Ydmygt lod Elias det være op til Jehova. Elisa fik at vide at hvis Jehova lod ham se Elias blive taget væk, ville han få det han bad om. De to venner gik videre, og mens de “talte sammen”, skete der noget helt enestående! – 2. Kongebog 2:10, 11.

Et mærkværdigt skær lyste himlen op og kom tættere og tættere på. Prøv at se det for dig: Der opstår en høj, susende lyd, en lyd af et kraftigt stormvejr, og en skinnende genstand har retning lige mod de to mænd. De to venner bliver skilt fra hinanden, måske fordi de i ren ærefrygt træder et par skridt tilbage. Det de så, var en stridsvogn der lyste så kraftigt at det så ud som om den var lavet af ild. Elias vidste at tiden var kommet til at han skulle væk. Steg han op på stridsvognen? Det siger beretningen ikke noget om. Men han har i hvert fald kunnet mærke at han blev løftet højere og højere op i luften og båret væk i stormvejret.

Hvor blev Elias ført hen? Nogle trossamfund påstår at han blev taget op til himlen for at være sammen med Gud. Men det kan ikke være rigtigt, for Jesus Kristus sagde flere hundrede år senere at ingen var steget op til himlen før ham. (Johannes 3:13) Så når vi læser at “Elias steg op til himlen i stormvejret”, er det meget naturligt at vi spørger hvad der menes med “himlen”. (2. Kongebog 2:11) Bibelen bruger ikke kun “himlen” om der hvor Jehova bor, men også om atmosfæren, den fysiske himmel, hvor skyerne svæver og fuglene flyver. (Salme 147:8) Det var den himmel Elias blev taget op til. Men hvad blev der af ham?

Jehova overførte den højt elskede profet til en ny opgave, denne gang i Juda. Den bibelske beretning viser at Elias måske mere end syv år senere stadig var i gang med at udføre sin opgave der. På det tidspunkt var det den onde kong Joram der herskede over Juda. Han opførte sig lige så dårligt som Akab og Jezabel, og han havde endda giftet sig med deres datter. Jehova fik Elias til at skrive et brev til Joram med et domsbudskab. Og som forudsagt blev Joram ramt af en frygtelig sygdom og led en smertefuld død. Og beretningen slutter: “Der var ikke nogen der savnede ham da han døde.” – 2. Krønikebog 21:12-20.