deres gerninger“ — det vil sige efter om de er lydige eller ulydige mod de guddommelige instruktioner i bøgerne.

¹⁶ Hvem skal dømme dem? Apostelen Paulus skrev at Kristus Jesus „skal dømme levende og døde“, og han talte samtidig om „hans tydelige fremtræden og hans rige“. (2 Timoteus 4:1) I sit tusindårsrige vil Kristus have 144.000 meddommere der sidder på „troner“ sammen med ham. (Lukas 22:28-30; Åbenbaringen 20:4, 6) Paulus skrev: „Ved I ikke at de hellige skal dømme verden?“ — 1 Korinter 6:2.

17, 18. (a) Er der en modsigelse mellem Johannes 5:29 og Åbenbaringen 20:12? Forklar. (b) I hvilken forstand vil nogle „komme ud . . . til en dommens opstandelse“?

¹⁷ Om det der skal ske i løbet af tusindårsriget, der samtidig er en tusindårig domsdag, sagde Jesus: „Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen . . . I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:22-29.

¹⁸ Modsiger dette Åbenbaringen 20:12, hvor vi læser at de døde vil blive ’dømt ud fra de ting der står skrevet i skriftrullerne’, skriftruller der først bliver „åbnet“ i tusindårsriget? Nej, på ingen måde. Jesu ord i Johannesevangeliet, kapitel 5, må forstås i lyset af hans senere åbenbaring til Johannes. (Åbenbaringen 1:1) Både „de som har gjort det der er godt“ og „de som har øvet det der er slet“ vil høre med til „de døde“ der bliver „dømt hver især efter deres gerninger“, det vil sige de gerninger de gør efter deres opstandelse. (Åbenbaringen 20:13) Da Jesus stillede „livets opstandelse“ i modsætning til „dommens opstandelse [græsk: anaʹstasis kriʹseos]“, sigtede han til slutresultatet af opstandelsen. En ordbog, Thayer’s Greek-English Lexicon, forklarer at anaʹstasis kriʹseos betegner en opstandelse „efterfulgt af fordømmelse“. Personen oprejses ikke med det formål at blive fordømt, men hans opstandelse vil blive efterfulgt af en fordømmende dom hvis han nægter at rette sig efter ’de ting der står skrevet i skriftrullerne’ og derfor ikke får sit navn „skrevet i livets bog“. Han lider da „den anden død“, hvorfra der ikke er noget håb om en opstandelse. — Åbenbaringen 20:14, 15; 21:8.

19 og fodnoten. (a) Hvordan gengiver en fransk bibeloversættelse Johannes 5:29, og hvornår vil det først vise sig om en opstandelse var „en livets opstandelse“ eller „en dommens opstandelse“? (b) Kommer ’de retfærdige’ og ’de uretfærdige’ der nævnes i Apostelgerninger 24:15 frem til henholdsvis „en livets opstandelse“ og „en dommens opstandelse“? Forklar.

¹⁹ Det er interessant at den franske økumeniske oversættelse (udgivet af en gruppe katolske og protestantiske lærde) gengiver Johannes 5:29 på denne måde: „De der har gjort godt vil komme ud til den opstandelse der fører til liv; de der har øvet ondt, til den opstandelse der fører til dom.“ Først når slutresultatet af en persons opstandelse foreligger, vil man kunne sige om hans opstandelse var „en livets opstandelse“ eller „en dommens opstandelse“.a

20. (a) Hvem må drikke af „livets vand“, og hvorfor? (b) Hvilket spørgsmål vil blive undersøgt i den følgende artikel?

²⁰ Både de opstandne og ’den store skare’ der overlever den forestående „store trængsel“ må drikke af „livets vand“, det vil sige taknemmeligt tage imod Kristi genløsningsoffer og alle de øvrige foranstaltninger som Jehova træffer for at udfri menneskeheden fra synd og død. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14, 17; 22:1, 2) Disse foranstaltninger vil blive forvaltet af Kristus og hans 144.000 underpræster og meddommere i tusindårsriget. Men vil alle de døde komme tilbage for at blive dømt — også dem der udslettes i „den store trængsel“? Det vil vi se på i den næste artikel.

Liv eller udslettelse i „den store trængsel“

„Disse skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv.“ — Mattæus 25:46.

1, 2. Hvilket synspunkt har nogle givet udtryk for, og hvorfor er dette et farligt synspunkt som man bør undgå?

TANKEN om at nogle skal udslettes for evigt virker frastødende på nogle. Dette gælder for eksempel universalisterne, der tror at alle til sidst bliver frelst. Helt tilbage i det tredje århundrede legede den religiøse forfatter Origenes med tanken om endelig frelse for alle. Uden at gå helt så vidt har nogle der i dag hævder at være kristne, givet udtryk for det synspunkt at alle mennesker muligvis vil få en opstandelse, også de der mister livet i den kommende „store trængsel“. — Mattæus 24:21, 22.

² De der har sådanne tanker nærmer sig, uden selv at vide det, i farlig grad kristenhedens lære om „en almindelig opstandelse“. De store kirker lærer at ALLE døde legemer vil blive oprejst og forenet med deres respektive sjæle, enten i himmelen eller i „helvede“. Bibelen taler imidlertid ikke om en sådan „almindelig opstandelse“ som kristenheden går ind for, og heller ikke om at ALLE døde, endog de onde, vil blive oprejst eller komme til live igen.

Ikke alle bliver oprejst

3. Hvordan gav Jesus udtryk for at ikke alle vil blive oprejst?

³ Jesus gav udtryk for at ikke alle bliver oprejst. Da han ved en lejlighed besvarede et underfundigt spørgsmål fra saddukæerne, der ikke troede på en opstandelse, talte han om at nogle var „anset for værdige til at få del i den anden tingenes ordning og opstandelsen fra de døde“. (Lukas 20:35) Heraf fremgår det at det ikke er alle der vil vise sig værdige til en opstandelse i Guds lovede nye tingenes ordning.

4. Hvorfra kommer de døde tilbage ifølge Åbenbaringen, kapitel 20, men hvilket symbolsk sted giver ikke slip på de døde der er i det?

⁴ I Åbenbaringen, kapitel 20, hvor der er tale om opstandelsen af „de øvrige af de døde“, dem der ikke får del i „den første opstandelse“, siger Bibelen at „havet“ og „Hades“ giver de døde der er i dem, tilbage. Men der siges ikke noget om at de døde kommer tilbage fra „ildsøen“ eller „den anden død“, der andre steder kaldes „Gehenna“ (hebraisk: Geʹi Hinnomʹ). (Lukas 12:5) Ligesom „havet“ betegner den våde grav i almindelighed for dem der er døde på havet og hvis lig aldrig er blevet fundet og lagt i en grav, betegner det græske ord haʹdes ikke et bestemt gravsted men menneskehedens fælles grav. Det svarer til ordet „Sheol“ i De hebraiske Skrifter (i den autoriserede danske oversættelse gengivet med „døden“ eller „Dødsriget“). Jesus siger: „Jeg var død, men se! jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Hades’ nøgler.“ (Åbenbaringen 1:18) I sit tusindårsrige vil han bruge disse „nøgler“ til at udfri dem fra døden „som er anset for værdige til at få del i den anden tingenes ordning og opstandelsen fra de døde“.

5. Hvad er „Gehenna“ et symbol på?

⁵ Derimod siger Bibelen ingen steder at Kristus har Gehennas nøgler. Jesus omtalte imidlertid Gehenna flere gange, for eksempel da han sagde: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham [Jehova] der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ (Mattæus 10:28) I en kommentar til denne passage skrev professor Oscar Cullmann i bogen Immortalité de l’âme ou Resurrection des morts?: „psykheʹ [sjælen] sigter ikke her til den græske opfattelse af sjælen men bør snarere oversættes med ’livet’. . . . W. G. Kümmel . . . skriver også med god grund: Matt. 10:28 ’søger ikke at betone sjælens udødelighed, men understreger det forhold at Gud alene kan udslette ikke blot det jordiske liv men også det himmelske’.“ Ja, Gehenna betegner fuldstændig udslettelse hvorfra ingen opstandelse er mulig. The New Bible Commentary (2. udgave, side 786) definerer Gehenna som „en beskrivelse af ’den anden død’.“ — Åbenbaringen 21:8.

6. Vis ud fra Bibelen at nogle kommer i Gehenna før den tusindårige domsdag og at de derfor ikke har noget håb om en opstandelse.

⁶ Bibelen viser klart at nogle mennesker ender i det symbolske Gehenna før den tusindårige domsdag begynder. Jesus sagde til de stivnakkede skriftlærde og farisæere at de selv og deres hedenske proselytter var ’emner for Gehenna’ eller, bogstaveligt, ’Gehennas sønner’. (Mattæus 23:15, 33-35; se også Johannes 9:39-41; 15:22-24.) Hvis en proselyt af farisæerne blev et emne for Gehenna, ’dobbelt så slem som de selv’, hvor langt mere da ikke Judas Iskariot, der indgik en skændig handel med dem om at forråde Guds søn! Jesus gav udtryk for dette da han kaldte Judas for „undergangens søn“. (Johannes 17:12) De frafaldne der ikke omvender sig, kommer heller ikke i Sheol eller Hades når de dør, men i Gehenna. (Hebræerne 6:4-8; 2 Peter 2:1) Det samme gælder indviede kristne der med vilje øver synd eller „dem som unddrager sig“. (Hebræerne 10:26-31, 38, 39) Disse få eksempler viser at der findes nogle som allerede i „denne tingenes ordning“ har begået en synd der aldrig kan tilgives, hverken nu eller i „den kommende“