Kapitel 7

Menighederne der frembringer 144.000 beseglede

 1. (a) Hvem glæder sig over at høre at de 144.000 beseglede Guds tjenere skal regere sammen med Jesus Kristus i himlene? (b) Hvad har disse været samlet i mens de var på jorden, og hvad var formålet hermed?

TILHÆNGERE af et godt styre over jordens folk ser med glæde frem til at det er Guds tjenere, dem der er beseglede på deres pander med „den levende Guds segl“, de 144.000, der skal regere som „jordens konger“ sammen med den oprejste Guds søn, Jesus Kristus, i himmelen. (Åbenbaringen 7:4-8) Mens disse fremtidige himmelske regenter, der får Guds godkendelses segl, befinder sig her på jorden, hvor de modtager oplæring og bliver tugtet og prøvet, er de samlet i menigheder.

 2, 3. Hvad viser apostelen Johannes med de allerførste ord i Åbenbaringens bog med hensyn til Guds handlemåde og hensigt med sine beseglede tjenere?

² At disse menigheder bestående af Guds beseglede tjenere bliver beredt til den opgave de skal varetage i det himmelske rige efter afslutningen på den nuværende tingenes ordning, gør apostelen Johannes tydeligt opmærksom på henimod slutningen af det første århundrede efter vor tidsregning. Efter at have præsenteret sig som Johannes, en begunstiget tjener der har modtaget en storslået åbenbaring fra Gud gennem Jesus Kristus, skriver han følgende som hilsen til visse navngivne menigheder.

³ „Johannes sender hilsen til de syv menigheder i provinsen Asien: nåde være med eder og fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone, og fra Jesus Kristus, det troværdige vidne, den førstefødte af de døde og den, der hersker over jordens konger. Ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader — ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen.“ — Åbenbaringen 1:1-6.

 4. (a) Hvordan viser Johannes at det er nogle af de beseglede der findes i de syv menigheder han skriver til? (b) Hvorfor vil ordene til disse syv menigheder være af lige så stor interesse for og lige så gavnlige for resten af de åndelige israelitter på jorden i dag?

⁴ Den inspirerede apostel Johannes siger til disse „syv menigheder i provinsen Asien“ at Jesus Kristus har gjort dem til „konger og præster for sin Gud og Fader“. Dette viser at det var medlemmer af de 144.000 beseglede af det åndelige Israel der ville være i de syv omtalte menigheder, da det jo er de 144.000 åndelige israelitter der skal regere som konger sammen med Jesus Kristus, Lammet, på det himmelske Zions bjerg, i „den hellige stad, det ny Jerusalem“. Det der specielt blev skrevet til disse syv menigheder vil derfor være af interesse for resten af det åndelige Israel på jorden i dag, og til gavn for dem. De bliver beseglet med „den levende Guds segl“ i denne tid, der bliver stadig kortere, før Jehova Gud giver signal til de fire engle ved de fire verdenshjørner om at slippe „jordens fire vinde“ løs og hidføre et uvejr med trængsler af en størrelsesorden som aldrig før har ramt menneskeheden i dens næsten seks tusind år lange historie. — Åbenbaringen 7:1-3; 14:1-3.

 5. (a) Hvor var Johannes da han skrev Åbenbaringen, og hvor lå de syv menigheder i forhold dertil? (b) Hvem fik Johannes et syn af, som det fremgår af de første ord i hans beretning?

⁵ Disse syv menigheder i Lilleasien lå ikke langt fra det sted hvor Johannes skrev Åbenbaringen; de lå inden for en radius af 300 kilometer fra øen Patmos, der ligger tæt ved Lilleasiens kyst ud til Ægæerhavet. På grund af sin kristne virksomhed som apostel for Jesus Kristus var den gamle Johannes fange på denne straffeø, et offer for romerrigets forfølgelse. I den åbenbaring han fik på denne ø så han først i et syn den hovedansvarlige for de syv menigheder i Lilleasien, den som også af Gud havde fået til opgave at give Johannes åbenbaringen. I indledningen skriver Johannes: „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast. Og han sendte bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes, som her vidner om Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd — alt, hvad han selv har set. Salig er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær.“ — Åbenbaringen 1:1-3.

 6. Hvorfor har Jesus Kristus sørget for denne åbenbaring fra Gud, og til gavn for hvem?

⁶ Udpeget af Jehova som den hovedansvarlige for menighederne, som han har løst fra deres synd ved hjælp af sit eget blod, viderebringer Jesus Kristus denne åbenbaring fra Gud til gavn for disse menigheder. Selv om åbenbaringen først blev sendt til de syv nævnte menigheder i Lilleasien, har alle andre menigheder lige fra det første apostolske århundrede og frem til vort tyvende århundrede haft gavn af den. De er blevet salige eller lykkelige ved at høre ordene fra denne åbenbarings storslåede profeti og ved lydigt at handle efter det der står skrevet i den. Og dette er meget vigtigt for os i dag, for nu, henimod slutningen af dette tyvende århundrede, må det nødvendigvis være sandt at „tiden er nær“.

 7. På hvilken måde åbenbarede Jesus Kristus sig for Johannes da han sendte sit budskab til menighederne?

⁷ Den herliggjorte Jesus Kristus åbenbarede sig ikke for apostelen Johannes på Patmos ved at materialisere sig, sådan som han havde gjort det for disciplene i de fyrre dage efter sin opstandelse fra de døde som „den førstefødte af de døde“, den 16. nisan år 33. Han viste sig for Johannes i et strålende syn, skildret som den ypperstepræstelige tilsynsførende blandt menighederne på jorden, blandt sine trofaste disciple der er beseglet med Guds hellige ånd. Johannes mærkede sig omhyggeligt alle enkelthederne ved hans strålende udseende, og vi skal gøre det samme. Johannes skriver:

 8, 9. (a) Hvilken befaling fik Johannes? (b) Var Jerusalem eller Rom centeret hvorfra disse autoritative breve udgik? Forklar nærmere.

⁸ „Jeg Johannes, som er jeres broder og har del med jer i trængselen og riget og udholdenheden sammen med Jesus, befandt mig på øen der kaldes Patmos fordi jeg havde talt om Gud og båret vidnesbyrd om Jesus. Ved inspiration befandt jeg mig på Herrens dag, og jeg hørte bag mig en stærk røst som af en trompet der sagde: ’Hvad du ser, skriv det i en bogrulle og send det til de syv menigheder, i Efesus og Smyrna og i Pergamum og i Tyatira og i Sardes og i Filadelfia og i Laodikea.’“ — Åbenbaringen 1:9-11, NW.

⁹ Denne befaling til at skrive budskabet fra himmelen ned, blev ikke givet til en kristen apostel i det jordiske Jerusalem, for dette Jerusalem eksisterede ikke på det tidspunkt — hvis det er rigtigt som den kristne Irenæus fra det andet århundrede udtrykkeligt siger, at åbenbaringen til Johannes blev skrevet ved slutningen af den romerske kejser Domitians regeringstid. Denne døde i år 96, seksogtyve år efter at romerne havde ødelagt Jerusalem. Befalingen blev heller ikke givet til nogen kristen apostel i det kejserlige Rom. Den blev givet til den gamle apostel Johannes på straffeøen Patmos, mere end fjorten hundrede kilometer sydøst for Rom.

10. (a) Hvordan gik det til at Johannes kom til at befinde sig „på Herrens dag“? (b) Hvornår begyndte den dag, og hvor lang er den?

¹⁰ Dér blev Johannes „ved inspiration“ ført ud af det første århundrede og helt frem til dette tyvende århundrede, for der siges at han „befandt [sig] på Herrens dag“. Denne „dag“ må begynde når den kronede rytter på den hvide hest, som beskrevet i Åbenbaringen 6:2, rider ud med sin bue, „fra sejr til sejr“. Som alle de vidnesbyrd der har med sagen at gøre, viser, skete dette i året 1914, det år den første verdenskrig udbrød. Herren, hvis „dag“ det er, er den kronede Jesus Kristus, der er indsat på tronen; og hans „dag“ må fortsætte indtil han fuldender sin sejr ved „Harmagedon“ og binder Satan Djævelen i afgrunden, og videre frem, til afslutningen på de tusinde år hvori han sammen med sine 144.000 trofaste disciple regerer over hele menneskeheden. (Åbenbaringen 19:11 til 20:7) Det apostelen Johannes beskriver og beretter om som et øjenvidne i Åbenbaringen, handler for det meste om denne „dag“, denne tidsperiode med særlig virksomhed fra Herren Jesu Kristi side.

11, 12. Hvordan så den herliggjorte Herre Jesus Kristus ud i det syn Johannes fik?

¹¹ Hvordan så den herliggjorte Herre Jesus Kristus ud i det syn Johannes her fik? Johannes så ikke kulørte former i moderne psykedelisk stil, som om han var påvirket af LSD, men han så en strålende skikkelse af en bestemt form, med træk der kunne beskrives. Johannes var i stand til at beskrive hvad han så med disse ord:

¹² „Og jeg vendte mig om for at se, hvad det var for en røst, der talte med mig; og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager og midt imellem lysestagerne en, som lignede en menneskesøn, klædt i fodsid kjortel og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne, og hans øjne som flammende ild; og hans fødder lignede skinnende malm, når den gløder i ovnen; og hans røst var som mange vandes brusen; i sin højre hånd havde han syv stjerner, og af hans mund udgik et tveægget, skarpt sværd, og hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft. Og da jeg så ham, faldt jeg som død ned for hans fødder.“ — Åbenbaringen 1:12-17a.

13. (a) Hvad mindes man om når man læser at Jesus Kristus sås barfodet i synet? (b) Hvad betegnede hans hvide hår og guldbæltet? (c) Beskriv hans ansigtsudtryk, hans øjne og hans stemme.

¹³ I dette syn sås den herliggjorte Herre Jesus Kristus barfodet, ligesom ypperstepræsten når han tjente i Jehovas tempel i fortidens jordiske Jerusalem. Han havde imidlertid ikke nogen hue eller hovedbeklædning på, sådan som fortidens ypperstepræst, men hans hoved var kronet med et smukt hår der var blevet snehvidt på retfærds vej. (Ordsprogene 16:31) Han var ikke iført offerklæder, men havde et guldbælte om brystet, et tegn på en herlig gudgiven tjeneste. Hans ansigt var ikke bedrøvet eller præget af ydmygelse, men skinnede som middagens strålende sol, og hans øjne var som ild der flammede enten med udforskende, prøvende kraft, eller med misbilligende vrede. Hans røst var rungende og lød som mange vande i bevægelse. En sådan stemme ville yderligere fremhæve den ugunstige dom der skulle udtales og eksekveres, symboliseret ved det tveæggede, skarpe sværd der udgik af hans mund. I højre hånd holdt han syv stjerner eller det de symboliserede. Herren Jesus Kristus nævner senere nogle af disse særegne træk dér hvor han taler til de syv menigheder og henviser til hvem han er.

14. (a) Hvordan virkede synet på Johannes? (b) Hvorfor så Johannes syv lysestager?

¹⁴ Intet under at det strålende syn fik apostelen Johannes til at falde ned som død for Herren Jesu Kristi fødder! Synet var så realistisk at Johannes reagerede både i tale og handling som om det var virkelighed. Johannes så syv tændte lysestager og den herliggjorte Herre Jesus Kristus stå inde mellem dem. I det gamle Israel, i det tempel i Jerusalem som var bygget af den vise kong Salomon, gjorde ypperstepræsten tjeneste blandt ti guldlysestager i det rum i templet der kaldtes „det hellige“. (1 Kongebog 7:48, 49; 2 Krønikebog 4:7, 19, 20) I det syn Johannes så, var der en særlig grund til at der kun var syv lysestager, foruden den at syv i Bibelen betegner åndelig fuldstændighed eller fuldkommenhed. Da Johannes skrev til menigheden i Efesus fik han besked på at henvise til den der holder de syv stjerner i sin højre hånd og som „vandrer midt imellem de syv guldlysestager“. (Åbenbaringen 2:1) Stjernerne, lysestagerne og Herrens strålende udseende — alt var lysende.

15. Hvordan blev Johannes hjulpet og beroliget i sin dødlignende tilstand?

¹⁵ Før apostelen Johannes fik at vide hvad han skulle skrive til de syv menigheder i den romerske provins Asien, blev han opvakt fra sin dødlignende tilstand og beroliget. Som han fortæller: „Og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: ’Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler. Så skriv da ned, hvad du har set, både det, som er, og det, som siden skal ske. Dette er hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og de syv guldlysestager: de syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder.’“ — Åbenbaringen 1:17b-20.

„DEN FØRSTE OG DEN SIDSTE“

16. Hvem er i egentlig forstand den første og den sidste, og hævder Jesus med ordene til Johannes at han selv er denne person?

¹⁶ „Den første og den sidste“! I Esajas’ profeti 44:6 siger Jehova Gud: „Jeg er den første og den sidste, uden mig er der ingen Gud.“ Og i Esajas 48:12, 13 siger han: „Jeg er den første, også jeg er den sidste. Min hånd har grundlagt jorden, min højre udspændt himlen.“ I det græske alfabet er det første bogstav Alfa og det sidste Omega (langt o); derfor siger Jehova Gud i Åbenbaringen 1:8, for atter at understrege at han er „den første og den sidste“: „’Jeg er Alfa og Omega,’ siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige.“ Og i Åbenbaringen 22:13 siger han: „Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.“ Når Herren Jesus Kristus nu omtaler sig selv som „den første og den sidste“, hævder han så ikke at han er Jehova Gud, den Almægtige? På ingen måde, for han omtaler sig selv som „den første og den sidste“ i en anden betydning, i en anden forbindelse. I hvilken forbindelse?

17. I hvilken forbindelse var Jesus Kristus den første og den sidste, som det fremgår af det han havde oplevet?

¹⁷ I forbindelse med at dø og at leve. Den herliggjorte Jesus Kristus i himmelen var på dette tidspunkt, som han siger, „den, som lever“. Men hvad var han før dette tidspunkt? „Jeg var død,“ siger han. Det var efter at han var blevet menneske og havde levet treogtredive og et halvt år her på jorden. Hans fjender slog ham ihjel ved at nagle ham til en pæl uden for Jerusalem. Men på den tredje dag oprejste „evighedernes konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud“ Jesus Kristus fra de døde. (1 Timoteus 1:17) Fra da af kunne den oprejste Herre Jesus Kristus sige: „Se, jeg lever i evighedernes evigheder.“ (Åbenbaringen 1:17, 18) Da han blev oprejst blev han iklædt udødelighed på det himmelske, åndelige plan, og han kan således ikke dø mere. (1 Peter 3:18; 1 Korinter 15:45-54; Romerne 6:9) Da Jesus Kristus døde på jorden gik han til Hades, dødsriget, menneskehedens fælles grav. På den tredje dag brugte Jehova Gud ’Dødsrigets nøgler’ og lukkede sin trofaste søn ud og oprejste ham til liv igen, til evigt, udødeligt liv. — Apostlenes Gerninger 2:22-36; 13:33-37; 26:23.

18. (a) Hvad mente Jesus Kristus da med at omtale sig selv som „den første og den sidste“? (b) Vil det sige at ingen andre vil blive oprejst fra de døde? Forklar.

¹⁸ Forstår vi nu hvorfor Jesus i denne forbindelse kunne omtale sig selv som „den første og den sidste“? Han var den første som Jehova Gud den Almægtige oprejste direkte, uden nogen andens medvirken; han oprejste ham fra de døde, ikke for at han skulle leve lidt længere og derpå dø igen, men for at han skulle leve evigt. Derfor kunne apostelen Johannes omtale ham som „Jesus Kristus, det troværdige vidne, den førstefødte af de døde“. (Åbenbaringen 1:5) Han var desuden den første der blev oprejst fra døden som menneske til liv som en ånd på det himmelske plan. Jehova Gud den Almægtige har ikke til hensigt selv, direkte, uden nogen andens medvirken, at oprejse andre fra de døde, ikke engang fra døden som menneske til åndeligt, himmelsk liv. Derfor er Jesus Kristus også „den sidste“ der er blevet oprejst ved en sådan direkte guddommelig indgriben. Vil der da ikke være andre end Jesus Kristus der oprejses fra de døde? Jo, men herefter vil Gud bruge sin søn, den opstandne, til at oprejse alle andre som han har ofret sit fuldkomne menneskeliv for. — Johannes 5:21-29.

19. (Med fodnoten) Hvad mente Jesus med ordene: „Jeg har dødens og Dødsrigets nøgler“?

¹⁹ Dette forklarer hvorfor Jesus, efter ordene, „se, jeg lever i evighedernes evigheder“, tilføjede: „Og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler.“ Jehova Gud har bemyndiget Jesus til fra nu af at bruge dødens og dødsrigets nøgler.a Det er ham Jehova Gud vil bruge til at udfri menneskene fra den død som de har arvet fra deres første jordiske fader, den syndige Adam, og til også at udfri dem fra menneskehedens fælles grav, det vil sige fra Hades, dødsriget, hvor menneskeheden i almindelighed går hen ved døden.

20. Hvordan stemmer dét at Jesus er „den første og den sidste“ og har dødens og dødsrigets nøgler, med hans ord i Johannes 11:25, 26 og Johannes 6:53-58?

²⁰ Helt i overensstemmelse hermed kunne Jesus sige: „Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.“ (Johannes 11:25, 26) Da Jesus var på jorden som menneske af kød og blod, sagde han også: „Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. . . . Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig. Dette er det brød, som er kommet ned fra Himmelen; . . . Den, som æder dette brød, skal leve til evig tid.“ — Johannes 6:53-58.

21. På hvilket grundlag kan Jesus give Johannes befalingen i Åbenbaringen 1:19?

²¹ Da den herliggjorte Jesus Kristus er oprejst fra de døde og lever evigt og har magt til at udslette den død og grav som hele den syndige menneskehed går ned i, har han et godt grundlag for at kunne sige til apostelen Johannes: „Så skriv da ned, hvad du har set, både det, som er, og det, som siden skal ske.“ (Åbenbaringen 1:19) Jesus Kristus, der lever evigt og har fået overdraget vældig magt, vil sørge for at alt det der skal ske i overensstemmelse med Jehova Guds hensigt, virkelig sker. Blandt de ting Johannes så i synet var de syv stjerner som den herliggjorte Jesus Kristus holdt i sin højre hånd, og desuden de syv guldlysestager. Hvad er hemmeligheden ved disse ting? Hvad symboliserer de? Herren Jesus Kristus forklarer det selv.

HEMMELIGHEDEN OM STJERNERNE OG LYSESTAGERNE

22. (a) Hvad er de syv „stjerner“ et symbol på, og er de syv menigheders „engle“ usynlige himmelske engle? Forklar nærmere. (b) Hvem er da disse syv „stjerner“ og syv „engle“, og hvorfor fremstilles de symbolsk som stjerner?

²² De syv stjerner som Herren Jesus holder i sin højre hånd er et symbol på „de syv menigheders engle“. De syv menigheder lå i den gamle romerske provins Asien (nu en del af Tyrkiet). Er disse „engle“ usynlige? Nej. Apostelen Johannes modtog hele åbenbaringen fra Jesus Kristus gennem en himmelsk engel, og det ville være urimeligt om han nu skulle skrive den og sende den tilbage til himmelens engle i det usynlige. De havde ikke brug for de budskaber der blev skrevet til de syv menigheder i Lilleasien. Grundbetydningen af ordet „engel“ er „budbringer“. De syv menigheders „stjerner“ er syv menneskelige budbringere, udsendt af Jehova Gud for at tage sig af disse syv menigheder. At disse syv symbolske stjerner er i Jesu højre hånd, viser at de er i hans varetægt og under hans ledelse, idet hans magts „højre hånd“ er i stand til at lede og beskytte dem. De svarer altså til forstanderne eller tilsynsmændene i de syv menigheder af åndsavlede, salvede kristne. Symbolsk fremstilles de ved „stjerner“, himmellys, fordi de er tjenere der skal skinne med Guds sandheds åndelige og himmelske lys for menighedens medlemmer.

23, 24. (a) Hvad er „de syv guldlysestager“ et symbol på? (b) Hvad har ’stjernerne’ pligt til med hensyn til ’lysestagerne’? (c) Hvordan understreges dette af Jesu ord i Mattæus 5:14-16?

²³ Hvad er „de syv guldlysestager“ da et symbol på? Jesus forklarede: „De syv lysestager er de syv menigheder.“ (Åbenbaringen 1:20) Ikke blot må de ’syv budbringere’, de symbolske „stjerner“, menighedstilsynsmændene, selv skinne, men også menighederne som et hele må skinne i denne onde verdens mørke. Under ledelse af den herliggjorte Jesus Kristus, som sås „midt imellem lysestagerne“, må de syv symbolske stjerner sørge for at disse lysestager skinner, at der er lys i dem. De må tage sig af disse symbolske lysestager, ligesom præsterne i det gamle Israel måtte tage sig af lysestagerne i det hellige i Jehovas tempel i Jerusalem. De menneskelige „engle“, de symbolske stjerner, sætter eksemplet for menighederne ved selv at skinne med et lys der er stærkere end nogen lampe på en lysestage. De må huske Jesu ord og handle efter dem, de ord Jesus udtalte i Bjergprædikenen, da han sagde til sine disciple:

²⁴ „I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader.“ — Mattæus 5:14-16.

25. Hvordan gik det sandsynligvis til at alle syv menigheder modtog hele Åbenbaringsbogen?

²⁵ Apostelen Johannes stilede den skrevne åbenbaring til „de syv menigheder i provinsen Asien“. Den herliggjorte Jesus Kristus havde sagt at han skulle gøre det. (Åbenbaringen 1:4, 10, 11) Apostelen Paulus havde tidligere skrevet breve til menighederne i Efesus og Laodikea. (Efeserne 1:1, 2; Kolossenserne 2:1; 4:16) Det er muligt at apostelen Johannes lavede syv kopier af Åbenbaringen og sendte et særskilt eksemplar til hver af de syv menigheder den herliggjorte Jesus Kristus havde nævnt, nemlig menighederne i henholdsvis Efesus, Smyrna, Pergamum, Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea.

26. Var oplysningerne i hele Åbenbaringsbogen vigtige for alle kristne menigheder, og hvad blev der sikkert gjort med den?

²⁶ Imidlertid er de oplysninger hele Åbenbaringen indeholder, til gavn for alle sande kristne menigheder, og dette vises ved antallet af menigheder som den direkte er stilet til, nemlig syv, et tal der symboliserer åndelig fuldstændighed eller fuldkommenhed. Derfor blev der uden tvivl med tiden lavet afskrifter af de oprindelige syv manuskripter til Åbenbaringen, og de blev sendt til alle de andre menigheder, eller cirkulerede blandt dem, og der blev lavet oversættelser til andre sprog når det var nødvendigt.

27. (a) Hvem har især og umiddelbart brug for Åbenbaringen? (b) Hvorfor er det nu og ikke senere de har så hårdt brug for at forstå hvordan den skal fortolkes?

²⁷ Ingen af de syv oprindelige menigheder i Lilleasien eksisterer i dag, men vi har afskrifter og oversættelser af den åbenbaring der blev sendt til dem i det første århundrede. I synet i Åbenbaringen befandt apostelen sig, ved inspiration, „på Herrens dag“. (Åbenbaringen 1:10, 11, NW) Menighederne i det første århundrede havde til en vis grad brug for Åbenbaringen, men de der især og umiddelbart har brug for den, sådan som den endelig skal forstås, er de sande kristne menigheder af åndsavlede, salvede kristne der lever „på Herrens dag“. Det vil sige de symbolske „syv menigheder“, alle de menigheder der eksisterer i tiden efter 1914, da Herrens, Jesu Kristi, „dag“ begyndte. Disse menigheder vil ikke fortsat være på jorden indtil „Herrens dag“ udløber ved slutningen af Kristi tusindårige styre over menneskeheden. Men så længe der på denne jord befinder sig medlemmer af disse åndelige menigheder i kødet — det vil sige indtil de herliggøres i himmelen sammen med Jesus Kristus, den regerende konge — har de hårdt brug for Åbenbaringen og for at få dens hemmeligheder opklaret.

28, 29. (a) Hvad er „de syv stjerner“ og „de syv lysestager“ som i synet ses „på Herrens dag“, et billede på? (b) Hvad må de jordiske „engle“, der sammenlignes med „stjerner“, gøre? (c) Fulgte de syv menigheder i Lilleasien efter hinanden, eller eksisterede de alle på samme tid? (d) Hvornår og hvor i nutiden eksisterer de tilstande som beskrives i brevene til de syv lilleasiatiske menigheder?

²⁸ På samme måde som „de syv lysestager“ der i synet blev set på „Herrens dag“, er et billede på alle sande kristne menigheder nu, på den virkelige „Herrens dag“, siden 1914, således er „de syv stjerner“ et symbol på alle åndsavlede, salvede, englelignende tilsynsmænd i disse menigheder af i dag. Disse jordiske „engle“ bliver, ved at de sammenlignes med „stjerner“, mindet om at Gud, som apostelen Paulus skrev til menigheden i Efesus, „har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus“. (Efeserne 2:4-6) Disse vore dages symbolske stjerner må give agt på hvad apostelen Johannes skrev til „de syv stjerner“ dengang, og overføre hans ord på forholdene i dag. Det første århundredes menigheder i Lilleasien blev ikke til, den ene efter den anden, som led i en kæde, men de eksisterede alle samtidig. De tilstande der beskrives i budskaberne til disse syv menigheder er derfor tilstande som findes i de åndsavlede, salvede menigheder samtidig, nu på „Herrens dag“, siden 1914.

²⁹ Derfor har det der blev skrevet dengang stor betydning for alle medlemmer af disse menigheder, og de bør vise det den største opmærksomhed.

[Fodnote]