Universel feststemning
„KRIGEN på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon bliver den største krig i jordens historie, og samtidig den sidste. (Åb. 16:14, 16) Som en af Guds profeter erklærede, til trøst for dem der elsker Ham: „[Jehova] er god, et værn på trængselens dag . . . Han tilintetgør i bund og grund; ej kommer der to gange nød.“ — Nah. 1:7-9.
Hvad følger der efter? Apostelen Johannes fortæller at han hører „ligesom et mægtigt kor fra en stor skare i Himmelen“. Dette vældige kor af engle synger: „Halleluja! Frelsen og æren og magten tilhører vor Gud. Thi sande og retfærdige er hans domme: han har dømt den store skøge, som styrtede jorden i fordærv med sin utugt, og han har krævet sine tjeneres blod af hendes hånd.“ (Åb. 19:1, 2, da. aut.) Hvilken jubel! For „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, med al sin falske lære, undertrykkelse og blodsudgydelse, er nu for bestandig blevet fjernet fra jordens flade!
Hvad mere hører apostelen? „Og for anden gang sagde de: ’Halleluja!’“ Derefter lyder der et tredje „Halleluja!“ Og Johannes, der et andet sted kaldes ’tordensøn’, beskriver sangens kulmination: „Og jeg hørte som et kor af en stor skare og som en brusen af mange vande og som en buldren af stærke tordener; de sagde: ’Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme.“’ — Åb. 19:3-6, da. aut; Mark. 3:17.
Disse himmelske stemmer synger langt mere storslået end noget lovprisningskor på jorden. Disse myriader af engle kender sangens betydning. Derfor synger de med følelse og indlevelse: „Halleluja!“ — hvilket betyder „Pris Jah!“ Guds jordiske tjenere kommer ud af „den store trængsel“, og de tager del i sangen og priser Jah, Jehova, universets suveræne Herre, for hans store sejr over alle ondskabens kræfter.
Derefter følger andre herlige begivenheder. Jehovas folk opfordres til at ’fryde sig og juble’, fordi der nu finder et bryllup sted i himmelen. Lammet forenes med sin „hustru“ — den fuldtallige skare på 144.000 opstandne ’hellige’, der som mennesker på jorden kunne kendes på deres „retfærdige handlinger“. (Åb. 19:6-8; 14:1-5) Den ny regering, der betegnes som „nye himle“, er nu fuldstændig. Allerede før „den store trængsel“ brød løs, var Lammet hyrde for „en stor skare“ mennesker som tilbad Gud. (Åb. 7:9, 14) Men nu vil Guds løfte om at „tørre hver tåre af deres øjne“ blive opfyldt på hele menneskeheden, også de døde der opstår fra gravene, idet en ny samfundsordning, „en ny jord“, er begyndt. — Åb. 21:1, 4; 2 Pet. 3:13.
Guds loyale i himmelen og på jorden vil forene deres stemmer og synge med på denne storslåede, betydningsmættede sang. For Jah, Jehova, har sejret!