Det almindelige præstedømme i dag

„Jeg vil udgyde min ånd over alt kød; Eders sønner og Eders døtre skal profetere, Eders gamle skal drømme drømme og Eders unge skue syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de dage.“ — Joel 3:1, 2.

 1, 2. Hvem går foran i kristenhedens bestræbelser for at genoplive det almindelige præstedømme, og hvilket motiv ligger der bagved?

I ÅRHUNDREDER har kristenhedens teologer vidst at de bestående kirkeorganisationer på grund af det særlige præstedømme ikke kunne betegnes som kristne eller bibelske. Men det er ikke førend nu i det tyvende århundrede at de er begyndt at røre ved det. Nu taler de meget om det „almindelige præstedømme“. Så mærkeligt det end lyder når man tager den katolske kirkes hierarkiske struktur i betragtning, var det den der gik i spidsen for kristenhedens nuværende indsats for at aktivisere det „lægfolk“ som omhyggeligt har været holdt passivt i århundreder.

² Det skal imidlertid bemærkes at den katolske kirkes motiv ikke så meget ligger i ønsket om at ændre kirkeorganisationen og indføre det almindelige præstedømme, som det bunder i en simpel nødvendighed, eftersom den katolske kirke lider af en følelig mangel på mænd der ønsker at blive præster.a Dette underminerer den katolske kirkes stræben efter verdensmagten, og derfor må det katolske lægfolk nu aktiviseres. Det er derfor der nu tales så meget om det almindelige præstedømme i en kirke der ellers ikke ville være interesseret i at minde nogen om denne ældgamle lære.

 3. Findes der ifølge pave Pius XII ét almindeligt apostolat alle katolikker kan tage del i, og vil lægfolket herigennem komme til at stå på lige fod med præsteskabet?

³ Ved Lægapostolatets Anden Verdenskongres i Rom i 1957 forklarede pave Pius XII at der inden for den katolske kirke er to apostolater: et hierarkisk apostolat og et lægapostolat. Paven rejste dernæst det spørgsmål: „Vil den lægmand der betros det hverv at undervise i religion, hvilket måske er hans eneste beskæftigelse, overgå fra lægapostolatet til det hierarkiske apostolat ved blot at modtage en mission canonica (gejstlig bemyndigelse) til at undervise?“ Svaret var nej. Den egentlige myndighed til at undervise beror alene hos paven og biskopperne. „Alle andre, præster såvel som lægmænd, arbejder med i den udstrækning den gejstlige myndighed betror dem at lede de trofaste og give disse en nøjagtig undervisning.“b

 4. Hvor almindeligt er det præstedømme som det katolske lægfolk kan være med til?

⁴ Med andre ord skal vi ikke, trods den megen talen om det almindelige præstedømme, vente at den katolske kirke vil afskaffe de forskellige ordener og overalt forsyne lægfolket med bibler og studiemateriale således at hver eneste katolik kan gøre sin kristne pligt: at forkynde Guds ord for andre. Ifølge pave Pius XII „er ikke alle kristne kaldet til lægapostolatet i dette ords egentlige forstand“.c Der vil kun blive anvendt nogle få udvalgte lægfolk som modtager en særlig uddannelse, og sådanne lægprædikanter er den katolske kirke villig til at yde en løn på op til kr. 84.000 om året.d Så man kan vist ikke ligefrem påstå at præstedømmet bliver „almindeligt“.

 5. Hvorfor taler paven mon om at lægfolket kun deltager i apostolatet i dette ords „mindre korrekte forstand“? Hvad ønsker man at lægfolket skal gøre?

⁵ Hvad så med de millioner katolikker der ikke får den opgave betroet „at lede de trofaste og give disse en nøjagtig undervisning“ i den katolske tro, men som ikke desto mindre opfordres til at være med i det „almindelige præstedømme“? Selv om de ikke er „kaldet til lægapostolatet i dette ords egentlige forstand“ tilskyndes de til at have del i „bønnens og det personlige eksempels apostolat som et apostolat i dette ords videre og mindre korrekte forstand“. Hvorfor man siger „et apostolat i dette ords videre og mindre korrekte forstand“ er man ikke i tvivl om når man ser nøjere til. Disse millioner katolikker skal jo ikke bringe Gud åndelige ofre i form af „frugt af læber, som bekender hans navn“ så de ligestilles med de første kristne og yder tjenester der kendetegner det almindelige præstedømme. Nej, deres arbejde i verden består ifølge pave Pius XII i at danne katolske celler i fabrikker, at vinde indpas i det offentlige, økonomiske, sociale og politiske liv, at indtræde i fagforeningsbevægelser og i kooperative producent- og konsumforetagender samt i internationale organisationer i lighed med UNESCO, for at „give den Kristi stempel“.e

 6. Hvad minder det katolske program for indførelse af et almindeligt præstedømme os om, og hvordan er det tidligere blevet praktiseret?

⁶ Alt dette smager af infiltration af den slags som benyttes af visse politiske bevægelser, og ikke af den virksomhed som udøvedes af de flittigt forkyndende medlemmer af det almindelige præstedømme i den første kristne kirke. Den mest fremtrædende gren af den katolske lægmandsbevægelse er Katolsk Aktion, en halvreligiøs bevægelse der ofte af den katolske kirke er blevet anvendt på samme måde som nazisternes SA-tropper i Tyskland under Hitler, som for eksempel da Katolsk Aktion i årene umiddelbart før og efter den anden verdenskrig benyttedes til at forstyrre Jehovas vidners religiøse møder i De forenede Stater og andre lande, fordi den ikke tålte at høre de kendsgerninger der kom frem her.f

 7. (a) Hvor ivrigt efterkommer det katolske lægfolk opfordringen til at deltage i lægapostolatet? (b) Kan man med rette sige at der findes et almindeligt præstedømme inden for den katolske kirke? Hvad er det der mangler?

⁷ Trods de ihærdige bestræbelser sukkes der over de magre resultater. H. E. Mgr. Valerian Gracias, ærkebiskoppen af Bombay, har udtalt: „Hvordan skal man forklare den sløvhed man møder hos de mange der med deres intellektuelle og moralske evner kunne tage aktivt og energisk del i det hierarkiske apostolat, men som uheldigvis ikke gør det? Hver eneste søger, som Sankt Paulus siger, sit eget og ikke hvad der hører Kristus til. Der brænder ingen ild i deres hjerte; dér er kun døende gløder. De fleste katolikker har den opfattelse at kirken er en slags forening som man blot står i. Den tanke at kirken er en levende organisme er dem fremmed.“g Alt dette beviser at det man i den katolske kirke kalder det almindelige præstedømme ikke svarer til sit navn, samt at Guds ånd ikke har støttet kirkens bestræbelser. — Ap. G. 3:8.

 8. Har de græsk-ortodokse kirker ytret sig om det almindelige præstedømme?

⁸ De græsk-ortodokse kirker er næsten lige så hierarkisk opbygget som den romersk-katolske kirke, men de har i modsætning til den sidstnævnte ikke ofret mange ord på det almindelige præstedømme.

Protestantismen og det almindelige præstedømme

 9. (a) Hvorledes blev opmærksomheden henledt på det almindelige præstedømme efter at det havde været glemt i århundreder? (b) Hvordan forklarede Luther det almindelige præstedømme?

⁹ Det var reformatoren Luther som drog læren om det almindelige præstedømme frem i dagslyset. Han studerede ivrigt Bibelen og fandt snart at den katolske kirke med sit særlige præstedømme havde fjernet sig langt fra den første kirke, og i kampen mod pavedømmet gjorde han flittigt brug af den viden han havde indvundet. „Derfor bliver vi alle sammen indviet til præster ved dåben,“ understregede han og hånede den pavelige opfattelse at man kunne gøre en præst af en allerede døbt kristen ved en ordinationsceremoni. „At paven eller biskoppen salver, kronrager, ordinerer, indvier og klæder én anderledes end lægfolk, det kan nok skabe en hykler eller nar men gør aldrig nogen til en kristen eller et åndeligt menneske.“h

10. (a) Hvad anså Luther for at være den kristnes fornemste pligt? (b) Hvad foretog Luther sig efter at han havde fremdraget læren om det almindelige præstedømme? Hvad blev resultatet?

¹⁰ Luther gik nidkært i lag med at indføre det almindelige præstedømme i sin nydannede kirke, idet han lærte at det vigtigste arbejde for en kristen, et arbejde der indbefatter alle de andre præstelige pligter, er at „lære [andre] Guds ord“.i Det mislykkedes imidlertid for ham. Det skulle komme til at stå ham klart at den brede befolkning i åndelig henseende var så forsømt af den katolske kirke at tanken om det almindelige præstedømme gik hen over hovedet på den. Luthers indsats for indførelse af det almindelige præstedømme blev aldrig fulgt op af hans efterfølgere. Den løb stille ud i sandet.

11. Hvem andre har søgt at praktisere det almindelige præstedømme? Hvad førte det til?

¹¹ Allerede sådanne før-reformatoriske bevægelser som valdenserne i Mellemeuropa og lollarderne i England havde søgt at praktisere det almindelige præstedømme. Efter „reformationen“ har den fra Tyskland udgåede bevægelse kaldet pietismen og i nyere tid Oxford-bevægelsen i nogen grad søgt det samme, men åbenbart blev ingen af dem båret frem af Guds hellige ånd, eftersom de ikke virkelig førte til noget, og selv inden for den lutherske kirke i dag har situationen ikke ændret sig siden Luther levede: Læren om det almindelige præstedømme anerkendes i teorien men efterleves ikke i praksis.

12. (a) Hvordan forklarer nogle protestantiske præster at deres kirker har det almindelige præstedømme? Hvad viser kendsgerningerne? (b) Hvoraf fremgår det klart at for eksempel den danske folkekirke og den svenske statskirke ikke har et almindeligt præstedømme?

¹² Ikke desto mindre hævder mange protestantiske præster uden for den episkopale kirke, deriblandt også lutherske, at de har det almindelige præstedømme og at præsterne i deres kirker blot er tjenere som er udvalgt blandt hjorden til et særligt hverv. I teorien kan, siges det, hvert eneste medlem af menigheden fungere som præst, på samme måde som indvandrerne i Amerika, når de slog sig ned et sted, valgte den bedst egnede lægmand til præst, indtil de kunne få en „rigtig“ præst, eller på samme måde som en skibskaptajn ofte betragtes som præst for besætningen og passagererne. Det er imidlertid en kendsgerning at de protestantiske kirker, også de lutherske, har et særligt præstedømme. Det er en kendsgerning at ingen normalt kan prædike eller forrette kirkelige handlinger uden at have modtaget en særlig ordination. Normalt kan ingen ordineres uden at have gennemgået en akademisk uddannelse, og normalt klæder præsten sig anderledes end lægfolket, i hvert fald når han forretter tjeneste. Undtagelserne er så få at de kun bekræfter regelen. De protestantiske kirker har det ikke som den første kristne kirke, hvor „alle kirkens ceremonier,“ ifølge den norske professor Hallesby, „kunne udføres af enhver kristen.“j Ærlige protestantiske præster, i hvis kirker man lærer det almindelige præstedømme, indrømmer derfor at deres kirker i realiteten har et særligt præstedømme.k

Mislykkede forsøg

13, 14. Hvordan ved vi at den protestantiske kristenhed ikke er tilfreds med situationen hvad angår det almindelige præstedømme?

¹³ I alt dette var man kommet så ynkeligt til kort i at efterligne de første kristnes almindelige præstedømme, at bevidstheden om hvad man burde gøre og den svigtende evne til at gøre det, kun kunne nage enhver kirke der kaldte sig kristen. Da derfor Kirkernes Verdensråd konstitueredes i Amsterdam i 1948 oprettede man „Afdelingen vedrørende lægfolket“, hvis mål er at „påminde kirkerne om deres ansvar for at hjælpe lægfolket til at blive kirken i verden“.l

¹⁴ I rapporterne fra rådets sammenkomster i Amsterdam læser vi: „Der er grund til at vi på ny tænker over hvad det betyder at tale om Kirken som et ’kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk’, (1 Peter, ii, 9 1Pe 2:9) og som ’Kristi legeme’ (Efeserne iv, 16 Ef 4:16), hvorpå hvert enkelt lem efter evne yder sit.“a Og i rapporterne fra generalforsamlingen i Evanston i De forenede Stater i 1954: „Udtrykket ’lægfolkets tjeneste’ beskriver den forret som hele kirken har, at være med i Kristi tjeneste for verden. Vi må på ny forstå hvad der ligger i det at vi er døbte; at ligesom Kristus kom for at tjene, må alle kristne blive tjenere for hans frelseshensigt.“b Endelig er protestantismen ved at blive vågen for hvad det vil sige at være kristen, at den skulle have et almindeligt præstedømme, at den ikke har det, og at der derfor må gøres noget.

15. (a) Hvor stor interesse viser det protestantiske lægfolk det almindelige præstedømme? (b) Hvad er forudsætningen for at det almindelige præstedømme kan praktiseres?

¹⁵ Ligesom den katolske kirkes gejstlige beklager protestantiske præster sig over at deres anstrengelser for at virkeliggøre det almindelige præstedømme batter så lidt. „Lekfolk som frivillig og ulønnet deltar i det kristne forkynnerarbeid, er f. eks. langt færre enn for noen årtier tilbake. Kristne, som deltar med frie, spontane vitnesbyrd og i bønn, blir også færre og færre. Det er ofte vanskelig å finne folk som er villige til å ta ansvar og bære byrder,“ klager en norsk præst i en kommentar til situationen i sit land.c Man kommer til at tænke på ordene i Romerne 9:16: „Altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed.“ Hvis kristenheden skal praktisere det almindelige præstedømme, har den brug for det som gjorde udslaget i den første kirke — udgydelsen af ånden.

Det almindelige præstedømme praktiseret — et åndens kendetegn

16. Hvad beviser at Joels profeti er blevet opfyldt på Jehovas vidner?

¹⁶ Da Peter på Pinsedagen stod frem og forklarede udgydelsen af den hellige ånd, citerede han Joels profeti: „’Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød; og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme drømme. Ja, endog over mine trælle og trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af min Ånd, og de skal profetere.’“ Udgydelsen af ånden på Peters tid skete kun som en midlertidig og mindre opfyldelse af profetien. I denne verdens sidste dage har profetien om åndens udgydelse fået sin lovede, endelige, varige og fulde opfyldelse på Jehovas vidner, og ikke på kristenhedens katolske og protestantiske kirker. Beviset herfor er at Jehovas vidner ikke blot forstår og anerkender Bibelens lære om det almindelige præstedømme men at de også er i stand til at praktisere den. — Ap. G. 2:17, 18.

17. Siden hvornår har Jehovas vidner i nutiden haft den rette forståelse af det almindelige præstedømme?

¹⁷ Lige fra begyndelsen af Jehovas vidners historie i nutiden har de haft den rette forståelse af denne lære, hvilket fremgår af en artikel der med overskriften „Det kongelige Præsteskab“ blev offentliggjort i det allerførste nummer af deres officielle organ Zion’s Watch Tower (nu The Watchtower) for juli 1879. I artiklen henvistes først til de fire nøgleskriftsteder i De kristne græske Skrifter der handlede om det almindelige præstedømme (1 Pet. 2:9; Åb. 1:5, 6; 5:10; 20:6), hvorefter artiklen fortsatte: „Ovennævnte skriftsteder viser tydeligt at i hvert fald en del af vort arbejde i fremtiden vil bestå i at fungere som Guds præster. Eftersom præsten i sin gerning skal gå i forbøn for andre og oplære dem i retfærdighed, viser de også tydeligt at det herlige evangelisationsarbejde skal fortsætte . . . i ’evighedernes evigheder’. . . . Vi . . . skal blive et kongeligt præsteskab efter Melkisedeks orden og vil i et og alt kunne have medfølelse med folkene, lede dem på retfærds vej og tilskynde dem til at følge livets vej.“

18. Hvornår begyndte Jehovas vidner i fuldt omfang at praktisere det almindelige præstedømme? Hvorledes kom dette til udtryk?

¹⁸ Ser man tilbage på vidnernes historie vil man imidlertid bemærke at selv om de siden 1879 har forstået vigtigheden af at hver eneste kristen aktivt og offentligt forkynder Guds ord, var det dog ikke førend i 1919 og især i 1922 at de fik mod og styrke til at organisere og praktisere det almindelige præstedømme i fuldt omfang som i den første kristne kirke. Fra det tidspunkt udfoldedes enhver bestræbelse for at få alle menighedens medlemmer til at forkynde fra hus til hus, ikke alene ved at uddele gratis bibeltraktater men ved direkte at tale med folk og tilbyde dem bibelske skrifter, bøger og brochurer imod et ubetydeligt bidrag. Siden da har alle Jehovas vidner, unge og gamle, mænd og kvinder, samt børn, ’profeteret’. Som en hjælp til at fuldføre det enorme arbejde med at forkynde den gode nyhed om Guds rige i hele verden, har det kongelige præsteskab fået skænket en „stor skare“ retsindige mennesker der ønsker at bistå det i tempeltjenesten, ligesom i sin tid netinim og gibeonitterne var lykkelige for at blive hjælpere for det levitiske præsteskab. — Luk. 8:1; Ap. G. 17:17; 20:20; Åb. 7:9, 10.

19. Hvordan gør det almindelige præstedømme sig gældende i Jehovas vidners menigheder?

¹⁹ Også i Jehovas vidners menighedsliv gør det almindelige præstedømme sig gældende. Selv om nogle af medlemmerne i hver menighed er udpeget til særlige hverv, som for eksempel at føre tilsyn med menigheden, udarbejde det statistiske materiale, føre tilsyn med litteratur og penge, udskrive distrikt til forkyndelsesarbejdet og føre ordet ved bibelstudier, svarende til mønsteret i den første kirke, er disse medlemmer tjenere for deres brødre og udgør ikke et præsteskab der er adskilt fra lægfolket. Ved menighedsmøderne tager alle de tilstedeværende del i de mundtlige drøftelser. Hvert eneste mandligt og kompetent medlem kan i sin egenskab af præst få til opgave at forrette begravelser, dåb og vielser og forestå den årlige højtid til minde om Herrens død. Efter en passende uddannelse, som står åben for alle, bliver alle mandlige, kvalificerede medlemmer betroet at undervise og forkynde fra talerstolen, hvilket er muligt fordi de emner der tages op i denne menighed af præster er så mange og forskelligartede at alle grader af undervisningstalent kan finde anvendelse. Som i den første kirke ’kan alle ceremonier udføres af enhver kristen’. — Fil. 1:1; 1 Tim. 2:12; Ef. 4:11-13.

20. Hvorfor kommer Jehovas vidner sammen oftere end andre, og hvorledes er deres tilslutning til møderne i forhold til kirkernes?

²⁰ Det er klart at når hvert eneste medlem underviser offentligt er behovet for oplæring og møder meget større end hvis de ikke gjorde det. Jehovas vidner afholder derfor hver uge fem menighedsmøder, hvert på en time. Jehovas vidner har i hele verden en gennemsnitlig mødeprocent på 75, en skærende kontrast til den én-gang-om-ugen-i-kirke mentalitet og den sløje mødedeltagelse de fleste kirker klager over.

21. Hvorfor ligner Jehovas vidners møder ikke dem kirkerne afholder?

²¹ De fleste af Jehovas vidners møder ligner ikke de såkaldte gudstjenester og de møder der holdes i kristenhedens kirkebygninger, for Jehovas vidners møder må afpasses efter de krav som det almindelige præstedømme stiller. Foruden søndagens prædiken, hvortil offentligheden også indbydes, og to ugentlige bibelstudier, afholder vidnerne hver uge to møder der tjener det særlige formål at dygtiggøre og uddanne dem til at tjene hinanden og offentligheden.

22. Hvilke møder tager især sigte på at ophjælpe det almindelige præstedømme?

²² Det ene af disse møder er det såkaldte tjenestemøde. Her drøfter Jehovas vidner de måder hvorpå de bedst kan opfylde deres pligter og jævnligt forkynde for husstandene i deres tildelte område samt studere Bibelen med interesserede mennesker. Ved det andet møde holdes den teokratiske skole, hvor det enkelte vidne modtager en personlig oplæring som forkynder af den gode nyhed. Mænd, kvinder og børn tilmelder sig den. Skolen omfatter forelæsninger, elevopgaver, såsom oplæsning fra Bibelen, prædikener og forkyndelse fra hus til hus, der efterfølges af skoletjenerens instruktive vejledning. Der er gratis adgang til alle møder og enhver er velkommen til at overvære dem.

23. Hvilke slutninger må man drage af den kendsgerning at Jehovas vidner praktiserer det almindelige præstedømme?

²³ At få alle medlemmerne i en religiøs organisation, i alt 989.192 i 189 lande, til offentligt at prise Gud er ikke nogen ringe bedrift. De har ikke været optaget af socialt arbejde eller stået og sunget på gaderne, men som forkyndere der har fulgt i Kristi fodspor og efterlevet apostelens eksempel har de forkyndt og undervist offentligt og i hjemmene, og det uanset alder, køn, sprog, race og uddannelse. Denne præstation skal intet menneske og ingen organisation have æren for. I året 1962 anvendte Jehovas vidner i hele verden 142.046.679 timer til forkyndelsen fra hus til hus. Kristenhedens forsøg på at udrette noget lignende har trods et oprigtigt ønske og en stor indsats vist sig frugtesløse; det giver et fingerpeg om at det ikke er så lige en sag. Bedriften er et resultat af Guds ånds kraft og er ikke blot et vidnesbyrd om at vi lever i „de sidste dage“ som Joel profeterede om, men beviser også at den menighed der har det eftertragtede almindelige præstedømme ejer Guds ånd og repræsenterer Gud på jorden blandt alle folkene. Hvorfor ikke udvide Deres kendskab til Jehovas vidner? De findes overalt på jorden. De er velkommen til at overvære bibelstudiemøderne i deres rigssale.

[Fodnoter]

Ifølge dansk lov af 1947 vedrørende den danske evangelisk-lutherske folkekirke, tillodes det ikke en lægmand at prædike i kirken under de faste gudstjenester. (Lovbekendtgørelse nr. 456 af 23/9 1947, § 2, stk. 3.) Ændringsforslag til nævnte lov, der blev vedtaget i den danske rigsdag i 1961, tillader kun en lægmand at tale ved sådanne lejligheder såfremt præsten selv taler over dagens tekst. (Kristeligt Dagblad, 15. og 16. april 1961)

I den evangelisk-lutherske statskirke i Sverige har man endog apostolsk succession.