Kan nogen krig være fuldt retfærdig?
1. Hvilket spørgsmål har i den senere tid trængt sig stærkt på, og hvorfor?
NU SOM aldrig før i menneskehedens historie trænger dette spørgsmål sig på og kræver et svar: „Kan en krig være retfærdig?“ Når vi undersøger de krige verdenshistorien beretter om, opdager vi at de så godt som alle var nytteløse, i allerhøjeste grad grusomme og umenneskelige, og at mange af dem endte med begge parter som tabere. Det var den amerikanske general Sherman, en sejrende hærfører, der sagde om krig: „Det er lutter helvede!“ I vor tid har vi hørt mange åbenlyse protester mod krig. Vi har set organiserede demonstrationer iværksat af folk der mener at ingen krig med rette kan kaldes retfærdig eller berettiget.
2. Af hvile grunde kan det synes logisk at der må være krig på jorden, og hvilke spørgsmål rejser dette?
2 Her vil nogle imidlertid stille følgende logiske spørgsmål: Hvordan kan de der elsker retfærdighed og som gerne vil have fred, undgå krig, i betragtning af den selviskhed og ondskab der findes på jorden? De siger: ’Hvis vi ikke slås, vil menneskene blive frataget al frihed og alle rettigheder.’ De har ret i at der findes mange fjender af retfærdighed. Men skal retfærdigheden håndhæves ved krig? I bekræftende fald: Hvilken slags krig må det være, og hvem skal udkæmpe den? Ja, kan der udkæmpes en retfærdig krig der vil gøre ende på alle krige?
Hvorfor der må komme en retfærdig krig
3. (a) På hvilken måde viser Bibelen at der nødvendigvis må komme en krig? (b) Kan menneskers krige udvirke de ønskede resultater? Hvad kræves der?
3 Bibelen udtrykker med få ord det princip der gælder her: „Den gudløse bliver løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges sted.“ (Ordsp. 21:18) Med andre ord: Den eneste måde hvorpå retsindige mennesker kan glæde sig over det liv Skaberen havde i tanke for dem, er ved at de onde — alle de onde — betaler for det med deres liv. Fjern de onde, så de ikke kan hindre retfærdigheden i at ske fyldest på jorden! Men hvem skal afgøre hvem der er de onde? Og hvem er i stand til at fjerne dem, til gavn for jorden? Ingen menneskelige krige har endnu kunnet udrette dette, for selv om disse krige er blevet udkæmpet for en retfærdig sag, har de uden forskel dræbt både gode og onde, og har somme tider sparet de værste. Alligevel står det bibelske princip fast. Der må udkæmpes en sådan krig. Det er meget let at se at denne krig må ledes og udkæmpes af en der besidder langt større visdom og magt end mennesker.
4. (a) Hvad må følge efter en krig der tilintetgør de onde, såfremt varig fred skal sikres? (b) Hvad vil det være os en hjælp at have læst før denne drøftelse?
4 En sådan krig må nødvendigvis blive blodig og være forfærdelig for dem der fortjener at blive fjernet fra jorden. (Es. 13:9) Når den engang er overstået vil man se tilbage på den som noget godt og retfærdigt, og hvis den der udkæmper krigen, bagefter kan herske over dem der ønsker retfærdighed og fred, kan vi i sandhed forvente varig fred. Bibelen beskriver selve denne krig, der med rette kan kaldes ’krigen der gør ende på alle krige’. I forrige nummer af dette blad har vi drøftet de egenskaber der kræves af den sejrende hærs leder og anfører. Hvis læseren vil gennemgå Åbenbaringen, kapitel 19, versene 11 til 16, der blev drøftet i forrige nummer, vil det være lettere at følge med i hvad der her vil blive fremholdt.
Den falske religions tilintetgørelse er ikke Harmagedon
5. (a) Hvad er det for en krig der vil udvirke alt dette? (b) Er der forskel på Babylon den Stores tilintetgørelse og Harmagedon? Forklar.
5 Den krig der vil udvirke en så ønskværdig forandring omtales i Bibelen som „Harmagedon“. Bibelen viser at denne sidste krig udkæmpes efter at den falske religions verdensimperium på jorden, kaldet Babylon den Store, er tilintetgjort. Det vil derfor ikke være de falske religionssystemer der kæmper imod hinanden. Fortidens Babylon lå ved Eufratfloden, og Babylon den Stores beliggenhed skildres på samme måde i Åbenbaringen. (16:12) Den kamp hvori den falske religion tilintetgøres finder sted først. Denne kamp kunne man kalde slaget ved Babylon eller slaget ved Eufrat. I Harmagedonkrigen ses jordens herskere ikke forsamlede ved Eufrat, men som det fremgår af navnet Harmagedon ser det ud til at de tager opstilling ved Megiddo, der ligger mere end 800 kilometer vest for Babylon. (Åb. 16:14, 16) En anden faktor man må tage i betragtning er at det kun er jordens konger der deltager i denne krig og ikke præster eller gejstlige. Den religiøse organisation er nemlig allerede fjernet. (Åb. 19:19) Tilintetgørelsen af Babylon den Store er derfor ikke en del af Harmagedon, men Harmagedonslaget følger umiddelbart efter.
6. Er jordens konger tilfredse med at tilintetgøre den falske religion? Hvad gør de til sidst, og hvorfor?
6 Når Gud eksekverer sin dom over den falske religions verdensimperium, tillader han jordens konger at virke som sine redskaber idet de udøser deres raseri over det store Babylon. Men Gud tillader dem ikke at ødelægge sine vidner på jorden. Når jordens konger i deres afsindige raseri først er begyndt på deres ødelæggende færd, standser de ikke, og til sidst vender de sig imod Guds vidner fordi disse forkynder at verdensherredømmet tilhører Gud og at hans rige skal herske. Dette fører til et direkte sammenstød mellem herskerne og ’Guds lam’, hans kongesøn Jesus Kristus, der er hans ypperste kriger og domsfuldbyrder. (Åb. 17:14) I kongernes kamp mod Guds vidner, som de kan se, kæmper de i virkeligheden mod noget de ikke kan se, nemlig mod de himmelske hærskarer, og derfor har de ikke en eneste chance for at sejre. Bibelen beskriver hvor afgørende og fuldstændigt deres nederlag bliver.
Et nærmere syn af kampen
7. (a) Beskriv ved hjælp af en illustration de politiske systemers tilintetgørelse. (b) Hvorfor vil det være en tid til sang?
7 I sin omtale af den sejrende hær under Jesus Kristus siger Åbenbaringen: „Han skal træde persekarret, fyldt med den almægtige Guds vredes og harmes vin.“ (Åb. 19:15) Dette verdensomspændende persekar vil knuse jordens politiske vintræ med alle dets politiske grene, dets vældige drueklaser i form af onde gerninger og undertrykkelse, hvilket er de frugter denne verdens riger har frembragt. Ved fremstillingen af vin knuses druerne i regelen af menneskefødder, men det er ikke tilfældet med jordens vintræ. Gud lader dette vintræs frugter træde med hestehove. Guds Ord og hans himmelske hærskarer springer ind i persekarret og træder det indtil ’den almægtige Guds vrede og harme’ er kommet fuldt og helt til udtryk. Det er sejrens time, og ligesom vinhøsten i Palæstina var en festens tid, vil de der træder denne vinperse utvivlsomt juble og synge mens de knuser druerne. (Jer. 25:30; 48:33) Det vil resultere i en frygtelig tilintetgørelse, men den vil ikke foregå på må og få, for Jehova Gud tilintetgør kun dem der virkelig er imod ham og hans rige og alle menneskers interesser. — Åb. 14:18-20; Joel 3:17-22.
8. Hvordan understreger synet i Åbenbaringen over for os at Harmagedon er en bogstavelig krig?
8 At denne krig som gør ende på alle krige, vil være en virkelig krig, en bogstavelig krig, forstår vi når vi læser den videre beskrivelse af det syn apostelen Johannes fik: „Og jeg så en engel stå på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fugle, som fløj midt oppe under himmelen: ’Kom hid, og saml jer til Guds store gæstebud for at æde kød af konger og kød af hærførere og kød af helte og kød af heste og deres ryttere, ja, kød af alle, både frie og trælle, små og store.’“ — Åb. 19:17, 18; se også Ezekiel 39:17-21.
9. Hvad vises der ved at fuglene æder dem der dræbes i Harmagedon?
9 På Bibelens tid fik de mennesker man regnede for værdige til at få en opstandelse, en respektabel begravelse. De der dræbes i Harmagedon efterlades på jorden som føde for himmelens ådselædende fugle. De vil ikke blive begravet med militære æresbevisninger eller få deres grave prydet med gravstene så de kan huskes og tilbedes af deres sørgende tilhængere. Der vil ikke være nogen der sørger over dem der tilintetgøres i denne krig, for ved deres handlemåde har de selv vist at de ikke fortjener barmhjertighed. Ved deres tilintetgørelse vil jorden blive renset. — Jer. 25:31-33; 4 Mos. 35:33.
10. (a) Hvilket bogstaveligt gode opnås ved at fuglene æder kødet af de dræbte? (b) Hvordan viste Jesus at der ville være et symbolsk festmåltid, og hvad kaldes det?
10 Det at fuglene får lov at rense benene af disse Guds fjender vil være af praktisk værdi. Det vil være en sundhedsforanstaltning. De tidligere kriges masseødelæggelser har været skyld i mange epidemier. Luften vil ikke blive forpestet af lugten fra disse døde legemer, og vandet vil ikke blive forurenet af dem. De overlevende, der ikke vil kunne begrave de mange mennesker, behøver ikke at frygte at smitsomme epidemier skal tynde ud i deres rækker. Dengang Jesus levede her på jorden sagde han til sine disciple: „Hvor ådselet er, dér vil gribbene flokkes.“ (Matt. 24:28) Denne sejr vil være som et festmåltid, ikke blot for fuglene, men også for de mennesker der overlever, for de vil kunne glæde sig over at det onde er forbi. De vil være taknemmelige over Guds beskyttelse og omsorg. Derfor kan denne begivenhed kaldes „Guds store gæstebud“.
Satans organisation ødelægges
11. Beskriv Kristi jordiske fjenders hære i Harmagedon?
11 Johannes så i sit syn de vældige hære der var opstillet mod den himmelske hærfører Jesus Kristus. Johannes siger: „Og jeg så dyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham, som red på hesten, og mod hans hær.“ (Åb. 19:19) På den ene side står de politiske organisationer på jorden der er underlagt Satan og som indbefatter jordens konger og alle de militærstyrker der har svoret dem troskab. På den anden side ses ingen jordiske hære med militærudrustning. Hvorfor ikke? Fordi det er himmelens hærskarer der vil kæmpe imod Satans politiske organisation. Dette er mere end tilstrækkeligt. Resultatet beskrives således:
12. Hvad siger Bibelen at der vil ske med „dyret“ og „den falske profet“ i kampen?
12 „Og dyret blev grebet og sammen med det den falske profet, som for dets øjne havde gjort tegnene, hvormed han havde forført dem, der tog dyrets mærke på sig, og dem, der tilbad dets billede. De blev begge kastet levende i ildsøen, som brænder med svovl.“ — Åb. 19:20.
13. Hvorfra har „dyret“ og „den falske profet“ fået deres magt, og hvad ligger der i benævnelsen „den falske profet“?
13 „Dyret“ fik sin kraft, sin trone og sin store magt fra dragen. „Den falske profet“, der også er det symbolske syvende hoved på det politiske dyr, får følgelig magt sammen med „dyret“. Dette hoved symboliserer den anglo-amerikanske verdensmagt, der er denne tingenes ordnings sidste egentlige verdensmagt. Der findes ganske rigtigt en ottende verdensmagt, men denne er blot en sammenslutning af jordens riger, og er som et billede af det første dyr kommet til udtryk i Folkeforbundet, nu FN. (Åb. 17:11) Den anglo-amerikanske verdensmagt kaldes „den falske profet“ fordi den indtager en fremtrædende plads i verdens politiske system og foregiver at tale for det, idet den taler „som en drage“, det vil sige som Djævelen. — Åb. 13:1, 2, 11-15.
14. Hvordan vil det i Harmagedon blive bevist at „den falske profet“ svarer til sit navn?
14 I Harmagedon vil det blive bevist at „den falske profet“ svarer til sit navn. Den har påstået at den altid kun gik ind for en retfærdig krig, og har falskeligt omtalt den første verdenskrig som den krig der skulle gøre ende på alle krige. Den har været den første til at lede folk til dyrets billede, FN, og har forkyndt at det var verdens sidste håb for fred, en udtalelse der i virkeligheden er en officiel erklæring imod Guds rige.
15. Hvad menes der med at „dyret“ og „den falske profet“ stadig er „levende“ når de gribes?
15 „Dyret“ og „den falske profet“ vil blive grebet levende, „med blod på hænderne“, så at sige, midt i deres blodige kamp imod Jehovas vidner på jorden. Alt det blod de har udgydt i menneskehedens historie vil nu blive krævet af dem. (1 Mos. 9:5) I raseri over at være blevet fanget vil „dyret“ og „den falske profet“ vildt og desperat forsøge at rive sig løs, men de vil ikke kunne sprænge de bånd eller reb der binder dem. Jehova Gud vil le ad deres voldsomme anstrengelser. — Sl. 2:1-4.
16. Hvordan vil „dyret“ og „den falske profet“ blive ryddet af vejen?
16 Hvordan vil disse blive ryddet af vejen efter at de er fanget? Vil de blive bevaret i live? Vil de blive dræbt og begravet i Hades eller Sheol, der er den døde menneskeheds fælles grav, hvorfra en opstandelse er mulig? Nej, disse politiske organisationer er bestemt til at blive „kastet levende i ildsøen, som brænder med svovl“. Bibelen omtaler dette som „den anden død“. (Åb. 20:14) Det vil sige den død hvorfra der ikke er nogen opstandelse. De vil blive brændt op rub og stub, og for evigt være lige så fuldstændigt tilintetgjort som byerne Sodoma og Gomorra, der af Jehova Gud blev brændt op ved at han lod ild og svovl regne ned fra himmelen, og som aldrig blev genopbygget. Denne død betyder tilintetgørelse i Gehenna, hvori Gud ødelægger både sjæl (det vil sige retten til eller muligheden for at leve) og legeme. — Matt. 10:28; 1 Mos. 19:23-29; 2 Pet. 2:6-9; Jud. 7.
17. (a) Hvordan vil forholdene være efter at „dyret“ og „den falske profet“ er brændt op? (b) Hvordan beskrev Kristus profetisk dette?
17 Bibelen viser at efter at disse politiske organisationer er brændt op, vil jordens konger og deres hære stadig være tilbage. Uden organisering vil enhver form for enhed og politisk magt, samt alle politiske alliancer, være brudt. Vi kan i tankerne forestille os denne korte tidsperiode da der ikke længere vil være noget der hedder tilsyn, myndighed eller ledelse! Det siger sig selv at der vil blive vild forvirring og kaos. Afsindigt vil de vende sig mod hinanden, sådan som nogle af Guds folks fjender gjorde i fortiden. (2 Krøn. 20:23; Zak. 14:13) Jesus Kristus forudsagde dette da han levede her på jorden: „Thi da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes [resten af de 144.000 der endnu findes på jorden] skyld skal disse dage afkortes.“ — Matt. 24:21, 22, 38, 39.
To forskellige udfald
18. Hvilken skæbne vil ramme dem der overlever den frygtelige forvirring og menneskers nedslagtning af hinanden?
18 Hvad vil der ske med dem der overlever dette? De vil blive dræbt når den dødsstraf som symboliseres ved „sværdet“ der udgår af den sejrende kongernes Konges mund, eksekveres. Dette vil ikke indbefatte de mennesker der skal frelses, for de himmelske hærskarer under Kristus vil naturligvis ikke dræbe de sande kristne. De vil blive ’skjult’ af Jehova. — Åb. 19:21; Zef. 2:3; Es. 26:20, 21.
19. Hvorfor kan vi ikke med rette sige: „En sådan krig er alt for forfærdelig“?
19 Måske du synes at det er frygteligt at tænke på en sådan krig. Sandt nok, men så meget mere grund er der til at tage de nødvendige forholdsregler, så man undgår at stå på den forkerte side, for krigen er uundgåelig. Den er absolut nødvendig for at retfærdigheden kan ske fyldest. Gud har bestemt at den én gang for alle skal udkæmpes for at rense jorden for ondskab. Gud er en fuldkommen dommer, og hans lige findes ikke; han kender dem der tjener ham og hvis hjerte er ret indstillet. Han kender også dem hvis sind er ondt og som har forhærdet sig over for ham, ligesom han kendte fortidens Farao.
20. Hvad vil Harmagedonkrigen betyde for de overlevende og for alle jordens kommende beboere?
20 Af det foregående ses det klart at der virkelig vil komme en retfærdig krig. Den vil ikke blive udkæmpet efter menneskers målestok for retfærdighed, men efter Guds fuldkomne målestok. Selv om den vil tilintetgøre mange, vil det være dem der fortjener at blive tilintetgjort. Tænk imidlertid på hvad det vil betyde for dem der overlever og for jordens kommende beboere, blandt hvilke der vil være mange som er blevet dræbt i de uretfærdige krige der er blevet ført i fortiden, mennesker som nu bringes tilbage ved opstandelsen. Bibelen siger: „Når dine [Jehovas] domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd.“ „Han dømmer jorden med retfærd og folkene i sin trofasthed.“ (Es. 26:9; Sl. 96:13) Ja, Harmagedonkrigen vil rense jorden for Guds og menneskers fjender. Jehova har selv profeteret om dette herredømme som skal udøves af hans kriger-søn, der også skal være konge for evigt: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“ — Es. 9:6, 7.