Alle disse oplysninger er det umuligt at indhente i naturen! Tiden er nu inde til at alle der elsker livet og friheden anskaffer sig en bibel og påbegynder et studium af dens livgivende budskab. Bibelen siger ligefremt: „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du udsendte, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3, NW.

⁴³ Har du allerede en bibel? Læser du den regelmæssigt? Hvis ikke, så tag den ned fra dens ensomhed på hylden. Støv den af. Begynd at lade den lede dig i din daglige tilværelse. Den vil hjælpe din familie til allerede nu at leve for den nye verden. Se den lykke og enhed der præger den nye verdens samfund af Jehovas vidner overalt i verden. Du kan erfare den samme glæde, tilfredshed og åndelige sundhed. Ingen anden bog eller skat du måtte eje kan bibringe dig en så vidunderlig, varig glæde eller en sådan frihed. Hvorfor nægte dig selv den hjælp og den nytte den kan yde? Tag standpunkt for Bibelens sande religion. Tilegn dig sandheden. Følg den og bliv frigjort. Du skulle sikre dig en lykkelig fremtid, evigt liv på den skønne paradisiske jord under Guds rige.

Ske din vilje på jorden, 18. del

Efter at Jesus havde kaldt apostelen Peter lykkelig fordi denne ved Guds hjælp var i stand til at identificere ham som „Kristus, den levende Guds Søn“, henviste Jesus til sig selv og sagde: „På den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.“ (Matt. 16:18) Efter at Jesus var blevet dræbt og oprejst fra de døde og senere atter var steget op til himmelen for at tage sæde ved sin himmelske Faders højre hånd, begyndte han at bygge sin sande menighed af åndelige israelitter. Han begyndte herpå på Pinsedagen år 33 e. Kr. da han udgød den hellige ånd over den trofaste rest af sine disciple, som var forsamlet i Jerusalem. Således begyndte de som „levende stene“ i samhørighed med Jesus Kristus, hovedhjørnestenen, at blive opbygget til et sted hvor Gud kan bo ved ånd.

23, 24. Hvad indebar det at Jesus byggede menigheden på sig selv, og hvorledes forklarede Paulus dette i Efeserne 4:10-14?

²³ Jesus opbyggede ikke blot menigheden på sig selv som klippen ved at stable de „levende stene“, hans indviede, døbte efterfølgere, op på sig selv; han organiserede dem også til tjeneste for Jehova som Guds tempel eller helligdom. Dette nødvendiggjorde at der udnævntes mange særlige tjenere som hver fik anvist bestemte opgaver inden for menigheden. Apostelen Paulus forklarer det med følgende ord angående det organiseringsarbejde Jesus udførte i himmelen:

²⁴ „Han, som steg ned [til jorden], er også den, som steg op højt over alle Himlene for at fylde alt. Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være eet i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde, så vi ikke mere skal være umyndige.“ — Ef. 4:10-14.

25. Hvad var hensigten med at Jesus organiserede menigheden og udnævnte særlige tjenere til den?

²⁵ Jesu hensigt med at organisere menigheden og udnævne særlige tjenere var, at de hellige alle skulle have en fuldstændig oplæring i tjenestegerningen så de ikke blev ved med at være åndelige spædbørn men blev fuldvoksne i samhørighed med Kristus. De måtte alle blive „personer i fremrykket alder“ i kristen, åndelig betydning, alle måtte blive „ældste“ eller ældre personer, således som det billedligt blev vist ved de fire og tyve „ældste“ som Johannes i sit syn så siddende på troner rundt om Guds himmelske trone. — Åb. 4:4, 10.a

26. Hvorledes blev mange menigheder grundlagt uden for Jerusalem, og hvad fik disse menigheder når kompetente brødre var til rådighed?

²⁶ Den første lokale kristne menighed blev grundlagt i Jerusalem. Dér havde det åndelige Israels, den ’hellige nations’, synlige styrende råd sit hovedsæde indtil kort før byen Jerusalems ødelæggelse i år 70 e. Kr. Men som følge af det store vidnesbyrd der blev aflagt for de besøgende i Jerusalem på Pinsedagen og derefter, og som bevirkede at de i tusindvis kom til troen, blev der grundlagt menigheder i mange store og små byer, ja selv i landsbyer. Antallet af disse menigheder voksede yderligere efter at der blev givet bemyndigelse til at den gode nyhed om Riget fra og med år 36 e. Kr. også skulle forkyndes for ikke-jødiske folk. Alle disse menigheder var hver især organiseret med henblik på møder og forkyndelse på arbejdsmarken. Hvor sådanne særlige tjenere var til rådighed havde hver menighed sine tilsynsmænd samt disses assistenter, tjenere i menigheden. Hvem skrev Paulus for eksempel til i byen Filippi i Makedonien? Her er indledningen til hans brev til filipperne: „Paulus og Timoteus, Kristi Jesu trælle, til alle de hellige der er i samhørighed med Kristus Jesus i Filippi, med tilsynsmænd og assisterende tjenere.“ (Fil. 1:1, NW) Paulus rettede også sin opmærksomhed mod tilsynsmændene for menigheden i Efesus i Lilleasien. — Ap. G. 20:17-28.

27. Hvad særligt er der ved Paulus’ breve til Timoteus og Titus, og hvad skulle alle særlige tjenere i menighederne være før de kunne udnævnes?

²⁷ Timoteus og Titus var overordnede tilsynsmænd for menighederne inden for et bestemt område der var dem betroet. Derfor er Paulus’ to breve til Timoteus og hans brev til Titus i virkeligheden vejledninger for tilsynsmænd. Men i 1 Timoteus 3:1-12 og i Titus 1:5-9 fremhæver Paulus de kvalifikationer som må fordres af dem Timoteus og Titus kan udnævne til at være tilsynsmænd og assisterende tjenere i de lokale kristne menigheder. Naturligvis måtte alle disse særlige tjenere åndelig set være kristne „ældste“ eller ældre mænd. Dette måtte gælde de tolv apostle; og Peter omtaler sig selv som en „ældste“ eller en „presbyter“ (efter det græske ord): „De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste [presbýteros, græsk] og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares.“ — 1 Pet. 5:1.

28. Hvem måtte det styrende råd i Jerusalem derfor nødvendigvis bestå af, og hvad viser at det også talte andre end de tolv apostle?

²⁸ Selvfølgelig bestod det styrende råd i Jerusalem kun af „ældste“ eller „presbytere“. Dog var disse ikke kun „Lammets tolv apostle“ men også andre tjenere i den derværende menighed. I Apostlenes Gerninger 15:1, 2, 6, 22, 23 berettes, at da menigheden i Antiokia i Syrien henviste et omstridt spørgsmål til det styrende råd i Jerusalem, „samledes apostlene og de ældste [presbyterne] for at overveje denne sag“. Efter at have afgjort tvistigheden besluttede „apostlene og de ældste“ at sende nogle mænd af sted med et brev som indeholdt deres afgørelse. De indledte brevet således: „Apostlene og de ældste [presbyterne], jeres brødre, sender hilsen til brødrene af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.“ Men hvordan blev de „ældste“?

29. Hvad har „ældste“ og „ældsteembeder“ udviklet sig til i kristenheden, og hvilke spørgsmål stiller vi angående de skriftsteder man støtter sig til, Apostlenes Gerninger 14:23 og Titus 1:5?

²⁹ I kristenhedens menigheder er udtrykket „ældste“ blevet en titel, og det at være en „ældste“ er blevet en stilling eller et embede, som nogle udnævnes til. Som støtte herfor henviser de religiøse organisationer der har sådanne ældste og ældsteembeder til Apostlenes Gerninger 14:23, der taler om Paulus og Barnabas som grundlæggere af menigheder: „De udvalgte derpå ’ældste’ for dem i hver enkelt menighed og overgav dem under bøn og faste til den Herre, som de var kommet til tro på.“ Ligeledes Titus 1:5: „Når jeg efterlod dig på Kreta, var det, for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage, og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig.“ Men betyder det at der skulle udnævnes mænd til at sidde i embeder som ældste, eller betyder det at de mænd der blev indsat i embeder eller tjenerstillinger i menighederne i forvejen var ældste i den påkrævede betydning? Kan nogen vælges til „ældste“?

30. Hvem især sendte Jehova Moses til i Israel, og hvad siger The Jewish Encyclopedia om „ældste“?

³⁰ Det berettes at det kødelige Israels menighed på profeten Moses’ tid havde „ældste“. Det var især til disse „ældste“ eller ældre mænd i Israel at Jehova sendte Moses. (2 Mos. 3:16, 18) Men blev disse ældste indsat i ældsteembederne, eller voksede de, fysisk og åndeligt, til at blive ældste? The Jewish Encyclopedia, Bind V (1910), siger på side 92 under „Elder“ [„Ældste“]:

I oldtiden var høj alder en forudsætning for autoritet. Ikke alene hos de gamle jøder men også hos andre af fortidens folk udgjorde nationens eller klanens ældste embedsklassen. Ældsteordningen fandtes hos ægypterne (1 Mos. 50:7), hos midjanitterne (4 Mos. 22:7), og senere hos grækerne (gérontes eller presbýteroi) og romerne („patres“ eller „senatus“). . . . de ældste indtog en fremtrædende stilling i det jødiske folks offentlige og politiske anliggender. Det er ikke sikkert at de blev valgt af folket, skønt de