Da Gud skabte Adam og Eva, anbragte han dem i en smuk have der var fyldt med spiselige planter og frugtbærende træer. Kun ét træ måtte de ikke røre, „træet til kundskab om godt og ondt“. Eftersom Adam og Eva var skabt med en fri vilje, kunne de selv vælge om de ville adlyde eller ikke adlyde Gud. Men Adam havde fået en advarsel der lød: „Den dag du spiser af [kundskabens træ] skal du visselig dø.“ — 1 Mosebog 1:29; 2:17.

En rimelig begrænsning

Adam og Eva led ingen nød på grund af denne ene begrænsning; de kunne frit spise af alle de andre træer i haven. (1 Mosebog 2:16) Forbuddet insinuerede heller ikke at menneskene havde forkerte tendenser, og det krænkede ikke deres værdighed. Hvis det var skændige handlinger som sodomi eller mord Gud havde forbudt dem, kunne nogle hævde at fuldkomne mennesker havde visse onde tilbøjeligheder der måtte holdes i ave. Men at spise var både naturligt og godt.

Kan det være rigtigt, som nogle hævder, at den forbudte frugt var det seksuelle samvær? Denne opfattelse finder ikke støtte i Bibelen. For det første var Adam alene da Gud gav ham påbuddet, og han forblev tilsyneladende alene i et stykke tid. (1 Mosebog 2:23) For det andet havde Gud sagt til Adam og Eva at de skulle ’blive frugtbare og talrige og fylde jorden’. (1 Mosebog 1:28) Gud ville naturligvis ikke pålægge dem at bryde hans lov og derefter dømme dem til døden når de adlød! (1 Johannes 4:8) For det tredje spiste Eva af frugten før Adam og gav først senere noget af den til sin mand. (1 Mosebog 3:6) Det er altså klart at frugten ikke var forbundet med noget seksuelt.

Et forsøg på at blive moralsk uafhængig

Kundskabens træ var et bogstaveligt træ. Men det repræsenterede Guds ret til som Hersker at afgøre hvad der er godt, og hvad der er ondt for hans jordiske skabninger. At spise af træets frugt var derfor ikke blot at stjæle — ved at tage noget der tilhørte Gud — det var også et formasteligt forsøg på at opnå moralsk uafhængighed for selv at kunne afgøre hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Læg mærke til at Satan, efter at have løjet over for Eva og fortalt hende at hun og hendes mand ’visselig ikke skulle dø’ hvis de spiste frugten, tilføjede: „For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ — 1 Mosebog 3:4, 5.

Ved således at vise at de ønskede at være uafhængige, forårsagede Adam og Eva uoprettelig skade på deres forhold til Gud, og synden satte dybe spor i deres organisme, ja, helt ind i generne. De levede ganske vist i flere hundrede år, men som en gren der bliver hugget af et træ, begyndte de at dø „den dag“ de syndede. (1 Mosebog 5:5) Desuden fornemmede de for første gang en indre uro. De følte sig nøgne og forsøgte at gemme sig for Gud. (1 Mosebog 3:7, 8) De følte også skyld, usikkerhed og skam. Synden skabte uro i deres indre, og samvittigheden fordømte dem for at have gjort noget forkert.