Den hellige Bibel — bogen skrevet af Jehovas vidner

„De hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse.“ — 2 Tim. 3:15.

 1. Hvad er det der gør den mest betydningsfulde bog på jorden så enestående i henseende til alder, forfatter og den tid bogen har været under udarbejdelse?

HVILKEN bog på jorden er den mest betydningsfulde nu i denne atom- og rumtidsalder? Det er en bog som påbegyndtes før den kristne æra, før den buddhistiske æra (563 f. Kr.), før den japanske æra (660 f. Kr.), før den romerske æra (753 f. Kr.) og før den græsk-olympiske æra (776 f. Kr.). Dens store alder har imidlertid ikke forringet dens værdi. Tværtimod, alderen har øget dens uvurderlige værd. Det er i øvrigt den bog der har været længst under udarbejdelse. Efter at det første kapitel var skrevet, gik der omkring 1610 år inden det sidste kapitel blev afsluttet, nær udløbet af det første århundrede af den kristne æra. Dog har denne bog som forfatter blot én person.

 2. I hvilken udstrækning forekommer forfatterens navn i bogen, og hvad er resultatet af at den blot har denne ene forfatter?

² Fra først til sidst blev denne bog skrevet over denne ene forfatters eget navn. Forfatterens navn forekommer hele bogen igennem, omkring syv tusinde gange. I virkeligheden er det fordi bogen har blot denne ene forfatter at den er mere betydningsfuld end nogen anden bog, og den skal endda opnå større berømmelse end den allerede har opnået.

 3. Hvordan er det muligt at en sådan bog, som det har taget så lang tid at udarbejde, kun har én forfatter?

³ Intet menneske har levet så længe som et tusinde seks hundrede år; hvordan kan derfor en bog hvis udarbejdelse har taget så lang tid, have kun én forfatter? Fordi bogens forfatter ikke er et dødeligt menneske. Forfatterens navn peger på den kendsgerning; hans navn er Jehova.

 4. I hvilken form forekommer forfatterens navn tæt ved afslutningen og næsten i begyndelsen af bogen?

⁴ I det fjerdesidste kapitel af denne vidunderlige bog læser vi fire gange et hyldestråb til forfatteren, nemlig råbet Halleluja! Oversat til dansk betyder det „Lovpris Jehova!“a (Åb. 19:1, 3, 4, 6) Dette enestående navn er navnet på den eneste levende og sande Gud, universets Skaber; og det er grunden til at denne berømte bog i sit andet kapitel, det fjerde vers, anbringer dette navn ved siden af hans titel. Der står: „Dette er Himmelens og Jordens Oprindelser, da de bleve skabte, paa den Dag Gud Jehova havde gjort Himmelen og Jorden.“ — Kalkar.

 5. Hvad kaldes denne bog, hvorfor kan Han som den gang på gang navngiver være dens eneste forfatter, og hvilken egenskab har bogen fordi Han er dens forfatter?

⁵ Den ene, hellige bog der således fra først til sidst erklærer at dens forfatter er Jehova Gud, er Den hellige Bibel. Den erklærer at han er udødelig. I sin femogtredivte bog, kapitel et, vers tolv, henvender den sig til ham med ordene: „Er du ikke fra evighed, Jehova? Du, min hellige Gud, du dør ikke.“b Også dens fireoghalvtredsindstyvende bog, kapitel et, vers sytten, priser ham: „Men evighedernes konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen.“ (Hab. 1:12; 1 Tim. 1:17) Da den eneste Gud Jehova er evig, uforkrænkelig og udødelig, kan han let være dens eneste forfatter. Det er fordi han er forfatteren at Bibelen er hellig.

 6. Hvilket ord er bogens navn udledt af, og hvordan viser det hvad bogen i virkeligheden er? Hvorfor kaldes den også Den hellige Skrift?

⁶ Bibelen er i virkeligheden et bibliotek bestående af mange bøger. Skønt hver enkelt bog i dag bærer en særskilt titel, er Jehova Gud forfatteren til dem alle. Selve ordet Bibel viser at det forholder sig sådan, for det har sin rod i det gamle græske ord biblía, der betyder „små bøger“, det vil sige, en samling af små bøger i ét bind. Bibelen selv kalder sine bøger „de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse“: (2 Tim. 3:15) Derfor kaldes den også „Den hellige Skrift“.

 7. Hvordan havde Jehova Gud ved Sinaj bjerg direkte en finger med ved selve arbejdet med at skrive Bibelen?

⁷ Foruden at Gud har sørget for det tema der går gennem alle bogens bøger og gør dem til en enhed, har han på en meget bemærkelsesværdig måde haft en finger med ved selve arbejdet med at skrive bogen. De berømte ti bud findes i Bibelens anden bog. Disse ti bud blev givet til Jehovas profet Moses på Sinaj bjerg i Arabien i det sekstende århundrede før den kristne æra og blev først skrevet på stentavler. Hvordan stentavlerne blev beskrevet og overgivet til Moses fortælles i den bibelske beretning: „Da han [Jehova Gud] nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj bjerg, overgav han ham vidnesbyrdets to tavler, stentavler, der var beskrevet med Guds finger.“ „Og tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds skrift, ridset ind i tavlerne.“ Folket som fik de ti bud, blev ulydigt imod dem, hvorpå Moses i et vredesanfald slog de to tavler i stykker. „Derpå sagde [Jehova] til Moses: ’Tilhug dig to stentavler ligesom de forrige, så vil jeg på tavlerne skrive de samme ord, som stod på de forrige tavler, du slog i stykker.’“ Da Moses denne gang kom ned fra Sinaj bjerg havde han således i sin hånd de to, tavler med Guds egen skrift på. (2 Mos. 31:18; 32:16; 34:1, 29) Senere skrev Moses de ti bud af på noget andet materiale, således at folk kunne læse dem.

 8. Hvordan blev resten af Bibelen skrevet? Hvad forblev dog uforandret under hele bogens nedskrivning?

⁸ Blev hele resten af Den hellige Bibel overgivet til Guds folk på samme måde som de ti bud, skrevet direkte af Gud selv? Nej, mennesker, ufuldkomne mennesker, blev brugt til at skrive resten af Bibelen. Men dette afkræfter ikke at hele Bibelen kun har én forfatter, Jehova Gud, og at den indeholder hans tanker og udtalelser fremfor tanker og udtalelser som stammer fra de mange der skrev dens forskellige bøger. En usynlig, virksom kraft drev disse menneskelige skribenter. Denne usynlige, virksomme kraft udgik fra Bibelens ene forfatter og blev af ham ledet ned over disse skribenter. Denne usynlige, virksomme kraft kaldes ånd, og fordi den udgår fra hellighedens Gud, kaldes den „hellig ånd“. Skønt skribenterne på jorden skiftede som tiden gik, var der til stadighed en uforandret hellig ånd og dens kilde forblev den samme, nemlig den udødelige Gud, Jehova.

Skrevet under inspiration

 9. Hvordan viser David og Peter at de gamle profeter ikke talte eller skrev egenmægtigt, og i hvis navn skrev de?

⁹ Tag for eksempel David, den første israelitiske konge i Jerusalem. Han skrev mange salmer i det ellevte århundrede før den kristne æra. I en af disse hellige sange i Bibelen forklarer David at han ikke skrev egenmægtigt. Han sagde: „Så siger David, Isajs søn, . . . Ved mig talede [Jehovas] Ånd, hans ord var på min tunge.“ (2 Sam. 23:1, 2) Elleve hundrede år efter Davids død skrev den kristne apostel ved navn Peter to breve som indeholdes i Bibelen. Peter mindede de kristne om at de gamle profeter, ligesom David, ikke offentliggjorde profetier som udsprang af deres egen tænkning eller vilje, men at de stammede fra en himmelsk kilde. Peter sagde: „I ved først og fremmest dette, at ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat offentliggørelse [eller, skyldes privat kundgørelse]. Thi ingen profeti blev nogen sinde fremført ved et menneskes vilje, men mennesker talte fra Gud alt mens de blev båret af sted af hellig ånd.“ (2 Pet. 1:20, 21, NW, margenen) Peter sagde også: „Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden forud havde talt gennem Davids mund . . . som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid.“ (Ap. G. 1:16; 3:21) Ja, Bibelens mænd skrev, det er sandt, men de skrev under indflydelse af Jehova Guds hellige ånds drivende kraft. De skrev som Guds jordiske redskaber, og de skrev i Guds hellige navn.

10. Hvordan viste Jesus, da han engang helbredte en mand, at Guds ånd har tilstrækkelig kraft til at drive et menneske til at skrive en bog?

¹⁰ Guds hellige ånd kan drive en profet til at skrive lige så let som den kan drive en dæmon ud af en besat. Guds søn, Jesus Kristus, viste dette. Han forkyndte Guds rige for folket og gjorde også mange vidunderlige mirakler. Engang uddrev han en dæmon af en besat, således at manden, der før var blind og stum, nu kunne både tale og se. Men Jesu religiøse fjender spottede det middel hvormed han uddrev dæmonen. Ifølge apostelen Mattæus sagde Jesus til dem: „Hvis det er ved hjælp af Guds ånd jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.“ (Matt. 12:28, NW) Ifølge disciplen Lukas sagde Jesus ved den lejlighed: „Hvis jeg uddriver onde ånder ved Guds finger, så er jo Guds rige kommet til jer.“ — Luk. 11:20.

11. Hvordan kan man, i betragtning af den måde hvorpå ordet „finger“ bruges, sige at Guds finger skrev Bibelen, og hvad er Bibelen derfor et synligt, håndgribeligt resultat af?

¹¹ Jesus omtalte således Guds ånd som Guds „finger“. På en direkte måde skrev Guds finger de ti bud på de to stentavler. Men da Gud brugte mennesker til at skrive Bibelens forskellige bøger, var det Guds symbolske finger, hans ånd, der styrede disse mænds skriveredskab eller pen. (5 Mos. 9:10) I Salme 8:4 siger David til Gud: „Jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte.“ Længe før David levede, blev profeten Moses brugt af Jehova Gud til at bringe den tredje af de ti ødelæggende plager over Ægyptens land. Denne plage kunne Ægyptens præster, der ellers øvede magi, ikke gøre efter. Derfor sagde de til deres hersker, Farao: „Det er Guds finger!“ (2 Mos. 8:18, 19) I harmoni med disse måder at bruge ordet „finger“ på, kan vi i dag sige at Bibelen er blevet til ved Guds finger, idet Bibelen blev skrevet under Guds hellige ånds, eller usynlige virkekrafts, indflydelse. Således skrev hans finger den, fra begyndelsen til enden, fra Første Mosebog til Åbenbaringen. Guds hellige ånd eller virkekraft er usynlig, men den frembringer synlige og håndgribelige resultater. Den hellige Skrift er det håndgribelige, synlige resultat, frembragt af Guds ånd, hans finger i bevægelse. Han er derfor Bibelens himmelske Forfatter.

Hvem de jordiske bibelskribenter var

12. Hvem har så i realiteten frembragt Bibelen? Hvad hævder den katolske kirke imidlertid?

¹² Det kan ikke modsiges at Jehova Gud frembragte Bibelen ved hjælp af jordiske redskaber der tjente som hans lydige sekretærer, skrivere eller penneførere. Derfor chokerer det en at læse hvad der stod i Toledo-bladet Blade den 1. marts 1943. Det gengav hvad en præst fra en religiøs organisation havde sagt den foregående dag i Den ubesmittede undfangelses Kirke: „Det er ikke almindelig erkendt, som det burde være, at Bibelen udelukkende tilhører den romersk-katolske kirke. Den katolske kirke frembragte Bibelen; den bevarede den; og den fortolker den. Andre læser Den hellige Skrift — og de tilskyndes til at gøre det — men ud over det har de ingen som helst ret til den eller over den. Den almægtige Gud har lagt denne kostelige arv i sin katolske kirkes hænder; og udelukkende dér. Det lyder måske mærkeligt når vi siger at den katolske kirke frembragte Bibelen, for vi véd at dette værk er Guds ord; hvert ord i det er én gang for alle autoriseret af ham. Men vi må huske på hvordan Gud gjorde dette. . . . Den katolske kirke ikke alene frembragte Bibelen; den bevarede den også. . . . Den almægtige Gud . . . oprettede også en Højesteret — den katolske kirke, til at afgøre nøjagtigt hvad hans grundlov — Den hellige Skrift, siger.“ I overensstemmelse hermed har mange traktater og mange annoncer i ugeblade og aviser (i U.S.A.) haft den frimodige overskrift: „Bibelen er en katolsk bog.“

13. Hvor mange mænd blev i løbet af de seksten hundrede år brugt til at skrive hele Bibelen? Nævn nogle af dem.

¹³ Offentligheden, over for hvem sådanne religiøse udtalelser og påstande fremsættes, har ret til at få at vide hvordan det virkelig forholder sig. Hvad siger de nøgne kendsgerninger? Nogle af Bibelens bøger bærer nedskrivernes navne. Så vidt som det kan fastslås blev over tredive mænd brugt til i løbet af seksten århundreder at skrive hele Bibelen. Disse indbefattede Moses, Josua, Samuel, Gad, Natan, Jeremias, Ezra, Nehemias, Mordokaj, David, Salomon, Agur, Lemuel, Esajas, Ezekiel, Daniel, Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas, Mika, Nahum, Habakkuk, Zefanias, Haggaj, Zakarias, Malakias, Mattæus, Markus, Lukas, apostelen Johannes, Paulus, Jesu halvbroder Jakob, Peter og Jesu halvbroder Judas.

14. Hvilken kendsgerning i forbindelse med alle disse bibelskribenter træder skarpt frem, og hvad kan alle Jesu efterfølgere åndeligt talt kaldes?

¹⁴ Undersøger vi disse kendte bibelskribenters herkomst og baggrund træder en overraskende kendsgerning skarpt frem. De var alle født hebræere, israelitter eller jøder. Der er ganske vist nogle der mener at Lukas var græker. Ingen af dem var latinere. De stammede fra Abraham, i hvis sæd Jehova Gud havde lovet at velsigne alle jordens slægter. Abraham var hebræer. (1 Mos. 12:1-3; 14:13) Hans efterkommere gennem Isak og Jakob blev kaldt hebræere. (1 Mos. 39:14, 17; 41:12; 2 Mos. 1:15, 16, 19; Jon. 1:9) Gud ændrede Jakobs navn til Israel, og derfor blev hans afkoms tolv stammer ikke kaldt jakobitter, men israelitter. (2 Mos. 9:7) Den døende Jakob eller Israel gav sin søn Juda en velsignelse der lovede fremtidig kongemagt; de israelitter som holdt fast ved Judas kongelige stamme og ved denne stammes konge, blev kaldt judæere eller jøder. (1 Mos. 49:10; 2 Kong. 16:6; Zak. 8:23) Jesus Kristus var af Judas stamme. Alle hans efterfølgere, som holder fast ved ham som Guds lovede konge, er derfor judæere eller jøder i åndelig forstand, jøder hvis hjerter er blevet omskåret og renset for urenhed. — Åb. 5:5; Hebr. 7:13, 14.

15. Hvad kaldte skribenten Paulus sig selv i sine breve?

¹⁵ Apostelen Paulus, som skrev fjorten af Bibelens bøger, sagde: „Også jeg er jo israelit, af Abrahams slægt.“ (Rom. 11:1) „Omskåren på den ottende dag, . . . af Israels folk, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere.“ — Fil. 3:5.

16. Hvad kunne Bibelen derfor kaldes, og hvad skrev Paulus angående ’jødens fortrin’?

¹⁶ Ud fra dette standpunkt kunne Bibelen kaldes, ikke en katolsk bog, men en hebraisk bog, en israelitisk bog, en judæisk eller jødisk bog. I overensstemmelse hermed skrev den kristne jøde Paulus til kristne i Rom. „Thi han er ikke jøde som er det udvortes, omskærelse er heller ikke det som er udvortes på kødet. Men han er jøde der er det indvortes, og hans omskærelse er hjertets ved ånd, og ikke ved en skreven lov: Hans ros er, ikke fra mennesker, men fra Gud. Hvad fortrin har da jøden, eller hvad gavn gør omskærelsen? Meget i alle måder. Først og fremmest det at de jo har fået Guds hellige udtalelser betroet.“ — Rom. 2:28 til 3:2, NW.

17. (a) Var alle Bibelens skribenter kristne? (b) Hvad bandt deres skrifter sammen til en enhed og viste at en og samme ånd havde drevet dem alle?

¹⁷ Alle de jødiske profeter pegede frem til Guds salvede, Messias eller Kristus. Deres håb til ham bandt alle de gamle profetiske skrifter sammen til en enhed. Men ikke alle Bibelens skribenter var kristne i den betydning at de var mennesker der fulgte Kristus som konge. De af Bibelens skribenter der levede før Jesus Kristus kunne naturligvis ikke være hans efterfølgere. Nej, siger apostelen Peter: „De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan, den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed som skulle følge derefter.“ (1 Pet. 1:10, 11) Den sidste af de før-kristne skribenter var Malakias, hvis bog afslutter kanonen eller den officielle fortegnelse over de skrifter der var affattet på hebraisk og aramaisk. Efter Malakias var alle de otte skribenter som skrev resten af Bibelens bøger jødekristne. I deres skrifter, der var affattet på den tids fællesgræske sprog, pegede de på hvordan mange af de profetier som var skrevet af Jehovas skribenter fra fortiden, var blevet opfyldt på Jesus Kristus, den lovede konge af Judas stamme; selv forudsagde de også noget der skulle ske i forbindelse med ham. Alle skribenter var således i fuld harmoni og overensstemmelse med hinanden angående Guds rige ved Messias eller Kristus. Dette beviser at det var den ene og samme ånd, ånden fra Gud, forfatteren, der var over dem alle.

Deres fælles kald

18, 19. (a) Hvad var det som udover den jødiske nationalitet bandt alle bibelskribenterne sammen? (b) Hvilken skriftrulle har særlig interesse for os når vi vil vide hvilket svar Gud har givet på spørgsmålet?

¹⁸ Mens de inspirerede bibelskribenter ikke alle var kristne, var der en ting der udover deres jødiske nationalitet bandt dem sammen. Hvad var det? Deres fælles kald. Hvad var deres kald? Lad os lytte til hvad Jehova Gud selv erklærede var deres kald. I året 1947, midt under krigen i Palæstina, vaktes der verden over interesse for Bibelen ved fundet af visse gamle manuskripter, nej ikke i byen Rom, men nær den nordvestlige ende af Det døde Hav i Palæstina. Disse manuskripter fik betegnelsen Dødehavsrullerne. Nej, de var ikke på latin. De var på hebraisk; og ifølge arkæologernes undersøgelser var de skrevet mere end et århundrede før den kristne kirke eller menighed blev grundlagt i Jerusalem i året 33 (e. Kr.). Den mest bemærkelsesværdige af disse ruller var den der indeholdt et praktisk talt fuldstændigt hebraisk manuskript med Esajas’ profeti.

¹⁹ Harper’s Bible Dictionary (1952) siger på side 654a: „Rullerne er blevet anbragt i dødehavshulen før Jesus blev født, og de blev ikke opdaget før næsten 2000 år efter hans død. Esajasrullen der blev fundet i hulen, ligner muligvis den skriftrulle han som ung mand i Nazaret læste op fra da han citerede Esajas. (Lukas 4:16-19) Den har kun få afvigelser fra den profeti vi læser i dag, når man ser bort fra mindre forskelle i stavemåde og afskriverfejl.“

20, 21. (a) Hvad er Guds udvalgte folks kald ifølge Guds egen erklæring som den står nedskrevet i tekstspalte 36 i denne Dødehavsrulle? (b) Hvilken kommentar gives der til Esajas 43:10 i The Soncino Books of the Bible (1949)?

²⁰ Denne skriftrulle er en af de mange som ikke er blevet bevaret af den romersk-katolske kirke. I tekstspalte 36 findes den hebraiske tekst til Esajas 43:1, 10-12, som, oversat til dansk, lyder: „Og nu, dette er hvad Jehova har sagt, din Skaber, o Jakob, og din Former, o Israel: ’Vær ikke bange, for jeg har genkøbt dig. Jeg har kaldt dig ved dit navn. Du er min.’“ „’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udtalelse, ’endog min tjener som jeg har udvalgt, for at I må kende og tro på mig, og at I må forstå at jeg er den samme. Før mig var ingen Gud dannet og efter mig har der stadig ikke været nogen. Jeg — jeg er Jehova, og foruden mig er der ingen frelser.’ ’Jeg har selv forkyndt det og har frelst og har forårsaget at det er blevet hørt, da der ingen fremmed var iblandt jer: I er altså mine vidner,’ lyder Jehovas udtalelse, ’og jeg er Gud.’“

²¹ Med disse jævne ord erklærer Jehova Gud at hans udvalgte folks, Jakobs eller Israels, kald var, at de skulle være hans „vidner“. I en kommentar til Esajas 43:10 som vi her har citeret, siger den jødiske lærde dr. Israel W. Slotki på side 207 i The Soncino Books of the Bible (1949): „Da folkene og deres guder ikke er i stand til at bevise deres side af stridsspørgsmålet, kalder Gud Israel, som betegnes Mine vidner og Min tjener, til at vidne om ham som den eneste Gud, at der aldrig har været og aldrig vil være en Gud som han.“

22. (a) Hvem var Moses, og fra hvilket tidspunkt blev han et fremstående vidne? (b) Hvad beviser at Moses var et sådant vidne for Jehova?

²² Den første af de inspirerede bibelskribenter var profeten Moses. Han var af Levis stamme af Israels folk. Moses var altså, i overensstemmelse med Jehovas egen erklæring i Esajas 43:10-12, et af hans vidner. Ved sin hellige engel i den brændende tornebusk sagde Gud til Moses: „JEG ER DEN JEG ER: og han sagde: Således skal du sige til Israels børn: JEG ER har sendt mig til jer. Og Gud sagde endvidere til Moses: Således skal du sige til Israels børn, Jehova, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud, og Jakobs Gud, har sendt mig til jer: dette er mit navn for evigt, og dette er mit minde for alle slægter.“ (2 Mos. 3:2, 14, 15, AS) Fra da af blev Moses et fremstående vidne for Jehova. I de første fem bøger af Bibelen som han skrev, fra Første Mosebog til Femte Mosebog, brugte han navnet Jehova (יהוה)c 1833 gange. Hvem kan da benægte at Moses var et vidne for Jehova og levede op til sit kald? Ingen, undtagen religiøse hyklere, udenomssnakkere og sandhedsskjulere! Den kristne nedskriver af det inspirerede brev til hebræerne, kapitel elleve og tolv, har Moses med i rækken af Jehovas vidner. Men Moses var ikke det første vidne for Jehova.

23. Hvem var det første trofaste vidne, og hvad markerede afslutningen på hans løbebane begyndelsen til?

²³ Den der har skrevet Hebræerbrevet nævner Abel, Adams anden søn, som det første trofaste vidne for Jehova, idet der siges: „I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død.“ (Hebr. 11:4) Som der står i 1 Mosebog 4:4, 5: „Abel bragte en gave af sin hjords førstefødte og deres fedme. Og [Jehova] så til Abel og hans offergave, men til Kain og hans offergave så han ikke.“ I religiøs skinsyge myrdede Kain sin broder fordi denne var et trofast og godkendt vidne for Jehova. Dette var begyndelsen til den voldelige adfærd som religiøse modstandere har lagt for dagen over for Jehovas sande vidner lige fra Abels tid til nu.

24, 25. (a) Hvem nævnes i Hebræerbrevets ellevte kapitel? (b) Hvordan angiver Hebræerbrevets skribent at disse var vidner for Jehova?

²⁴ Hebræerbrevets ellevte kapitel fortsætter efter Abel med at nævne profeterne Enok og Noa som de næste i rækken af Jehovas vidner; derefter patriarkerne Abraham, Isak og Jakob; Abrahams hustru Sara; Jakobs søn Josef; profeten Moses; skøgen Rahab, som overlevede ødelæggelsen af det befæstede Jeriko; dommerne Gideon, Barak, Samson og Jefta; kong David og profeten Samuel. Skribenten finder ikke tid til at nævne de andre profeter; men når han hentyder til ’at stoppe løvers gab’, hvem andre kunne han have i tanke end profeten Daniel som kom frelst ud af løvekulen? Når han taler om Jehovas vidner der dræbtes med sværd, kan han have tænkt på Johannes Døber, som jo blev halshugget. Efter beskrivelsen af den brutale behandling de blev udsat for slutter kapitel elleve med at sige: „Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor [de kristnes] skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med.“ (Hebr. 11:39, 40) Men hvordan angiver Hebræerbrevets skribent at de var vidner for Jehova Gud? Det gør han ved i de to næste vers at sige følgende:

²⁵ „Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som, for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone.“ — Hebr. 12:1, 2.

26. Hvad viser hvis „sky af vidner“ de var, hvem forfattede følgelig de hebraiske og aramaiske skrifter, og ved hjælp af hvem?

²⁶ Bemærk at Hebræerbrevets skribent kalder dem han nævner eller beskriver i kapitel elleve og som levede før Jesus Kristus, for en „sky af vidner“. Men hvis vidner? Der er kun ét svar: Jehovas. Tænk, den sidste af Bibelens bøger skrevet før Jesus Kristus, nemlig Malakias’ profeti, nævner Jehova otteogfyrre gange. Jesus Kristus selv citerede fra Malakias’ profeti og viste dermed at den var inspireret og en ægte del af Jehovas ord. (Matt. 11:7-15; Mal. 3:1; 4:5, 6) Fra Moses til Malakias var alle de kanoniske skrifters nedskrivere således Jehovas vidner; og alle disse inspirerede hebraiske og aramaiske skrifter var forfattet af Jehova og nedskrevet af hans vidner.

Kristne vidner for Jehova

27, 28. (a) Med hvilket formål fødtes Jesus, og hvordan det? (b) Hvilken politisk hersker bekendte han dette overfor, og hvilken titel fortjente han følgelig?

²⁷ De kristne hebræere til hvem brevet var skrevet, var omgivet af en sådan „sky af vidner“ og fik at vide at de også skulle se hen til „Jesus, troens banebryder og fuldender“, som døde martyrdøden. Vil det sige at Jesus også var et vidne for Jehova? Ja, Jesus, Guds søn fra himmelen, blev født i kong Davids slægtslinje, i Judas stamme, af Israels folk. Af fødsel var Jesus medlem af Israels folk, til hvem Jehova Gud havde sagt i Esajas 43:10-12 (NW): „’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udtalelse.“ Jesus var altså født og kommet til verden for at blive et Jehovas vidne. Dette benægtede han ikke, selv ikke over for den romerske statholder Pontius Pilatus, som dømte Jesus til døden. Som svar på Pilatus’ spørgsmål: „Men er du da en konge?“ sagde Jesus: „Det tilkommer dig at sige at jeg er konge. I denne hensigt er jeg blevet født og i denne hensigt er jeg kommet til verden, [hvorfor?] at jeg skal bære vidnesbyrd om sandheden.“ — Joh. 18:37, NW.

²⁸ For at understrege at Jesus var et vidne, taler apostelen Paulus om „Kristus Jesus, der som et vidne, aflagde den rette offentlige bekendelse i Pontius Pilatus’ påhør“. (1 Tim. 6:13, NW) På samme måde skriver apostelen Johannes til de syv menigheder i provinsen Asien: „Nåde være med Eder og fred fra . . . Jesus Kristus, det troværdige vidne, den førstefødte af de døde og den, der hersker over jordens konger.“ — Åb. 1:4, 5.

29. Hvordan bekendte Jesus at han var et vidne da han talte med Nikodemus?

²⁹ Endvidere hører vi Jesus selv bekende at han er et af Jehovas vidner, da han siger til Nikodemus, en jødisk lærer i Israel: „Vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske?“ — Joh. 3:11, 12.

30, 31. (a) Hvordan viser Johannes’ kommentar derefter at Jesus var et vidne? (b) Hvorledes talte Jesus Guds ord i synagogen i Nazaret?

³⁰ Nogle vers længere fremme kommenterer apostelen Johannes dette og siger: „Den, der kommer fra Himmelen, er over alle; hvad han har set og hørt, vidner han om; og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Men den, der tager imod hans vidnesbyrd, har dermed beseglet, at Gud er sanddru. Thi den, Gud udsendte, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål.“ (Joh. 3:31-34) Jesus talte i sandhed Guds ord på den sabbatsdag da han var i synagogen i sin egen by Nazaret og læste op fra Guds ord. En Esajasrulle, lig den der blev fundet ved Det døde Hav i 1947, blev rakt til ham af tjeneren, og han rullede den op til kapitel enogtres, vers et og to, og læste:

³¹ „Herren Jehovas ånd er over mig, thi Jehova har salvet mig til at forkynde gode tidender for de sagtmodige; han har sendt mig for at forbinde de sønderbrudte hjerter, for at forkynde frihed for fangerne, og at fængslerne skal åbnes for de bundne; for at forkynde Jehovas nådeår.“ — Es. 61:1, 2, AS; Luk. 4:16-19.

32, 33. (a) Hvad sagde Jesus derpå for at vise at han var Jehovas vidne? (b) Hvilken profet sagde Peter i Jerusalems tempel at Jesus Kristus var?

³² Så kommenterer Jesus: „I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.“ For at vise dets opfyldelse gik han nu over til at „forkynde Jehovas nådeår“, hvilket Jehova havde salvet ham til at forkynde. Jesus viste sig således som et Jehovas vidne. (Luk. 4:20-22) Efter at Jesus havde bevist at han var et vidne trofast til døden som martyr, fortalte apostelen Peter offentligt en skare tilbedere af Jehova i templet i Jerusalem at Jesus var den profet som Moses havde forudsagt med disse ord til Israel:

³³ „[Jehova] din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på. . . . Da sagde [Jehova] til mig: ’. . . Jeg vil lade en profet som dig [Moses] fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn [Jehova], ham vil jeg kræve til regnskab.’“ — 5 Mos. 18:15-19.

34. Hvad måtte Jesus Kristus nødvendigvis være eftersom han var en profet som Moses, og hvad må Jesu efterfølgere således være når de efterligner ham?

³⁴ Moses var som profet et fremtrædende vidne for Jehova, og han forkyndte endog Jehovas navn for Ægyptens mægtige farao. Ikke blot apostelen Peter men også den kristne martyr Stefanus forkyndte at Jesus var den forudsagte profet som skulle fremstå, en som Moses, men større end Moses. (Ap. G. 3:20-23; 7:37, 52, 53) Som en opfyldelse af Moses’ profeti var Jesus Kristus et vidne for Jehova ligesom Moses havde været det, men han var et større vidne end Moses. Det er Jesus, den større Moses, som alle deltagerne i det kristne løb mod evigt liv i Guds nye verden fik besked på at rette deres blik imod, og det skulle de gøre for at efterligne ham. (Hebr. 12:1, 2) Apostelen Paulus sagde: „Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!“ (1 Kor. 11:1; 1 Tess. 1:6) Den sandhed er derfor ligetil, at sande kristne, sande efterfølgere af Kristus, må efterligne ham ved at være Jehovas vidner. Sande kristne er Jehovas vidner.

35. (a) Indtil hvis omvendelse blev de bogstavelige jøder født til at være vidner? (b) Hvad blev de jøder som forlod jødedommen og gik over til kristendommen? Hvad ophørte de jøder som nægtede at acceptere kristendommen med at være?

³⁵ Jesu Kristi jødiske apostle og disciple er bevis for at ægte kristne er vidner for Jehova Gud. Ifølge Jehovas egne ord til Israels folk, som de findes i Esajasrullen, kapitel treogfyrre, versene ti til tolv, var alle af jødisk æt som kom til verden før den første ikke-jøde, Kornelius, blev omvendt til kristendommen, født til at være tjenere og vidner for Jehova. Når sådanne fødte jøder forlod jødedommen med dens traditioner og blev kristne dér tilbage i apostlenes dage, ophørte de ikke med at være Jehovas vidner. Tværtimod; de blev kristne vidner for Jehova, i lighed med deres banebryder Jesus Kristus, den større Moses. Det var de jøder som nægtede at acceptere Jesus Kristus som den større Moses, der ophørte med at være Jehovas vidner, ligesom de ophørte med at være Jehovas „tjener“, som folk betragtet. På den anden side var det de kristne som forstod og anerkendte at Jehovas ord i Esajasrullens kapitel femoghalvtreds, vers fire, gjaldt Jesus Kristus: „Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste og hersker.“

36. Hvad blev de salvede jøder på Pinsedagen?

³⁶ på pinsefestens dag i år 33 e. Kr. blev Jesu jødiske efterfølgere salvet med Jehovas hellige ånd på samme måde som Jesus var blevet det. Derved blev de nu åndelige jøder, specielt salvet til at udgøre en ny nation, et åndeligt Israel, et nyt folk bestående af Jehovas tjenere og vidner. — 1 Pet. 2:9.

37. (a) Fra hvilke hebraiske skrifter citerede Peter på Pinsedagen, og hvilke afsluttende kommentarer gav han til dem? (b) Hvad viste Peter derved at han selv var?

³⁷ Da apostelen Peter forklarede den hellige ånds udgydelse over de jødiske kristne den dag, citerede han følgende ord fra skriftrullen med Joels profeti: „Og derefter vil det skee, jeg udgyder min Aand over alt Kjød, . . . Solen skal forvandles til Mørke, og Maanen til Blod, forinden Jehovas store og forfærdelige Dag kommer. Da vil enhver, som paakalder i Jehovas Navn, blive frelst.“ (Jael 3:1-5, Kalkar) Peter citerer derefter Salme 16:8-11, som siger: „Jeg har bestandig Jehova for mig: . . . For du vil ikke lade min sjæl tilbage i Sheol; . . .“ (AS) Peter citerede også Salme 110:1, som siger: „Jehova sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg gør dine fjender til din fodskammel.“ (AS) Som kommentar til disse inspirerede skriftord siger Peter så: „Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. . . . Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ (Ap. G. 2:14-36) På denne umiskendelige måde viste Peter lige fra begyndelsen at han som en åndelig jøde eller israelit var et salvet vidne for Jehova, den Jehova som havde oprejst sin søn Jesus Kristus fra døden i Sheol, og som havde udgydt sin hellige ånd ved Jesus Kristus, der sad ved hans højre hånd.

38. Hvordan betegnede Johannes i sit første brev sig selv som et vidne, og hvordan viste Johannes lige til de sidste ord i Bibelen at Jesus var et vidne?

³⁸ Apostelen Johannes var til stede sammen med Peter i Jerusalem på Pinsedagen. Johannes betegner klart sig selv som et vidne for den ene Gud hvis navn er Jehova. I 1 Johannes 4:14 skriver apostelen Johannes: „Og vi har skuet og vidner, at Faderen [Jehova] har sendt sin Søn som frelser for verden.“ Og i Bibelens allersidste bog citerer Johannes den herliggjorte Jesus Kristus, der i et syn siger til ham: „Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav.“ „Han, som vidner om dette, siger: ’Ja, jeg kommer snart!’“ Til denne sidste meddelelse udbryder Johannes: „Amen. Kom, Herre Jesus!“ (Åb. 3:14; 22:20) Lige til de sidste ord i Bibelen understregede Johannes således at Jesus Kristus var et vidne for sin himmelske Fader Jehova. Johannes bevidnede også at han selv var et vidne for Jehova Gud.

39. (a) Ved hvem og hvordan fik vi de sidste syvogtyve bøger i Bibelen? (b) Hvordan ligestiller Peter de apostolske skrifter med de inspirerede Hellige Skrifter?

³⁹ Johannes, Peter og de andre Jehovas vidner i det første århundrede, aflagde vidnesbyrd ikke alene ved det talte ord men også ved det skrevne ord. Som et resultat heraf modtog de kristne de sidste syvogtyve af Bibelens bøger. Disse bøger var ikke skrevet på gammelt hebraisk eller på latin, men på det almindelige, fællesgræske sprog, det internationale sprog i det første århundrede. Jehova Gud inspirerede otte mænd fra sin nye nation, det åndelige Israel, otte salvede jødiske kristne; de skulle færdiggøre Bibelen inden udløbet af det første århundrede. Derfor ligestiller for eksempel apostelen Peter apostelen Paulus’ inspirerede skrifter med „de øvrige skrifter“ når han skriver: „I skal betragte vor Herres langmodighed som et udslag af hans frelsesvilje. Således har også vor elskede broder Paulus, med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer, som han gør i alle sine breve, når han i dem taler derom; i dem findes der ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer, ligesom de gør med de øvrige skrifter.“ — 2 Pet. 3:15, 16.

40. Ved hjælp af hvem blev Den hellige Bibel påbegyndt, og ved hvem blev den færdigskrevet, og hvem kan man følgelig sige har skrevet den?

⁴⁰ Således blev Den hellige Bibel, der har Jehova Gud som forfatter, færdigskrevet ved hjælp af hans vidner, ligesom den blev påbegyndt af dem. Derfor kan det siges, og det uden at der er mulighed for på bibelsk grund at modsige det, at Den hellige Bibel er bogen skrevet af Jehovas vidner. Som Åbenbaringen 19:6 udbryder: „Halleluja!“

[Fodnoter]

[Illustration på side 33]

Dødehavsrullen med Esajas’ profeti (DSIa) består af fireoghalvtreds spalter med en velbevaret hebraisk tekst, som læses fra højre til venstre. Ovenfor vises i en fotostatisk gengivelse den første spalte indeholdende Esajas’ første kapitel, fra vers 1 til en del af vers 26. Spalten har 29 linjer, og tetragrammatonet af det guddommelige navn יהוה er stadig fuldt læseligt syv steder, på linjerne 3, 10, 12, 13, 21, 27, og de to første bogstaver deraf på linje 5.