Tilsynsmænd i apokalyptiske tider

„Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham.“ — Åbenbaringen 1:1.

 1. Hvad vil det sige at vi lever i apokalyptiske tider?

VI BEFINDER os i apokalyptiske tider. Det vil sige at vi lever i tider og under forhold der forud er blevet billedligt skildret for os i den sidste af den hellige skrifts seksogtres bøger, den der kaldes Apokalypsen eller Åbenbaringen.

 2. Hvilken lykke er det muligt at opnå nu ifølge denne apokalyptiske bog?

² Denne apokalyptiske bog begynder således: „Åbenbaringen ved Jesus Kristus, den Gud gav ham, for at han kunne vise sine trælle de ting der snart må ske. Og han sendte sin engel og fremstillede det gennem denne i tegn for sin træl Johannes, som vidnede om det ord Gud gav, og om det vidnesbyrd Jesus Kristus aflagde, ja, om alt det han så. Lykkelig den som læser denne profetis ord højt, og de som hører dem og holder det der er skrevet i den; for den fastsatte tid er nær.“ (Åb. 1:1-3, NW) Ønsker nogen at være lykkelig i disse apokalyptiske tider? Så lad dem læse denne profetis ord for sig selv eller højt for andre. Eller lad dem, hvis de ikke selv læser, lytte til oplæsningen, og lad dem så forstå og holde det der er nedskrevet i denne profetiske bog. Det er nu tiden til at opnå denne lykke.

 3. Hvem var den Johannes der nævnes her, og hvem skulle han skrive til?

³ Den her nævnte Johannes var tjener eller træl for Jesus Kristus. Han skiltede ikke med at han var en kristen træl i embedet som en af „Lammets tolv apostle“. (Åb. 21:14) Han blev som træl instrueret om at skrive til visse menigheder i det der nu udgør den asiatiske del af Tyrkiet. Han præsenterer sig derfor således: „Johannes sender hilsen til de syv menigheder i provinsen Asien.“ — Åb. 1:4.

 4. Hvor var Johannes dengang, og hvem skulle han specielt skrive til?

⁴ Johannes var på det tidspunkt på fangeøen Patmos, deporteret dertil af kejserens regering i Rom som straf for at være en trofast kristen. (Åb. 1:9) Øen Patmos lå mindre end 250 kilometer fra havnebyen Efesus og således heller ikke langt fra de andre seks byer hvor de menigheder var som Johannes havde fået besked om at skrive til. På dette tidspunkt må Eunikes søn Timoteus have været en aldrende tilsynsmand i menigheden i Efesus. Johannes fik besked om specielt at skrive til tilsynsmændene.

 5. Hvilken apostel var Timoteus knyttet til, og hvilke tilsynsmænd havde apostelen et særligt afskedsmøde med?

⁵ I sine unge dage var Timoteus apostelen Paulus’ nære medarbejder, og Paulus forbandt Timoteus med sig i et antal af sine breve til de forskellige menigheder. I et brev til menigheden i Filippi i Grækenland hedder det for eksempel: „Paulus og Timoteus, Kristi Jesu trælle, til alle de hellige der er i samhørighed med Kristus Jesus i Filippi, med tilsynsmænd og tjenere.“ (Fil. 1:1, NW) Disse tilsynsmænd og tjenere i menigheden kendte altså Timoteus. På Paulus’ sidste rejse til Jerusalem i Det mellemste Østen lagde hans skib til i havnebyen Milet, nær Efesus. Derfra sendte Paulus bud efter tilsynsmændene i Efesus, dengang ikke indbefattende Timoteus. De kom; alle var de ældre mænd i menigheden i Efesus. Paulus holdt en højtidelig afskedstale til dem; han talte til dem som deres tilsynsmand. Han sagde:

 6. Hvad sagde samme apostel ifølge Apostlenes Gerninger 20:17-28 til disse tilsynsmænd?

⁶ „Jeg undlod [ikke] at meddele jer alt hvad der kunne gavne jer og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg vidnede grundigt for både jøder og grækere om anger og omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus. Og . . . jeg ved nu at alle I blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget, ikke mere skal se mit ansigt. Derfor kalder jeg jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer hele Guds råd. Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd, til at vogte Guds menighed som han købte med blodet af sin egen [søn].“ — Ap. G. 20:17-28, NW; ED; Ro; Schonfield.

 7. Hvor længe havde Paulus forkyndt i Efesus, og hvem sagde han dog havde udnævnt tilsynsmændene der?

⁷ I over to år havde Paulus forkyndt Guds rige offentligt og fra hus til hus i Efesus og havde opbygget den kristne menighed der. Paulus fortalte imidlertid ikke dens tilsynsmænd at han havde gjort dem til tilsynsmænd, eller at han havde indsat dem som forstandere for eller tilsynsførende i menigheden. Paulus benægtede at han havde magt til at sætte dem over hjorden af kristne får. Han sagde at Guds hellige ånd havde gjort dem til tilsynsmænd for at de kunne vogte Guds menighed eller hjord. Hvordan det?

 8. Hvad er den hellige ånd, og hvad sagde Peter om denne ånd på Pinsedagen?

⁸ Det betyder ikke at Guds hellige ånd er en åndeskabning, den tredje person i en såkaldt hellig treenighed der består af Faderen, Sønnen og Helligånden, tre personer i én Gud, alle tre lige i magt og herlighed. Nej intet af den slags galimatias! Bibelen viser tydeligt at den hellige ånd er en usynlig virkekraft. Den udgår fra Gud og virker direkte på hans søn, Jesus Kristus. Gennem denne himmelske søn virker den dernæst på andre personer eller ting for at bringe Guds vilje og hensigter til udførelse. For eksempel blev den hellige ånd udgydt over den kristne menighed i Jerusalem på pinsefestens dag, halvtreds dage efter at Jesus var oprejst fra de døde og ti dage efter at han var steget til himmelen. Apostelen Peter forklarede det mirakel der fandt sted, idet han sagde til skaren af undrende jøder: „Denne Jesus oprejste Gud, hvilket vi alle er vidner på. Fordi han blev ophøjet til Guds højre hånd og modtog den lovede hellige ånd af Faderen, derfor har han udgydt denne, hvilket I både ser og hører.“ Kong David var ikke faret til himmelen for at udgyde denne ånd, men det var Jesus, Davids efterkommer og herre. (Ap. G. 2:32-36, NW) Altså var den hellige ånd ikke en person der handlede på egen hånd som Guds og hans søn Jesu ligemand da den indsatte de ældre mænd i Efesus som tilsynsmænd.

 9. Hvilken slags kraft er den hellige ånd, hvorfra og gennem hverv kommer den, og hvad udvirkede den dengang?

⁹ Hvis den hellige ånd ikke er en himmelsk person men blot den usynlige virkekraft der udgår fra Gud gennem Jesus Kristus, hvordan udnævnte den da disse ældre mænd i Efesus som tilsynsmænd for Guds hjord? Den hellige ånd er ikke en blind kraft der farer forvildet om. Det er en kontrolleret kraft. Da den udnævnte tilsynsmændene i Efesus var den sendt af Jehova Gud, hvorfra den stammer. Det første organ eller mellemled gennem hvilket den virkede fra himmelen, var Herren Jesus ved Guds højre hånd. På Pinsedagen var dens virken ledsaget af en „larm som af et stærkt vindstød“ og af synlige „tunger som af ild“ der satte sig på hovederne af hver af de 120 kristne disciple som fik ånden og blev fyldt af den så de kunne tale på sprog de aldrig havde lært. (Ap. G. 2:1-16, NW) Guds virkekraft var usynlig ligesom vinden eller radiobølger, men hvad den fremkaldte var både synligt og hørligt.

10. Hvad blev apostlene gjort til gennem åndens virke på Pinsedagen, og hvordan blev Saulus fra Tarsus apostel sammen med dem?

¹⁰ Ved at fylde Peter og de andre af Jesu Kristi apostle og få dem til at undervise i den kristne tros grundbegreber, gjorde den hellige ånd i virkeligheden disse apostle til „grundstene“ i det nye Jerusalem og til ledende tilsynsmænd i den kristne menighed. (Åb. 21:14) Senere blev Saulus fra Tarsus omvendt til kristendommen, blev døbt og blev „fyldt med hellig ånd“, og han blev apostelen Paulus der skulle tage den utro Judas Iskariots plads. Som der er skrevet i Salme 109:8 om denne utro apostolske tilsynsmand: „Lad en anden få hans tilsynsgerning.“ (Ap. G. 1:20; 9:17, 18, NW) Meget passende skrev Lammets tolvte apostel om sig selv som „Paulus, apostel, ikke udsendt af mennesker, ej heller ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som opvakte ham fra de døde.“ — Gal. 1:1.

Menneskelige mellemled

11. Var der noget menneske der virkede som mellemled for den hellige ånd i apostlenes og Kornelius’ tilfælde, og hvordan med andre tilsynsmænd?

¹¹ På Pinsedagen og også da den italienske høvedsmand Kornelius over tre år senere blev omvendt, var der ikke noget menneske der virkede som mellemled for den hellige ånd. Herren Jesus i himmelen udgød den direkte over sine apostle og over Kornelius og hans medtroende. Men i andre tilsynsmænds tilfælde har menneskelige mellemled for den hellige ånd været anvendt.

12. Under hvilke omstændigheder blev Paulus og Barnabas sendt ud fra Antiokia som missionærer, og hvem eller hvad udsendte dem?

¹² Bemærk den måde hvorpå Guds hellige ånd virkede dengang Paulus og Barnabas blev sendt ud som missionærer fra Antiokia i Syrien. Paulus og Barnabas befandt sig blandt fem profeter og lærere i menigheden der. Da begyndte den hellige ånd ved hjælp af et eller andet ikke beskrevet middel at frembringe lyd, menneskelig tale, i lighed med radiobølgers virkning på en radiomodtager. „Mens de nu offentligt tjente Jehova og fastede, sagde den hellige ånd: ’Af alle disse skal I sætte mig Barnabas og Saulus til side til den gerning jeg har kaldet dem til.’ Så fastede og bad de og lagde hænderne på dem og lod dem drage af sted.“ Fordi mændene i Antiokia menighed repræsentativt lagde hænderne på disse to, er det så dermed sagt at de blev gjort til missionærer af de mænd som lagde hænderne på dem? Nej; disse mænds handling var kun af underordnet betydning og skulle blot vise at de handlede på Guds ånds vegne da de satte disse to missionærer til side til denne særlige gerning. Sandheden er tydelig nok den at de blev gjort til missionærer af den hellige ånd, for Bibelen fortsætter med at sige følgende om de to missionærer: „Så drog disse mænd, som var udsendt af den hellige ånd [ikke af mennesker i Antiokia], ned til Seleukia, og derfra sejlede de til Kypern. Og da de var kommet til Salamis begyndte de at forkynde Guds ord.“ — Ap. G. 13:1-5, NW.

13. Hvordan blev tilsynsmændene i Antiokia i Pisidien udnævnt, og hvordan blev Timoteus gjort til tilsynsmand med magt til at udnævne andre?

¹³ På den missionærrejse oprettede Paulus og Barnabas en række kristne menigheder. Ældre mænd i åndelig forstand blev indsat som tilsynsmænd i disse menigheder. Hvordan? Ved den hellige ånd, men med Paulus og Barnabas som mellemled. Som bevis herpå læser vi om deres virke i Antiokia i Pisidien: „Desuden udnævnte de ældre mænd til at tjene for dem i menigheden, og under bøn og faste overgav de dem til Jehova som de var kommet til tro på.“ (Ap. G. 14:23, NW) Senere blev Timoteus apostelen Paulus’ rejsefælle og medarbejder. Efter at Timoteus var blevet åndeligt moden blev han indsat som tilsynsmand med magt til at udnævne andre modne mænd til tilsynsmænd og tjenere i menigheden i Efesus og andre steder. Men hvad førte til at Timoteus blev en sådan særlig tilsynsmand, forstander eller tilsynsførende? Det at Guds ånd virkede gennem Paulus. I sine to breve til Timoteus beskriver Paulus det på denne måde: „Forsøm ikke den gave du har i dig og som blev givet dig ved en forudsigelse [som jo måtte stamme fra ånden] og da de ældre mænds råd lagde hænderne på dig.“ (1 Tim. 4:14, NW) Idet Paulus viser at han selv var et fremtrædende medlem af disse ældre mænds råd, skriver han videre til Timoteus: „Derfor påminder jeg dig om at opflamme den gave fra Gud som er i dig efter at jeg lagde hænderne på dig. For Gud gav os ikke fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd.“ (2 Tim. 1:6, 7, NW) Guds ånd var nødvendig ved alle disse handlinger.

14. Hvad blev Paulus og Barnabas sendt ud for at gøre efter den særlige konference i Jerusalem, og hvordan blev de udnævnt?

¹⁴ På et kritisk tidspunkt blev Paulus og Barnabas ved en særlig konference som det styrende råd af kristne holdt i Jerusalem, udvalgt til at oplæse en speciel instruktionsskrivelse for menighederne i Antiokia, Syrien og Kilikien for at vejlede dem om at omskærelse ikke hørte med til kristendommen. Som gode sendebud og overordnede tilsynsmænd oplæste Paulus og Barnabas dette brev fra organisationen til menighederne. Disse udnævnte sendebud tog deres tildelte tjeneste alvorlig, idet de vidste at de ikke kun var udnævnt af mændene i det kristne styrende råd i Jerusalem men af den hellige ånd. De måtte nødvendigvis betragte sagen på denne måde, for i selve det brev de skulle læse op for menighederne havde det styrende råd skrevet disse bemærkelsesværdige ord: „Den hellige ånd og vi selv har givet tilslutning til ingen yderligere byrde at lægge på jer, undtagen dette nødvendige.“

15. Hvilken virkning havde det at det styrende råd i Jerusalem på denne måde førte tilsyn med menighederne?

¹⁵ Det styrende råds mænd regnede således den hellige ånd for at være mere end de selv var. Det gjaldt også da de udnævnte Paulus og Barnabas. Hvilken virkning havde det nu at det styrende råd i Jerusalem på denne måde førte tilsyn med menighederne? Det fortæller beretningen os om i forbindelse med Paulus og hans nye fælle Silas: „Og efterhånden som de kom gennem byerne, overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem. Så styrkedes da menighederne i troen og voksede i antal dag for dag.“ (Ap. G. 15:28, NW; 16:4, 5) Menighederne var ikke længere usikre vedrørende spørgsmålet.

16. Hvad må gælde for det råd eller den enkeltperson der bruges til at udnævne tilsynsmænd, selv om menneskelige mellemled er blevet brugt til at foretage udnævnelser?

¹⁶ Det er således bibelsk rigtigt at menneskelige mellemled er blevet brugt ved udnævnelsen af mange tilsynsmænd for Guds hjord. Men dette må ikke få nogen til at tro at en gruppe mennesker på eget initiativ kan forme et religiøst råd og tiltage sig magt og myndighed til at udnævne tilsynsmænd eller „biskopper“, som de kaldes i mange af kristenhedens kirker. Uden Guds hellige ånd kan de ikke gøre noget Gud regner med eller som virkelig betyder noget i hans organisation. Som i den kristne menighed i den apostolske tid i det første århundrede således må ethvert af mennesker bestående råd der bruges til at foretage udnævnelser af tilsynsmænd og deres assistenter, tjenere i menigheden, have den hellige ånd, ja de må være „fyldt med hellig ånd“. (Ap. G. 9:17, NW; Ef. 5:18) Det gjaldt det kristne styrende råd i Jerusalem i den apostolske tid. Det gjaldt også sådanne som apostelen Paulus og hans fæller Timoteus og Titus, der modtog instruktioner med hensyn til hvilke mennesker der var kvalificerede til at være tilsynsmænd eller assistenter for tilsynsmænd. De var alle fyldt med ånden og drevet af den.

Hvordan forholder det sig i vor tid?

17. Hvilke spørgsmål rejser sig vedrørende udnævnelser af tilsynsmænd i betragtning af at åndens mirakuløse udslag forsvandt med apostlene, og hvor kan vi få et sikkert svar?

¹⁷ Nu lever vi ikke i den apostolske tid. Længe før vor tid, for næsten nitten hundrede år siden da de apostolske dage endte, forsvandt den hellige ånds mirakuløse gaver og udslag. Gælder det da stadig at den hellige ånd udnævner tilsynsmænd over de sande kristnes menigheder i vor tid? Eftersom ånden er Guds virkekraft som man hverken kan se, høre eller tage og føle på, hvordan kan vi da være sikre på at tilsynsmænd udnævnes af den i vor tid? Guds ord, Bibelen, forsikrer os herom.

18. Hvilke tider har vi siden 1914 og især siden 1919 levet i, og hvad må vi derfor forvente at Guds ånds virksomhed omfatter?

¹⁸ Kendsgerningerne viser at Guds rige i Kristi hænder blev født i himlene i 1914. Vi befinder os derfor i „genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid“. (Ap. G. 3:21) Guds organisation har siden 1919 rejst sig for at lade Guds herligheds lys skinne midt i denne verdens tætte mørke, og tiden er kommet for opfyldelsen af hans løfte: „Til din øvrighed sætter jeg fred, til hersker over dig retfærd.“ Eller som den ældste oversættelse af De hebraiske Skrifter gengiver det: „Jeg vil gøre dine øverster fredelige og dine tilsynsmænd retfærdige.“ (Es. 60:1, 2, 17; LXX; Thomson; Bagster) Vi lever også i tiden for den endelige opfyldelse af den profeti som apostelen Peter henviste til på Pinsedagen; den lyder: „Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød; Eders sønner og Eders døtre skal profetere, Eders gamle skal drømme drømme og Eders unge skue syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de dage.“ (Joel 3:1, 2; Ap. G. 2:16-18) Vi må derfor forvente at åndens virksomhed omfatter udnævnelse af tilsynsmænd.

19. Hvem handler det kristne styrende råd for i dag, og hvordan er det blevet sat i stand til at varetage sine pligter i disse sidste dage?

¹⁹ Jehova Guds kristne hjord har nu ligesom i apostlenes tid et synligt styrende råd over sig. Det handler og taler for „den tro og kloge træl“ som Jesus Kristus har udnævnt siden sit komme i Riget i himlene i 1914. Da Jesus advarede apostlene om sit komme for at holde dom over sine efterfølgere i en ukendt time i endens tid for denne gamle verden, sagde han: „Hvem er så egentlig den tro og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre ved sit komme finder ham i færd med at gøre sådan. I sandhed siger jeg jer: Han vil sætte ham over alle sine besiddelser.“ (Matt. 24:45-47, NW) Siden 1919 har den „tro og kloge træl“, som er en sammensat person der udelukkende består af Jesu Kristi salvede medarvinger, taget vare på alle hans besiddelser på jorden. Trællen har trofast været optaget af at dele den åndelige, bibelske mad ud i rette tid, så at der ikke råder åndelig hungersnød blandt de kristne Jehovas vidner. For at sætte denne skare, der udgør den „tro og kloge træl“, i stand til at varetage sine store pligter her i disse sidste dage, har Gud gennem Kristus udgydt sin ånd over dem som en fuldstændig opfyldelse af Joels profeti.

20. Blandt hvem udtages medlemmerne af det styrende råd, og hvad gælder derfor med hensyn til udnævnelse af tilsynsmænd, især siden 1932?

²⁰ Den „tro og kloge træl“s styrende råd er taget ud af denne samme salvede og åndsfyldte skares medlemmer. Det fungerer ved Guds ånd. Så når udnævnelser af tilsynsmænd foretages af dette styrende råd i harmoni med de krav der er sat for tilsynsmænd, er det virkelig ved ånden sådanne tilsynsmænd bliver indsat, skønt det sker gennem menneskelige mellemled. Som Jehovas vidners historie i nyere tid viser, er dette især tilfældet efter 1932 da systemet med valgte ældste og diakoner blev afskaffet i deres menigheder.

21. Hvad søger det styrende råd ved udnævnelse af tilsynsmænd, og hvilke krav iagttager det?

²¹ Det styrende råd bestående af modne medlemmer af den „tro og kloge træl“s skare søger altid Guds hellige ånds ledelse ved udnævnelse af ansvarshavende mænd i menighederne, tilsynsmændene og deres assistenter, tjenerne. De handler ikke ud fra nogen form for personlig favoriseren eller fordom. Det der gør et menneske værdigt til at blive tilsynsmand eller tjener i en menighed er beskrevet i Guds ord, især i kapitel tre i Paulus’ første brev til Timoteus og i kapitel et i Paulus’ brev til Titus. Alle disse krav til tilsynsmænd og tjenere var nedskrevet ved den hellige ånds inspiration.

22. Hvordan udnævnes tilsynsmænd i virkeligheden i betragtning af det foregående? Hvilken egenskab hos kandidaten er nemlig bestemmende for udnævnelsen?

²² Når det styrende råd nu udpeger tilsynsmænd der opfylder de klart fremsatte krav, er det i virkeligheden den hellige ånd der leder det til udnævnelsen af sådanne tilsynsmænd; altså i virkeligheden er det den hellige ånd der udtager dem til tilsynsmænd. Dette bliver endnu tydeligere når vi lægger mærke til at også den fylde hvormed den hellige ånd bor i kandidaten til tilsynsembedet er bestemmende for hans udnævnelse. Kandidaten må vise at han er fyldt med den hellige ånd ved den måde han og hans familie (hvis han har en) opfører sig på. Han må bevise at han har hellig ånd ved at bære „åndens frugt“, som er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, godhjertethed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse“, og ved at pælfæste kødet sammen med dets lidenskaber og ønsker. Han må vise at han drives af Guds ånd til at have tilsyn med hans fårehjord. Som et eksempel på dette blev Stefanus i apostolsk tid valgt til en tjeneste fordi han var „en mand fuld af tro og hellig ånd“. — Ap. G. 6:5, 6, NW.

23. (a) Hvorfor kan det siges at den hellige ånd udnævner tilsynsmænd også i vor tid? (b) Hvad må der gøres hvis en tilsynsmand til trods herfor viser sig at være en dårlig tjener, og hvad skal tilsynsmænd læse atter og atter?

²³ Det styrende råd, som selv drives af den hellige ånd idet det beder til Gud om at den hellige ånd må lede det, handler i harmoni med de skrevne krav der er opstillet i Bibelen, som er skrevet af mænd under den hellige ånds ledelse, og efter at de har taget den åndens frugt som kandidaten bærer, i betragtning. I enhver henseende kommer Guds ånd i forgrunden med hensyn til udnævnelse af tilsynsmænd. Derfor kan det siges i dag, såvel som på Paulus’ tid, at den hellige ånd indsætter tilsynsmænd over Guds hjord som han købte „med blodet af sin egen søn“. (Ap. G. 20:28, Schonfield) Hvis en tilsynsmand med tiden bliver en dårlig tjener, må vi huske på at selv Judas Iskariot, som Jesus i egen person havde udvalgt til at være apostolsk tilsynsmand, blev en dårlig tjener og forrådte sin egen tilsynsmand, Overhyrden, til fjenderne så de kunne slå ham ihjel. Det krævede at Jesus efter sin død og opstandelse og efter at have udgydt den hellige ånd på Pinsedagen, måtte udvælge en anden til at tage „hans tilsynsgerning“. (Ap. G. 1:16-20; 9:10-16) På samme måde må i dag en mand som i nogen tid har lagt de påkrævede gode og ønskværdige egenskaber for dagen, indsættes og overtage posten i stedet for den tilsynsmand der har vist sig at være en dårlig tjener. Det ville derfor gavne tilsynsmændene og tjenerne i menigheden umådeligt, om de fra tid til anden gennemlæste og mediterede over de krav der stilles til dem på deres post, sådan som disse krav er opregnet i Paulus’ første brev til Timoteus, især kapitel tre, og Paulus’ brev til Titus, særlig kapitel et.

24. Hvilke advarende ord af Jesus skal tilsynsmanden holde sig for øje, eftersom han hvert øjeblik må stå ansigt til ansigt med ånden som har gjort ham til tilsynsmand?

²⁴ I betragtning af alt det der er forbundet med spørgsmålet om udnævnelse af tjenere, skulle ingen udnævnt tage sin tilsynsgerning let. Hvert øjeblik må tilsynsmanden stå ansigt til ansigt med den hellige ånd som har gjort ham til det han er. Han har derfor gode grunde til at lægge sig Jesu advarende ord til sine fjender på sinde. Med egne øjne så modstanderne hvordan Guds hellige ånd virkede gennem Jesus da han helbredte en dæmonbesat, blind og døvstum mand, så at den stumme — befriet for dæmonbesættelsen — talte og så. For at neutralisere den virkning dette mirakel ville få på alle andre iagttagere, sagde Jesu modstandere ondskabsfuldt at det var Djævelens ånd der havde virket gennem Jesus og afstedkommet denne helbredelse. Jesus hævdede med stor styrke at det var Guds ånd der havde virket gennem ham og uddrevet dæmonen af den blinde og stumme mand. Han gav ikke sig selv men Guds ånd æren, og han tilføjede disse ord: „Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende.“ — Matt. 12:22-32.

25. Hvad vil tilsynsmanden ængsteligt vogte sig for at gøre i betragtning af at han er udnævnt af ånden, og hvilken slags synd vil han ellers begå?

²⁵ Selv i himmelen handler den ophøjede Jesus ved Guds ånd, også i spørgsmålet om udnævnelse af tilsynsmænd. Den udnævnte, der ser at han som tilsynsmand er udnævnt af denne ånd, vil ængsteligt vogte sig for at misbruge sin tilsynsgerning i selvisk øjemed. Som apostelen Peter sagde til sine embedsbrødre, tilsynsmændene: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke af tvang, . . . heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, . . . heller ikke ved at spille herrer over dem der udgør Guds arv.“ (1 Pet. 5:1-3, NW) At følge en sådan kurs ville svare til at handle som Judas, Bileam og de „falske apostle“. (Ap. G. 1:16-18, 25; 2 Pet. 2:15, 16; Jud. 11; 2 Kor. 11:13-15) Det er at forråde den rette hyrdes får, en forbrydelse lig den de grådige hyrder der nævnes i Ezekiel 34:1-10, 17-22, begik. Det ville være at synde mod den ånd som havde gjort én til tilsynsmand. Det ville være en forvanskning af åndens hensigt med udnævnelsen. Det ville være synd, alvorlig synd. Hvis en tilsynsmand vedholdende fortsatte i denne synd så at hjerte og adfærd stivnede i den kurs, ville det blive til synd mod den hellige ånd begået af en hvis modenhed gør ham des mere dadelværdig og ansvarlig. Det ville altså være en synd af den slags der ikke er tilgivelse for, hverken i denne verden eller i den kommende.

26. Hvorfor vil nogle tilsynsmænd blive afløst i vor tid uden at have begået synd mod den hellige ånd? Hvad med den tilsynsmand der fremturer i synd?

²⁶ på grund af det øgede ansvar som tilsynsmænd i vor tid må bære, på grund af det større antal pligter der er lagt på dem, og på grund af de større krav der stilles til dem, kan det være at en mand som følge af høj alder eller sygdom eller andre årsager bliver ude af stand til at opfylde tilsynsgerningens krav. Han bliver måske afløst, men altså ikke fordi han med forsæt har begået en synd. Eller en bedre egnet mand viser sig, og for at opnå større vækst og en mere effektiv indsats kan det være betimeligt og tilrådeligt at lette den mindre egnede for pligterne og opgaverne og lægge dem over på den bedre egnede. I sådanne tilfælde er der ikke tale om synd mod den hellige ånd, og der er ikke tale om vanære eller skam. Men ve den der begærligt, ærgerrigt, med forsæt og på en smudsig måde synder idet han drager fordel af sin stilling som tilsynsmand! Han bringer sig selv i et alvorligt forhold til ånden som medvirkede ved hans indsættelse i tilsynsgerningen. Medmindre han tager sig voldsomt sammen, vil han ikke alene miste sin privilegerede stilling, men være på vej til evig død. Hans synd vil være af den utilgivelige art som ikke kan angres. Hans skam vil blive stor.

27. I hvilket øjemed skal en tilsynsmand bruge sin stilling?

²⁷ En tilsynsmand skulle i Jehovas ånd bruge sin stilling til at opnå liv, både for sig selv og for Guds hjord som den hellige ånd har sat ham over, og på den måde hævde og retfærdiggøre sin udnævnelse. Han vil indse visdommen i og føle glæden ved at adlyde Peters ord til tilsynsmændene i 1 Peter 5:1-4. „Bedrøv ikke Guds Helligånd, som I blev beseglet med,“ sagde Paulus. — Ef. 4:30.

Menighedsstjerner

28. (a) Hvilke tider lever vi i? Begrund dit svar. (b) Hvordan blev Johannes i et syn ført frem til vore dage, og hvad så, hørte og gjorde han?

²⁸ Nu lever vi altså ikke i apostolske tider, men vi lever til gengæld i apokalyptiske tider, for de syner der er givet i den apokalyptiske bog, Åbenbaringen, er ved at gå i opfyldelse lige for vore øjne. Guds rige er blevet født i himlene, nationerne er blevet vrede, og Guds egen vrede er blusset op imod dem, og hans fastsatte tid er kommet da de døde skal dømmes. „Guds tempel i Himmelen“ er blevet åbnet for vort åndelige syn, og vi ser „hans pagts ark“ eller symbolet på hans nærværelse i det. (Åb. 11:18 til 12:5) Hans regerende konge, Jesus Kristus, er som Guds pagtsengel eller -sendebud kommet med Jehova Gud til det åndelige tempel for at dømme. (Mal. 3:1) Apostelen Johannes på øen Patmos så i synerne i „åbenbaringen ved Jesus Kristus“ hans usynlige nærværelse i templet. Siden fødselen af Guds rige i himlene i året 1914 befinder vi os på „Herrens dag“. Hvad Johannes så, førte hale i synet frem til vore dage, så at han skrev: „Ved inspiration var jeg på Herrens dag, og jeg hørte bag mig en stærk røst som af en trompet der sagde: ’Hvad du ser, skriv det i en bogrulle og send det til de syv menigheder i Efesus og i Smyrna og i Pergamum og i Tyatira og i Sardes og i Filadelfia og i Laodikea.“ Da Johannes vendte sig for at se hvem der talte, så han „syv guldlampestager, og midt blandt lampestagerne én ligesom en menneskesøn, . . . Og han havde syv stjerner i sin højre hånd“. Johannes blev dødelig bange ved at se ham. — Åb. 1:10-17, NW.

29. Hvad sagde den talende at Johannes skulle gøre, og hvad er de syv lampestager et billede på i dag?

²⁹ Den talende gav sig selv til kende som den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus, ikke ved at nævne sit navn men ved at fortælle kendte ting om sig selv. Så sagde han til Johannes: „Skriv derfor de ting du så, og de ting der er og de ting der skal ske herefter. Hvad angår den hellige hemmelighed om de syv stjerner som du så i min højre hånd, og de syv guldlampestager: De syv stjerner betyder de syv menigheders engle, og de syv lampestager betyder syv menigheder.“ (Åb. 1:19, 20, NW) Disse menigheder fremstiller billedligt hele menigheden på jorden i dag bestående af åndsavlede, salvede efterfølgere af Jesus Kristus, alle medarvinger med ham til himmelens rige. I Åbenbaringen er løfterne til dem uforkrænkelighed og frihed fra den „anden død“, en krone i form af regeringsmyndighed og magt over nationerne til at knuse dem i Harmagedon, en stilling i det himmelske tempel og i det nye Jerusalem og en plads hos Jesus Kristus på hans himmelske trone. (Åb. 2:7, 10, 11, 17, 26-28; 3:5, 6, 11, 12, 21) Hver af de syv lampestager fremstiller billedligt en menighed af disse medlemmer af den „lille hjord“ hvem den himmelske Fader har besluttet at give Riget. — Luk. 12:32.

30. Hvad betegner det at den talende vandrer midt blandt de syv lampestager i dag, og hvem har siden 1931 været forbundet med de syv symbolske lampestager?

³⁰ Da tallet syv i Bibelen bruges til at symbolisere noget der er åndeligt fuldkomment, betegner de syv lampestager billedligt alle menigheder af disse rigsarvinger, eller af alle de rigsarvinger som endnu er på jorden og som betragtes som en udelelig menighed med Jesus Kristus som deres åndelige overhoved. At han vandrer midt blandt de syv lysestager betegner altså hvordan han i dag er usynligt nærværende hos hele sin menighed på jorden og vandrer iblandt dens medlemmer, inspicerer dem og dømmer dem. Nu er der sammen med denne menighed af rigsarvinger som endnu er på jorden, en „stor skare“ af andre får som den rette hyrde, Jesus Kristus, har indsamlet siden sommeren 1931. I Åbenbaringen 7:9-17 gives et billede af denne store skare.

31. Hvad har Jesus i sin højre hånd, hvad er de et billede på, og hvorfor kan der ikke her menes åndeskabninger?

³¹ Men hvad er det den herliggjorte Jesus har i sin højre hånd? Syv „stjerner“. Der er en forbindelse mellem dem og de syv lampestager. Ligesom de syv lampestager fremstiller de syv menigheder af den salvede rest af rigsarvinger, således står de syv stjerner for „de syv menigheders engle“. Hvem er så disse engle for de syv menigheder? Usynlige åndelige engle i himmelen, de som ledsager Jesus Kristus når han, den herliggjorte Menneskesøn, kommer i sit himmelske riges herlighed? Aldeles ikke. Vi må ikke tro at hver jordisk menighed af den salvede rest har sin egen engel i himmelen som lyser ned på den. Nej, for hvis det var tilfældet ville Jesus oppe i himmelen give sit budskab om de syv menigheder direkte til dem. Det gjorde han ikke, men bød derimod apostelen Johannes at skrive til hver engel for hver menighed om dens tilstand. Johannes på jorden kunne ikke skrive til usynlige engle i himmelen. Hvordan skulle Johannes kunne vide hvem der var stjerne for hvilken menighed? Hvordan ville han aflevere eller sende budskabet fra Jesus til hver stjerne og det rette budskab til den rette stjerne?

32, 33. Hvem er de syv stjerner derfor et billede på, og efter hvilken meddelelse i Vagttårnet er „andre får“ blevet gjort til tilsynsmænd?

³² Det er derfor indlysende at alle syv stjerner i Jesu højre hånd er et billede på hele staben eller det fuldstændige antal af tilsynsmænd i hele den menighed som den salvede rest af rigsarvinger udgør. Hver stjerne er et billede på den tilsynsmand eller den gruppe af tilsynsmænd der har ansvaret for hver menighed af den salvede rest. Ingen bestemt person af det eller det navn er fremstillet ved nogen stjerne, for den person der har tilsynsgerningen kan skifte i tidens løb på grund af død eller andre omstændigheder. Men tilsynsembedet, ikke det ledige embede, men embedet som en eller anden der opfylder kravene udfylder, det er hvad hver stjerne er et billede på. Stjernerne er billeder på åndssalvede tilsynsmænd der ligesom deres menigheders medlemmer er medarvinger sammen med Jesus til det himmelske rige. Det var først nogle år efter at den rette hyrde Jesus Kristus var begyndt at indsamle sine „andre får“ at nogle af disse blev indsat som tilsynsmænd af „den tro og kloge træl“, fordi situationen krævede det. Det var først i året 1937, i Vagttårnet for 15. august (side 242), at følgende notits blev offentliggjort:

³³ „KREDSTJENER — Forkyndelsen af Rigets Budskab er af altoverskyggende Betydning nu. Det er de salvedes Forret at stemme om, hvem der skal være Kredstjener, men „Brændehuggere og Vandbærere“ (Josua 9:21-27) kan tjene. (5 Mosebog 16:12-15; 29:11) Findes der ingen i Kredsen, der egner sig til at udfylde Pladserne som Kredstjener eller Arbejdsudvalg, og der findes Jonadabvenner, som har Evner og er nidkære, lad da Jonadabvennerne blive indsat i Arbejdsudvalget og giv dem Lejlighed til at tjene. Arbejdet skal ikke sinkes, fordi nogle mangler Nidkærhed. Evangeliet skal forkyndes nu. — Matt. 24:14.“

34. Hvad var formålet med en hellig lampestage, og hvad er nu formålet med en symbolsk lampestage?

³⁴ En lampestage er fyldt med olie og tændes for at give lys til dem der er i huset eller i templet. Det hellige tabernakel, der var rejst af profeten Moses i Sinaj ørken, havde en lampestage opstillet i det første rum eller det hellige. Men i det hellige i det tempel som kong Salomon byggede, var der ti gyldne lampestager, fem på nordsiden og fem på sydsiden. (2 Mos. 25:31-40; 26:35; 40:24, 25; 2 Krøn. 4:7, 20; 1 Kong. 7:49) En symbolsk lampestage, en menighed af salvede medarvinger til Riget, må tjene sin hensigt, den må lade lyset skinne; og Jesus Kristus som vandrer midt blandt de syv symbolske lampestager, vil som ypperstepræst, uden at behøve en pave på jorden, sørge for at disse menigheder skinner.

35. Hvordan bør en tilsynsmand skinne som en stjerne i sammenligning med en lampestage, og med hvilket lys skulle alle menighedens medlemmer skinne?

[Kort på side 101]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Efesus

Smyrna

Pergamum

Tyatira

Sardes

Filadelfia

Laodikea