Riget og opstandelseshåbet
„Jeg pålægger dig højtideligt over for Gud og Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og ved hans tydelige fremtræden og hans rige . . .“ — 2 Timoteus 4:1.
1. Hvorfor er opstandelseshåbet så vigtigt, i betragtning af det antal mennesker der har levet på jorden, men hvilke spørgsmål opstår?
DET samlede antal mennesker der har levet på jorden i tidens løb er blevet anslået til et sted mellem 14 milliarder og 20 milliarder. Uanset hvad det korrekte tal måtte være, er to ting sikre: (1) Jehova Gud ved nøjagtig hvor mange der har levet, og han har magt til at bringe dem han vil, tilbage til livet; (2) den nuværende verdensbefolkning på omkring 4,4 milliarder er tydeligvis kun en brøkdel af det samlede antal mennesker der har levet op gennem historien. Konklusionen er uundgåelig: langt de fleste mennesker er døde, og deres håb om fremtidigt liv afhænger af en opstandelse. Men hvorfor døde de? Og hvilket håb er der om at de nogen sinde kommer til at leve igen?
2. Hvad udtalte Peter om Kristi opstandelse og hans forbindelse med opstandelseshåbet?
2 I år 36 udtalte apostelen Peter: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham. . . . Gud oprejste [Jesus Kristus] på den tredje dag og lod ham blive kendt, ikke for hele folket men for vidner som i forvejen var udpeget af Gud, for os, som spiste og drak sammen med ham efter hans opstandelse fra de døde. Og han pålagde os at forkynde for folket og at aflægge grundigt vidnesbyrd om at han er den der af Gud er bestemt til at dømme levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver som tror på ham, ved hans navn får tilgivelse for synder.“ — Apostelgerninger 10:34-43.
3. (a) Hvorfor er milliarder af mennesker døde? (b) Forklar hvordan Kristi død og opstandelse er grundlaget for opstandelseshåbet.
3 Ja, grunden til at milliarder af mennesker nu ligger døde i graven, er synden, den synd som alle har arvet fra det første menneske, Adam. „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker . . . ved den enes overtrædelse kom [døden] til at herske som konge.“ (Romerne 5:12, 17) Kristus døde imidlertid og „blev gjort levende i ånden“ (1 Peter 3:18), og ved tro på hans udgydte blod kan „enhver“ blandt ’de levende og de døde’ opnå „tilgivelse for synder“ og blive udfriet fra kong Døds grusomme herredømme. For at opnå dette må de fleste mennesker have en opstandelse. Paulus skriver derfor: „Eftersom døden er kommet ved et menneske [Adam], er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske [Jesus].“ (1 Korinter 15:21) Jesus bekræftede dette da han sagde til Marta: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 11:25) Kristi død og opstandelse er grundlaget for opstandelseshåbet.
„Den første opstandelse“
4, 5. (a) Hvad skrev Johannes om „den første opstandelse“, og hvilken magt og hvilken opgave får de der har del i denne opstandelse? (b) Hvad sagde Jesus til de elleve trofaste apostle om deres fremtidige opgave?
4 Bibelen viser at Kristus ikke vil være alene om at „dømme levende og døde“ Apostelen Johannes fik et inspireret syn som han beskriver med disse ord: „Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud, og dem som ikke havde tilbedt vilddyret [Satans politiske organisation] eller dets billede og som ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd. Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år. Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Åbenbaringen 20:4, 6.
5 Blandt de første af disse fremtidige konger og dommere der døde som trofaste vidner for Jesus og hans Fader, Jehova, var de elleve loyale apostle. I Lukas 22:28-30 nævner Jesus at de skal sidde på troner sammen med ham i hans rige „og dømme Israels tolv stammer [de ikke-præstelige stammer, et udtryk for den øvrige del af menneskeheden]“.
6. Hvor mange meddommere vil Kristus Jesus have når han dømmer levende og døde, og hvilken forvandling gennemgår de når de oprejses?
6 Andre skriftsteder viser at dette enestående privilegium at blive konger og dommere sammen med Kristus i hans rige er begrænset til en „lille hjord“ på 144.000 trofaste kristne som er blevet „købt fra jorden“, „købt fra menneskeslægten“. (Lukas 12:32; Åbenbaringen 14:1-4) De giver afkald på det normale og naturlige håb om at leve evigt på jorden, for at ’blive forenet med Kristus i noget der ligner hans opstandelse’. (Romerne 6:5) Om dem skrev Paulus også: „Således er det også med de dødes opstandelse. Det sås i forgængelighed, det oprejses i uforgængelighed. . . . Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme. . . . kød og blod kan ikke arve Guds rige . . . dette dødelige må nødvendigvis iføre sig udødelighed.“ — 1 Korinter 15:42-53.
7. Hvad siger et teologisk opslagsværk om udødelighed, og hvad skrev Paulus og Peter om det himmelske håb?
7 I en kommentar til dette skriftsted afviser The New International Dictionary of New Testament Theology interessant nok den ubibelske lære om at mennesket har en udødelig sjæl. Vi læser her: „Udødelighed er ikke noget som alle mennesker ejer i øjeblikket, men noget de kristne opnår i fremtiden. Ifølge 1 Kor. 15:42, 52 ff. er det først efter opstandelsesforvandlingen at de troende ’ifører sig’ udødelighedens klædning. . . . I lyset af v. 42, 50-54 er det klart at der ikke kan være tale om udødelighed uden forudgående opstandelse.“ Som vi har set, skænkes udødelighedens gave endda ikke til alle kristne, men kun til dem der har del i „den tidlige opstandelse fra de døde“. Til dem er „en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv . . . bevaret i himlene“. — Se Romerbrevet 8:20-22; Filipperbrevet 3:10, 11; Første Petersbrev 1:3, 4.
Tiden for „den første opstandelse“
8. (a) Hvornår skulle „den første opstandelse“ finde sted ifølge Bibelen? (b) Forklar Første Tessalonikerbrev 4:14-17 og Første Korinterbrev 15:51, 52.
8 Bibelen kæder denne „første opstandelse“ sammen med Kristi „nærværelse [græsk: parousia]“. (1 Korinter 15:23) Apostelen Paulus skriver: „Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus [fra det første århundrede og frem til Kristi komme til det åndelige tempel i 1918] skal opstå først.“ Paulus siger i samme forbindelse at de salvede kristne „som bliver tilbage til Herrens nærværelse [parousia]“, og som derfor først dør under hans parousia, straks vil blive oprejst og ’rykket bort i skyer for at møde Herren i luften’. (1 Tessaloniker 4:14-17) De behøver ikke at „sove“ i graven og vente på opstandelsen. Ved døden bliver de ’forvandlet, i et nu, i et øjeblik’. — 1 Korinter 15:51, 52.
9. (a) Hvornår begyndte Kristi usynlige nærværelse? (b) Hvad skulle der ske under hans nærværelse, og hvorfor kan salvede kristne der dør under hans nærværelse regnes for „lykkelige“?
9 Begivenhederne i verden sammenholdt med Bibelens profetier viser at Kristi nærværelse eller parousia begyndte i det skelsættende år 1914. (Mattæus 24:3, 7-14) Da blev „verdensherredømmet . . . vor Herres [Jehovas] og hans Messias’“. Efter denne afgørende begivenhed kom „den fastsatte tid til at de døde skal dømmes“. De første der blev dømt og belønnet var dem der fik del i „den første opstandelse“ fra og med Kristi komme til templet. (Åbenbaringen 11:15-18) De af de salvede kristne der dør trofaste efter at Guds rige er blevet oprettet, erklæres for „lykkelige“. Hvorfor? Fordi de får en øjeblikkelig opstandelse, så de straks kan påtage sig deres nye opgaver sammen med Kristus Jesus i himmelen. — Åbenbaringen 14:13.
10. Hvorfor kaldes de 144.000’s opstandelse „den første opstandelse“?
10 Opstandelsen af alle de 144.000 salvede kristne der er kaldet til at herske sammen med Kristus i himmelen, betegnes meget passende som „den første opstandelse“. Den foregår nemlig rent tidsmæssigt før den jordiske opstandelse af menneskeheden i almindelighed, således at de 144.000 bliver „en førstegrøde for Gud og for Lammet“. (Åbenbaringen 14:1, 4; Jakob 1:18) Derved opnår de en betydningsfuld stilling, eftersom ingen andre mennesker kan „gøres fuldkomne uden“ disse 144.000 præster, konger og dommere. (Hebræerne 11:40b; Åbenbaringen 22:1, 2) Desuden rangerer deres opstandelse højere end nogen jordisk opstandelse, idet de ligesom Kristus oprejses til udødeligt, uforgængeligt liv som åndesønner af Gud. — Romerne 6:5.
Den jordiske opstandelse
11. Hvilken anden opstandelse omtales i Åbenbaringen, kapitel 20?
11 Hvis der er en „første opstandelse“ må der logisk nok også være en senere opstandelse. Efter at apostelen Johannes har omtalt den tusindårige domsdag, beskriver han senere i kapitlet hvad der vil ske på denne „dag“:
„Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra de ting der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger.“ — Åbenbaringen 20:12.
12, 13. (a) Hvorfor er det ulogisk at sige at „de øvrige af de døde“ først vil blive oprejst efter tusindårsriget? (b) Hvad ligger der i udtrykket ’blev levende’, som bruges i Åbenbaringen 20:5? (c) Hvordan vil det blive afgjort hvem der skal have sit navn skrevet i „livets skriftrulle“?
12 Disse „døde“ er de samme som „de øvrige af de døde“ der nævnes i vers 5 i samme kapitel, og om hvem det siges at de ’ikke blev levende førend de tusind år var til ende’. Denne udtalelse kan ikke betyde at de først oprejses efter den tusindårige domsdag, for de der har del i „den første opstandelse“ får „magt til at dømme“ og skal være „præster“ og „herske som konger“ sammen med Kristus „i de tusind år“. (Åbenbaringen 20:4-6) Hvem skal de dømme og herske som konger over, og hvem skal de virke som præster for, hvis „de øvrige af de døde“ først oprejses når de tusind år er gået?
13 Udtrykket ’blev levende’ må følgelig referere til den situation der råder ved slutningen af den tusind år lange domsdag. De pågældende ’bliver levende’ i den forstand at de til sidst opnår menneskelig fuldkommenhed. De vil da befinde sig i den samme fuldkomne tilstand som Adam og Eva i Edens have. Hvordan vil Jehova derefter afgøre hvis navne der skal skrives i „livets skriftrulle“ eller „livets bog“? Det vil han gøre ved hjælp af en endelig prøve for menneskene. (Åbenbaringen 20:7-10, 12, 15) De der forbliver trofaste mod Gud under denne prøve, vil blive ’erklæret retfærdige’ af Jehova selv og „opnå Guds børns herlige frihed“ på jorden. (Romerne 8:21, 33) De vil få Guds garanti for evigt liv, i modsætning til Adam, der svigtede under prøve og derfor af Guds keruber blev forment adgang til „livets træ“. — 1 Mosebog 2:9; 3:22-24.
14. Hvordan vil den jordiske opstandelse i tusindårsriget være „en bedre opstandelse“?
14 Eftersom „de øvrige af de døde“, der oprejses under Kristi tusindårsrige, således får lejlighed til at bevise at de er værdige til at få deres navne skrevet permanent i „livets skriftrulle“ og til at leve evigt under Guds rige, indebærer deres opstandelse bedre muligheder end den opstandelse som nogle enkelte fik på Bibelens tid, hvorefter de døde igen. (1 Kongebog 17:17-24; 2 Kongebog 4:17-37; 13:20, 21; Mattæus 9:18, 23-26; Lukas 7:11-15; Johannes 11:38-44; Apostelgerninger 9:36-41; 20:7-12) Det var for at opnå en sådan „bedre opstandelse“ under Messias’ rige eller „by“ at mænd og kvinder i fortiden forblev trofaste mod Jehova til døden. — Hebræerne 11:10, 13, 14, 35.
Opstandelsen og dommen
15, 16. (a) Er dommens dag noget man bør frygte? Forklar. (b) Hvem skal dømme, og på hvilket grundlag vil de gøre det?
15 Som vi har set, bliver „de øvrige af de døde“ oprejst i løbet af tusindårsriget for at blive ’dømt efter deres gerninger’ til den tid. (Åbenbaringen 20:12) Den uhyggelige forestilling om en dommedag hvor alle der har levet må svare for deres tidligere synder, finder ikke støtte i Bibelen. Der siges her at „skriftruller“ eller lovbøger fra Gud vil blive åbnet og at de opstandne døde vil blive dømt „ud fra de ting der [står] skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger“ — det vil sige efter om de er lydige eller ulydige mod de guddommelige instruktioner i bøgerne.
16 Hvem skal dømme dem? Apostelen Paulus skrev at Kristus Jesus „skal dømme levende og døde“, og han talte samtidig om „hans tydelige fremtræden og hans rige“. (2 Timoteus 4:1) I sit tusindårsrige vil Kristus have 144.000 meddommere der sidder på „troner“ sammen med ham. (Lukas 22:28-30; Åbenbaringen 20:4, 6) Paulus skrev: „Ved I ikke at de hellige skal dømme verden?“ — 1 Korinter 6:2.
17, 18. (a) Er der en modsigelse mellem Johannes 5:29 og Åbenbaringen 20:12? Forklar. (b) I hvilken forstand vil nogle „komme ud . . . til en dommens opstandelse“?
17 Om det der skal ske i løbet af tusindårsriget, der samtidig er en tusindårig domsdag, sagde Jesus: „Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen . . . I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:22-29.
18 Modsiger dette Åbenbaringen 20:12, hvor vi læser at de døde vil blive ’dømt ud fra de ting der står skrevet i skriftrullerne’, skriftruller der først bliver „åbnet“ i tusindårsriget? Nej, på ingen måde. Jesu ord i Johannesevangeliet, kapitel 5, må forstås i lyset af hans senere åbenbaring til Johannes. (Åbenbaringen 1:1) Både „de som har gjort det der er godt“ og „de som har øvet det der er slet“ vil høre med til „de døde“ der bliver „dømt hver især efter deres gerninger“, det vil sige de gerninger de gør efter deres opstandelse. (Åbenbaringen 20:13) Da Jesus stillede „livets opstandelse“ i modsætning til „dommens opstandelse [græsk: anaʹstasis kriʹseos]“, sigtede han til slutresultatet af opstandelsen. En ordbog, Thayer’s Greek-English Lexicon, forklarer at anaʹstasis kriʹseos betegner en opstandelse „efterfulgt af fordømmelse“. Personen oprejses ikke med det formål at blive fordømt, men hans opstandelse vil blive efterfulgt af en fordømmende dom hvis han nægter at rette sig efter ’de ting der står skrevet i skriftrullerne’ og derfor ikke får sit navn „skrevet i livets bog“. Han lider da „den anden død“, hvorfra der ikke er noget håb om en opstandelse. — Åbenbaringen 20:14, 15; 21:8.
19 og fodnoten. (a) Hvordan gengiver en fransk bibeloversættelse Johannes 5:29, og hvornår vil det først vise sig om en opstandelse var „en livets opstandelse“ eller „en dommens opstandelse“? (b) Kommer ’de retfærdige’ og ’de uretfærdige’ der nævnes i Apostelgerninger 24:15 frem til henholdsvis „en livets opstandelse“ og „en dommens opstandelse“? Forklar.
19 Det er interessant at den franske økumeniske oversættelse (udgivet af en gruppe katolske og protestantiske lærde) gengiver Johannes 5:29 på denne måde: „De der har gjort godt vil komme ud til den opstandelse der fører til liv; de der har øvet ondt, til den opstandelse der fører til dom.“ Først når slutresultatet af en persons opstandelse foreligger, vil man kunne sige om hans opstandelse var „en livets opstandelse“ eller „en dommens opstandelse“.a
20. (a) Hvem må drikke af „livets vand“, og hvorfor? (b) Hvilket spørgsmål vil blive undersøgt i den følgende artikel?
20 Både de opstandne og ’den store skare’ der overlever den forestående „store trængsel“ må drikke af „livets vand“, det vil sige taknemmeligt tage imod Kristi genløsningsoffer og alle de øvrige foranstaltninger som Jehova træffer for at udfri menneskeheden fra synd og død. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14, 17; 22:1, 2) Disse foranstaltninger vil blive forvaltet af Kristus og hans 144.000 underpræster og meddommere i tusindårsriget. Men vil alle de døde komme tilbage for at blive dømt — også dem der udslettes i „den store trængsel“? Det vil vi se på i den næste artikel.
[Fodnote]
a De der får henholdsvis „en livets opstandelse“ og „en dommens opstandelse“ må ikke sidestilles med ’de retfærdige’ og ’de uretfærdige’ som Paulus nævner i Apostelgerninger 24:15. Paulus taler om de pågældendes stilling i det øjeblik de bliver oprejst, bedømt efter deres adfærd før de døde. ’De retfærdige’ må fortsætte med deres retfærdige livsførelse ved at rette sig efter det der står skrevet i „skriftrullerne“. Ellers kan deres opstandelse vise sig at blive „en dommens opstandelse“. Og hvis nogle af ’de uretfærdige’ ændrer sind, tager imod Kristi genløsningsoffer og retter sig efter det der står skrevet i „skriftrullerne“, kan deres opstandelse vise sig at blive „en livets opstandelse“.
Repetitionsspørgsmål
■ På hvilken måde er Kristus „opstandelsen og livet“?
■ Hvem får del i „den første opstandelse“, og hvilke opgaver vil de få sammen med Kongen, Jesus Kristus?
■ Hvorfor er udtrykket „den første opstandelse“ en passende betegnelse?
■ I hvilken forstand bliver „de øvrige af de døde“ „levende“ efter de tusind år, og hvordan er deres opstandelse bedre end den opstandelse nogle fik på Bibelens tid?
■ På hvilket grundlag vil de opstandne blive dømt, og hvad må de gøre for at blive udfriet fra synd og død?
[Tekstcitat på side 14]
„Udødelighed er ikke noget som alle mennesker ejer i øjeblikket, men noget de kristne opnår i fremtiden. . . . der [kan] ikke være tale om udødelighed uden forudgående opstandelse.“ — The New International Dictionary of New Testament Theology
[Illustration på side 16]
Bibelen viser at mange vil opstå til liv på jorden