Kapitel 12
Til engelen i Sardes
1. Forklar hvor Sardes lå og hvilken religion man havde der.
CIRKA halvtreds kilometer syd for Tyatira og omkring et hundrede og femogfirs kilometer nordøst for øen Patmos lå byen Sardes, den engang så rige hovedstad i Lydien. Lydien var sammen med Frygien og Mysien et af de gamle centre for tilbedelsen af frugtbarhedsgudinden Kybele, den såkaldte moder til den falske gud Zeus eller Jupiter. Tilbedelsen af hende var tøjlesløst hedenskab. Henimod slutningen af det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse var den åndelige tilstand i den kristne menighed i Sardes efterhånden blevet meget dårlig. Af den grund fik apostelen Johannes, der var fange på øen Patmos, besked på at sende følgende budskab til den stjernelignende tilsynsmand i menigheden i Sardes:
2. Hvordan var tilstanden i Sardesmenigheden, bedømt ud fra Jesu ord til den?
2 „Og skriv til menighedens engel i Sardes: ’Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger, at du har ord for at leve og er dog død. Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø; thi jeg har ikke fundet dine gerninger fyldestgørende i min Guds øjne. Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det; hold fast ved det, og omvend dig. Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig.
3. Hvilke opmuntrende ord udtalte Jesus Kristus til menigheden skønt den befandt sig i en dårlig åndelig tilstand?
3 Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil. Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle. Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!’“ — Åbenbaringen 3:1-6.
4. Hvorfor giver Jesus Kristus sig til kende for menigheden i Sardes som den der „har Guds syv ånder og de syv stjerner“?
4 Den herliggjorte Jesus Kristus giver sig over for menigheden i Sardes til kende som den der „har Guds syv ånder og de syv stjerner“. Det er altså ham der i sin højre hånd holder alle tilsynsmændene, englene, der symbolsk blev fremstillet ved „syv stjerner“. Han har altså både ret og pligt til at henvende sig til menighedens „engel“ i Sardes og gøre ham opmærksom på hvad menigheden faktisk er, i modsætning til hvad den har ord for at være. Den herliggjorte Jesus Kristus var i stand til at se hvordan det virkelig forholdt sig, for han har „Guds syv ånder“. Disse syv ånder siges først at være foran Guds trone, hvor de skildres som „syv fakler [der] brænder foran tronen“. (Åbenbaringen 1:4; 4:5) De tjener som lamper til belysning og kan derfor kaste lys over noget der er skjult. For eksempel skrev apostelen Paulus om „hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham“: „Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden; Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder.“ — 1 Korinter 2:9, 10.
5. Hvad symboliserer de „syv øjne“ som det symbolske lam har?
5 Imidlertid bliver „Guds syv ånder“ senere skildret billedligt ved „syv øjne“ som det symbolske lam, Herren Jesus Kristus, er udstyret med da han nærmer sig Guds trone for at tage den hemmelighedsfulde bogrulle af Guds højre hånd. Med hensyn til hvad disse „syv øjne“ er, siger apostelen Johannes: „Det er Guds syv ånder, som er udsendt over hele jorden.“ (Åbenbaringen 5:1-7) De „syv ånder“ skildrer følgelig den hele og fuldstændige evne til at iagttage, skelne eller opdage ting, en evne som Guds herliggjorte lam nu har, således at intet på „hele jorden“ undgår hans opmærksomhed. For nitten hundrede år siden var han i stand til fuldkomment at se hvilken åndelig tilstand ’engelen’ havde tilladt den kristne menighed i Sardes at komme i.
6. Hvorfor befandt Sardesmenigheden og dens „engel“, tilsynsmanden, sig i en alvorlig situation?
6 Jo, Sardesmenigheden havde ord for at være noget den faktisk ikke var. Blandt medlemmerne var der „nogle få“ som Herren Jesus Kristus udmærket kendte og som kunne omtales anerkendende. Alle de andre var hver især i fare for at få deres navn slettet „af livets bog“; navnet var blevet uværdigt og Kristus i himmelen ville ikke vedkende sig det over for sin Fader og hans engle. Dermed var Sardesmenigheden og dens engel, dens tilsynsmand, i en alvorlig situation, for det er yderst vigtigt at have et godt navn hos Gud, Faderen.
7. Hvad er værdien af et godt navn hos Gud, og hvornår skal en kristen skabe sig et sådant navn?
7 Ordsprogene 10:7 siger: „Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.“ Det smuldrer, rådner og bliver en stank og ikke noget der er værd at velsigne. Et godt navn hos Gud er meget værdifuldt: „Hellere godt navn end megen rigdom, yndest er bedre end sølv og guld.“ (Ordsprogene 22:1) Mens en kristen lever, kan og bør han skabe sig et godt navn hos livets Giver, Jehova Gud. Hvor rigtigt når Prædikeren 7:1 siger: „Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag.“
8. I hvilken forstand var det vigtigt for Sardesmenighedens medlemmer at være levende?
8 Naturligvis var medlemmerne af Sardesmenigheden i live som mennesker, men var de i live som sande kristne? Det at de var i live som mennesker og var rige i verdslig forstand og havde et fint sted at holde menighedens møder, var ikke det vigtigste. Hvad var de åndeligt? Var de åndeligt levende?
9. Hvad var det for gerninger som menigheden i Sardes kunne fremvise, men hvilken slags gerninger ønskede Kristus de havde?
9 Det arbejde, de gerninger, de gjorde, må have været „døde gerninger“, gerninger som ikke bidrog til åndeligt liv, gerninger som måske tiltalte de ikke-kristne i Sardes, men som ikke specielt var gerninger en kristen skulle gøre som en discipel af Kristus, der var født og kommet til verden for at „vidne om sandheden“. (Hebræerne 9:14; Johannes 18:37) Jesus Kristus havde ikke fundet Sardesmenighedens gerninger „fyldestgørende i min Guds øjne“. Hos de verdslige mennesker i Sardes havde ’engelen’ og menigheden som han repræsenterede, måske ord for at være levende, men Jesus Kristus, som har Guds syv ånder, så og vidste at de var døde i åndelig forstand, som sande kristne.
10. (a) Hvad var muligvis det som var „tilbage, men som var ved at dø“ i Sardesmenigheden? (b) Hvad måtte tilsynsmanden i Sardes ifølge Jesu ord nødvendigvis gøre?
10 Bortset fra „nogle få“ i Sardesmenigheden var den faktisk åndeligt død, og den lyste ikke som en tændt guldlysetage. De „få“ har måske været „det, der er tilbage, men som var ved at dø“. De kunne være livsfarligt påvirket af den døde åndelige tilstand som flertallet af menigheden befandt sig i. Ud fra det synspunkt var de „ved at dø“. Tilsynsmanden eller ’engelen’ som repræsenterede menigheden, sov med hensyn til sine kristne pligter. Han måtte vågne op og se tingenes tilstand som den virkelig var; han måtte ’blive vågen’ og vække de sovende i menigheden og hjælpe dem til at ’blive vågne’. ’Engelen’ måtte ’styrke’ dem der var i fare for at dø åndeligt. Derpå burde han samarbejde med disse om at styrke alle de andre så de kunne leve, handle og tjene som sande kristne. For at kunne gøre dette måtte han ’omvende sig’.
HVORFOR NØDVENDIGT AT OMVENDE SIG
11. Hvad var det Sardesmenigheden havde ’hørt’ og som den fortsat måtte ’komme i hu’?
11 Engelen måtte gøre noget for at få sig selv til oprigtigt at angre og omvende sig, og han måtte påminde de andre om ligeledes at gøre noget. Hvad skulle de gøre? „Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det.“ (Åbenbaringen 3:3) De havde hørt budskabet om Guds rige, det rige hvormed Gud ville genoprette sit universelle herredømme over denne jord og på fuldkommen måde ordne de menneskelige forhold. De havde hørt budskabet om den evige frelse ved det genløsningsoffer som Guds søn, Jesus Kristus, havde bragt. De havde hørt om hvordan Gud ud af alle jordens folkeslag var i færd med at udtage „et folk, som kunne bære hans navn“ og som skulle forenes med hans søn Jesus Kristus i det himmelske rige som hans medarvinger.
12. Hvad var det medlemmerne af Sardesmenigheden havde ’taget imod’ og som de endelig måtte blive ved med at huske?
12 De havde også på dette tidspunkt fået næsten hele Bibelen, idet kun de afsluttende skrifter, dem som den inspirerede apostel Johannes skulle skrive, endnu manglede. De havde taget imod dåben i vand som symbol på deres fuldstændige indvielse til Jehova Gud. De var blevet taget med ind i den „ny pagt“ med Gud ved mellemmanden Jesus Kristus, og de var således blevet medlemmer af det folk som kunne „bære hans navn“. Det vil sige at de også var blevet adopteret som Guds åndelige sønner og var blevet salvet med Guds ånd til at forkynde Guds ord for alle folkeslagene, sådan at de kunne gøre flere til Kristi disciple. De havde modtaget det vidunderlige håb om en opstandelse fra døden til åndeligt, himmelsk liv, og de skulle være konger og præster sammen med Kristus, til velsignelse for hele menneskehedens verden, både de levende og de døde. — Apostlenes Gerninger 15:14; Hebræerne 8:6-13; 2 Korinter 1:21, 22.
13. På hvilken måde måtte menighedens medlemmer ’omvende sig’, og hvad ville det føre til for dem?
13 Hvilke værdier havde de ikke modtaget, og hvor meget havde de ikke hørt! Men nu stod de i fare for at miste det alt sammen for evigt, fordi de befandt sig på randen af åndelig død. Derfor var det nødvendigt at de kom i hu hvad de havde hørt, og at de ’holdt fast’ ved disse værdier. De måtte ændre sind. Som Jesus Kristus sagde til deres „engel“, tilsynsmanden, måtte de omvende sig. Det ville få dem til at sørge over at de havde været så utaknemmelige mod Gud, som havde vist dem så stor en gunst og ladet dem høre så meget af sandheden. Deres anger og omvendelse ville bevirke at de blev åndeligt levende og virksomme igen, og at de så i gerning kunne vise at de var det de gik for at være, levende, virkelig levende kristne mennesker. De ville vågne op fra en åndeligt død tilstand og på ny tage del i de rette kristne gerninger, gerninger der var fyldestgørende i Guds øjne. — Efeserne 5:14.
14. (a) Hvad ville menigheden i Sardes senere erfare som ville være mere end en advarsel? (b) Hvad ville Jesus Kristus opnå ved at komme i en time som de ikke i forvejen var underrettet om?
14 På nuværende tidspunkt advarede Jesus Kristus ’engelen’, tilsynsmanden, i Sardesmenigheden; men engang i fremtiden ville han som øverste tilsynsmand pludselig komme til Sardesmenigheden på den endelige inspektion og foretage de nødvendige indgreb. På det tidspunkt ville det være for sent for ikke-angrende, åndeligt døde kristne at angre og omvende sig for at genvinde det de stod i fare for at miste. „Hvis du ikke vågner op,“ siger tilsynsmanden Jesus Kristus, „vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig.“ (Åbenbaringen 3:3) Ved at komme uanmeldt, på et ukendt tidspunkt, for at foretage den sidste inspektion, ville han finde ud af om de levede som sande kristne og tjente „ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i ærefrygt for Herren“. (Kolossenserne 3:22) Han ville finde ud af om de arbejdede „med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte; ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men som Kristi tjenere, der gør Guds vilje af hjertet“. (Efeserne 6:5, 6) De måtte ikke være hyklere som kun var kristne af navn og af ydre. De måtte være sande kristne, for hyklere ville blive forkastet.
15. (a) Hvorfor var det i høj grad betimeligt at Jesus Kristus i 1918 gav en advarsel til alle der hævdede at være kristne? (b) I hvilken henseende havde kristenheden vist sig at være død da Kristus kom til sit åndelige tempel?
15 I dag, i dette tyvende århundrede, er kristenheden eller den såkaldt kristne verden fyldt med religiøse hyklere. Da den første verdenskrig blev bragt til standsning klokken elleve om formiddagen den ellevte dag i den ellevte måned i 1918, havde kristenheden skabt sig et dårligt navn som en institution der hævdede at være kristen. Kristendommen stod da over for den vanskeligste periode i sin historie. Ville den overleve? Tiden var i høj grad inde til at Jesus Kristus i Guds åndelige tempel gav alle som kaldte sig kristne, en advarsel. Kristenheden, som hævder at følge Fredsfyrsten, Jesus Kristus, var kommet til kort med hensyn til at forhindre eller standse den første verdenskrig. Det var i virkeligheden DENS krig, idet kun fire ud af de otteogtyve nationer der deltog i krigen, ikke hørte til kristenheden. Kristenheden havde vist sig at være død med hensyn til at fremme den sande kristendom. Ja, under den første verdenskrig havde den tilmed vist sig at være en forfølger af sande kristne der ikke sammen med den ville deltage i blodsudgydelserne men ønskede at forkynde Guds rige. I stedet for Guds rige foreslog kristenheden et Folkenes Forbund der skulle give verden fred og sikkerhed, og stemte for det i det første efterkrigsår, 1919.
16. I hvilken situation befandt den salvede rest af indviede kristne sig da Kristus viste sig i sit tempel i 1918?
16 Hvordan gik det med den salvede rest af indviede kristne? I de kritiske år fra 1914 til 1918 var de blevet forfulgt, som forudsagt af Kristus i profetien i Mattæus 24:7-12. I de forskellige krigsførende lande var en stor del af, eller alle, deres bøger og skrifter, som var udgivet af Watch Tower Bible & Tract Society, blevet forbudt. I De forenede Stater blev endog præsidenten for Watch Tower Society og flere medlemmer af staben på dette selskabs hovedkontor fængslet da krigshysteriet var på sit højeste. Frygt for denne verdens politiske myndigheder virkede hæmmende på en stor del af den offentlige virksomhed som denne forfulgte rest af åndssalvede kristne ellers udfoldede. Kristenheden håbede og troede at den for bestandig havde bragt dem til tavshed som kættere, som en afvigende religiøs gruppe. Blev dette håb og denne tro bekræftet?
17. (a) Hvorfor var Jesu Kristi advarende budskab til Sardesmenigheden meget betimeligt for Guds salvede rest da den første verdenskrig sluttede? (b) Hvilken handlemåde var der en fare for at den ville følge?
17 Da den første verdenskrig endte den 11. november 1918 var Jesu Kristi advarende budskab til Sardesmenigheden meget betimeligt. Under verdenskrigen havde de gerninger som den salvede rest i overensstemmelse med sand kristendom øvede, ikke været „fyldestgørende i [Kristi] Guds øjne“. Hvad der var tilbage af sand kristendom hos dem „var ved at dø“ og måtte styrkes. Ville resten mene at dens arbejde på jorden var endt? Ville den indrette sig som en lille religiøs sekt i den tro at den havde nået grænsen for hvad man kunne forstå af Bibelen? Ville den ophøre med den videre forkyndelse af Guds rige og holde sig strengt for sig selv indtil alle som tilhørte den var døde? Ville den til sidst gå for blot at leve som en lille ubetydelig religiøs sekt, mens den faktisk var åndeligt død med hensyn til den verdensomspændende forkyndelse af Riget, et arbejde som nu skulle til at indledes i efterkrigsperioden? Dette var der virkelig fare for. Derfor var advarselen til Sardesmenigheden højst betimelig for den salvede rest på dette afgørende tidspunkt. — Åbenbaringen 3:1, 2.
18. (a) Nævn noget af det resten havde modtaget og hørt og som den måtte komme i hu? (b) Hvad måtte resten angre og omvende sig fra? Hvad ville ellers komme over den?
18 Det var særdeles nødvendigt at resten kom i hu hvad den havde modtaget og hvad den havde hørt, især siden det religiøse blad Zion’s Watch Tower And Herald of Christ’s Presence begyndte at udkomme i juli 1879. „Hedningernes tider“, som Kristus havde omtalt i Lukas 21:24 og som The Watch Tower havde fremhævet, var virkelig udløbet i det tidlige efterår i det skelsættende år 1914. På det tidspunkt var Jesu Kristi usynlige nærværelse i det himmelske messianske rige begyndt. Den salvede rest havde modtaget den guddommelige opgave at forkynde, ja at proklamere i hele verden — ikke kristenhedens Folkeforbund som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“ — men Guds messianske rige, og at dette var oprettet i himmelen ved hedningetidernes udløb i 1914. (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Det var i sandhed på høje tid at den salvede rest ’angrede og omvendte sig’ i betragtning af den senere tids forsømmelser og enhver tendens til at sove. Tiden var inde til at vågne op og tage de skridt der nu krævedes; ellers ville den regerende konge, Jesus Kristus, komme over den salvede rest i en ukendt time og overgive den til den virkelige død. — Åbenbaringen 3:3.
HVIDE KLÆDER
19. På hvilken måde var der på det tidspunkt blandt den salvede rest „nogle få, som ikke [havde] besmittet deres klæder“?
19 I den salvede rests tilfælde var situationen ikke den at alle medlemmerne var åndeligt døde. Sådan var det heller ikke i Sardesmenigheden. Dette vidste Jesus Kristus, for han sagde til menighedens „engel“ i Sardes: „Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil.“ (Åbenbaringen 3:4) Disse „få“ havde ikke gjort sig utiltalende som kristne. De havde levet op til det de gav sig ud for at være, Jesu Kristi efterlignere. Deres „klæder“ symboliserede det de udadtil hævdede at være med hensyn til deres religion. Trods den urene hedenske indflydelse fra det materialistiske og afgudsdyrkende Sardes havde de bevaret et rent, ulasteligt kristent ydre. De havde ikke besmittet deres „klæder“, deres navn som kristne. De havde således ikke bragt skam over Sardesmenigheden. De havde efterlevet deres kristendom.
20. Hvad mente Jesus med sit løfte om at nogle få ubesmittede skulle vandre med ham i hvide klæder fordi de var „værdige dertil“?
20 For at trøste og styrke disse ubesmittede levende kristne sagde Jesus Kristus at de til sidst skulle „vandre med [ham] i hvide klæder, thi de [var] værdige dertil“. Det vil sige at han efter oprettelsen af det messianske rige ville oprejse dem fra deres søvn i gravene til et rent, lydefrit liv med ham i himmelen. De ville da blive iført skinnende retfærdighed og ville som underpræster komme til at tjene under ham, der i Åbenbaringens syn ses klædt „i fodsid kjortel og med et guldbælte om brystet“. (Åbenbaringen 1:13) I harmoni hermed siger Åbenbaringen 6:9-11 at „en lang, hvid klædning“ blev givet som løn til kristne martyrer hvis sjæle i synet sås under alteret. De „få“ der var værdige til at få disse klæder, var eksempler for resten af medlemmerne af Sardesmenigheden, der åbenbart havde besmittet deres klæder med det hedenske Sardes’ verdslighed og som trængte til at angre dette og omvende sig og få renset deres „klæder“, deres navn som kristne. Efter den første verdenskrig gjaldt noget lignende den salvede rest der var tilbage.
21. Hvordan understregede Jesus med sine sidste ord til menighedens „engel“ i Sardes vigtigheden af ’klæderne’?
21 De sidste opmuntrende ord til menighedens engel i Sardes understreger meget passende den betydning den kristnes „klæder“ har. Til denne „engel“ siger den „som har Guds syv ånder og de syv stjerner“: „Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle. Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!“ — Åbenbaringen 3:5, 6.
22. (a) Hvem er „den, der sejrer“, både i det første århundrede og i vor tid? (b) Hvordan kan en ufuldkommen kristen leve i denne verden og dog bevare sine symbolske klæder rene?
22 Både for medlemmerne af Sardesmenigheden i det første århundrede og for medlemmerne af den salvede rest nu i dette tyvende århundrede gælder udtrykket „den, der sejrer“ enhver salvet kristen som ikke har besmittet sine symbolske klæder der kendetegner ham som en discipel af Herren Jesus Kristus. Han befinder sig midt i menneskehedens verden, hvoraf byen Sardes engang var en del, men han lader ikke sig selv blive en del af denne verden, lige så lidt som Jesus Kristus var af denne verden da han var på jorden som menneske. (Johannes 15:19; 17:14-16) Hans tilbedelse af Gud er ren og ubesmittet, kristen, idet han bevarer sig selv „uplettet af verden“ og ikke elsker verden eller „det, der er i verden“. (Jakob 1:27; 1 Johannes 2:15-17) På grund af medfødt synd og svaghed begår han måske uden at vide og ville det synd; men når han indser at han har syndet, angrer han det, omvender sig og beder om Guds tilgivelse, og bliver renset for sin synd ved „Jesu, hans Søns, blod“. (1 Johannes 1:7 til 2:2; Åbenbaringen 1:5) På denne måde bevarer han sine klæder ubesmittede.
23. (a) Hvilken anden betydning ligger der i ordene „den, der sejrer“? (b) Hvordan fremhæver Jesu ord i Mattæus 10:32, 33 denne måde at sejre på?
23 Udtrykket „den, der sejrer“ gælder også den salvede kristne der uden skam anerkender Jesus Kristus som sin genløser og herre og mester, anerkender ham over for hele verden, endog ansigt til ansigt med risikoen for at dø en voldsom død for fjendehånd. I overensstemmelse med at den kristne sejrvinder anerkender eller bekender Kristus — og som bevis herfor — nægter han at blive en træl under politiske, religiøse og militære ledere på jorden. Paulus sagde: „Den, der blev kaldet som fri, [er] Kristi træl. I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!“ (1 Korinter 7:22, 23) Den kristne sejrvinder tager også følgende ord af Jesus alvorligt: „Derfor, enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene. Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene.“ (Mattæus 10:32, 33; Markus 8:38; Lukas 9:26) Når den herliggjorte Kristus vedkender sig en kristen sejrvinder over for sin himmelske Fader og over for sine engle, så må det være fordi vedkommende sejrer ved at vedkende sig Kristus på jorden.
24. (a) Hvordan får et menneske sit navn foreløbigt indskrevet i „livets bog“? (b) Hvordan får han vished for at navnet forbliver i denne „livets bog“, og hvis dette lykkes, hvad er det så ensbetydende med?
24 Alle sejrvindere af den slags vil blive bevaret i al evighed. De har fulgt i Kristi fodspor og er gået igennem den snævre port og ad den trange vej der fører til livet, og derfor har de allerede fået deres navne foreløbigt indskrevet i „livets bog“. (Mattæus 7:13, 14) Ved at fortsætte på den trange vej og ved at sejre over denne verden ved hjælp af kristen tro og trofasthed opnår sejrvinderen den vished at hans navn bevares i „livets bog“. Herren Jesus Kristus giver ham denne forsikring: „Jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog.“ Han vil arve himmelsk liv og udødelighed, og han vil således i al evighed kunne vandre „i hvide klæder“, værdig til at være sammen med Herren Jesus Kristus. Dette er noget som er værd at høre for „den, som har øre“ og som hører hvad Ånden siger til menighederne.
[Illustration på side 161]
ZION’S WATCH TOWER AND HERALD OF CHRIST’S PRESENCE.
“Watchman, What of the Night?” “The Morning Cometh.”—Isa. xxi. 11
VOL. I. PITTSBURGH, PA. JULY, 1879. NO. 1.