Hvordan ville du behandle en ambassadør?

I DE SENERE ÅR har man ofte hørt om at ambassader er blevet angrebet og at ambassadører er blevet kidnappet eller endog snigmyrdet af personer som har været utilfredse med det pågældende land eller dets politik. Men i perioder med mere fred er ambassadører som regel blevet behandlet godt.

Der har dog i fortiden været et tilfælde hvor kongelige sendebud eller gesandter fra en fredelig nation blev behandlet skændigt. Kong David af Israel viste venlighed ved at sende officielle repræsentanter til kong Hanun af Ammon. Men i grov respektløshed for David ydmygede kong Hanun sendebudene. Denne forræderiske handling førte til krig, en krig som bevirkede at ammonitterne blev næsten udryddet. — 1 Krøn. 19:1 til 20:3.

Flere hundrede år senere blev Jesus Kristus, som Jehova havde sendt til den jødiske nation for at vise sin venlighed og kærlighed, udsat for en endnu værre behandling. (Joh. 8:18, 19, 49) De jødiske ledere optrådte grusomt over for ham og fik ham til sidst dræbt. Det førte til at Gud forkastede den jødiske nation som sit udvalgte folk og at deres by Jerusalem og deres tempel blev ødelagt af de romerske hære i år 70.

Men det var ikke nok for de jødiske modstandere at optræde sådan over for Jesus Kristus. Før Jerusalems ødelæggelse viste de også had mod dem han udsendte som ambassadører, hans salvede disciple; og mange af dem dræbte de. (2 Kor. 5:20, NW) Selv om det jævne folk blev ophidset til at være med til disse ugerninger, var det i første række de religiøse ledere der måtte bære ansvaret, fordi de med fuldt overlæg holdt folket i uvidenhed om Gud. Jesus sagde til dem: „I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri.“ (Luk. 11:52) I deres selviskhed var de bange for at miste deres magt. De sagde til hinanden: „Hvis vi lader [Jesus] blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os.“ — Joh. 11:48.

Hvorfor Kristi ambassadører er blevet hadet

De jødiske modstandere i det første århundrede forfulgte ikke Kristi ambassadører fordi de hadede dem personligt. Nej, det var fordi disse ambassadører forkyndte Guds rige og forklarede folk hvad dette rige var. De viste jøderne, som troede at Guds rige skulle være et jødisk rige på jorden, at det ville blive oprettet i himmelen og udslette alle jordiske regeringer og frembringe en „ny jord“, et retfærdigt menneskesamfund. De viste at man, for at opnå livet, måtte forny sin personlighed i overensstemmelse med Guds principper, som fremsættes i Bibelen. Man måtte elske sine medmennesker uden at gøre forskel eller vise fordom. Dette var en afsløring af de selviske religiøse ledere, og det fik dem til at hade Rigets ambassadører. — 2 Pet. 3:7, 12, 13; Ef. 4:22-24.

I dag må de salvede ambassadører for Guds rige nødvendigvis forkynde de samme sandheder. For oprigtige og retskafne mennesker er det en god nyhed, men hos mange religiøse ledere vækker det had og fjendskab. Som følge af den propaganda der rettes mod disse ambassadører, er der mange som enten modstår dem eller ikke giver agt på det de forkynder. I mange tilfælde bliver Rigets ambassadører hånet, forfulgt eller behandlet ugæstfrit.

Sæt nu du vidste om en at han var ambassadør eller udsending for Guds rige. Hvordan ville du så behandle ham? Ville du ikke gøre noget for ham, mere end hvad almindelig menneskevenlighed kræver? Ville du ikke vise ham særlig respekt, lytte opmærksomt til det budskab han kom med? Jesus sagde til sine disciple: „Den, som giver jer et bæger vand at drikke af den grund, at I hører Kristus til, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.“ (Mark. 9:41) Omvendt sagde han også at nogle ville gøre hans disciple ondt på grund af hans navn. — Matt. 24:9; Joh. 15:20, 21.

De der er som bukke

De der behandler Kristi ambassadører godt og viser dem gæstfrihed, blev i en af Jesu lignelser skildret som får. De belønnes med evigt liv.a I samme lignelse blev en anden kategori af mennesker sammenlignet med bukke. Hvem er de? Hvilken løn får de, og hvorfor? — Matt. 25:31-46.

Jesus viser at bukkene er de mennesker ud af „alle folkeslag“ der — til forskel fra de kærlige og gæstfri „får“ — ikke hjælper Kristi ambassadører eller giver dem en gunstig modtagelse. I lignelsen kalder han dem „I forbandede“. Da han fordømmer dem for deres ugæstfri holdning, svarer de: „Herre! når så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel uden at tjene dig?“ — Matt. 25:44.

Ja, de kalder ham „Herre“, men hvis de dermed mener at han er deres Herre, er det kun en hyklerisk tiltaleform de benytter. Hvis de virkelig elskede ham som deres Herre, ville de glæde sig over sandheden om ham og ønske at se hans rige komme. (Matt. 6:10) Deres undskyldning er ikke noget værd, for deres handlinger modsiger deres ord. Man behøver ikke at se Kristus personligt for at afgøre om man vil hjælpe ham eller ej. Spørgsmålet er hvordan man behandler hans synlige repræsentanter, dem der klart har vist at de repræsenterer ham.

Det er denne tanke Jesus giver udtryk for da han fortæller hvad kongen i lignelsen siger til den undskyldning som bukkene ved hans venstre side kommer med: „Sandelig siger jeg eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort imod mig.“ — Matt. 25:45.

Det kommer ikke an på hvor betydningsfuld en af Kristi åndsavlede, salvede brødre er. Ingen af Kristi „brødre“ er nemlig fremtrædende i denne verden, hverken på det politiske felt eller på det religiøse felt inden for kristenheden, for Kristi sande „brødre“, hans ambassadører, er ikke en del af denne verden, ligesom han selv ikke var en del af verden. (1 Kor. 1:26-31; Joh. 15:19; 17:14, 16) For at vise deres holdning behøver „bukkene“ ikke nødvendigvis at forfølge Kristi ambassadører, skønt de i nogle tilfælde virkelig har kidnappet, fængslet og dræbt dem. Også ved at nægte dem hjælp, ignorere dem, ikke vise dem gæstfrihed og undlade at støtte dem i forkyndelsen af Rigets budskab, viser „bukkene“ hvordan de stiller sig. Egentlig tager de i hjertet standpunkt imod Guds messianske rige, som ambassadørerne forkynder, og således også imod Kristus, sådan som det fremgår af deres holdning og deres handlinger. — Jævnfør Mattæus 7:21-23.

Den løn „bukkene“ får

Hvilken løn får „bukkene“? Kristus siger til dem: „Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.“ — Matt. 25:41.

Hvad menes der med „den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle“? Er der tale om at de ved fuld bevidsthed pines evigt i en slags ild i den usynlige verden? Det mener nogle, og til støtte for deres synspunkt henviser de til Åbenbaringen 20:10, hvor der står: „Og Djævelen, som havde forført dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor også dyret og den falske profet var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“

Men hvis man ser nærmere på denne udtalelse i Åbenbaringen, ser man at der tales i billedsprog, i symbolske vendinger. Hvoraf fremgår det? Jo, der siges at „dyret“ og „den falske profet“ er blevet kastet i ildsøen. Hermed menes der tydeligvis ikke et bogstaveligt dyr og et enkelt menneske, men hele organisationer. (Åb. 17:8-14) Desuden fortsætter Bibelen selv med at forklare: „Og døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen.“ (Åb. 20:14) Døden og dødsriget (menneskehedens fælles grav) er abstrakte begreber, og det understreger endnu en gang at „ildsøen“ er symbolsk. Den er et udtryk for fuldstændig tilintetgørelse, varig udslettelse, „den anden død“, en død hvorfra der ikke er nogen opstandelse.

Endvidere siger Kristus at „bukkene“ vil gå bort til evig „straf“ eller „afskærelse“. (Matt. 25:46; NW) Det græske ord der benyttes her, betyder bogstaveligt „beskæring“. Når „bukkene“ lider den evige død, „den anden død“, afskæres de for evigt fra livet i det hele taget.

Et valg vi må træffe

Der er ingen tvivl om at Kristus har sine ambassadører på jorden i dag. Det vi hver især må finde frem til, er hvem disse ambassadører er. Hvem er det der forkynder den gode nyhed om Guds rige? Hvem fortæller at Riget er nær og at det vil indføre velsignelser på jorden når det onde er fjernet? I denne forbindelse kan man spørge sig selv: Gør jeg noget for at udbrede kundskaben om Gud? Tjener jeg som Kristi repræsentant, i ord såvel som i gerning? Hvis ikke, må man finde dem der gør det. Man må vise dem gæstfrihed, ligesom man ville gøre det over for ambassadører for en højt anset og respekteret konge. Man kan ikke „halte til begge sider“, stå med et ben i hver lejr. — 1 Kong. 18:21.

En sådan ambassadør ville man byde velkommen i sit hjem. Man ville være dybt interesseret i det budskab han kom med fra sin konge eller sin regering. Man ville behandle ham respektfuldt. Kristi ambassadører kommer ikke med et almindeligt budskab. Nej, de kommer med nyt fra universets Skaber og hans konge, Jesus Kristus. Det er derfor livsvigtigt at overveje det budskab disse ambassadører forkynder. Men det er mere end et spørgsmål om respekt. Eftersom man ved sin holdning over for ambassadørerne viser sin holdning over for Gud og Kristus, er det et spørgsmål om liv eller død.

Hundredtusinder af mennesker her i vor tid har behandlet disse ambassadører venligt, ikke først og fremmest ved at yde dem materiel hjælp, men ved at stille sig på deres side når de behandles dårligt af deres fjender. (2 Kor. 1:6, 7; Fil. 4:14; Hebr. 10:33) Ydermere har de sluttet sig til ambassadørerne for at hjælpe dem med at forkynde i hele verden. (Zak. 8:23) Derved er disse mennesker, der sammenlignes med får, blevet en slags udsendinge eller gesandter der samarbejder med kongens, Jesu Kristi, ambassadører. (Sl. 45:15, 16) Har du fundet frem til hvem disse ambassadører og deres medarbejdere er? Og behandler du dem med respekt, vel vidende at det du gør mod en af Kristi mindste brødre og dem der kærligt samarbejder med dem, gør du mod Kristus selv?

„Så siger Hærskarers [Jehova]: I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.’“ — Zak. 8:23.

[Fodnote]