Skæbner besegles i denne domsperiode

 1. Hvorledes er den nuværende domsperiode skredet fremad?

Vi går utvivlsomt med Kristi anden nærværelse ind i en domsperiode. Dommen begyndte med Guds hus, rensede den salvede rest for babylonisk smuds, udfriede dem fra babylonisk fangenskab og satte dem i stand til at forlade det større Babylon og undgå at blive delagtige i dens plager. De blev udfriet til at prædike, til at forkynde oprettelsen af det himmelske rige og lade advarselen om den „absolutte ende“ lyde: „Og dette gode budskab om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14 (NW), 21, 22; 1 Pet. 4:17) Denne oplysning medførte et ansvar og dannede grundlag for dommen: „Dette er dommens grundlag, at lyset er kommet ind i verden.“ (Joh. 3:19-21, NW) Dommen, der begyndte med Guds hus, bredte sig til at omfatte alle folk blandt alle nationer, således som Jesus sagde, det skulle ske ved hans anden nærværelse: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.“ Fårene, der viste Kristi brødre venlighed, arver den nye verdens velsignelser, men bukkene, som nægtede at vise dem venlighed, går bort „til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle“. Kristi dom er: „Disse skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv.“ Bukkene forbliver i det større Babylon og får del i dets plager; fårene tilhører Gud og forbliver i live ved at adlyde befalingen: „Drag ud fra hende, mit folk.“ — Matt. 25:31-46, NW.

 2. Hvilke spekulationer er blevet fremført, og ud fra hvilket grundlag?

² Denne domsperiode vil blive fuldbyrdet inden for denne generation, og når eksekveringen af dommen begynder i Harmagedon, vil alle levende menneskers skæbne være afgjort. Nogle lader sig forurolige heraf og spekulerer over, om der ikke eksisterer en tredje skare, som ikke er fordelt blandt fåre- og bukkeskarerne, og som vil få en opstandelse i Tusindårsriget og erfare domsperioden dér. I denne tredje skare sætter de spædbørn og større børn og sådanne voksne, som ikke er blevet nået med budskabet om Riget, inden Harmagedon bryder løs. De, som fremkommer med disse spekulationer, kan ikke fremlægge nogen solid bibelsk grundvold for deres teori. Den synes at have sit udspring enten i menneskelige følelser i forbindelse med skabningers frelse eller i en negativ, opgivende indstilling over for tanken om, at forkyndelsen af Jehova Guds rige med Kristus Jesus som regerende konge skal kunne gennemføres med held, eller begge dele.

 3, 4. Hvorfor er teorien om en tredje skare usund?

³ Jehovas ord siger, at budskabet om Riget „skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. Skal hans ord vende tomt tilbage? Nej; selv stenene ville råbe det ud, for at noget sådant ikke skulle ske! (Es. 46:11; 55:11; Luk. 19:40) For alle nationer over hele den beboede jord vil vidnesbyrdet blive aflagt i en grad, der opfylder Jehovas hensigt, og det vil blive fuldbyrdet, inden den „absolutte ende“ eller Harmagedon kommer. Dette vidnesbyrd vil være grundlaget for dommen, under hvilken folk ud af alle nationer af Kristus Jesus vil blive skilt i fåre- og bukkeskarer. Vil dommeren Kristus gøre sit arbejde halvt? Vil han ikke fuldføre det hverv, der er givet ham, men have en tredje uomtalt skare, som han har undladt at adskille? Eller vil han fuldføre adskillelsesarbejdet, Jehova har pålagt ham, og adskille nationernes folk i de to forudsagte skarer og således fuldbyrde den guddommelige hensigt og opfylde det guddommelige ord?

⁴ Denne domsperiode fra 1914 til Harmagedon er berammet til dette adskillelsesværk og udgør en del af tegnet på, at vi lever i „endens tid“. Vil Kristus være så længe om dette adskillelsesarbejde, at han bliver nødt til at gøre det færdigt på en fremtidig dommedag og således undlade at frembringe denne del af tegnet? Nogle hævder, at lignelsen om fårene og bukkene gælder helt ind i Tusindårsriget. De overser den kendsgerning, at adskillelsen har fundet sted, inden fårene arver den nye verdens velsignelser under et tusindårigt herredømme, og at denne adskillelse finder sted, når han kommer, og ikke århundreder senere. Der eksisterer nationer nu. I den nye verden vil der ikke være nationale skillelinier. Domsarbejdet, der er berammet til denne periode, skal fuldføres, inden eksekutionen begynder i Harmagedon. Dommen over Guds hus blev helt fuldført, ikke halvvejs. Således vil det også være med dommen over nationerne i denne samme domsperiode.

 5. Hvorledes udelukker Ezekiels profeti og Jesu ord muligheden for en tredje skare?

⁵ I harmoni med lignelsen om fårene og bukkene viser Ezekiel 9:4-6, at der kun er to skarer, dem, som er mærket til bevarelse, og dem, som er umærkede og dømt til undergang. Læg i dette profetiske billede på nedslagtningen i Harmagedon mærke til, at eksekutionsstyrkerne ikke skånede nogen på grund af alder eller køn: „Vis ingen medynk eller skånsel! Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre!“ Læg mærke til, at i dette billede er det dem, som „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder“, der begås i landet i hån mod den sande tilbedelse af Jehova, som bliver skånet. I lignelsen om fårene og bukkene bliver de bevaret, som viser Kristi brødre venlighed. De, som blev dræbt, var i begge tilfælde dem, som viste ligegyldighed eller forblev neutrale, såvel som modstanderne. Kristus Jesus fastslog under domsperioden, da han var her på jorden, princippet for sådanne tider: „Han, som ikke er på min side, er imod mig, og han, som ikke samler med mig, adspreder.“ (Matt. 12:30, NW) Der er ingen plads åben for en tredje skare.

Familieansvar

 6. Hvilket princip gælder med hensyn til klassificeringen af småbørn?

⁶ Eftersom Ezekiel 9:4-6 viser, at der i den skare, der skal tilintetgøres for evigt i Harmagedon, findes børn, kan man spørge: På hvilket grundlag er de da sat der, i betragtning af at de er for unge til at blive krævet til regnskab? Skriften giver til kende, at der gives et familieansvar eller en familiefortjeneste, hvorunder umyndige børns skæbne afgøres. Bibelske eksempler på dette princip vil hjælpe sagtmodige og lærvillige til at forme deres sind, så de kan se Guds synspunkt i denne sag og tænke Guds tanker fremfor i stivsind at klynge sig til deres egne. Deres tanker er ikke alene fejlbarlige, men også uvæsentlige, da det er Jehovas tanker, der skaber princippet, som afgør sagens udfald.

 7, 8. Hvilke bibelske eksempler fastslår dette princip?

⁷ Da Datan og Abiram gjorde oprør imod Jehovas teokratiske ordning i ørkenen, opslugte jorden dem. Men ikke kun dem, for beretningen viser, at sammen med dem omkom „deres hustruer og børn, store og små“. (4 Mos. 16:23-33; 5 Mos. 11:6) Førte ikke Akan ved sit begær død over både sig selv og sine sønner og døtre, så hele hans hus og alt, hvad han ejede, blev tilintetgjort sammen med ham? (Jos. 7:24-26) Fik ikke Davids synd til følge, at hans barn døde? (2 Sam. 12:15-18) Kams overtrædelse nedkaldte en forbandelse over hans søn Kana’an. (1 Mos. 9:22-27) Kong Sauls efterkommere led for Sauls synders skyld. (2 Sam. 21:1-9) Moseloven sagde også, at forældres brøde skulle komme over børnene indtil tredje og fjerde led.

⁸ I en domsperiode sagde Jesus: „Om en blind mand leder en blind mand, falder de begge i grøften.“ (Matt. 15:14, NW) Det betyder ikke alene præsteskab og lægfolk, men også forældre og børn. Dersom forældre vælger at synde imod den hellige ånd, til trods for at det vil skade deres børns evige velfærd, så bliver det forældrenes ansvar. Vi har set, hvorledes ødelæggelserne ved Vandfloden og ildregnen over Sodoma og Gomorra var endelige og afgjorte. Ingen små børn blev bevaret i arken; de må være blevet dræbt af Jehova. Mange spædbørn og større børn må have levet i Sodoma og Gomorra, men deres barnlige uskyld bevægede ikke Jehova til at regne dem for retfærdige. Tilstedeværelsen af ti retfærdige ville have reddet disse byer. Der må have været langt flere end ti umyndige børn, men de blev af Jehova dræbt sammen med deres uretfærdige forældre. — 1 Mos. 18:20-33; 19:1-26.

 9. Hvordan virker dette princip for børnenes frelse?

⁹ Dette princip med familieansvaret virker også i modsat retning, i hvad man kunne kalde familiefortjeneste. Israelitternes førstefødte blev skånet under den tiende plage, fordi familieoverhovederne adlød Jehovas befaling om at påstryge dørstolperne med påskelammets blod. (2 Mos. 12:7, 13) Mefibosjet blev skånet, fordi han var en søn af Jonatan. (2 Sam. 21:7) Rahabs kloge adfærd blev til beskyttelse for hele hendes familie. (Jos. 2:12-14) Det var til dels af hensyn til Abraham, at hans brodersøn Lot blev begunstiget, og englene, der kom til Sodoma, tillod for Lots skyld, at han førte sin familie med sig i sikkerhed. At de nægtede at følge med ham og derfor blev tilintetgjort tilkendegiver, at der må være sammenhold med familieoverhovedet, hvis man skal kunne gøre regning på familiefortjeneste. (1 Mos. 19:12-14, 29) Paulus’ ord er af særlig interesse for forældre i disse sidste dage: „Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers ville jeres børn virkelig være urene, men nu er de hellige.“ (1 Kor. 7:14, NW) „Jehova kender dem, der hører ham til“, og det gælder også små børn i Harmagedon, hvis forældre tilhører Jehova, og som søger at opdrage dem efter Guds ord. — 5 Mos. 6:6, 7; Ef. 6:4; 2 Tim. 2:19, NW.

10. Hvorfor er forældres rette oplæring af børn så vigtig?

¹⁰ Disse kendsgerninger burde få alle blandt Jehovas vidner, som er forældre, til nøgternt at overveje den teokratiske oplæring, de giver deres børn. Det pålægges forældre at oplære deres børn i Guds veje, og såfremt forældre i disse sidste dage undlader at adlyde de guddommelige anvisninger, så kan de nedkalde ødelæggelse, ikke alene over sig selv, men også over deres små børn i Harmagedon. Hvis disse børn vokser op og når at blive ansvarlige for deres egne handlinger, inden Harmagedon bryder løs, så kan forældrenes opdragelse af dem blive afgørende for, hvorvidt de vælger vejen til liv eller død. (Ordsp. 22:6) Der kommer et tidspunkt, da børnene, når de når større modenhed og kommer til skelsår og alder, selv er ansvarlige for den vej, de vælger at følge. Så kommer de ikke længere ind under familiefortjeneste eller familieansvar, men under princippet for personligt ansvar. „Den person, som synder, skal dø. En søn skal ikke lide for sin faders ugerning, eller en fader for sin søns ugerning; den gode mand skal tilregnes sin egen godhed, og den onde mand sin egen ondskab.“ — Ez. 18:20, Mo.

11. Hvorfor kan Ezekiel 18:20 ikke anvendes på børn? Hvad taler dette skriftsted om?

¹¹ Nogle vil hævde, at dette skriftsted modsiger tanken om, at små børn skal gå til grunde sammen med deres onde forældre ved afslutningen af domsperioder. Men dette skriftsted gælder ikke småbørn. Sammenhængen viser tydeligt, at den søn, der omtales, er voksen og ikke et lille barn. De foregående vers siger, at dersom et menneske gør ret og skel, så skal han leve. Hvis han avler en søn, der øver vold, er kønsligt fordærvet, undertrykker de fattige og arme, stjæler og driver afgudsdyrkelse, da skal denne onde søn dø for sin egen ugerning. Hvis sønnen afholder sig fra alle disse synder og handler ret, hjælper de fattige, ikke begår nogen forbrydelser, holder Guds lov, så vil den søn leve, hvad enten hans fader er god eller ond. Enhver svarer for sig selv, når han er nået til skelsår og alder. Alt dette opsummeres i vers 20, vi lige har citeret. De næste vers viser, at såfremt den onde søn eller fader ophører med sine ugerninger og handler ret, så skal han leve, og om den gode søn eller fader vender sig til ondt, så skal han dø for sin ondskab. Hvilket lille barn kunne begå de kønslige udskejelser eller de forbrydelser eller den religiøse afgudsdyrkelse, som her omtales, eller øve de gode gerninger, der nævnes, eller overveje sin handlemåde og beslutte sig til at ændre den? Sammenhængen forbyder anvendelsen på småbørn af Ezekiel 18:20. Når klassificering af børn derfor er påkrævet i en domsperiode, sker det efter familieansvar og ikke efter personligt ansvar.

12. Hvorfor nævner skriftstedet fader og søn i denne forbindelse?

¹² Ezekiel 18:20 omtaler fader og søn på denne måde, fordi på den tid levede voksne sønner ofte i deres faders husstand og med ham som overhoved, til tider selv efter at de var gift. Så længe de var medlemmer af faderens husstand, anerkendte de ham som overhoved, men de stod og faldt ikke for Guds åsyn på grundlag af deres faders færd, som dengang de var mindreårige. Skønt de stadig tilhørte hans husstand, så var de personligt ansvarlige. De valgte deres egen vej med hensyn til ret og uret. Husk, at under oprøret i ørkenen gik Datans og Abirams afkom til grunde sammen med deres fædre, men Koras sønner døde ikke sammen med ham. (4 Mos. 26:9-11) Koras sønner var øjensynlig kommet til skelsår og alder og fulgte ikke deres fader i oprøret.

Samfundsansvar

13. Hvilke eksempler fastslår princippet om samfundsansvar?

¹³ I betragtning af, at de, som Jehova dræber i Harmagedon, vil blive ramt af en evigvarende tilintetgørelse, vil nogle spørge, hvordan det vil forholde sig med dem, som ikke personligt hører budskabet, i særdeleshed i sådanne lande, hvor vidnearbejdet er forbudt. Foruden et familieansvar omtaler Bibelen et samfundsansvar, hvor et samfund støtter eller samarbejder med magthavere, der forfølger Jehovas folk eller på anden måde lægger ondskab for dagen. Blev ikke ægypterne ramt af plagerne på grund af Faraos forhærdelse? (2 Mos. 5:1, 2; 9:13-16) Led ikke amalekitterne i generationer som følge af Amaleks modstand imod Israel i ørkenen? (2 Mos. 17:8, 14, 16) Kong Saul påførte Israel trængsler år efter sin død. (2 Sam. 21:1) Davids synder førte straf over folket. (2 Sam. 12:10-23; 24:10-17) Nogle mener, at noget af alt dette må betragtes som straf over herskeren, og at samfundet ikke har noget ansvar, men det viser dog, hvorledes den enkeltes synder kan bringe ulykke over mange. Det var, hævet over enhver tvivl, et spørgsmål om samfundsansvar, dengang Akan forbrød sig og bragte et militært nederlag over Israel. (Jos. 7:5, 13-21) Onde mænd nedkaldte tilintetgørelse over hele byen Gibea, og de, som støttede Gibea eller undlod at være med til at straffe den, gik til grunde med den. (Dom. 19:22-30; 20:40; 21:9, 10) Fordi kong Joram af Juda veg bort fra Gud, begik nationen uret og blev straffet. (2 Krøn. 21:11-15) Hvis afgudsdyrkelse blev påbegyndt i en by i Israel og fordærvede dens indbyggere, så blev byen udslettet. Og andre eksempler kunne anføres. (1 Mos. 12:17; 20:9, 17; 26:10; 5 Mos. 13:12-18) Mattæus 10:14, 15, 23 viser, at husstande eller byer, som stiller sig afvisende over for budskabet, vil finde dommedagen uudholdelig. Princippet gælder også, når det drejer sig om nationer.

14. Hvorfor kan nationernes folk ikke beklage sig, fordi Gud handler ud fra princippet om samfundsansvar?

¹⁴ Folket må tage ansvaret for nationens handlinger. Bliver regeringen for undertrykkende, fjerner de den, enten ved valg eller våben. Men ondskab imod Gud tolererer de med største sindsro. Personlige fordele og friheder sætter de højere end gudfrygtighed. De gør oprør mod hårdhændede herskere, men de støtter de gudløse. De er uden den brændende kærlighed til retfærdighed og det fortærende had til ondskab, der ville gøre det af med korruptionen og umoralen, som gennemsyrer alle menneskelige regeringer. De styrende og de styrede vælter sig i et internationalt moralfordærvs søle. (2 Tim. 3:1-5) Nationerne handler efter princippet samfundsansvar. Magthaverne begynder krigene, men folket udkæmper dem. Det er over folket i almindelighed, unge og gamle, mænd og kvinder, at den fjendtlige nation bringer ødelæggelse, og ikke over dets onde herskere. Det er på grundlag af deres samfundsansvar, at nationerne sår død ved deres krige. Vil det ikke være retfærdigt, at de høster det på samme grundlag i Harmagedon? Kan de med rette beklage sig over, at de høster, hvad de sår, bliver dømt, som de selv dømmer, og vises samme barmhjertighed, som de selv udøver? Hvis folket, enten aktivt eller passivt, støtter det, som er fordærvet, umoralsk og morderisk, bærer de så ikke deres del af ansvaret derfor? — Matt. 5:7; 7:1, 2; Gal. 6:7; Jak. 2:13.

15. Hvorfor må befolkningen bære ansvaret for deres herskeres handlinger?

¹⁵ Dengang israelitterne ønskede et menneske til konge over sig, blev de advaret om de undertrykkelser, det ville medføre for dem. (1 Sam. 8:3-22) Men de ville absolut have en regering ved mennesker. De bar derfor med rette ansvaret for en sådan konges ugerninger, da de jo var ansvarlige for hans indsættelse i en stilling, der tillod ham at begå synder i et nationalt omfang. I dag vælger folket politikere, de ved er villige til at tage imod bestikkelse, ind i embeder og bemyndiger dem således til at drage fordel af at øve uret. At folket bærer ansvaret ind for Gud, ses ikke alene af Israels tilfælde, der lige er blevet nævnt, men af Paulus’ formaning til Timoteus vedrørende udnævnelser i den kristne menighed: „Lad ingen håndspålæggelse ske overilet, og gør dig ikke medansvarlig for andres synder; bevar dig selv ren!“ Foruden at blive advaret imod overilede udnævnelser fik Timoteus besked om, hvilke egenskaber der krævedes hos dem, som skulle udnævnes til tjenende stillinger. (1 Tim. 3:1-13; 5:22; 2 Joh. 10, 11) Hvorfor al denne forsigtighed? For at han kunne undgå at blive „medansvarlig for andres synder“. Foretog han urette udnævnelser, så ville han være ansvarlig for de synder, sådanne udnævnte begik, eftersom han havde udnævnt dem til stillinger, der gjorde det muligt for dem at begå synder, der kunne skade menigheden i Guds øjne. Det folk, der enten vælger onde herskere til at beklæde magtstillinger eller lader dem beholde magten, må forstå, at det er medansvarligt for disse herskeres officielle handlinger og synder imod Gud og mennesker.

16. Hvad mangler de fleste blandt befolkningen i dag?

¹⁶ I dag er det store flertal af befolkningen i virkeligheden uden kærlighed til det rette og uden had til det onde. De ved, at verden er fordærvet i bund og grund. Og dog er de tilsyneladende tilfredse dermed. I hvert tilfælde holder de fast ved den og spotter, når Jehovas vidner afslører den. Det ser ud til, at de „vil have det så“. (Jer. 5:31; 6:13) Fordærvet omkring dem giver dem frie tøjler, så de kan følge deres egne lyster; det døver enhver svag protest fra blodfattige samvittigheder og kvæler de sidste betænkeligheder. Man frygter kun straf, ikke den onde gerning: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.“ (Præd. 8:11) De søger ikke retfærd med nidkærhed, og de „sukker og jamrer“ ikke som følge af sårede retfærdsfølelser, men kun når uretfærdigheder hemmer og hindrer deres selviske stræben. (Ez. 9:4; Zef. 2:3) De føler afsky for Jehovas budskab, fordi det kræver en udskillelse fra denne fordærvede, umoralske, forlystelsessyge verden.

17. Hvem ligner de ikke? Hvad vil oprigtige mennesker gøre selv uden at modtage et særligt budskab fra Gud?

¹⁷ De er ikke som Noa, der nærede afsky for sine medmennesker, hvis „higen og tragten kun var ond dagen lang“. De er ikke som Lot, „thi mens denne retfærdige mand boede iblandt dem, pintes han dag ud og dag ind i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger, han så og hørte“. De er ikke som dem, der er mærket til bevarelse under Harmagedon, og som „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves“. De er ikke som dem, der er retsindige over for Gud, og som med glæde skiller sig ud fra verden, fordi de intet har til fælles med dens fordærv. (1 Mos. 6:5; Ez. 9:4; Jak. 1:27; 4:4; 2 Pet. 2:8) De behøver ikke at høre et særligt budskab fra Gud for at føle afsky for denne verdens ondskab, ikke hvis de elsker retfærd og hader uret. Selv uden Guds ord kan mennesker af naturen eller ved deres samvittighed skelne mellem godt og ondt. (Rom. 2:12-16) De, som er oprigtige, vil føle lede ved denne verden, og det mere og mere, efterhånden som vi nærmer os Harmagedon, thi lige til det tidspunkt vil „onde mennesker og bedragere . . . gå fra ondt til værre; de fører vild og føres vild“. — 2 Tim. 3:13, NW.

18. Hvad hævder nogle vedrørende uvidenhed, og hvorfor med urette?

¹⁸ Nogle hævder, at uvidenhed er en undskyldning, der vil vinde opstandelse for mange af dem, som bliver dræbt i Harmagedon, sådanne, som tilintetgøres på grund af samfundsansvar. De citerer Paulus’ tilfælde. Denne tidligere forfølger sagde: „Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede i vantro.“ Men denne barmhjertighed blev vist ham i en domsperiode, og han afviste den ikke. Han brugte den til at gøre ende på sin uvidenhed og opbygge sin tro. Denne barmhjertighed havde også et andet formål, at lægge guddommelig langmodighed for dagen. (1 Tim. 1:12-16, NW) Det er derfor urigtigt at sige, at Paulus blev frelst for sin uvidenheds skyld. Fordi han handlede i uvidenhed, var anger mulig for ham, da han ikke havde begået noget utilgiveligt, som at synde imod kundskab eller imod åbenlys tilkendegivelse af den hellige ånd. Verden er fuld af bibler på over 1125 sprog, og et blik på dens sider er nok til at fordømme verdens færd. Men de store folkemasser forbliver uvidende „efter eget ønske“. (2 Pet. 3:5, NW) Til visse tider har Gud båret over med uvidenhed, men ikke i nogen domsperiode, hverken på Noas tid, Lots tid, Jesu tid eller på vor tid eller i Tusindårsriget. Det er det, Paulus fremhævede, da han sagde: „Vel har Gud overset en sådan uvidenheds tider, men nu fortæller han menneskeheden, at de alle og alle vegne skal angre.“ Hvorfor? „Fordi han har fastsat en dag, da han agter at dømme den beboede jord.“ (Ap. G. 17:30, 31, NW) Som før nævnt vil denne dag for de flestes vedkommende komme i Tusindårsriget; men andre har haft den eller har nu deres domsperiode, altså en tidligere periode. Sådanne perioder er ikke tider til uvidenhed, men til anger.

Hvorfor vi vidner nu

19. Hvorfor er det synspunkt, at uvidenhed er en undskyldning for mange af de slagne i Harmagedon, ikke en opmuntring til nidkært vidnearbejde?

¹⁹ Hvis uvidenhed under den nuværende domsperiode er en undskyldning og vil betyde en opstandelse for de uvidende i Tusindårsriget, ville det så ikke være bedre, at alle forblev i uvidenhed nu? Hvis de, som ikke personligt hører budskabet, og som bliver dræbt af Jehova i Harmagedon, skal komme tilbage i menneskeslægtens opstandelse, hvorfor så i det hele taget forkynde budskabet? Selv de, som er modstandere af tanken om, at alle, som bliver dræbt i Harmagedon, er døde for evigt, vil indrømme, at de, som hører, men ikke tager imod vidnesbyrdet nu, vil gå til grunde for evigt i Harmagedon. Lad os for et øjeblik gå ind på deres argument. Vi forkynder nu for tusind mennesker, måske tager een imod sandheden, mens alle de andre forkaster den og dør for evigt i Harmagedon. Men hvis vi undlader at forkynde for disse tusind, ville de alle dø i Harmagedon, og alle ville de komme frem i opstandelsen, da de ikke har hørt budskabet. Når de vendte tilbage i denne nye verden, der da ville være vel på vej til at blive et fuldkomment paradis, og de var fri for at omgås fordærvede mennesker og fri for dæmoners indflydelse, så ville, som vore modstandere er tilbøjelige til at tænke og sige, langt flere end den ene af de tusind rette sig efter den nye verdens krav. Måske ville kun een nægte. Hvorfor skulle vi så forkynde budskabet nu og kun frelse een? Hvorfor ikke tie og frelse 999 af de tusind?

20, 21. a) Hvorfor ville en sådan fremgangsmåde være dåragtig? b) Hvordan bekræfter Johannes 5:28, 29 og Jeremias 25:33 det synspunkt, at de, som bliver dræbt i Harmagedon, forbliver døde?

²⁰ Det ville naturligvis være dårskab. Det ville betyde evig udslettelse for vidnet, der forblev tavs. Det ville betyde, at stenene måtte råbe advarselen ud, hvis vægterskaren undlod at gøre det. (Ez. 33:7-9; Luk. 19:40) Forkyndelsen af evangeliet skal foregå ud over jorden, for det siger Jehova. Og hvad enten det sker på grundlag af personligt ansvar, familieansvar eller samfundsansvar, så skal folkene i alle nationer skilles i „fåre-“ og „bukkeskarer“, for det siger Jehova. De, som han dræber i Harmagedon, forbliver døde for evigt, for hans profetiske billeder ved tidspunktet for Vandfloden og Sodomas og Gomorras ødelæggelse siger det såvel som lignelsen om fårene og bukkene. Dette synspunkt bliver bekræftet af Johannes 5:28, 29 (NW): „Timen kommer, da alle i mindegravene skal høre hans røst og komme frem.“

²¹ Læg mærke til, at Johannes 5:28, 29 begrænser opstandelsen til dem „i mindegravene“. Det vil sige, at kun de, hvis tilværelse mindes af Jehova, vil komme frem i opstandelsen; denne ihukommelse antydes eller symboliseres ved udtrykket „mindegrave“. Derfor blev forbrydere, der ansås for uværdige til en opstandelse, uden ceremonier kastet i Hinnoms dal eller Gehenna, hvor deres kroppe blev fortæret, uden klager, uden jordfæstelse, uden en grav, der kunne minde om deres tidligere tilværelse. De, som ikke er i „mindegravene“, eller ikke således er symboliseret som værende i Guds hukommelse, vil ikke blive husket til den tid, opstandelsen foregår. Hvad dette betyder for os i dag er, at de, som nu lever på denne dommens tid, og som af en eller anden grund ikke tager standpunkt for Jehova og derfor bliver dræbt af ham i Harmagedonslaget, ikke vil blive bevaret i hans hukommelse til opstandelsen. At denne skare vil omfatte største delen af de mennesker, der nu lever på jorden, fremgår af Jeremias 25:33: „Jehovas slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.“ Disse vældige mængder af Jehovas slagne, der sammenlignes med gødning, spredt ud over jorden, kan næppe betragtes som værende „i mindegravene“, så Kristus skulle huske dem og kalde dem frem i Tusindårsriget. Han husker ikke gødning.

22. Hvilken dåb venter der denne verden?

²² I Harmagedon vil Jehova døbe denne verden med ødelæggende ild: „De nuværende himle og jorden, der er gemt til ild og forbeholdt dommens og ødelæggelsens dag for de ugudelige mennesker. . . . Jehovas dag skal komme som en tyv, da skal himlene forgå med en hvæsende lyd, mens elementerne under voldsom hede opløses, og jorden og gerningerne på den blive afsløret. . . . himlene skal komme i brand og opløses og elementerne under voldsom hede smelte.“ (2 Pet. 3:3-13, NW) Bemærk, at denne de sidste dages periode, der når sit højdepunkt i Harmagedon, kaldes en „dommens og ødelæggelsens dag“, hvorefter den lovede nye retfærdsverden, Tusindårsriget, kommer.

23. Hvilke andre former for ilddåb omtaler Bibelen?

²³ Denne ilddåb blev skildret gennem en tidligere ilddåb. Dengang „Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle“. Senere „brændte [Jehova] i Jakob som en lue“ og „udgød sin vrede som ild“ og „tændte i Zion en ild“, da han i 607 f. Kr. brugte Nebukadnezar til at døbe Jerusalem og Juda med en ilddåb for deres store synder. (Klages. 2:3, 4; 4:11) Da Kristus kom til jorden, talte Johannes Døber om en ilddåb, der snart skulle komme over nationen af vantro, kødelige jøder, når de som et træ skulle „hugges om og kastes i ilden“ og som avner af Kristus opbrændes „med ild, der ikke kan slukkes [af mennesker]“. (Matt. 3:10-12, NW) Denne ilddåb indtraf i året 70 e. Kr., da Roms kejserlige legioner ødelagde Jerusalem og dræbte 1.100.000 jøder og tog 97.000 til fange. En endelig ilddåb vil ramme dem, som stiller sig på Satans side ved afslutningen af Tusindårsriget: „Da faldt der ild ned fra himmelen fra Gud og fortærede dem.“ (Åb. 20:9) Denne ilddåb kommer lige som de andre ved afslutningen af en domsperiode, der strækker sig over tusind år. Der er ingen opstandelse fra den ilddåb, for den har tilknytning til den anden død og ild- og svovlsøen. Ild er således et ubestrideligt symbol på endelig ødelæggelse, hvad enten det bruges i forbindelse med Harmagedon eller afslutningen af Tusindårsriget.

24. Hvad bør de, som lader sig forurolige, huske?

²⁴ De, som lader sig forurolige af sådanne udsigter, bør huske disse ting: For det første, at om Jehova tilintetgjorde hver og en, så skete der intet uretfærdigt, eftersom ingen har iboende ret til liv. For det andet, vidnearbejdet vil blive udført i en sådan udstrækning, som han måtte mene tilstrækkelig til adskillelsen af alle folkene, og Jehova tager ikke fejl. Vidste han ikke, inden Noa nogen sinde begyndte at prædike og at bygge arken, at ingen andre ville slutte sig til Noa og hans familie og komme med i arken? Vidste han ikke, inden Lot prædikede eller englene øvede mirakler i Sodoma, at der end ikke fandtes ti retfærdige dér? Længe inden vi kan afgøre, om et menneskes sind har en fårelignende eller bukkelignende retningstilbøjelighed, kan Jehova og Kristus dømme og skelne uden fejltagelse. De er dommerne, ikke vi. For det tredje, adskillelsen er endnu ikke fuldendt, da domsperioden ikke er forbi. Det er ikke den ufuldendte adskillelse på nærværende stadium, der tæller, men den færdige ved Harmagedons begyndelse. Skønt vi befinder os i en domsperiode, behøver vi ikke at betragte alle, som nu dør af forskellige årsager forud for eksekveringen af dommen i Harmagedon, som udslettet for evigt. Nogle af dem, som døde før Vandfloden, får måske en opstandelse; nogle fra Sodoma, som døde før ild- og svovlregnen, vender måske tilbage; nogle jøder fra Jesu og apostlenes tid, som ikke blev tilintetgjort af de romerske eksekutionsstyrker, vil måske leve igen. Men ikke dem, som Jehova dræbte i Vandfloden eller under ildregnen over Sodoma eller under håndhævelsen af dommen i året 70 e. Kr. eller under Harmagedon. Nogle, som ikke dræbes af Jehova, vil måske dø under Harmagedon, som for eksempel sådanne blandt hans folk, hvis fysiske organisme ikke kan holde til denne ildprøve, men langt de fleste bliver „Jehovas slagne“, der vil ligge som gødning på marken. De vil være døde for bestandig.

25. Hvad antyder Bibelens profetier, at der venter os?

²⁵ Husk også, at Bibelens profetier antyder, at mennesker og nationer med voksende modstand vil vende sig imod Jehovas folk og det arbejde, de udfører. Ezekiel, kapitlerne 38 og 39, taler om dæmoninspirerede styrker, der kommer over Jehovas genoprettede teokratiske organisation: „Du skal trække op som et uvejr og komme som en sky og oversvømme landet, du og alle dine hobe og de mange folkeslag, som følger dig. . . . I de sidste dage skal det ske; jeg fører dig imod mit land; og folkene skal kende mig.“ Når dette onde angreb finder sted, siger Jehova, „vil jeg give min vrede luft“. Hans harme og brændende vrede er så frygtelig og forfærdende, at alt levende vil skælve, bjergene styrte, og klippevægge falde til jorden. Folkene vil i forvirring nedslagte hverandre, og Jehova vil med sine ødelæggende hærstyrker udslette denne onde verden. Voldsom forfølgelse og sammensværgelser vil utvivlsomt blive iværksat imod Jehovas vidner, inden Jehovas vrede får Harmagedons ødelæggelse til at bryde løs.

26. Hvad vil hidføre en yderligere og skarpere adskillelse af folkene og gøre deres ansvar større?

²⁶ Hvilken enestående lejlighed vil ikke Jehovas vidners trofaste udholdenhed give de fårelignende mennesker til at vise venlighed og de bukkelignende til at vise ligegyldighed! Ligesom mange nu ser vore store stævner og undrer sig over den vidunderlige enhed, Guds ånd muliggør, således skal de til den tid mere end nogen sinde se den urokkelige retskaffenhed, Guds ånd sætter os i stand til at lægge for dagen. Det forkynderarbejde, der endnu er at udføre, den vækst, der endnu er at vente, de forfølgelser, der endnu skal udholdes — alt dette vil være en yderligere tilkendegivelse af Jehovas ånd, som den virker på hans folk, og vil hidføre en yderligere og skarpere adskillelse af menneskeheden, inden Harmagedon bryder løs. Det er ikke i vor egen magt og styrke, at vi skal arbejde, vokse og holde ud, men ved Guds ånd. De, som kæmper imod Jehovas synlige organisation, over hvilken hans ånd tydeligt ses, synder imod den hellige ånd i utilgivelig grad. De, som ikke tager del i denne modstand og ikke gør indsigelse imod den, eller er ligegyldige over for den, er som bukkene i lignelsen. Hvad enten enkeltpersoner aktivt, passivt eller i ligegyldighed støtter verden i dens angreb på Jehovas vidner, så kommer de ind under personligt ansvar eller samfundsansvar. — Zak. 4:6.

27. Hvad burde vi nu vide?