Mirjam var straks ved hendes side. ’Skal jeg kalde på en af de hebraiske kvinder så hun kan amme barnet for dig?’ spurgte hun. Nogle hæfter sig ved modsætningerne i beretningen. Moses’ søster sættes her i kontrast til Farao, som sammen med sine rådgivere planlagde at „handle klogt“ med hebræerne. Dog afhang hendes plan om at beskytte Moses af om prinsessen indvilligede. Og da prinsessen sagde „Gå!“, kaldte Mirjam straks på sin mor. Jokebed blev derved gennem en usædvanlig aftale ansat til at opdrage sit eget barn under kongelig bevågenhed. — 2 Mosebog 2:5-9.

[Ramme på side 11]

Fæstede ammer

Mødre ammede normalt selv deres børn. Men bibelforskeren Brevard Childs siger i Journal of Biblical Literature at „i visse tilfælde blandt aristokratiske [mellemøstlige] familier fæstede man en amme. Denne praksis gjorde man som regel også brug af hvis en mor ikke var i stand til at amme sit barn, eller hvis et barn ingen mor havde. Ammen påtog sig ansvaret for at opdrage barnet ud over at amme det i den aftalte periode.“ Man har fundet adskillige papyrusser med ammekontrakter der stammer fra oldtidens Mellemøsten. Disse dokumenter viser at det var en udbredt praksis fra den sumeriske periode til sen hellenistisk tid i Ægypten. Disse dokumenter anførte gerne navnene på parterne, hvilken periode kontrakten dækkede, omstændighederne omkring arbejdet, en arbejdsbeskrivelse, hvad prisen var for at bryde kontrakten, hvad lønnen var, og hvordan den skulle betales. „Ammetiden varede [almindeligvis] to eller tre år,“ fortæller Childs. „Ammen havde barnet i sit eget hjem, men til tider krævedes det at barnet skulle bringes til forældrene og tages i nøjere øjesyn.“