Afsnit 3

„Ordet“ — Hvem er det? Ifølge Johannes

 1. (a) Hvem var Johannes, og hvem hævdede han at Jesus Kristus var? (b) Hvad påstår treenighedsforkynderne at Johannes 10:30 betyder?

JOHANNES, Zebedæus’ søn, fra byen Betsajda kendte Ordet personlig. Han fortæller os at dette Ord havde været sammen med Gud i himmelen, men at han „blev kød“ ved at blive født af en jødisk jomfru i byen Betlehem, hvilket skete for næsten to tusind år siden. Johannes identificerer ham som Jesus Kristus, Guds søn, og Johannes blev en af hans tolv apostle. I dag findes der mennesker som bruger Johannes’ skrifter om Ordet til at bevise at Jesus Kristus var mere end Guds søn, at han var Gud selv og at han blev et Gud-Menneske. En udtalelse af Jesus som disse treenighedsforkyndere bruger som argument for at Jesus selv hævdede at være Gud, finder vi i Johannes 10:30, der lyder: „Jeg og Faderen, vi er eet.“ I den følgende diskussion mellem Jesus og jøderne beviste Jesus imidlertid at han på ingen måde havde sagt at han var Gud. Jesus forklarede: „Jeg sagde: Jeg er Guds Søn.“ (Joh. 10:36) Men hvis han ikke var Gud selv, hvordan var han og hans Fader da ét?

 2, 3. Hvad var det jøderne bad Jesus om at sige dem, og hvad svarede Jesus som indledning til sine ord i Johannes 10:30?

² Jesus havde netop fortalt en lignelse hvori han omtalte sig selv som den gode hyrde og sine efterfølgere som får. Da var det at jøderne samlede sig om ham og sagde: „Hvor længe vil du holde vor sjæl hen i uvished? Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud!“

³ Jesus svarede at hans gerninger talte for ham: „Jeg har sagt jer det, men I vil ikke tro det. De gerninger, jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig; men I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd. Jeg og Faderen, vi er eet.“ — Joh. 10:24-30.

 4. Hvorfor kan det at de er ét ikke betyde at de er en treenighed, sådan som præsterne lærer?

⁴ Hvordan var de ét? Ét i legeme, ét i identitet, ét i sammen at udgøre én Gud, ét som medlemmer af en treenighed eller en tre-i-én-Gud, hvor det tredje medlem er den hellige ånd? Nej! For hvis de tilhørte en treenighed eller en treenig Gud, så ville de to af dem ikke være én men kun udgøre to tredjedele, idet Treenigheden jo har tre personer, nemlig „Gud Fader, Gud Søn, og Gud Helligånd“.

 5. Hvorledes var de som Fader og søn ét, og hvorledes var de ét med hensyn til deres vidnesbyrd?

⁵ Jesus og hans Fader er ikke dele af en treenighed, men de er ét i den forstand at de er enige som en fader og en søn. Der har aldrig været nogen uenighed imellem dem. Det vidnesbyrd Faderen aflagde og det vidnesbyrd Sønnen aflagde stemte overens. Jesus, Sønnen, havde sagt til jøderne: „Faderen, som har sendt mig, er med mig. I jeres Lov staar der skrevet, at to Mænds Vidnesbyrd er gyldigt. Jeg er den ene, som vidner om mig, og min Fader, som har sendt mig, vidner om mig.“ (Joh. 8:16-18, Vulgata efter Erikke Rosenørn-Lehn) Jesus talte her om sig selv og sin Fader som to adskilte personer. Deres vidnesbyrd skulle være tilstrækkeligt til at overbevise jøderne, idet der krævedes mindst to vidner. Skønt Faderen og Sønnen er to adskilte personer var de dog ét med hensyn til deres vidnesbyrd, idet disse vidnesbyrd stemte overens.

 6, 7. (a) Hvilken hyrdeordning lovede Jehova ifølge profeten Ezekiel at sørge for til gavn for sit folk, der sammenlignes med får? (b) Hvorledes var Jesus og Faderen ét i forhold til disse får?

⁶ Faderen og Sønnen var også ét med hensyn til omsorgen for fårene. Gud havde lang tid før lovet at oprejse en trofast hyrde for sit folk, som han sammenligner med får. Ifølge Ezekiel 34:23, 24 sagde Gud: „Jeg sætter een hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres hyrde. Og jeg, [Jehova], vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste iblandt dem, så sandt jeg, [Jehova], har talet.“ For at opfylde denne profeti om ’den ene hyrde’ der skulle ligne kong David, oprejste Jehova Gud sin søn Jesus Kristus som en efterkommer af kong David.

⁷ Jesus sagde at han som hyrde ikke ville tillade nogen ulvelignende fjende at rive fårene ud af hans hånd. Faderen som overgav disse får til sin søn, ville heller ikke lade nogen fjende rive dem ud af sin hånd. Faderen og Sønnen var enige om at beskytte og bevare fårene. De havde én hensigt fælles, og det var at bevare disse får så de ikke gik tabt men blev frelst til evigt liv. Faderen og Sønnen var altså ét ved at de havde fælles interesser. Det er derfor Jesus sagde at han gjorde sine gerninger „i min Faders navn“. Når han gjorde sine gerninger var det som Faderens højre hånd eller som Faderens repræsentant.

 8. Hvorledes var de ét med hensyn til den vilje eller hensigt der skulle gennemføres?

⁸ Som bevis for at de altid var ét og aldrig uenige sagde Jesus: „Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig. Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag. Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“ (Joh. 6:38-40) Han svigtede ikke denne Guds vilje, men levede ligefrem af at gøre den. Han sagde: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ — Joh. 4:34.

 9. Handlede Jesus uafhængigt af Faderen? Hvordan viste enheden sig også i denne henseende?

⁹ Jesus gjorde aldrig noget uafhængigt af sin Fader, men bevarede altid enheden med Faderen. Han sagde: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ (Joh. 5:30) Tyder dette ikke på fuldkommen enhed mellem Fader og søn? Men denne enhed bød ikke Jesus sige: Jeg er Gud; jeg er min egen Fader.

10, 11. Hvilken af Jesu bønner til sin Fader kaster lys over den enhed som eksisterede mellem dem?

¹⁰ At det er denne form for enhed der eksisterer mellem Jesus Kristus og Jehova Gud bevises af Jesu egen bøn til sin himmelske Fader for fårene. I denne bøn taler Jesus ikke om sig selv som Gud, men siger til sin Fader:

¹¹ „Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit ord. Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være eet, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen eet, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse.“ — Joh. 17:3, 6, 20-24.

12. (a) Hvorfor kunne Jesus ikke mene at han og Faderen var „af samme væsen“? (b) Hvad viser at Jesus ikke regnede sig selv for Gud?

¹² I bønnen til sin himmelske Fader kaldte Jesus ham „den eneste sande Gud“ og sagde: „Du, Fader! [er] i mig, og jeg i dig,“ og „vi er eet“. Mente Jesus at han og hans Fader var én Gud eller to personer i en treenig Gud, hvis tredje medlem ikke engang nævnes? Mente Jesus at han og hans Fader var, sådan som treenighedstilhængerne siger, „af samme væsen“? Hvordan kunne det være tilfældet i betragtning af det som Jesus, der da var en kødelig skabning, i denne bøn ellers sagde til Gud, som er ånd? (Joh. 4:24) Ved at kalde sin Fader „den eneste sande Gud“ udelukker han sig selv fra at være Gud eller blot en del eller en person af Gud. Ellers ville Faderen ikke være „den eneste sande Gud“. Ordet „eneste“ betyder ifølge Dansk Ordbog for Folket „af hvis art der kun findes 1, enestående, uden Mage el. Sidestykke“. Ifølge Jesus var Faderen ikke blot den „sande Gud“, men også den „eneste“. Jesus regner ifølge sine egne ord ikke sig selv med til Gud.

13. Hvem var det der udtog mennesker af denne verden og skænkede dem til Jesus?

¹³ Da Jesus sagde at hans Fader, „den eneste sande Gud“, tog disciple ud af denne verden og gav dem til ham, mente Jesus ikke at han som Gud gav sig selv noget. Nogle af Jesu apostle som lyttede til hans bøn, havde før været disciple af Johannes Døber, men Johannes overgav dem til Jesus som brudgommen der havde ret til brudeskaren. Men Jesus talte her om alle sine disciple som en gave der var givet ham, ikke af ham selv til ham selv, men af „den eneste sande Gud“, hans himmelske Fader. „Du har givet mig dem.“

14. (a) Hvis Jesus og Faderen var ét i den betydning som treenighedslæren siger, i hvilken forstand er disciplene da ét? (b) Hvordan er disciplene i virkeligheden ét?

¹⁴ Desuden sagde Jesus ikke blot at han og Faderen var ét, men også at alle disciplene var ét: „At de alle må være eet, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være eet i os, . . . for at de skal være eet, ligesom vi er eet.“ Når Jesus beder om at hans disciple „må være eet i os“, mener han sandelig ikke at hans disciple skulle inkorporeres i en treenighed, således at Treenigheden forøger sit medlemstal eller personantal fra tre til ét hundrede og fireogfyrretyve tusinde og tre, så den ikke længere er en tre-i-én-Gud men herefter en mange-i-én-Gud. Dette er urimeligt! Jesus sagde at som han og hans Fader var ét, således skulle hans disciple være ét. Hvorledes bliver hans disciple ét? Ikke som én Gud; ikke som et væsen bestående af mange personer. Nej, men ét i tro på den ene Gud og i tro på navnet på den ene som Gud har udsendt; ét i at bære den samme frugt af den samme ånd; ét i at udføre de samme gerninger; ét i den forstand at de er i harmoni og enige indbyrdes; ét i den forstand at de har samme hensigt og mål for øje, nemlig ophøjelsen af Jehova som „den eneste sande Gud“ og menneskehedens frelse ved Jesus Kristus til Guds ære.

15. (a) Hvorfor er Jesus og Faderen derfor ikke ét i treenighedslærens forstand? (b) Hvordan er alle disciplene ét med Faderen og Sønnen?

¹⁵ De udgør også en familieenhed, idet alle disse disciple er avlet af Gud som hans åndelige sønner og således er brødre til Jesus Kristus. Da alle disse disciple er ét på samme måde som den himmelske Fader og hans søn Jesus Kristus er ét, er Faderen og Sønnen ikke ét på den måde at de udgør én Gud der består af mere end én person. Den himmelske Fader forbliver „den eneste sande Gud“, og Jesus Kristus, som han udsendte, forbliver søn af „den eneste sande Gud“. Alle Jesu Kristi et hundrede og fireogfyrretyve tusinde åndsavlede disciple er ét med Faderen og Sønnen ved at være forenede med dem i et specielt, harmonisk familieforhold.

„JEG ER“

16, 17. (a) Hvilket skriftsted vedrørende Abraham vil treenighedstilhængerne fremføre som argument? (b) Hvad siger Drioux’s franske bibeloversættelse om dette udtryk, og hvad siger Knox’s engelske oversættelse?

¹⁶ Der er et andet sted i Johannes’ skrifter som treenighedstilhængerne bringer på bane som argument for at Johannes’ skrifter lærer at Jesus Kristus er Gud. Det er det sted hvor Jesus diskuterer med jøderne som beskrevet i Johannes 8:56-58: „’Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.’ Da sagde jøderne til ham: ’Du er ikke halvtreds år endnu, og du har set Abraham!’ Jesus sagde til dem: ’Sandelig, sandelig siger jeg Eder: før Abraham blev til, er jeg.’“

¹⁷ Abbed Drioux’s udgave af Bibelen har følgende kommentar til dette udtryk: „Før Abraham var, er jeg, i virkeligheden evig Gud, før Abraham blev født.“a Monsignor Ronald A. Knox siger i en fodnote i sin bibeloversættelse: „Vers 58. ’Jeg er’; her synes Vorherre ganske tydeligt at gøre krav på en guddommelig titel; sammenlign hermed Anden Mosebog 3:14.“b Vi finder derfor Anden Mosebog 3:14 og læser: „Gud svarede Moses: ’Jeg er den, jeg er!’ Og han sagde: ’Således skal du sige til israeliterne: JEG ER har sendt mig til Eder!’“

18. (a) Hvorledes er udtrykket „JEG ER“ brugt i Anden Mosebog 3:14? (b) Af hvilke moderne oversættelser af Johannes 8:58 fremgår det ikke at Jesus hævdede at være Jehova Gud?

¹⁸ Udtrykket „JEG ER“ bruges her som en titel eller et navn, og på hebraisk er dette udtryk ét ord Ehyéh (אהיה). Jehova Gud talte ved den lejlighed til Moses og sendte ham til Israels børn. Vil det da sige at Jesus i Johannes 8:58 gør krav på at være Jehova Gud? Nej, ikke ifølge mange af nutidens bibeloversættere, hvilket følgende citater vil vise: Moffatt: „Jeg har eksisteret før Abraham blev født.“ Schonfield og An American Translation: „Jeg eksisterede før Abraham blev født.“ Stage (tysk): „Før Abraham blev til, var jeg.“c Pfäfflin (tysk): „Før der var en Abraham, var jeg der allerede!“d George M. Lamsa, som oversætter fra den syriske Peshitta, siger: „Før Abraham blev født, var jeg.“ Dr. James Murdock, som også oversætter fra den syriske Peshitta Version, siger: „Før Abraham eksisterede, var jeg.“ Den danske Peter Schindlers oversættelse lyder: „Før Abraham blev til, levede jeg i egen Existens!“ Den brasilianske Hellige Bibel udgivet af det katolske bibelcenter i São Paulo, siger: „Før Abraham eksisterede, eksisterede jeg.“ — 2. udgave, 1960, Bíblia Sagrada, Editora „AVE MARIA“ Ltda.e

19. (a) På hvilket sprog sagde Jesus disse ord til jøderne? (b) Hvorledes beviser moderne oversætteres gengivelse af Jesu ord på hebraisk at han ikke gav sig ud for at være den store „JEG ER“?

¹⁹ Vi må også huske at da Jesus talte til disse jøder, talte han til dem på den tids hebraisk, og ikke på græsk. Hvad Jesus ifølge Johannes 8:58 sagde til jøderne kan vi få et indtryk af gennem de nye oversættelser foretaget af hebraiskkyndige, som har oversat fra græsk til det bibelske hebraisk, for eksempel: Dr. Franz Delitzsch: „Før Abraham var til, har jeg været til.“f Isaac Salkinson og David Ginsburg: „Jeg har været til da der endnu ikke havde været nogen Abraham.“g I begge disse hebraiske oversættelser bruger oversætterne to hebraiske ord for udtrykket „har jeg været til“, et stedord og et verbum, nemlig, aní hayíthi; de bruger ikke det ene hebraiske ord: Ehyéh. De får det altså ikke til at se ud som om Jesus ifølge Johannes 8:58 prøvede at efterligne Jehova Gud og ville give os det indtryk at han selv var Jehova, som er JEG ER.

20. (a) Hvad kan man sige om forekomsten af det græske udtryk egó eimí i kapitel 8 i Johannes-evangeliet? (b) Hvorfor gengiver mange bibeloversættere dette udtryk i Johannes 8:58 på en anden måde end i de andre vers?

²⁰ Hvilket sprog skrev Johannes sin beretning om Jesu liv på? På det græske sprog, ikke på hebraisk; det udtryk der er strid om, er i den græske tekst egó eimí. Taget for sig selv, uden at nogen forudgående ord leder ind til det, betyder udtrykket egó eimí „jeg er“. Nu forekommer dette udtryk, egó eimí, også i Johannes 8:24, 28; men her nøjes de forskellige oversættere ikke med at gengive udtrykket som „jeg er“ eller „er jeg“. Vulgata efter Erikke Rosenørn-Lehn gengiver Johannes 8:24 således: „Jeg er [den, som jeg siger].“ Den norske oversættelse gengiver det samme udtryk med disse ord: „Det er mig.“ Men i Johannes 8:58 gengiver nogle oversættelser det samme udtryk på en sådan måde at læserne får den opfattelse at Jesus ikke blot henviser til at han har været til før Abraham, men at han gør ordene i Anden Mosebog 3:14 til sine egne og giver sig selv en titel der tilhører Jehova Gud.h

21. (a) Bruger Septuagintas græske oversættelse af Anden Mosebog 3:14 „egó eimí“ for Guds navn? (b) Hvordan kan treenighedstilhængerne derfor ikke fortolke Johannes 8:58?

²¹ Da apostelen skrev ordene i Johannes 8:58 citerede han ikke fra den græske Septuaginta-oversættelse, en oversættelse af De hebraiske Skrifter foretaget af græsktalende jøder i Alexandria i Ægypten før Kristi fødsel. Enhver der læser græsk kan sammenligne den græske tekst i Johannes 8:58 med Anden Mosebog 3:14 som den lyder i den græske Septuaginta, og man vil finde at Septuaginta i Anden Mosebog 3:14 ikke bruger udtrykket egó eimí for Guds navn, der hvor Gud siger til Moses: „JEG ER har sendt mig til Eder!“ Den græske Septuaginta bruger udtrykket ho Ōn, hvilket betyder „den Værende“ eller „Den som er“. Dette fremgår tydeligt af Bagsters oversættelse (engelsk) af Anden Mosebog 3:14 fra den græske Septuaginta: „Og Gud talte til Moses og sagde: Jeg er DEN VÆRENDE [ho Ōn]; og han sagde: Således skal I sige til Israels børn: DEN VÆRENDE [ho Ōn] har sendt mig til jer.“ Ifølge Charles Thomsons oversættelse (engelsk) af den græske Septuaginta lyder Anden Mosebog 3:14 således: „Gud talte til Moses og sagde: Jeg er Jeg Er [ho Ōn]. Endvidere sagde han: Således skal du sige til Israels børn: Jeg Er [ho Ōn] har sendt mig til jer.“i Denne sammenligning mellem de to græske tekster, Septuaginta og Johannes 8:58, fjerner således ethvert grundlag for treenighedstilhængernes påstand om at Jesus i Johannes 8:58 prøvede at få Anden Mosebog 3:14 til at passe på sig selv, som om han var Jehova Gud.

22, 23. (a) Hvorledes og om hvem er udtrykket ho ōn brugt andre steder i Johannes’ skrifter? (b) Hvad er da ganske enkelt betydningen af Jesu ord i Johannes 8:58?

²² Ganske rigtigt, det græske udtryk ho Ōn forekommer virkelig i apostelen Johannes’ skrifter. Det forekommer i den græske tekst til Johannes 1:18; 3:13, 31; 6:46; 8:47; 12:17 og 18:37, men ikke som en titel eller et navn. I fire af disse vers anvendes det således ikke om Jesus, men om andre personer. I Åbenbaringen eller Apokalypsen anvender apostelen Johannes imidlertid udtrykket ho Ōn som en titel eller betegnelse fem gange, nemlig i Åbenbaringen 1:4, 8; 4:8; 11:17 og 16:5. Men i alle fem tilfælde anvendes udtrykket ho Ōn om Jehova Gud den Almægtige, og ikke om Guds lam, Guds Ord.

²³ Åbenbaringen 1:4, 8, for eksempel, siger: „Johannes sender hilsen til de syv menigheder i provinsen Asien: Nåde være med Eder og fred fra ham, som er [ho ōn], og som var, og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone.“ „’Jeg er Alfa og Omega,’ siger Gud Herren, han som er [ho ōn], og som var, og som kommer, den Almægtige.“ Åbenbaringen 4:8 anvender ho ōn om Herren Gud den Almægtige på hans himmelske trone, og Åbenbaringen 5:6, 7 viser at Guds lam kommer til ham senere. Åbenbaringen 11:17 anvender ho ōn om Herren Gud den Almægtige når han tager magten for at herske som konge. Åbenbaringen 16:5 anvender ho ōn om Herren Gud i hans egenskab af dommer. Johannes 8:58 tjener derfor ikke præsteskabet som bevis for at der er en „treenig Gud“, for i dette vers, som det så udmærket er oversat af dr. James Moffatt, An American Translation, og andre, sagde Jesus blot at han havde haft en førmenneskelig tilværelse i himmelen hos Faderen, og at hans førmenneskelige tilværelse begyndte før Abraham blev født.

Ligner, er dog underordnet

24. Hvad er det treenighedstilhængerne vil bevise med Johannes 14:9, men hvad mente Jesus da han sagde: „Den, som har set mig, har set Faderen“?

²⁴ Men, indvender en tilhænger af treenighedslæren, glemmer I ikke hvad Jesus sagde til apostelen Filip? Hvad sagde han da? Dette: „Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen.“ (Joh. 14:9) Javel, men det er dog noget helt andet end at sige: ’Jeg er Faderen.’ Jesus havde netop fortalt Filip og de andre trofaste apostle at han skulle gå bort til Gud, sin Fader; så hvordan kunne Jesus i samme åndedræt sige at Filip, når han så på Jesus, så Faderen? Det kunne Jesus ikke have ment, for han holdt Gud, sin Fader, adskilt fra sig selv, som da han sagde: „Tro på Gud, og tro på mig.“ (Joh. 14:1) Hvorfor sige „og tro på mig“, hvis Jesus var Gud selv? Filip sagde til Jesus: „Herre! vis os Faderen,“ og Jesus svarede at det var det han hele tiden havde gjort, nemlig vist dem Faderen. Han havde forklaret hvem hans himmelske Fader var. Han havde vist dem hvordan hans himmelske Fader var. Han havde efterlignet sin Fader. Han lignede ham, og det i en sådan grad at når man havde set Jesus, var det som om man havde set Faderen.

25, 26. (a) Hvorfor kunne Jesus, i betragtning af Johannes 1:18, ikke have ment at apostlene så Faderen? (b) Hvad sagde Jesus ifølge Johannes 5:37 til jøderne, og hvordan beviser det at Jesus ikke er Gud?

²⁵ Da Jesus sagde: „Den, som har set mig, har set Faderen,“ kunne Jesus ikke have ment at apostlene så Gud, den som Jesus henvendte sig til og talte om som sin Fader. Mange år efter at Jesus havde sagt disse ord, skrev apostelen Johannes: „Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. . . . nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.“ (Joh. 1:14, 17, 18, fodnoten; norsk oversættelse) Ved således at være Guds, Faderens tolk, ved at forklare ham, ved at fortælle om ham, ved at være som han og handle som han, opnåede Jesus den virkning at apostlene, ved at se Jesus, også så Gud, hans Fader.

²⁶ Derfor sagde Jesus til jøderne: „Ja, Faderen, som sendte mig, han har selv vidnet om mig. Hans røst har I aldrig hørt, ej heller har I set hans skikkelse.“ (Joh. 5:37) Men disse jøder så Jesu skikkelse og hørte Jesu røst. Jesus sagde også til dem at hvis de havde troet profeten Moses, ville de også have troet ham; og Jesus vidste fra Moses’ skrifter at Gud havde sagt til Moses på bjerget: „Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.“ (2 Mos. 33:20) Men disse jøder så Jesus og levede, hvilket beviste at Jesus ikke var Gud. Johannes 14:9 er derfor heller ikke noget bevis for at Jesus er Gud.

27. Hvordan sammenligner Jesus sig selv med en elev, og i hvilken stilling anbringer han derfor sig selv i forhold til Gud?

²⁷ Vi ser således igen at Jesus aldrig talte om sig selv som Gud eller kaldte sig selv Gud. Han anbragte altid sig selv under Gud fremfor på lige fod med Gud. Han stillede sig selv på en discipels stade i forhold til Gud, som da han sagde: „Jeg [gør ikke] noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, således taler jeg.“ (Joh. 8:28) Gud var Jesu lærer, og Jesus var som elev ikke hævet over sin lærer, Gud, og stod heller ikke på lige fod med ham. Jesus regnede således sig selv med blandt de andre af Guds organisation Zions børn, om hvilke Jesus sagde: „Der står skrevet hos profeterne: ’Og de skal alle været oplært af Gud.’ Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.“ (Joh. 6:45; Es. 54:13) Som sin Faders discipel eller elev lærte Jesus hele tiden noget af ham.

28. Hvad siger Jesus derfor om sig selv at han som discipel gør for Faderen?

²⁸ Det er hvad der siges i Johannes 8:25-27: „Jesus svarede dem: ’. . . han, som har sendt mig, er sanddru, og kun hvad jeg har hørt af ham, taler jeg til verden.’ De forstod ikke, at det var om Faderen, han talte til dem.“ Senere sagde Jesus til de samme jøder: „Men nu søger I at slå mig ihjel, et menneske [græsk: ánthropos], der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud [ho Theós].“ Til sine trofaste apostle sagde han: „Men jer har jeg kaldt venner; thi alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer.“ — Joh. 8:40; 15:15.

29. Hvad siger Jesus derfor at hans Fader havde gjort med ham, og hvad beviser det med hensyn til Jesus i sammenligning med Gud?

²⁹ Igen og igen talte Jesus om sig selv som en der havde hørt sin himmelske Faders ord, var blevet oplært af ham, og var blevet udsendt af ham. For eksempel siger Johannes 12:44, 45, 49, 50: „Men Jesus råbte og sagde: ’Den, som tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som har sendt mig; og den, som ser mig, ser den, som har sendt mig. Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale; og jeg ved, at hans befaling er evigt liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig.“ Selve den kendsgerning at han var udsendt, beviser at han ikke var lige med Gud men var underordnet Gud, sin Fader.

30. Hvordan viste Jesus gennem sin egen udtalte regel at han var underordnet Faderen?

³⁰ Dette fremgår af Jesu egen regel som han fremholdt for apostlene: „En tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham.“ (Joh. 13:16) Som Gud var større end Jesus, som han udsendte, således var Jesus større end sine disciple, som han udsendte. Jesus gjorde denne sammenligning da han sagde til dem: „Fred være med Eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer.“ (Joh. 20:21) Det er altså den som er større, der udsender den som er mindre.

31. Hvad var derfor hans mad, skønt han hungrede rent legemligt?

³¹ Da Jesus kom som sendebud for en anden, var det ikke for at gøre sin egen vilje eller for at behage sig selv i overensstemmelse med kødet. Han kom for at gøre hans vilje som havde sendt ham, den overordnedes vilje. Han gjorde Guds vilje, endog skønt han sultede rent legemligt, idet han sagde: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ — Joh. 4:34.

32. Hvorfra var Jesus udsendt, og hvor var han derfor også underordnet Gud?

³² Nu var det ikke først da Jesus var i kødet på jorden at han blev udsendt, men han blev udsendt fra himmelen. Som bevis herfor sagde han: „Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig. Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig.“ (Joh. 6:38, 39) Selv i himmelen var Jesus således underordnet sin Fader. Jesus udnyttede al den tid han havde, for at få gjort det arbejde som hans Fader, der havde udsendt ham, ønskede gjort. Han sagde: „Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så længe det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde.“ (Joh. 9:4) Alt dette beviser yderligere at Jesus ikke var Gud, hvis vilje skulle gøres, men var underordnet Gud, var den som gjorde Guds vilje.

[Fodnoter]