Hvordan vi viser os som Guds venner
„O Jehova, hvem skal være gæst i dit telt? Hvem skal bo på dit hellige bjerg? Den der vandrer lydefrit og øver retfærdighed og taler sandhed i sit hjerte.“ — Sl. 15:1, 2, NW.
1. Hvordan beskriver Bibelen Guds nye verden, og hvilke krav skulle vi være interesserede i at kende?
INGEN vil få adgang til Guds nye verden og komme til at bo der til evig tid som Guds gæster hvis ikke de er Guds venner. Eftersom Gud kun samler dem om sig der har et rent og godt hjerte, er der altså visse krav forbundet med at være gæst i Jehovas telt. Alle sande kristne skulle være interesserede i at kende disse krav, for kun ved at opfylde dem kan de gøre sig håb om at erfare det evige livs velsignelser i en bolig som Bibelen beskriver på følgende måde: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, . . . jeg hørte en høj røst fra tronen sige: ’Se, nu er Guds bolig [telt, NW] hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem.’“ — Åb. 21:1, 3.
2. Hvordan lyder Bibelens beskrivelse af en Guds ven?
2 Salmisten David blev inspireret til at nedskrive de krav der er forbundet med at være Guds gæst og derfor Guds ven: „O Jehova, hvem skal være gæst i dit telt? Hvem skal bo på dit hellige bjerg? Den der vandrer lydefrit og øver retfærdighed og taler sandhed i sit hjerte. Han har ikke bagtalt med sin tunge. Sin fælle har han ikke gjort ondt, og over sin nære ven har han ikke bragt forsmædelse. I hans øjne forkastes visselig enhver der må foragtes, men dem der frygter Jehova ærer han.“ — Sl. 15:1-4, NW.
3. Hvorfor er Jehova med rette omhyggelig med at udvælge dem der skal være gæster i hans telt, og hvordan sås dette på Davids tid?
3 Det forbavser os ikke at den almægtige Gud kun modtager visse mennesker som gæster i sit telt. Ingen modtager hvem som helst som gæst i sit hus; man beværter ikke alle og enhver. Onde mennesker vil man ikke have under sit tag, ikke engang for en kort tid. Jehova Gud følger det samme princip. Han modtager ikke alle og enhver i sit telt: „Den onde kan ikke gæste dig.“ (Sl. 5:5) Dette gjaldt Guds telt på Davids tid. David havde ført Jehovas ark fra Obed-Edoms hus til Jerusalem: „De førte så [Jehovas] ark ind og stillede den på plads midt i det telt, David havde rejst den.“ (2 Sam. 6:17) Når man trådte ind i dette telt, trådte man ind i den Højestes nærhed. David udvalgte dem der skulle tjene ved dette telt, og Asaf var en af de privilegerede. (1 Krøn. 16:4-6) Kun de der vandrede lydefrit og som havde et rent og retskaffent hjerte kunne tjene til stadighed i Jehovas telt på hans hellige bjerg.
4. Hvad siges der om de krav der gælder for at opholde sig i Guds nærhed, og hvordan bør den kristnes indstilling være?
4 Jehova udvælger omhyggeligt dem der skal opholde sig i hans hellige nærhed. Hvis kravene på Davids tid var strenge for dem der skulle være gæster i Jehovas telt på hans hellige bjerg, hvor langt strengere er kravene da ikke for dem der til stadighed skal bo i Jehovas telt som hans gæster, som medlemmer af hans hellige familie! Skal vi regnes værdige til at opnå dette storslåede privilegium og med David kunne sige: „Jeg skal være gæst i dit telt til ubestemt tid,“ må vi vise os som Guds venner. Eftersom Gud er ’fortrolig mod retsindige’, er det absolut nødvendigt at de der ønsker at nyde godt af Guds beskyttelse og gæstfrihed til evig tid, lærer hvad Gud kræver af dem der ønsker at være retsindige i hans øjne. (Sl. 61:4, NW; Ordsp. 3:32) Alle kristne burde derfor spørge: „O Jehova, hvem skal være gæst i dit telt? Hvem skal bo på dit hellige bjerg?“ Og alle kristne burde være fuldt fortrolige med hvad salmisten svarede: „Den der vandrer lydefrit og øver retfærdighed og taler sandhed i sit hjerte.“ — Sl. 15:1, 2, NW.
En lydefri færd
5. Hvordan kom Adam til kort i at vandre lydefrit, og hvad mistede han derved?
5 For at vandre lydefrit i Guds øjne må den kristne vise Jehova Gud ubetinget tillid og bevise denne tillid ved at adlyde Guds bud. Det første menneske Adam var Guds gæst i Edens paradis. Adam kunne have fået Paradiset som en evig bolig, en bolig der var velsignet med Guds nærværelse. Men Adam viste sig ikke som Guds ven. På grund af ulydighed mod sin himmelske Fader og Vært mistede Adam sin paradisiske bolig og viste sig ikke egnet til at være gæst i „Guds have“. (Ez. 28:13) Adam vandrede ikke lydefrit og kunne derfor ikke være Guds ven.
6. Hvem blev kaldt „Guds ven“, og hvorfor blev han det?
6 I Bibelen er der imidlertid utallige eksempler på at mennesker har vist sig som Guds venner. I Hebræerbrevets ellevte kapitel nævnes en lang række af dem. Her nævnes Abraham, om hvem Jakob skrev: „Således blev det skriftord opfyldt, som siger: ’Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,’ og han blev kaldt Guds ven.“ (Jak. 2:23) Hvilken forret at blive kaldt „Guds ven“! Er vi som Abraham villige til at opfylde de krav der stilles til dem der vil kaldes Guds venner? Vi bliver ikke Guds venner ved blot at ønske at være det. Vi må bevise at vi er Guds venner. Abraham gav bevis på sin tro på Gud og på sin tillid til ham ved at adlyde ham. På Jehovas befaling forlod han Ur i Kaldæa, og senere var han også rede til at ofre sin eneste søn med Sara, sin elskede Isak. Således siger Hebræerbrevets forfatter: „I tro adlød Abraham kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve; ja, sin enbårne var han rede til at ofre, skønt han havde fået forjættelserne, og der var sagt til ham: ’Gennem Isak skal en slægt få navn efter dig.’“ (Hebr. 11:8, 17, 18) Abraham vandrede lydefrit og afgav bevis for sin tro på Gud og sin tillid til ham ved at adlyde ham; „og han blev kaldt Guds ven“.
7. Hvordan må det at være Guds ven vurderes?
7 Kan noget sammenlignes med det at være Guds ven? Hvad er den succes som en forretningsmand i denne verden kan opnå, i sammenligning med Guds venskab? Intet kan skænke en den lykke og tilfredshed der følger med at være „rig hos Gud“. (Luk. 12:21) Mennesker skyr ingen anstrengelser for at lære hvordan man opnår succes i forretningsverdenen; at lære hvordan man kan vandre lydefrit i Guds øjne og blive hans ven fortjener en langt større indsats.
Hvordan man vedblivende vandrer lydefrit
8. (a) Hvilke eksempler har vi på at nogle vedblivende har vandret lydefrit? (b) Hvordan er det muligt at vandre lydefrit, som vist i Daniels tilfælde?
8 Når vi nærmere betragter dem der viste sig som Guds venner ser vi at de var konstante i deres færd. De vandrede til stadighed lydefrit. „Enok vandrede fortsat med den sande Gud.“ „Noa var en retfærdig mand. Han viste sig lydefri blandt sine samtidige. Noa vandrede med den sande Gud.“ (1 Mos. 5:23, 24; 6:9, NW) Profeten Daniel vandrede også bestandig lydefrit. I de kritiske øjeblikke i sit liv satte han ikke sin lid til menneskelig visdom; han vendte sig til Gud efter vejledning. Det gjorde han fordi han altid så hen til Jehova Gud. Daniel samtalte med Gud, selv når det var forbudt; han bad regelmæssigt til Gud og viste derved at han til stadighed satte sin lid til sin største ven. Daniel blev kastet i løvekulen på grund af sin loyalitet mod Jehova, og selv den hedenske kong Darius lagde mærke til Daniels aldrig svigtende tillid til sin Gud: „Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!“ (Dan. 6:17, 21) At Daniel vedblivende vandrede lydefrit vandt i høj grad Guds yndest, og Jehovas engel Gabriel sagde til Daniel: „Du er højt elsket.“ — Dan. 9:23.
9. Hvad er absolut nødvendigt hvis man skal vandre lydefrit?
9 For vedblivende at vandre lydefrit som Enok, Noa, Abraham og Daniel må vi have Jehova i tanke i alt hvad vi gør, som Ordsprogene 3:5, 6 siger: „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ Ingen som ikke vil følge denne vejledning kan nogen sinde gøre sig håb om at blive Guds ven. I virkeligheden kan man slet ikke indvi sig til Gud hvis ikke man adlyder denne formaning til at stole på Jehova og søge hans guddommelige vejledning, så man bestandig kan vandre ad den lige vej.
10, 11. (a) Hvad kan der ske hvis man lader Jehova ude af betragtning? (b) Fortæl om de kritiske situationer en af Guds profeter kom ud for, og hvordan han handlede.
10 Hvor er det tåbeligt ikke at have Jehova i tanke på alle sine veje — i særdeleshed hvis man ønsker at være en Guds tjener! En ulykke kan let indhente den der lader Jehova ude af betragtning, især i et kritisk øjeblik. Dette skete for en af profeterne. I Første Kongebogs trettende kapitel fortælles der om en Guds mand der på Jehovas bud var kommet fra Juda til Betel „netop som Jeroboam stod på alteret for at tænde offerild“. Den Guds mand, der ikke nævnes ved navn, udtalte da en bemærkelsesværdig profeti om hvordan alteret ville blive ødelagt og de afgudsdyrkere der bragte ofre på det ville gå til grunde. Den onde kong Jeroboam blev rasende. Han rakte sin hånd ud og befalede at den modige profet skulle pågribes. Straks stivnede kongens hånd og visnede, og alteret revnede. Jeroboam bad profeten gå i forbøn for ham så hans hånd kunne blive rask igen. Profeten gjorde som kongen sagde, og kongens hånd blev helbredt. Den snedige Jeroboam indbød dernæst af selviske grunde profeten til at spise ved sit kongelige bord. Dette var et kritisk øjeblik i profetens liv. Ville han vandre lydefrit? Det gjorde han; han adlød Jehova og nægtede på det bestemteste at have noget at gøre med en der hadede Jehova Gud og tilbad afguder, selv om han var konge: „Den Guds mand svarede kongen: ’Om du så giver mig halvdelen af dit hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise eller drikke på dette sted; thi det bud har jeg fået med [Jehovas] ord: Du må hverken spise eller drikke, og du må ikke vende hjem ad den vej, du kom!’“
11 Hvis denne Guds mand fortsat havde vandret lydefrit i Jehovas øjne ville alt have været godt. Men kort efter opstod endnu en kritisk situation i profetens liv. På sin vej ud af byen blev den Guds mand indhentet af „en gammel profet“ som boede der. Den gamle profet inviterede den Guds mand med hjem at spise. „Jeg kan ikke vende om og følge med dig,“ svarede den Guds mand, „thi der er sagt mig med [Jehovas] ord: Du må hverken spise eller drikke der.“ Den gamle profet blev dog hårdnakket ved sit og fortalte en løgn skønt motivet hertil ikke nævnes. „Også jeg er profet som du, og en engel har med [Jehovas] ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at han kan få noget at spise og drikke!“ Stik imod Jehovas udtrykkelige bud gik profeten nu med tilbage for at spise og drikke. Dette fik katastrofale følger.
12. Hvorfor kom den Guds mand til kort i at vandre lydefrit, og hvad blev følgen?
12 Mens de sad til bords kom Jehovas ord til den løgnagtige gamle profet, og han talte følgende ord til den Guds mand der havde været ulydig: „Så siger [Jehova]: Fordi du har været genstridig mod [Jehovas] ord og ikke holdt det bud, [Jehova] din Gud pålagde dig, men vendte tilbage og spiste og drak på det sted, hvor han sagde, du ikke måtte spise og drikke, derfor skal dit lig ikke komme i dine fædres grav!“ Denne gang havde den gamle profet virkelig talt Jehovas ord. Den Guds mand begav sig på vej, ridende på et æsel. „Men en løve kom imod ham på vejen og dræbte ham. Og hans lig lå henslængt på vejen.“ Løven fortærede hverken liget eller æselet, men holdt vagt over dem begge som tegn på at det der var sket ikke var tilfældigt men var en straf fra Gud. — 1 Kong. 13:1-28.
13. Hvad skulle den Guds mand have gjort hvis han ønskede fortsat at vandre lydefrit?
13 Hvilket tragisk resultat af ikke at vandre lydefrit! Den Guds mand havde tilstrækkelig kundskab til at han kunne have undgået at vige bort fra den lige vej; han havde fået direkte befaling fra Gud om hvordan han skulle vandre. Men den gamle profet sagde jo at „en engel“ havde ændret denne befaling? Den Guds mand skulle ikke have taget imod et andenhånds budskab som modsagde den direkte befaling han havde fået fra Jehova. Hvad skulle han have gjort? Han skulle have adlydt Jehovas befaling. I stedet for at overtræde Jehovas udtrykkelige bud skulle den Guds mand have søgt vejledning hos Jehova før han gik videre. Han kunne have bedt til Jehova om hans vejledning i dette kritiske øjeblik. Men uden at bede til Gud og tilsyneladende uden at betvivle rigtigheden af dette andenhånds budskab fra „en engel“ styrede den Guds mand lige ud i overtrædelsen; og trods sin tidligere fortjenstfulde færd kom han til kort i at vandre lydefrit med Gud.
Undgå formastelige gerninger
14. Hvad kan den kristne lære heraf?
14 Hvad kan den kristne lære heraf? At man altid må søge Jehovas vejledning hvis man ønsker til stadighed at vandre lydefrit i hans øjne. Det gælder især i de kritiske øjeblikke i ens liv, når man er tvivl om hvad man skal gøre. Gør aldrig noget formasteligt, hverken efter egen eller, en andens tilskyndelse, selv om denne anden er en person der indtager en ansvarsfuld stilling i Guds organisation eller hævder at indtage en sådan stilling. Hvis vi søger Jehovas vejledning først, undgår vi at blive vildledt af bedragere eller af nogle som måske mener os det godt, men som handler efter deres egen forstand. Gør vi det, kan vi altid vandre lydefrit på den lige vej, og det vil ikke gå os som det gik den Guds mand der var „genstridig mod [Jehovas] ord“. — 1 Kong. 13:21.
15. (a) Hvad bør en Guds tjener bede om, og hvorfor? (b) Hvorfor lykkedes det ikke kong Saul at vandre lydefrit, og hvad blev følgen for ham?
15 For at vise os som Guds venner må vi altså bede Gud bevare os mod at gøre noget formasteligt. Måtte den kristne bede som salmisten: „Bevar også din tjener for formastelige gerninger; lad dem ikke beherske mig. I så fald vil jeg være fuldendt og jeg vil forblive uskyldig i mange overtrædelser.“ (Sl. 19:13, NW) Den kristne skulle ikke efterligne kong Sauls formastelighed. I krigen mod filisterne havde kong Saul af profeten Samuel fået besked om ikke at foretage sig noget men at afvente Samuels ankomst i Gilgal. Da Saul havde vanskeligt ved at holde folket samlet til Samuel kom og frembar ofrene, styrede Saul formasteligt ud i overtrædelsen. „Så ofrede han brændofferet,“ til trods for at han ikke havde nogen bemyndigelse til det. Da Samuel ankom lige efter, prøvede Saul at retfærdiggøre sin handling ved at henvise til den farlige situation israelitterne befandt sig i og Samuels forsinkelse. „Da tog jeg mod til mig,“ indrømmede Saul, „og bragte brændofferet!“ Hvor tåbeligt! I tillid til sin egen visdom tog Saul ’mod til sig’ og øvede en formastelig gerning. Ved ikke at vandre lydefrit mistede Saul sin trone og Jehovas venskab. „Nu skal dit kongedømme ikke bestå,“ erklærede Samuel. „[Jehova] har udsøgt sig en mand efter sit hjerte.“ — 1 Sam. 13:8, 9, 12, 14.
16. (a) Hvordan bevarer Gud os mod at øve formastelige gerninger, og hvordan viste apostelen Paulus at han ønskede at vandre lydefrit? (b) Hvad må den kristne undgå når han er i tvivl om hvad han skal gøre?
16 Ved hjælp af sit ord og ved hjælp af bønnens foranstaltning bevarer Gud os mod at øve formastelige gerninger. Vi kan studere Guds skrevne ord, Bibelen, og lære de principper hvorefter Gud ønsker vi skal vandre. Vi må rådføre os med den bog der indeholder visdommen fra ham. Bøn vil afholde os fra at øve formastelige gerninger, for herigennem kan vi have Jehova i tanke i alt hvad vi gør. Gud bevarer os også for formastelige gerninger ved at vejlede os gennem sin organisation. Da en strid opstod i den første menighed om hedningernes omskærelse formastede Paulus og Barnabas sig ikke til at handle på egen hånd. Paulus vidste hvordan sagen burde afgøres, men han gennemtvang ikke sin afgørelse! Han tog til Jerusalem og her undersøgte et råd af apostle og ældste sagen. En afgørelse som havde den hellige ånds godkendelse blev truffet. Et organisationsmæssigt brev forfattedes, og dette autoritative svar kunne nu læses op for menigheden. Paulus handlede først efter at have fået bemyndigelse dertil af organisationen. (Ap. G. 15:1-31) Ved bøn, ved studium af Guds ord og ved vejledning gennem Guds organisation bevares de kristne i dag på samme måde mod at øve formastelige gerninger. Når der opstår en kritisk situation i ens liv og man er i tvivl om hvordan man bør handle, så bør man ikke uden videre foretage sig noget på grundlag af menneskelig visdom; man bør vente til man har fået klarhed over sagen gennem studium af Guds ord. Da vil vi gå på jævne stier og vedblivende kunne vandre lydefrit.
Øv retfærdighed og tal sandhed
17. Hvad andet kræver Gud af sine venner, og hvilken indflydelse får dette på hvordan vi handler over for andre?
17 For at være Jehovas venner må vi til hver en tid ’øve retfærdighed’. (Sl. 15:2, NW) Den kristne må i sit liv følge de retningslinjer som Guds ord fastsætter; den kristnes adfærd må være hellig: „Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd; thi der står skrevet: ’I skal være hellige; thi jeg er hellig.’“ (1 Pet. 1:15, 16) Da Jehova er hellig, lader han ikke onde mennesker gæste sig i sit telt, mennesker der handler uretfærdigt over for deres medmennesker og kristne fæller. Skal man øve retfærdighed kan man ikke handle uærligt over for sine venner eller bedrage dem, og man kan heller ikke bagtale dem med sin tunge. „Thi du er ikke en Gud, der ynder ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, for dig skal dårer ej træde frem, du hader hver udådsmand; tilintetgør dem, der farer med løgn; en blodstænkt, svigefuld mand er [Jehova] en afsky.“ — Sl. 5:5-7.
18. (a) Hvad siges der om at handle uretfærdigt i det små? (b) Hvad er den kristnes pligt når han har lånt af andre?
18 Man bedrager sig selv hvis man tror at Gud vil modtage nogle som gæster i sit telt hvis de har tilsmudset sig ved at handle uretfærdigt. Ifølge beskrivelsen er Guds ven en der ’ikke gør sin fælle ondt’. (Sl. 15:3, NW) Dette indbefatter såvel små som store ting, for „den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store“. (Luk. 16:10) Den kristne der låner af sin næste men ikke betaler tilbage, for eksempel, undskyldes ikke af Gud fordi der ikke er tale om så stort et beløb eller så stor en ting. „Den gudløse låner og bliver i gælden.“ (Sl. 37:21) Mange har vanskeligt ved at betale det tilbage som de har lånt, men hvis de virkelig „øver retfærdighed“ vil de søge at betale det tilbage som de har lånt, selv om de ikke kan tilbagebetale det hele på en gang, og selv om der måske går lang tid. Bestræber man sig for at betale tilbage, viser det at man „øver retfærdighed“ i sit hjerte.
19. (a) Forklar hvad der menes med at ’tale sandhed i sit hjerte’. (b) Hvordan beviser vi at vi er Jesu venner, og hvilken forbindelse er der mellem dette og at tale sandhed?
19 Den der gerne vil være Guds gæst må også ’tale sandhed i sit hjerte’. (Sl. 15:2, NW) Den der taler sandhed i sit hjerte er ærlig over for andre og over for sig selv. Hvis man taler sandhed i sit hjerte, vil man også tale sandhed med munden. Man vil ikke alene undgå løgn, men vil også forkynde sandheden, Guds sandhed. De sandheder Gud ønsker de kristne skal forkynde, findes i hans ord, og de indbefatter også Guds søns, Jesu Kristi befalinger, i særdeleshed dem der vedrører forkyndelsen af Guds rige. Herren Jesus sagde da han gik her på jorden: „I er mine venner, hvis“ — Hvis hvad? „Hvis I gør, hvad jeg byder jer.“ (Joh. 15:14) Og hvad har Herren Jesus da påbudt sine efterfølgere at gøre i denne „endens tid“? At forkynde sandheden om Guds rige og dets oprettelse! „Denne gode nyhed om Riget,“ forudsagde Jesus, „skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ — Matt. 24:14, NW.
20. Hvad bliver resultatet af at vi taler Rigets sandheder, og hvilken pligt påhviler alle kristne?
20 Alle der ønsker at være Guds og Kristi venner vil derfor også deltage i dette store arbejde med at forkynde Rigets sandheder. Ved hjælp af sandhederne om Guds rige er tusinder som engang var Guds fjender, nu blevet hans venner. Ja, at gøre de mange som er Guds fjender til Guds venner — det er det store privilegium og den ophøjede pligt som hver sand kristen har. Skal man løse denne opgave må man forkynde sandheden. Enhver der „taler sandhed i sit hjerte“ vil tale sandhed med sin tunge og undervise andre i Guds riges sandheder. Om den kristnes pligt til at gøre Guds fjender til Guds venner ved hjælp af sandheden siger apostelen: „Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Kor. 5:20.
21. Hvordan bør vi handle i betragtning af at den nye verden er nær, og hvilken velsignelse vil vi opnå?
21 Den nye retfærdsverden er nær, en verden hvori „Guds telt“ skal være hos menneskene. „O Jehova, hvem vil være gæst i dit telt?“ Måtte vi da beflitte os på at fortælle andre Guds riges sandheder, hvorigennem de kan blive forligt med Gud. Lad os tale af et hjerte der er fyldt med sandheden, alt imens vi øver retfærdighed over for alle mennesker. Og måtte vi vedblivende vandre lydefrit med vor Gud, ligesom Enok, Noa, Abraham og Daniel, idet vi altid søger Guds vejledning for vore handlinger. Og måtte vi så vise os som Guds loyale venner helt til denne verden ender og vi træder ind i den herlige nye verden! Da kan vi juble med salmisten: „Jeg skal være gæst i dit telt til ubestemt tid,“ for vi skal være Guds gæster og vil få den forret at bo i Jehovas telt til evig tid. — Sl. 61:4, NW.