Spørgsmål fra læserne
● Vil der blive en tidsperiode mellem Harmagedons afslutning og Kristi tusindårsriges begyndelse? — R. S., Pennsylvania.
Der er intet bibelsk grundlag for at mene, at der vil blive en tidsperiode mellem Harmagedons afslutning og Tusindårsrigets begyndelse. Bibelen viser snarere, at der ikke vil blive nogen tidsperiode. Bibelen beskriver dette den almægtige Guds slag og siger om dets afslutning: „Og jeg så en engel komme ned fra himmelen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd. Og han greb Dragen, den gamle Slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en lille tid.“ Så omtaler beretningen Kristi medarvinger, menigheden eller brudeskaren, og siger: „De skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år. Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel. Og han skal gå ud for at forføre folkeslagene ved jordens fire hjørner.“ — Åb. 19:11 til 20:8.
At Satan kastes i afgrunden betyder, at Harmagedon er forbi og al modstand mod Kristi rige ophørt. Da vil Kristus og hans medarvinger begynde deres uhindrede regering i tusind år. Læg i de citerede skriftsteder mærke til de kendsgerninger, som fjerner muligheden for, at der skulle blive en tidsperiode, som adskilte Harmagedons afslutning og Tusindårsrigets begyndelse. Satan er bundet i dødstilstanden i tusind år og løses så for en lille tid. Kristus og hans menighed skal regere i tusind år, hvorefter Djævelen løslades for at forføre menneskene, før hans fuldstændige og endelige tilintetgørelse i gehenna. Dersom der var en periode på nogle få år mellem Harmagedons afslutning, hvor Satan bliver kastet i afgrunden, og begyndelsen af Tusindårsriget, så måtte Satan være bundet i mere end tusind år, eftersom han skal komme frem for sidste gang efter Tusindårsriget. Skal han derfor være bundet i nøjagtig tusind år, og det skal ske under Kristi tusind års regering, så må disse to perioder være parallelle; de må begynde og ende samtidigt.
● Hvad spørgsmålet om, hvorvidt menneskene efter Harmagedon skal spise kød af dyr, angår, skal dette så ikke snarere afgøres i overensstemmelse med den evige pagt, som Jehova indgik med Noa, end efter det påbud, der blev givet Adam i Eden? — G. N., Texas.
Dersom menneskene overhovedet spiser kød efter Harmagedon, så må betingelserne i pagten med Noa gælde. Dens forskrifter om blodet af de dyr, der dræbes for fødens skyld, vil gælde, så længe menneskene vedbliver med at spise kød. Da Vagttaarnet i sit nummer for 15. maj i år behandlede et lignende spørgsmål, sagde det angående dyrene i den nye verden: „Alt tyder på, at mennesker ikke skal dræbe dem til føde.“ Udtalelsen er ikke dogmatisk, men der vises videre, at det er rimeligt at forvente, at Jehovas oprindelige bestemmelse med hensyn til menneskenes føde, som han tilkendegav i Eden før menneskets fald, vil blive endelig fulgt i den nye verden. — 1 Mos. 1:29, 30.
Når pagten med Noa tillod menneskene at spise dyreføde, gaves der blot derved den hensygnende menneskeslægt et ekstra tilskud af stærkt koncentreret føde. Denne foranstaltning åbnede også vejen for de ofre, der skulle frembæres efter Vandfloden, og som de ofrende skulle spise en del af, som f. eks. påskelammet og andre ofre i Israel. Herved lagdes også grundvolden for, at Jesus kunne sige, at hans efterfølgere måtte spise hans kød og drikke hans blod, om de skulle vinde iboende liv. Men oprindeligt blev der ikke truffet sådanne foranstaltninger for den fuldkomne mand og kvinde, og intet tyder på, at der vil være noget behov for at indbefatte kød i menneskenes kost, når de har nået fuldkommenheden. Hvor hurtigt efter Harmagedon spisningen af kød vil ophøre, kan vi ikke sige.
● I vor kreds af Jehovas vidner findes der nogle, der går i biografen, til fodboldkampe o.s.v. for underholdningens skyld, og andre, der ikke kommer sådanne steder, og som kritiserer dem, der gør det. Er det forkert at gå til sådanne fornøjelser? — R. H., Florida.
Enhver må selv afgøre, hvilke adspredelser han vil søge og kan nyde uden at tage skade. Dersom han viser sund dømmekraft og prøver at forøge sine kundskaber eller søger afveksling og adspredelse for sind og tanke og ikke for at tilfredsstille sine lidenskaber, så burde andre respektere hans indstilling og ikke fordømme ham. Enhver er ansvarlig ind for Jehova med hensyn til, hvilken slags fornøjelser og adspredelser han tager del i, og virkningerne vil vise, om han har været viis eller uviis i at søge adspredelse. Lad derfor enhver passe sine egne sager i så henseende, og lad os ikke være overkritiske, men forene os i forkyndelsen af evangeliet om Riget, inden enden kommer.
● Hvad mente Jesus med ordene: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?“ — F. M., Georgia.
Jesus udtalte disse ord som en opfyldelse af Sl. 22:2, der oprindelig blev skrevet med tilknytning til David. Ikke at David blev forladt for at blive pælfæstet på en marterpæl, men på grund af sin troskab mod pagten om Riget blev han forladt eller overladt til sine fjenders raseri. I alt dette er David et profetisk billede på Kristus. Jesus blev forladt, så han led en vanærende død på et forbandet træ, i den hensigt at prøve hans ustraffelighed. Ved at forblive trofast sejrede han, som vist i resten af salmen, og bevarede sin ustraffelighed. Andre vers om David i Sl. 22, som opfyldtes på Jesus, beviser yderligere, at den var en profeti om den større David, Kristus. Sammenlign Sl. 22:2 med Matt. 27:46 og Mark. 15:34; Sl. 22:8, 9 med Matt. 27:39, 43; Sl. 22:16 med Joh. 19:28; Sl. 22:17 med Mark. 15:25; og Sl. 22:19 med Matt. 27:35.
Men blot at udtale disse profetiske ord fra Sl. 22:2 var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opfylde dem. Da Jesus udtalte dem på marterpælen, var der en virkelig baggrund for deres opfyldelse. At Gud i dette tilfælde forlod Jesus, betød ikke, at Gud vendte ham ryggen, som om han forkastede og fordømte ham, men blot at han overgav ham til hans fjenders fulde raseri, endog i den udstrækning, at de fik lov til at dræbe ham. Således forlod eller overgav Gud Jesus til hans fjender, for at han skulle underlægge sig fjenderne, lige meget hvad de ville gøre ved ham, og han skånede ham ikke for den vanærende død.