Kapitel 1

Hemmelighedernes skribent ser Gud i et syn

 1. Hvorfor bør vi være levende interesseret i „Guds hemmelige rådslutning“?

ALLE hemmeligheders hemmelighed — det er „Guds hemmelige rådslutning“. Denne hemmelighed har stor betydning for os mennesker. Den er forbundet med historiens største stridsspørgsmål: Hvem skal have herredømmet på jorden og i himmelen? Vi ønsker alle liv og lykke, fred og velstand, og om vi får det afhænger af hvordan dette store stridsspørgsmål afgøres. „Guds hemmelige rådslutning“ bør derfor vække mere end almindelig nysgerrighed. Den fortjener at blive omfattet med den største interesse. Den bør få os til at gå i gang med en ærlig undersøgelse som vi ikke opgiver før vi forstår hvad „Guds hemmelige rådslutning“ er. Denne hemmelighed vil, når den fuldbyrdes og bliver kendt, vinde sin ophavsmand den største beundring, og den vil medføre uendelig meget godt for hele menneskeheden. Alt hvad vore hjerter med rette længes efter, vil blive opnået til fuldkommenhed. Meget af det der nu er skjult og uforståeligt vil blive klart for os.

 2. Hvilket syn fik apostelen Johannes, og i hvilken situation befandt han sig på det tidspunkt?

² For næsten nitten hundrede år siden hørte en gammel mand det spændende budskab om „Guds hemmelige rådslutning“. Senere så han i et profetisk syn denne rådslutning blive gennemført eller fuldbyrdet. Og han så også, i et mirakuløst syn, denne fascinerende hemmeligheds strålende Gud. Alene på grundlag af dette syn af Gud har vi grund til af hele vort hjerte at tro at „Guds hemmelige rådslutning“ er til evig gavn for os. Manden som så dette syn har skrevet om flere hemmeligheder og har meget betænksomt givet os en forklaring på dem. Denne mand var Zebedæus’ søn Johannes, tidligere fisker ved Galilæas sø i Palæstina. Da han fik synet var han romerrigets fange og sad på straffeøen Patmos i Ægæerhavet, ikke langt fra Efesus, som dengang var hovedstaden i den romerske provins Asien. Men hvorfor var han fængslet? Det var ikke så mærkeligt — på det tidspunkt. Det var fordi denne gamle mand var kristen, en af Jesu Kristi tolv apostle. — Åbenbaringen 1:9-11.

 3. Hvor højt blev apostelen af inspirationens ånd løftet op, og hvilket særlig strålende syn fik han?

³ Det hedenske romerrige kunne behandle ham som en farlig forbryder og forvise ham til en uhyggelig fangeø og begrænse hans frihed, men det kunne ikke begrænse den Gud som Johannes tjente, og hindre ham i ved hjælp af inspirationens ånd at føre Johannes op i synernes sfærer, hvilket er langt mere end det som atom- og rumalderens videnskabsmænd har opnået. Ved denne næsten utrolige oplevelse blev Johannes i høj grad begunstiget, idet han fik et mirakuløst syn af selve ophavet til „Guds hemmelige rådslutning“, Gud den Almægtige selv. I dette syn var scenen anderledes end i de syner som mennesker før ham — som for eksempel Moses, Esajas, Daniel og Ezekiel — havde haft af Gud. For at give os et detaljeret billede — man kunne næsten sige et fotografi — af det han havde set, skrev apostelen Johannes under inspiration sin beretning om det storslåede syn. Men kunne den aldrende apostel Johannes med det menneskelige sprogs ord beskrive det strålende syn således at vi svagsynede mennesker kunne få en idé om hvad han havde set?

 4. Hvad så Johannes, som beskrevet ved inspirationens ånd?

⁴ Ja, det kunne han! Inspirationens ånd satte Johannes i stand til at gøre det med enkle ord: „Derefter så jeg, og se, en dør var åben ind til Himmelen, og den samme røst, der lød som en basun, og som jeg før havde hørt tale til mig, sagde: ’Kom herop, så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter.’ Straks kom jeg under Åndens magt; og se, en trone stod i Himmelen, og der sad En på tronen, og han, som sad der, var at se til som jaspis og sarder, og der var en regnbue rundt omkring tronen, at se til som smaragd.“ — Åbenbaringen 4:1-3.

 5. Hvordan lød den røst Johannes hørte, og hvad indbød den ham til?

⁵ Synets åbne dør „ind til Himmelen“ ventede på at nogen skulle gå igennem den, nemlig apostelen Johannes. Det fremgår tydeligt af det der nu blev sagt af en røst, som sandsynligvis talte til Johannes på det første århundredes fællesgræske sprog, hvis ikke den talte på Johannes’ eget sprog, den tids hebraisk. Der var ikke tale om et menneskes stemme, for den stemme Johannes hørte fra himmelen, lød „som en basun“, og det uden at den benyttede sig af sådan noget som en moderne elektrisk højttaler. Lyden har måske mindet Johannes om at der fra Sinaj bjerg lød stød i horn der blev stærkere og stærkere, dengang Jehova Gud gav Israels folk de ti bud. (2 Mosebog 19:19; 20:18, 19) Og dog var der ingen anden på øen Patmos som hørte den frygtindgydende røst, for det var kun Johannes der ved hjælp af den almægtige Guds ånd eller usynlige aktive kraft fik dette syn. Det var altså en kraftig røst der indbød Johannes til at gå gennem døren ind i himmelen: „Kom herop, så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter.“

 6. (a) Hvad satte Johannes i stand til at efterkomme indbydelsen? (b) Hvad blev Johannes sandsynligvis mindet om da han gik igennem den åbne dør ind i himmelen?

⁶ Det var kun Guds ånd eller aktive kraft der kunne sætte et menneske som Johannes i stand til at efterkomme en sådan invitation, en indbydelse som det tyvende århundredes astronauter aldrig har fået og aldrig i deres menneskeskabte rumdragter ville kunne efterkomme. Apostelen Johannes blev ikke bragt ud i rummet af en kæmperaket, men blev i synet løftet op af Guds ånd og ført gennem døren der var „åben ind til Himmelen“, hvor han skulle se et syn af himmelens og jordens kongelige regent. Scenen omkring Majestætens trone kunne på flere måder minde apostelen Johannes om det Guds tempel der engang havde stået i det gamle Jerusalem. Det passede godt med at det var et helligt sted. I templets allerhelligste havde det mirakuløse shekinalys symboliseret Jehova Gud, og Jehova havde på den måde sin trone midt i det gamle Jerusalem.

 7. (a) Hvordan var Gud skildret i det syn Johannes så? (b) Hvad åbenbares i dette syn angående Guds personlighed?

⁷ Hvordan kunne et menneske som Johannes beskrive Gud, eller blot synets fremstilling af Gud? Så Johannes en eller anden trehovedet skikkelse der repræsenterede kristenhedens treenige guddom? Nej; han så intet der mindede om denne hedenske forestilling! Den Gud Johannes så, var som lyset fra en smukt slebet jaspis og en sarder, en rød smykkesten, også kaldet karneol. Det forklarer hvorfor Johannes senere, i Første Johannesbrev 1:5, kunne skrive: „Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham.“ Disse ord genspejler det han havde set i synet. Gud er strålende lys, simpelt hen! Hans persons strålende herlighed kan kun til en vis grad sammenlignes med smykkesten der stråler og glimter og fryder det menneskelige øje. Hvor helt umuligt da at han skulle kunne være ophavet til alt det umoralske, usande og bedrageriske der skildres ved mørket! Han er værdig til at blive kaldt „himmellysenes Fader!“ (Jakob 1:17) Hvor betegnende at det var ham der dengang jorden blev beredt som menneskets bolig, sagde: „Der blive lys!“ — 1 Mosebog 1:3.

 8. Hvad er regnbuen i synet et symbol på?

⁸ Himmelens og jordens strålende hersker, der er herre over enhver situation der måtte opstå når som helst og hvor som helst i universet, sidder på sin trone i fuldkommen fred og afklaret ro. Se, „en regnbue rundt omkring tronen, at se til som smaragd“, betegner denne afklarede ro. Regnbuens smaragdgrønne farve virker beroligende. Det er en hemmelighed for mennesket hvordan en regnbue bliver til, men herskeren på den himmelske trone ved det. Mere end to tusind fire hundrede år tidligere, nemlig dengang jorden igen var dukket frem af det vand der på fyrretyve dage havde forårsaget en global oversvømmelse, sagde Gud til Noa og hans familie, der i arken havde overlevet vandfloden: „Min bue sætter jeg i skyen, og den skal være pagtstegn mellem mig og jorden! Når jeg trækker skyer sammen over jorden, og buen da viser sig i skyerne, vil jeg komme den pagt i hu som består mellem mig og eder og hvert levende væsen, det er alt kød, og vandet skal ikke mere blive til en vandflod, som ødelægger alt kød.“ (1 Mosebog 9:13-15) Hvor ville det være dejligt om den regnbue der er omkring Guds trone var et tegn på en kommende og evig fred!

 9, 10. (a) Hvordan skildres Guds overhøjhed? (b) Hvoraf ved vi at de fireogtyve ældste ikke var Guds rådgivere?

⁹ Gud, Skaberen, er konge, den højeste blandt konger. Det skildres ved det næste som apostelen Johannes ser i Guds trones nærhed. Johannes siger: „Og i kreds om tronen så jeg fireogtyve troner og på tronerne fireogtyve ældste, iførte hvide klæder og med gyldne sejrskranse på deres hoveder. Og fra tronen udgår der lyn og bulder og tordenskrald, og syv fakler brænder foran tronen, det er Guds syv ånder. Og foran tronen er der ligesom et glarhav, klart som krystal.“ — Åbenbaringen 4:4-6.

¹⁰ Kan denne del af synet betyde at Gud, himmelens konge, er omgivet af fireogtyve rådgivere som han kan rådføre sig med inden han foretager sig noget eller begynder på noget nyt? På ingen måde! Apostelen Paulus citerer fra profetien i Esajas 40:13, 14 og spørger: „O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje! ’Thi hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev hans rådgiver? eller hvem gav ham noget først, så der skulle gives ham gengæld derfor?’ Thi af ham og ved ham og til ham er alt.“ — Romerne 11:33-36.

DE FIREOGTYVE ÆLDSTE PÅ TRONERNE

11, 12. Forklar ved hjælp af andre skriftsteder hvem de fireogtyve ældste er.

¹¹ Hvem er da disse fireogtyve ældste som er iført hvide klæder, har gyldne sejrskranse eller kroner på hovederne og sidder på fireogtyve troner rundt omkring Guds trone?

¹² Tidligere i Åbenbaringens bog er der givet os et fingerpeg om hvem de er eller hvem de symboliserer. Johannes henvender sig først til de „syv menigheder“, der består af sande kristne som ham selv, og derpå omtaler han Jesus Kristus som „den, der hersker over jordens konger“ og tilføjer: „Ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader — ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen.“ (Åbenbaringen 1:4-6) Og lige før Johannes skildrer sit syn af Gud på hans himmelske trone, citerer han Jesus Kristus, der siger til menighedens engel i Laodikea: „Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.“ (Åbenbaringen 3:21) De fireogtyve ældste der bærer kroner og sidder på troner må derfor betegne det samlede antal af trofaste, sejrende kristne som til sidst bliver gjort til præster og konger sammen med Kristus i Guds himmelske rige. — Åbenbaringen 20:4-6.

13. Hvad betegnes ved at der er fireogtyve ældste, og hvilken forbindelse har det med tallet 144.000?

¹³ Vi har et forbillede på dem i de trofaste præster i det gamle Israel. Disse israelitiske præster var inddelt i fireogtyve skifter eller hold, og hvert hold havde en bestemt tid at tjene ved Guds tempel. (1 Krønikebog 24:5-19; Lukas 1:5) Tallet fireogtyve passer således på de trofaste kristne i den nye pagt, til hvem apostelen Peter siger: „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.“ (1 Peter 2:9) Desuden vil det endelige antal medlemmer af det ’kongelige præsteskab’ eller ’kongeriget af præster’ blive et hundrede og fireogfyrre tusind. (2 Mosebog 19:6; Åbenbaringen 7:4-8; 14:1, 3) Og 144.000 er et mangefold af fireogtyve, nemlig produktet af 6000 gange 24. Andre detaljer som oplyses senere i Åbenbaringen, er med til at vise at de fireogtyve ældste står for de 144.000 sejrende kristne der følger i Jesu Kristi fodspor.

14. (a) Hvad må vi huske på med hensyn til tidspunktet for opfyldelsen af dette syn af de fireogtyve ældste? (b) Hvad var denne del af synet som Johannes så, en profetisk skildring af, og hvordan passer apostelen Johannes selv ind i billedet?

¹⁴ Disse et hundrede og fireogfyrre tusind sejrende kristne, skildret ved de fireogtyve ældste, har ikke altid siddet på troner rundt om Jehova Guds himmelske trone. Husk på at synet af de symbolske fireogtyve ældste får sin opfyldelse på en tid der i forhold til apostelen Johannes er fremtidig. Husk på at røsten der lød som en basun og som sagde til Johannes: „Kom herop,“ derefter sagde: „Så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter.“ Synet af disse fireogtyve ældste der bærer kroner og sidder på troner var derfor en profetisk skildring af den ordning der senere skulle træffes i himmelen med hensyn til Guds trone. Det var en åbenbaring af at det var Guds hensigt at have 144.000 som præster og konger sammen med Jesus Kristus, ypperstepræsten og Guds messianske konge. På det tidspunkt da Johannes havde synet, var de der blev skildret ved de fireogtyve ældste derfor endnu ikke indsat på troner rundt om Guds trone i himmelen, for den trofaste apostel Johannes skulle selv være blandt de symbolske fireogtyve ældste; og da Johannes havde dette syn var han ikke virkelig i himmelen sammen med dem.

15. (a) På hvilken måde er Johannes’ syn af Guds trone mere frygtindgydende end det syn profeten Ezekiel havde? (b) Hvad er lynene og stemmerne og tordenen et symbol eller tegn på?

¹⁵ Apostelen Johannes beskrev ikke som profeten Ezekiel Guds trone ved at sammenligne den med en strålende safir. (Ezekiel 1:26) For Johannes var den endnu mere frygtindgydende, for „fra tronen udgår der lyn og bulder [stemmer, NW] og tordenskrald“. (Åbenbaringen 4:5) Glimt af blændende oplysning udgår i sandhed fra Guds himmelske trone, men lynene kan også opfattes som brændende pile der øjeblikkelig tilintetgør hans fjender. Der høres også stemmer fra Guds trone, Gud som har skabt al tale; og det stemmerne siger er ikke indholdsløst men er budskaber der indbyrdes stemmer overens og også er i harmoni med sandhedens lys. Efter lynene kommer tordenskrald, og tordenen fra Guds trone runger i ørerne på de mennesker som ser den guddommelige åbenbarings lynglimt og forstår betydningen af dem. Disse fænomener som udgår fra Guds himmelske trone er tegn på at han sidder på tronen på dette tidspunkt hvor en stor og vigtig begivenhed skal finde sted, på samme måde som lynglimt, torden og lyde som af stød i horn ledsagede hans nærværelse på Sinaj bjerg da han gav Israel de ti bud. — 2 Mosebog 20:18.

16 (a) Hvad skildres der ved at „syv fakler brænder foran tronen“? (b) Hvad vises der ved at Johannes så syv lamper eller fakler, når man sammenligner med det gamle tilbedelsestelt i Israel?

¹⁶ Guds usynlige, aktive kraft, hans ånd, må nødvendigvis være yderst virksom på det tidspunkt hvor hans hensigt åbenbares. At hans magtfulde og aktive ånd i fuldt mål er virksom, skildres for os ved at „syv fakler brænder foran tronen“; og apostelen Johannes siger at det er „Guds syv ånder“. (Åbenbaringen 4:5) Tændte fakler eller lamper tjener det formål at lyse op i et værelse eller et område. Det fuldkomne antal fakler — syv — betyder at der er lys i fuldt mål, oplysningen som følge af Guds ånds virke er syvfoldig, har fuld styrke. (1 Korinter 2:10) Disse syv symbolske lamper eller fakler skal vise at Gud, når Johannes’ syn opfyldes, sidder på sin trone i det himmelske tempel for den rene, ubesmittede gudsdyrkelse, ligesom der i Guds jordiske telt eller tempel i Silo før kong Davids tid var en lysestage med syv arme, således at syv lamper kunne oplyse helligdommen. — 2 Mosebog 25:31-40; 40:1-4, 24, 25.

17. Hvad vises der yderligere ved at der var „et glarhav“?

¹⁷ Et yderligere fingerpeg om at den scene der her skildres, er en skildring af Gud i hans himmelske tempel, er at „foran tronen er der ligesom et glarhav, klart som krystal“. (Åbenbaringen 4:6) I den gamle ordning Gud havde blandt israelitterne var der en kumme eller et vandbassin mellem kobberalteret og helligdommen (2 Mosebog 30:18-21; 40:7, 11, 30, 31); og senere, i kong Salomons tempel i Jerusalem, var denne kumme så stor at den blev kaldt et hav. — 1 Kongebog 7:23-44; 1 Krønikebog 18:8.

18. Forklar hvad der symboliseres ved at dette „glarhav“ er klart som krystal.

¹⁸ Det støbte hav i Salomons tempel var lavet af kobber, men havet som Johannes så i sit syn var af glas, „klart som krystal“. Ligesom kobberhavet i templet i det gamle Israel blev brugt til helligelse af præsterne, så de havde rigeligt med vand at vaske hænder og fødder i, således er ’glarhavet’ et symbol på at de der nærmer sig Gud er rene og ubesmittede. Johannes’ medapostel Paulus taler i Efeserbrevet 5:25, 26 om at menigheden af Kristi disciple renses „i vandbadet ved ordet“. I overensstemmelse med billedet sørger Gud for at ’glarhavet, der er klart som krystal’, er fyldt med hans sandhedsords rensende vand. De der vil nærme sig Gud på en acceptabel måde må renses ved hjælp af hans ord. — Johannes 15:3.

DE „FIRE LIVSVÆSENER“

19. Beskriv de „fire livsvæsener“ og nævn hvad de gør.

¹⁹ Endnu en del af Johannes’ syn viser at det er et syn af Guds tempel og de rette omgivelser for hans himmelske trone. Johannes beskriver denne del af billedet med disse ord: „Og midt for hver side af tronen [eller: i tronens midte, NW], i kreds omkring den [er der] fire livsvæsener fulde af øjne fortil og bagtil. Og det første væsen lignede en løve; og det andet væsen lignede en okse; og det tredje væsen havde ansigt som et menneske, og det fjerde væsen lignede en flyvende ørn. Og hvert af de fire væsener havde seks vinger; rundt om og på indersiden af vingerne er de fulde af øjne, og uden ophør siger de dag og nat: ’Hellig, hellig, hellig er Herren,a Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer!’“

20. (a) Hvad symboliserer de „fire livsvæsener“, når vi sammenligner synet i Åbenbaringen med Ezekiels profeti? (b) Hvorfor var der fire væsener med fire forskellige ansigter?

²⁰ De „livsvæsener“ der beskrives således i Åbenbaringen 4:6-8 skildrer Guds keruber. I Første Mosebog 3:24 fortælles om den første gang da sådanne skabninger viste sig for mennesker, nemlig lige efter at den syndige Adam og hans hustru Eva var blevet udvist af Edens have. I Ezekiel 1:5, 13, 14, 15, 19, 20, 21, 22 og 10:15, 20 kaldes de keruber der følger med de vældige hjul på Guds vognlignende trone for „levende væsener“, og i Ezekiel 10:1-22 kaldes de levende væsener direkte for „keruber“. Mens hver kerub eller hvert levende væsen i Ezekiels syn har fire ansigter, nemlig et menneskes fortil, en løves til højre, en okses (en kerubs) til venstre, og en ørns bagtil, så har hver af keruberne i Johannes’ syn kun ét ansigt, idet hver af dem har et af de fire ansigter der blev set i Ezekiels syn. (Ezekiel 1:5, 6, 10, 11; 10:14, 20-22)b Hver af keruberne eller de levende væsener fremhæver således den særlige egenskab som ansigtet repræsenterer.

21. (a) Hvad symboliserer det tredje livsvæsens menneskeansigt? Begrund svaret bibelsk. (b) Hvordan kan vi sige at Gud må have denne egenskab når hans keruber har den?

²¹ Det tredje livsvæsen i Johannes’ syn havde et menneskeansigt og fremhævede således egenskaben kærlighed, specielt den egenskab der bygger, ikke på lidenskab, men på principper, en kærlighed som mennesket har og som tydeligt gør det forskelligt fra dyrene. „Gud er kærlighed,“ og mennesket, der blev skabt i Guds billede og lighed, skulle på samme måde kendetegnes ved at udtrykke en kærlighed som Guds. (1 Johannes 4:8, 16; 1 Mosebog 1:26-28) Derfor lød det „største og første bud“ i Guds lov som blev givet ved profeten Moses: „Du skal elske [Jehova]c din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke“ (5 Mosebog 6:5); og det andet store bud lød: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18) Det sagde Guds søn selv. (Mattæus 22:36-40) Keruber på det åndelige plan, som også er skabt i Guds billede, bør ligeledes besidde den guddommelige egenskab kærlighed. I Johannes’ syn viser de kærlighed til Jehova Gud, som er hellig.

22. (a) Hvilket træk ved løven sætter os i stand til at forstå hvad det første livsvæsen skildrer? (b) Blev Guds retfærdighed tilsidesat af Guds kærlighed da han genløste menneskeheden? Forklar.

²² Det første livsvæsen er som en kongelig løve og fremhæver dermed den guddommelige egenskab retfærdighed, modig retfærdighed. Når Bibelen taler om den tapre mand, „hvis mod er som løvens“, gør den os opmærksom på at løven er modig. (2 Samuel 17:10) Der skal mod til at øve upartisk retfærdighed, og Ordsprogene 28:1 fremhæver forbindelsen mellem mod og retfærdighed: „De ugudelige flyr, selv om ingen forfølger dem; men de retfærdige er uforfærdede som unge løver.“ (Svensk oversættelse af 1917) Retfærdighed er noget grundlæggende hos Jehova Gud; han hersker i retfærdighed. Henvendt til ham synger salmisten: „Retfærd og ret er din trones grundvold.“ (Salme 89:15) I en sang til Jehova Gud forbinder profeten Moses Guds gennemførte retfærdighed med hans fuldkommenhed: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ (5 Mosebog 32:4) Guds retfærdighed blev ikke tilsidesat af hans kærlighed da han genløste menneskeheden fra syndens og dødens forbandelse. Guds kærlighed sørgede for et fuldkomment menneske som offer, således at retfærdighedens krav i alle måder blev tilfredsstillet.

23. Hvilken egenskab fremhæves af det livsvæsen der „lignede en okse“?

²³ Det andet livsvæsen som Johannes så i sit syn lignede en okse og skildrer Guds magt og dynamiske energi. Vildoksen nærer ingen frygt, for den har nogle formidable horn og vældige kræfter. Gud, som har skabt oksen med dens styrke, stillede sin elev Job følgende gode spørgsmål: „Er vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din krybbe om natten? Binder du reb om dens hals, pløjer den furerne efter dig? Stoler du på dens store kræfter, overlader du den din høst?“ (Job 39:12-14) Det er derfor logisk at Gud i synet lader oksen være et symbol på magt, kraft eller styrke, som stammer fra ham. „Magten er Guds.“ — Salme 62:12.

24. Hvilken guddommelig egenskab symboliseres af væsenet der „lignede en flyvende ørn“?

²⁴ I Johannes’ syn lignede det fjerde livsvæsen „en flyvende ørn“ og fremhævede således den guddommelige egenskab visdom. (Åbenbaringen 4:7) Guds visdom bevæger sig højt oppe, ligesom ørnen når den flyver og bygger rede. I Ordsprogene 30:18, 19 tales der undrende om „ørnens vej på himlen“.

25, 26. (a) Beskriv nogle af de egenskaber som Skaberen har givet ørnen. (b) Hvordan hjælper Guds ord i Femte Mosebog 32:11-13 os til at forstå hvad livsvæsenet der lignede en ørn, symboliserer?

²⁵ Gud henledte Jobs opmærksomhed på hvor underfuldt ørnen er skabt da han spurgte ham: „Skyldes det bud fra dig, at ørn flyver højt og bygger sin højtsatte rede?“ (Job 39:30) Den ved hvor den skal flyve hen for at få føde, for Gud har givet den en bemærkelsesværdig evne til at se langt. Herom siger visdommens Gud: „Den bygger og bor på klipper, på klippens tinde og borg; den spejder derfra efter æde, viden om skuer dens øjne. Ungerne svælger i blod; hvor valen findes, der er den!“ (Job 39:31-33) Jesus Kristus må have haft disse ord af Gud i tanke da han i sin profeti om „verdens ende“ sagde: „Hvor ådselet er, der vil gribbene [ørnene, NW] flokkes.“ — Mattæus 24:28; Lukas 17:37.

²⁶ Ørnen som ser sit bytte klart, kan hurtigt og sikkert styrte sig over det, for Gud har også givet den meget kraftige vinger. I Habakkuk 1:8 sammenlignes en hurtig hest med ørnen. Den er „som ørnen i fart efter føde“. I Esajas 40:31 henledes opmærksomheden på dens stærke vinger: „De får nye svingfjer som ørnen.“ Gud sammenligner sig selv med en ørn med hensyn til hvordan han reddede sit folk ud af Ægypten og bragte det til det land han havde udvalgt til det, idet han inspirerer profeten Moses til at sige, som vi læser i Femte Mosebog 32:11-13: „Som ørnen, der purrer sin yngel ud og svæver over sine unger, løfted han det på sit vingefang og bar det på sine vinger. [Jehova] var dets eneste fører, ingen fremmed gud var hos ham. Han lod det færdes over landets høje.“ I overensstemmelse med alt dette besidder Jehova den egenskab der symboliseres ved den hurtige, højtflyvende, vidtskuende ørn, nemlig visdom, fuldkommen visdom.

27. Hvorfor fremhæves Guds visdom i den grad at den skildres ved et af de „fire livsvæsener“ i synet Johannes så?

²⁷ Gud den Allerhøjeste, der er som en ørn, er ikke blot i besiddelse af visdom, han er selve kilden til al visdom i hele universet. „Thi [Jehova], han giver visdom, fra hans mund kommer kundskab og indsigt.“ (Ordsprogene 2:6) Da han i visdom står over alle sine fornuftbegavede skabninger, siger den kristne apostel Paulus som afslutning på sit inspirerede brev til menigheden i Rom: „Ham, den ene vise Gud ved Jesus Kristus, være ære i evighedernes evigheder! Amen.“ (Romerne 16:27) Da visdommen er en så fremtrædende egenskab hos ham, skildres visdommens nærværelse foran Guds himmelske trone ved at det fjerde livsvæsen „lignede en flyvende ørn“.

28. (a) Hvad skildres ved at de „fire livsvæsener“ er „fulde af øjne fortil og bagtil“? (b) Hvilken egenskab vises ved at hvert væsen har tre par vinger?

²⁸ Apostelen Johannes lagde i sit syn mærke til at de fire livsvæsener var „fulde af øjne fortil og bagtil“, og at „hvert af de fire væsener havde seks vinger; rundt om og på indersiden af vingerne [var] de fulde af øjne“. (Åbenbaringen 4:6-8) At de således er fulde af øjne både på kroppen og vingerne, betegner, foruden det at de er vågne hele tiden, deres evne til at se alle ting. Det stemmer godt med at den inspirerede salmist tilskriver Gud denne egenskab: „Han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel.“ (Salme 121:4) Oldtidens viseste mand sagde: „Alle vegne er [Jehovas] øjne, de udspejder onde og gode.“ (Ordsprogene 15:3) Mere end tusind år senere sagde en inspireret skribent: „Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.“ (Hebræerne 4:13) Læg også mærke til at denne guddommelige egenskab er skildret ved at hvert af de levende væsener har i alt seks vinger fyldt med øjne, det vil sige tre par vinger. Tallet tre betegner en understregning, og i Bibelen vil tre par vinger derfor symbolisere stor hastighed som sætter skabningen i stand til at nå det som øjnene har set.

29, 30. (a) Hvad fremgår af det de fire livsvæsener forkynder? (b) Hvad kan vi trygt stole på ifølge denne forkyndelse, og hvilken holdning bør vi som mennesker indtage?

²⁹ Disse fremtrædende træk sætter keruberne i stand til fortsat at yde den tjeneste som apostelen Johannes så dem være optaget af: „Uden ophør siger de dag og nat: ’Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer!’“ (Åbenbaringen 4:8) At de tre gange siger „hellig“, understreger den almægtige Gud Jehovas hellighed. Han er den Hellige; ingen anden er så ren, ubesmittet og hellig som han, absolut hævet over enhver fristelse og alt ondt.

³⁰ Vi kan være glade for at Gud ejer denne hellighed foruden det at han er den Almægtige, for det hindrer med sikkerhed at han nogen sinde misbruger sin almagt. Han har altid været hellig og vil fortsat være det til evig tid, for han er den „som var, og som er, og som kommer!“ Uden begyndelse og uden ende er han den udødelige, uforkrænkelige Gud, alles Herre til evig tid. (1 Timoteus 1:17) Når himmelens keruber, livsvæsenerne, fortsat viser respekt for Herrens, den almægtige Guds, hellighed, da bør vi mennesker, som er ringere stillet, afgjort også gøre det.

DE FIRE LIVSVÆSENERS STILLING

31, 32. På hvilke to måder kan det siges at de fire væsener var „i tronens midte“?

³¹ Om de fire livsvæsener siger apostelen Johannes at de var „i tronens midte og rundt om tronen“. (Åbenbaringen 4:6, NW) Hvordan er det muligt når Herren Gud den Almægtige selv sidder på tronen? Således: De fire livsvæsener var i midten, sammen med tronen, for tronen indtog en central plads på scenen, og de fire livsvæsener var dér sammen med den. Længere ude, og på alle fire sider rundt om Guds trone, sad de fireogtyve ældste på deres troner. (Åbenbaringen 4:4) Udtrykket „i tronens midte“ kan også opfattes sådan at når man ser ind mod en af tronens fire sider, ser man et af de levende væsener midt for tronens side.d De fire livsvæsener var med andre ord ikke ved tronens eller forhøjningens fire hjørner, som tilfældet var med de fire keruber eller levende væsener som profeten Ezekiel så i sit syn, hvor der stod én ved hvert af de fire hjul hvorpå Guds vognlignende trone hvilede. — Ezekiel 1:15-22.

³² Ordene i Salme 99:1 beskriver på glimrende måde Jehovas stilling i forhold til disse livsvæsener. Der står: „[Jehova] har vist, han er konge, . . . han troner på keruber.“

33, 34. Vis ved at sammenligne visse træk i templet i Jerusalem med det Johannes så, blandt andet Guds trone, på hvilken tid synet får sin opfyldelse.

³³ At de fire livsvæsener i synet ses sammen med de syv tændte fakler og glarhavet, der er som krystal, foran Guds trone, tyder stærkt på at apostelen Johannes ser Jehova Gud på tronen i hans himmelske tempel nogen tid efter at hans lovede rige er oprettet. Tænk på hvordan det var i templet som den vise kong Salomon havde fået befaling til at bygge i hovedstaden Jerusalem i forbindelse med tilbedelsen af Jehova Gud:

³⁴ I forgården foran templets helligdom stod det store kobberbassin som blev kaldt „kobberhavet“. Indenfor i det rum i templet der blev kaldt „det hellige“ stod ti guldlysestager, fem langs den nordlige side og fem langs den sydlige. I det andet rum, det allerhelligste, var der massive statuer af fire keruber. To af dem var af massivt guld og var ud i ét med det gyldne låg på den hellige kiste kaldet pagtens ark, hvorover det mirakuløse shekinalys befandt sig som symbol på Guds nærværelse. De to andre keruber var af oliventræ beklædt med guld, og de var ti alen (cirka fire og en halv meter) høje. De stod med ryggen til helligdommens vestlige mure med front mod øst og med to af deres lange vinger strakt ud mod hinanden, således at de ligesom skærmede pagtens ark, der kun var halvanden alen (omkring femogtres centimeter) høj og dækket af sine egne to keruber. — 2 Krønikebog 4:2-7, 9-22; 3:10-13; 1 Kongebog 6:19, 25-28; 2 Mosebog 25:10-22.

35. (a) Hvad understreges ved at man i synet ser tronen som anbragt i et tempel? (b) Hvordan fremhæver de „fire livsvæsener“ med deres udseende at Jehova er anderledes end alle andre guder?

³⁵ I flere vigtige henseender ses Jehovas trone i himmelen altså som stående i templet. Dette understreger Jehova Guds hellighed og stemmer udmærket med at de fire keruber, livsvæsenerne, bestandig gentager ordene: „Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer!“ (Åbenbaringen 4:8) I sig selv viser de fire livsvæsener tydeligt hvorfor han er usædvanlig hellig. Med deres særlige udseende, idet det ene væsen ligner en løve, det andet en okse, det tredje et menneske og det fjerde en flyvende ørn, fremhæver de Gud den Allerhøjestes fire grundlæggende egenskaber, retfærdighed, magt, kærlighed og visdom. Hvilke af verdensreligionernes falske guder kendetegnes ved at de besidder disse fire egenskaber til fuldkommenhed og at disse egenskaber samarbejder fuldstændig harmonisk? Ikke én af dem! Den eneste Gud der ejer fuldkommen retfærdighed, magt, kærlighed og visdom, fortjener intet mindre end alle himmelens og jordens fornuftbegavede skabningers tilbedelse.

SKABEREN AF ALLE TING

36. Hvilken holdning over for Jehova Gud indtog de højtstående skabninger der blev set i synet?

³⁶ Se igen på det mirakuløse syn apostelen Johannes fik, og læg mærke til hvordan selv de højtstående skabninger der ses i det himmelske tempel overvældes af en stærk trang til at give denne, den fuldkomne retfærdigheds, magts, kærligheds og visdoms Gud, alt hvad der tilkommer ham. Johannes skriver: „Og når væsenerne frembærer ære og pris og tak til ham, som sidder på tronen, og som lever i evighedernes evigheder, da kaster de fireogtyve ældste sig ned for ham, som sidder på tronen, og tilbeder ham, som lever i evighedernes evigheder, og lægger deres sejrskranse ned for tronen og siger: ’Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.’“ — Åbenbaringen 4:9-11.

37. (a) Hvilken holdning indtog Johannes, som hører med til Jehovas „lille hjord“? (b) Hvordan og hvorfor vil de 144.000 i opfyldelsen ’lægge deres sejrskranse ned for tronen’?

³⁷ Apostelen Johannes følte selv sådan over for den der sad på tronen, Jehova Gud den Almægtige. Johannes var et af de trofaste medlemmer af den „lille hjord“ og var i overensstemmelse med den guddommelige hensigt kaldet til at være en af de 144.000 loyale tilbedere der ville få tildelt troner af evighedens konge, „ham, som lever i evighedernes evigheder“, efter at han havde oprettet sit lovede rige i himmelen og var kommet til sit åndelige tempel. (Åbenbaringen 1:6, 9) Det er Jehova Gud den Almægtige der har lovet at give disse kaldede og trofaste tilbedere en andel i det himmelske rige og som sørger for at de får den, og når de får overdraget herredømmet over menneskehedens verden, vil de villigt overgive deres kongemagt, deres suverænitet, til den evige og almægtige Gud som oprindelig er kilden til denne magt. De vil villigt træde ned fra deres troner og lægge deres sejrskranse eller kroner foran ham og således give afkald på at udøve ethvert uafhængigt herredømme. De bøjer sig for ham og tilbeder ham som hans ydmyge og uværdige undersåtter. Ham tilhører æren, prisen og magten. Hvad de selv har i den retning, har de fået af ham. De ønsker at han skal have alt hvad der tilhører ham, da han er værdig dertil. Lad al ære, pris og magt tilhøre ham!

38, 39. (a) Hvad anerkender de symbolske fireogtyve ældste ved at bøje sig for Jehova? (b) På hvilken måde er de skabninger som Gud vil bruge som himmelske konger over menneskeheden, helt anderledes end vor tids konger og herskere?

³⁸ Hvorfor vil disse symbolske fireogtyve ældste på denne måde anerkende Jehova Gud den Almægtige som den universelle suveræn? Det er fordi de anerkender denne evige Gud som den der har skabt alt i himmelen og på jorden. De er ikke som nutidens evolutionister, men med nøjagtig kundskab og stor overbevisning bekender de over for ham: „Du har skabt alle ting.“

³⁹ Det var Guds vilje at alle disse ting blev til, og han havde evnen til at gennemføre sin vilje. Derfor siger de også til ham: „De blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ Han er således deres Skaber og den der har skabt deres hvide klæder, deres sejrskranse og deres troner, alt det der repræsenterer deres himmelske kongeværdighed. Hvordan skulle de da kunne gøre andet end sammen med de fire livsvæsener at give ham ære, pris og tak? Det gør de, og de gør det på en meget demonstrativ måde, som for at vise at de er anderledes end de jordiske konger og dem der regerer over menneskeheden i dag. De symbolske fireogtyve ældste skildrer den slags himmelske konger som Jehova Gud vil sætte over hele menneskeheden, og det kan vi være lykkelige for. Han har skabt dem i overensstemmelse med sin vilje og viser dermed hvilken slags Gud han er.

40, 41. (a) Er det menneskelige fantasier vi har beskæftiget os med, eller har vi lært noget værdifuldt af dette syn? (b) Hvad kan vi, i betragtning af det vi allerede har lært af synet, forvente at lære ved fortsat at undersøge Guds hemmelighed?

⁴⁰ Dette er hemmelighedens Gud! Det er denne Gud som nogle få mennesker har set i mirakuløse syner, mennesker som de inspirerede profeter Moses, Esajas, Ezekiel og Daniel. Det gør et stort indtryk på os og vi lærer meget af at betragte blot det syn som den landsforviste kristne apostel Johannes havde, det sidste mirakuløse syn af Jehova Gud et menneske på jorden har haft. Det er ikke et menneskes fantasier vi har beskæftiget os med. Nej, vi har studeret den autentiske skildring af et inspireret syn, nedskrevet af en sandfærdig mand der led som fange fordi han var en trofast Jesu Kristi apostel, og vi har opnået en større og dybere forståelse af et virkeligt og guddommeligt væsen, den eneste levende og sande Gud, den eneste som har ansvaret for al skabningen, os selv indbefattet.

⁴¹ Det er denne strålende skikkelse, Gud selv, der står bag den store hemmelighed vi undersøger. Vi kan derfor kun få gavn af og blive velsignet, trøstet, opbygget og glædet ved at fortsætte vor undersøgelse indtil vi med Guds hjælp og velsignelse finder den overraskende løsning på mysteriet. Lad os derfor gå videre i vor undersøgelse af „Guds hemmelige rådslutning“.

[Fodnoter]