Godkender Gud brug af slanger i tilbedelsen af ham?

„EN IVRIG tilhænger . . . blev under en slangegudstjeneste i en landsbykirke søndag aften bidt af en klapperslange,“ og døde kort efter. Dette stod at læse i New York Times den 29. september 1972. Kun fire dage forinden havde Times berettet om en kvinde der var død „efter at hun den 16. september var blevet bidt to gange af en klapperslange i Jesus Pentecostal Church“.

Et år tidligere havde Times bragt en artikel med titlen „Slangesekt findes stadig i Appalacherne“. I artiklen vistes et billede af hvordan medlemmer af „Holiness Church of God in Jesus’ Name“ anvendte slanger i deres tilbedelse. Fire af gruppens medlemmer „lod slangerne gå rundt fra den ene til den anden idet de tog forsigtigt på dem med den ene hånd og holdt den anden hånd fri. De sørgede for at slangernes hoveder vendte bort fra dem samtidig med at de beroligede dem ved at stryge dem over ryggen. . . . Slangerne hvislede ondskabsfuldt med tungen, men i de fem minutter det varede huggede de ikke en eneste gang.“ — New York Times, 25. september 1971.

Hvorfor bruger disse mennesker slanger i deres gudsdyrkelse? På grund af ordene i Markus 16:17, 18, hvor der står: „Og disse tegn skal følge dem, der tror: . . . de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske.“

Er dette virkelig hvad Bibelen lærer? En oplevelse som apostelen Paulus havde på øen Malta kunne se ud til at bekræfte det. Da han efter at have lidt skibbrud befandt sig på øen, bed en giftslange sig fast i hans hånd mens han samlede optændingsbrænde. Da der ikke skete ham noget begyndte de indfødte at sige „at han var en gud“. — Ap. G. 28:1-6.

Men gik Paulus ligefrem rundt for at samle giftslanger op? Nej, og vi finder ikke et eneste sted i De kristne græske Skrifter der siger at Kristi disciple gjorde sådan. Paulus rystede da også hurtigt den giftslange af som havde bidt sig fast i hans hånd.

Hvilket formål tjener det?

Det er naturligt at spørge hvad hensigten mon er med at bruge slanger i forbindelse med gudsdyrkelsen. Alle de mirakuløse gaver som Gud gav Kristi første disciple tjente praktiske formål, som for eksempel at ’helbrede syge, opvække døde, rense spedalske og uddrive onde ånder’. (Matt. 10:8) Tungetalen tjente også et praktisk formål. På Pinsedagen gjorde denne gave det muligt for jøder der var kommet fra mere end tolv forskellige lande, at høre ’om Guds store gerninger på deres egne tungemål’. (Ap. G. 2:4-11) Denne gave blev siden brugt til opbyggelse for den kristne menighed. Det var derfor apostelen Paulus understregede at man ikke burde tale et fremmed sprog i menigheden uden at der var en til stede der kunne oversætte, så at alle kunne få gavn af det der blev sagt. — 1 Kor. 14:28.

Der er også en anden side af sagen. Hvis ordene i Markus 16:17, 18 om at tage på slanger uden at blive bidt bemyndiger de kristne til at gøre sådan, hvad så med de andre ting som nævnes i disse vers? Ville Kristi disciple da ikke også være i stand til at drikke gift uden at dø af det? Eller til at helbrede syge ved blot at lægge hænderne på dem? Disse spørgsmål er ikke urimelige.

Blev disse vers skrevet af Markus?

Hvilken konklusion fører disse spørgsmål os til? At der må være noget galt et eller andet sted. Det er også den konklusion som næsten alle bibellærde i nyere tid er kommet til. De er enige om at disse ord ikke blev skrevet af Markus selv, men blev tilføjet senere. Det gælder i øvrigt alle versene fra 9-20 i det sekstende kapitel. Hvordan er man kommet til denne slutning? På grundlag af både indre og ydre vidnesbyrd.

Først og fremmest er det meget bemærkelsesværdigt at to af de ældste og mest anerkendte bibelmanuskripter, nemlig det vatikanske nr. 1209 og det sinaitiske, ikke indeholder dette afsnit. Ifølge disse manuskripter slutter Markus-evangeliet med vers otte. Der er også flere gamle manuskripter der indeholder en kortere slutning på et enkelt vers ud over det ottende. Andre manuskripter indeholder begge afslutninger. Nogle manuskripter slutter altså med vers otte; andre har derudover en kort afslutning, atter andre har en lang afslutning, og nogle indeholder begge afslutninger. De græske manuskripter giver os således grund til at tvivle på at Markus selv er forfatter til teksten efter vers otte; men disse tvivlsomme vers mangler desuden i en stor del af de ældste oversættelser, blandt andet i de gamle syriske, armeniske og etiopiske oversættelser. Det er derfor ikke mærkeligt at den kendte manuskriptekspert dr. Westcott har sagt at „de følgende vers [9-20] er en tilføjelse og ikke en del af den oprindelige beretning“. Denne opfattelse deles af mange andre kendte lærde, deriblandt Tregelles, Tischendorf, Griesbach og Goodspeed.a

Kirkehistorikeren Eusebios og bibeloversætteren Hieronymus støtter samme synspunkt som oversættelserne og de græske manuskripter. Eusebios skrev at den lange afslutning ikke fandtes i de „nøjagtige afskrifter“, for „ifølge næsten alle afskrifter af Markus-evangeliet, slutter Markus-evangeliet på dette sted [vers 8]“. Og i år 406 eller 407 e.v.t. skrev Hieronymus at „dette afsnit mangler i næsten alle græske manuskripter“.

Følgende bemærkning fra New Catholic Encyclopedia (1966), bind 9, side 240, vedrørende disse vers er derfor meget passende: „Manuskripttraditionen antyder at dette evangelium oprindelig afsluttedes med 16:8. Den længere afslutning der er anvendt i Vulgata blev tilføjet senere, og i løbet af det femte århundrede blev den almindeligt anerkendt. . . . Dens ordvalg og stil er så forskellig fra den øvrige del af evangeliet at det næppe synes muligt at Markus skulle være dens forfatter. . . . Markus 16:1-8 udgør en fyldestgørende afslutning på evangeliet, da der her vises hvordan Jesu opstandelsesprofeti blev opfyldt.“

Stilen i Markus-evangeliet

Bemærk at New Catholic Encyclopedia siger at ordvalg og stil i Markus 16:9-20 er så forskellig fra den øvrige del af Markus-evangeliet at det næppe er sandsynligt at Markus selv har skrevet disse vers. Markus’ stil er enkel og direkte, hans paragraffer er korte, og overgangene er enkle. Men ifølge det citerede leksikon finder vi i den lange afslutning „en række omhyggeligt arrangerede udtalelser, hver med sin særegne indledende vending“. Den er meget træffende blevet sammenlignet med et stykke afrevet satin påsyet en rulle hjemmevævet stof.

Hvis vi undersøger ordvalget nærmere, finder vi at der i versene 9 til 20 forekommer flere ord der ikke findes andre steder i Markus-evangeliet, ja, nogle af disse ord forekommer heller ikke i de andre evangelier, og nogle af dem forekommer end ikke andre steder i De kristne græske Skrifter. Disse vers består af i alt 163 græske ord, og af disse er der 19 ord og 2 udtryk der ikke forekommer andre steder i Markus-evangeliet. Eller med andre ord, i de nævnte vers findes der 109 forskellige ord, og af disse er 11 ord og 2 udtryk særegne for disse vers.

Det stærkeste bevis for at Markus ikke har skrevet disse vers finder vi dog i deres indhold, som tydeligt viser at de ikke kan være en del af Guds inspirerede ord. Som allerede vist er der ikke noget der tyder på at Kristi disciple var i stand til at drikke dødbringende gift uden at tage skade, som det påstås i vers 18. Det er i den forbindelse interessant at de der rører ved slangerne gør alt hvad de kan for ikke at blive bidt. Man har derfor også kun slangerne fremme i fem minutter ad gangen.

I disse tvivlsomme vers påstås det også at de elleve apostle nægtede at tro på de to disciple som Jesus havde vist sig for på vejen. Men ifølge Lukas-evangeliet sagde ’de elleve og deres fæller’: „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.“ — Luk. 24:13-35.

Hvilken konklusion må vi derfor drage? At Markus 16:9-20 af følgende grunde ikke kan være en del af Guds inspirerede ord: (1) I flere af de gamle græske manuskripter, deriblandt to af de ældste og mest anerkendte, forekommer disse vers ikke. (2) De findes ikke i mange af de ældste og bedste bibeloversættelser. (3) Flere af oldtidens lærde, for eksempel Eusebios og Hieronymus, betragtede dem som uægte. (4) Versenes stil ligner overhovedet ikke Markus’ stil. (5) Ordvalget ligner ikke Markus’ ordvalg. (6) Og, vigtigst af alt, både kendsgerningerne og den øvrige del af Bibelen modsiger indholdet af disse vers.

Det er værd at bemærke at de som i sin tid tilføjede disse vers, ikke alene udførte et dårligt stykke arbejde, men sandsynligvis også byggede på helt forkerte forudsætninger. Hvordan det? Jo, de gik ud fra at Markus ikke havde sluttet sit evangelium med vers otte. Men det har han efter al sandsynlighed gjort, især når man tager hans knappe stil i betragtning. Dette erkendes både af Eusebios, Hieronymus, New Catholic Encyclopedia og Aid to Bible Understanding.

Når man på trods af gentagne advarsler laver tilføjelser til Guds ord, får det alvorlige konsekvenser, ja, det kan betyde døden. (5 Mos. 4:2; 12:32; Ordsp. 30:6; Åb. 22:18) Ethvert falsk eller uægte afsnit som mennesker har indført i Bibelens kanon vil blive afsløret og falde bort, „men Herrens ord bliver evindelig“. — 1 Pet. 1:25.

[Fodnote]