det ikke. Nogle ulykker indtræffer tilfældigt: „Alle er de bundne af tid og tilfælde.“ (Præd. 9:11) Andre ulykker indtræffer som følge af menneskenes dårskab: „Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.“ (Præd. 7:29) Andre igen forårsages af Satan i hans anstrengelser for at sætte alle mennesker op imod Gud, idet han ved at de vil skyde skylden på Gud og ikke på ham, eftersom mange ikke engang tror på at han, Satan, eksisterer. — Åb. 12:12.

Der er en Gud, og han har sine grunde til at tillade det onde. Men den tid er ikke langt borte da han vil sætte en stopper for det.

Jesu bjergprædiken — „I skal derfor bede således“

EFTER formaningen til sine disciple om at de ikke skulle henlede opmærksomheden på sig selv når de bad, fremholdt Jesus den berømte mønsterbøn for dem. Han indledte den med at sige: „I skal derfor bede således.“ — Matt. 6:9a.

Ordet „I“ hentyder til Jesu tilhørere, i modsætning til de hyklere som han tidligere havde omtalt. (Matt. 6:5) Udtrykket „således“ danner indledningen til en kontrast, noget som var usædvanligt for mennesker der havde været vant til at sige „det samme igen og igen“. (Matt. 6:7) Det siger derfor sig selv at Jesus ikke mente at hans tilhørere blot skulle lære at gentage den efterfølgende bøn efter hukommelsen.

Mønsterbønnen indeholder syv anmodninger. De tre første er anmodninger om at Gud vil gøre noget for at hellige sit navn; de fire sidste drejer sig om menneskelige behov. Lad os betragte dem en efter en.

1) „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ (Matt. 6:9b) Eftersom Gud er menneskets Skaber og hans bolig er langt fra jorden, er det passende at hans skabninger henvender sig til ham med ordene „vor Fader i himlene“. (Apg. 17:24, 28; 2 Krøn. 6:21; Es. 66:1) I det første århundrede var det især jøderne der kunne kalde Gud „Fader“, eftersom han havde antaget jødefolket som sine børn ved at udfri dem fra trældommen i Ægypten og ved at indgå en pagt med dem. (5 Mos. 32:6, 18; 2 Mos. 4:22; Es. 63:16) Brugen af flertalsformen „vor“ viser at der også er andre end den der beder der har et nært forhold til Gud og hører til hans familie af tilbedere.

Til tider forekommer ordet „navn“ i Bibelen som et synonym for personen selv. For eksempel læser vi i Åbenbaringen 3:4: „Du [har] nogle få navne [personer] i Sardes som ikke har besmittet deres yderklæder.“ (Jævnfør Esajas 30:27; Malakias 3:16.) Udtalelsen „lad dit navn blive helliget“ indeholder en bøn om at Gud vil tage skridt til at hellige sig selv ved at rense sit navn, Jehova — det navn han vil huskes ved — for al den skam der er blevet kastet på det lige siden det første