min skyld, til et vidnesbyrd for dem. Og det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ — Mark. 13:4, 9, 10.

19. Hvem skal opfylde disse profetiske ord, og hvad er denne handling en del af?

¹⁹ Hvem skal gøre som der siges i disse profetier, så ordene kan blive opfyldt? De indviede, døbte disciple af den der udtalte profetien, Jesus Kristus, dem profetien også var stilet til. At de forstår hvad der er deres pligt og tager del i opfyldelsen af disse profetier, er en del af den „hellige tjeneste“ de ikke skal vige bort fra.

20. Hvad sagde Jesus til sine disciple på et bjerg i Galilæa for at understrege at de måtte udføre denne „hellige tjeneste“, og hvad må de der lever ved „afslutningen på tingenes ordning“ derfor gøre?

²⁰ For at give denne befaling — at hans disciple skulle udføre „hellig tjeneste“ — yderligere vægt, viste den opstandne Jesus sig for omkring 500 af sine disciple på et bjerg i „nationernes Galilæa“ og befalede dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen [synteʹleia] på tingenes ordning.“ (Matt. 28:19, 20; 4:15; 1 Kor. 15:6) Siden „hedningernes tider“ ophørte i 1914 har vi levet i „afslutningen på tingenes ordning“. Alle vi der er indviede, døbte disciple af den opstandne Jesus Kristus, som har fået overdraget al myndighed, har derfor fået befaling til at udføre denne „hellige tjeneste“. Vi må gøre dette arbejde lige til „afslutningen på tingenes ordning“ er forbi, og aldrig lade hænderne synke.

21. (a) Hvilke privilegier vil de der får adgang til det himmelske ny Jerusalem, få? (b) Hvilke velsignelser vil blive tildelt dem af ’den store skare’ der viser sig trofaste til afslutningen af ’den store trængsel’?

²¹ Om de 144.000 åndelige israelitter, der får adgang til den himmelske by, det ny Jerusalem, står der skrevet: „Der vil ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og Lammets trone vil være i byen, og hans trælle vil yde ham hellig tjeneste [latreuʹein]; og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander.“ (Åb. 22:3, 4) De trofaste, lydige mennesker der udgør ’den store skare’ vil opleve den velsignelse at komme ud af „den store trængsel“ som vil danne afslutning på denne „endens tid“. Under Guds lams tusindårige styre vil de blive ved med at ’yde hellig tjeneste for Gud’ i hans åndelige tempels jordiske forgårde. „Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ — Åb. 7:9-17.

Spørgsmål fra læserne

● I Kolossenserbrevet 3:23 rådes de kristne til at tjene deres herrer ’med hele deres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker’. Vil det sige at vort verdslige arbejde er en del af vor hellige tjeneste hvis vi udfører det som for Jehova?

Det græske ord latreiʹa, der i Ny Verden-oversættelsen gengives med „hellig tjeneste“, betegner gudsdyrkelse eller tjeneste for Gud. (Rom. 12:1) Ifølge Jesus indebærer denne tjeneste at man lader Jehova komme i første række og viser ham den største troskab. (Matt. 4:8-10, Luk. 4:5-8) Det er en tjeneste som tager sigte på at fremme Jehovas riges interesser.

I fortiden ydede Guds indviede folk, Israel, „hellig tjeneste“ i lydighed mod Lovpagten, med det mål at blive Jehova „et kongerige af præster og et helligt folk“. (2 Mos. 19:5, 6) Ved denne tjeneste blev der tilvejebragt forbilleder og skygger af virkeligheder som skulle vise sig senere, nemlig under den nye pagt i forbindelse med Guds rige ved Kristus Jesus. (Hebr. 8:5; 9:9, 14) Til de salvede kristne siges der således: „Da vi skal modtage et urokkeligt rige, måtte vi da fortsat have ufortjent godhed, ved hvilken vi på velbehagelig måde kan yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt.“ (Hebr. 12:28) De salvede kristnes medarbejdere, ’den store skare’ der ser frem til evigt liv på jorden, må ligeledes vise gudsfrygt under udførelsen af deres „hellige tjeneste“ i Jehovas tempels jordiske forgård. — Åb. 7:9, 15.

Er denne „hellige tjeneste“ ensbetydende med at man blot ’lever et pænt liv’, idet man sætter et godt eksempel med hensyn til at forsørge sin familie, at opdrage sine børn, at holde sit hjem rent, at være flittig i skolen, og så videre? Nej, det kan næppe være tilfældet, for israelitterne gjorde disse ting ved siden af eller ud over den hellige tjeneste Jehova pålagde dem at udføre. (2 Mos. 7:16; 12:25, 26, hvor det hebraiske ord for „tjene“ [da. aut.: „dyrke“] og „tjeneste“ [da. aut.: „skik“] i den græske Septuaginta-oversættelse er oversat med latreuʹein og latreiʹa.) Selv om de ifølge sabbatsloven skulle ’yde tjeneste og gøre alt deres arbejde i seks dage’, var der alligevel på den syvende dag visse former for hellig tjeneste de udførte, for eksempel ved højtiderne og i forbindelse med at undervise i synagogerne. — 2 Mos. 13:5, 6; 20:9, NW; Apg. 13:14, 15; 18:4.

Der findes mennesker i dag som lever et pænt og moralsk rent liv, men som ikke interesserer sig det mindste for Gud og hans hensigter. Deres livsførelse kan naturligvis ikke betegnes som „hellig tjeneste“. En hellig tjeneste er tydeligvis en tjeneste man yder for Gud fordi man værdsætter det der er helligt — noget man må ofre tid og kræfter på ved siden af det man ellers foretager sig. Den hellige tjeneste adskiller sig altså fra ens verdslige arbejde og de øvrige pligter man har i hverdagen, skønt kristne naturligvis også bør udføre disse ting „til Guds herlighed“. — 1 Kor. 10:31; Rom. 1:9.

Her umiddelbart før ’den store trængsel’ indebærer vor „hellige tjeneste“ at vi adlyder Jesu befaling om at forkynde „denne gode nyhed om riget“, idet vi advarer folk og søger at gøre disciple. (Matt. 24:14, 21; 28:19, 20) Den omfatter det at vi samles for at tilbede Gud, at vi studerer Bibelen i familien og regelmæssigt drøfter dagens tekst. Den indbefatter den særlige tjeneste der udføres i pioner- og missionærgerningen, samt på betelhjemmene, der drives med det formål at tilvejebringe åndelig føde og at organisere Jehovas Vidners verdensomspændende arbejde. Det arbejde der udføres af rejsende tilsynsmænd og de enkelte menigheders ældste og menighedstjenere, der varetager deres brødres åndelige interesser, må også betegnes som „hellig tjeneste“. (5 Mos. 31:12, 13; 6:4-9; Ef. 6:4; Apg. 1:8; 20:28; 1 Pet. 5:2, 3; 1 Tim. 3:1, 12, 13) Denne „hellige tjeneste“, som alle i Guds organiserede folk er med til at udføre, ydes af hjertet — et hjerte som er indviet til Gud — og med Jehovas ånds og hans hellige engles hjælp. (Fil. 3:3; Apg. 27:23) Hvis vi i denne tjeneste ’bliver ved med at søge Guds rige og hans retfærdighed først’, vil Jehova sørge for at de daglige livsfornødenheder ’bliver givet os i tilgift’. — Matt. 6:33; Luk. 12:31.

Når vi udfører „hellig tjeneste“ må det være efter det eksempel Jesus satte da han tjente på jorden. (1 Pet. 2:21-23) Vi må udføre den af kærlighed til Gud og af kærlighed til næsten, den