Benævnelser for Kristus og hans menighed

NAVNE, benævnelser eller betegnelser har praktisk betydning idet de virker som et kendemærke for mennesker, dyr, planter og livløse genstande. Desuden kan de virke som en beskrivelse af visse egenskaber og funktioner der kendetegner levende og livløse dele af skaberværket. I De kristne græske Skrifter finder vi da også adskillige benævnelser for den kristne menighed der beskriver dens funktioner samt dens forhold til Kristus. Apostelen Johannes opgiver tallet på de udvalgte der hører til menigheden: „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander.“ — Åb. 14:1.

Imidlertid er det værd at bemærke at en benævnelse som én gang er anvendt på en bestemt måde, ikke i alle tilfælde betyder nøjagtig det samme hver eneste gang den forekommer derefter. Man må tage sammenhængen i betragtning. En betegnelse kan bruges i såvel en meget omfattende som en stærkt begrænset betydning. For eksempel henviser benævnelsen „Riget“ når den forekommer i udtryk som „Himmeriget“, til Jesus Kristus og dem som er kaldet til at forlade jorden og få del i et liv i himmelen sammen med ham, med andre ord til samtlige de 144.001 der skal herske som konger. Men Jesus anvendte også benævnelsen „Riget“ i en mere begrænset betydning, nemlig om sig selv, da han sagde til sine fjender: „Se, Guds rige er midt iblandt jer.“ (Fodnoten) Ved en anden lejlighed brugte han ordet „rige“ som betegnelse for det rige han og hans 144.000 medarvinger skulle herske over. — Matt. 13:24-33; Luk. 17:21; Matt. 25:34.

Et andet udtryk der tydeligt nok anvendes om Jesus og hans legemes lemmer, altså samtlige 144.001, i deres egenskab af en regering der er indsat af Gud, er udtrykket „nye himle“: „Men efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ — 2 Pet. 3:13; også Fil. 3:20.

Ordet „tempel“ bruges også som en symbolsk betegnelse for Jesus Kristus og hans legemes lemmer, altså de 144.001, med henblik på deres funktion som den ordning hvorved Jehova sørger for at den sande gudsdyrkelse bevares, og som en helligdom hvori Gud bor ved ånd. Det fremgår klart af Efeserne 2:20-22. Paulus kunne også anvende betegnelsen „tempel“ om de salvede kristne som levede på jorden på hans tid, eftersom de repræsenterede det symbolske tempel. Han skrev til menigheden i Korint: „Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden?“ (1 Kor. 6:19) Og i Åbenbaringen 21:22 har ordet „tempel“ en helt tredje betydning, for her står der at Jehova Gud og Lammet Jesus Kristus er det ny Jerusalems tempel.

Abraham fik løfte om at gennem hans sæd eller afkom skulle alle jordens folk velsigne sig. I sin videste betydning indbefatter benævnelsen „Abrahams afkom“ alle de 144.001, men den bruges først og fremmest om Kristus Jesus alene, som det fremgår af Galaterne 3:16. Det er kun i en sekundær betydning at også de 144.000, eftersom de tilhører Kristus, er „Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse“. (Gal. 3:29; 1 Mos. 22:17, 18) Selv om de inspirerede kristne skribenter brugte de samme benævnelser på mere end én måde, anvendte de dem altså ikke i flæng men under tilbørlig hensyntagen til den idé de skulle nedfælde.

Udtrykkene „et kongeligt præsteskab“ og „et helligt folk“ er også betegnelser for de 144.001 som en helhed betragtet. (1 Pet. 2:9) Udtrykket „en ny skabning“ anvendes derimod ikke i kollektiv betydning som benævnelse for de 144.001, men som betegnelse for de enkelte medlemmer af denne skare, hvad der fremgår af den måde udtrykket anvendes på i 2 Korinter 5:17: „Hvis nogen er i [i samhørighed med, NW] Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!“ — Se også Galaterne 6:15, NW.

Guds menighed

Vi skal nu beskæftige os med den betegnelse for de kristne som er mest almindelig nemlig „menigheden“. Hvordan skal det udtryk forstås? Omfatter det også Jesus Kristus, så man kan sige at den kristne menighed har 144.001 medlemmer? I betragtning af at Kristus Jesus er knyttet til menigheden som hovedet eller den øverste, kan vi godt anvende ordet „menighed“ i denne den mest omfattende betydning, og det stemmer med ordene i Salme 22:23, der gælder Jesus. (Med „forsamlingen“ menes „menigheden“, hvilket fremgår af Hebræerne 2:12.) Den der skrev Salme 22, David, var medlem af den menighed i hvis midte han kundgjorde Jehovas navn. Derfor kan man også sige at Jesus Kristus, som skriftstedet profetisk taler om, er medlem af menigheden, og overensstemmende hermed kaldes de andre medlemmer af menigheden hans „brødre“. Det var Jehova Guds menighed David hørte til, og i de treogtredive og et halvt år Jesus Kristus vandrede på jorden var han medlem af den samme menighed, og han forkyndte sit budskab midt i den. En rest af menigheden kom til at udgøre en del af hans menighed, hans åndelige legeme. Når De kristne græske Skrifter bruger udtrykket „menigheden“ i den videre betydning, hentyder de dog i regelen til de 144.000 der er underlagt hovedet Kristus Jesus. For eksempel taler Paulus i Efeserne 1:22, 23 om „kirken [menighedena], der er hans legeme“. Længere henne i brevet skriver han: „Jeg sigter hermed til Kristus og kirken [menigheden*].“ — Ef. 5:32.

Ordet „menighed“ (græsk: ekklesía) anvendes ikke alene i de to betydninger vi lige har nævnt. Det har for eksempel en anden betydning i 1 Korinter 10:32, hvor der står: „Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed.“ Her bruger Paulus åbenbart ikke ordet i dets videre betydning, som betegnelse for alle de 144.000; han hentyder snarere til de kristne som levede på den tid.

I De kristne græske Skrifter anvendes betegnelsen „menighed“ imidlertid allermest om den lokale kristne forsamling. Det kan indbefatte alle de kristne i en bestemt by, eller hentyde til en endnu mindre kreds eller gruppe der kommer til møder i et privathjem. Vi læser om at der engang udbrød en stor forfølgelse mod „menigheden i Jerusalem“, og et andet sted læser vi: „Hils menigheden i deres hjem.“ (Ap. G. 8:1; Rom. 16:5) Følgelig kan man med rette anvende ordet „menighed“ i flertal, og det gør Bibelen da også ret ofte. (1 Kor. 11:16; Ap. G. 15:41; 2 Tess. 1:4) Når vi i dag anvender udtrykket om en lokal forsamling, hentyder vi til alle de indviede kristne der er tilsluttet den, uanset hvad der er deres fremtidshåb.

For de fleste af Bibelens benævnelser for de 144.000 lemmer på Kristi legeme gælder det at det er umiddelbart indlysende at de ikke indbefatter Kristus, hovedet. Der er for eksempel betegnelserne „Kristi legeme“ (forekommer i den græske tekst både med og uden den bestemte artikel foran „Kristus“) og „bruden, Lammets hustru“. Eftersom „Lammets hustru“ også kaldes „den hellige stad, det ny Jerusalem“, må også disse benævnelser udelukkende gælde de 144.000 lemmer på Kristi legeme. Det fremgår klart af det enogtyvende kapitel i Åbenbaringens bog. — 1 Kor. 12:27; Ef. 4:12; Åb. 21:2, 9, 10.

Til de bibelske betegnelser for Kristi legemes 144.000 lemmer hører også udtrykket den „lille hjord“. Jesus sagde: „Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.“ Jesus hører ikke selv med til den „lille hjord“, for han sagde ikke: Faderen har besluttet at give os Riget. Betegnelsen „lille hjord“ gælder altså kun de 144.000 lemmer på hans legeme der sammen med ham er arvinger til Riget. Jesus virker som den gode hyrde for disse „får“ og også for „andre får“. — Luk. 12:32; Joh. 10:11, 16.

Jesus brugte endnu et særligt udtryk som betegnelse for hans legemes lemmer, nemlig „den tro og kloge tjener“. Denne betegnelse gælder det sammensatte „legeme“ af Kristi salvede efterfølgere som virker på jorden til enhver tid siden Pinsedagen år 33 e. Kr., da Kristi efterfølgere, især apostlene, fik betroet hans interesser på jorden. Da det er over for Kristus denne „tjener“ skal aflægge regnskab, er det indlysende at Kristus ikke kan være indbefattet i dette udtryk. På regnskabets dag, efter at Kristus Jesus havde fået magten i Riget, velsignede han dem der på den tid udgjorde „den tro og kloge tjener“ ved at give dem øgede forrettigheder og et større ansvar i forbindelse med Rigets interesser. — Matt. 24:45-47.

„Kristus“ med den bestemte artikel

Vi skal nu beskæftige os med de betegnelser og titler der udelukkende anvendes om Jesus. Af de benævnelser der forekommer i De kristne græske Skrifter kan nævnes „Amen“, „Troværdig og Sanddru“, „det troværdige vidne“, „kongernes Konge og herrernes Herre“, „Guds lam“, „fører“, „løven af Judas stamme“, „Herren“, „hersker“, „frelser“ og „Ordet“. Det er tydeligt nok at disse betegnelser ikke hentyder til Jesu legemes lemmer men til Jesus selv, ligesom de mere almindeligt anvendte navne „Jesus“, „Jesus Kristus“ og „Kristus Jesus“. — Åb. 3:14; 19:11; 1:5; 19:16; Joh. 1:29; Matt. 23:10; Åb. 5:5; 1 Pet. 3:15; 1 Tim. 6:15; Luk. 2:11; Joh. 1:1; Matt. 1:21; Rom. 7:25; 8:1.

Men hvad er årsagen til at titlen „Kristus“ i den græske tekst forekommer både med og uden den bestemte artikel?b Kunne det tænkes at det er fordi betegnelsen „Kristus“ (uden bestemt artikel) gælder Jesus Kristus alene mens benævnelsen „KRISTUS“ (med bestemt artikel) tillige omfatter de 144.000 lemmer på hans legeme? Finder denne tanke støtte i Bibelen?

Nej. Det er afgjort ikke Kristi legemes lemmer Peter hentyder til når han siger: „Du er KRISTUS, den levende Guds Søn.“ Desuden siger Bibelen at de 144.000 skal være „konger med KRISTUS i tusinde år“. Hvordan skulle de kunne herske sammen med KRISTUS hvis de var en del af KRISTUS? Ja, der er mange skriftsteder der skelner mellem „KRISTUS“ og lemmerne på hans legeme. — Matt. 16:16; Åb 20:4.

Udtrykket „KRISTUS“ står intet sted som betegnelse for både Kristus og hans legeme. Titlen „Kristus“ hentyder altså til Jesus Kristus uanset om den forekommer med eller uden den bestemte artikel. Den bestemte artikel skal blot henlede opmærksomheden på og lægge hovedvægten på hans stilling eller embede som Messias. Kristus er hovedet og brudgommen for de 144.000, der følgelig er hans legeme og brud. Derfor siges der om dem at de er „i samhørighed med Kristus“, „hører Kristus til“ og udgør „Kristi legeme“. — Rom. 12:5, NW; 1 Kor. 3:23; 12:27.

Det at de kristne siges at være „i samhørighed med Kristus“ betyder ikke at man kan omtale dem som „KRISTUS“, lige så lidt som udtrykket „Herre“ kan anvendes om kristne forældre blot fordi der siges til børnene: „Vær lydige mod jeres forældre der er i samhørighed med Herren.“ — Ef. 6:1, NW.

Men hvordan skal vi så forstå 1 Korinter 12:12? Vi læser her: „Ligesom legemet er en enhed og dog har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange de er, dog er ét legeme, således er det også med KRISTUS.“ Indbefatter udtrykket „KRISTUS“ ikke hans legemes lemmer i dette tilfælde? Åbenbart ikke, for sammenhængen viser at Paulus taler om Kristi legeme alene og ikke om dets hoved. Som opsummering skriver han da også i 1 Kor 12 vers 27: „I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer.“ I vers 12 bruger Paulus tydeligvis en elliptisk udtryksform når han taler om KRISTUS, en udtryksform der ikke er ualmindelig i Bibelen. Vi kunne derfor omskrive Paulus’ ord i 1 Korinter 12:12 således: Ligesom legemet har mange lemmer skønt det er en enhed, sådan er det også med Kristi legeme, det vil sige de som er i samfund med eller tilhører Jesus Kristus.

Med andre ord skelnede de som skrev De kristne græske Skrifter ikke mellem „KRISTUS“ og Jesus Kristus. Et meget tydeligt eksempel herpå finder vi i Efeserne 2:13, hvor der står: „Nu derimod, da I er i [i samhørighed med, NW] Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, kommet nær på grund af KRISTI blod.“ Se også Efeserne 1:10, 12, 20, hvor den græske tekst har den bestemte artikel foran „Kristus“ i alle tre tilfælde.

Men hvordan skal så Hebræerne 11:26 forstås? Her får vi at vide at Moses „agtede KRISTI Forsmædelse for en større Rigdom end Ægyptens Skatte“. (Skat Rørdam) Hvem eller hvad hentyder ordet „KRISTUS“ til i dette tilfælde? Det lader ikke til at den „Rigdom“ Moses havde i tanke var at han tjente som forbillede på den „Kristus“ som skulle komme, for han vidste ikke at han var et forbillede. Med „Rigdom“ menes snarere det privilegium han selv havde som Guds „salvede“ (græsk: christós), idet han var „salvet“ til at tjene som mellemmand og befrier. Dette betød mere for Moses end alle Ægyptens skatte.

Under denne gennemgang har vi set at der findes en mængde benævnelser for Jesus Kristus og hans legemes lemmer. Nogle benævnelser anvendes kun om Jesus. Andre, såsom „nye himle“, omfatter altid alle de 144.001, Kristus Jesus og hans legeme. Atter andre står udelukkende som betegnelse for de 144.000, selv om de sædvanligvis fortæller noget om denne skares forhold til Kristus Jesus, hovedet (for eksempel „Kristi legeme“, „bruden“, den „lille hjord“ og „det ny Jerusalem“). Men som vi har bemærket, er der visse betegnelser som nogle gange har en videre betydning, idet de omfatter alle de 144.000 som et legeme betragtet og somme tider også Kristus, og andre gange har en mere begrænset betydning. Ordet „menighed“ er et godt eksempel på det. Derfor er det vigtigt at tage sammenhængen i betragtning og på den måde få et klart indblik i hvad bibelskribenten egentlig har ment. Navne og betegnelser kan udtrykke en masse. Hvis man selv forstår dem og anvender dem rigtigt, kan man give andre bedre forståelse af det benævnelserne står for, og en sådan forståelse er uløseligt forbundet med en nøjagtig bibelkundskab.

[Fodnoter]