Snart fuldbyrdes dommen over „den store skøge“
„Disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild.“ — Åb. 17:16.
1, 2. Hvilke oplysninger giver Gud sine tjenere, og hvorfor?
SKABEREN, Jehova Gud, ved nøjagtig hvad der vil ske i fremtiden. Han er den der „forud forkyndte enden“. (Es. 46:10) Da han er „fuldkommen i al Kundskab“, ved han præcis hvordan det vil gå til når den nuværende tingenes ordning går til grunde i den kommende ’store trængsel’. (Job 37:16, 1871-overs.; Matt. 24:21) Da han også er en kærlig Gud, oplyser, opbygger og beskytter han sine loyale tjenere ved i forvejen at åbenbare dem tilstrækkeligt om hvad der vil ske. Bibelen siger: „Den Herre [Jehova] gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne.“ — Amos 3:7.
2 Gud har altså givet sine ydmyge tjenere en særlig viden som andre ikke har. Som apostelen Paulus sagde: „Denne visdom har ingen af denne tingenes ordnings ledere lært at kende . . . For det er os Gud har åbenbaret det gennem ånden.“ (1 Kor. 2:8-10) Eftersom Jehovas tjenere har denne forudviden, er de i stand til — ja i virkeligheden bemyndiget af Gud til — overalt i verden at forkynde advarselen om den nuværende ordnings afslutning, samt det trøstende budskab om den nye orden. — Matt. 24:14.
3. Vil Jehovas tjenere kunne bedømme hvornår „den store trængsel“ er begyndt?
3 Indebærer denne forudviden som Jehova har givet sine loyale tjenere, at de også vil kunne tyde begivenhederne og bedømme hvornår „den store trængsel“ er begyndt? Ja. Det afgørende vidnesbyrd for dem vil være fuldbyrdelsen af Guds dom over det Bibelen kalder „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. (Åb. 17:5) Og begivenheder som går umiddelbart forud for denne domsfuldbyrdelse finder sted nu, ja i dette øjeblik!
4. Hvorfor er det nyttigt at vide hvad der skete med fortidens Babylon?
4 Hvem er denne symbolske skøge som Bibelen taler om? Hvordan kan vi sige at begivenheder som fører til hendes udslettelse finder sted allerede nu? Vi kan lære meget om dette ved at betragte et andet Babylon, et mægtigt verdensrige der fandtes for over 2000 år siden. Hvad der hændte fortidens Babylon er ikke blot historiske begivenheder. Det er en bemærkelsesværdig profetisk parallel til det der snart vil ske med vor tids „store skøge“. — Åb. 17:1.
Fortidens „store Babel“
5. Hvorfor havde Nebukadnezar tilsyneladende grund til at prale?
5 „Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære?“ udbrød Babylons konge, Nebukadnezar, pralende over 600 år før vor tidsregning. (Dan. 4:30) Tilsyneladende havde han god grund til at prale, for Babel eller Babylon var datidens mægtigste by, hovedstad i det største og stærkeste rige verden endnu havde set. Den vældige by syntes uindtagelig, omgivet som den var af massive dobbeltmure. Den havde også en tilsyneladende sikker vandforsyning, nemlig Eufratfloden, som løb lige gennem byen. Langs flodens bredder inde i byen var der vældige mure med porte som kunne lukkes for ubudne gæster.
6. Hvad var Babylon kendt for?
6 Babylons militære styrke var stor, men byen var mere kendt for noget andet: Den var midtpunkt for verdens falske religion. Det siges at man i byens ruiner har fundet resterne af ikke færre end 53 templer. I opslagsværket The World Book Encyclopedia står der: „Babylonierne forkastede dog aldrig rigtig tidligere tiders guder, og efterhånden kom de til at dyrke i tusindvis af guddomme. Der var skytsguder og -gudinder for hver bystat, samt guder for sådanne ting som solen, månen og stjernerne, vejret, afgrøderne, floderne og landjorden.“ Babylons religiøse indflydelse var så stærk at den med tiden endda påvirkede kristenheden. I så godt som alle religioner i verden kan man i dag genfinde opfattelser og skikke der stammer fra oldtidens Babylon, som blev grundlagt kort efter Vandfloden. — 1 Mos. 11:1-9.
7. (a) Hvilken skæbnesvanger fejl havde Babylon? (b) Hvad ville Jehova derfor gøre?
7 På Nebukadnezars tid havde Babylon imidlertid en skæbnesvanger fejl: Den havde i mange år været en stædig og indædt fjende af den sande Gud, Jehova, og hans folk. Desuden havde den udgydt meget uskyldigt blod. Bibelen siger: „Ikke alene var det Babylon der fik Israels slagne til at falde, men det er også ved Babylon at slagne fra hele jorden er faldet.“ (Jer. 51:49, NW) Af den grund erklærede Jehova: „Det går med Babel, rigernes krone, kaldæernes stolte pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. . . . Dets time stunder nu til, dets dage bliver ej mange.“ Denne profeti blev nedskrevet af Esajas omkring år 732 f.v.t. (Es. 13:19-22) Omkring 100 år senere sagde Jeremias: „For [Jehovas] vredes skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt være en ørken; alle, som kommer forbi Babel, skal slås af rædsel og spotte over alle dets sår.“ Ja, det tilsyneladende uindtagelige „store Babel“ ville blive „en grushob, sjakalers bolig, . . . så ingen bor der“. — Jer. 50:13; 51:37.
8. Hvilke enkeltheder om Babylons fald blev oplyst i forvejen?
8 Men hvordan ville Babylon så falde? Jehova oplyste Esajas og Jeremias om nogle af enkelthederne. Esajas skrev at Jehova „siger til dybet: ’Bliv tørt, dine floder gør jeg tørre!’“ (Es. 44:27) Esajas erklærede videre: „Så siger [Jehova] til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt og løsne kongernes gjord, for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængte.“ (Es. 45:1) Jeremias forudsagde: „Babels helte opgiver kampen, . . . deres kraft ebber ud, de er blevet til kvinder.“ (Jer. 51:30) Babylons beskyttende flod, Eufrat, ville altså blive ’gjort tør’; en leder som Jehova nævnte ved navn længe før han blev født, Kyros, ville indtage byen; portene langs floden ville ’ikke være stængte’; og Babylons soldater ville ’opgive kampen’.
9. Hvad bevirkede at Belsazzars gæstebud blev særlig frastødende i Jehovas øjne?
9 Om natten den 5./6. oktober 539 f.v.t. gik disse profetier i opfyldelse til punkt og prikke. Denne nat holdt den stolte babylonierkonge Belsazzar et gæstebud for sine tusind stormænd. For at gøre gæstebudet til en religiøs højtid så han kunne spotte Jehova, lod han de hellige kar som Nebukadnezar havde taget fra Jerusalems tempel i 607 f.v.t., hente. Af disse kar, som Guds folk tidligere havde brugt i forbindelse med tjenesten for Jehova, drak Belsazzar og de øvrige festdeltagere, deriblandt kongens hustruer og medhustruer, hovmodigt skåler for deres falske guder. — Dan. 5:1-4.
10. Hvordan reagerede Belsazzar på skriften på væggen, og hvad betød de ord der blev skrevet?
10 Men Jehova ville ikke længere lade sig spotte! Tiden var kommet da han ville gribe ind! „I samme stund viste der sig fingre af en menneskehånd, som skrev på væggens kalk i kongens palads . . ., og kongen så hånden, som skrev.“ (Dan. 5:5) Belsazzar blev så rædselsslagen ved synet at „hans knæ slog imod hinanden“. (Dan. 5:6) Da Daniel blev hentet, trådte han modigt frem og tydede håndskriften for kongen, idet han sagde: „Gud har talt dit riges dage og gjort ende derpå. . . . Du er vejet på vægten og fundet for let. . . . Dit rige er delt og givet til Medien og Persien.“ — Dan. 5:26-28.
11. Hvordan blev bibelprofetien om Babylon opfyldt til mindste detalje?
11 Uden for Babylons mure havde de persiske hære under anførsel af Kyros den Store sammen med Darius’ mediske styrker omringet byen. Mens babylonierne sorgløst festede og fortsatte deres gudsbespottelige religiøse orgie, sikre på at deres guder og deres væbnede magt ville beskytte dem, var Kyros i færd med at gennemføre en fremragende krigslist. Nord for byen afledte hans ingeniørtropper Eufratflodens løb, sådan at vandet ikke længere strømmede mod syd gennem byen. Snart begyndte vandstanden at falde. Inden længe var vandet sunket så meget at Kyros’ soldater kunne gå ned i flodlejet på begge sider af byen og både nordfra og sydfra bevæge sig ind mod Babylons midte. Forbløffende nok var portene langs floden blevet efterladt åbne af de intetanende eller berusede babyloniere. Kyros’ soldater strømmede ind i byen i overlegent antal. „Samme nat blev Belsazzar, kaldæernes konge, dræbt.“ (Dan. 5:30) „Det store Babel“ var faldet — på én eneste nat! Dette kom som et vældigt chok, ikke blot for babylonierne selv, men også for alle de omboende folkeslag! Byens endeligt var kommet nøjagtig som Jehovas tjenere havde forudsagt. Og med tiden blev Babylon, som profetien sagde, „en grushob“, „en ørken“, hvor „ingen bor“.
Hvad det betyder for os
12. Hvad siger apostelen Johannes om „Babylon den Store“ i Åbenbaringen, kapitel 17?
12 Har dette nu nogen betydning for os der lever i dag? Ja, en hel del endda. Over 600 år efter Babylons fald blev apostelen Johannes inspireret til at skrive Åbenbaringens bog. Heri talte han om et andet ’stort Babylon’, og beskrev det som „moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. (Åb. 17:5) Med hende, skrev Johannes, „har jordens konger begået utugt, mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin“. — Åb. 17:2.
13. (a) Hvorfor kan nutidens „Babylon den Store“ ikke være en politisk magt? (b) Af hvilken grund benævnes denne skøge „Babylon den Store“?
13 Eftersom der siges at kongerne plejer umoralsk forbindelse med hende, er det klart at dette ’store Babylon’ ikke selv kan være en ’konge’. Derimod står det for det som oldtidens Babylon var kendt for — falsk religion. Det er grunden til at den nutidige skøge bærer det samme navn som byen i fortiden. Mange af de falske læresætninger og skikke der findes i det nutidige religiøse Babylon kan i virkeligheden spores direkte tilbage til fortidens religiøse Babylon. Den nutidige skøge, „Babylon den Store“, er således et udtryk for det verdensimperium af falsk religion der i århundreder har kompromitteret sig selv ved at pleje umoralsk forbindelse med verden i stedet for at tjene Gud i renhed. Endnu et fingerpeg om at „Babylon den Store“ er et religiøst imperium finder vi i Åbenbaringen 18:23, hvor der står: „Ved din udøvelse af spiritisme [falsk religion] blev alle nationerne vildledt.“
14. Hvilken anden lighed er der mellem fortidens og nutidens Babylon?
14 Som nævnt var fortidens Babylon en hårdnakket fjende af Gud og hans folk, og ved dets mange erobringer var det skyld i at umådelige mængder blod blev udgydt. Svarende hertil siges der om det nutidige Babylon: „I hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ (Åb. 18:24) Denne skøge har været en af de værste forfølgere af Jehovas nutidige folk, hans vidner. Og fordi hun har støttet nationernes krige og tilskyndet de kæmpende på alle sider til at dræbe hinanden, holdes hun ansvarlig for blodet af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“.
15. For hvis hånd vil skøgen lide undergang, og hvor lang tid vil det tage?
15 Eftersom „hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen“, vil Gud hurtigt fuldbyrde dommen over hende. (Åb. 18:5, 21) Bibelen siger at „hendes plager vil komme på én dag“, ja „på én time“! (Åb. 18:8, 10) Det vil svare til hvad der skete med hendes modstykke i fortiden, der faldt på én nat. Og for hvis hånd vil skøgen lide undergang? Jehova vil tillade de politiske elementer der har plejet umoralsk forbindelse med skøgen, at ødelægge hende. „Disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild.“ — Åb. 17:16.
16. Hvilke „vande“ sidder det nutidige Babylon på, og hvilken parallel er der her til fortidens Babylon?
16 Der er endnu en lighed mellem fortidens og nutidens Babylon, en lighed som har at gøre med fuldbyrdelsen af Guds dom over dem. Fortidens Babylon lå ved Eufratflodens bogstavelige vande. Og i Åbenbaringen 17:1 siges der at nutidens Babylon „sidder på mange vande“. Hvilke vande? Guds ord svarer: „De vande som du så, hvor skøgen sidder, er ensbetydende med folk og skarer og nationer og tungemål.“ (Åb. 17:15) Husk at dommen over fortidens Babylon blev eksekveret umiddelbart efter at Eufratflodens bogstavelige vande var faldet. Er de symbolske vande under nutidens Babylon også ved at ’falde’? Ja, det er de. Det sker netop nu, lige for vore øjne! — Åb. 16:1, 12.
Hvordan ’de mange vande’ er ved at falde
17. Hvordan er de symbolske vande under skøgen ved at falde?
17 På hvilken måde er de symbolske „mange vande“ under nutidens Babylon ved at falde eller trække sig bort? Det er de på den måde at millioner af mennesker, deriblandt titusinder af præster, kirkefolk og andre ansatte, er holdt op med at støtte deres religiøse samfund som de før har gjort, hvilket i alvorlig grad har svækket disse religiøse samfund. Dette gælder især i kristenheden, som har større skyld eftersom den hævder at tjene både Gud og Kristus. Nu og da hører man ganske vist om en „vækkelse“ inden for visse retninger, navnlig de mindre ortodokse, men i de fleste tilfælde er der kun tale om et overfladisk fænomen. På få undtagelser nær går tendensen umiskendeligt i negativ retning og bliver ofte kommenteret i verdenspressen, for eksempel på denne måde:
„Der er sket noget med kristenheden. Alt tyder på at vi er kommet ind i en lang, lang nat og ikke vil komme ud af den igen . . .
Kristendommen og den romerske katolicisme er allerede ophørt med at eksistere effektivt i samfundsstrukturen. Vi er vidner til en socialt og politisk struktureret kristendoms afgåen ved døden.“ — Den fremtrædende katolske skribent Malachi Martin i bladet Sunday Journal (Providence, USA), 17. februar 1980.
„Præste- og nonnemangelen i vesten er nær krisepunktet i det ene land efter det andet.“ — Time, 21. august 1978.
„Kristendommen [er] stærkt på tilbagetog . . . et billede af overtroisk agnosticisme, forvirring og uvidenhed. . . . Det ville ikke være nogen overdrivelse at sige at langt de fleste børn ikke har den ringeste idé om hvad kristendommen egentlig går ud på.“ — London Times, 25. september 1978, i en kommentar til en rapport fra den engelske kirkes undervisningskommission.
18, 19. Fremfør flere vidnesbyrd om at disse „vande“ er ved at falde.
18 Da pave Johannes Paul II var på besøg i Frankrig i maj 1980, kunne man læse denne kommentar i New York Times for 31. maj: „Kirkens indflydelse er hastigt for nedadgående i Frankrig. For nylig viste en meningsmåling at kun 15 procent af befolkningen er aktive katolikker, selv om 85 procent er blevet døbt i kirken.“ I Brasilien siger ærkebiskop Luciano Cabral Duarte: „Vore katolikker mister deres styrke og dør åndeligt på grund af en alvorlig åndelig blodmangel.“ (Veja, 30. januar 1980) I Nigeria indrømmer en gejstlig fra den presbyterianske kirke: „I dag synes kirken at have mistet sin identitetsfølelse, ligesom en person der lider af hukommelsestab og spørger: ’Hvem er jeg?’ og: ’Hvad gør jeg her?’“ (Daily Star, 11. september 1978) I Grækenland har en avis skrevet følgende om den før så respekterede græsk-ortodokse kirke:
„I dag er kirken, det vil sige gejstligheden, især den højeste gejstlighed, meget ofte årsag til skandale, og en kilde til tåbelighed og vås.
Dette i så høj grad at det store flertal af det græske folk nu i nogen tid har betragtet de fleste gejstlige, ikke som en respektabel, åndelig institution, men som en sværm agitatorer og skandalemagere, radikale og udbyttere, som i stedet for at ’lede deres hjord’ underholder den med deres pladder og galskab.“ — To Vima, 15. oktober 1978.
19 Om den ortodokse kirkes vigtigste center i Tyrkiet siger tidsskriftet Time: „Det historiske bispesæde, som engang var centrum for det halve af den kristne verden, er ved at sygne hen.“ Hvad jødedommen angår, siger den amerikanske rabbiner Alvin Reines: ’Den amerikanske jødedom befinder sig i en desperat krisetilstand. Problemet er at de amerikanske jøder simpelt hen ikke anerkender den traditionelle jødedoms læresætninger.’ I England har man i de senere år lukket så mange kirker på grund af den svigtende kirkegang at en kommentator har kaldt dem „en truet art“. I Tyskland har en meningsmåling vist at kun 17 procent af alle tyskere under 35 år tror på at Gud er til. Da man i Japan spurgte folk: „Har De et religiøst tilhørsforhold?“ svarede 60 procent nej, og yderligere 7 procent undlod at svare. I det ene land efter det andet er situationen som den beskrives i det australske blad The Age: Alle trosretninger „oplever et fald i antallet af troende“. Når „antallet af troende“, eller de „mange vande“ som skøgen sidder på, tydeligvis er ved at falde, kan ødelæggelsesstyrkerne da være langt borte? Nej.
20. Hvilken indtrængende opfordring retter Guds ord til retsindigt indstillede mennesker?
20 At færre og færre støtter „den store skøge“ stemmer med Bibelens profetiske beskrivelse af „de sidste dage“, hvori det blandt andet hedder at menneskene vil være „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft“. Den samme profeti siger derefter: „Fra disse skal du vende dig bort.“ (2 Tim. 3:4, 5) Og til de retsindigt indstillede som stadig befinder sig i nutidens ’store Babylon’ lyder denne tydelige opfordring: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åb. 18:4.
21. Hvad får til sidst Jehovas vrede til at bluse op, og med hvilket resultat?
21 Meget snart vil tilintetgørelsen ramme „den store skøge“ som en dom fra Gud. Ligesom det var i fortiden, vil det nutidige Babylons hurtige undergang komme som et vældigt chok for verden. (Åb. 18:9-19) Dets ødelæggelse er den begivenhed der vil indlede „den store trængsel“. Derefter vil de gudfjendske elementer vende sig mod Jehovas tjenere, for om muligt at knuse også dem. (Ez. 38:16) Men Jehova siger til sine loyale: „Den, som rører eder, rører min øjesten.“ (Zak. 2:12) Angrebet på dem udløser i samme øjeblik en reaktion fra Gud. Jehova siger: „På hin dag . . . vil jeg give min vrede luft. I nidkærhed, i glødende vrede udtaler jeg det.“ (Ez. 38:18, 19) For at komme sine loyale tjenere til undsætning retter Gud et hurtigt og knusende slag mod nationerne i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedon. Guds og hans folks fjender bliver tilintetgjort, og jorden bliver renset for al ondskab. — Åb. 16:14, 16; Ordsp. 2:22.
22. Hvordan vil de der er loyale mod Jehova, blive belønnet?
22 Efter Harmagedon begynder den vidunderlige nye orden! De loyale der „kommer ud af den store trængsel“ bliver rigt belønnet. „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:3, 4.
23. (a) Hvorfor bør vi fatte mod på trods af de vanskelige forhold i dag? (b) Hvad bør vi opfordre sandhedssøgende mennesker til at gøre?
23 Fat derfor mod, alle som elsker retfærdighed! Vid at ’den store skøges’ og den nuværende verdens undertrykkende politiske herskeres dage er talte og at Jehova snart vil rydde dem af vejen. Eftersom Gud „ikke kan lyve“, kan du nære fuld tillid til at han vil indfri dine forhåbninger om at kunne leve i en paradisisk ny orden hvor du daglig vil ’fryde dig ved megen fred’. (Tit. 1:2; Sl. 37:11) Benyt dig i mellemtiden af de foranstaltninger Jehova har tilvejebragt for at du kan samle åndelig styrke med henblik på den vanskelige tid der står for døren. Og tænk samtidig på andre som stadig „hungrer og tørster efter retfærdighed“. Tilskynd sådanne til at give agt på Bibelens råd: „Søg [Jehova], medens han findes, kald på ham, den stund han er nær!“ — Matt. 5:6; Es. 55:6.
[Illustration på side 18]
Fortidens Babylon lå ved Eufratflodens vande
[Illustrationer på side 20]
Da vandet i Eufratfloden faldt, var vejen banet for at de fjendtlige tropper kunne trænge ind og indtage byen
At de symbolske vande under Babylon den Store er ved at trække sig bort, er et forvarsel om dets ødelæggelse