Hvem er Jesus Kristus, at vi alle skulle have brug for ham?
„Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ — Apg. 4:12.
1. Hvorfor har vi alle brug for en som kan frelse verden?
DET menneskene så stærkt har brug for, er en som kan frelse verden, en som kan redde hele den menneskelige familie! Vi er alle af samme kød og blod, har alle samme fælles oprindelse. Vi befinder os alle på det samme rumskib — planeten Jorden. Hvis dette skib synker, må vi alle gå ned med det, synke ned i det uendelige rums bundløse hav. Vil dette ske? Efter forholdene på jorden at dømme ser det ud til at den globale katastrofe er nærmere end vor tids videnskabsmænd regner med. Men vil katastrofen indtræffe? Findes der en som kan frelse verden, og i bekræftende fald: Hvem er han, og hvor er han? Det er der flere og flere der spørger om.
2. I hvilke storbyer i dag finder vi ikke verdens frelser, og hvoraf fremgår dette?
2 Vi finder ham ikke i storbyen New York, hvor De forenede Nationer har til huse. De 144 nationer der er medlemmer af denne organisation til bevarelse af freden og sikkerheden i verden, har hver for sig nok at gøre med at holde sig selv flydende. Vi finder ham heller ikke i Moskva, hvor en række statsmænd har styret jernhårdt — med billedet af en kommunistisk verden for øje. Vi finder ham ikke i Jerusalem, hvor tre af verdens førende religioner strides om ældgamle krav. Vi finder ham heller ikke i nogen anden by, hverken af fortidig eller nutidig betydning. Det vidner nationernes fortsatte ængstelse og folkenes stadig mere højlydte mishagsytringer om.
3. Hvad vil verdens mennesker ikke indrømme, men hvem vil det være fornuftigt af os at se hen til efter frelse?
3 Verdenssituationen ser absolut ikke lovende ud. Alligevel ønsker folk ikke at se kendsgerningerne i øjnene. De ønsker ikke at indrømme at den hjælp verden har brug for, må komme fra en magt der ligger uden for og er højere end mennesket. De vægrer sig ved at opgive deres tro på menneskene, de eneste der ifølge deres materialistiske tankegang evner at frelse verden. Hvis vi følger denne tankegang, vil vi ikke vide hvor vi skal søge. Så uanset hvor fremtrædende disse materialistisk tænkende mennesker er, så lad os tænke på at vi ikke har skabt os selv. Det menneskelige legeme er alt for underfuldt skabt og udrustet til at det kan være menneskeværk. Den der har udtænkt og bygget os og som har anbragt os på denne klode i rummet, må stå over mennesket. Han må være lige så højt hævet over os, som himmelen er hævet over vort rumfartøj Jorden. Og eftersom vi er et værk af hans hånd, må han nødvendigvis være interesseret i os. Selv om det ikke er i overensstemmelse med en modernistisk tankegang, er det dog rimeligt og fornuftigt at se hen til ham som den der kan tilvejebringe en verdensfrelser.
4. Hvem har indgivet mennesker håbet om en der kan frelse verden, og hvem sagde han for længe siden vi burde vende os til?
4 Er det ikke sandsynligt at den der har skabt os, også har indgivet os håbet om en redning for menneskeslægten, håbet om en verdensfrelser? Jo! Hvorfra kunne denne dristige, men storslåede tanke ellers komme? Mere end syv hundrede år før vor tidsregnings begyndelse, altså mere end hundrede år før Buddha blev født, lod han følgende udtalelse nedskrive: „Vend dig til mig og bliv frelst, du vide jord, thi Gud er jeg, ellers ingen; jeg svor ved mig selv, fra min mund kom sandhed, mit ord vender ikke tilbage: Hvert knæ skal bøjes for mig, hver tunge sværge mig til. ’Kun hos [Jehova],’ skal man sige, ’er retfærd og styrke; til ham skal alle hans avindsmænd komme med skam.’“ — Es. 45:22-24; se New World Translation; danske reviderede af 1871; norske oversættelse af 1930.
5. Hvad skulle ikke få os til at føle skam over at måtte vende os til Jehova efter frelse, og hvad er grunden?
5 Jehovas frelse kan nå ud til jordens fjerneste egne. Han kan frelse hele menneskeheden. Han er den man kan vende sig til med håb om evig frelse, den man kan bede til i tillid til at man bliver bønhørt. Verdens had til navnet Jehova skulle ikke få os til i skam at vende os bort fra ham. Det er hans avindsmænd, hans fjender, dem der brænder af harme mod ham, der vil blive til skamme når de kommer til ham. De vil ikke opnå frelsen, der er forbeholdt dem der af egen fri vilje vender sig til ham for at blive frelst.
6. Hvordan fremgår det af den sidste bog i Bibelen at Jehovas opfordring til at vende sig til ham ville blive fulgt af mennesker i hele verden?
6 Jehovas opfordring til menneskene om at vende sig til ham som den eneste Gud der kan frelse, er nedskrevet i Bibelens treogtyvende bog. Denne bog indeholder de inspirerede profetier af Esajas, Amoz’ søn, en profet som boede i Jerusalem på den tid da det assyriske rige gjorde sine erobringer i det mellemste østen. At opfordringen ville blive fulgt af mennesker i hele verden, forudsiges i den seksogtresindstyvende og sidste bog i Bibelen, Åbenbaringens bog eller Apokalypsen, som er skrevet i det første århundrede efter vor tidsregning. I kapitel 7, vers 9 og 10, beskriver Johannes, Zebedæus’ søn, det syn han fik af en stor skare, uden tal, der i endens tid ville vende sig til Jehova Gud for at opnå frelse. Han skriver: „Se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“
Hvem der er verdens frelser
7, 8. (a) Hvordan skal man forstå betegnelsen „Lammet“? (b) Hvor begynder Åbenbaringsbogen at bruge denne betegnelse, og hvad skal den vise?
7 Denne skare, som består af mennesker af alle racer, nationer og hudfarver, bekender ikke alene at dens frelse skyldes Gud, men også „Lammet“. Hvorfor gør den det? Kan vi finde ud af hvem det er der billedligt kaldes „Lammet“?
8 Først må det siges at betegnelsen „Lammet“ ikke bruges som et kælenavn, som når man siger til en: „Mit lille lam!“ Nej, betegnelsen leder tanken hen på et offer, et offer som er af den allerstørste betydning for os alle. I Åbenbaringsbogen bruges betegnelsen „Lammet“ syvogtyve gange. Den forekommer første gang i kapitel 5, hvor Johannes bliver gjort bekendt med den betydningsfulde opgave „Lammet“ har. Der bliver sagt til Johannes: „Hold op med at græde. Se! Løven som er af Judas stamme, Davids rod, har sejret og kan åbne skriftrullen og dens syv segl.“ (Åb. 5:5) Hvad så Johannes da han holdt op med at græde? Han siger: „Og jeg så at der i tronens og de fire levende skabningers midte . . . stod et lam ligesom slagtet.“ — Åb. 5:6.
9. Hvem er Løven af Judas stamme, og hvad viser denne betegnelse?
9 Hvem er dette lam der her siges at være „løven som er af Judas stamme“ og at være en livgivende „rod“ til den første judæiske konge i Jerusalem, David? Det er Jesus Kristus, som var en efterkommer af patriarken Abraham og af kong David af Judas stamme. (1 Mos. 49:9, 10; Matt. 1:1-6) Når han kaldes „løven som er af Judas stamme“, betyder det at han er den „Silo“ der skulle komme og som folkene ville lyde. Det betyder at han skulle være konge (som hans forfader David havde været) i en regering som alle jordens folk måtte indordne sig under, til gavn for sig selv. Ligesom David var blevet salvet til konge og derfor var en salvet, således ville denne hans kongelige efterkommer også være en salvet, på hebraisk „Messias“, på græsk „Kristus“. Derfor navnet „Jesus Kristus“ (Jesus den Salvede) eller „Kristus Jesus“ (den salvede Jesus). Men hvis han sammenlignes med en kongelig judæisk løve, hvorfor sammenlignes han da også med et „lam“?
10. Hvad var der sket med dette lam efter hvad Johannes så, og hvad var derved blevet købt?
10 Det forklarer bibelskribenten Johannes os, idet han fortæller hvad han yderligere så og hørte. Han siger: „Og da det tog skriftrullen, faldt de fire levende skabninger og de fireogtyve ældste ned for Lammet, . . . Og de synger en ny sang idet de siger: ’Du er værdig til at tage skriftrullen og åbne dens segl, for du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.’“ — Åb. 5:8-10.
11. Med hvilket formål var dette lam blevet slagtet og hvordan var dette blevet forudsagt i Esajas’ bog, kapitel 53?
11 Denne ’løve af Judas stamme’ blev altså slagtet som et offer, i lighed med det lydefri lam som Guds lov ved Moses foreskrev det israelitiske folk som offer for synder. Han var den retfærdige „tjener“ for Jehova som Esajas havde fremsat følgende profeti om: „Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes — han oplod ikke sin mund. . . . han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, og for overtrædere bad han.“ — Es. 53:7, 12; Apg. 8:30-35.
12. Hvorfor kan vi ikke benægte at vi har brug for dette offerlam?
12 Vi er her nået frem til en meget stærk grund til at vi har brug for Jesus Kristus. Vi har brug for ham som et offer til Jehova Gud, menneskets Skaber. Den førnævnte profeti af Esajas talte om syndere og overtrædere. I almindelighed bryder vi os ikke om at blive betegnet som syndere og overtrædere, men ingen af os kan dog benægte at vi har visse mangler, og at vi alle har en tilbøjelighed til at handle forkert. Vi har fået denne tilbøjelighed et sted fra. Vi kan alle kaste skylden på vore forældre, men de igen har arvet den fra deres forældre, og sådan kan vi blive ved med at gå tilbage, led for led, til vi kommer til det første ægtepar, Adam og Eva. Anklagen for at have givet ufuldkommenhed og syndige tilbøjeligheder i arv til afkommet, standser altså ved Adam og Eva. Hvorfor? Fordi de ikke fik ufuldkommenhed og synd i arv fra Gud, som var deres Skaber og himmelske Fader. Der siges om ham at hans værk er fuldkomment. Altså var Adam og Eva skabt fuldkomne, så meget mere som de var skabt i Guds eget billede. — 5 Mos. 32:4 Luk. 3:38; 1 Mos. 1:26-28.
13. Hvad kan der siges om det sted hvor vi er født, og hvad har bevirket at vi alle er født ufuldkomne?
13 Ingen af os er født i Paradiset, Edens have. Men da Adam og Eva blev skabt for seks tusind år siden blev de sat i denne have. (1 Mos. 2:7-25) Det oprindelige paradis ville naturligvis ikke have kunnet rumme alle os der lever i dag; det havde måttet udvides til at omspænde hele kloden. Men hvorfor er vi så ikke alle sammen født i et sådant jordomspændende paradis? Og hvorfor er vi alle sammen født ufuldkomne, underlagt dårlige tilbøjeligheder, sygdom og død? Den eneste fornuftige forklaring er at der var noget der gik galt for det første menneskepar, som vi alle nedstammer fra. Den sande historiske beretning, som vi finder i Bibelen, giver denne forklaring. Endnu før Adam og Eva havde sat børn i verden, slog de ind på en forkert vej. De gjorde ikke som Gud havde sagt de skulle gøre. De var ulydige mod ham der var deres himmelske Fader. De syndede, det vil sige at de i deres handlinger ikke sigtede mod den menneskelige fuldkommenheds målmærke.
14. Hvorfor havde Gud ret til at drive Adam og Eva ud af Paradiset, men hvilken barmhjertighed fra hans side har ført til at vi er i live i dag?
14 Kan vi dadle Gud fordi han dømte Adam og Eva i overensstemmelse med det han sagde ville være straffen for at gøre oprør mod ham, deres øverste Lovgiver og Dommer? Ikke med rette. Kan vi dadle Gud fordi han drev dem ud af deres paradis? Nej! Eftersom han havde skabt Edens have, var den hans ejendom. Han havde fuldkommen ret til at bestemme hvem der skulle være dens beboere. Betragt engang hvordan selviske og tankeløse mennesker forvandler pæne beboelsesejendomme til noget der ligner ghettoer og slumkvarterer. Betragt engang hvordan menneskene i almindelighed er i færd med at ødelægge jorden med krig og forurening. Når vi tænker rigtigt over det, er det et helt under at Gud tillod Adam og Eva, efter at de havde syndet, at slå sig ned uden for Paradiset og befolke jorden. Det var i høj grad et udtryk for Guds barmhjertighed at han lod Adam og Eva blive i live så de kunne sætte børn i verden, blandt hvilke vi nu, seks tusind år senere, befinder os. — 1 Mos. 3:1 til 4:2.
15. Hvilken slags fader besluttede Adam sig til at blive for sit afkom, og på hvilken måde har vi alle syndet i ham?
15 Da Adam blev fristet til at synde sammen med sin hustru Eva måtte han afgøre hvilken slags fader han ville være for sit afkom, om han ville være en gudfrygtig fader der var fuldkommen lydig mod sin himmelske Fader og havde et ubrudt forhold til ham, eller en fader der havde gjort oprør mod sin Livgiver og var dømt til døden, straffen for synd. (1 Mos. 2:15-17) Adam valgte det sidste. Vi kan derfor ikke dadle Gud, vor Skaber, for at vi er ufuldkomne og syndige. Det er gået til sådan som bibelskribenten, den kristne apostel Paulus, skrev i det første århundrede: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Rom. 5:12) Eftersom Gud nedlagde en sæd til forplantning i den første mand, var vi alle i Adams lænd da han syndede. Vi har således alle syndet i Adam og er som følge deraf alle født syndere, under dødens fordømmelse.
16. Hvordan er den guddommelige retfærdigheds vægtskål kommet til at balancere nøjagtigt, og hvordan forsikres vi herom i Første Korinterbrev 15:21, 22?
16 Her bør en vigtig ting som Guds ord lærer, ikke undgå vor opmærksomhed, nemlig den at ligesom synden og døden i verden skyldes ét menneske, Adam, således skyldes det ét menneske, nemlig det fuldkomne modstykke til Adam, at verdens synd er blevet udslettet og straffen for synden hævet. Som følge af denne vise og barmhjertige ordning balancerer den guddommelige retfærdigheds vægtskål nøjagtigt. Det er en ordning vi alle har brug for, og det er en ordning Guds ord forsikrer os om, idet der siges i Første Korinterbrev 15:21, 22: „Eftersom døden er kommet ved et menneske, er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“
17. Hvordan alene kunne en der svarede nøjagtigt til Adam fremtræde på jorden, og hvem blev dennes fødsel meget passende forkyndt for?
17 Er dette ikke en storslået løsning, og både økonomisk og enkel? Alt hvad vi havde brug for, var blot ét menneske, en som svarede til Adam i hans jordiske fuldkommenhed og syndfrihed. Men hvordan var det muligt at et sådant menneske kunne fremtræde på jorden, eftersom ikke én af det første menneskepars efterkommere var ligestillet med Adam i henseende til hans uskyld i Eden? Den vi havde brug for kunne kun tilvejebringes ved et mirakel øvet af den almægtige Gud. Dette guddommelige mirakel fandt virkelig også sted, nemlig henimod slutningen af det første århundrede før vor tidsregnings begyndelse. Det medførte at den som Åbenbaringsbogen gentagne gange kalder „Lammet“, fremtrådte på jorden. Selv om han sammenlignes med et lam, viste han sig at være „løven som er af Judas stamme“ og „Davids rod“. Hele det bibelske vidnesbyrd peger på at dette menneske var Jesus Kristus, der blev født i Davids by Betlehem i det tidlige efterår i år 2 f.v.t. I smuk samklang med at han skulle blive som et offerlam, blev hans fødsel forkyndt af Guds engel for udvalgte vidner på marken, hyrder der holdt vagt over deres fårehjorde om natten. — Luk. 2:4-18; Matt. 2:1-18.
18. Hvis søn blev denne der var „af Davids sæd“ fastslået at være ved sin opstandelse fra de døde?
18 Dette var, som den kristne apostel Paulus kalder det, „Guds gode nyhed som han forud har lovet gennem sine profeter i De hellige Skrifter, nyheden om hans søn, som efter kødet er kommet af Davids sæd, men som efter helligheds ånd med kraft er blevet fastslået at være Guds søn ved opstandelse fra de døde — ja, Jesus Kristus vor Herre“. — Rom. 1:1-4.
19. Hvilket plan befandt Jesus sig på da han ved sin opstandelse blev fastslået at være Guds søn, og hvad havde han været da han var på jorden?
19 Med hensyn til i egentligste forstand at være en søn af Gud, så var, ifølge Jesu Kristi jordiske slægtstavle, som vi finder den i Lukas 3:23-38, Adam, den første mand, „søn af Gud“. Men han var ulydig mod sin himmelske Fader og døde, og han har bragt synd og død over os alle. Han er stadig død; han er ikke blevet oprejst fra de døde. Han mistede sin stilling som søn af Gud. Men Jesus Kristus er blevet oprejst til liv på det åndelige plan og er således blevet fastslået at være Guds søn, udrustet med større magt end den han havde på jorden. Men selv da han befandt sig på det jordiske plan, og selv om han var født som et kødeligt menneske af den jødiske jomfru Maria, var han en søn af Gud. Det er der ingen grund til at betvivle.
20. På hvilket grundlag aflagde Johannes Døber vidnesbyrd om at Jesus var Guds søn?
20 På det tidspunkt var en „søn af Gud“ tiltrængt på jorden. Jesus Kristus viste sig at være denne tiltrængte søn af Gud. Da han nåede modenhedsalderen, tredive år, blev han døbt af Johannes Døber, der var søn af en jødisk præst ved navn Zakarias. Hvem sagde Johannes at Jesus Kristus var? Han fortalte sine disciple at Jesus Kristus var Guds søn. Det vidste han ikke blot fordi han havde ræsonneret sig til det, for umiddelbart efter at han havde døbt Jesus, hørte han Guds stemme sige fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Matt. 3:13-17; Mark. 1:9-11; Luk. 3:21, 22) Derfor kunne Johannes offentligt sige: „Jeg har set det, og jeg har vidnet om at han er Guds søn.“ — Joh. 1:34.
21. Hvorfor kunne en mand på jorden ikke være Jesu fader, og hvem erklærede at han var Jesu fader?
21 Imidlertid var Jesus ikke først blevet en søn af Gud da han blev født af den jødiske jomfru Maria. Eftersom Jesus var født af en jomfru der ikke havde haft nogen kønslig forbindelse med en mandlig efterkommer af Adam, havde han ikke en jordisk, kødelig fader. Det var heller ikke en engel der var hans fader, for Maria havde ikke haft kønslig forbindelse med en materialiseret engel, sådan som mødrene til de berygtede nefilim på Noas tid havde haft. (1 Mos. 6:1-4) Engelen Gabriel, der viste sig for Maria og forklarede hende hvordan hun på mirakuløs måde ville blive moder til Jesus; var ikke fader til Marias førstefødte søn. (Luk. 1:26-38; Matt. 1:18-25) Muligvis vil vor tids videnskab bestride denne jomfrufødsel med den begrundelse at noget sådant er umuligt, men engelen Gabriel fjernede enhver tvivl fra Marias sind med ordene: „Intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ (Luk. 1:37) I overensstemmelse hermed erklærede Gud over for hele universet at han var Fader til Jesus der var født i Davids slægt.
22. Hvordan viste Johannes’ ord og Jesu egne ord i en bøn til Gud at Jesus havde været en søn af Gud i himmelen?
22 Jesu fødsel i Betlehem i Juda var altså ikke begyndelsen til hans eksistens som en søn af Gud. Johannes Døber, der var født omkring seks måneder før Jesus, sagde offentligt om den Jesus som han havde døbt: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort! Det er ham om hvem jeg sagde: Efter mig kommer der en mand som er rykket frem foran mig, for han var til før mig.“ (Joh. 1:29, 30) Når nu Jesus ikke var til som menneske på jorden før Johannes Døber, hvor eksisterede han da? I himmelen. Dér havde han eksisteret som en søn af Gud. Dér havde han levet i personlig kontakt med og i samfund med sin himmelske Fader. Det er grunden til at han, aftenen før han led døden som martyr uden for Jerusalems mure, sagde i en bøn til sin himmelske Fader: „Jeg har herliggjort dig på jorden, idet jeg har fuldført den gerning du har givet mig at gøre. Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.“ — Joh. 17:4, 5.
23. Hvorfra sendte Gud sin søn til verden, og hvordan gjorde han det?
23 Den der blev Jesus Kristus, „Guds lam“, havde altså eksisteret som en søn af Gud hos sin himmelske Fader i det usynlige åndelige domæne. For at blive en jordisk søn af Gud måtte han lade den almægtige Gud overføre hans liv fra himmelen til en ægcelle i den jødiske jomfrus moderliv. På denne måde vedblev Gud med at være hans Fader da han blev født i Betlehem. Det kan kun være fra himmelen Gud overførte sin søns liv på mirakuløs måde, hvorved han ’sendte’ sin søn, sådan som Jesus selv sagde til den jødiske leder Nikodemus: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv. Gud har nemlig ikke sendt sin søn til verden for at han skal dømme verden, men for at verden skal frelses gennem ham.“ — Joh. 3:16, 17.
24. Hvorfor har vi brug for Guds søn som „Lammet“?
24 På denne måde ser vi hvordan Gud skaffede den ene mand til veje som vi havde brug for med henblik på vor evige frelse, den ene mand som svarede nøjagtig til Adam da denne var fuldkommen og syndfri i Edens have. Denne mand alene kunne tilbyde Gud at lade sig ofre som „Guds lam som tager verdens synd bort“. (Joh. 1:29) Da det også drejer sig om vores synd, har vi brug for ham.