-
KronologiIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
-
-
I Bibelen dateres begivenhederne ikke efter et kronologisk system der har en enkelt markant begivenhed som udgangspunkt for alle efterfølgende begivenheder. Det betyder dog ikke at man ikke havde en tidsregning hvorefter man kunne placere begivenhederne nøjagtigt på tidens strøm. Den omstændighed at bibelskribenterne for bestemte begivenheder kunne anføre præcise tidsangivelser som spændte over flere hundrede år, viser at det israelitiske folk og dets forfædre ikke manglede interesse for at tidsfæste begivenhederne. Moses kunne således skrive: „Ved udløbet af de fire hundrede og tredive år [regnet fra det tidspunkt da Abraham gik over Eufratfloden ind i Kana’ans land, og da Gud utvivlsomt lod pagten med ham træde i kraft], ja på netop den dag, gik alle Jehovas hære ud af Ægyptens land.“ (2Mo 12:41; se UDGANGEN AF ÆGYPTEN; jf. Ga 3:16, 17.) Atter siges der, i 1 Kongebog 6:1, at det var „i det fire hundrede og firsindstyvende år efter at Israels sønner var draget ud af Ægyptens land“ at kong Salomon begyndte at bygge templet i Jerusalem. Dog kom hverken ikrafttrædelsen af pagten med Abraham eller udgangen af Ægypten til at danne begyndelsen til en æra som et udgangspunkt hvorfra tiden regnedes når andre begivenheder blev omtalt.
-
-
KronologiIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
-
-
Fra 1943 f.v.t. til udgangen af Ægypten. I 2 Mosebog 12:40, 41 siges der at „bosættelsestiden for Israels sønner, som havde boet i Ægypten, var fire hundrede og tredive år. Og ved udløbet af de fire hundrede og tredive år, ja på netop den dag, gik alle Jehovas hære ud af Ægyptens land.“ Mens de fleste bibeloversættelser gengiver vers 40 sådan at de 430 år udelukkende gælder opholdet i Ægypten, giver den hebraiske grundtekst rum for ovennævnte oversættelse. I Galaterne 3:16, 17 forbinder Paulus også de 430 år med tiden fra Abrahamspagtens ikrafttræden til indstiftelsen af Lovpagten. Abrahamspagten trådte øjensynlig i kraft da Abraham i 1943 f.v.t. som følge af Guds løfte gik over Eufratfloden på vej til Kana’an og således drog ind i det land Gud førte ham til. (1Mo 12:1; 15:18-21) Nøjagtig 430 år efter denne begivenhed, i 1513 f.v.t., blev hans efterkommere udfriet fra Ægypten, og samme år blev Lovpagten indgået med dem. At teksten i 2 Mosebog 12:40, 41 fra de tidligste tider er blevet opfattet sådan at perioden begyndte dengang folkets forfædre flyttede til Kana’an, fremgår af Septuaginta-oversættelsen, der lyder: „Men Israels sønners bosættelse, den tid de var bosat i Ægyptens land og i Kana’ans land, [var] fire hundrede og tredive år.“
Den periode der strakte sig fra det tidspunkt da Abraham gik ind i Kana’ans land og indtil Jakob rejste til Ægypten, var på 215 år. Dette tal når man til på følgende måde: der gik 25 år fra Abraham forlod Karan og indtil Isaks fødsel (1Mo 12:4; 21:5); derfra og til Jakobs fødsel var der 60 år (1Mo 25:26); og Jakob var 130 år da han kom til Ægypten (1Mo 47:9); hvilket giver et samlet åremål på 215 år (fra 1943 til 1728 f.v.t.). Det vil sige at israelitterne derefter har opholdt sig i Ægypten i en periode af tilsvarende længde, 215 år (fra 1728 til 1513 f.v.t.). At israelitterne i løbet af 215 år kunne have formeret sig så stærkt at folket talte omkring 600.000 „voksne mænd“, er vist i artiklen UDGANGEN AF ÆGYPTEN. — 2Mo 12:37.
-