Kapitel 7
Sorg og glæde over hendes tilintetgørelse
1, 2. (a) Hvad var Guds vilje vedrørende bekendtgørelsen af det gamle Babylons pludselige fald? (b) Hvad ønsker han på tilsvarende måde i forbindelse med det store Babylons fald? (c) Hvordan beskrives dette i Åbenbaringen 18:1-3?
DA OLDTIDENS Babylon blev indtaget af perserkongen Kyros i 539 f.v.t. var det Guds vilje at byens pludselige fald skulle gøres kendt blandt alle folkene. (Jeremias 50:1-3) Når byens modstykke, det store Babylon, falder og tilintetgøres, må det på tilsvarende måde være hans vilje at denne begivenhed, som vil få konsekvenser i hele verden, skal have al den offentlige omtale der tilkommer den. I synet så apostelen Johannes Guds herold, og skrev:
2 „Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himmelen; han havde stor magt, og jorden blev oplyst af hans herlighed. Og han råbte med vældig røst og sagde: ’Faldet, faldet er Babylon, den store, og den er blevet bolig for dæmoner og tilhold for alskens urene ånder [enhver uren dunst, NW] og tilhold for alskens urene og afskyede fugle! Thi af hendes utugts harmes vin har alle folkeslagene drukket, og med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens købmænd er blevet rige på grund af hendes umådelige yppighed [hendes skamløse luksus, NW].’“ — Åbenbaringen 18:1-3.
3. (a) Hvem er den engel der bekendtgør det store Babylons fald, et billede på? Hvad betyder det navn han bærer? (b) Hvad udvirker Babylon den Stores tilintetgørelse for Jehovas folk på jorden?
3 Denne engel som bekendtgjorde det store Babylons fald og tilintetgørelse havde stor magt og en strålende herlighed. Han kan ikke skildre nogen anden end Jehovas ærkeengel, den herliggjorte Herre Jesus Kristus. Som den større Kyros vinder han sig stor herlighed ved at indtage Babylon den Store. Som ærkeengel bærer han i himmelen navnet Mikael, der betyder „Hvem er lig Gud?“ Hans tilintetgørelse af det store Babylon lyser op for Jehovas kristne vidner på jorden, som er blevet forfulgt af dette den babyloniske religions verdensimperium. (Daniel 10:21; 12:1; Åbenbaringen 12:7; 1 Tessaloniker 4:16, 17) Tilintetgørelsen af Babylon den Store betyder at den jordiske situation lysner for dem.
4. Hvad sammenlignes Babylon den Store med her? Hvilken tilstand kommer hun i?
4 Her sammenlignes Babylon den Store ikke med en kvinde der har levet som en skøge sammen med konger, men med en stor by. Med høj røst forkynder Jehovas budbringer at hun er faldet og tilintetgjort. Hun er blevet som en ødelagt by uden mennesker eller husdyr. Hun er blevet som en ruin der blot er tilhold for vilde dyr som minder om dæmoner. Hun stinker! Enhver uren dunst stiger op fra hende og besmitter hele omegnen. Alskens urene og afskyede fugle holder til på stedet. Al hendes herlighed er borte, hele hendes luksuriøse levned er forbi.
5. (a) Hvornår vil hun opleve denne afskyelige tilstand, og hvorfor? (b) Hvorfor omtaler den himmelske budbringer „jordens konger“ og „jordens købmænd“, men ingen præster?
5 Hun oplever denne afskyelige og ødelagte tilstand efter at det skarlagenrøde dyrs symbolske ti horn har vendt sig mod hende og tilintetgjort hende. På denne måde lønner Jehova Gud hende fordi hun har fået alle folkeslagene til at bukke under for sin bedøvende ’utugts vin’ og fordi hun har forledt jordens konger til at begå religiøs utugt med hende og har levet i skamløs luksus. Hun har drevet forretning i religionens navn for også at berige „jordens købmænd“, der betragter den babyloniske religion som en god forretningspartner. Inden for kristenheden har det store Babylon dannet det der giver sig ud for at være Guds tempel til „en kræmmerbod“, „en røverkule“. (Johannes 2:16; Mattæus 21:13) Læg for øvrigt mærke til at den budbringende engel omtaler „jordens konger“ og „jordens købmænd“, men ingen præster. Hvorfor? Fordi Babylon den Store selv er den falske religions verdensimperium med sine præster, munke, nonner, astrologer, spiritister og troldmænd.
6, 7. (a) Hvad må Jehovas folk som holdes fangne i det store Babylon gøre før byen bliver en ruin? (b) Hvordan beskriver Åbenbaringen 18:4-8 dette?
6 Men før Babylon den Store forvandles til en ruin der hjemsøges af dæmoner, uegnet til menneskebolig, må Jehovas vidner som holdes fangne i byen gribe til handling, i betragtning af byens forestående ødelæggelse. Når vi læser hvad apostelen Johannes skriver til fangerne i det store Babylon, er det som om vi lytter til ordene i Jeremias 50:8-10; 51:6, 45, 50. Johannes skriver:
7 „Og jeg hørte en anden røst sige fra Himmelen: ’Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu. Giv hende lige for lige, ja, betal hende dobbelt gengæld efter hendes gerninger; skænk dobbelt i til hende i det bæger, som hun selv skænkede i. Lige så megen herlighed og overdådighed, som hun levede i, så megen pine og sorg skal I volde hende. Fordi hun siger i sit hjerte: „Jeg troner her som dronning og sidder ikke enke, og aldrig skal jeg kende til sorg“ — derfor skal hendes plager komme på én og samme dag: død og sorg og sult, og hun skal opbrændes med ild. Thi stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende.’“ — Åbenbaringen 18:4-8.
8. (a) Siden hvilket år har Jehovas folk adlydt den guddommelige befaling til at ’drage ud fra hende’? (b) Hvorfor var dét det rette tidspunkt, i betragtning af det Israel oplevede i fortidens Babylon?
8 Siden året 1919 har Jehovas vidner, der var fanget i det store Babylon under den første verdenskrig, adlydt denne guddommelige befaling til at ’drage ud fra hende’. Vi må her huske på at de landflygtige israelitter som befandt sig i oldtidens Babylon ved Eufratfloden, først kunne drage ud af byen efter at den var faldet i 539 f.v.t. og efter at byens erobrer, perseren Kyros, havde udstedt sit frihedsdekret til dem. Altså erfarede det store Babylon et fald i 1919, idet Jehova Gud fordømte det som sin modstander, og den større Kyros, den regerende konge Jesus Kristus, lod den befaling udgå fra himmelen at resten af de 144.000 på jorden skulle drage ud fra Babylon og træde frem som Jehovas frie folk der overalt forkyndte den gode nyhed om Guds sejrende rige. „Resten“ havde al god grund til at drage ud.
9. (a) Hvad vidste „resten“ nu med hensyn til det store Babylon? (b) Hvad åbnede Gud deres øjne for?
9 Resten af de 144.000 vidste at det store Babylon nu var dømt til fuldstændig tilintetgørelse, at det nu var begyndelsen til hendes endeligt. De ønskede ikke at blive ramt af ødelæggelsen sammen med hende. Gud åbnede desuden deres øjne så de kunne se at de syv sidste symbolske plager, som omtales i Åbenbaringen 15:1 til 16:21, skulle udgydes over hende, foruden bogstavelige plager med ødelæggende virkning. De ønskede ikke at blive ramt af disse plager ved at forblive i Babylon den Store og derved blive delagtige i hendes synder, de synder som gør hende fortjent til de nævnte plager.
10. (a) Hvorfor har Jehova endelig „kommet hendes uretfærdigheder i hu“? (b) Hvilken situation i fortiden var et billede på dette?
10 Da den blodige første verdenskrig var forbi og hun derpå gik ind for oprettelsen af Folkenes Forbund, De forenede Nationers forløber, havde hendes synder, som var blevet begået i religionens navn, ’hobet sig op så de nåede til Himmelen’. De nåede i hvert fald så højt at himmelens Gud bemærkede dem, ligesom i tilfældet med fortidens Babylon. Det var imod Jehova Gud hun havde ophobet dette bjerg af synder. (Jeremias 50:14; 51:9) Det er grunden til at han endelig „har kommet hendes uretfærdigheder i hu“. Han har ikke glemt hendes talrige synder. Når hans domstid er inde kommer han dem i hu, for at straffe hende for dem. I fortiden eksekverede Gud sin hævn over Babylon for sit tempel i Jerusalem og sin by Zion. (Jeremias 50:28; 51:11, 35, 36) Hvad vil han nu gøre med Babylon den Store? Hun har også begået synder mod ham ved at mishandle hans åndelige tempel og åndelige Zion. Hun fortjener at der øves gengæld mod hende.
11. Hvorfor befaler Jehova sine eksekutionsstyrker at give Babylon den Store dobbelt igen hvad hun har gjort imod hans folk?
11 Når Jehova eksekverer sin hævn over hende for alle de synder hun har begået mod ham og hans vidner i fire tusind år, må han koncentrere den i en ganske kort periode ved afslutningen af denne tingenes ordning. Dette forklarer hvorfor han befaler sine eksekutionsstyrker at give hende dobbelt så meget som hun har gjort imod hans folk og at skænke hende et dobbelt berusende bæger, fyldt med fortumlende, bedøvende trængsel, sorg, mishandling, ødelæggelse, skændsel og fornærmelse, hvis virkninger hun aldrig vil komme til bevidsthed efter. Lad blot indholdet blive så bittert som muligt! Den jordiske rest af de 144.000, som har lidt meget fra Babylons side, har fået guddommelig befaling til forud at forkynde Jehovas kommende hævn over hende. „Restens“ medlemmer må gøre dette trods alle hendes protester og indvendinger og hendes modstand imod at de forkynder Guds ’hævns dag’. — Esajas 61:1, 2.
12. Bør man ynkes over hende? Begrund dit svar.
12 Hvor har hun dog forherliget sig selv i beundrende menneskers øjne og levet i ’skamløs luksus’ mens det jævne folk, der med føje er blevet holdt nede i uvidenhed, har måttet leve i fattigdom og lide undertrykkelse fra hendes rige yndlinges side! Derfor skal hun nu selv erfare lige så megen pine og sorg. Vi skal ikke blive overraskede over dette eller føle medlidenhed med det hjerteløse verdensimperium af babylonisk religion, som om Jehovas hævn var uretfærdig. Hvilken medynk fortjener hun?
13. (a) I hvilken forstand kan det siges at de dødbringende plager kommer over hende „på én og samme dag“? (b) Hvilke grunde vil hun have til at sørge?
13 Hun har handlet ligesom sit gamle forbillede ved Eufratfloden, idet hun har troet at hun var alt for stærk og indflydelsesrig til at noget sådant kunne overgå hende, og hun har da slet ikke regnet med at disse ting ville komme fra Jehovas vidners Gud, den Gud hun har foragtet og trodset. (Esajas 47:7, 8, 10) Men eftersom „Herren, vor Gud, som har dømt hende“ er stærk, vil hans dødbringende plager komme over hende forbløffende hurtigt, som skete det „på én og samme dag“. Så vil hun ikke længere sidde som dronning eller herskerinde, kejserinde over et religiøst verdensimperium. Hun vil blive som en enke, en der berøves sine millioner af religiøse undersåtter, især sine præster, biskopper og andre religiøse ledere. Hun vil have grund til at sørge over alle disse. Foruden død og sorg vil hun til sidst komme til at erfare sult, idet hun bliver berøvet alle de midler hvorved hun har levet i ’skamløs luksus’. For at der intet skal blive tilbage af hende vil hun til sidst blive ’opbrændt med ild’ i en altfortærende tilintetgørelse, for „vor Gud er en fortærende ild“. — Hebræerne 12:29.
De der sørger
14. Forklar hvordan nogle af Babylon den Stores elskere vil sympatisere med hende og sørge over hende en kort tid.
14 Ved Babylon den Stores tilintetgørelse i ild vil nogle sympatisere med hende og sørge over hende en kort tid. Apostelen Johannes tilkendegiver hvem der gør det, idet han skriver hvad ’røsten fra Himmelen’ siger: „Og jordens konger, som sammen med hende har bedrevet utugt og levet overdådigt [i skamløs luksus, NW], skal græde og jamre over hende, når de ser røgen fra hendes brand, mens de selv står langt borte af frygt for hendes pine og siger: ’Ve! ve! Babylon, du store by, du stærke by! thi på én time er dommen kommet over dig.’“ — Åbenbaringen 18:9, 10.
15. (a) Hvem er disse ’sørgende konger’? (b) Er de medansvarlige for hendes forbrydelser? Hvad bliver følgen af dette?
15 Disse sørgende konger kan næppe personligt være identiske med de symbolske ti horn på det skarlagenrøde dyr som hader skøgen, det store Babylon, og gør hende ensom og opbrænder hende med ild. De er konger eller politiske herskere som har bedrevet utugt med hende og har levet i overdådighed eller skamløs luksus sammen med hende mens hun var populær, og som ikke vender sig mod hende. Det der sker kommer bag på dem, for, som de sørgende siger: Jehovas dom er kommet over hende „på én time“. De plejede at have det fornøjeligt sammen med hende, men når dommen kommer over hende ligesom en tyv, kan de ikke hjælpe eller beskytte hende så de kan få yderligere uren glæde af hende. Da de er bange for at gribe ind, står de langt borte af frygt for at komme til at føle hendes brændende pine. De er dog også ansvarlige for hendes forbrydelser. Det der dernæst vil ske, er derfor at de uundgåeligt vil blive udsat for lidelser når Gud eksekverer sin dom over dem.
16-18. Hvordan beskriver Åbenbaringen 18:11-17 at købmændene vil savne Babylon den Store?
16 Babylon den Store har været særlig glad for købmænd, især mænd som repræsenterede storkapitalen, ja selv forbrydere og gangstere. Med sin religion dulmede hun deres dårlige samvittighed. Hvor vil de savne hende! Åbenbaringen 18:11-17 beskriver dette meget detaljeret:
17 „Og jordens købmænd græder og sørger over hende, fordi ingen mere køber deres vareladninger: ladninger af guld, sølv, ædelstene og perler, fint linned, purpur, silke og skarlagen, al slags tuja-træ, alle slags sager af elfenben, alle slags sager af kostbart træ, kobber, jern og marmor, kanel, hårsalve, røgelse, salve og virak, vin og olie, flormel og hvede, okser og får, heste og vogne, slaver og menneskesjæle. Og de frugter, som var dit hjertes lyst, er gået tabt for dig [Babylon], og alt det pragtfulde og prangende er forbi for dig, og man kan slet ikke opdrive det mere.
18 De, der handlede med disse ting, de, der tjente sig rigdomme hos hende, skal stå langt borte af frygt for hendes pine, grædende og sørgende, og sige: ’Ve! ve! du store by, som var klædt i fint linned og purpur og skarlagen og skinnede af guld og ædelstene og perler! thi på én time er så stor en rigdom lagt øde.’“
19. Forklar hvilken velstand den babyloniske religions verdensimperium har samlet sig, og beskriv hvilken virkning hendes tilintetgørelse får for alle slags selviske forretningsfolk.
19 Det religiøse store Babylon har ejet alt dette i overflod. Efter at have samlet sig materielle besiddelser i årtusinder er den babyloniske religions verdensimperium uden tvivl en af de rigeste organisationer på jorden i dag, ja måske den rigeste. Selviske forretningsforetagender af enhver art har fundet det kommercielt og økonomisk fordelagtigt at handle med det materialistiske verdensimperium af babylonisk religion. Hvilket marked for selvberigelse vil de ikke gå glip af når hun tilintetgøres! Sammen med jordens konger vil de begræde hendes tilintetgørelse, som sker „på én time“.
20. Hvordan vil de der arbejder for disse „jordens købmænd“ føle virkningerne af det store Babylons brand, som beskrevet i Åbenbaringen 18:17-19?
20 De der arbejder for disse „jordens købmænd“ vil også føle de verdensomspændende virkninger af det store Babylons brand. De vil græde og sørge sammen med deres arbejdsgivere, som Åbenbaringen 18:17-19 beskriver det: „Og alle skibsførere og alle skippere og sømænd og alle, som har deres gerning på havet, stod langt borte og råbte, da de så røgen fra hendes brand, og sagde: ’Hvor fandtes magen til den store by?’ Og de kom støv på deres hoveder, og under gråd og klage råbte de og sagde: ’Ve! ve! du store by, af hvis kostbarheder alle, der havde skibe på søen, blev rige! thi på én time er den blevet lagt øde.’“
21. (a) I hvilket omfang drev fortidens Babylon handel til søs? (b) Hvordan har det store Babylon gjort noget tilsvarende? (c) Hvilken virkning vil Jehovas domme få idet Babylons religiøse handelscentrum bringes til ophør?
21 Fortidens Babylon, der lå ved Eufratfloden med adgang til Den persiske Havbugt, og som ved kanaler var forbundet med floden Tigris, havde en stor handelsflåde og en stor omsætning til søs. Mange skibe fra andre lande anløb byens havn. I vor tid driver det store Babylon, der som „den store skøge“ sidder på de symbolske vande bestående af „folk og skarer og folkeslag og tungemål“, en omfattende materialistisk forretningsvirksomhed ved hjælp af disse „vande“. (Åbenbaringen 17:1, 15, 18; Esajas 43:14, NW) Dette giver beskæftigelse til mange af hendes religiøse undersåtter, især gennem „jordens købmænd“. Selv hendes missionærer har ubevidst åbnet handelsruter og banet vejen til udenlandske markeder. Men når Guds dom og hævn nu eksekveres over Babylon den Store som „på én time“, bringes dette kommercialiserede religiøse marked, dette handelscentrum, til ophør. Derfor vil alle arbejdsgivere og deres ansatte som nu driver forretning med hende ved hjælp af den materialistiske menneskeheds hav, komme til at føle et økonomisk tab, og de vil sørge over det.
De der glæder sig
22. Hvem vil de der er draget ud af Babylon glæde sig sammen med? Hvorfor?
22 Det skarlagenrøde dyrs symbolske „ti horn“ vil uden tvivl glæde sig over at kunne ødelægge og plyndre Babylon den Store i det omfang det er dem muligt. Når de gør dette mener de måske at de har bevist at der slet ikke er nogen Gud, at der ikke findes nogen Jehova. Men de der i lydighed mod Guds befaling er draget ud af Babylon vil ikke glæde sig sammen med disse „horn“. De vil glæde sig sammen med Guds himmel. Den guddommelige befaling lyder: „Fryd dig over hende, du Himmel, og I hellige og apostle og profeter! thi Gud har skaffet jer ret over hende.“ — Åbenbaringen 18:20.
23. (a) Hvilken jubel er forudsagt i Jeremias 51:48? (b) Hvordan er Romerbrevet 12:19 blevet adlydt i denne forbindelse?
23 I Jeremias 51:48 blev det forudsagt at himmelen og jorden skulle juble over det store Babylons udplyndring og tilintetgørelse. De der i himmelen og på jorden længes efter at se Jehova Gud blive hævnet og ophøjet, vil virkelig have grund til at være glade. De har aldrig selv forsøgt at hævne sig på Babylon den Store. De har ventet og givet plads for Gud, for at han skulle udøse sin vrede til sin bestemte tid. Han lader disse svages sag afgøre for universets domstol og skaffer dem til sidst ret over hende. — Romerne 12:19.
24. (a) Hvordan vil apostle og profeter kunne ’fryde sig over hende’? (b) Hvilke udsigter glæder „resten“ og ’den store skare’ sig nu over, og hvilken større glæde venter dem?
24 Apostelen Johannes så dette i det profetiske syn, og han adlød beredvilligt befalingen om at ’fryde sig over hende’. Ifølge Bibelen har Kristi tolv trofaste apostle og de kristne profeter samt andre kristne „hellige“ som er døde, nu fået en opstandelse til åndeligt liv i himmelen. De kan derfor glæde sig sammen med Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus og alle de hellige engle som befinder sig deroppe i himmelen. (Åbenbaringen 14:13) Men på jorden er der endnu en rest tilbage af de 144.000 „hellige“ som har et himmelsk håb, og de glæder sig allerede nu over udsigten til det store Babylons snarlige tilintetgørelse. Deres medarbejdere, ’en stor skare’ som ejer fårets egenskaber og har et jordisk håb, glæder sig sammen med dem. De vil alle glæde sig i endnu højere grad når de har overlevet og med egne øjne set eksekveringen af Guds berettigede dom over Babylon den Store.
25. Hvad vil fortidens trofaste profeter og andre hellige en dag kunne glæde sig over?
25 De trofaste profeter og andre hellige som levede før Kristi tid vil også glæde sig når de vender tilbage i opstandelsen til liv på jorden og får at vide at Jehova Gud har straffet det store Babylon på behørig vis og har tilintetgjort dette verdensimperium af babylonisk religion.
26, 27. (a) Hvad bør Jehovas vidner være optaget af nu? (b) Hvordan illustrerer en engel at Babylon den Stores endeligt vil komme hurtigt?
26 Det Jehovas vidner må gøre, er at vente tålmodigt lidt endnu, mens de holder sig fuldt beskæftigede med at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige og at proklamere den dags komme hvor Gud vil hævne sig på det store Babylon og alle sine andre fjender. Denne verdens konger, købmænd, skibsførere, skippere og sømænd. vil alle sørge over at Babylon den Store blev tilintetgjort „på én time“. Ikke blot deres vemodige ord, men også det Guds engel siger og gør, forsikrer os om at hendes endeligt vil komme hurtigt. Johannes siger:
27 „Og en vældig engel tog en sten af størrelse som en stor møllesten og kastede den i havet og sagde: ’Således skal Babylon, den store by, styrtes hovedkulds ned og aldrig findes mere. Og ingen lyd af harpespillere og sangere og fløjtespillere og basunblæsere skal mere høres i dig; og ingen, som driver nogen slags håndværk, skal mere findes i dig; og kværnens lyd skal ikke mere høres i dig; og ingen lampes lys skal mere skinne i dig, og brudgoms og bruds røst skal ikke mere høres i dig. Thi dine købmænd var jordens stormænd, og ved din fortryllelse [ved at du udøvede spiritisme, NW] blev alle folkeslagene forført. Og i den by fandtes blod af profeter og hellige og af alle dem, som blev myrdet på jorden.’“ — Åbenbaringen 18:21-24.
28. (a) Hvad er Johannes måske blevet mindet om da han så og hørte dette syn af Babylons endeligt? (b) Hvordan vil Babylon den Stores tilintetgørelse kunne sammenlignes hermed?
28 Da apostelen Johannes så og hørte dette har han måske ladet tankerne gå cirka 700 år tilbage i tiden, til dengang Seraja, kong Zedekias’ kvartermester, stod ved Eufratflodens bred i Babylon og oplæste Jeremias’ profeti mod Babylon, hvorpå han bandt en sten til bogrullen og kastede den ud midt i floden idet han sagde: „Således skal Babel gå til bunds og ikke mere komme op for al den ulykke, jeg [Jehova] sender over det!“ (Jeremias 51:59-64) Babylon den Store, som fortidens Babylon er et billede på, skal gå til bunds i tilintetgørelsen og aldrig mere komme op og blive fundet igen. En stor møllesten der kastes i havet af en vældig engel vil afgjort synke hurtigt til bunds. Sådan vil det store Babylons tilintetgørelse blive — hurtig og permanent. — Mattæus 18:6.
29. Af hvilke grunde fortjener det store Babylon at blive tilintetgjort?
29 Babylon den Store vil aldrig mere blive det muntre sted hun er i dag, et sted med strålende lys, musik og ringende tempelklokker, et sted der summer af travlhed, hvor der holdes kostbare og overdådige bryllupsceremonier, og hvor det myldrer med børn som skal sikre hendes fortsatte eksistens. Under religionens dække har hendes åndelige ledere i virkeligheden været materialistiske købmænd, fremtrædende mænd i verdslige, ikke-religiøse kredse. De har undertrykt og bedraget deres religiøse hjorde og udplyndret fårene. De har repræsenteret et religiøst system der i virkeligheden har praktiseret dæmonisme, trolddom og magi, og har bedøvet folket med religion og forført alle denne verdens nationer. Dette system af falsk religion som er i opposition til Jehova, den sande Gud, fortjener at blive tilintetgjort og vil blive det.
30, 31. (a) Hvordan kan det siges at Babylon den Store har en enorm blodskyld ind for Gud? (b) Hvordan førte afvigende religiøse opfattelser til opstande og blodsudgydelse i Indien og Pakistan i 1947?
30 Den lov som Gud gav patriarken Noa efter den store vandflod lyder: „Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses.“ (1 Mosebog 9:6) Ifølge denne lov fortjener skøgen, det store Babylon, døden. Hun har pådraget sig en enorm blodskyld ind for Gud. På hendes klæder findes endog blod af Jehovas profeter og andre hellige som har vidnet for Jehova. Dette henleder opmærksomheden på religionsforfølgelse og får os til at tænke på at religiøse sekter i kristenheden har forfulgt anderledes tænkende, blandt andet i blodige religionskrige og korstog. Et eksempel på at afvigende religiøse opfattelser har ført til opstande, pøbeloptøjer og mishandling og nedslagtning af mennesker, har vi i de begivenheder der fandt sted da det hinduiske Indien og det muhamedanske Pakistan i sommeren 1947 blev delt, og sikher, hinduer og muhamedanere gav deres religiøse had frit løb. Om den religiøse nedslagtning der fandt sted siger The Americana Annual 1948, siderne 326, 327:
Ulykkeligvis bevirkede den hast hvormed delingen var blevet bragt i stand, enorme økonomiske forskydninger, og den fik en bitter lokal strid til at blusse op. En udveksling af befolkningen mellem de to stater omfattede mere end 4.000.000 mennesker, og i løbet af de første to uger blev der i Den indiske Union og i Pakistan hver dag dræbt flere end i alle de lande som De forenede Nationers sikkerhedsråd på det tidspunkt havde tilsyn med. Adskillelsen mellem muhamedanere og ikke-muhamedanere forhindrede de livsvigtige samfundsfunktioner i at fungere så effektivt som før, . . .
31 Uden at gå i enkeltheder om dette frygtelige udbrud af religiøst had, siger værket 1948 Britannica Book of the Year på side 385 (andet afsnit) følgende om Punjabs deling:
Amritsar, sikhernes hellige by, blev overladt til dem. Det havde imidlertid den virkning at det delte sikh-samfundet i to, 2.000.000 i det østlige Punjab (der blev underlagt Indien) og 1.750.000 i Pakistan; desuden befandt mange betydningsfulde sikh-helligdomme og godser sig på flodens vestlige side. Dette førte til at sikherne gjorde et samlet forsøg på at udrydde de lokale muhamedanere, hvilket igen fremkaldte grusomme repressalier. Resultatet var en folkevandring af sikher og hinduer til Indien på den ene side, og af muhamedanerne til Pakistan på den anden side. Konvojer af flygtninge der flygtede ad veje og jernbaner, blev overfaldet og i mange tilfælde praktisk talt udryddet. Begge områder gjorde deres bedste for at sikre flygtningene gennemrejse, men dette vanskeliggjordes på grund af troppernes og politiets modvilje mod at gribe ind over for deres trosfæller. . . .
32. Vis at Babylon den Store virkelig er blodskyldig ind for Jehova.
32 Husk også at både den første og den anden verdenskrig udbrød inden for kristenhedens område og at kristenhedens gejstlige ikke standsede disse krige men helligede dem. Guds ’vældige engel’ overdrev derfor slet ikke da han erklærede at der i Babylon den Store „fandtes blod af . . . alle dem, som blev myrdet på jorden“. (Åbenbaringen 18:24) Den blodvædede jord råber til Jehova Gud om hævn over hende.