Spørgsmål fra læserne
● I Åbenbaringen 20:5 siges der: „De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende.“ Viser dette skriftsted at opstandelsen først vil finde sted efter Kristi tusindårige herredømme? — Ecuador.
Nej, sådan behøver man ikke at forstå skriftstedet.
Der hersker endog nogen tvivl med hensyn til om disse ord virkelig hører med til det apostelen Johannes skrev. De findes i hvert fald ikke i det sinaitiske manuskript fra det fjerde århundrede. Men hvis de fandtes i originalen, må de under alle omstændigheder betragtes i lyset af sammenhængen og af hvad Bibelen ellers siger.
Åbenbaringen 20:4-6 lyder: „Jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Og jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld, og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år. (De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende). Dette er den første opstandelse. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse!“
De der får del i „den første opstandelse“ bliver tydeligvis levende før tusindårsrigets afslutning, eftersom de hersker sammen med deres Herre i denne periode. Men de der ikke får del i „den første opstandelse“ — opstandelsen til liv i himmelen — bliver ’ikke levende før de tusind år er til ende’. Spørgsmålet er: Hentyder udtrykket ’at blive levende’ til deres opstandelse?
I lyset af sammenhængen og andre skriftsteder i Bibelen må svaret være nej. I Åbenbaringen 20:11-13 beskrives opstandelsen med disse ord: „Jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger.“ Og i Åbenbaringen 21:1 læser vi derpå: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet.“
Sammenhængen viser altså at den almindelige opstandelse af de døde finder sted efter at „den første himmel og den første jord“ er forsvundet. Hvornår sker dette? Ifølge Andet Petersbrev 3:10 vil den første himmel og jord forsvinde på „Herrens dag“. Denne „dag“ vil, ifølge versene 3 til 6, overraske spotterne, ligesom vandfloden på Noas tid. Den vil altså indtræffe før Kristi herredømme i de tusind år.
På Noas tid gik hverken den bogstavelige jord eller den bogstavelige himmel til grunde. Men det onde menneskesamfund, som var behersket af onde åndemagter, gik til grunde i Vandfloden. På tilsvarende måde vil udslettelsen af „de nuværende himle og jorden“ ikke sige at den bogstavelige jord og himmel tilintetgøres. (2 Pet. 3:7) Det er det ugudelige menneskesamfund der vil gå til grunde. Og Satan Djævelen og hans dæmoner, der som „himle“ har behersket den ulydige menneskehed, vil blive sat ud af spillet, lænket i afgrunden. — Åb. 20:1-3.
Eftersom Åbenbaringen 20:11-13 forbinder den almindelige opstandelse af de døde med dét at ’jorden og himmelen flyede’, må denne opstandelse finde sted i løbet af de tusind år hvori Satan er bundet i afgrunden. At de døde ’blev levende’ efter de tusind år, som nævnt i Åbenbaringen 20:5, kan altså ikke sigte til denne opstandelse af de døde i dødsriget. Hvordan skal disse ord da forstås (hvis de virkelig hører med til Bibelens inspirerede tekst)?
Bibelen viser at selv de levende kan være „døde“, set med Guds øjne. Jesus Kristus sagde: „Lad de døde begrave deres døde!“ (Matt. 8:22) Han nævnte også at de der tager imod ham i tro, „er gået over fra døden til livet“. (Joh. 5:24) Og apostelen Paulus skrev, med henblik på dem der havde håb om at få herredømme i himmelen: „Jer, som var døde i jeres overtrædelser og uomskårne, syndige menneskenatur, jer levendegjorde Gud sammen med ham [Kristus].“ — Kol 2:13.
Vi ser altså at et menneske ikke bliver levende, set med Guds øjne, før det er blevet frigjort for syndens fordømmelse. Hvad angår dem der skal herske sammen med Jesus Kristus, så erklærer Jehova Gud dem retfærdige på grundlag af sin søns offer og anser dem således for at være fuldkomne, syndfri, mens de endnu befinder sig i kødet på jorden. (Rom. 8:33, NW) Men de øvrige medlemmer af menneskeheden, dem indbefattet der oprejses på jorden i løbet af Kristi tusindårsrige, vil ikke straks blive befriet for deres syndige tilbøjeligheder og syndens dødbringende virkninger. Hvis disse opstandne ikke drager nytte af og får del i Kristi genløsningsoffers fortjeneste, vil de i virkeligheden dø igen. At menneskene vil blive befriet for deres syndige tilbøjeligheder i løbet af Kristi tusindårsrige, bekræftes i Første Korinterbrev 15:24-28. Her læser vi at først når „den sidste fjende“, nemlig døden, er tilintetgjort, vil Jesus ’overgive Riget til Gud og Faderen’. Kristus overgiver ikke Riget til sin Fader før han har afsluttet sit tusindårige herredømme. Derefter vil Satan blive løsladt fra afgrunden og få lov til at udsætte menneskeheden for en sidste prøve. — Åb. 20:3, 7-10.
De der består denne prøve vil blive erklæret retfærdige og få det evige livs gave. De vil således ’blive levende’ i den forstand at de bliver retfærdiggjort eller erklæret retfærdige til evigt liv. Synden eller dens dødbringende følger vil ikke længere virke i dem. De vil blive levende som medlemmer af Guds familie, „frigjort fra trældom under fordærv“, og opnå „Guds børns herlige frihed“. — Rom. 8:21, NW.