ottende verdensmagt, og dets syv hoveder er symbol på „syv konger“ eller syv verdensmagter, vil Babylon, den store, gøre som hun plejer og bedrive utugt også med dette dyr, for det har hun gjort med de syv foregående magter samt andre af „jordens konger“. I overført forstand har hun omgang med et dyr, en ækel synd der fordømmes i Guds lov. — 3 Mos. 20:15, 16.

47. Hvorfor er denne skøge så interesseret i verdens politik, og hvor vidt er hun gået for at vinde de herskendes gunst!

⁴⁷ Hendes utugt består i at hun blander sin religion med politik, at hun for at berige sig selv går hånd i hånd med politik. Hun er ivrigt optaget af politik, men motivet er at hun for sin egen fordels skyld ønsker at vinde kontrollen over verdens politik og at kunne diktere politikerne hvad de skal gøre. Hun tillægger sig selv guddommelig ret til at indsætte og afsætte konger. Hun har givet sig selv hen til herskerne og ladet sin religiøse indflydelse tjene deres ærgerrige mål; hun har endog velsignet deres hære og helliget deres selviske krige og givet dem der blev dræbt i dem mens de søgte at dræbe andre, fripas til himmelsk herlighed. Intet under at hun er så overdådigt klædt.

48. Forklar udtrykket „jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin“.

⁴⁸ Hvad har folkene imidlertid fået ud af at hun har bedrevet utugt med verdens herskere? Det forklares således: „Jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin.“ De har måttet undgælde for alle de selviske, ærgerrige og aggressive foretagender som hun har velsignet og samarbejdet med de politiske herskere om blot for at behage dem, hendes betalende kavalerer og elskere. Folkene er blevet bedøvede og har ravet i blinde fordi de har måttet tage alle de vanskeligheder, trængsler og savn samt al den nød og undertrykkelse som Babylons „guldbæger“ har indeholdt. Hun har ganske vist givet de lidende folk den religiøse forklaring at det kun er himlens vilje der sker, men det har ikke lindret deres lidelser, lægt deres sår eller trøstet dem. Babylons guldbæger er indvendig snavset og urent.

49. Hvilke „døtre“ har Babylon fået?

⁴⁹ Babylon, den store, er ved sit skørlevned blevet moder, men det er moder til uægte børn der følger i hendes spor. Hun er „moder til jordens skøger og vederstyggeligheder“. I de forskellige nationer har hun datterorganisationer, religiøse systemer som enten står i et samhørighedsforhold til regeringen fordi de er statskirker, eller er knyttet stærkt til det politiske system, som det optræder som en slags tjenerinde eller konkubine for. Hun er også det moderlige ophav til ting som er særlig vederstyggelige i Guds øjne, for eksempel tempelprostitution, spil der foregår på hendes område og som hun modtager sin del af profitten for, dyrkelse af billeder og afguder, og så videre.

50. Nævn de forskellige grunde til at Babylon er tynget af blodskyld.

⁵⁰ Set med Guds øjne hviler der en tung blodskyld på Babylon, den store. Hun bærer sin del af skylden for krigene, som hun ikke hindrede med sin mystiske magt. Hun må bære ansvaret for blodet af de mænd hun velsignede og lod bringe som ofre til krigsguden, mænd der, skønt de kæmpede på hver sin side, var brødre i troen. Intolerant har hun i religionens navn forfulgt anderledestroende. Hun har ægget den ene religion op imod den anden så de har ført blodige religionskrige. Hun har påbegyndt og ført hellige krige og har udlovet himmelsk belønning til dem der faldt i dem. Hun har foranstaltet fanatiske korstog, ikke bare imod de såkaldte vantro, men også imod troende hvis religion hun har søgt at udrydde med ild og sværd. Hvor grusomme og djævelske har ikke hendes inkvisitioner været. Historien afslører at hun bag kulisserne øvede en mægtig indflydelse under de to blodigste krige menneskeheden har oplevet, den første og den anden verdenskrig, og at hun derved var medvirkende til at mange af hendes egne tilhængere blev dræbt. Alle disse mennesker har Gud skabt, og han vil kræve Babylon, den store, til ansvar for deres blod.

51. På hvilken måde har kvinden især syndet imod Gud?

⁵¹ De religionsforfølgelser hun har foranstaltet er først og fremmest at betragte som synd imod Gud, Skaberen, og medfølgende ord henleder apostelen Johannes opmærksomheden på den blodskyld der i denne henseende hviler på hende: „Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod.“ (Åb. 17:6) Det har ikke anfægtet hende at drikke blod, skønt Noa, Nimrods oldefader, af Gud fik påbud om ikke at nyde blod. (1 Mos. 9:3, 4) Babylon, den store, har følt en berusende glæde ved at drikke Guds helliges og Jesu Kristi vidners blod, i den forstand at hun har erklæret dem for at være kættere, en fare for det babyloniske religionssamfund, og har forfulgt dem og ved statens hjælp taget deres liv.

52. Hvilke af engelens ord har dernæst særlig interesse for os?

⁵² Kan det derfor undre at et af de lidende „Jesu vidner“ i et syn fik at se hvorledes Gud lader sin dom og straf ramme den babyloniske religions verdensimperium? Slet ikke! Denne del af Åbenbaringen indleder Johannes med ordene: „Og en af de syv engle med de syv skåle [fulde af Guds vrede] kom hen og talte med mig og sagde: ’Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande. Med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin.’“ (Åb. 17:1, 2) Hvordan blev dommen eksekveret?

Dommen eksekveres

53. Hvilken dom eksekveres, og hvis vilje opfyldes dermed?

⁵³ Johannes beskriver det således: „Og de ti horn, du så, og dyret vil hade skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild. Thi Gud har indgivet dem i deres hjerter at gøre efter hans tanke og at handle ud fra en og samme tanke og at give dyret deres kongemagt, indtil Guds ord bliver fuldbyrdet.“ — Åb. 17:16, 17.

54. Hvad er det skarlagenrøde dyrs ti horn et billede på, og hvorfor er der ti horn?

⁵⁴ De her nævnte ti horn tilhører ifølge beskrivelsen de syv hoveder på det skarlagenrøde dyr. Hvad repræsenterer de ti horn? Engelen fra himmelen forklarede Johannes det sådan: „De ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt, men får herredømme en stund [en time, NW] som konger sammen med dyret. De har én og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed.“ (Åb. 17:12, 13) Hornene er således et symbol på regenter og herskere. (Se Daniel 8:2-8, 20, 21.) Tallet ti er i Bibelen et udtryk for fuldstændighed, og de „ti konger“ betyder derfor samtlige regeringsoverhoveder eller herskere, især dem der er knyttet til den organisation som skildres ved det skarlagenrøde dyr, den internationale organisation til bevarelse af fred og sikkerhed.

55. Hvad var det som hverken Babylon eller de ti horn gjorde da den første verdenskrig var forbi?

⁵⁵ Da den første verdenskrig sluttede bød Babylon, den store, ikke alle disse „ti horn“ at overdrage deres magt og myndighed til Messias, kongen i Guds rige, der var blevet oprettet i himmelen og som skulle overtage herredømmet på hele jorden. De „ti horn“ hverken ønskede eller havde i sinde at give slip på magten. Under den første verdenskrig forfulgte de Jehovas kristne vidner og afviste med foragt budskabet om at Guds rige var blevet oprettet i himmelen.

56. På hvilken måde gør de ti horn nu efter Guds tanke?

⁵⁶ Gud havde, som for længst forudsagt, i sinde at tilintetgøre disse „ti horn“. Hans tanke er at manøvrere dem hen til deres tilintetgørelse, at lade dem gå til grunde i samlet flok på én og samme tid. Det er ved denne usynlige manøvrering at „Gud har indgivet dem i deres hjerter at gøre efter hans tanke“. Hvordan skulle de nu kunne gøre efter hans tanke og samlet rejse sig imod ham? Ved at de får den ene og samme tanke at grundlægge en international organisation til bevarelse af fred og sikkerhed, slutte sig sammen i en nationernes familie og gå ind i De forenede Nationer af i dag. I stedet for at overlade deres riger til Gud så deres magt og myndighed kan tilfalde Guds regering ved Messias, vil de, som det siges i Åbenbaringen 17:17, „handle ud fra en og samme tanke og give dyret deres kongemagt, indtil Guds ord bliver fuldbyrdet“.

57. Hvorledes gav nationerne „dyret“ deres magt og myndighed?

⁵⁷ Så fra og med 1919, da Folkeforbundspagten blev ratificeret, begyndte de at give det skarlagenrøde „dyr“ deres kongemagt. Som medlemmer af den internationale organisation til bevarelse af fred og sikkerhed, den ottende verdensmagt, får de „myndighed som konger én time sammen med vilddyret“. (Åb. 17:12, 13, NW) I sammenligning med den lange tid som er gået, er der kun „én time“ til dyrets tilintetgørelse. Det lever kun „en stund“ eller „én time“.

58. Hvordan stillede Babylon sig til dette „dyr“, og hvad vil der blive af Babylon og dyret?

⁵⁸ Babylon, den store, der var så ivrig efter at komme op på „dyret“, sagde god for denne internationale bestræbelse, skønt den var rettet imod det himmelske rige ved Guds lam, det rige som Jehovas kristne vidner forkyndte. Hvad har det ført til og hvad vil det i fremtiden føre til at „dyret“, Babylons kæledyr, har overtaget herskernes magt og myndighed? Åbenbaringen 17:14 svarer: „De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.“ På denne måde eller af denne grund vil det skarlagenrøde „dyr“, som nu er oppe af afgrunden, gå sin „undergang i møde“. Når det finder sted ’bliver Guds ord fuldbyrdet’. — Åb. 17:8, 17.

59. Hvem skal imidlertid først tilintetgøres, og hvem forårsager dette?

⁵⁹ Skal Babylon, den store, ride på det skarlagenrøde „dyr“ indtil dette og hun selv forgår? Skal hun som skøge få lov til at ride på dyret lige til det omkommer? Nej! siger den dom som Jehova Gud allerede har afsagt og ladet nedskrive. Ifølge denne dom skal hendes elskere tilintetgøre hende før de selv bliver tilintetgjort. Længe har hun haft en skøges selviske følelser for „dyret“ og dets ti horn, og hun mener at hun altid vil virke tiltrækkende på dem og nyde deres gunst og beskyttelse hvis hun tilfredsstiller deres selviske, umoralske lyster. Men i det stykke forregner hun sig og bereder sig selv en uhyggelig overraskelse.

60. Beskriv hvilket ulykkeligt endeligt der bliver skøgen til del.

⁶⁰ Gud den Almægtige vil bryde det nære forhold der består mellem skøgen og det tihornede dyr. Han vil vende den kærlighed de i selviskhed har følt for hinanden til foragt og had. Gud vil lade dyret og de ti horn blive bekendt med grunde til at hade den skøge som rider på dem og til at udøse deres rasende had over hende. De driver hende fra et religiøst paradis og ødelægger hende. De vil rive de purpur- og skarlagenrøde klæder og hendes prydelser af guld, ædelsten og perler af hende og slå det gyldne bæger fyldt med vederstyggeligheder ud af hendes hånd. Hun vil blive klædt nøgen så enhver kan se hvad hun er: et religiøst bedrag. Hendes krop vil ikke længer lokke til ømme favntag og umoralske forbindelser. Derimod vil „dyret“ og de ti horn opæde hendes kød, og knoglerne vil blive brændt og blive til støv. Den babyloniske religions verdensimperium vil således blive reduceret til aske der vil blive trampet ned af de overlevende, de mennesker som tilbeder den sande Gud, Jehova, hvis søn, den regerende konge Kristus Jesus, de trofast har fulgt. — Mal. 4:3.

61. Hvem vil sørge for at „dyret“ går til grunde?

⁶¹ Når det er sket skal det skarlagenrøde „dyr“ og de ti horn gå, nej, ikke ned i afgrunden, men til grunde for evigt. Det vil det sejrende lam, som de har kæmpet imod, sørge for.

62. Hvilket råd får de der ikke vil dele skæbne med Babylon?

⁶² Hvad skal vi gøre, nu da vi ved hvilken dom Gud vil eksekvere over den falske religion? Den babylonske skøge sidder ved „mange vande“, det vil sige at hun behersker mange folk, folkeslag, nationer og tungemål. Behersker hun stadig os? Hvis hun gør det er der kun én ting at gøre uden tøven hvis vi ikke skal forgå sammen med hende når Gud lader straffen ramme hende: Vi må rive os løs fra hende og elske den eneste sande religion! Hun er dødsdømt! Allerede da Jehova Gud afsagde sin dom i 1919 faldt Babylon, den store, og siden da er mere end en million mænd, kvinder og børn draget ud fra hende og ind i den religiøse frihed som kristne vidner for Jehova. Faldet som hun er, venter der hende nu kun den forfærdende, evige undergang. Derfor opfordrer vi mennesker som søger Gud og som stadig er i hendes religiøse garn: Forlad Babylon, den store!

63, 64. Hvem vil disse ikke slutte sig til for at undgå at lide samme skæbne som Babylon? På hvis side vil de stille sig for at opnå evig frelse?

⁶³ Det er ikke en opfordring til sammen med „dyret“ og de „ti horn“ at tilintetgøre den babyloniske religions verdensimperium. „Dyrets“ og de „ti horns“ voldshandling vil ikke frelse dem eller nogen andre der hjælper dem. Lad de skuffede politiske magter være ene om som Guds redskaber at eksekvere Guds dom over den falske religion. Det har vi intet at gøre med!

⁶⁴ Den sande religion er vor redning, for gennem den tilbeder vi den levende og sande Gud, der tilbyder os sin frelse gennem sin søn, Jesus Messias, Kristus. Husk de ord som Jesus udtalte i en bøn til sin Fader: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Det er sandheden som frigør os fra Babylon, den store. Lad os vandre ind i den herlige religiøse frihed ved at tage Guds ord til hjerte og følge efter Jesus, det sejrende Guds lam som vinder over Babylons politiske elskere og fører os ind i den fuldkomne frihed der skal råde i Guds sejrende rige. Guds rige ved Messias herske for evigt!

[Fodnoter]

[Illustration på side 94]

Tilintetgørelsen af den babyloniske religions verdensimperium, efter den beskrivelse som engelen i billeder og symbolske vendinger gav Johannes